Analyse og fortolkning af Barndomsminder

Side 1

Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2016

1

Barndomsminder

Der kan ske ufatteligt mange ting i et barns liv, der gør, at barnets hoved fyldes op med bekymringer, som ikke burde være der. Men grundlæggende ønsker man i dag for alle børn, at de skal have en bekymringsfri og lykkelig barndom. Synet på børns opvækst har imidlertid ændret sig meget de sidste par hundrede år. I ”Barndomsminder” af Meïr Goldschmidt fra 1877 erindrer fortælleren en barndom med et stort ansvar på skuldrene. Det guddommelige, og erkendelsen af at mennesket er syndigt, fylder meget både i fortællerens tidlige barndom og voksne liv, men hvor kommer ansvarsfølelsen over for Gud fra?

I ”Barndomsminder” er fortælleren en førstepersonsfortæller, som ser tilbage på nogle episoder fra sin barndom. Synsvinklen er bagudsyn, og fortælleren beretter altså om tidligere hændelser, som fortælleren i tekstens nutid er på afstand af. Begivenhederne, der ses tilbage på, er fra da fortælleren var mellem tre og seks år. I det første minde husker fortælleren sin mor som ”den smukkeste Kone”. I det næste minde beskrives det, hvordan fortælleren har været fristet til at spise æbler fra et aflåst skab, fordi forældrene var ude af huset. Fortælleren lod sig ikke friste i dette tilfælde, men det næste minder handler om, at fortælleren lod sig friste af sin onkels datter, Esther, til at spise et æble fra et æbletræ. De to børn løber væk og møder en dreng, som påstår, der er en ugle under taget. I færd med at fjerne uglen ender børnene med at ødelægge en svalerede med svaleunger. Fortælleren sætter en stopper for svaleungernes lidelse ved at drukne dem i dyndet.

Både moren og faren fremstilles nærmest som noget guddommeligt i teksten. Fortælleren har et meget positivt billede af sin mor: ”der stod Moder i Lys og Herlighed, og saa blev Værelset igjen mørkt, som om det var hende, der tog Lyset med sig, da hun gik fra Spejlet”, husker fortælleren tilbage. Især lyset giver associationer til noget helligt. Lyset er ligesom en egenskab ved moren. Farens rolle er lidt anderledes. Om ham mindes fortælleren, at han svingede pisken, når forældrene kørte kane, og desuden at han forbød fortælleren at spise af æbletræet. Dette svarer til, hvad Gud forbød Adam i fortællingen om kundskabens træ i Bibelen, og fortælleren fornemmer, at faren er Gud: ”… skjøndt jeg vidste eller antog, at det var ham, fik jeg dog en Fornemmelse af, at det var Gud selv, der vandrede lysende gjennem Haven, og forfærdet fór jeg afsted”. Synd er noget, som fylder meget i teksten. Der er mange referencer til den gammeltestamentlige fortælling om Adam og Eva i paradisets have. For det første husker fortælleren, at han synder sammen med Esther, lige efter han er blevet fortalt om syndefaldet i paradisets have.

Fortælleren forbinder altså selv disse to ting. For det andet er æblet et klassisk symbol på synd, og æblet optræder mange gange i fortællerens barndomsminder. Moren lader nøglen til skabet med æbler blive

Side 2

Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2016

2 hjemme, men fortælleren spiser ikke af æblerne. Det sker til gengæld, da Esther lokker ham til det, som da Eva lokkede Adam i paradisets have. Også miljøbeskrivelserne i minderne indeholder referencer til bibelhistorien. Haven, som minder om Edens have, spiller en vigtig rolle for fortælleren: ”Men fuldt saa megen Indflydelse har vor Have havt”. Fortælleren kalder haven for ”Den ensomme Frugthave”, og om ensomhed husker fortælleren ordene: ”I Ensomhed er man ene med Gud og sin Samvittighed”. I indgangen til haven er der en guldregn, som er en giftig plante. Den kan ses som et symbol på, at det kan være farligt at gå ind i den hemmelige have, hvor fristelsen venter.

I løbet af teksten vender fortælleren flere gange tilbage til nutiden og kommenterer minderne. ”Denne Situation har maaske havt Indflydelse paa mit Sind”, hedder det eksempelvis. Jeget forholder sig altså til minderne, og de skal forstås som subjektive barndomsminder, ikke som en objektiv beskrivelse.

Fortælleren tillægger bevidst eller ubevidst minderne en historie, der minder om en Bibelfortælling, og det er altså ikke sikkert, at der er sket præcis det, som fortælleren husker. Minderne bruges af jeget til at forholde sig til syndsbegrebet. Synd fylder meget i hovedpersonens bevidsthed, både nu og som barn.

Forældrene fremstilles som noget guddommeligt, og fortælleren føler ikke blot, at han synder imod forældrene, men også mod Gud, når han gør noget, han ikke må. I første omgang lader jeget morens æbler ligge, men det er ikke fordi, jeget er bange for morens reaktion. Jeget lader æblerne ligge, fordi jeget ikke vil synde imod Gud. Da fortælleren synder sammen med Esther føler fortælleren også, han synder imod Gud. Der opstår en ”Fornemmelse af, at det var Gud selv, der vandrede lysende gjennem Haven”. Det guddommelige spiller altså en central rolle i hovedpersonens liv. Allerede i en meget tidlig alder er jeget et syndigt menneske, som bærer et stort ansvar. Jeget forholder sig til dette ansvar ved et knytte det sammen med et af minderne og sige: ”Dog er det ikke denne Tanke, som ene eller fortrinsvis knytter sig til hint Øjeblik, men fuldt saa meget den: hvor tidlig vi ere ansvarlige i ideal Forstand og vide det”. Samvittigheden kommer altså meget tidligt i livet, og hovedpersonen føler sig allerede som barn ansvarlig over for Gud.

Barndomsoplevelsen er en anden i digtet ”Engang” fra 1965, skrevet af Klaus Rifbjerg. I de første fem strofer beskrives en lykkelig barndom, hvor der tilsyneladende ikke er den store sammenhæng mellem

tingene, fx: ”Solen ramte om sommeren / den gyldne morter på sekretæren / og nede i kælderen stillede
min far / riven på plads”. Livet går sin vante gang, og der er ingen bekymringer at spore. Det understøttes af

den ubundne rytme, som giver et afslappet udtryk. I den sjette strofe går det imidlertid op for det lyriske jeg, at han skal dø en dag, og fra den dag føler han, han har mistet alle de gode og bekymringsfri ting i livet.

Fra i begyndelsen af digtet kun at ’tænke flygtigt’, ligger det lyriske jeg nu i sin seng og spekulerer: ”og

inden jeg faldt i søvn / tænkte jeg meget på de ting, / jeg har nævnt i digtet / og følte at jeg allerede havde

mistet dem”. Barndommen i digtet beskrives som en ubevidst og bekymringsfri tid, hvilket også kan

Side 3

Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2016

3 relateres til syndefaldsmyten. Da Adam og Eva spiser af kundskabens træ, bliver de bevidste mennesker. De får en viden og en seksualitet, der gør, at de i myten dækker sig til med blade. Jeget i ”Engang” er gået fra at være barn til at være voksen eller gået fra det ubevidste til det bevidste. Syndefaldet er i digtet fortolket, så det handler om at miste sin barnlige uskyld og blive voksen. I ”Barndomsminder” forstås syndefaldet mere traditionelt kristent. Jeget har dræbt svaleungerne og ved, det er en synd: ”Vi stod lammede af Skræk.

Det var lært os, at Svalen var et helligt Dyr; at gjøre den Fortræd eller blot røre ved den var Synd”. Jeget har syndet over for Gud og er allerede i en meget tidlig alder klar over det. Dette gør hans barndom, og videre liv, meget alvorspræget. Erindringen afsluttes: ”Men hvilken umaadelig Vægt ligger der paa Sindet, som føler sig saa særeget uskyldigt-skyldigt overfor disse Fugleunger og seer en Symbolik i sit Forhold til dem!”

Teksten tager afsæt i et kristent menneskesyn, hvor mennesker er underlagt en guddommelig orden. Helt fra barnsben er virkeligheden alvorlig, og mennesker bærer et stort ansvar, både over for hinanden og over for Gud. I ”Engang” spiller det religiøse først senere i livet en rolle og er reduceret til for jeget at være ”en stor fornemmelse over mig” i overgangen fra barn til voksen. Menneskesynet har altså forandret sig meget i perioden mellem de to tekster. Ifølge teksterne er barndommen ikke lige så alvorlig i 1960’erne som i

1870’erne. Det stemmer godt overens med udviklingen i samfundet generelt. Fx ændrede holdningen til børnearbejde i Danmark sig meget i denne periode, hvor en lov i 1913 betød, at børn ikke længere måtte lave fabriksarbejde. Generelt er der sket en sekularisering, så religionens indflydelse er blevet mindre både i samfundet og i den enkelte familie. Dermed har sekulariseringen også betydet noget for den måde, vi opdrager vores børn på. Tidligere var religionen en langt større del af børneopdragelsen, hvilket også afspejles i ”Barndomsminder”. Hovedpersonen er blevet opdraget med en kristen moral til at bære et ansvar over for Gud.

Man kan roligt sige, at fortælleren i ”Barndomsminder” har haft en bekymringsfuld barndom. Det er ikke nødvendigvis en dårlig barndom, men en barndom hvor erkendelsen af at have et ansvar opstår meget tidligt. Det guddommelige spiller en helt central rolle, og i alt hvad jeget foretager sig, føler jeget et stort ansvar over for Gud. Fortælleren spiser af et forbudt æbletræ og erkender sin skyld i tråd med syndefaldsmyten om Adam og Eva. Forældrenes moral og bevidstheden om rigtigt og forkert hænger tungt over ham. Forhåbentlig kan børn i dag have en barndom, der minder mere om barndomsbeskrivelsen i ”Engang”, hvor livets alvor først indtræffer i overgangen fra barn til voksen.