5. Forfatterne: Jacobsen, Pontoppidan, Bang og Skram

Jacobsen blev født og døde i Thisted. På Københavns Universitet læste han naturhistorie med botanik som fag, og en afhandling om desmidiaceer, bittesmå alger fra ferskvand, gav ham universitetets guldmedalje i 1873. Darwin-oversættelserne kom hurtigt: “Om Arternes Oprindelse” lå færdig i 1872, og “Menneskets Afstamning og Parringsvalget” fulgte i 1874-1875. I hans egen tid sagde man I.P. Jacobsen, og den udtale hører du stadig.

I efteråret 1873 fik han en blodstyrtning i Firenze, og hjemme i Thisted fastslog lægen fremskreden lungetuberkulose. “Fru Marie Grubbe”, “Niels Lyhne” og de fleste noveller skrev han som syg mand.

Ud over romanerne skrev han seks noveller, samlet i “Mogens og andre Noveller” (1882): “Mogens”, “Et Skud i Taagen”, “To Verdener”, “Der burde have været Roser”, “Pesten i Bergamo” og “Fru Fønss”. Digtene blev først samlet efter hans død, i “Digte og Udkast” (1886), blandt andet det frie digt “Arabesk. Til en Haandtegning af Michel Angelo”, hans debut som lyriker, trykt i 1874.

Pontoppidan blev født i Fredericia og voksede op i Randers som et af 16 børn i en præstefamilie. Efter realeksamen i 1873 flyttede han til København for at blive ingeniør. I 1877 bestod han første del af ingeniøreksamen på Polyteknisk Læreanstalt, men lige før anden del i 1879 sprang han fra og blev i stedet lærer i naturfag på broderen Mortens højskole i Freerslev ved Hillerød. Mønstret kender du fra “Lykke-Per”: præstesønnen, der vælger ingeniørvejen og bryder med hjemmet.

I 1881 giftede han sig med bondedatteren Mette Marie Hansen. Ægteskabet blev opløst i 1892, og samme år giftede han sig med Antoinette Kofoed. Sidst i 1880’erne flyttede han fra landet til København og blev journalist, først ved Politiken og fra 1889 ved Kjøbenhavns Børs-Tidende, hvor han skrev under mærket “Urbanus”.

Læs de korte tekster med blik for ironien. I “Bonde-Idyl” fra “Landsbybilleder” (1883) sidder gårdmanden lunt i stuen, mens folkene arbejder videre, og sønnen Olav lægger an på husmandspigen Ane under øjnene af hendes kæreste, Mathias. Idyllen i titlen gælder kun dem, der ejer jorden.

Han rammer de velstillede gårdmænd lige så hårdt som den grundtvigske bevægelse på landet. “Fra Hytterne” (1887) rummer “Knokkelmanden”, “Naadsensbrød”, “Ane-Mette”, “Et Grundskud”, “Hans og Trine” og “Vandreren”. Her hjælper hverken kirken eller de velstillede de fattige: i “Knokkelmanden” klinger præstens ord om Guds nåde hult efter den uretfærdige død, fortællingen har vist, og i “Naadsensbrød” nægter Stine Bødker at flytte på fattighuset. Nærlæsningen af scenerne står i Sådan genkender du en gennembrudstekst.

Til sædelighedsfejden bidrog han med “Mimoser” (1886), en satirisk fortælling om ægteskab og moral. Skuffelsen over, at Venstre intet fik udrettet i provisorietiden, mærker du i “Skyer” (1890), og fra da af tvivler han på, at politik alene kan hjælpe de fattige.

Tjek, hvilken udgave du læser. Romanen kom i otte bind 1898-1904, i en strammere udgave i tre bind i 1905 og rettet igen i 1918. Dagens udgaver bygger på 1918-udgaven.

Den tredje store roman, en kollektivroman i fem bind 1912-1916, begynder med “Torben og Jytte”. Mange skæbner flettes sammen, og i midten står den ulykkelige kærlighed mellem godsejeren Torben Dihmer og ministerdatteren Jytte Abildgaard. Billedet af det nye, demokratiske Danmark er dystert: friheden er vundet, men egoisme og grådighed har taget over.

Bang blev født i 1857 i præstegården i Asserballe på Als. Moren døde af tuberkulose i 1871, og faren, sognepræsten, døde sindssyg i 1875, samme år som Herman blev student fra Sorø Akademi. I København blev han kendt som journalist på Nationaltidende, hvor han fra 1879 skrev artikelserien “Vekslende Themaer”. Hans foredragsrejse i USA endte den 29. januar 1912 i Ogden i Utah, hvor han blev fundet døende i toget.

Skriver du dansk-historieopgaven (DHO), er journalistikken værd at kende. Da Christiansborg brændte den 3. oktober 1884, stod Bangs reportage “Branden” i Nationaltidende allerede dagen efter. Den er skrevet i nutid med korte sætninger og sanseindtryk, så du står midt i ilden. I “Nogle Fattigbesøg før Jul” (1880) besøger han fattige hjem i København.

Hovedpersonen i “Haabløse Slægter”, William Høg, er sidste skud på en adelsslægt i forfald og ender som falleret skuespiller. Titlen siger det selv: arv og slægt bestemmer skæbnen, efter naturalismens opskrift. Københavns Politiret forbød bogen som utugtig i 1881. Året efter stadfæstede Højesteret dommen og gav Bang en bøde på 100 kroner, og i 1884 kom romanen i en forkortet udgave.

Ud over de stille eksistenser i provinsen har Bang to spor mere: København, der vokser til storby, i “Stuk” (1887) og krigen i 1864 i “Tine” (1889). “Tine” udkom 25 år efter nederlaget ved Dybbøl og foregår på Als fra februar til april 1864, hvor degnens datter forelsker sig i skovrider Berg. Kampene ser du kun gennem flygtninge og sårede, og til sidst drukner Tine sig.

Kvindeskæbnerne går igen i de korte tekster: “Den sidste Balkjole” (1887) om to ugifte søstre i en provinsby, “Irene Holm” (1890) om en aldrende danserinde, der holder dansekursus på landet, og “Frøkenen”. “Franz Pander” fra “Excentriske Noveller” (1885) handler om en ung tjener på et luksushotel i Hamborg, der drømmer sig ind i de rige gæsters verden. Til to af novellerne har vi guides: Irene Holm og Frøkenen. Nærlæsningen af “Den sidste Balkjole” står i Sådan genkender du en gennembrudstekst.

Kort efter at faren var gået fallit og flygtet fra kreditorerne til Amerika, blev hun i 1864 som 18-årig gift med skibskaptajnen August Müller. Hun sejlede med ham til blandt andet Mexico, Australien og Peru og fik to sønner, men i slutningen af 1870’erne gik ægteskabet i stykker.

Hun debuterede som kritiker i 1877 med en anmeldelse af Jacobsens “Fru Marie Grubbe” i Bergens Tidende. Efter skilsmissen skrev hun anmeldelser i Kristiania, i 1880 om Ibsens “Et Dukkehjem”. Hos Bjørnstjerne Bjørnson mødte hun i 1882 den danske forfatter Erik Skram, som Brandes havde med i “Det moderne Gjennembruds Mænd”. De blev gift i København i 1884 og gik fra hinanden i 1900.

Ring, den meget ældre forretningsmand, har et forhold til tjenestepigen Alette. Siden drukner Ring, og Constance gifter sig med lægen Lorck, men nogle breve afslører, at Lorck engang har levet sammen med en kvinde, der fødte ham en søn. Hendes sidste håb er musikeren Mejer, men han har en affære med syersken Emma. Skuffet over mændene og over sig selv tager hun gift.

Gyldendals forlægger Frederik Hegel fandt slutningen for kras, og Skram ville ikke ændre en linje. Derfor udkom romanen i Kristiania i 1885 på hendes egen regning.

Efter “Constance Ring” kom flere romaner om ægteskab og seksualitet: “Lucie” (1888), “Fru Inés” (1891) og “Forraadt” (1892). Hovedværket er “Hellemyrsfolket” (1887-1898), en slægtsroman i fire bind, der følger en familie gennem fire generationer fra gården Hellemyren uden for Bergen til Kristiania. Novellen “Karens Jul” stod i Politiken i december 1885; den bruger vi i Sådan genkender du en gennembrudstekst.

Ibsen blev født i Skien i Norge og kom som 15-årig i apotekerlære i Grimstad. Fra 1851 arbejdede han ved Det Norske Theater i Bergen, hvor han både skrev, instruerede og tegnede dekorationer og kostumer, og i 1858 blev han gift med Suzannah Thoresen.

I 1864 rejste han på stipendium til Italien, og de næste 27 år boede han skiftevis i Italien og Tyskland. Først skrev han de store versdramaer “Brand” (1866) og “Peer Gynt” (1867), så skiftede han verset ud med hverdagens talesprog i prosa. Samtidsdramaerne om Norge er altså skrevet på afstand. Han flyttede hjem til Norge i 1891.

Ibsens første egentlige samtidsdrama handler om fusk med penge og bedrag i både privatlivet og det offentlige.

Noras frihed har en høj pris, for når hun går fra sin mand, går hun også fra sine børn. Hvordan stykket er bygget som naturalistisk drama, kan du læse i Kendetegn: naturalisme, realisme og impressionisme. Hele stykket gennemgået akt for akt står i guiden til Et dukkehjem.

Sønnen har arvet syfilis fra sin far, og stykket blev afvist af teatrene i København, Kristiania og Stockholm. Urpremieren blev i stedet holdt i Chicago i maj 1882, spillet af en dansk-norsk trup for et skandinavisk publikum.

Doktor Stockmann opdager, at vandet i byens kurbad er forurenet, men byens ledere med hans egen bror, byfogeden, i spidsen vil hellere beskytte indtægterne. Da sandheden koster byen penge, bliver han selv gjort til fjenden. Stykket er et godt eksempel, hvis du vil vise, at gennembruddet også satte magt og penge under debat.

Du følger Elisabeth, der begynder som en ung, smuk og føjelig pige og ender som en fed, fordærvet og hyklerisk konsulinde. Undervejs former den ene magtfulde mand efter den anden hende: en far uden dannelse; en konfirmationspræst, der lærer hende skyld; en fattig kunstner, der elsker hende, men ikke kan gifte sig med hende; den tykke konsul, hun gifter sig med; til sidst en præst, der sætter hende til velgørenhed. Romanen viser, hvor lidt plads der var til, at en kvinde kunne blive nogen selv.

I 1887 skrev hun i Politiken og diskuterede med både Bjørnstjerne Bjørnson og August Strindberg. Hun bad om et nøgternt blik på kvinden, hverken Bjørnsons idealisering eller Strindbergs dæmonisering, og Elisabeth Grundtvig nævnte hende i et foredrag som en forfatter, der skildrede kvinder, der gik til grunde af utilfredsstillet drift. Om selve fejden kan du læse i Køn, kirke og klasse: det, der blev sat under debat.