2. Georg Brandes og “problemer under debat”

Kapitel 2 af 8

En novemberaften i 1871

Den 3. november 1871 stiller en 29-årig kritiker sig op på en talerstol på Københavns Universitet. Han hedder Georg Brandes, og hans forelæsningsrække har fået titlen Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur. Salen er fyldt, for rygtet om den skarpe unge taler er løbet i forvejen.

Manden på talerstolen er ikke en tilfældig student. Året før har han forsvaret sin doktordisputats om fransk æstetik, og på en lang udlandsrejse i 1870 og 1871 har han opsøgt tidens store tænkere, blandt andre kritikeren Hippolyte Taine og filosoffen John Stuart Mill, som han mødte i Paris. Han kommer hjem med et program.

Brandes taler ikke pænt om dansk litteratur. Han beskriver den som gået i stå, en litteratur, der lever på minder fra guldalderen, mens de store idékampe i Europa går uden om Danmark. Efter hans regnestykke halter dansk åndsliv omkring fyrre år efter den europæiske udvikling.

Forelæsningerne blev trykt fra året efter, og indledningen står i Emigrantlitteraturen (1872), første bind af værket. Det er den trykte udgave, du kan læse ordret i dag. Vi ved derfor præcist, hvordan Brandes formulerede sit offentliggjorte program, men ikke nødvendigvis hvert ord, han sagde i auditoriet i 1871.

Kapitel 2 af 8

Diagnosen: en reaktion, der aldrig sluttede

Hvorfor var dansk litteratur gået i stå? Brandes’ svar er historisk. I begyndelsen af 1800-tallet vendte dansk åndsliv sig mod oplysningstidens fornuft og revolutionens idéer. Brandes nævner selv Oehlenschlägers og Ingemanns digte, Grundtvigs prædikener og biskop Mynsters taler.

Den modbevægelse kalder han reaktionen, og den var efter hans mening rimelig og naturlig. Fejlen var, at den aldrig sluttede. I Europa var den overvundet for længst, men herhjemme fortsatte den, til litteraturen sank hen i døs. Brandes’ eget ord for tilstanden er “Hendøen”.

Han forklarer forskellen med et billede: en stok, der er bøjet til den ene side, retter man ved at bøje den den anden vej, men man bliver ikke ved med at bøje. En sund reaktion er kraftig og kort, og bagefter fører den næste periode det bedste fra den forrige videre.

Tankegangen minder om Hegels dialektik, hvor to modsætninger til sidst forenes i noget nyt, og Brandes citerer da også Hegel om revolutionen i samme forelæsning. Den hegelske æstetik fra Heibergs skole, som han selv var begyndt med som kritiker, havde han dog forladt på det tidspunkt.

Fire af anklagerne er værd at kende.

Kapitel 2 af 8

Kravet: problemer under debat

Midt i indledningsforelæsningen falder de ord, som hele perioden siden er blevet målt på. “Det, at en Litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat.” Sådan står der i den trykte udgave af forelæsningen i Emigrantlitteraturen fra 1872.

Læs sætningen nøje, før du bruger den. Brandes skriver, at man “i vore Dage” kan se, at en litteratur lever, når den sætter problemer under debat. Han beskriver en levende litteratur i sin egen samtid, ikke hvad al digtning altid skal gøre. Tag tidsangivelsen med, når du citerer ham. Så viser du, at du har læst kilden og ikke kun kender parolen.

Brandes nøjes ikke med parolen, han giver eksempler med det samme. Hvert eksempel peger på et problem:

Alle eksemplerne er udenlandske, og netop det er pointen. Danmark mangler på listen.

Han følger op med en advarsel. “At en Litteratur Intet sætter under Debat er det samme som, at den er ifærd med at tabe al Betydning.” En litteratur uden aktuelle konflikter er med andre ord i gang med at gøre sig selv ligegyldig. Dermed vender han op og ned på kvalitetsmålet, for det afgørende er ikke længere, om en tekst er smuk, men om den blander sig i sin samtid.

Læg mærke til, hvad kravet gør ved din analyse. Når du læser en tekst fra perioden, kan du altid spørge, hvilket problem den sætter under debat: ægteskabet, troen, kønsrollerne eller fattigdommen. Det spørgsmål er selve arven fra 1871.

Kapitel 2 af 8

Fem problemer, ikke tre k’er

Tilsammen giver eksemplerne fem problemer: ægteskab, religion, ejendom, kønnenes forhold til hinanden og samfundets indretning. Huskereglen om køn, kirke og klasse kom først senere. Den samler det, forfatterne faktisk skrev om, men ordene er ikke Brandes’ egne.

Han ændrede selv listen med tiden. I kapitlet om Ibsen i Det moderne Gjennembruds Mænd (1883) var der fire emner til debat: religion, udvikling, samfund og køn.

Ejendommen er det problem, der lettest forsvinder i huskereglen. Proudhon var socialist, men det var Brandes ikke selv. Han stod for de liberale frihedsidéer fra revolutionen i 1789 og afviste den socialisme, som Louis Pio i de samme år gav et dansk talerør i Socialistiske Blade. Møder du fattigdom og ejendom i en gennembrudstekst, ser du et af Brandes’ egne fem problemer, selv om huskereglen lægger det ind under klasse.

Kapitel 2 af 8

Programmet: virkelighed i stedet for efterklang

Kravet peger direkte væk fra romantikken herhjemme. Alfer, riddere og længsel mod det hinsides skal erstattes af virkelighedens stof: ægteskaber, der knirker, tro, der vakler, fattigdom og magt. Forfatteren skal iagttage samfundet lige så nøgternt, som naturvidenskaben iagttager naturen.

Læg mærke til, hvad der mangler: i hele indledningsforelæsningen bruger Brandes hverken ordet realisme eller ordet naturalisme. Han siger, hvad litteraturen skal tage op og hvad den skal væk fra, nemlig idealismen med drømme i stedet for liv. Hvordan den nye litteratur skal skrives, siger han ikke i forelæsningen.

Den videnskabelige side af programmet gjorde han tydeligere i pjecen Forklaring og Forsvar (1872). Her satte han lighedstegn mellem den frie tanke og den frie forskning, og forskning betød for ham en videnskab, der gør erfaringen til eneste kilde til viden.

Derfor kunne forfatterne løse opgaven vidt forskelligt. Herman Bang gav allerede i 1879 sit eget bud i bogen Realisme og Realister. Brandes ville have litteraturen til at kæmpe for et nyt syn på samfundet, mens Bang var mest optaget af, hvordan en roman skal skrives. Med den skillelinje kan du forklare, hvorfor forfattere fra samme periode skriver så forskelligt.

Kapitel 2 af 8

Modstanden mod Brandes

Først var succesen stor. Ifølge et brev fra Brandes selv kom omkring 400 tilhørere til fjerde forelæsning, heraf næsten 150 kvinder. En halv time før dørene åbnede, sad folk på trappen i regn og sne. Universitetet måtte flytte forelæsningerne til et større auditorium, og Brandes noterede i sin dagbog, at han var blevet “Dagens og Byens Helt”.

Men modreaktionen kom hurtigt. Forelæsningerne blev opfattet som et angreb på kristendommen, ægteskabet og den bestående orden, og dele af pressen gik hårdt efter Brandes som person. At han kom fra en jødisk familie, blev brugt imod ham i kampagnen.

Da forelæsningerne udkom som bogen Emigrantlitteraturen den 8. februar 1872, blev den revet ned i de to førende aviser: det liberale Dagbladet med Vilhelm Topsøe som ny redaktør og det nationalliberale Fædrelandet under Carl Ploug. Ingen af dem ville trykke hans svar, så i april udgav han det selv som pjecen Forklaring og Forsvar. Her tog han blandt andre fat på D.G. Monrad, der som konseilspræsident (datidens statsminister) havde haft ansvaret for Danmarks politik under krigen i 1864. Stemningen mod ham blev kun skarpere.

Prisen blev synlig i 1872, da professoratet i æstetik blev ledigt efter digteren Carsten Hauchs død. Hauch havde selv peget på Brandes som sin efterfølger, men universitetet nægtede at ansætte ham, og lærestolen stod tom i årevis.

I 1877 forlod Brandes landet og slog sig ned i Berlin, hvor han boede til 1883. Da han vendte hjem, sikrede en kreds af private tilhængere ham en fast årlig indtægt, så han kunne arbejde videre. Professortitlen fik han først i 1902, mere end tredive år efter forelæsningen.

Kapitel 2 af 8

Edvard Brandes og Politiken

Georg Brandes stod ikke alene. Hans yngre bror Edvard Brandes var kritiker, dramatiker og politiker, og sammen redigerede brødrene tidsskriftet Det nittende Aarhundrede fra 1874 til 1877, hvor gennembruddets idéer blev prøvet af på et dansk publikum.

Edvard Brandes gik også ind i politik og blev valgt til Folketinget i 1880. Litteratur og politik hang sammen for gennembruddets folk, for kampen for realisme i romanerne og kampen for demokrati i samfundet var i deres øjne samme kamp.

I 1884 var Edvard Brandes med til at grundlægge dagbladet Politiken sammen med Viggo Hørup. Avisen blev bevægelsens talerør med anmeldelser, debat og politisk kamp mod Estrups Højre-styre, og den gav gennembruddets forfattere en fast platform.

Dermed fik gennembruddet sin egen presse. Idéerne levede ikke længere kun i forelæsningssale og tykke bind, de landede på morgenbordet hos almindelige læsere, og de blev koblet til konkrete politiske krav om demokrati og frihed.

Kapitel 2 af 8

Derfor regnes 1871 som start

Årstallet 1871 markerer ikke, at dansk litteratur skiftede kurs fra den ene dag til den anden. Det markerer, at programmet blev formuleret offentligt, præcist og med adresse til forfatterne. Værkerne fulgte kort efter, J.P. Jacobsens novelle Mogens allerede i 1872.

Kravet blev også hørt uden for Danmark. Brandes brevvekslede med Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson i Norge, og gennembruddet blev fra begyndelsen en nordisk bevægelse.

Også i Sverige satte Brandes spor. Han holdt foredrag i Stockholm i november 1876 og udgav to år senere en bog om den svenske digter Esaias Tegnér. Både norske og svenske forfattere fra perioden fik vejledning og støtte fra ham. I Sverige kom gennembruddet med August Strindbergs roman Röda rummet (1879), en satire over samfundets hykleri.

Derfor læser du Ibsen og Amalie Skram fra Norge og Strindberg fra Sverige som en del af samme periode. Forfatterne møder du i de kommende kapitler.

Navnet på perioden kom også fra Brandes selv. I 1883 udgav han bogen Det moderne Gjennembruds Mænd, hvor han gjorde status over de forfattere, der havde taget hans krav op. Bevægelsen døbte så at sige sig selv.

Til eksamen kan du bruge det som eksempel på, at litteraturhistoriske perioder er konstruktioner. Nogen sætter en dato, giver perioden et navn og udpeger medlemmerne. Her var det i usædvanlig grad én og samme mand, der gjorde alle tre dele.