8. Før og efter: fra romantik til 1900-tallet

Kapitel 8 af 8

To fugle, to verdener

I 1843 udgav H.C. Andersen eventyret “Den grimme ælling”. Ællingen bliver hakket, jaget og frosset inde i isen, men da foråret kommer, folder den vingerne ud som svane. Andersen samler moralen i én sætning: “Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!”

I 1894 svarede Henrik Pontoppidan med novellen “Ørneflugt”. Her vokser en ung ørn op i en præstegårds andegård, og da den endelig flyver til fjelds med en vild ørn, bliver den angst, vender om og bliver skudt på vejen hjem. Pontoppidan vrider Andersens morale om i sin slutning: “For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et ørneæg, når man er vokset op i andegården”.

Samme fuglemotiv, to verdenssyn. Hos Andersen afgør det medfødte, hvad du ender som; verden er inderst inde ordnet og retfærdig. Hos Pontoppidan vinder miljøet over arven, og ingen højere orden griber ind. Kan du se den forskel, kan du placere det meste af 1800-tallets litteratur.

Kapitel 8 af 8

Opgøret: idyl, idealisme og religiøs harmoni

Romantikken prægede dansk litteratur fra omkring 1800 til 1870. Naturen var besjælet, og bag verden lå en guddommelig orden, som digteren kunne ane og formidle. I Adam Oehlenschlägers “Guldhornene” (1802) er hornene en gave fra guderne, og de bliver taget tilbage, fordi samtiden kun ser guldet og ikke det hellige.

Biedermeier, strømningen fra omkring 1820 til 1850, gjorde idyllen til program: hjemmet, familien og den nære, tæmmede natur. Du kender tonen fra H.C. Andersens “Hist, hvor vejen slår en bugt” fra 1829, hvor et lille, skævt hus bliver et billede på tryghed og lykke.

Den litteratur gjorde Georg Brandes op med, da han den 3. november 1871 begyndte sine forelæsninger om hovedstrømningerne i 1800-tallets europæiske litteratur på Københavns Universitet. Levende litteratur kendes ifølge Brandes på, at den “sætter Problemer under Debat”: ægteskabet, religionen, ejendomsforholdene. Perioden fik senere navn efter hans bog “Det moderne Gjennembruds Mænd” fra 1883.

Opgøret ramte tre ting på én gang. Idyllen, fordi den dækkede over fattigdom og tvang. Idealismen, fordi mennesket i den nye naturvidenskab var natur, styret af arv og miljø. Og den religiøse harmoni, fordi Darwins udviklingslære rykkede ved skabelsesberetningen; J.P. Jacobsen, som oversatte Darwin til dansk i begyndelsen af 1870’erne, skrev med “Niels Lyhne” (1880) en hel roman om at ville leve uden Gud.

Kapitel 8 af 8

Kendetegn på en tekst før gennembruddet

Begynd med slutningen. Tekster fra romantikken og biedermeier ender i forsoning: det gode belønnes, hjemmet genoprettes, og forsynet holder hånden under personerne. Ællingen ender som svane, uanset hvor meget den har lidt undervejs.

Se derefter på naturen og sproget. En besjælet natur, der spejler det guddommelige, hører tiden før 1870 til. Sproget er højstemt med udråb og store billeder, og genrerne er tit lyrik, eventyr og romancer.

Læg til sidst mærke til konflikten. Problemet er indre eller religiøst: længsel, splittelse, hjemve efter noget større. Fattigdom kan godt blive skildret, men som et vilkår, der nok skal vende sig til det gode, ikke som et samfundsproblem, nogen har ansvar for.

Kapitel 8 af 8

Kendetegn på en tekst efter 1871

Gennembruddets tekster vender billedet om. Slutningen er tit åben eller ulykkelig: i Henrik Ibsens “Et dukkehjem” (1879) forlader Nora mand og børn, døren smækker, og teksten svarer ikke på, hvordan det går hende.

Fortælleren trækker sig tilbage og viser i stedet for at dømme. Herman Bang skriver i “Ved Vejen” (1886) scenisk, i replikker og små iagttagelser, så du selv skal regne ud, hvor ulykkelig Katinka er i sit ægteskab. Sproget er hverdagsligt og tæt på detaljerne i stuer, på stationer og i gårde.

Og problemet er socialt. Ægteskab uden kærlighed, kvinders manglende udveje, fattigdom og religionens magt over sindene: personerne er bestemt af arv, miljø og deres tid, som ørnen i Pontoppidans andegård.

Kapitel 8 af 8

1890’erne: det sjælelige gennembrud

Allerede i 1890’erne var en ny generation træt af problemdebatten. Digterne omkring tidsskriftet “Taarnet” (1893-94), med Johannes Jørgensen i spidsen, vendte blikket indad mod sjælen, drømmen og det religiøse. Litteraturhistorien kalder strømningen symbolismen eller det sjælelige gennembrud.

Lyrikken kom tilbage, og naturen blev igen ladet med betydning. Forskellen fra romantikken ligger i grundstemningen: Oehlenschläger hvilede i en fælles guddommelig orden, mens 1890’ernes digterjeg søger alene og i tvivl. Johannes Jørgensen endte med at konvertere til katolicismen i 1896.

Møder du et stemningsmættet digt fyldt med symboler og længsel, skal du derfor ikke uden videre skrive romantik. Tjek årstal og tone; i 1890’ernes digte følger tvivlen med.

Kapitel 8 af 8

Omkring 1900: det folkelige gennembrud

Johannes V. Jensen gik en tredje vej. I Himmerlandshistorierne, som han udgav fra 1898, skildrer han bønder og særlinge fra sin hjemegn i et sanseligt, knapt sprog, og i romanen “Kongens Fald” (1900-01) følger han Mikkel Thøgersen gennem Christian 2.s tid.

Samtidig kom forfattere til, som selv havde rødder i almuen og arbejderklassen: Jeppe Aakjær og Marie Bregendahl skrev om landarbejdere og landsbyliv, og Martin Andersen Nexø fulgte fattigdrengen Pelle i “Pelle Erobreren” (1906-10). Litteraturhistorien kalder bevægelsen det folkelige gennembrud.

Metoden ligner det moderne gennembruds realisme, men stoffet er flyttet ud af borgerskabets stuer og ud på marker, i stalde og blandt daglejere. Kroppen, arbejdet, maskinerne og udlængslen fylder mere end ægteskabsdebatten.

Kapitel 8 af 8

Testen: tre spørgsmål til teksten

Stil teksten tre spørgsmål, når du skal placere den. Første spørgsmål: hvordan ender den? Forsoning og genoprettet orden peger mod tiden før 1870, åbne og ulykkelige slutninger peger mod gennembruddet.

Andet spørgsmål: hvad gør naturen? Besjælet og guddommelig natur hører romantikken til, nøgternt registreret miljø hører gennembruddet til, og symbolmættet stemningsnatur med tvivl i peger mod 1890’erne.

Tredje spørgsmål: hvem eller hvad har skylden, når det går galt? Skæbnen, synden og det indre peger bagud mod romantikken; arv, miljø og samfundets indretning peger frem mod tiden efter 1871. Og kan du kun huske ét billede til eksamen, så husk de to fugle: svanen, der bliver til det, den er født som, og ørnen, der bliver skudt på vej hjem til andegården.