1. Det moderne gennembrud, kort fortalt

Kapitel 1 af 8

Overblikket på et minut

Mellem cirka 1870 og 1890 skiftede dansk litteratur kurs. Romantikkens digte om Gud, konge og fædreland blev afløst af romaner og skuespil om skilsmisse, religiøs tvivl, fattigdom og kvinders manglende rettigheder. Litteraturen flyttede fra idealernes verden til virkelighedens problemer.

Perioden kaldes det moderne gennembrud, og den dækker hele Norden. I Danmark hedder hovednavnene Georg Brandes, J.P. Jacobsen, Herman Bang, Amalie Skram og Henrik Pontoppidan. I Norge skrev Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson, i Sverige August Strindberg.

Årstallene er cirkatal. De fleste lader perioden begynde med Georg Brandes’ forelæsning i november 1871 og slutte omkring 1890, hvor en ny generation af digtere vendte sig mod det indre liv. Nogle lærebøger regner perioden helt frem til 1900, så bliv ikke forvirret, hvis du støder på begge afgrænsninger.

Kapitel 1 af 8

Danmark omkring 1870: et land i opbrud

Gennembruddet kom ikke ud af ingenting. Danmark havde fået sin frie forfatning i 1849, men magten lå stadig hos godsejerne og partiet Højre, og fra 1885 regerede konseilspræsident Estrup med provisoriske finanslove uden om Folketinget. Kampen om folkestyret rasede med andre ord samtidig med kampen om litteraturen.

Samtidig flyttede folk fra land til by. København voksede fra omkring 180.000 indbyggere i 1870 til over 300.000 i 1890, og med byen fulgte fabrikker, jernbaner, aviser og et nyt læsende publikum, der ville høre om sin egen tid.

Videnskaben rykkede også. Charles Darwins Om Arternes Oprindelse udkom på dansk i 1872, oversat af forfatteren J.P. Jacobsen, og tanken om mennesket som et naturvæsen, formet af arv og miljø, sivede direkte ind i litteraturen. Oven i det lå nederlaget i 1864, hvor Danmark mistede Slesvig og Holsten. Efter det lød romantikkens store ord om folkeånd hule i manges ører.

Kapitel 1 af 8

Startskuddet: en forelæsning den 3. november 1871

Den 3. november 1871 gik den 29-årige kritiker Georg Brandes på talerstolen på Københavns Universitet. Forelæsningsrækken hed Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur, og den trak fulde huse. Brandes’ påstand var, at dansk åndsliv var sakket omkring fyrre år bagud i forhold til det øvrige Europa. Forelæsningerne udkom fra 1872 i bogform og voksede med årene til seks bind.

Kuren stod i en sætning, du kan citere i enhver opgave: En litteratur viser, at den lever, ved at den “sætter Problemer under Debat” (Emigrantlitteraturen, 1872). Som eksempler nævnte Brandes blandt andet ægteskabet, religionen og ejendommen.

Forelæsningerne gjorde Brandes til samlingspunkt for de unge forfattere og til en rød klud for det etablerede Danmark. Universitetet gav ham aldrig professoratet i æstetik, selv om han var den oplagte kandidat, og i 1877 flyttede han til Berlin. Da var bevægelsen for længst i gang, og i 1883 vendte han hjem til København.

Kapitel 1 af 8

Derfor hedder perioden det moderne gennembrud

Navnet er Brandes’ eget. I 1883 udgav han bogen Det moderne Gjennembruds Mænd med portrætter af de forfattere, der havde fulgt hans program, blandt andre Henrik Ibsen, J.P. Jacobsen og Holger Drachmann. Eftertiden overtog bogens titel som navn på hele perioden.

Ordet moderne skal tages bogstaveligt: Det moderne liv brød igennem til litteraturen. Byen, videnskaben, pressen og pengene blev stof for romaner og skuespil. Dagbladet Politiken, grundlagt i 1884 af Viggo Hørup og Edvard Brandes, Georgs bror, blev talerør for de nye ideer.

Gennembruddet var samtidig et brud. Forfatterne gjorde op med romantikkens forestilling om, at kunstens opgave var at løfte læseren op over hverdagen. Nu skulle den tværtimod vise hverdagen, som den var.

Kapitel 1 af 8

Problemerne under debat

Ægteskabet og kvindens stilling stod øverst på listen. Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871, samme år som Brandes’ forelæsninger, og i Henrik Ibsens Et dukkehjem (1879) forlader Nora mand og børn, fordi ægteskabet har reduceret hende til en dukke. Slutningen vakte så stor forargelse, at Ibsen til opførelsen i Tyskland selv måtte skrive en mildere version, hvor Nora bliver hos familien.

Religionen kom under samme behandling. I J.P. Jacobsens roman Niels Lyhne (1880) forsøger hovedpersonen at leve som ateist i et samfund, der ikke er indrettet til det. Selv da han ligger for døden, afviser han at få en præst ind.

Midt i 1880’erne brød sædelighedsfejden ud, en fælles nordisk strid om seksualmoral. Striden stod om, hvorvidt mænd skulle leve lige så afholdende før ægteskabet, som man krævede af kvinderne, sådan som Bjørnstjerne Bjørnson forlangte i skuespillet En Handske (1883). Brandes-fløjen svarede, at moralen skulle være fri for begge køn.

Forargelsen var en reel risiko for forfatterne. Herman Bangs debutroman Haabløse Slægter (1880) blev beslaglagt for usædelighed, og Amalie Skrams Constance Ring (1885) vakte opsigt med sin direkte skildring af et ulykkeligt ægteskab og mænds dobbeltmoral.

Kapitel 1 af 8

De navne og værker, du skal kende

Georg Brandes (1842-1927) skrev ikke selv romaner, men var periodens kritiker, organisator og forbindelsesled til Europa. Uden ham var der ikke noget gennembrud at skrive opgave om.

J.P. Jacobsen (1847-1885) leverede med novellen “Mogens” (1872) den nye naturalistiske prosas gennembrudstekst og fulgte op med romanerne Fru Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880). Herman Bang (1857-1912) skildrede de stille eksistenser, mennesker i livets udkant, blandt andet i Ved Vejen (1886).

Amalie Skram (1846-1905), norskfødt og bosat i København, skrev romaner om ægteskab og kvindeliv, blandt andet Constance Ring (1885). Henrik Pontoppidan (1857-1943) begyndte i 1880’erne med kritiske fortællinger fra landet og fik i 1917 Nobelprisen i litteratur, delt med Karl Gjellerup.

Fra nabolandene skal du kende nordmændene Henrik Ibsen (1828-1906) og Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1910) samt svenskeren August Strindberg (1849-1912). Ibsens samfundsdramaer, især Et dukkehjem (1879) og Gengangere (1881), dukker op igen og igen i danskundervisningen.

Kapitel 1 af 8

Realisme, naturalisme og afslutningen omkring 1890

De to begreber forveksles tit, så her er forskellen. Realisme betyder, at litteraturen viser virkeligheden troværdigt og usminket, også de grimme sider. Naturalisme går et skridt videre og forklarer menneskets skæbne med arv og miljø, inspireret af Darwin.

En huskeregel: Al naturalisme er realistisk, men ikke al realisme er naturalistisk. Herman Bangs teknik, hvor alt vises gennem scener og replikker i stedet for at blive forklaret af fortælleren, kaldes impressionisme og hører også hjemme i perioden.

To spørgsmål åbner de fleste tekster fra perioden: Hvilket problem sættes under debat, og er personerne bestemt af arv og miljø? Kan du svare på dem, har du grundlaget for analysen.

Omkring 1890 løb programmet tør for kræfter. Unge digtere som Johannes Jørgensen efterlyste sjæl, drøm og religion i stedet for samfundsdebat, og symbolismen tog over. Men gennembruddets greb, at bruge litteraturen som forum for samfundets problemer, lever videre, fra Pontoppidan til nutidens socialrealistiske romaner.