6. Sådan genkender du en gennembrudstekst

Kapitel 6 af 8

Determinisme: personen, der aldrig havde en chance

I Amalie Skrams “Karens Jul” fra 1885 søger en ung pige ly i et tomt skur ved havnen i Kristiania. Hun har et spædbarn på armen, intet arbejde og ingen steder at gå hen. En betjent opdager hende, men lader hende blive, og senere findes hun frosset ihjel med barnet i armene.

Det er determinisme: forestillingen om, at arv og miljø afgør et menneskes liv, før det selv får noget at skulle have sagt. Karen har ikke valgt sin fattigdom, og teksten viser ingen udvej, som hun kunne have taget.

Determinismen kan også ligge i arven. I gennembruddets romaner går svaghed, sygdom og temperament igen fra forældre til børn, og naturalisterne hentede tanken hos blandt andre den franske kritiker Hippolyte Taine, der forklarede mennesker med deres arv og deres miljø.

Kig derfor efter, om hovedpersonen på noget tidspunkt har et reelt valg. Er alle døre lukkede fra første side, skildrer teksten personen deterministisk.

Skriv videre på: “Hovedpersonen skildres deterministisk, fordi de sociale vilkår lukker alle udveje, hvilket ses, da …”

Kapitel 6 af 8

Miljøet, der forklarer mennesket

Katinka i Herman Bangs “Ved Vejen” fra 1886 bor på en lille jernbanestation på landet, gift med stationsforstanderen Bai. Togene holder ved perronen i to minutter og kører videre mod noget større. Det gør hendes liv aldrig.

Stationen er ikke kulisse. Den viser Katinkas tilværelse i miniature: Alt passerer forbi, køreplanen sætter dagens rytme, og verden udenfor forbliver noget, man vinker til.

Læg også mærke til, hvor små tekstens rum tit er: en ventesal, en stue, en have. Trange rum i teksten svarer som regel til trange muligheder i livet.

Spørg derfor ikke kun, hvor teksten foregår, men hvad stedet gør ved personerne. Lukker det dem inde, eller viser det forskellen på rig og fattig? I en gennembrudstekst arbejder miljøbeskrivelsen for personskildringen.

Skriv videre på: “Miljøbeskrivelsen har den funktion, at …”

Kapitel 6 af 8

Idyllen, du ikke kan stole på

Naturen står lys og frodig i Henrik Pontoppidans “Ane-Mette” fra samlingen “Fra Hytterne”, 1887. Midt i al skønheden følger et fattigt husmandspar deres lille datters kiste til graven.

Kontrasten er selve grebet. Landskabet er smukt, og netop derfor rammer sorgen og fattigdommen hårdere; idyllen står der kun, for at teksten kan trække tæppet væk under den.

Pontoppidan brugte grebet igen og igen i sine fortællinger om landsbylivet i 1880’erne, hvor pæne gårde og velpassede haver dækker over gerrighed og social kulde.

Åbner en gennembrudstekst med noget smukt, så læs videre med mistanke. Mål afstanden mellem naturens overskud og menneskenes nød; den afstand er ofte tekstens egentlige pointe.

Skriv videre på: “Idyllen i teksten viser sig at være upålidelig, fordi …”

Kapitel 6 af 8

Scenisk fremstilling: vis det, forklar det ikke

“Ved Vejen” åbner med sætningen “Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget”. Ingen fortæller præsenterer manden, og ingen fortæller os, hvad vi skal mene om ham. Vi ser ham bare skifte frakke.

Grebet kaldes scenisk fremstilling og hører til impressionismen. Herman Bang viser sine personer gennem replikker, gestik og små handlinger, som var teksten et teaterstykke, og han overlader tolkningen til dig.

Replikkerne handler tit om kaffe, tog og vejret, mens det egentlige, forelskelsen og savnet, foregår mellem linjerne. Netop derfor skal du i analysen citere en replik og vise, hvad den skjuler.

Kendetegnene er til at få øje på: meget dialog, få indre tanker og en fortæller, der ikke dømmer. Skal du selv regne personerne ud fra det, de siger og gør, sidder du med en scenisk fremstillet tekst.

Skriv videre på: “Fremstillingen er scenisk, fordi fortælleren viser personerne i stedet for at forklare dem, fx da …”

Kapitel 6 af 8

Samfundskritikken gemmer sig i slutningen

Georg Brandes forlangte i sin forelæsning i 1871, at litteraturen skulle sætte “Problemer under Debat”. Derfor slutter mange gennembrudstekster ikke med forsoning, men med et problem, som læseren selv må tage stilling til.

I Henrik Ibsens “Et dukkehjem” fra 1879 forlader Nora sin mand og sine tre børn, og det sidste, publikum hører, er døren, der smækker nedenunder. Stykket løser ingenting; det spørger, om et ægteskab som Noras kan blive et forhold mellem ligeværdige.

Amalie Skram slutter “Karens Jul” med, at skuret bliver revet ned. Myndighederne fjerner rammen om ulykken, ikke årsagen til den, og netop dér ligger kritikken. Det er den åbne slutning, Brandes bad om: Debatten skal fortsætte hos publikum.

Se derfor nøje på de sidste afsnit: Hvem betaler prisen, og hvilket spørgsmål bliver hængende? Skriv videre på: “Slutningen rummer samfundskritik, fordi den lader problemet stå åbent: …”

Kapitel 6 af 8

Den ironiske fortæller

I Henrik Pontoppidans “Ørneflugt” fra 1894 vokser ørnen Klaus op i en præstegård blandt høns og ænder. Da han endelig flyver til fjelds med en vild ørn, trækker det trygge gårdliv i ham; han vender om og bliver skudt, inden han når hjem.

Historien skriver H.C. Andersens “Den grimme Ælling” fra 1843 om og vender moralen på hovedet: Her hjælper det ikke at være født ørn, når man er vokset op i andegården. Tonen er rolig og eventyragtig, men budskabet er bidende.

Ironi opstår, når tone og indhold trækker hver sin vej. Lyder fortælleren from eller begejstret, mens indholdet er grumt eller småligt, er ironien selve kritikken, og så skal den med i din analyse.

Ironien sidder tit i enkelte rosende ord, der ikke passer til det, teksten viser. Et velment ord om et usselt sted er et signal, du skal standse ved.

Skriv videre på: “Fortælleren er ironisk, fordi tonen og indholdet trækker hver sin vej: …”

Kapitel 6 af 8

Sådan sætter du grebene sammen

Ingen tekst bruger alle seks greb på én gang. Find de to eller tre, der bærer netop din tekst, og vis dem med nedslag: citat først, derefter grebets navn, til sidst dets funktion.

Koblingen til kritikken afgør niveauet. En analyse, der finder determinisme i personskildringen og ironi i fortællerstemmen og forbinder begge dele med tekstens samfundskritik, står stærkere end en liste over virkemidler.

Prøv grebene af på en af de tekster, du kender fra kompendiets øvrige kapitler, før du møder en ukendt tekst til eksamen. Skriv videre på: “Teksten er typisk for Det Moderne Gennembrud, fordi den bruger [greb] til at kritisere [samfundsforhold].”