"Peter" af Merete Pryds Helle

Side 1

[navn fjernet] hh3c Varde Handelsskole Dansk aflevering

Peter – af Merete Pryds Helle

”Ti fortællinger, der balancerer mellem skarp, stiliseret realisme og en fantastik, som opløser den genkendelige virkelighed … Fælles for disse forskelligartede frasagn er en elegant og velturneret HHX 3. år

1

”Peter” er en novelle, der indgår i Merete Pryds Helles novellesamling ”Ti fingre fra eller til” fra

2002. Citatet ovenover henviser til denne novellesamling og de fællestræk der finder sted novellerne i samlingen. Det er alle noveller som skildrer menneskers bevidste og ubevidste valg, og de tanker og følelser der begrunder valgene eller opstår som følge af dem, som er baseret på

                2
virkelige hændelser .

Merete Pryds Helles forfatterskab er præget af sproglige eksperimenter og stor stilsikkerhed [3], hvilket man også ser i novellen ”Peter”. Merete Pryds Helle udviser stor stilsikkerhed idet, at hun fastholder den samme tanke og idé hele vejen igennem, hun holder altså fast i den samme tråd.

Udover dette sker der en ændring af synsvinklen, men da det kun er på en person, er dette stadig meget stilsikkert.

Meget kort fortalt handler novellen om en ældre dame der lider af senildemens. Hun er sikker på hun hedder Peter, og kan ikke forstå at lægerne ikke tror på, at det er det hun hedder. I starten læser man om denne ældre dames erindring om hendes fødsler Hun føder et dødfødt barn og mange andre, men hun kan ikke huske hvor mange. I løbet af novellen læser man om mange af hendes erindringer. Hun skifter frem og tilbage mellem fortid og nutid, og det kan være svært at skelne hvor grænsen går. Hun mindes en tur til Sahara med sin mand og deres hede nætter sammen. Hun mindes også perioder af hendes barndom. Hun mindes hendes mors død, en rejse på en færge med hendes moster og hendes mands død. Udover de forskellige erindringer tilbage i tiden, læser man også om nutiden hvor hun ligger på sygehuset. Hun tror, at sygeplejersken er hendes datter og kalder hende Marie. Til sidst i novellen læser man kort om alle de forskellige erindringer, det bliver mere og mere forvirrende og novellen slutter med følgende sætning: ”Jeg dør, siger hun højt, lidt

                 4
overrasket til sig selv ”

1

E:\www\MeretePrydsHelle10\index.htm

2

https://www.vardebib.dk/sites/WBBV/pub/search.html

3

http://www.litteratursiden.dk/forfattere/merete-pryds-helle

4

Peter, s. 4, linje 179

Side 2

[navn fjernet] hh3c Varde Handelsskole Dansk aflevering

I novellen skriver Merete Pryds Helle som en implicit 3. person fortæller, og derindunder den personbundne 3-person fortæller, da hun kan beskrive den ældre dames tanker og følelser. Novellen foregår over en dag, men man læser om ting helt tilbage fra den ældre dames barndom. Der er i ”Peter” tale om in medias res, da man nærmest bliver kastet ind i handlingsforløbet.

Novellen er fra nyeste tid, hvilket er præget af postmodernisme og minimalisme. Merete Pryds Helle har skrevet ”Peter” som både en minimalistisk og en maksimalistisk novelle. De minimalistiske træk i ”Peter” er, at novellen begynder uafklaret og at den slutter med en tvetydig eller uforløst situation, der er altså ingenting der bliver rundet endeligt af og man kan selv tolke videre. Der er også realisme med, da senildemens er en udbredt sygdom den dag i dag, som mange mennesker oplever.

De maksimalistiske træk er, at hun er meget beskrivende. Skriver man minimalistisk er man normalt meget kortfattet, men i ”Peter” er Merete Pryds Helle meget beskrivende, og man går nærmest ind i hovedet på denne ældre dame hører hendes tanker.

Som nævnt før er ”Peter” en novelle, der springer meget fra fortid og nutid. I novellens start befinder man sig i nutiden.

”Hun husker ikke længere rækkefølgen af sine erindringer … Hun ved bare, at hun ligger i en seng i

et stort rum, med et sengebord på den ene side og et vindue på den anden”^{5}

Den ældre dame kan ikke huske hvor hun er eller hvorfor hun er der. Lægerne siger til hende, at hun er senildement, og når hun siger, at hun hedder Peter, tror de ikke på hende, hvilket forvirrer hende.

Første gang vi bliver taget tilbage til fortiden er ved, at hun erindrer hendes fødsler. Hun kobler nærmest alle sine fødsler sammen, men en ting husker hun dog særligt.

”De kæmper hver sin kamp, barnet og hun. Men ingen af dem vinder. Tiden vinder, med sine alt for mange timer. Da hun endelig presser barnet ud, er det perlegråt. Lægen lægger det døde baren i hendes arme. Kinderne er fint hvælvede. Det er en dreng, og hendes skriv er tavse nu” [6] Det dødfødte barn, Peter, er den ting i hendes erindring hun husker allerbedst. Hun føder andre børn, men hun er i tvivl om hvor mange. Én ting er sikkert, at det dødfødte barn, Peter, har spillet en enorm rolle i hele hendes liv. Det har været en byrde som aldrig har forladt hende.

5

Peter, s. 1, linje 1-6

6

Peter, s. 1, linje 27-31

Side 3

[navn fjernet] hh3c Varde Handelsskole Dansk aflevering

”Det døde barn er der altid, sidder på hendes skulder og pudser sine vinger”^{7}.

Det dødfødte barn, Peter, har spillet så stor en rolle, at hun identificerer sig så meget med Peter, at

hun rent faktisk tror, hun er ham. ”Han kalder hende Peter om natten. Det er hendes navn”^{8}. Dette

er et citat fra en erindring om en ferie med hendes mand. Hun er sikker på, at hendes mand altid har kaldt hende Peter.

Et andet vigtigt og betydningsfuldt element i hendes liv er et glasskår fra en kaffekande.

”Hendes erindringer blævrer foran hende som en massiv blok, og når hun skal trænge ind i de, er hendes eneste redskab et skår fra en gammel kaffekande, hun lige har tabt på gulvet” [9] Dette glasskår bliver nævnt flere gange i teksten. Glasskåret er den genstand der får hende til at huske.

”Tiden er det ikke længere, og hun står foran sine erindringer med et skår fra en kaffekande, hun slog i stykker for nogle år siden. Hun tøver foran den sitrende blok, hun har ikke lyst til at se alt, hvad der gemmer sig i den, men det er det eneste, hun kan foretage sig nu, hvor hun åbenbart skal

                                                      10
ligge stille i en seng, og hun graver længere ind i sine erindringer”

Citatet ovenover viser, at glasskåret er nøglen til hendes erindringer. På dette tidspunkt i novellen befinder vi os igen et kort øjeblik i nutiden. Lige efter dette springer vi igen tilbage til fortiden hvor hendes mor døde. Novellen fortsætter noget tid i fortiden, hvor man også læser om den ældre dames rejse med hendes moster. Igen bliver glasskåret fra kaffekanden nævnt:

”Skårene fra en kaffekande. Hun har den med på færgen efter morens død, pakket forsigtigt ind i

avispapir. Hun har kastet den på gulvet med vilje”^{11}

Dette er den ene ting hun har gemt på hele hendes og den ene ting som tænder hendes erindring.

”Hun kigger ned i en brønd. Hun ser sit ansigt i vandet. Håret er gyldent og sat op med valke. Hun har rød læbestift på læberne og bare arme. I håndspejlet er håret hvidt, det hænger løst og tjavset.

Hun må kalde på sygeplejersken og få det ordnet, så det er gyldent og sat op. Spejlet er en brønd,

7

Peter, s. 2, linje 58-60

8

Peter, s. 2, linje 73-74

9

Peter, s. 1, linje 10-12

10

Peter, s. 2, linje 75-80

11

Peter, s. 3, linje 117-119

Side 4

[navn fjernet] hh3c Varde Handelsskole Dansk aflevering og bag spejlbilledet ser hun andre af sine ansigter glide ind og ud, smilende og tvære, trætte,

undersøgende og bange”^{12}

Her er vi igen tilbage i nutiden, og det kunne tyde på at den ældre dame også lider en smule af narcissisme. Selvom hun er syg, vil hun stadig se godt ud. Hun når så vidt, at hun endda vil tilkalde en sygeplejerske bare for at få ordnet sit hår.

Mens hun kigger sig i spejlet ser hun forskellige spejlbilleder af sig selv, hvor vi igen bliver trukket tilbage til fortiden. Disse spejlbilleder er billeder af de følelser, hun erindrer, at hun har oplevet, både gode og dårlige følelser.

Man bliver så igen trukket tilbage til fortiden, hvor hun erindrer hendes mands død, men selvom han er død, tager han hende alligevel med til ørkenen i hendes erindring. En meget lykkelig rejse, som hun ønsker sig tilbage til.

”Jeg er sulten, Marie, siger hun til datteren. Hun har lige givet hende bryst, tørret den lille mund for mælk og lagt hende på et tæppe. Jeg er ikke Marie, siger sygeplejersken og smiler fjollet.

Selvfølgelig er hun Marie. Hvem skulle hun ellers være. Marie er allerede selv bedstemor. Peter, hedder den lille dreng”

Dette er sidste gang i novellen hvor man er tilbage i nutiden og bliver trukket tilbage til fortiden ved at hun lige har givet hende bryst og tørret den lille mund for mælk. Efter dette kommer man igen tilbage til nutiden. Her opstår der endnu mere forvirring end før i teksten. Udover det dødfødte barn Peter, erindrer hun at hun også har født en datter som hedder Marie, og ud fra dette citat vil jeg sige, at Marie har født en dreng ved navn Peter. Her ser man for alvor at den ældre dame lider af senildemens, og at hun ikke kan adskille tingene fra hinanden mere.

”Hun glider helt ind i blokken af erindringer, den blævrer og er et afgrænset, skyggeløst felt. Et

kæmpe ansigt i færd med at viske sig selv ud”^{13}

Den ældre dame kan som sagt ikke skelne mellem fortid og nutid, men dette citat viser helt tydeligt, at fortid og nutid nu er smeltet sammen til en ting, som dog er ved at viske sig selv ud, hun er altså på vej til at glemme det og vil aldrig kunne erindre det igen. Både denne sætning og et par andre bliver gentaget i teksten, hvilket er med til at give mange associationer og fremprovokerer mange tanker hos læseren.

12

Peter, s. 3, linje 123-128

13

Peter, s. 4, linje 176-178

Side 5

[navn fjernet] hh3c Varde Handelsskole Dansk aflevering

Selve opbygningen og skilningen mellem fortid og nutid gør, at teksten er meget forvirrende, men forvirringen bliver større til sidst, hvor tingene synes at blive mere og mere rodet. Den ældre dame bliver også selv mere forvirret, men på en eller anden måde virker det som om, at hun finder ro, hvilket citatet nedenunder belyser:

”Det døde barn pudser sine vinger og falder ind i hendes skulder”^{14}

Dette er en gentagelse af et citat før i teksten, men denne gang falder det døde barn ind i hendes skulder. Dette betyder at den ældre dame nu endelig har accepteret og tilgivet sig selv over at have født et dødfødt barn. Der bliver i korte sætninger nævnt alle hendes erindringer, nærmest som en kort gengivelse af hendes liv lige inden hun sover hen og novellen slutter af med sætningen: ”Jeg

                                      15
dør, siger hun højt, lidt overrasket til sig selv”.

En åben slutning, hvor læseren selv kan tolke videre.

14

Peter, s. 4, linje 169-170

15

Peter, s. 4, linje 179