Analyse af "Lindormen"

Fornuft eller lyst?

Hvis man tror at seksualitet er forbeholdt det moderne menneske, så kan middelalderens trylleviser vise sig at være en øjenåbner. Undertrykt seksualitet, pubertet, forlovelse og forførelse spiller store roller i datidens store ”hits” og fascinationen af disse emner kommer til udtryk gennem trylleviserne, en stor undergenre af folkevisen. Disse viser blev skabt af middelalderens ukendte skjalde og digtere, og brugt til at underholde folk ved selskaber. Mange af disse mundtligt overleverede viser blev først skrevet ned 200 år efter deres opståen, da det kom på mode blandt adelen at samle dem i poesibøger, og de findes af den grund i mange forskellige versioner. Trylleviserne adskiller sig fra ridderviserne og andre folkeviser, ved at indeholde et overnaturligt element, som ofte fungerer som symbol på en indre splittelse eller ubeherskede psykiske kræfter hos visens hovedperson. Et eksempel på en sådan tryllevise er ”Lindormen”.

”Lindormen” omhandler pigen Ingerlil, som sidder i sit kammer, og spiller på sin guldharpe. Pludseligt kommer en lindorm skridende ind, og beder hende være sin kæreste/kone, men Ingerlil vil ikke. Hun siger højt, hvordan hun dog skulle kunne elske en grå og led lindorm, når hun dagen forinden havde haft besøg af en from og blid kongesøn. Da lindormen så går sin vej, følger hun dog efter, bleg i hovedet, og møder sine to søskende på en bro. De spørger hende, hvordan det kan være at hun følger med lindormen, og Ingerlil svarer så, at det er hendes ublide skæbne. Den nat sover hun så med lindormen og om morgenen er han blevet forvandlet om til en kongesøn. ”Lindormen” er en episk tekst, der består af 12 vers med hver to strofer og et påklistret omkvæd, som ikke har noget med handlingsforløbet at gøre. Den er kronologisk fremadskridende, fortællerholdningen er objektiv, fortælleren er behavioristisk og personernes handlinger er adfærdsbeskrivende. Man hører hverken noget om tanker eller følelser hos personerne. Dette er typiske folkevisetræk, og tilstedeværelsen af lindormen og den magiske forvandling gør, at vi ved, at vi har at gøre med en tryllevise. Vi kan også give et forsigtigt bud på visens alder, da dens indhold af to strofer er typisk for de ældste folkeviser.

Kun i enkelte strofer rimer versene, nemlig strofe 2 (skind, ind), 3 (fin, min) og 7 (bro, to). Dette kan skyldes at folkeviser bestod i mundtlig overlevering, indtil de blev skrevet ned.