Danskopgave om "Dette burde Skrives i Nutid"

Side 1

Analyse og fortolkning af Helle Helles Dette burde skrives i nutid

Indledning

Helle Helles roman Dette burde skrives i nutid er både pirrende og irriterende, men også fængende. Forfatteren har en evne til at indfange selv de mindste, dramatiske detaljer og fremlægge dem med en besynderlig ro, der næsten kan få jorden til at skælve. Helle Helles hovedtemaer i romanen kan anslås at være ensomhed, fremmedgørelse og identitetskrise. Hun beskriver hvad der kan ske, når vi kastes ind i en tilværelse hos en person uden livsprojekt.

"- Hvad skal vi? hviskede han. - Jeg ved ikke, hvad vi skal. - Mener du nu? - Ja også nu. Og i det hele taget. - Vi venter bare lidt, så finder vi ud af det, hviskede jeg tilbage, det var ikke noget, jeg ellers gik og tænkte meget på, jeg undgik at tænke på dette.” (s. 54)

Jeg har valgt at bearbejde Helle Helles seneste roman Dette burde skrives i nutid fra 2010, da den har fået nogle helt formidable anmeldelser. Jeg var derfor meget interesseret i at finde ud af, hvad anmelderne mente, når de beskrev forfatteren som værende genial. Typisk for Helle Helle er at formidle sig meget minimalistisk, og det har en helt speciel effekt på læseren, når man selv bliver inddraget i fortællingen, fordi alt skal findes mellem linjerne.

Om forfatteren

Helle Helle er en af Danmarks mest anerkendte forfattere. Hun er født i 1965 og opvokset i Rødby på Lolland. Hun har en grunduddannelse i litteraturvidenskab ved Københavns Universitet og hun er derefter uddannet på Forfatterskolen i 1991. Oprindeligt er hun døbt Helle Olsen, men debuterede i 1987 under navnet Helle Krogh Hansen med novellen Et blommetræ i Dagbladet Information. Hun har senere taget sin oldemors efternavn "Helle". Som forfatteren Helle Helle har hun udgivet flere novellesamlinger og romaner og debuterede i 1993 med Eksempel på liv, som er en samling kortprosatekster eller en punktroman. I alt har hun udgivet 5 romaner, 2 novellesamlinger og en børnebog (sammen med Lars Nørgaard) foruden sin kortprosadebut. [1]

                                                      2
Hendes anmelderroste noveller og romaner er oversat til ni sprog. Helle Helles seneste roman

Dette burde skrives i nutid (2010) har allerede fået stor succes og rettighederne til en teaterforestilling er netop blevet opkøbt med henblik på en teaterpræmiere i starten af 2012. [3] Helle Helles skrivestil er meget karakteristisk ved det fint nuancerede sprog og sin utrolige evne til at beskrive hverdagen og dens ellers så finurlige almindeligheder. Hendes skrivestil er detaljeret og alligevel minimalistisk. Hun bruger især mange replikker til at formidle personernes reaktioner.

Resten af historierne må man oftest selv læse mellem linjerne. Denne isbjergs teknik, hvor kun toppen af isbjerget kan ses over havoverfladen, er med til at fastholde læseren som fluen på væggen uden hjælp fra personernes inderste tanker og følelser. [4]

Hun leger ofte med ideen om at

1

Wikipedia

2

HF 1. år

3

Mungopark link

4

Litteratursiden

Side 2

[navn fjernet], Analyse og fortolkning af Helle Helles Dette burde skrives i nutid 2 man skal skabe sin egen sammenhæng, og selv skal stoppe mening ind i de tomme huller. Dette fanger opmærksomheden og giver læseren lyst til at digte videre og fortolke. Hun han sans for humor og hun bruger især det tragikomiske i hverdagens beskrivelser sammen med de overraskende, men meget velovervejede sprogvendinger. Hendes karakterer i fortællingerne er ofte køligt distancerede personer, der afslører en masse skyggesider, så som mistro, hævnlyst, uærlighed, forvirring og egoisme. [5] I Helle Helles fortællinger befinder vi os især i udkants- Danmark, hvor hovedpersonerne oftest er ”jeg-svage kvinder”, som forfatteren selv beskriver dem. Hun arbejder i det hele taget meget med synsvinklen og med de utroværdige fortællere. [6] Der er en underspillet dramatik i hendes tekster og ofte er det netop den drama, der ikke bryder frem, der er hovedpointen.

Realisme – om den subjektive virkelighed

Realisme opstod allerede i slutningen af 1800-tallet, og ordet realisme er skabt af det latinske res, som betyder ting. Realismen er altså en beskrivelse af tingene ”som de er” fortalt på en realistisk måde. I litterær forstand prøver realismen at spejle og gengive den omgivende virkelighed. [7] Det bestræbes at skabe en genkendelig verden, som ligner den, vi selv befinder os i; en verden som vi som læsere kan identificeres os med modsat bl.a. romantikken, hvor en mere abstrakt fortællemåde blev brugt om synet på verden. Vi skal altså få en fornemmelse af, at realismens tekster kunne være autentiske. Realismen er dog ikke objektiv. Forfatteren prøver som oftest diskret at bestemme og signalere, hvor læserens sympati skal falde. Personer kan derfor udleveres gennem forfatterens sprogbrug. [8] Mennesker kan leve i hver deres virkelighed, selvom de fysisk befinder sig tæt på hinanden i fx samme miljø eller familie. Dette er Helle Helles Eksempel på liv et godt eksempel på, som omhandler verden og hverdagen. Virkeligheden kan altså altid ses fra flere synsvinkler og den kan derfor siges at være meget subjektiv. Det kan som læser derfor være svært at skulle skelne, hvad der skal forstås som "den rigtige virkelighed" og hvad der er indre tanker og fortællingens personers subjektive oplevelser og skildringer af virkeligheden - altså, hvad der er deres virkelighed. Hertil kan man spørge sig selv: Hvis virkeligheden er så individuel, kan den så overhovedet beskrives? Realismen skal altså ikke være lig med virkeligheden. Den skal ikke nødvendigvis være en direkte gengivelse, men derimod en sproglig fortolkning af verden. Det er derfor vigtigt at skabe realismeeffekter som giver læseren en realistisk oplevelse. Dette kan man gøre ved at lade fortællingerne handle om almindelige ting og almindelige mennesker og ved at bruge autentiske genrer så som dagbøger, breve, nyhedsreportager og andre realistiske træk i

                 9
fiktionsfortællingen.

Der findes flere former for realisme; socialrealismen, som ofte omhandler kritiske skildringer af politik og sociale uligheder – oftest set fra "samfundets bund", med Jan Sonnergaards Radiator

5

Litteraturens Stemmer s. 221.

6

Interview, Politiken

7

Litteraturens Veje (iBog)

8

Litteraturens Veje (iBog)

9

Nye øjne at se med s. 9-13

Side 3

[navn fjernet], Analyse og fortolkning af Helle Helles Dette burde skrives i nutid 3 som eksempel, og så er der den psykologiske realisme som omhandler menneskets intimsfære.

Virkeligheden ses her typisk gennem et individs synsvinkel. Her kan temaer oftest være driftsliv og den individuelle kampe med sig selv og samfundet. [10]

Dette er Helle Helles Dette burde skrives i nutid et fremragende eksempel på.

Nyrealisme – virkelighedstemaet genbruges

I 1960’erne og 70’erne møder vi nyrealismen. Denne nye type realisme forsøger at genskabe en konkret hverdagsvirkelighed, hvor iagttagelserne er i centrum. [11]

En lang række unge forfattere ønsker et opgør med den tidligere, æstetiske skrivestil. De har et ønske om at skrive endnu mere realistisk og forståeligt og at bringe hverdagens bizarre situationer og udfordringer frem i lyset.

Der kommer nu større fokus på de mere konkrete og personlige hverdagsproblemstillinger så som ensomhed, kønsroller, familiekriser og utroskab. Et gennemgående tema her er fremmedgørelse.

Der fokuseres altså på de mere tabubelagte emner. [12]

Det moderne mediesamfund udsætter os dagligt for massevis af tegn, information og fortællinger.

Infotainment, dokusoaps og reality-TV har gjort virkelighedens grænser meget flydende, da disse genretyper ofte er en sammensmeltning af virkelighed og fiktion. Indenfor politik,bruges retorikken som en omformer af vores forestillinger om virkeligheden, frem for at oplyse objektivt om den. Sproget er altså blevet lig med magt. Fortællerforhold og genrer kan tilpasses fuldstændig ligesom i litteraturen og dette skaber det genkendelige miljø, personer og realistiske situationer.

Den ny realisme er derfor stadig under forandring. [13]

Den ny realisme beskriver altså den natur vi selv er en del af og hvordan individet kommer, eller ikke kommer overens med sig selv og sin omverden. Der sættes fokus på, at det er muligt at leve og opleve forskelligt i samme offentlige rum. Litteraturen problematiserer også om virkeligheden overhovedet kan beskrives som en stabil, fælles størrelse. Det virkelige er nemlig kommet til forhandling. Vi fortolker simpelthen subjektivt for at forstå vores omverden. [14]

Dorte Hansen – en ung kvinde uden livsprojekt

Romanen Dette burde skrives i nutid er et klassisk eksempel på nyrealismen og temaet om fremmedgørelse og om mødet med omverden. Den beskriver en ung kvinde, der nærmest er ved at gå i opløsning i sin søgen på at fylde mening ind i sin spinkle tilværelse. Hun er meget styret af alt det, hun burde gøre, både de små og de store ting, og hun kan derfor ikke rigtig finde sin rette plads.

Romanen har en brat indføring, hvor vi møder hovedpersonen, som kaster os ind i en begivenhed lige fra start. Romanen har et cyklisk forløb, fordi de spørgsmål man som læser stiller sig selv i

10

Litteraturens Veje (iBog)

11

Litteraturens Veje (iBog)

12

Litteraturens Veje s. 341-342

13

Nye øjne at se med s. 14

14

Nye øjne at se med s. 9-12

Side 4

[navn fjernet], Analyse og fortolkning af Helle Helles Dette burde skrives i nutid 4 starten ikke er blevet besvaret i slutningen. Her er altså ikke tale om en synlig udvikling hos hovedpersonen, og vi ender der, hvor vi startede med stor sandsynlighed for, at de negative vaner gentager sig. Romanen er fortalt af en jeg-fortæller, hovedpersonen Dorte, som dog, selvom synsvinklen ligger hos hende, ikke giver os detaljer om sine personlige følelser. Vi følger de ydre beskrivelser, men vi ser dem gennem hendes øjne. Romanen er fortalt med bagudsyn, hvilket lægger en vis distance mellem læseren og romanens handling, da handlingen skal forestille at være fortid. Fortællemåden er scenisk, idet tempoet skrues ned, og der zoomes ind på detaljer, hvilket giver en effekt af, at man befinder sig midt i en scene, hvor man kan se handlingen for sig, mens den sker. Der springes en del i tid og sted, og der foregår meget på én gang, og fortællemåden skifter derfor af og til imellem at være scenisk og berettende. .

Handlingen udspiller sig over et lille år, fra sommer, umiddelbart før skolestart i august, til april året efter, med adskillige, løbende tilbageblik på op til 3 år tilbage. Kompositionen er derfor til tider ret kaotisk. Opbygningen af handlingsforløbene kan derfor virke lige så forvirrende, som hovedpersonens identitet og mangel på samme, har tendens til at virke på læseren. Som udgangspunkt befinder vi os på Sjælland i den lille by, Glumsø. Hovedpersonen, den 21-årige Dorte, er ved at flytte ind i en lille, ældre bungalow nær byens togstation. Her overlades hun til sig selv, da det er første gang hun skal bo alene. Dette er kun en af hendes mange flytninger, vi oplever i romanen. Vi følger hovedpersonen tæt – men kun udefra og oplever hendes handlinger, kontakt og dialoger med andre. Vi får dog også ind imellem en lille bid af hendes henkastede tanker: ”Jeg tænkte på at få et dyr af en slags, eller i hvert fald nogle gardiner.” (s. 62) Der er dog ingen beskrivende tanker og følelser, som gør at man som læser kommer helt tæt på hendes dybere personlighed. Der er altid en vis distance, som gør, at man får en fornemmelse af, at denne pige rent faktisk ikke har eller ikke ønsker at have nogle nære forhold eller dybere relationer. En overfladiskhed, som gør at man føler sig skubbet væk fra hovedpersonen. Vi møder mange realismeeffekter undervejs i romanen, da den er skrevet lidt ligesom en dagbog. Der er også rigtig mange genkendelige ting, som hiver os ned på jorden og giver os det genkendelige, realistiske spejlbillede. Dette kan bl.a. være den gentagne brug af måger, kaffe og kage, toge og busser samt ting, der er tyndslidte eller i stykker.

I starten præsenteres vi for den småforfaldne bungalowen i Glumsø, som skal være hendes nye base i den kommende studietid, hvor hun skal læse dansk på universitetet i København. At hun aldrig får startet på studiet er en anden sag. Hun bruger nemlig i stedet sin tid på at slentre rundt og shoppe i Scala – det ved hendes familie bare ikke noget om. Allerede i starten får man en fornemmelse af, at Dorte er en driftstyret, uambitiøs og generelt sløset pige, som ikke kan tage hverken omverden eller sig selv seriøst. Hun gør kun tingene halvt, og hun virker faktisk ret ligeglad med dette. "Jeg sad ved bordet, indtil solen var forsvundet fra stuen.(...) Jeg havde stadig ingen stegepande, så jeg varmede pandekagerne i en gryde. De blev våde og brankede på én gang" (s. 10) Hun har ikke nogen hun skal stå til ansvar for, og hun mener tilsyneladende at hun har brug for at lade tingene og tilfældighederne komme til hende, for at finde sig selv i det

Side 5

[navn fjernet], Analyse og fortolkning af Helle Helles Dette burde skrives i nutid 5 kaotiske. Hun får hverken brugt tid på at tage sig en uddannelse, at få sig et job, at lave ordentlig mad eller sætte gardiner op, selv om hun konstant minder sig selv om alt det, hun burde få gjort.

Dette hober sig op og bliver til en konstant søvnløshed og mareridt pga. sin stressede og rodede tankegang. ”Burde” fylder derfor rigtig meget i hendes meningsløse tilværelse og destruktive tankegang. Det opløser hende simpelthen bid for bid. Det samme gør de fysiske ting omkring hende; ovnen virker ikke ordentligt, fyret varmer ikke, gulvtæppet var besværligt at rive af, og det går dårligt med at lappe cowboybukser. En af de første indikationer på dette er, da vi hører, at slagbænken på svigerforældres gårdsplads fysisk er ved at gå i opløsning. Det knager også i hendes hus og i hendes samvittighed: "Om natten lå jeg igen og stirrede ud i den mørke baghave, jeg syntes, det peb og knagede i alt, døre, gulve, karme og gerigter." (s.51)

Vi møder tidligt i romanen Per Finland, som hun har et forhold til i sabbatperioden efter gymnasiet, hvor hun bor hos sine forældre. Forholdet virker som om det er bygget på tilfældigheder, og det virker ret seksuelt, men det bliver også en stor tryghed for hende. Da hun, af ukendte grunde, ikke har interesse i at have et nært forhold til sine egne forældre, knytter hun nemlig et bånd til svigerforældrene, som tager hende til sig som deres egen. Hun føler sig tryg og veltilpas i deres hjem. "Jeg havde en striktrøje på, jeg havde fået af Ruth. (...) Jeg følte mig godt tilpas i den" (s. 65) Hun flytter, sammen med Per, ind i svigerforældrenes ombyggede staldbygning, og de to unge mennesker får der mulighed for at fordrive tiden sammen og sove langt op ad dagen, som de gør sig meget i. Tiden hos Per i staldbygningen, når hendes egne forældre ikke engang at opleve, hvilket indikerer, at hun ikke kan finde sig ordentlig til rette og at hun derfor flytter en del. Der vendes gentagne gange tilbage til tiden sammen med Per, og det lader til, at han har haft en større betydning for hende, end hun vil indrømme. Hun er ikke god til at tage beslutninger, og hun nævner flere gange, at hun ikke rigtig ved hvad hun skal gøre af sig selv. Hun har derfor en tendens til at lade sig stærkt påvirke af andres holdninger og værdier, som da hun pludselig påtager sig ønsket om at blive lærer, ligesom sine nye forbilleder; dansklærersvigerforældre. Efter mødet med Pers fætter, Lars, indleder hun en affære med ham – hjemme hos Per: "Da Per gik på toilettet, kyssede vi hinanden en gang til." (s. 86) Her kommer forfatterens typiske, underspillede tragikomik til udtryk, hvor man som læser ikke helt ved, hvad man skal synes om denne episode. Det er åbenbart ganske naturligt for en ung og nysgerrig kvinde, bare at lade ting ske, men hun synes ikke at reflektere videre over konsekvenserne. Efter at have indledt en affære med Lars, kaster hun sit forhold med Per væk, som var det en papirflyver. " - Jeg kan heller ikke holde ud, at vi er så unge. Vi er alt for unge. - Til hvad? - Til alt muligt. Til det her. Vi går jo bare og venter på, at det går i stykker" (s.96) Hun sårer ham dybt, men det lader ikke umiddelbart til, at hun selv føler anger eller sorg over bruddet. Hun tager her et initiativ, og som læser begejstres man næsten, da hun tager af sted med den ternede kuffert, som om hun nu har fundet et mål. Det har hun måske også, for kort tid efter flytter hun ind hos Lars.

Efter at have boet på klubværelse med Lars og oplevet bylivet i Haslev, forsøger hun dog igen at opsøge ekskæresten Per, men han er stadig såret og ønsker ikke at være i kontakt med hende.

Dette forsøg gør hun dog først, da hendes forhold med Lars også er ved at krakelere. Der danner

Side 6

[navn fjernet], Analyse og fortolkning af Helle Helles Dette burde skrives i nutid 6 sig lige så stille et mønster af en pige, som usikkert påtager sig andres holdninger og værdier, fordi hun ikke selv er i besiddelse af nogen, men i den grad også et mønster om en pige, som har en tendens til også at smitte af på sine omgivelser med sine uhensigtsmæssige egenskaber og vaner.

Lars kan ikke selv finde ro og mening med tilværelsen, fordi Dortes dovenskab, rastløshed og manglende målrettethed smitter kraftigt af på ham, ligesom det gjorde på Per. "- Jeg kan ikke byde dig det her, sagde han. - Hvordan mener du? sagde jeg. - Det her. Det er jo ikke et liv. Du går bare her, og så går du ud i køkkenet. (...) -...Jeg var næsten i Fakse i forgårs." (s. 119) Det virker urealistisk at være både doven og rastløs på samme tid, men det formår hun faktisk at være, hvilket kommer kraftigt til udtryk senere i romanen, i bungalowen, hvor hun konstant ligger søvnløs pga. sine stressende tanker om alt, hvad hun syntes, hun burde gøre, men sjældent får taget sig sammen til. Til trods for sine uendelige forsøg på at skifte stil, sætte håret op og gøre sig mere til for Lars, sin nye elsker, bliver hun stillet overfor et hidtil ukendt fænomen: at blive afvist.

Lars går fra hende og finder en ny kæreste. Dette får hende dog ikke helt ned med flaget. Det udløser fortvivlelse og tårer, men hun fortsætter blot med at slentre hen ad den samme ligegyldige vej, som ikke umiddelbart fører noget bestemt sted hen. Livet i Haslev er det sidste, vi hører, at hun oplever, inden hun flytter til Glumsø.

Dorte har tilsyneladende en magisk tiltrækning på de omgivende hankønsvæsener. Dette kommer bl.a. til udtryk, da hun kommer til at være sammen med kørelæreren, som hun og Lars deler køkken med i Haslev, mens hun stadig er i forholdet med Lars: "Kørelæreren kiggede på mig, og så så jeg ham for længe i øjnene. (...) Søndag morgen skammede jeg mig sådan, (...) jeg kunne ikke engang lide den kørelærer." (s. 107) Han er blot et af mange ofre for hendes grådighed og søgen på bekræftelse. I hendes uofficielle separation med Lars indleder hun et overfladisk forhold med ham fra Egøje, som også bor i bygningen, som godt nok ”også” har en kæreste. De forærer hinanden dyre gaver, men de kan ikke finde ud af at opfylde hinandens behov. Det peger på, at Dorte ikke selv ved hvad hun ønsker og har behov for, og det peger igen på, at hun også gør sine omgivelser usikre. I Glumsø indleder hun igen en seksuel affære med en optaget mand; Den lyshårede Kurt fra billetkontoret, som bor lige overfor Dortes bungalow. Dorte har endda mødt hans kæreste, men lader sig ikke påvirke af dette. Hun vælger at nøjes. Dette forhold er også uden kærlighed og lidenskab. "... vi dunkede mod lamellerne. Ellers var der ingen forbindelse mellem os."

(s. 110) Hun formår endda også, ved et uheld, at tiltrække Lars’ storebror Leon, da hun en aften alene i byen drikker sig for fuld i whisky, som hun faktisk slet ikke bryder sig om, i et forsøg på at skabe et nyt jeg – pænere, poleret glansbillede. Hun vælger dog at vige bort fra ham, og her sejrer fornuften for en gangs skyld hos hende. Som læser venter man nu igen spændt på en udvikling eller initiativer fra Dortes side, som kan føre til en positiv fremgang. Dette er dog desværre en smule forgæves. Et sted, hvor vi dog sjældent fornemmer noget negativt, er ved beskrivelserne af hendes og andres udseende samt de seksuelle akter. Der beskrives ganske vist en humoristisk situation ved et spisebord "... Vi kom ned på gulvet og ind under en af stolene, den væltede, vi hev og flåede, mit ben stod i luften som en hvid stolpe." (s. 110) men vi ved ikke om hun rent faktisk

Side 7

[navn fjernet], Analyse og fortolkning af Helle Helles Dette burde skrives i nutid 7 finder dette morsomt og spændende eller akavet og pinligt. De fleste andre ting, hun møder i sin hverdag føles næsten skamfulde; hendes usunde madvaner, som gør det svært for hende at holde en normal vægt, det ustabile vejr, den lange vej til København, sine sovevaner og søvnløshed, sin kedsomhed i bungalowen, de mislykkede forsøg på at være kreativ med gardinet, vaske tøj og lave mad. Hun kritiserer endda sin skrivning, selvom det faktisk tidligere gik ret godt med den, og hun vælger at overse det faktum, at hun faktisk har haft succes med at skrive festsange for andre, og at hun rent faktisk er ret dygtig til noget. Hun er simpelthen ikke selv klar over, hvad hun vil med sit liv og sin tilværelse, og hun er derfor ikke længere i stand til at nyde hverken sin mad eller sit job.

"Jeg var holdt op med at sidde ved klapbordet og spise, jeg kunne ikke nyde maden umiddelbart foran vinduet." (s. 88) Noget andet hun heller aldrig omtaler som negativt, er digter Hase. Det er som om, han vækker noget i hende, både jalousi og positive følelser. Han frembringer en form for inspiration i hende, og hun indser, at selv om man er droppet ud af den uddannelse, som familien og samfundet helst så én gennemføre, så er det stadig muligt at blive til noget – i hvert fald er der, i hendes tilfælde, chancer inden for skrivningen, som hun rent faktisk er god til. Hun føler sig faktisk hjemme i hans selskab: "... jeg følte mig hjemme og lettet, nu vi igen var alene" (s. 159) Hvis der findes en udvikling i romanen, så er det en udvikling Hase frembringer i hende. Det er ikke en stor udvikling, men man kan fristes til at tro, at han tænder et håb i hende og ændrer hendes syn på livet en lille smule.

Vi møder allerede i starten af romanen tante Dorte, som hovedpersonen er opkaldt efter, og som hun har et tættere forhold til, end hun har til sine forældre. Tanten er som en slags erstatningsforældre til Dorte, da hun ikke selv har børn, men hun har ikke ligefrem god indflydelse på Dorte. Tanten har nemlig et endnu mere flygtigt forhold til kærlighed og til mænd, og det er tydeligt at se, hvor Dorte har dette samt sine flyttevaner fra. De har åbenbart skabt sig en ide om, at det er muligt at lægge fortiden bag sig ved fysisk at flytte væk fra ”gerningsstedet” og hen til noget bedre. Ligesom Dorte har tanten også en accepterende holdning til sine kærlighedsforhold og til opløsning af disse. Tanten er et godt billede på, hvordan Dorte selv kan ende som 45-årig, hvis hun ikke ændrer karakter; ulykkelig, ustabil og deprimeret. I takt med at man fornemmer en lille snert af udvikling hos Dorte, forværres tantens tilstand, og til sidst indlægges hun på hospitalet pga. angst og depression.

Personlig fortolkning af romanens tematikker

Søvnen har en stor betydning for Dorte, da det er den, der giver hende mulighed for at flygte fra alle de såkaldte problemer; konflikterne i hendes hoved. Hun er frustreret over ikke at kunne sove om natten, og har fået til vane at sove midt på dagen. De få tidspunkter, hvor hun nævner, at hun sover bedre end normalt, er efter de sociale og fysiske kontakter hun en sjælden gang imellem har haft med omverden. Da parret i regntøjet, som hun giver husly, overnatter hos hende, føler hun, at hun sover tungt. Og det samme oplever hun, efter mødet med Hase i Scala. Hun er ikke længere et særlig socialt menneske, efter hun er flyttet for sig selv, og hun lader til at finde sig fint tilpas, i sit eget selskab og i sin egen verden. Men måske er dette blot en facade. Måske længes hun i

Side 8

[navn fjernet], Analyse og fortolkning af Helle Helles Dette burde skrives i nutid 8 virkeligheden efter tegn fra omverden, en gribende hånd, som kan hjælpe hende på rette spor.

Det sætter tankerne i gang hos hende, når hendes ensomhed forstyrres af en udefrakommende instans, og hun reflekterer skjult over sit liv, og over erkendelsen: ”… løftede hænder kunne få en til at føle sig ønsket, nærmest som noget særligt, selv om man ikke var det”. (s. 138) I virkeligheden omhandler romanen måske dette lysløse råb om hjælp, som ingen kan høre. "Når jeg satte hænderne for ørerne, susede det som en hel strandbred. Det var der ikke noget sygeligt i. Men jeg havde et lille sug under brystbenet, det føltes som hjemve." (s. 64)

I romanen hører vi rigtig meget om tog og busser. Dorte bor sågar klods op af togskinnerne i Glumsø, hvor hendes rastløse tanker og hendes sexakter med Kurt forstyrres af de forbi kørende tog. Omverdenen og det levende omkring hende suser simpelthen forbi hende, uden hun har nogen mulighed for at stoppe det. Hun lader tiden flyve af sted, som var den en byrde, og hun forsøger ikke at indhente noget som helst. Hun beskriver endda sit forhold med Per som et transportmiddel: "Jeg tænkte på at sidde i en bus med hænderne i skødet og på at stige af." (s. 97) Hun mangler simpelthen gennemslagskraft overfor sig selv: ”… jeg kiggede i bladene fra biblioteket. I et af dem var en artikel (…) under overskriften: Rygrad som en snegl. Der var noget galt med den sætning (…)” (s. 72) Der er netop noget med en sætning, da hun jo selv er klar over, at den er ret beskrivende for hendes egen person. Hendes ubeslutsomhed er med til at fremmedgøre hende fra sig selv. Hun ved ikke længere, hvem hun er, og hun kan ikke finde ud af, hvilke råd hun skal lytte til og følge, så hun vælger blot at forholde sig passiv, og hun gør et ganske sølle forsøg på at lappe tingene sammen igen: "… tinkruset, det stod på bordet med nogle grene i.

(...) jeg smed grenene ud og tørrede kruset af, jeg gik ind og lagde det i kufferten, så begyndte jeg at græde. (...) Ikke så længe efter pakkede jeg ud igen, jeg lagde alting på plads. Jeg plukkede to nye grene af nede i baggården i tusmørket." (s. 121). Hun pakker altså sin kuffert og er klar til at forlade Lars, men fortryder hurtigt igen. Hun svækkes kraftigt af sin egen ubeslutsomhed, som efterfølger hende hver eneste dag: "Først rystede jeg på hovedet, men så steg jeg alligevel på, (...)

mens toget langsomt satte i gang, så sprang jeg ned på perronen igen." (s. 17) Hun tager toget frem og tilbage imellem Glumsø og København, for at lede efter sin identitet. Hun oplever endda, at have tabt sin hukommelse på vejen, og må tilbage og finde sig selv igen. Hun gennemlever en længerevarende identitetskrise, hvor hun simpelthen hverken har drømme eller livsprojekt. Hun formår kun at skabe kortvarig glæde ved sine affærer og alle sine impulskøb. "Jeg forstod ikke, hvor alt det tøj kom fra. Jeg kunne ikke huske, at jeg havde købt så meget." (s. 5) Hun er ikke bevidst om sine egne forcer og svagheder, og hun kan derfor ikke bruge dem til at danne sin personlighed. I sin fremmedgørelse for sig selv, opnår hun desværre også en fremmedgørelse fra andre omkring hende.

Romanens titel Dette burde skrives i nutid kan fortolkes som om hele romanen lige så godt kunne være skrevet i nutid. Den er nemlig opbygget fuldstændig som den sceniske fortælling, hvor læserne, eller tilskuerne, ser på, hvad der sker foran os – som på en scene ved en teaterforestilling. Der er nutid. Det kan ske i den virkelige verden; en ung pige med identitetskrise.

Side 9

[navn fjernet], Analyse og fortolkning af Helle Helles Dette burde skrives i nutid 9

Det er virkeligheden og den bør skrives i nutid. [15]

Romanens slutning, som også inddrager romanens titel, kan indikere, at der ikke er sket en ændring eller udvikling. Især den sidste sætning peger på dette: ”Dette burde skrives i nutid. Jeg skrev ikke.” (s. 159) Det ikke at skrive kan betyde at der stadig ikke er håb eller drømme på spil om en forfatterkarriere og et livsprojekt. Det kan også have den modsatte betydning; at hovedpersonen er stoppet med at se tingene udefra, og faktisk er begyndt at leve livet i stedet for kun at skrive om det.

Minimalisme og dens effekt på læseren

Minimalismen var oprindeligt en kunstretning, der opstod i begyndelsen af 1960'erne. [16] Der søgtes at skabe en forenklet type kunst med en reduktion af alle former for virkemidler. Dette skulle være med til at gøre tilskueren eller læseren opmærksom på, at man netop kun er fluen på væggen, og man derfor selv må lægge betydning i tekst og kunstværk. [17]

Den nye litterære genre er utrolig svær at læse og forstå, da den i sig selv er meget simpel, konkret og direkte, men fordi den er fuldstændig glatbarberet for fyldstof, er det netop alle de tanker, vi ikke får beskrevet, der er i fokus. Man er derfor nødsaget til at interessere sig for alt det, der ikke bliver sagt og gjort. Et typisk træk for minimalistiske tekster er den sceniske fortællemåde med mange replikker og specifikke ydre beskrivelser af handlinger, som hele romanen er bygget op om.

Dette sætter en hel masse tanker i gang hos læseren, og man kan nu selv digte videre på historien.

Minimalistiske fortællinger er ofte opbygget omkring flygtige, spinkle historier men med en besynderlig sindsro på overfladen. Dette ses tydeligt i Dette burde skrives i nutid, hvor det stormende kaos i hovedpersonens indre afdæmpes i form af denne minimale fremlæggelse af konflikten. Den manglende information skaber altså en kreativ læsning og man skal derfor også selv gætte sig til, hvordan forholdet er mellem personerne, og hvorfor handlingerne og reaktionerne finder sted som de gør. [18]

Manglen på adverbier og adjektiver kan derfor være meget forstyrrende, og det kan både være positivt og negativt, at man hele romanen igennem må stille sig selv en masse spørgsmål. Den enkle stil er ofte set i en række 90'er-forfatterskaber, og denne minimalistiske, komprimerede stil er generelt meget kendetegnet for hele Helle Helles skrivestil, som også kan være en blanding af lyrik og prosa. [19]

Det spændende ved Helle Helles minimalisme er dog, når hun vælger at bryde med den minimale fremstilling, som når hun en gang imellem diskret lukker os ind i hovedpersonens tanker: "... hun havde ikke en tanke i sit hoved." (s.78) Det kan i første omgang virke en smule kedsommeligt at læse en hel roman i denne form, da man ikke får meget foræret i forhold til personernes indre følelser og refleksioner. Sproget kan synes

15

Interview, Politiken

16

Litteraturens Veje (iBog)

17

Litteraturens Stemmer s. 221.

18

UCC publikation om minimalisme

19

Litteraturens Veje (iBog)

Side 10

[navn fjernet], Analyse og fortolkning af Helle Helles Dette burde skrives i nutid 10 usammenhængende og køligt og man kan let komme til at savne variation. Som læser er det derfor svært at forblive fastholdt, hvis man ikke hele tiden er klar til at grave dybere ned i teksten.

Man skal netop læse romanen med henblik på at tolke alt, hvad der bliver opgivet, og ikke som afslappende ”godnatlæsning”. Der kan opstå et stort behov hos læseren for at få et større indblik i fortællingens personer og deres indre værdier og holdninger, og det er ikke altid, man opfanger de små signaler første gang. Man skal virkelig grave dybt i de små handlinger og replikker for at finde budskab og tema.

Alt i alt er romanen Dette burde skrives i nutiden spændende og fangende roman, men personligt savner jeg flere refleksioner og indre reaktioner, som er med til at give et større indblik i fortællingens personer.

Der hersker ingen tvivl om, at Helle Helle er en dygtig, og måske ligefrem genial forfatter, der forstår at mestre sprogets færdigheder, men samtidig er jeg skræmt af den minimalistiske, afgnavede stil, som tvinger hjerneprocessen i gang for alvor.

Side 11

[navn fjernet], Analyse og fortolkning af Helle Helles Dette burde skrives i nutid 11

Litteraturliste

WEB

Forfatter

http://www.hellehelle.net

Wikipedia (om Helle Helle)

http://da.wikipedia.org/wiki/Helle_Helle

Litteratursiden

http://www.litteratursiden.dk/forfattere/helle-helle

Mungo Park teater

http://www.mungopark.dk/mungo-park-saetter-helle-helle-paa-scenen.html

Interview med forfatteren, Politiken

http://politiken.dk/kultur/boger/ECE1243430/nu-skriver-helle-helle-om-drama-og-sex-med-dsb-

mand-i-billetsalget/

Publikation, Center for Undervisningsmidler, 2010, København

http://www.ucc.dk/public/dokumenter/CFU/Fagene/Dansk/minimalisme.pdf

Litteraturens Veje (iBog), 2010, Johannes Fibiger oh Gerd Lütken

Minimalismen og de korte genrer:

http://litteraturensveje.systime.dk/index.php?id=313

Leksikon:

http://litteraturensveje.systime.dk/index.php?id=333&tx_systimeglossary_pi1[character]=m&cHa
sh=67d4caca8d177b60da766ccf951ecc72

BØGER (ufærdig liste)

Litteraturens Stemmer, ??

Nye øje at se med, 2006, Rasmus Grøn og Stine Jakobsen

Litteraturens Veje, 2001, Johannes Fibiger og Gerd Lütken