8. Før og efter: fra romantik til 1900-tallet

Kapitel 8 af 8

To fugle, to verdener

I 1843 udgav H.C. Andersen eventyret “Den grimme ælling”. Ællingen bliver hakket, jaget og frosset inde i isen, men da foråret kommer, folder den vingerne ud som svane. Andersen samler moralen i én sætning: “Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!”

I 1894 svarede Henrik Pontoppidan med novellen “Ørneflugt”. Her vokser en ung ørn op i en præstegårds andegård, og da den endelig flyver til fjelds med en vild ørn, bliver den angst, vender om og bliver skudt på vejen hjem. Pontoppidan vrider Andersens morale om i sin slutning: “For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et ørneæg, når man er vokset op i andegården”.

Samme fuglemotiv, to verdenssyn. Hos Andersen afgør det medfødte, hvad du ender som; verden er inderst inde ordnet og retfærdig. Hos Pontoppidan vinder miljøet over arven, og ingen højere orden griber ind. Kan du se den forskel, kan du placere det meste af 1800-tallets litteratur.

Kapitel 8 af 8

Opgøret: idyl, idealisme og religiøs harmoni

Romantikken prægede dansk litteratur fra omkring 1800 til 1870. Naturen var besjælet, og bag verden lå en guddommelig orden, som digteren kunne ane og formidle. I Adam Oehlenschlägers “Guldhornene” (1802) er hornene en gave fra guderne, og de bliver taget tilbage, fordi samtiden kun ser guldet og ikke det hellige.

I Adam Oehlenschlägers digtkreds “Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur” (1805) fødes Jesus hvert forår og dør med vinteren, så årets gang bliver et evangelium. Flere samtidige teologer syntes, han gik for vidt. Romantikerne så Gud i selve naturen, og det kaldes panteisme.

To menneskealdre senere fik J.P. Jacobsen universitetets guldmedalje for en afhandling om ferskvandsalger. Naturen var blevet noget, man iagttog, ikke noget, man tilbad. Troen melder sig dog igen hos ateisten Niels Lyhne ved sønnens dødsleje. Scenen står i kapitlet Køn, kirke og klasse: det, der blev sat under debat.

Biedermeier, strømningen fra omkring 1820 til 1850, gjorde idyllen til program: hjemmet, familien og den nære, tæmmede natur. Du kender tonen fra H.C. Andersens “Hist, hvor vejen slår en bugt” fra 1829, hvor et lille, skævt hus bliver et billede på tryghed og lykke.

Den litteratur gjorde Georg Brandes op med, da han den 3. november 1871 begyndte sine forelæsninger om hovedstrømningerne i 1800-tallets europæiske litteratur på Københavns Universitet. Levende litteratur kendes ifølge Brandes på, at den “sætter Problemer under Debat”: ægteskabet, religionen, ejendomsforholdene. Perioden fik senere navn efter hans bog “Det moderne Gjennembruds Mænd” fra 1883.

Opgøret ramte tre ting på én gang. Idyllen, fordi den dækkede over fattigdom og tvang. Idealismen, fordi mennesket i den nye naturvidenskab var natur, styret af arv og miljø. Og den religiøse harmoni, fordi Darwins udviklingslære rykkede ved skabelsesberetningen; J.P. Jacobsen, som oversatte Darwin til dansk i begyndelsen af 1870’erne, skrev med “Niels Lyhne” (1880) en hel roman om at ville leve uden Gud.

Kapitel 8 af 8

Kendetegn på en tekst før gennembruddet

Begynd med slutningen. Tekster fra romantikken og biedermeier ender i forsoning: det gode belønnes, hjemmet genoprettes, og forsynet holder hånden under personerne. Ællingen ender som svane, uanset hvor meget den har lidt undervejs.

Se derefter på naturen og sproget. En besjælet natur, der spejler det guddommelige, hører tiden før 1870 til. Sproget er højstemt med udråb og store billeder, og genrerne er tit lyrik, eventyr og romancer.

Læg til sidst mærke til konflikten. Problemet er indre eller religiøst: længsel, splittelse, hjemve efter noget større. Fattigdom kan godt blive skildret, men som et vilkår, der nok skal vende sig til det gode, ikke som et samfundsproblem, nogen har ansvar for.

Kapitel 8 af 8

Kendetegn på en tekst efter 1871

Gennembruddets tekster vender billedet om. Slutningen er tit åben eller ulykkelig: i Henrik Ibsens “Et dukkehjem” (1879) forlader Nora mand og børn, døren smækker, og teksten svarer ikke på, hvordan det går hende.

Fortælleren trækker sig tilbage og viser i stedet for at dømme. Herman Bang skriver i “Ved Vejen” (1886) scenisk, i replikker og små iagttagelser, så du selv skal regne ud, hvor ulykkelig Katinka er i sit ægteskab. Sproget er hverdagsligt og tæt på detaljerne i stuer, på stationer og i gårde.

Og problemet er socialt. Ægteskab uden kærlighed, kvinders manglende udveje, fattigdom og religionens magt over sindene: personerne er bestemt af arv, miljø og deres tid, som ørnen i Pontoppidans andegård.

Henrik Ibsen begyndte med historiske skuespil: først “Catilina” (1850) om oldtidens Rom, siden “Fru Inger til Østeraad” (1857) og “Kongs-Emnerne” (1863) med stof fra Norges fortid. Efter versdramaerne “Brand” (1866) og “Peer Gynt” (1867) kom hans første egentlige samtidsdrama, “Samfundets støtter” (1877). Et Ibsen-uddrag om fortiden eller på vers hører altså ikke til gennembruddet, selv om forfatteren gør. Forfatterens navn afgør ikke sagen. Resten af forfatterskabet står i kapitlet Forfatterne: Jacobsen, Pontoppidan, Bang og Skram.

Kapitel 8 af 8

Når teksten foregår i fortiden

B.S. Ingemann skrev fra 1824 til 1836 en række fortællende digte og romaner om Danmarks middelalder. Rækken begynder med versromanen “Waldemar den Store og hans Mænd” (1824), og den første roman i prosa er “Valdemar Seier” (1826). Han stillede fortidens konger og helte op som forbilleder: kongen og folket i pagt, kirken og kronen side om side.

Læserne slugte bøgerne som deres egen historie. I 1889 skrev avisen Social-Demokraten, at romanerne fik folket til at glemme sine virkelige forhold.

Bag bøgerne lå romantikkens historiesyn. Historien var en organisme: engang var der en lykkelig storhedstid, siden var det gået ned ad bakke, og målet var en ny guldalder. Derfor hentede romantikerne stof i oldtiden og middelalderen. Gennembruddet så i stedet frem og var kritisk over for gamle traditioner og normer.

Også J.P. Jacobsens “Fru Marie Grubbe” (1876) foregår i fortiden. Romanen følger en virkelig adelskvinde, der levede fra omkring 1643 til 1718. Som 17-årig blev hun gift med kongesønnen Ulrik Frederik Gyldenløve, og hun endte som hustru til en tidligere ladefoged.

Jacobsen bruger fortiden til at undersøge drifter og begær, ikke til at vise en storhedstid. Derfor hører romanen til gennembruddet, selv om den foregår omkring 200 år tidligere. En historisk kulisse gør ikke en tekst romantisk, så spørg, hvad fortiden bruges til.

Kapitel 8 af 8

Romanen: fra dannelse til sammenbrud

Romantikkens store romanform var dannelsesromanen med Goethes “Wilhelm Meisters Lehrjahre” (1795-96) som forbillede; den kom på dansk i 1801-02. En ung mand drager ud, bliver prøvet af verden og finder til sidst en plads, hvor drømmene og samfundets krav kan leve sammen. Bevægelsen er hjemme, ude og hjem igen, og helten kommer hjem stærkere, end han tog af sted.

Gennembruddets forfattere beholdt skelettet og tog håbet ud. Formen kaldes en udviklingsroman eller en sammenbrudsroman: udviklingen går nedad, og hver konflikt efterlader helten mere fastlåst end før.

Møder du en roman, hvor helten tager hjemmefra og vender tilbage, så spørg, om han kommer hjem styrket eller knækket.

Kapitel 8 af 8

Lykkebarnet og iagttageren

Romantikken holdt af det udvalgte menneske. Gennembruddet satte den flittige iagttager i stedet.

I samme tekst svarer Bang på anklagen om, at realisterne var for sanselige. Romantikerne var lige så sanselige, skriver han, bare mere naive, og hans egen generation var blevet mere blaseret end den, der skrev tredive år før. Emnet er det samme, men blikket er nu køligt og registrerende.

Hovedpersonerne skifter på samme måde. H.C. Andersens sidste roman, “Lykke-Peer” (1870), gør titelpersonen til et kunstnerisk multigeni i Aladdins spor. I Pontoppidans novellesamling “Fra Hytterne” (1887) står husmænd og fattige enker i centrum, folk uden særlige gaver og uden nogen lampe at gnide på. I “Lykke-Per” tog Pontoppidan lykkebarnet op igen for at vise bagsiden af troen på, at lykken kommer af sig selv.

Selv Brandes var formet af den franske, engelske og tyske romantik fra 1830’erne, og han gav forfatteren en ophøjet rolle som foregangsmand, der skulle gøre samfundet bedre gennem sine bøger.

Efter sædelighedsfejden vendte han sig mod det store menneske som kilde til kulturen: i 1889 præsenterede han Friedrich Nietzsche i en afhandling om aristokratisk radikalisme, og siden skrev han biografier om Shakespeare (1895-96) og Goethe (1915). Manden bag gennembruddet endte med at hylde geniet; hans program står i kapitlet Georg Brandes og “problemer under debat”.

Tjek årstallet, og spørg, om billedet peger på en uret eller viser hverdagen på landet uden anklage.

Kapitel 8 af 8

1890’erne: det sjælelige gennembrud

Allerede i 1890’erne var en ny generation træt af problemdebatten. Digterne omkring tidsskriftet “Taarnet” (1893-94), med Johannes Jørgensen i spidsen, vendte blikket indad mod sjælen, drømmen og det religiøse. Litteraturhistorien kalder strømningen symbolismen eller det sjælelige gennembrud.

Lyrikken havde trange kår fra 1870 til omkring 1890. Digtet hørte til det indre, stemningen og følelsen, mens gennembruddet ville ud i samfundet, og romanen og dramaet bar debatten.

Selv J.P. Jacobsen udgav kun få digte i levende live; de fleste kom først i “Digte og Udkast” (1886), året efter hans død. Der er undtagelser: Holger Drachmann skrev samfundskritik på vers i “Engelske Socialister” fra “Digte” (1872).

Lyrikken kom tilbage, og naturen blev igen ladet med betydning. Forskellen fra romantikken ligger i grundstemningen: Oehlenschläger hvilede i en fælles guddommelig orden, mens 1890’ernes digterjeg søger alene og i tvivl. Johannes Jørgensen endte med at konvertere til katolicismen i 1896.

Møder du et stemningsmættet digt fyldt med symboler og længsel, skal du derfor ikke uden videre skrive romantik. Tjek årstal og tone; i 1890’ernes digte følger tvivlen med.

Kapitel 8 af 8

Omkring 1900: det folkelige gennembrud

Johannes V. Jensen gik en tredje vej. I Himmerlandshistorierne, som han udgav fra 1898, skildrer han bønder og særlinge fra sin hjemegn i et sanseligt, knapt sprog, og i romanen “Kongens Fald” (1900-01) følger han Mikkel Thøgersen gennem Christian 2.s tid.

Jensen så fremad på en ny måde. Fra Spanien i 1898 og verdensudstillingen i Paris i 1900 skrev han reportager, som han samlede i “Den gotiske Renaissance” (1901). Her er maskinerne og den engelske og amerikanske industri tegn på livskraft. Hvor Erik Henningsen i 1895 malede “En såret arbejder”, der bæres bort på en båre fra arbejdspladsen, hilste Jensen teknikken velkommen.

Essaybogen “Den ny Verden” (1907) samler tekster som “New York” og “Arbejderen” med stykker om dansk politik og bondekultur. Undertitlen sætter nordisk bondekultur i internationalt lys.

Samtidig kom forfattere til, som selv havde rødder i almuen og arbejderklassen: Jeppe Aakjær og Marie Bregendahl skrev om landarbejdere og landsbyliv, og Martin Andersen Nexø fulgte fattigdrengen Pelle i “Pelle Erobreren” (1906-10). Litteraturhistorien kalder bevægelsen det folkelige gennembrud.

Metoden ligner det moderne gennembruds realisme, men stoffet er flyttet ud af borgerskabets stuer og ud på marker, i stalde og blandt daglejere. Kroppen, arbejdet, maskinerne og udlængslen fylder mere end ægteskabsdebatten.

Kapitel 8 af 8

Efter 1900: hvor gennembruddet førte hen

Klassetemaet fik sin egen litteratur. Arbejdersange og føljetoner i arbejderpressen kom allerede fra 1871, de store arbejderromaner først efter 1900: Johan Skjoldborgs “Gyldholm” (1902), Jeppe Aakjærs “Vredens Børn” (1904) og Martin Andersen Nexøs “Ditte Menneskebarn” (1917-21).

Linjen fortsætter til kommunisten Hans Kirk, der debuterede med kollektivromanen “Fiskerne” (1928), og til Tove Ditlevsens “Barndommens Gade” (1943) om en pige, der vokser op i arbejderkvarteret på Vesterbro. Gennembruddets forfattere kom mest fra borgerskabet i byerne. De fleste af de nye kom fra husmandssteder, landarbejderhjem og arbejderkvarterer og kendte miljøet indefra; lægesønnen Hans Kirk er en undtagelse.

Uden for Danmark blev J.P. Jacobsen en kultfigur for tysksprogede forfattere som Rainer Maria Rilke, Thomas Mann, Hermann Hesse og Franz Kafka, og både James Joyce og Boris Pasternak læste ham i tysk oversættelse. Vil du perspektivere fra “Niels Lyhne” til europæisk modernisme, har du her en dokumenteret forbindelse.

Kapitel 8 af 8

Testen: tre spørgsmål til teksten

Stil teksten tre spørgsmål, når du skal placere den. Første spørgsmål: hvordan ender den? Forsoning og genoprettet orden peger mod tiden før 1870, åbne og ulykkelige slutninger peger mod gennembruddet.

Andet spørgsmål: hvad gør naturen? Besjælet og guddommelig natur hører romantikken til, nøgternt registreret miljø hører gennembruddet til, og symbolmættet stemningsnatur med tvivl i peger mod 1890’erne.

Tredje spørgsmål: hvem eller hvad har skylden, når det går galt? Skæbnen, synden og det indre peger bagud mod romantikken; arv, miljø og samfundets indretning peger frem mod tiden efter 1871. Og kan du kun huske ét billede til eksamen, så husk de to fugle: svanen, der bliver til det, den er født som, og ørnen, der bliver skudt på vej hjem til andegården.