Analyse af Det fremmede barn

Side 1

1

Det Fremmede Barn

- Analyse og fortolkning

Det fremmede barn blev skrevet af E.T.A. Hoffmann i 1817 i den romantiske litteraturhistoriske periode. Novellens centrale tema er kampen mellem det gode og det onde, hvor det gode er repræsenteret ved barnlig uskyld, frihed, kærlighed og naturen. Modsat ses det onde i de voksne, voksenlivets søgen efter status og fravær af fantasi.

Historien omhandler børnene Felix og Christlieb, som bor med deres far, Thaddäus von Brakel, og mor, fru von Brakel, i en lille landsby med omliggende skove. Familien får besøg af deres rigere og mere fornemme slægtninge, Grev Cyprianus von Brakel, hans kone og to børn.

De fire børn kommer ikke godt ud af det med hinanden, og de fornemme slægtninge vender hjem til Felix og Christliebs store glæde. En dag leger børnene i skoven, men bliver afbrudt da de pludseligt møder et ukendt barn. Barnet har magiske evner og anvender dem i lege med børnene, desuden fortæller det fremmede barn Felix og Christlieb om hans magiske hjemland, som den onde magister Bleck vil ødelægge. Børnene fortæller deres forældre om mødet, men forældrene tror ikke på deres børn. Efter at have leget flere gange med det fremmede barn, kommer Felix og Christlieb en dag hjem og møder deres nye huslærer, der viser sig at være magister Bleck. En kamp udspiller sig mellem familien von Brakel og Magister Bleck, da Magisteren kom til at afsløre sig selv og omdanne sig til en unaturlig spyflue, i sin jagt efter det fremmede barn. Familien overvinder den onde Magister Bleck, men faderen bliver syg og dør pludseligt. Fru von Brakel og børnene bliver sat på gaden, men da de bryder grædende sammen, dukker det fremmede barn op og lover dem lykke og glæde. Dette går i opfyldelse, og børnene leger fortsat med det fremmede barn i deres drømme.

I Hoffmanns novelle er det fremmede barn en fe og har magiske egenskaber, dette gør novellen til en fantasy tekst, og tilmed er ”Det fremmede barn” en af de første fantasy fortællinger der når Danmark tilbage i 1817 da novellen udkom. ”Det fremmede barn” er en blanding imellem de tre undergrene tilhørende fantasy genren: Low fantasy, fantastisk fortælling og eventyr. ”Det fremmede barn” tilhører undergrenen ”Low fantasy”, altså er det en skildring imellem mennesker og ikke-mennesker, der kendertegner historien. Novellen kendetegnes ikke blot ved skildringen imellem mennesker og det overnaturlige, men markeres også ved at det overnaturlige ikke er accepteret forud, hvilket gør fortællingen fantastisk og ikke til et trylleeventyr. ”Det fremmede barn” er dog stadig et eventyr, da de første ord i novellen er ”Der var engang…” og ender lykkeligt til sidst, derfor er ”Det fremmede barn” et eventyr, som er en undergren til fantasy genren. Novellen er skrevet som en kronologisk fortælling, da der ikke er spring i tiden, hvilket er typisk for eventyrgenren.

Desuden anvendes der ingen flashbacks i historien, i stedet fortæller karakterne om tidligere begivenheder igennem replikker.

Side 2

2

Fortælleren i Hoffmanns novelle er alvidende, da man har adgang til flere af karakterenes tanker, og ikke bare deres handlinger. Igennem novellen får læseren adgang til Christlieb og Felix’ tanker, desuden får man også adgang til Thaddäus von Brakels tanker "(…) han var dybt flov over Felix' uartighed,(…)" (side 110). Novellens fortæller er ved første øjekast implicit, men bliver eksplicit med kommentaren henvendt direkte til læseren ”Nå mine kære læsere!

(…)” (side 112). Denne henvendelse til læseren gør tekstens tone mindre formel, og mere som en fortælling direkte fra en bekendt. Fortællingens synsvinkel er den kombinerede synsvinkel, da fortælleren formidler karakterenes følelser og tanker, men samtidigt anvendes den sceniske fremstillingsform i teksten, i form af lange beskrivelser af scener. Fortælleren er gennem hele novellen meget beskrivende i sit sprog, og anvender hele 26 linjer (side 105-

106) til at beskrive familien von Brakels hus. I beskrivelserne anvendes sammenligninger ”Lige så glade som I var dengang, var Felix og Christlieb nu, (…)” (side 112) og besjæling ”(…)

og den gamle, statelige stork kiggede alvorligt og ned fra skorstenen og sagde: (…)” (side 106).

Disse virkemidler skaber en større indlevelse i historien for læseren, ved f.eks. synæstesi beskrives et sanseindtryk med et andet, hvilket forstærker beskrivelsen af det sanseindtryk. I det fortælleren anvender beskrivelse i så høj grad, bliver dialogen automatisk af mindre betydning. Dialogen anvendes i ”Det fremmede barn”, som en måde at karakterisere personerne, men ikke som et middel til at fortælle om selve handlingen. Dog er der en undtagelse, i det det fremmede barn fortæller Christlieb og Felix om hans hjemland.

I fortællingen er hovedpersonerne Christlieb og Felix, da vi følger disse to karaktere og har adgang til deres tanker og følelser. Felix og Christlieb er tætte og hinandens primære legekammerat. Christlieb kopierer Felix’ opførsel ”Christlieb, der var vant til at gøre ligesom Felix i et og alt, (…)” (side 110) og dette kunne antyde at Felix er den ældre af de to.

De to primære bipersoner er det fremmede barn og Thaddäus von Brakel. Det fremmede barn bringer fantasy elementet ind i novellen, da det fremmede barn har overnaturlige evner ”Nu kyssede det fremmede barn blomsterne, der tittede op af jorden, og så rettede de sig op med en sød hvisken, og ved i smuk kærlighed at slynge sig sammen dannede de duftende buegange, som børnene henrykte of frydefulde løb rundt i.” (side 118), og kan ændre sit udseende ud efter hvem der observere, som det kan ses, da Christlieb og Felix ikke kan blive enige om hvorvidt det fremmede barn er en pige eller dreng ”Christlieb påstod nemlig, at barnet var iført en underskøn, tynd, skinnende, lille kjole af rosenblade: Felix derimod mente, at barnets tøj funklede klart gyldengrønt som forårslov i solskin.” (side 120). De to børn ser hver deres bud på den ideelle legekammerat. Det fremmede barn kan således ses som en projektion af beskuerens egen forestilling. Thaddäus von Brakel er en vigtig karakter, da han er den eneste karakter der gennemgår en tydelig forandring - udover fru von Brakel, men denne forandring er brat og uden videre betydning for handlingen.

Der er igen træk fra eventyret både for så vidt angår novellens flade karakterbeskrivelse, hvor personerne fremstår uden en dybere eller mere kompliceret personlighed og også at der ses

en tydelige opdeling i god/ond. Familien von Brakel er alle gode, hvorimod deres fine og rige

slægtninge, især grev Cyprianus, er onde. Det fremmede barn indtræder i historien som det

Side 3

3 ultimativt gode, imens Magister Bleck repræsenterer det onde og mørke. Den stærke kontrast i ond og god er mest tydelig blandt de ikke-menneskelige personer, imens den mest fremtrædende forskel på menneskene er rigdom og status. De to familier (familien von Brakel og grevens familie) er ikke af samme sociale status, og dette skaber spændinger i deres interaktioner da grevens familie besøger von Brakels familie på landet. Hr. Von Brakel er underlegen overfor sin slægtning og nærmest tigger om tilgivelse for Felix’ uartigheder, som Felix ikke engang er klar over er uartighed; ”Åh, allerærværdigste nådige hr. fætter, tag den enfoldige knægts stymperi fra den gode side, det er selvfølgelig – på landet og under så grænsede betingelser – åh, hvem der blot kunne opdrage børn med så gode manerer som Deres!” (Side

110). Felix er perpleks da hans far skælder ham ud for den uartighed han begik, dette viser også det meget frie hjem Felix er en del af, siden han er uvant til at blive skældt ud for sine handlinger, imens det også viser grevens stramme tøjler over hans egne børn, der stille venter på at blive talt til ”(…) ja, uden hverken at røre eller gøre.” (side 110). Felix og Christlieb har fået en mere fri opvækst, men er mindre lærde end deres fornemme slægtninge og sætter mindre pris høflighed, som det ses da Hermann anvender formelt sprog overfor Felix: ”Jeg hedder ikke mong schærr, men Felix, og heller ikke De men du.” (side 111).

”Det fremmede barn” er en romantisk tekst. Romantikken litterære periode kendestegnes ved den filosofi, at følelsen er kernen i tilværelsen. I sin storhedstid blev romantikken forbundet med liberalisme, radikalisme og især nationalisme blev et populært emne i litteratur såvel som musik, kunst osv.. I litteratur kan romantikkens genkendes ved brugen af naturbeskrivelser, som er oftest er overdrevne, da det var i det fri man skulle finde skønheden. Dette kommer til udtryk i ”Det fremmede barn”, da det er i skoven, at børnene finder det fremmede barn og lykkeligt leger ved hjælp af det fremmede barns magiske kræfter. Desuden er der et religiøst element i ”Det fremmede barn”, da det fremmede barn er så godt og rent (Jesus), og skal bekæmpe den sadistiske og onde Magister Bleck (Satan).

Brugen af religiøse elementer er meget typisk for romantikken, da man mente at det guddommelige var i naturen, derfor var naturen en altomfattende organisme, som altid blev beskrevet smukt.

”Det fremmede barn” kan perspektiveres til ”Den Lille Havfrue” af H.C. Andersen, da ”Den Lille Havfrue” også anvender den samme religiøse undertone, som er typisk for romantikkens litteratur. Dog er ”Den Lille Havfrue” også et eksempel på et eventyr, hvis fantasy element nærmere er ”High fantasy”, på grund af hovedpersonens kendskab til en alternativ verden, nærmere end at tilhøre den menneskelige verden, som Felix og Christlieb gør i ”Det fremmede barn”. Begge historier er fantastiske fortællinger. I 1800-t. var den fantastiske fortælling ofte en protest mod bornert forstandsdyrkelse,

”Det fremmede barn” omhandler overgangen fra barn til voksen, at tabe uskylden og miste fantasien. I fortællingen har de voksne (hr. von Brakel og fru von Brakel) svært ved at tro på Felix og Christlieb, da de fortæller om det fremmede barn ”Jeg er lige ved at tro, at børnene har drømt det hele!” (side 120), og laver undskyldninger for overfor dem selv, omhandlende hvem

Side 4

4 det fremmede barn er. Da Magister Bleck introduceres tror forældrene heller ikke på at han er ond, før de selv er vidner til Magister Blecks forandring fra menneske til spyflue. Eventyret fokuserer på overgangen til voksenlivet og de problematikker det medfører, f.eks. status. I ”Det fremmede barn” fremstilles livet som barn lykkeligt og problemfrit, ved indblik i Felix og Christliebs fantastiske lege med det fremmede barn. Novellen portrætterer samtidigt opdagelsen af en glemt uskyld og fantasi, da Thaddäus von Brakel husker, at han selv har leget med det fremmede barn i sin barndom. Hvor det fremmed barn er et symbol på frihed, kærlighed, uskyld og naturen (det guddommelige), er Magister Bleck symbolet på de mistroiske voksne, afvigelse fra naturen (altså nægtelse af det guddommelige) og opdragelse.

Slutningen vil ved første øjekast ikke kategoriseres som værende lykkelig, idet faderen dør, men det fremmede barn vender tilbage til Christlieb og Felix, og lover dem lykkelig og glæde.

Børnene leger fortsat med deres kammerat i deres drøm, og mister derved ikke deres uskyld.