Et eksempel fra HHX 3. år
Blot et værelse
Brug materialet til at undersøge opbygning, metode og faglige valg.
Lær af eksemplet på 15 minutter
Læs med de tre spørgsmål herunder, og skriv et kort svar på hvert, gerne med et sidetal. Så har du noget konkret at tage med over i din egen opgave.
- 4 min
Find opgavens spørgsmål eller påstand. Står den tidligt, og bliver den besvaret til sidst?
- 4 min
Find de tekster eller kilder, opgaven bruger. Bliver de analyseret, eller bliver de refereret?
- 4 min
Find et afsnit, der diskuterer. Hvilke synspunkter bliver vejet op mod hinanden?
- 3 min
Din egen opgave: Hvad er det ene spørgsmål, din egen opgave svarer på, og står svaret i din afslutning?
Skal du selv skrive opgave i dansk? Metoder og emner står her: Dansk i gymnasiet
Om opgaven
Ophavet er ikke dokumenteret for denne post. Katalogoplysninger: HHX 3. år, Dansk A, 3 sider. Brug materialet til at se, hvordan teksten er bygget op, og hvilke faglige valg der er truffet.
Læs, hvilke metoder dansk giver dig, og hvad du kan skrive en stor opgave om: Dansk i gymnasiet.
Hele opgavens tekst
Se originaldokumentetLæs teksten direkte her på siden. Figurer og den præcise opsætning af tabeller og formler finder du i originaldokumentet.
Gå til en side
Side 1
Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015
1
Blot et værelse
Det er ikke rart at føle sig fastlåst af bestemte normer og værdier. Heldigvis lever vi i dag i et forholdsvis frit samfund, hvad det angår, og bakker du ikke op om normerne i en bestemt kultur, kan du prøve at søge et andet sted hen. Det er selvfølgelig ikke noget, man bare lige gør, men det er i hvert fald blevet nemmere i løbet af de sidste hundrede år. En stærk norm kan fx være, at kvinder skal gifte sig og have børn. Det er en norm, som stadig lever i dag, men i 1930’erne var den meget grundlæggende. I det socialrealistiske læsedrama ”Blot et værelse” påvirkes hovedpersonen Nancys liv i ekstremt høj grad af denne norm.
Dramaet er skrevet af Leck Fischer og bragt i Social-Demokraten i 1935.
”Blot et værelse” er en dialog mellem Nancy og hendes mor, som begynder in medias res, lige efter de har haft besøg af Nancys kusine og kusinens forlovede. Kompositionen er relativt simpel, og gennem dialogen bliver læseren fortalt, at Nancy er ugift og bor og sover sammen med moderen. Nancy og moderen diskuterer besøget og det faktum, at Nancy efter kusinens forlovelse er den sidste i kusineflokken, der ikke er forlovet. Fremdriften i novellen skabes af personernes uenigheder og et point of no return. Nancy fortæller, at hun ikke længere vil dele seng med moderen. Dette er afgørende for handlingsforløbet i novellen, som slutter med, at Nancy vil flytte helt væk fra moderen og få sit eget værelse: ”Jeg vil blot have mit eget værelse og mit eget liv. Er det så svært at forstå.”
Personerne i dramaet beskrives gennem dialogen. Det billede, man får af Nancy, skabes altså både gennem hendes egne replikker og gennem morens replikker. Hun er en kvinde på 33 år, som udover at bo hos sin mor også arbejder på et kontor: ”… Nancy, er der slet ingen på kontoret, som interesserer sig for dig?” (l.
206). Moren har et klart billede af, hvad det gode og rigtige liv er for en kvinde som Nancy: ”En kvinde har bedst af at blive gift og få nogle børn” (l. 101). Derfor er hun også meget optaget af, at Nancy skal finde en mand. Kærlighed er ikke afgørende for moren, som siger: ”da havde en ung pige respekt for en mand, der kom med et reelt tilbud og kunne byde hende et hjem”. Faren nævnes to gange i novellen, bl.a. i slutningen, hvor Nancy siger: ”Mor, jeg er glad for, at du har pensionen efter far, så du kan klare dig alene” (l. 357).
Faren er altså død, og moren og Nancy er alene. De har ikke en stor familie, og der er tre kusiner i alt.
Moren er en traditionsbundet kvinde, som er afhængig af andre, især af at have en mand. Modsat er Nancy en moderne og mere uafhængig kvinde. Moren har et firkantet billede af, hvordan alting bør være. Det ses ikke kun gennem hendes ønske og forventning om, at Nancy bør gifte sig, men også gennem hendes beskrivelse af kusinen Ellas forlovede. ”Hvor var han dog nydelig”, siger hun, og fortsætter lidt senere: ”ren
Side 2
Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015
2 og net i tøjet og belevne manerer”. Hendes beskrivelse af Nancys ekskæreste er helt anderledes: ”Han var en dårlig person, var han, og du var fem og tyve og ældre end han, hvad kunne han byde dig, hvad havde han? Ingenting.” Han har skabt et dårligt indtryk hos moren ved ikke at leve op til nogle faste sociale spilleregler. Moren har blandt andet vurderet ham dårligt, fordi han ikke sagde tak for sidst. Moren er en fordomsfuld kvinde. Det ses fx ved, at hun er sikker på, ekskæresten ikke har bestået sin eksamen. Men også med hensyn til Ella viser fordomsfuldheden sig, da moren tvivler på, om forlovelsen holder: ”hun [Ella] er den største sjuske af jer tre kusiner, og det har hun altid været… og Gravesen er et ordensmenneske”.
Hun går altså meget op i det ydre og i at overholde normer. Det ses også, da hun taler om en eventuel bryllupsgave til Ella: ”Sølv er pænt til et bryllup, og det er tretårnet”. Det er en meget generaliserende udtalelse, og helt overordnet taler moren meget generaliserende. Det ses også i udtalelser som ”Man skal ikke kritisere”, og ”En kvinde har bedst af at blive gift”. Moren vil ikke træde ved siden af og går meget op i at overholde gammeldags, sociale uskrevne regler.
De to kvinder bor og sover sammen, og der gives nogle informationer om, hvordan de fungerer sammen.
Allerede i starten af dramaet antydes det, at moren stadig vil opdrage på Nancy: ”Nancy, skal du ikke ud og vinke? (…) Nancy, hvor er du?” Moren stiller nogle krav til Nancy, som en mor ikke bør stille sin 33-årrige datter. Nancy er ikke en uopdragen kvinde, der ikke hjælper til, tværtimod antydes det flere gange, at det faktisk er hende, der har styr på tingene i hjemmet. ”Jeg er ved at rydde sammen og sætte ud”, siger hun og serverer også kaffe for moren med den helt rigtige mængde fløde, og har styr på hvor morens strikketøj og briller er. Deres kommunikation er ikke god, og Nancy siger faktisk til moren: ”Engang imellem skal man sige højt, hvad man tænker … det er vistnok gavnligt.” Nancy er sarkastisk, hvilket også står i modsætning til moderens måde at tale på. Moren siger netop ikke højt, hvad hun tænker, men prøver at manipulere sig frem til at sætte sin vilje igennem.
Det passer ikke ind i morens billede, at Nancy ikke er gift, og hun blander sig i Nancys liv ved at bede Gravesen om at finde en ven til Nancy. Læseren bliver fortalt, at moren før har blandet sig i Nancys liv.
Nancy føler i hvert fald, at det er morens skyld, at det ikke gik med ekskæresten. Men noget tyder på, at der sker forandringer i forholdet mellem Nancy og moren. ”Det skulle du ikke have gjort, mor”, svarer Nancy, da hun finder ud af, at moren har lavet aftaler med Gravesen. Der gives også andre tegn på, at forholdet mellem dem er i en brydningstid. ”Forleden lukkede du dig inde, da du skiftede kjole”, siger moren. Nancy er træt af manglen på privatliv, og hun er træt af morens firkantede verdensbillede. I det verdensbillede kan de ikke dele rummene op, så de har et værelse hver. Og Nancy siger: ”Der står ikke i nogen grundlov, at man absolut skal have et soveværelse med hvide dobbeltsenge”. Om Nancy rent faktisk gerne vil giftes, kommer hun med flere forskellige svar på. I første omgang spørger hun moren: ”Ved du, om
Side 3
Dansk A HHX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015
3 jeg i det hele taget bryder mig om at blive gift?” Senere konstaterer hun, at ”Nu ligger det ikke for mig, så er der ikke mere at diskutere”. Men Nancy er i virkeligheden splittet, hvilket antydes, da hun siger: ” … hvad hjælper det, om jeg vil giftes, hvis ingen vil giftes med mig.” Moren reagerer ikke ved at vise sin kærlighed til datteren og bakke hende op, men kommenterer tørt, at det er hendes egen skyld, at hun ikke er gift.
Forholdet mellem mor og datter er i en brydningstid. Splittelsen mellem mor og datter i dramaet er et billede på, at der er en splittelse i samfundet generelt. Ungdommen har et andet værdisæt end de ældre generationer, men de unge presses alligevel til at passe ind i nogle gamle roller, som de ikke bakker op om.
Titlen på novellen er ”Blot et værelse”, men for Nancy er det afgørende, at hun får sit eget værelse og sit eget liv. Titlen kan forstås som en reference til den sidste replik i novellen, hvor Nancy siger: ”Jeg vil blot have mit eget værelse og mit eget liv”. Hun smækker ikke med dørene, men forsøger at mildne omstændighederne. Ordet ’blot’ fortæller på den måde meget om Nancy. Hun ved, at hun har brug for et brud med moren, men hun ønsker ikke at såre hende. Det er gået op for Nancy, at hun har ladet sig styre af nogle konservative normer, og på den måde er dramaet med til at skildre en ændring i normer. Fischer lader moren repræsenterer samfundets konservative normer, og i dramaet er der en konflikt mellem individ og samfund, idet de konservative normer påvirker Nancys udviklingsmuligheder. Det er en konflikt, som er meget karakteristisk for den periode, som dramaet tilhører. Blandt andre socialrealistiske værker fra
30’erne, som behandler konflikten mellem individ og samfund, findes Hans Scherfigs Det forsømte forår, hvor en gruppe gymnasieelever forsømmer deres eget ungdomsliv pga. samfundets pres. De unge tvinges til at ofre deres ungdom for at passe ind i en bestemt rolle, som er defineret af samfundet. Det er en direkte parallel til det pres, som Nancy udsættes for af sin mor.
Det er ikke rart at føle sig begrænset af nogle normer, man egentlig ikke bakker op om. Det kan Nancy i læsedramaet ”Blot et værelse” bekræfte. Gennem dialogen mellem mor og datter finder læseren ud af, at moren stadig tror, hun kan styre datteren. Moren har et meget firkantet og konservativt verdensbillede, og man skal ikke træde meget forkert, før hun fælder en dom over andre mennesker. Det passer hende ikke godt, at Nancy ikke er gift. Hun blander sig i Nancys liv, men denne gang har Nancy fået nok. Hun siger fra og vil have sit eget værelse. Da det ikke kan lade sig gøre, fortæller hun moren, at hun flytter ud. Der er en splittelse mellem generationerne, fordi de ældre presser deres normer ned over hovedet på de unge.
Samfundet styrer i en ekstrem grad de unges liv, og det kan ikke ende godt.
Se opgaven i originaldokumentet eller gå til tekstens begyndelse.
Materialet
Fuld skærmOpgaven åbner, når du ruller ned til den.