Analyse af Klods-Hans og Jesper og Prinsessen

Side 1

1

Analyse og fortolkning af eventyrene ”Jesper og prinsessen” og ”Klods-Hans”

I den romantiske overgang i 1800-tallet begyndte borgerskabet over hele Europa at fatte en stigende interesse for de gamle folkeeventyr. Eventyrene blev den nye dille. Lærde mænd fra byerne tog ud til almuestuerne på landet, for at høre og nedskrive lokalbefolkningens historier. Nogle valgte at nedskrive eventyrerne, som de blev fortalt for at bevare deres folkelige og "oprindelige" form. Andre satte deres eget præg på de eventyr, de skrev ned, eller valgte at skrive deres helt egen kunstnerisk udførte eventyr. Nu til dags er eventyr stadig populære blandt befolkningen, og folk i alle aldre kan stadig læse et godt eventyr og relatere til indholdet. Specielt har børn stor glæde af at få læst eventyrene op, og stadig er der enkelte STX 2.g tid. Men hvad gør, at disse eventyr aldrig bliver forældede og irrelevante?

Jesper og prinsessen:

Historien om Jesper og Prinsessen er et klassisk folkeeventyr, genfortalt og nedskrevet i

1868. Eventyret beretter om en konge, der udlover sin datter og det halve kongerige, til den mand der blot kan få datteren til at sige ordene: Det er løgn. Vores helt Jesper Naasfis, og hans to brødre, ser dette som en chance for at gøre deres lykke, og de vælger at begive sig ud i verden for at vinde prinsessens hånd.

Med hensyn til ordklasserne i Jesper og Prinsessen, er der en klar overvægt af verber og substantiver på de første 25 linier. Henholdsvist 38 verber, 33 substantiver og 6 adjektiver, for at være helt nøjagtigt. Denne undervægt af adjektiver kan forklares ved at se på overførselsmetoden af folkeeventyrene. Eventyrene blev videresendt verbalt, og derfor var det en del nemmere for fortælleren, når der ikke var så mange tillægsord at huske. Derfor er personerne som oftest beskrevet gennem deres handlinger.

Sproget i ”Jesper og Prinsessen” er domineret af meget direkte tale. Til tider kan denne tendens gøre det forvirrende for læseren at finde rundt i hvilke personer, replikkerne tilhører.

Men da skal man igen forstå, at det er et verbalt overført eventyr vi har med at gøre, og at fortælleren højst sandsynligt har dramatiseret sin stemme for at tilpasse sig personens karakter, og for at give en dybere forståelse af samme. Man kan f.eks. forestille sig fortælleren fremsige disse sætninger fra prinsessen med en ligegyldig og nonchalant tone i stemmen: ”Ja det kan da godt være.” eller ”Det var da ellers mærkeligt.”

Side 2

2

Generelt er sproget folkeeventyr som ”Jesper og prinsessen” meget fladt og uden det store billedsprog. Man bliver sjældent præsenteret for begreber som metaforer eller sammenligninger. Folkeeventyr blev som oftest fortalt i de små almue-stuer, og derfor var de ikke videre kunstnerisk udført. I hele ”Jesper og Prinsessen” bliver vi kun præsenteret for én metafor, da Jespers brødre ridder tilbage for at se hvad han råber op over. ”Og de havde ordentlig faaet en lang næse” (s.2, linie 4). Denne metafor udtrykker en skam over at være blevet narret, men er blevet så almindelig i daglig tale, sikkert også dengang, at man kan betegne den som en død metafor.

Temaet i ”Jesper og Prinsessen” en vanskelig størrelse. I mange eventyr finder man f.eks. det kristne tema: ”Elsk din næste”. I dette eventyr er det lidt mere kringlet end det. Jesper bliver beskrevet som en klodset mandsperson til at starte med, men ender med at score prinsessen og det halve kongerige. Men hvad er det der bliver åbenbaret for os her? – Jo, plottet i eventyret er at folk skal få prinsessen til at sige ”Det er Løgn!”, og det tiltrækker ivrige bejlere fra nær og fjerne lande. Både lærde og folk fra pøbelen. Tilsyneladende har ingen af disse mennesker fantasi nok til at brygge en så absurd løgn, at prinsessen må udbryde de benægtende ord. Men da springer Jesper frem, ham som alle kaldte tossen, og han viser sine skjulte evne; fantasien. Så måske prøver folkeeventyret at fortælle almuen, at man ikke skal dømme alle folk på forhånd, bare fordi de er anderledes, men i stedet granske hvilke værdier de måske har, som man selv mangler.

Jungiansk fortolkning: Carl Gustav Jung er en kendt psykoanalytiker der levede fra 1875-

1961. Han er kendt for sine omfattende studier omkring Selvet, Individuationsprocessen og det ubevidste i mennesket. Jung mente, at en af de største drifter i mennesket er trangen til at realisere sig selv gennem udvikling. Denne udvikling kaldes individuationsprocessen og i denne inddrages af en masse af vores ubevidste sider. Det ubevidste inddelte Jung i to begreber med hver sin betydning: Det personligt ubevidste og det Kollektive ubevidste.

Det personligt ubevidste kan opfattes som den databank af alle de følelsesmæssige indtryk, du gør dig gennem livet. Hvad enten det er noget, du har fortrængt, eller noget der bare ikke havde betydning for dig i det tidspunkt, du blev udsat for indtrykket. Det hele bliver bevaret i det personligt ubevidste. I det personligt ubevidste ligger også alle de karakteristika, der gør din karakter. Hertil inddeler Jung det ubevidste i forskellige komplekser, som man skal kunne kontrollere, eller leve i harmoni med, for at blive en hel person.

Side 3

3

Det kollektivt ubevidste er noget, der er i alle individer. Det er noget vi ikke tænker over. De ses i drømme, hvor de forskellige karakterer i drømmen betyder noget forskelligt for ens person. På samme måde mente Jung at eventyrene er opbygget. Alle personerne i et eventyr skal repræsentere sider af en enkeltperson, helten, som så medvirker direkte eller indirekte til at gøre personen hel.

Ifølge Jung skal Jesper i ”Jesper og Prinsessen” være den usikre barneskikkelse, der gennemgår en individuationsproces. Den meget barnlige og tossede Jesper Naasfis forlader sin far for, sammen med sine tilsyneladende langt overlegende brødre, at drage ud i verden for på rent eventyrklassik manér at vinde prinsessens gunst og det halve kongerige.

Prinsessen, der skal vindes med list, giver først Jespers brødre afslag, men da Jesper får sin tur, viser han endelig sin gode side i form af hans evne til at tale, og han vinder prinsessen.

Rent jungiansk kan man sige, at eventyret starter med, at Jesper giver afkald på faderens tryghed og indleder hans udvikling fra barn til voksen. Taget i betragtning, at alle implicerede roller i eventyret skal repræsentere sider af Jesper selv, kan man sammenligne brødrene som Jespers skygge. På heltens færden mod lykke, virker brødrene skeptiske overfor de projekter, Jesper er i færd med. På vej mod prinsessens slot, finder Jesper henholdsvis en død skade, en tå-ring og en prop til en tobakspibe, som han senere bruger til tilberedelse og indtagelse af skaden. Brødrene kan symbolisere heltens egen usikkerhed, men alligevel nysgerrighed omkring den udvikling, han er i gang med at foretage. Da de endeligt ankommer til slottet, går Jesper ikke direkte til prinsessen, men vælger at se sig lidt omkring, for at gøre brug af de ting han har samlet på sin færd. Dette kan betyde, at Jesper ikke føler sig helt sikker på at stå

ansigt til ansigt med sit anima/prinsessen endnu. Han møder her en kokkepige, der bekræfter

ham i hans projekt med skaden. Projektet lykkedes, og han indtager skaden. Derfor må hun og tingene repræsentere Jespers opdagelse af animas gode indflydelse på ham. Han har endeligt fundet sig sikker med at acceptere anima, og han går frygtløs op til prinsessen og vinder hendes hjerte.

Klods-Hans - En gammel historie fortalt igjen:

Klods-Hans er et kunsteventyr af H.C. Andersen, baseret på det originale folkeeventyr ”Jesper og Prinsessen”. At det er et kunsteventyr kendetegnes ved, at det har en enkelt forfatter. Som navnet på genren afslører, har forfatteren ofte udført det meget kunstnerisk og delikat i forhold til folkeeventyrets mere rustikke udtryk. I dette tilfælde har H.C.A valgt at

Side 4

4 tage et gammelt folkeeventyr og omskrive det, for at påføre det sin egen personlige stil. Det vil sige at handlingsplottet stort set er det samme som i folkeeventyret.

Hvis man som i folkeeventyret starter med at se på ordklasser, kan man hurtigt se en klar forskel. I de første 5 linier har vi allerede 3 adjektiver. Generelt er sproget i kunsteventyr meget mere beskrivende og ofte næsten lyrisk. Dette kommer også som følge af, at den dramatisering af personerne, der gjorde sig gældende i folkeeventyr, udebliver.

Sproget i Klods-Hans er mere personligt og moderne. Dog ser man ikke så meget billedsprog som man kunne forestille sig ville optræde i et kunsteventyr. Enkelte døde metaforer optræder. F.eks. på side 132 linie 8: ”(…) har Du ikke hørt hvad Trommen gaaer om over hele Landet!”, men alligevel er det en smule fladt sprog, der bliver brugt i kunsteventyret.

Dette kan forklares med den indledningstekst, der hører til Klods-Hans, hvor der står om H.C.A: ”samtidig er han på vej væk fra eventyrgenren, idet han finde genrebeskrivelsen

’historie’ mere passende og dækkende for sine frembringelser”.

Med henblik på direkte og indirekte tale, er der ikke den store forskel på de to eventyr. Jeg tror forfatteren har valgt så meget direkte tale i kunsteventyret, fordi han appellerer til den stemme, vi har i hovedet, når vi læser historier.

Som sagt er plottet i de to eventyr meget ens, så temaet kan til dels fortolkes som det samme.

Til gengæld har H.C. Andersen taget temaet fra folkeeventyret og specificeret det en smule. I stedet for at man ikke bare skal fordømme folk der er anderledes, er det tydeligt hvad forfatteren mener. Han sætter i eventyret godt humør og livsglæde over lærdom og udenadslære. For hvem får prinsessen i enden? – Manden, der kan det ganske latinske leksikon udenad, eller manden, der kan lave krage i en træsko med mudder som dyppelse?

Et alternativ til temaet kommer til udtryk til sidst i eventyret, da Hans endelig er blevet konge. En spydig forfatterkommentar fortæller, at man ikke kan stole på Oldermandens avis, der har skrevet at han blev konge. Måske kan denne forklares med en tidligere kommentar af Prinsessen: ”Oldermanden er den værste for han kan ikke forstaae”. Dette kan være en skjult forfatterkommentar af H.C.A, der ofte var utilfreds med hans anmeldelser fra kritikerne.

Set med jungianske øjne er der heller ikke den store forskel. Kokkepigen er smeltet sammen prinsessen og giver her et fuldkomment udtryk for anima. Dette gør også, at Hans må være mindre skeptisk overfor den anima, han støder på undervejs i form af de ting, han finder langs

Side 5

5 vejen, siden han ikke behøver den senere bearbejdning i slottets køkken. En anden interessant ting er at se på prinsessens reaktion idet, Hans smider mudder i ansigtet på oldermanden. – ”Det var fint gjort, sagde Kongedatteren, Det kunne jeg ikke have gjort, men jeg skal nok lære det”. Denne replik åbner en helt ny mulighed for at kigge på eventyret. Måske er det prinsessen der gennemgår individuationsprocessen, og derfor har hun arrangeret en form for ”Animus-casting” for at finde den rette partner til at gøre hende hel.

Gennem en analyse af de to eventyr har vi erfaret, at de på mange punkter er helt identiske, selvom ”Jesper og Prinsessen” og ”Klods-Hans” skal forestille at være to umiddelbart forskellige typer inden for eventyrgenren. Vi erfarer at eventyrene har en klar morale, som skinner igennem med budskaber, som stadig kan relatere til dagens samfunds sociale koder.

Med den Jungianske fortolkning kan vi se hvordan de to eventyr kan sammenlignes med den individuationsproces, som vi alle gennemgår som mennesker. Eventyrene appellerer til de ubevidste komplekser, som gemmer sig dybt i vores sind. Det kan forklare hvorfor eventyrene fanger folk på kryds og tværs af alder og social status i samfundet, som de også gjorde dengang for længe siden.