Ebbe Skammelsøn: analyse, temaer og folkevisetræk

Resumé

Resumé, med vores egne ord

Skammel er en rig mand i Ty med fem sønner. Ebbe er den bedste af dem og rider til kongens gård for at tjene.

Mens Ebbe er borte, bejler hans bror Peder til Ebbes fæstemø Adelus. Peder lyver og siger, at Ebbe er død, og derfor får han ja. Der bliver forberedt bryllup mellem dem.

Ebbe aner uro, rider hjem og kommer midt i bryllupsforberedelserne. Moderen tager imod ham og tilbyder ham hynde og stol, men han afviser.

Ebbe beder Adelus flygte med sig. Hun afviser ham, og i vrede dræber han hende med sit sværd og dræber derefter broderen Peder.

Han sårer sin far, hans mor mister en hånd, og Ebbe må flygte fra slægten som fredløs.

Analyse, punkt 1 af 7

1. Genren: riddervise og folkevise

Ebbe Skammelsøn hører til ridderviserne, den gruppe folkeviser, der handler om adel, ære og kærlighed blandt riddere og jomfruer. Folkeviserne blev sunget og givet videre fra mund til mund i middelalderen og først skrevet ned i 1500-tallet. Kendetegnene er en fast strofeform med omkvæd, enderim på anden og fjerde linje, en fortæller, der holder sig i baggrunden, og et stof, der ofte ender ulykkeligt. Vis genren ved at pege på strofebygningen og omkvædet, ikke bare ved at nævne ordet folkevise.

Sådan kan du skrive det: “Ebbe Skammelsøn er en riddervise, og det ses på den faste strofeform med omkvæd, på enderimmene og på det adelsmiljø af ære og svig, som visen udspiller sig i.”

Analyse, punkt 2 af 7

2. Omkvædet og skæbnen

Efter hver strofe lyder omkvædet “Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild”. Det står allerede fra begyndelsen, længe før drabene sker, og derfor ved tilhøreren hele tiden, hvor det bærer hen. Omkvædet gør Ebbe til en, der for altid vandrer vild, både på vejene som fredløs og inde i sig selv. Skæbnen ligger som en skygge over det hele, og alt peger frem mod ulykken.

Sådan kan du skrive det: “Omkvædet “Fordi træder Ebbe Skammelsøn så mangen sti vild” lægger fra første strofe en skæbne ned over Ebbe, så tilhøreren kender enden, før den kommer.”

Analyse, punkt 3 af 7

3. Den springende fortællemåde

Visen fortæller ikke alt. Den springer fra billede til billede og lader mellemrummene stå åbne, så tilhøreren selv fylder dem ud. Vi hører fx ikke om Ebbes lange rejse, kun at han pludselig står hjemme midt i brylluppet. Denne springende, scenedelte form er typisk for folkeviser, hvor kun de vigtigste øjeblikke vises, og resten forstås af sig selv.

Sådan kan du skrive det: “Visen bruger en springende fortællemåde, hvor der klippes hårdt fra scene til scene, fx fra Ebbes uro ved kongens gård til, at han står hjemme midt i broderens bryllup.”

Analyse, punkt 4 af 7

4. Ære og hævn

Drivkraften er æren. Peder har krænket Ebbe ved at tage hans fæstemø, og i middelalderens æreskultur er en sådan krænkelse noget, en mand skal svare på. Da Adelus afviser at flygte og tilmed håner ham, vælter æren over i blodig hævn. Ebbe dræber både hende og broderen. Hævnen genopretter ikke noget, den ødelægger tværtimod hele slægten.

Sådan kan du skrive det: “Ebbes drab udspringer af en æreskultur, hvor svig mod ham kræver hævn, men hævnen redder ikke æren, den udsletter slægten.”

Analyse, punkt 5 af 7

5. Ebbe som tragisk skikkelse

Ebbe er hverken kun skurk eller kun offer. Han er blevet sveget af sin egen bror og sin fæstemø, og vores medfølelse følger ham. Men han bliver også en morder, der dræber en forsvarsløs kvinde med sit sværd og fælder sin egen bror. Netop dobbeltheden gør ham tragisk, for han har ret i sin vrede og gør alligevel noget uopretteligt forkert.

Sådan kan du skrive det: “Ebbe er en tragisk skikkelse, fordi han både er den forurettede og den, der begår de uhyrlige drab, og læseren kan hverken frikende eller fordømme ham helt.”

Analyse, punkt 6 af 7

6. Personerne og de faste roller

Personerne er skåret enkelt ud. Ebbe er helten, der falder. Peder er broderen, der sviger. Adelus er fæstemøen, der bryder sit løfte. Moderen forsøger at glatte ud og byder Ebbe hynde og stol, mens faderen holder sig mere tilbage. Personerne har få, men klare træk, sådan som folkevisen kræver, og de fungerer som typer mere end som nuancerede portrætter.

Sådan kan du skrive det: “Personerne er tegnet med få, faste træk, fx moderen, der glatter ud og tilbyder Ebbe hynde og stol, så de fungerer som klare roller i konflikten frem for dybe portrætter.”

Analyse, punkt 7 af 7

7. Formelsprog og gentagelser

Folkevisen blev sunget udenad, og derfor er sproget fyldt med faste vendinger og gentagelser, der gjorde den lettere at huske og synge. Tal går igen, fx de fem sønner, replikker indledes ens, og handlinger beskrives i faste formler. Gentagelsen skaber også rytme og spænding, fx når det ene drab følges af det næste i næsten samme sætningsmønster.

Sådan kan du skrive det: “Visens formelsprog og gentagelser, altså faste vendinger, tal der går igen og ens indledte replikker, viser, at den er skabt til at blive sunget og husket udenad.”

Perspektivering

Perspektivering

Sammenlign med andre tragiske folkeviser som “Torbens datter” med slægtshævn eller “Elverskud” med død lige før brylluppet, hvor skæbnen også rammer.

Perspektivér æresmotivet til nutidens fortællinger om hævn og familieære, fx i film eller nyheder, og diskutér, hvad der har ændret sig, og hvad der er det samme.

Sammenlign med Shakespeares tragedier, hvor ære, kærlighed og hævn også fører til død og undergang.

Fælder

Det, der oftest går galt i analysen