Analyse og fortolkning af Bardrama

Bardrama

”Fattigfirserne”. Det er, hvad perioden fra bliver kaldt. Perioden var præget af arbejdsløshed, og pludselig dukkede ord som ”langtidsledig” op i danskernes ordforråd. Rigdommene i Danmark var ulige fordelt, hvilket medførte et stort skel mellem rig og fattig. I 1985, midt i fattigfirsernes årti, udgav Jens Smærup Sørensen novellesamlingen Det menneskelige princip. Én af novellerne heri er ”Bardrama”, og med ”Bardrama” skildrer Jens Smærup Sørensen tydeligt de store klasseforskelle i tidens samfund. ”Bardrama” udspiller sig på en bar. Ved novellens start befinder kun et par gæster og en barpige sig på stedet. En af gæsterne er i habitjakke og sidder med en yngre kvinde. Barpigen virker stille og reserveret og svarer ikke en kunde i baren, da han prøver at indlede en samtale. En højrystet kvinde og hendes hund kommer da ind i baren. Vi følger interaktionen mellem gæsterne og ser, hvordan de er interesserede i hinanden. Der opstår en uoverensstemmelse mellem nogle af gæsterne, som ender med at forlade baren og gør en højrystet exit. Tilbage er barpigen og en enlig gæst, der fører en samtale. Endnu en gæst kommer ind, og novellen slutter.

Således foregår ”Bardrama”, og den fortalte tid strækker sig over en kort tidsperiode på maksimalt en time. Her får læseren beskrevet alle handlinger med nøjagtighed. Jens Smærup Sørensen viser selv de mindste detaljer. Eksempelvis beskrives en velhavende kundes grin med ordene om, at den ”totalt havde overtaget styringen af hans muskulatur, og han var ude af stand til at trænge den tilbage igen, han fik tårer i øjnene” (l. 64-67). Her maler forfatteren et tydeligt billede at kundens latter, så ingen detaljer er overladt til tilfældighederne. Udover at tegne tydelige billeder af alle bevægelser og handlinger i novellen, er de lange detaljebeskrivelser med til at trække fortælletempoet ned. Der er ikke meget ydre handling i ”Bardrama”, og det langsomme fortælletempo får handlingen til at fremstå endnu mindre. Den minimalistiske ydre handling bevirker, at novellen ikke har et egentligt klimaks. Tegnede man en spændingskurve over den ydre handling i ”Bardrama”, ville den derfor være forholdsvist flad. Selv de passager i novellen, der kunne have været dramatisk beskrevet, bliver ved hjælp af lange sætninger og beskrivelser bragt så langt ned i tempo, at de fremstår neutrale. Det gør sig bl.a.