3. Kendetegn: naturalisme, realisme og impressionisme

Kapitel 3 af 8

En ørn bliver skudt over andegården

Henrik Pontoppidans fortælling Ørneflugt fra 1894 handler om ørneungen Klaus, der vokser op i en præstegård blandt ænder og høns. En dag stiger han til vejrs, og et øjeblik er himlen hans. Men han længes tilbage mod gården, vender om og bliver skudt, inden han når hjem.

Fortællingen slutter: “For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden”. Sætningen vender H.C. Andersens Den grimme Ælling fra 1843 på hovedet. Hos Andersen sejrer arven til sidst; hos Pontoppidan vinder miljøet.

Den slutning er naturalisme i koncentrat, og den viser, hvorfor kapitlets tre ismer ikke må blandes sammen. Naturalisme og realisme er svar på, hvad et menneske er, og hvad litteraturen skal vise. Impressionisme er et svar på noget andet: hvordan der skal fortælles.

Kapitel 3 af 8

Naturalisme: arv og miljø bestemmer

Naturalismen henter sit menneskesyn i naturvidenskaben. Charles Darwins Om Arternes Oprindelse udkom i 1859, og J.P. Jacobsen oversatte den til dansk i 1872. Mennesket er en del af naturen, i familie med dyrene og styret af drifter.

Den franske kritiker Hippolyte Taine satte tanken på formel i 1863: et menneske og et værk kan forklares ud fra race (arven), milieu (omgivelserne) og moment (det historiske tidspunkt). Émile Zola gjorde formlen til metode i essayet Le Roman expérimental fra 1880. Forfatteren anbringer sine personer i et miljø som i et laboratorium og iagttager, hvad der sker.

I teksterne kan du se det på kroppen. Naturalistiske personer sveder, rødmer, sulter og begærer, og deres skæbne er lagt fast, længe før de selv opdager det. J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe fra 1876 følger en adelsdatter, der ender som færgekone, drevet af sin egen natur ned gennem samfundslagene.

Amalie Skrams Constance Ring fra 1885 viser ægteskabet som en fælde, ingen af parterne kan tænke sig ud af. Kig efter deroute-kompositionen: en slutning, der lukker sig med død, resignation eller socialt fald. Finder du den, og finder du arv eller miljø som forklaring, står du med naturalistiske træk.

Naturalismen tager fat i det, romantikken tav om. Køn, sygdom og social elendighed hører til stoffet, og netop derfor blev flere af gennembruddets bøger mødt med retssager og skandale. Det vender vi tilbage til med Herman Bang om lidt.

Kapitel 3 af 8

Realisme: hverdagen sat under debat

Den 3. november 1871 indledte Georg Brandes sine forelæsninger på Københavns Universitet med kravet om, at litteraturen “sætter Problemer under Debat”. Realismen er det krav omsat til fortælling. Den foregår i stuer, på gårde og i ægteskaber, du kan genkende, ikke blandt romantikkens riddere og alfer.

Problemerne er hverdagens: ægteskab og kønsroller, tro og tvivl, fattigdom og dobbeltmoral. I Henrik Ibsens Et dukkehjem fra 1879 forlader Nora mand og børn, fordi ægteskabet har gjort hende til en dukke. I Pontoppidans Fra Hytterne fra 1887 skildres landarbejdernes fattigdom så tæt på, at læseren ikke kan se væk.

Sprogligt kendes realismen på præcise, konkrete detaljer: priser, redskaber, arbejdsgange og stednavne, der gør verdenen til at tage og føle på. Fortælleren må gerne kommentere og forklare, og det er en af de tydeligste forskelle til impressionismen.

Forskellen på realisme og naturalisme ligger ikke i virkeligheden, de viser, men i forklaringen. Realisten peger på samfundsforhold, der kan laves om, og teksten åbner for debat. Naturalisten peger på arv og miljø, der ikke kan laves om, og teksten lukker sig om sin determinisme.

Stil derfor spørgsmålet: er der en udvej i teksten? Nora smækker med døren og går ud i verden. Klaus bliver skudt på vej hjem til andegården. Det er forskellen på debat og determinisme.

Kapitel 3 af 8

Impressionisme: vist, ikke fortalt

Herman Bangs Ved Vejen fra 1886, trykt i novellesamlingen Stille Eksistenser, begynder sådan her: “Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget”. Ingen fortæller præsenterer nogen. Du ser en mand skifte frakke, og resten må du selv slutte dig til.

Sådan arbejder impressionismen hele vejen igennem. Katinka Bai er gift med den støjende stationsforstander og forelsker sig stille i forvalteren Huus, men kærligheden bliver aldrig nævnt direkte. Den vises i pauser, i afbrudte replikker og i de småting, personerne foretager sig, mens de taler om noget andet.

Bang forsvarede teknikken i artiklen “Impressionisme. En lille Replik” i tidsskriftet Tilskueren i 1890. Den impressionistiske fortæller viser mennesker i handling og overlader dommen til læseren i stedet for at forklare og belære. Fortælleren gemmer sig i scenen som et kamera, der kun registrerer.

Sprogligt kan du kende Bang på korte hovedsætninger, sideordning med og, udråb og replikker, der afbrydes midt i en tanke. Og husk baggrunden: Bangs debutroman, den naturalistiske Haabløse Slægter fra 1880, blev beslaglagt, og i 1881 blev Bang idømt en bøde for usædelighed. Hans menneskesyn var naturalistisk; hans teknik var impressionistisk.

Kapitel 3 af 8

Tre spørgsmål, der skiller ismerne

Første spørgsmål: hvad styrer personerne? Hvis svaret er krop, drift, arv eller miljø, og hvis der ingen udvej er, har du naturalistiske træk. Find dit nedslag dér, hvor kroppen taler: sult, sygdom, begær, eller hvor en person sammenlignes med et dyr.

Andet spørgsmål: hvad vil teksten debattere? Hvis konflikten peger ud af teksten mod et genkendeligt samfundsproblem, ægteskabet, fattigdommen, dobbeltmoralen, har du realistiske træk. Find dit nedslag dér, hvor teksten viser et socialt skel eller en uretfærdighed uden at pynte på den.

Tredje spørgsmål: hvordan fortælles der? Hvis teksten består af scener med replikker og sanseindtryk, og hvis fortælleren aldrig forklarer, hvad personerne føler, har du impressionistiske træk. Find dit nedslag dér, hvor en følelse vises uden at blive nævnt med ord.

Stil alle tre spørgsmål til den samme tekst, hver gang. De to første handler om indholdet, det tredje om formen, og derfor kan svarene sagtens pege på to ismer på én gang.

Kapitel 3 af 8

Når én tekst bruger flere ismer

Ved Vejen er det klassiske eksempel. Menneskesynet er naturalistisk: Katinka er fanget i sit ægteskab og sin tid, og hun dør til sidst lige så stille, som hun har levet. Teknikken er impressionistisk: alt vises i scener, intet forklares.

Skriv derfor aldrig i en analyse, at en tekst er naturalistisk, uden at vise hvor. Etiketten uden nedslag tæller ikke. Tre præcise nedslag, et om menneskesynet, et om samfundskritikken og et om fortælleteknikken, bærer længere end ti løse begreber.

Og lad tvivlen komme med i din konklusion, når den er der. En tekst fra det moderne gennembrud retter sig sjældent efter én isme, og en analyse, der viser blandingen, står stærkere end en, der presser teksten ned i en kasse.