Giv os Nørrebro tilbage af Pia Kjærsgaard

Side 1

STX 3.g

3.F Skanderborg Gymnasium Dansk Aflevering d. 25/9-2016

1/5

Politisk kommunikation

Er indvandring en trussel eller en gevinst for vores samfund og de vestlige værdier? Denne debat bygger på værdipolitiske anskuelser af vores samfund, og forestillinger om hvordan kulturer skal forenes. Er Danmark bedst tjent med et homogent eller et multikulturelt sam-fund? Pia Kjærsgaard tager stilling til netop denne debat i sit ugebrev ”Giv os Nørrebro til-

bage” bragt d. 24/11-2003 på Dansk Folkepartis hjemmeside, hvor hun sætter fokus på

ændringen i Nørrebros befolkningssammensætning med henblik på kulturelle udfordringer, som er opstået pga. muslimer.

Pia Kjærsgaard gør i sit ugebrev ”Giv os Nørrebro tilbage” rede for forandringen af Nørrebro.

Hovedsynspunktet i ugebrevet er, at Nørrebro har forandret sig fra at være tolerant til at være intolerant grundet muslimernes tilstrømning til Nørrebro. I ’erne bestod Nørrebro primært af solide arbejderfamilier samt nogle skæve eksistenser. Pia Kjærsgaard påpeger, at der var en stor rumlighed i samfundet. Hun anskuer, at der ikke længere er den samme tole-rance med plads til forskellige religiøse og seksuelle orienteringer, hvilket som nævnt skyldes muslimerne. Dette anføres i følgende udsnit fra ugebrevet: ”Og hvor islam går ind, går toleran-cen ud” (l. 21). Hun erklærer altså, at muslimerne er skyld i Nørrebros negative udvikling med manglende tolerance og respekt. Den implicitte hovedpåstand er derfor liggende i forlængelse heraf; at man ved at stemme på Dansk Folkeparti får strammet op på indvandrin-gen, således at det gamle Nørrebro måske kan overtage igen. Dette ses tydeligt i tekstens slut-ning: ”Herhjemme vil vi så i mellemtiden arbejde på at få Nørrebro tilbage” Her henviser Pia Kjærsgaard til Dansk Folkepartis indvandrerpolitik.

Ydermere underbygger Pia Kjærsgaard sin hovedpåstand ved at referere til en oplevelse, hvor hun skjulte sig i en bank, fordi nogle indvandrere kastede sten efter hende. Yderligere hen-viser Kjærsgaard til Gay Pride, hvor det muslimske broderskab kastede sten efter homosek-suelle, som kom forbi Nørrebro under optoget. Kjærsgaard pointerer med disse historier, at muslimer er intolerante og respektløse. Slutteligt påpeger Kjærsgaard ironien ved Ole Esper-sen og Beate Wincklers antagelse om, at EU’s rapport er en udhængning af muslimer. Det fremhæves, at Kjærsgaard er i konflikt med EU’s beskyttelse af muslimer, idet hun anser mus-limer som værende diskriminerende over for jøder.

Side 2

3.F Skanderborg Gymnasium Dansk Aflevering d. 25/9-2016

2/5

Argumentationen er bygget op omkring en fremmedfjendsk diskurs ud fra nodalpunkterne det gamle Nørrebro og det nye Nørrebro. Fokus er kulturelle udfordringer, skabt af ind-vandring fra muslimske lande. Der opstilles en klar antagonisme med de vestlige værdier overfor muslimske værdier. Pia Kjærsgaard beskriver i tekstens indledning de vestlige vær-dier; som er præget af, respekt, højt til loftet, masser af tolerance, solide og ordentlige arbejderfamilier og en herlig københavnsk blanding. Denne ækvivalenskæde står i skarp kon-trast til den måde, hvorpå Kjærsgaard fremstiller de islamistiske værdier: lavt til loftet, lum-mert, hysteriske stenkastede autonome og andengenerationsindvandrere og intolerante. Der fokuseres på en os-dem distinktion, hvor andre opfattelser fortrænges og udelukkes. Det ses allerede i tekstens indledning: ”For os, der er vokset op i København i 50erne og 60erne står Nørrebro i et særligt skær”( l.1). Dette aspekt gør Kjærsgaards budskaber og pointer mere relaterbare - og skaber samtidig et godt grundlag for identifikation hos læseren. Således bidrager distinktionen til at skabe en form for konsensus og en alliance mellem muslimer og det resterende samfund. Man kan altså argumentere for, at det er med til implicit at påpege muslimer som en særskilt gruppe fra samfundet, fordi Kjærsgaard netop taler til den danske befolkning ved brug af denne os-dem distinktion.

Pia Kjærsgaard anvender ordet ’muslim’ gentagende gange i ugebrevet. Kjærsgaard gør ordet

’muslim’ negativt ladet ved at betone det. Dette er til trods for, at ordet i sig selv er en fly-dende betegner. Kjærsgaard betoner ordet ved at anvende namecalling-knebet, og således farve ordet negativt. Det ses i teksten, når Kjærsgaard beskriver en episode, hvor hun bliver diskrimineret af muslimer. Pia Kjærsgaard beskriver muslimerne som ”hysteriske sten-kastende autonome og andengenerationsindvandrere” (l. 26). Samtidig fremstår Kjærsgaard enkeltsagsorienteret, fordi hun udpensler historier, der får muslimerne til at fremstå umoral-ske og inkompetente. Hun nævner eksempelvis en episode, hvor nogle muslimer kastede sten på hende. Hun vælger altså bevidst at undgå inddragelse af positive historier med muslimer.

Den nævnte episode indeholder narrative elementer, fordi hun netop anvender sin historie i sin argumentation – og således tydeliggøres Kjærsgaards synspunkter, og hun gør dem mere nærværende. Hun appellerer altså til patos, hvilket er med til at overbevise læserne om muslimernes negative indflydelse i samfundet. Fortællingen fungerer godt til denne over-bevisning, fordi den er svær at modargumentere. Samtidig appellerer Kjærsgaard også til lo-gos ved at påpege EU's fremlæggelse af en 112 sider lang rapport om jødehad i Europa som ikke er blevet offentliggjort, fordi den kunne opfattes som en udhængning af muslimer. Pia

Side 3

3.F Skanderborg Gymnasium Dansk Aflevering d. 25/9-2016

3/5

Kjærsgaard får dette til at fremstå grotesk ved at sammenholde det med faktummet om, at muslimer står bag angrebene på jødisk ejendom og overfald af jøder i Europa. Her taler Pia Kjærsgaard altså til læserens fornuft og rationalitet, hvilket er med til at gøre hendes argumentation troværdig. Det er dog væsentlig at påpege, at Pia Kjærsgaard overvejende an-vender patos, men netop Kjærsgaards inddragelse af få logos-elementer styrker troværdig-heden og skaber grobund for overbevisning hos læseren. Ydermere er det tydeligt, at Kjærs-gaard fremstiller muslimerne som en slags fjender, idet hun anvender syndebuk-knebet til at fremstille dem som værende intolerante. Det anvendte argumentationskneb er meget iøjne-faldende i følgende udsnit fra ugebrevet: ”Og hvor islam går ind, går tolerancen ud” (l . 21).

Samtidig kommer generaliseringsknebet til udtryk, idet hun eks. skriver følgende: ”Og en af de væsentlige årsager hertil er at Nørrebro er blevet en muslimsk enklave”(l. 19-20). Pia Kjærs-gaard generaliserer i dette tilfælde årsagen til Nørrebros udvikling. Knebet er med til at vinde tilslutning for Kjærsgaards påstand og skabe en slags gyldighed.

Desuden anvender Pia Kjærsgaard en række sproglige stilfigurer i forsøget på at få sit bud-skab igennem, og samtidig skjule svage elementer i sin argumentation. Eksempler hertil er anvendelsen af en epanastrofe: ”Ikke mindst fordi det er sandheden. Og sandheden er som be-kendt ildehørt”(l. 58). Yderligere indeholder teksten emotiver som eksempelvis ”solide og ordentlige arbejderfamilier med respekt for sig selv”(l. 8). ). Disse sproglige stilfigurer er med til at tydeliggøre Kjærsgaards påstand, og således forbedre muligheden for hegemoni.

Pia Kjærsgaards ugebrev indeholder næsten ingen gendrivelser. Kjærsgaard tager altså ikke forbehold for modparters synspunkter, og på den måde fortrænger hun andre måder at se problematikken på. Hun forsøger at skabe en hegemonisk diskurs, som netop udelukker an-dre måder at tolke Nørrebros forandring på. Dog tager Pia Kjærsgaard i slutningen af ugebre-vet højde for, at der hersker modsatrettede synspunkter til sit eget synspunkt. ”Modsat Beate Winckler og Ole Espersen er jeg af den mening, at sandheden skal frem(…)”(l. 59).

Opsummerende kan man sige, at Pia Kjærsgaard benytter sig af flere forskellige argumentationsmidler for at fremme sin påstand om, at muslimer er intolerante og respekt-løse. Ved at opstille det nutidige Nørrebro – herunder islam som antagonister overfor det gamle Nørrebro –”danskerne”, og derefter danne negative ækvivalenskæder til islam. Yder-mere anvendes udpræget patos samt en række argumentationskneb og sproglige stilfigurer,

Side 4

3.F Skanderborg Gymnasium Dansk Aflevering d. 25/9-2016

4/5

som er med til at skabe en vinderdiskurs. Man kan på baggrund af karakteristikken af argumentationsformen slutte, at Pia Kjærsgaard har en god mulighed for at vinde hegemoni.

Tilbage står en tydelig diskussion. Er indvandring fra især muslimske lande en så stor trussel for vort samfund og dets værdier, som Pia Kjærsgaard giver udtryk for? Eller kan man også modargumentere og finde, at indvandringen rent faktisk er en gevinst for vores samfund? Føl-ger man Pia Kjærsgaards synspunkt, så fremstilles muslimerne som en trussel, idet de forrin-ger respekten og tolerancen i det danske samfund.

Derimod kan man også argumentere for, at indvandringen vil kunne være til gavn for samfun-det. Man kan betragte muslimerne som en økonomisk og menneskelig ressource, og dermed en nødvendighed for de danske værdier. Dette synspunkt adskiller sig fra Pia Kjærsgaards standpunkt, fordi det har en anden vinkel. Synspunktet anskuer positive elementer ved indvandring af muslimer i stedet for de negative. Netop denne måde at forholde sig til indvan-dring på, ses hos Radikale Venstre. I modsætning til hos Dansk Folkeparti, hvor islam kom-mer til at fremstå som en klar antagonisme til det danske samfund, så er Radikales antago-nisme forsvundet. Radikale Venstres diskursive praksis er i modsætning til Dansk Folkepartis præget af positivt ladede ækvivalenskæder med ord som anerkendelse og åbenhed. Radikale Venstre ser altså indvandrere på en anden måde. De anskuer et multikulturelt samfund som værende et bidrag til Danmark og dets værdier.

79% af Radikales Venstres artikler om indvandrere indeholder positive vendinger, mens 77% af Dansk Folkepartis artikler indeholder negative vendinger. Man kan altså slutte, at Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har vidt forskellige diskurser, og afspejler to modstridende holdninger til indvandring. Med denne konstatering bliver spørgsmålet om, hvilken diskurs, der er mest etisk yderst central. Man kan argumentere for, at både Radikales og Dansk Folkepartis diskursive praksis er præget af spin og strategisk kommunikation. Begge partier fordrejer fakta til egen fordel, og kan således trumfe sine synspunkter frem. Forskellen ved partierne er, at Dansk Folkeparti udelukkende påpeger negative elementer ved indvandring, mens Radikale Venstre pointerer positive aspekter ved indvandring. Der er således ingen af de to partier som nuancerer emnet. Derfor lever de ikke op til Habermas’ gyldighedskrav, hvor forståelighed og rigtighed er idealet. Man kan altså slutte, at hverken Dansk Folkepartis eller Radikale Venstres diskursive praksis er præget af diskursetiske elementer. Man kan sige,

Side 5

3.F Skanderborg Gymnasium Dansk Aflevering d. 25/9-2016

5/5

at begge partier forsøger at etablere bestemte hegemoniske diskurser om bestemte emner ved brug af spin og strategisk kommunikation.

Diskussionen står stadig tydeligt tilbage. Gavner eller laster muslimsk indvandring vores sam-fund og vestlige værdier? Pia Kjærsgaard iscenesætter indvandring som en stor trussel ved at opstille en negativ og invandrerkritisk diskurs. Pia Kjærsgaard opstiller en klar antagonisme mellem danske og muslimske værdier. Kjærsgaard anvender en række argumentationskneb og stilfigurer til at gøre sin påstand om, at muslimerne er skyld i den negative ændring på Nørrebro mere troværdig. Desuden fremmer hun sin troværdighed gennem brug af patos.

Samtidig indeholder ugebrevet meget få gendrivelser, og på den måde fortrænges andre må-der at se emnet på – således forsøger Kjærsgaard at skabe en hegemonisk diskurs. Pia Kjærs-gaards ugebrev indeholder alt i alt en række virkemidler, som belyser en vinderdiskurs. Dog kan man diskutere hendes påstande og synspunkter, og i stedet finde argumenter for gevin-sten ved indvandring. Der findes mange samfundsmæssige fordele herved, bl.a. større mangfoldighed og økonomisk vækst. Det er altså svært at udpege, hvilken politisk diskurs, der endeligt vinder hegemoni i samfundet, og dermed hvilken diskurs der udgør den sociale prak-sis. Slutteligt kan man også diskutere, hvilken diskurs der er mest etisk korrekt. På baggrund af min diskussion kan man slutte, at hverken Dansk Folkeparti eller Radikale Venstre lever op til Habermas’ gyldighedskrav og idealer for en ”etisk korrekt diskurs”.