2. Georg Brandes og “problemer under debat”

Kapitel 2 af 8

En novemberaften i 1871

Den 3. november 1871 stiller en 29-årig kritiker sig op på en talerstol på Københavns Universitet. Han hedder Georg Brandes, og hans forelæsningsrække har fået titlen Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Salen er fyldt, for rygtet om den skarpe unge taler er løbet i forvejen.

Manden på talerstolen er ikke en tilfældig student. Året før har han forsvaret sin doktordisputats om fransk æstetik, og på en lang udlandsrejse i 1870 og 1871 har han opsøgt tidens store tænkere, blandt andre kritikeren Hippolyte Taine og filosoffen John Stuart Mill, som han mødte i Paris. Han kommer hjem med et program.

Brandes taler ikke pænt om dansk litteratur. Han beskriver den som gået i stå, en litteratur der lever på minder fra guldalderen, mens de store idékampe i Europa går uden om Danmark. Efter hans regnestykke halter dansk åndsliv omkring fyrre år efter den europæiske udvikling.

Forelæsningen blev trykt året efter som indledning til Emigrantlitteraturen (1872), første bind af værket. Derfor kan du stadig læse den ordret i dag, og derfor ved vi præcis, hvad han sagde.

Kapitel 2 af 8

Kravet: problemer under debat

Midt i indledningsforelæsningen falder de ord, som hele perioden siden er blevet målt på. “Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.” Sådan står der i den trykte udgave af forelæsningen i Emigrantlitteraturen fra 1872.

Brandes nøjes ikke med parolen, han giver eksempler med det samme. George Sand sætter ægteskabet under debat, Voltaire, Byron og Feuerbach religionen, Proudhon ejendommen, den yngre Alexandre Dumas forholdet mellem kønnene og Émile Augier samfundsforholdene. Alle eksemplerne er udenlandske, og netop det er pointen. Danmark mangler på listen.

Han følger op med en advarsel. “At en Litteratur Intet sætter under Debat er det samme som, at den er ifærd med at tabe al Betydning.” En litteratur uden aktuelle konflikter er med andre ord i gang med at gøre sig selv ligegyldig. Dermed vender han op og ned på kvalitetsmålet, for det afgørende er ikke længere, om en tekst er smuk, men om den blander sig i sin samtid.

Læg mærke til, hvad kravet gør ved din analyse. Når du læser en tekst fra perioden, kan du altid spørge, hvilket problem den sætter under debat, ægteskabet, troen, kønsrollerne eller fattigdommen. Det spørgsmål er selve arven fra 1871.

Kapitel 2 af 8

Programmet: virkelighed i stedet for efterklang

Kravet peger direkte væk fra romantikken. Alfer, riddere og længsel mod det hinsides skal erstattes af virkelighedens stof, ægteskaber der knirker, tro der vakler, fattigdom og magt. Forfatteren skal iagttage samfundet lige så nøgternt, som naturvidenskaben iagttager naturen.

Brandes var selv kritiker, ikke digter. Hans rolle var at åbne dørene til Europa, og det havde han gjort før 1871. I 1869 oversatte han John Stuart Mills The Subjection of Women til dansk under titlen Kvindernes Underkuelse, et hovedskrift i debatten om kvinders rettigheder.

Emigrantlitteraturen handlede tilsvarende om europæisk stof, nemlig de franske forfattere der gik i eksil efter revolutionen i 1789, blandt andre Madame de Staël. Hovedstrømninger voksede siden til seks bind, og det sidste, Det unge Tyskland, udkom i 1890.

Kapitel 2 af 8

Modstanden mod Brandes

Reaktionen kom hurtigt. Forelæsningerne blev opfattet som et angreb på kristendommen, ægteskabet og den bestående orden, og dele af pressen gik hårdt efter Brandes som person. At han kom fra en jødisk familie, blev brugt imod ham i kampagnen.

Prisen blev synlig i 1872, da professoratet i æstetik blev ledigt efter digteren Carsten Hauchs død. Hauch havde selv peget på Brandes som sin efterfølger, men universitetet nægtede at ansætte ham, og lærestolen stod tom i årevis.

I 1877 forlod Brandes landet og slog sig ned i Berlin, hvor han boede til 1883. Da han vendte hjem, sikrede en kreds af private tilhængere ham en fast årlig indtægt, så han kunne arbejde videre. Professortitlen fik han først i 1902, mere end tredive år efter forelæsningen.

Kapitel 2 af 8

Edvard Brandes og Politiken

Georg Brandes stod ikke alene. Hans yngre bror Edvard Brandes var kritiker, dramatiker og politiker, og sammen redigerede brødrene tidsskriftet Det nittende Aarhundrede fra 1874 til 1877, hvor gennembruddets idéer blev prøvet af på et dansk publikum.

Edvard Brandes gik også ind i politik og blev valgt til Folketinget i 1880. Litteratur og politik hang sammen for gennembruddets folk, for kampen for realisme i romanerne og kampen for demokrati i samfundet var i deres øjne samme kamp.

I 1884 var Edvard Brandes med til at grundlægge dagbladet Politiken sammen med Viggo Hørup. Avisen blev bevægelsens talerør med anmeldelser, debat og politisk kamp mod Estrups Højre-styre, og den gav gennembruddets forfattere en fast platform.

Dermed fik gennembruddet sin egen presse. Idéerne levede ikke længere kun i forelæsningssale og tykke bind, de landede på morgenbordet hos almindelige læsere, og de blev koblet til konkrete politiske krav om demokrati og frihed.

Kapitel 2 af 8

Derfor regnes 1871 som start

Årstallet 1871 markerer ikke, at dansk litteratur skiftede kurs fra den ene dag til den anden. Det markerer, at programmet blev formuleret offentligt, præcist og med adresse til forfatterne. Værkerne fulgte kort efter, J.P. Jacobsens novelle Mogens allerede i 1872.

Kravet blev også hørt uden for Danmark. Brandes brevvekslede med Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson i Norge, og gennembruddet blev fra begyndelsen en nordisk bevægelse. Forfatterne møder du i de kommende kapitler.

Navnet på perioden kom også fra Brandes selv. I 1883 udgav han bogen Det moderne Gjennembruds Mænd, hvor han gjorde status over de forfattere, der havde taget hans krav op. Bevægelsen døbte så at sige sig selv.

Til eksamen kan du bruge det som eksempel på, at litteraturhistoriske perioder er konstruktioner. Nogen sætter en dato, giver perioden et navn og udpeger medlemmerne. Her var det i usædvanlig grad én og samme mand, der gjorde alle tre dele.