Socialpsykologi

Her kan du få et kort overblik over de centrale begreber inden for socialpsykologi.

Hvad er socialpsykologi?

• Socialpsykologi er en gren af psykologien, som har fokus på at undersøge, hvordan mennesker handler i sociale sammenhænge, og hvordan forskellige sociale situationer kan påvirke individers adfærd.
• Socialpsykologien har et vist overlap med sociologien. Man kan dog sige, at sociologien typisk har et bredere fokus, mens socialpsykologien i lidt højere grad dykker ned i de psykologiske mekanismer hos individer.

Gruppepsykologi

• Gruppepsykologien beskæfter sig med menneskers opførsel som del af eller på tværs af grupper af forskellige typer.
• Grupper kan inddeles i forskellige typer. Bemærk at den enkelte gruppe sagtens kan leve op til flere af definitionerne nedenfor og fx både kan være sekundærgruppe og formel gruppe.
  • Primærgrupper er præget af nære personlige relationer, eksempelvis den nære familie. Sekundærgrupper er typisk mere opgave- eller formålsorienterede og mindre personligt nære, eksempelvis et arbejdshold. Hvor ofte man mødes, afgør ikke alene typen; den samme gruppe kan rumme både nære og formelle relationer.
  • Formelle grupper er grupper, som er officielt dannet med et bestemt formål (fx en skoleklasse). Uformelle grupper er grupper, som har samlet sig mere naturligt (fx en vennegruppe).
  • Medlemsgrupper er grupper, som man selv er medlem af. Referencegrupper er grupper, som man bruger som målestok for egne vurderinger og normer. De kan være forbilleder eller modbilleder, og man behøver ikke være medlem.
  • Indgrupper er grupper, som man oplever at høre til og identificerer sig med. En udgruppe er en gruppe, man ikke oplever at høre til. Der kan opstå rivalisering eller konflikt, men modsætning og fjendtlighed er ikke nødvendige dele af definitionen.
• Gruppepres er påvirkning fra en gruppes forventninger eller reaktioner, direkte eller indirekte, som kan trække personen mod en handling eller holdning. Tilpasningen kan også stemme med personens egen overbevisning; konflikt med egne normer er ikke nødvendig.
• Gruppetænkning betegner en risiko for, at ønsket om enighed svækker en gruppes kritiske vurdering af alternativer. Gruppen tager ikke nødvendigvis dårligere beslutninger end enkeltpersoner. Undersøg, om tvivl bliver undertrykt, og hvordan beslutningen faktisk bliver til.
  • Gruppepolarisering betyder, at en tendens i gruppens holdninger bliver stærkere efter gruppediskussion. Det er et andet begreb end gruppetænkning: Det ene angår holdningernes retning og styrke, det andet en beslutningsproces med svækket kritik.
  • Massehypnose er en betegnelse fra ældre forestillinger om menneskemasser. Brug den ikke som en sikker forklaring på, at mennesker mister kontrollen. Undersøg i stedet konkrete normer, følelsesmæssig påvirkning, ansvar og situation; deltagere i en menneskemængde kan handle forskelligt.
• Gruppepsykologien er også interesseret i at studere mekanismerne bag mobning, hvor man blandt andet kan skelne mellem gruppepsykologiske og individualpsykologiske forklaringer på, hvorfor folk mobber.
• Intergruppekonflikter er konflikter mellem grupper. Nogle af de mest berømte socialpsykologiske eksperimenter med intergruppekonflikter er Muzafer Sherifs Robbers Cave-eksperiment og Henri Tajfels minimalgruppeeksperimenter.
• Inden for gruppepsykologien kan det også være relevant at studere de sociale roller, som personer indtager i forskellige sociale situationer eller som medlemmer af forskellige grupper.
• Familien kan undersøges som en gruppe. En typologi skelner eksempelvis mellem hensyn til fællesskab og individualitet og giver de følgende fire betegnelser. Det er en analytisk model, ikke en diagnose af en familie eller en udtømmende beskrivelse af alle familier.
  • Teamfamilien er præget af stort hensyn til både fællesskab og individualitet. Familien har både godt sammenhold og plads til, at de enkelte medlemmer har egne interesser og projekter.
  • Den patriarkalske familie er præget af stort hensyn til fællesskabet men mindre hensyn til individualitet. Familien er typisk organiseret omkring en autoritetsfigur, som tager de fleste beslutninger på familiens vegne.
  • Svingdørsfamilien er præget af et stort hensyn til individualitet men et mindre hensyn til fællesskabet. De enkelte familiemedlemmer er mest fokuseret på deres egne interesser og der er ikke det store sammenhold.
  • Det sociale akvarium betegner i denne typologi en familie, hvor både fælles aktiviteter og støtte til de enkelte medlemmers interesser fylder lidt. Beskriv konkrete relationer og rutiner; betegnelsen giver ikke i sig selv en forklaring på, hvorfor forholdene er sådan.

Kommunikation

• Socialpsykologien beskæfter sig også med de psykologiske mekanismer, som er på spil i kommunikationen mellem mennesker.
• Grundlæggende kan man skelne mellem to kommunikationstyper: Verbal kommunikation og nonverbal kommunikation.
  • Verbal kommunikation dækker over, hvad vi siger eller skriver til hinanden.
  • Nonverbal kommunikation dækker over alle de andre elementer, som kan bidrage til kommunikationen. Det kunne fx være tonefald, mimik og kropssprog.
• En kommunikationsmodel inspireret af Friedemann Schulz von Thun skelner mellem faktuelt indhold, relation, selvfremstilling og appel. Modellen giver fire spørgsmål til samme ytring. Du skal vise, hvilke ord eller handlinger der støtter din læsning; alle fire aspekter er ikke nødvendigvis lige tydelige.
  • Det faktuelle niveau dækker over, hvilken information som bliver kommunikeret.
  • Relationsniveauet dækker over, hvordan kommunikationen bruges til at markere relationen mellem parterne.
  • Selvfremstillingsniveauet dækker over, hvordan man bruger kommunikationen til at fremstille sig selv på en bestemt måde. Selvfremstillingen kan enten være tilsigtet eller utilsigtet.
  • Appelniveauet dækker over, hvordan kommunikationen bruges til at opfordre den anden part til at handle på en bestemt måde.
• Transaktionsanalyse er en måde at analysere kommunikation på, som er baseret på en tanke om, at hver part i samtalen bruger bestemte dele af deres personlighed i bestemte sammenhænge.
• Konflikter mellem mennesker kan også forklares psykologisk. Her skelner man ofte mellem to konflikttyper: Divergerende konflikter (hvor parterne vil noget forskelligt) og konvergerende konflikter (hvor parterne er uenige om fordelingen af en begrænset ressource).
  • Konflikttrappens syv trin kan bruges som en model for optrapning, eksempelvis fra uenighed til personangreb og fjendebilleder. Virkelige konflikter behøver ikke følge hvert trin eller en fast rækkefølge. Undersøg også det, der dæmper konflikten.
• Attribution er fortolkning af årsager til egne og andres handlinger. Forklaringen kan inddrage personfaktorer, situationsfaktorer eller et samspil; den behøver ikke tilskrive et fast personlighedstræk. Attribution er et vigtigt redskab til at finde rundt i det sociale liv, men attribueringsfejl kan dog let skabe misforståelser eller konflikter. Attribution kan være baseret på personfaktorer eller situationsfaktorer (eller en kombination).
  • Når man attribuerer ud fra personfaktorer, forklarer man handlingen gennem forhold hos personen, eksempelvis mål, evner, hensigter eller personlighed (fx “han virker som en sur type”).
  • Når man attribuerer ud fra situationsfaktorer, ser man personens handling som en reaktion på den situation, som han/hun er placeret i (fx “han må have haft en træls dag”).

Kulturpsykologi

• Kulturpsykologi er den del af socialpsykologien, som beskæftiger sig med, hvordan kulturelle tilhørsforhold og kulturmøder kan påvirke individer psykologisk.
• John W. Berrys model for akkulturation kombinerer to spørgsmål: Bevarer man sin kulturelle identitet, og deltager man i relationer til det større samfund? Det giver fire strategier: integration, assimilation, separation og marginalisering. Mulighederne formes også af majoritetens åbenhed, institutioner og diskrimination.
  • Assimilation betegner i modellen deltagelse i det større samfund med mindre vægt på at bevare den oprindelige kulturelle identitet.
  • Integration betegner i modellen både bevarelse af kulturel identitet og deltagelse i det større samfund. Den kræver også muligheder for deltagelse og gensidig tilpasning; det er ikke blot individets kompromis.
  • Separation betegner ønsket om at bevare egen kulturel identitet med begrænset deltagelse i det større samfund. Segregation betegner derimod adskillelse, som den dominerende gruppe påtvinger. Marginalisering angår svag adgang eller tilknytning til begge sammenhænge og kan hænge sammen med udelukkelse.
• Et etnocentrisk perspektiv bruger egen kultur som målestok for andre. Et kulturrelativistisk perspektiv søger at forstå en praksis i dens kulturelle og sociale sammenhæng. Forståelse er ikke det samme som moralsk accept. Undersøg personens konkrete udsagn og handlinger; perspektiverne er ikke én målt skala, som alle personer kan placeres på.
• Stereotyper og fordomme kan let opstå i forbindelse med kulturmøder, bl.a. fordi medlemmerne af en bestemt kultur ofte ender med at bekræfte hinanden i eventuelle negative eller stereotype opfattelser af andre kulturer.
• Kontaktteori undersøger, hvordan kontakt mellem grupper kan mindske fordomme. Allport fremhævede lige status i situationen, fælles mål, samarbejde og institutionel støtte som gunstige betingelser. Kontakt er ikke en automatisk kur; dens kvalitet og rammer skal undersøges.
• Kulturelle konflikter kan fx opstå, hvis et individ har svært ved at balancere sin forbindelse til et samfunds majoritetskultur (værtskulturen) og en anden hjemkultur.

Prøv begrebet på en konkret situation

I en konstrueret gruppe svarer en elev som flertallet, selv om hun privat er uenig. Det kan støtte en hypotese om normativ påvirkning. Hvis hun i stedet tror, de andre ved mere, peger begrundelsen mod informativ påvirkning.

Dit næste greb: Find den konkrete adfærd, gruppens forventning og personens begrundelse. Overvej en alternativ forklaring og spørg, hvilken yderligere oplysning der kan skelne.

Er ethvert fælles svar udtryk for gruppepres?

Nej. Deltagerne kan være nået uafhængigt til samme svar. Sammenfald alene dokumenterer ikke påvirkningsmekanismen.

Fra socialpsykologiske begreber til en begrundet analyse

Vælg en situation eller en kilde, som du kan beskrive konkret. Find dernæst et begreb, vis dit belæg, og afprøv en anden forklaring. En teori gør ikke i sig selv en person til en bestemt type, og et klassisk eksperiment er ikke en regel for alle mennesker.

Du kan bruge forklaringerne under arbejdet i faget og til at begrunde dine valg mundtligt. Vælg teorier efter din undervisning og dit materiale; en navngiven teori er ikke automatisk et nationalt prøvekrav.

1. Beskriv handlingen eller udsagnet, før du forklarer det.
2. Definér ét relevant begreb og vis forbindelsen til materialet.
3. Skeln observation, fortolkning og årsagspåstand.
4. Prøv en modforklaring, og afgræns hvad du kan konkludere.

Vælg det problem, du arbejder med

• Hvad er socialpsykologi?
• Gruppetyper
• Gruppepres
• Konformitet
• Aschs eksperiment
• Gruppetænkning
• Gruppepolarisering
• Sunsteins eksperiment
• Massehypnose
• Autoritet og lydighed
• Radikalisering og ekstremisme
• Mobning
• Robbers Cave
• Tajfels minimalgruppeeksperimenter
• Social identitetsteori
• Roller
• Frontstage og backstage
• Familie og familietyper
• Kulturmøder
• Etnocentrisme og kulturrelativisme
• Stereotyper og fordomme
• Diskrimination
• Kontaktteorien
• Kulturelle konflikter
• Albert Bandura
• David Riesman
• Hartmut Rosa
• Jane Elliott
• Philip Zimbardo
• Begreber

Trin	Spørgsmål	En faldgrube
Observation	Hvad siger eller gør personen konkret?	At skrive en gættet hensigt som en observeret handling.
Begreb	Hvilket greb forklarer den del af situationen?	At sætte mange navne på uden tekstbelæg.
Modprøve	Kunne en anden situation eller forklaring give samme tegn?	At behandle et enkelt tegn som en diagnose.
Konklusion	Hvad viser materialet, og hvad ved du stadig ikke?	At gøre et afgrænset studie til en universel lov.

Hvad er socialpsykologi?

Her kan du få et overblik over, hvad der kendetegner socialpsykologien.

Socialpsykologien har fokus på, hvordan mennesker handler i sociale sammenhænge

Socialpsykologien er en gren af psykologien, som har fokus på at forklare menneskers opførsel i sociale sammenhænge. En stor del af socialpsykologien er studiet af, hvordan mennesker handler i grupper, og hvilke forskellige typer af grupper, som mennesker kan samle sig i i forskellige situationer. Men socialpsykologi kan også handle om at studere kommunikation mellem mennesker eller mellem grupper, og hvilke mekanismer som kan få os til at gå fejl af hinanden og ende i konflikter.

I bredere forstand kan man også se kulturpsykologien som et aspekt af socialpsykologien. Her er der fx fokus på at undersøge, hvordan kulturmøder påvirker mennesker psykologisk, eller hvilket psykologisk pres det kan medføre, hvis man tilhører en minoritetskultur i et samfund med en anderledes majoritetskultur.

Socialpsykologi eller sociologi?

Hvis man ser på emner, begreber og teoretikere, er der et vist overlap mellem socialpsykologien (en del af kernestoffet i Psykologi) og sociologien (en del af kernestoffet i Samfundsfag). Hvis du har begge disse fag, kan du altså godt opleve noget overlap i de teorier og begreber, som du bliver sat til at arbejde med i undervisningen.

Hvis man alligevel skal forsøge at skelne lidt mellem de to områder, så kan man sige, at socialpsykologien typisk har lidt mere fokus på de psykologiske mekanismer hos det enkelte individ i den sociale gruppe, mens sociologien ofte har et lidt mere kollektivt fokus på de mekanismer, som kendetegner den samlede adfærd i en given gruppe. Det er dog ikke nogen skarp skelnen, så du kan også finde analyser af samlet gruppeadfærd i socialpsykologien og analyse af enkeltpersoners reaktioner i sociologien.

Når socialpsykologi og sociologi mødes i en opgave, skal du vise, hvilke spørgsmål og forklaringsniveauer du bruger. Vælg tilgangen ud fra den konkrete problemstilling.

Gruppetyper

Grupper kan beskrives på flere måder. Her skelner vi mellem nære og opgaveorienterede relationer, formel organisering, medlemskab, referencegrupper og oplevet tilhørsforhold.

Fire måder at opdele grupper på

Nedenfor vil vi præsentere fire forskellige måder at opdele grupper på. Bemærk at disse fire opdelinger går på tværs af hinanden, så en gruppe kan fx godt både være en primærgruppe og en uformel gruppe, eller både være en referencegruppe og en formel gruppe.

Det er også vigtigt at være opmærksom på, at de to første opdelinger er baseret på selve gruppens karaktertræk, mens de to sidste opdelinger er baseret på, hvordan man som person er orienteret i forhold til gruppen.

Primærgrupper vs sekundærgrupper

Først og fremmest kan man skelne mellem primærgrupper og sekundærgrupper.

Primærgrupper er grupper, som er kendetegnet ved, at personerne i gruppen har en tæt kontakt i hverdagen og hvor hvert medlem i gruppen spiller en stor rolle i de andres personlige liv. Det mest typiske eksempel på en primærgruppe er den nære familie, hvor gruppens medlemmer ofte bor under samme tag, tilbringer en meget stor del af deres hverdag sammen, og generelt er dybt involverede i hinandens liv.

Hvis man er meget tæt med nogle af sine venner, kan vennegruppen også udgøre en primærgruppe. Hvis man har et arbejde, hvor man tilbringer lange perioder sammen med en gruppe kollegaer og også deler fritiden med dem (fx som udsendt soldat eller på et skib eller en boreplatform), så kan kollegagruppen også udvikle sig til en primærgruppe.

Tilsvarende kan ens klasse på efterskolen måske let udvikle sig til en primærgruppe, fordi de bliver en del af ens hverdag på en anden måde end en almindelig skoleklasse ville gøre det (det er også med til at forklare, at mange har en særlig voldsom følelsesreaktion, når de stopper på efterskolen).

Sekundærgrupper er kendetegnet ved, at gruppens medlemmer ikke har et nær så tæt og intimt forhold til hinanden som medlemmer i en primærgruppe. Ens klasse på ungdomsuddannelsen kunne fx være et eksempel på en sekundærgruppe, fordi man normalt ikke har et tæt personligt forhold til alle de øvrige personer i klassen, men blot er bundet sammen af, at man er fælles om at deltage i undervisningen (men inden for klassen kan der selvfølgelig godt udvikle sig tætte venskaber, som får nogle af eleverne til at samle sig til primærgrupper).

Andre eksempler på sekundærgrupper kunne fx være arbejdskollegaer eller hobbygrupper, som samles om et fælles projekt eller en fælles interesse, men i øvrigt ikke er en stor del af hinandens liv.

Formelle grupper vs uformelle grupper

Formelle grupper er grupper, som er blevet designet til at tjene et bestemt formål eller udføre en bestemt funktion. Det vil typisk være helt tydeligt lagt frem, hvem gruppens medlemmer er, og hvilke regler som gælder for opførsel i gruppen. Et typisk eksempel på en formel gruppe kunne være en skoleklasse, som er en gruppe dannet med et tydeligt formål ift. at organisere medlemmernes uddannelse på en bestemt måde. Hvem der er medlemmer af gruppen fremgår også af et officielt dokument i form af klasselisten, og man kan ikke bare tilføje og fjerne medlemmer, som man selv synes.

Uformelle grupper er omvendt de grupper, som er opstået spontant, fordi folk fx har samlet sig pga. fælles interesser eller ligheder i personligheden. Uformelle grupper vil ofte opstå som en slags undergrupper i formelle grupper - fx kan der opstå nogle bestemte vennegrupper i en skoleklasse, som hele tiden opsøger hinandens selskab i frikvarterer og efter skole. Typisk vil der være et tættere forhold mellem medlemmerne i en uformel gruppe, fordi folk normalt kun er i gruppen, hvis de selv ønsker at være det - mens man sagtens kan være placeret i en formel gruppe, som man egentlig ikke bryder sig om.

Medlemsgrupper og referencegrupper

En medlemsgruppe er simpelthen en gruppe, man selv er medlem af.

En referencegruppe er en gruppe, man bruger som målestok for vurderinger af sig selv, sine valg eller sine normer. Man behøver ikke være medlem. En elev kan sammenligne sin arbejdsform med et ældre hold eller tage afstand fra en gruppe, hvis adfærd eleven ikke ønsker at følge. En referencegruppe kan derfor fungere som et forbillede eller som et modbillede. Også en fremstillet gruppe i en roman kan blive en målestok, men skeln mellem den fiktive fremstilling og en faktisk gruppe.

Vores referencegrupper spiller typisk en stor rolle ift. hvilke normer og værdier, som vi orienterer os imod. Vi kan fx hente inspiration i referencegruppen, når vi skal overveje, hvordan man bør opføre sig som elev, som lærer, som mand, som kvinde, som dansker, som englænder, som muslim, som kristen, som fodboldfan, som gamer…o.s.v.

Referencegrupper kan vække beundring, misundelse, afstandtagen eller flere følelser på én gang. Det afgørende er sammenligningen og den norm, gruppen bliver målestok for. Positive følelser er ikke et krav. Undersøg derfor, hvilken konkret gruppe personen orienterer sig efter, og hvad personen overtager eller afviser.

Medlemskab og reference er forskellige forhold. En person kan være medlem af en gruppe uden at bruge dens normer som målestok. En kategori som køn er heller ikke automatisk en konkret social gruppe; undersøg tilhørsforholdet og de faktiske relationer.

Indgrupper vs udgrupper

En indgruppe er en gruppe, personen oplever at høre til og identificerer sig med: Et “vi”. Identifikation er mere end et formelt medlemskort. Den kan knytte sig til en vennegruppe, et hold eller en social kategori.

En udgruppe er en gruppe, personen i den konkrete sammenhæng betragter som “de andre”. Skellet indebærer ikke nødvendigvis fjendtlighed eller modsatte værdier. Favorisering, stereotyper og konflikt kan opstå under bestemte forhold, men skal undersøges gennem handlinger og udsagn frem for antages ud fra gruppenavnene.

Forestillinger om en udgruppe kan være upræcise eller stereotype. Kontakt, fælles mål, konkurrence og gruppens egne fortællinger kan påvirke dem. To fodboldholds fans kan eksempelvis føle stærkt tilhørsforhold til hvert sit hold og samtidig samarbejde om en fælles aktivitet. Rivalisering og samarbejde er begge mulige; et gruppeskel forklarer ikke i sig selv vold.

Gruppens fortællinger og normer kan undersøges sammen med dens relationer til andre grupper. Gruppepolarisering er ét muligt greb, hvis materialet viser en holdningsforskydning efter diskussion.

Skeln medlemskab fra reference

Egen træning: En elev er medlem af et hold, men sammenligner sin arbejdsform med et ældre hold. Eleven tager samtidig afstand fra en anden gruppes nedladende omgangstone.

Prøv først: Hvilke grupper er medlemsgrupper, og hvilke fungerer som referencegrupper?

Forklaring: Det første hold er en medlemsgruppe. Det ældre hold er en positiv målestok, mens gruppen med den nedladende tone kan være en negativ reference. Reference kræver hverken medlemskab eller beundring.

Modprøve: En person uden relation til eller orientering mod en kategori bruger den ikke automatisk som referencegruppe. Find et konkret tegn på sammenligningen.

Prøv selv: Find selv en målestok i en tekst eller case, og vis, hvad personen overtager eller afviser.

Gruppepres

Gruppepres er påvirkning fra en gruppes forventninger eller reaktioner, som kan trække personen mod en bestemt handling eller holdning. Presset kan være direkte eller oplevet indirekte. Konformitet betegner tilpasningen; den behøver ikke altid stå i modsætning til personens overbevisning.

Gruppepres kan være særlig tydeligt, hvis de øvrige gruppemedlemmer direkte opfordrer en til at handle på en bestemt måde. Det kunne fx være en situation, hvor en skoleelev bliver kommanderet til at deltage i mobning under trussel om selv at blive mobbet, hvis han/hun nægter.

Et eksempel på indirekte pres er en klassefest, hvor en elev oplever, at alkohol er en betingelse for at høre til. Undersøg, om forventningen bliver udtrykt eller håndhævet i netop denne gruppe. Eksemplet er ikke en påstand om, at alle ungdomsuddannelser eller alle fællesskaber kræver alkohol.

Enighed i gruppen kan gøre det vanskeligt at afvige. En medspiller, der støtter et andet svar eller valg, kan ændre situationen, sådan som Asch undersøgte i sine variationer. Virkningen afhænger dog af rammerne og kan ikke bruges som en garanti for, at en person slipper for presset.

Find presset uden at gætte motivet

Egen træning: En elev får beskeden: “Hvis du ikke deler billedet, bliver du selv den næste.” Eleven deler billedet.

Prøv først: Find et konkret pres, og skeln det fra elevens eventuelle egen holdning.

Forklaring: Beskeden rummer en direkte trussel om udelukkelse eller angreb. Den kan forklare, hvorfor delingen sker under pres. At eleven deler, viser ikke alene, at eleven mener, billedet er i orden.

Modprøve: En elev kan dele en anden tekst, fordi eleven selv er enig. Samme handling kan have et andet motiv.

Prøv selv: Vælg en handling fra en case, og stil ét spørgsmål, der kan hjælpe med at skelne tilslutning fra pres.

Konformitet

Introduktion

Konformitet er ændring af adfærd eller vurderinger i retning af en gruppes normer eller svar. Tilpasningen kan ske offentligt uden en tilsvarende privat overbevisning. Normativ påvirkning handler om at passe ind eller undgå afvisning; informativ påvirkning handler om at bruge andres vurderinger som information, især i en usikker situation.

Konformitet kan skyldes ens eget ønske om at passe bedre ind , men det kan også være et resultat af direkte eller indirekte gruppepres. I nogle tilfælde kan driften mod konformitet være så stærk, at man bliver presset til at opføre sig på måder, som ikke passer med ens egne normer og værdier.

Direkte pres mod konformitet

Direkte pres kommunikeres gennem udtrykkelige krav, opfordringer eller sanktioner. En forening kan have vedtægter, og en projektgruppe kan sige: “Alle skal stemme for vores forslag.” Regler skaber ikke nødvendigvis ens adfærd, og brud fører ikke altid til udstødelse. Skeln også mellem konformitet med en gruppe og lydighed over for en autoritets ordre.

Love fastsætter fælles rammer for handlinger og kan håndhæves med sanktioner. At følge en lov er dog ikke i sig selv bevis for konformitet; personen kan handle af egen overbevisning, af hensyn til andre eller af frygt for en sanktion. En fængselsstraf betyder heller ikke, at personen ophører med at være del af samfundet.

Indirekte pres mod konformitet

Ofte er presset mod konformitet indirekte. Det vil sige, at et gruppemedlem ikke får direkte besked om, hvilke normer der forventes i gruppen. I stedet bliver forventningerne kommunikeret på andre måder, fx gennem medlemmernes handlinger, kropssprog og måde at tale på. Selvom normerne ikke bliver kommunikeret direkte, kan der dog stadig være voldsomme konsekvenser ved at bryde dem. Det er ikke sikkert, at man direkte bliver smidt ud af gruppen, men man kan fx hurtigt ende i bunden af gruppens sociale hierarki, hvis man ikke forstår de usagte normer for opførsel i gruppen.

Prøv selv at tænke på de grupper, som du er en del af. Opfører du dig på en særlig måde, mens du er sammen med gruppen? Hvordan ved du, at det er denne opførsel gruppen forventer?

Balancen mellem konformitet og selvstændighed

For det enkelte menneske kan det være en stor udfordring at finde den rette balance mellem konformitet og selvstændighed. I vores samfund har vi tradition for at opfordre til selvstændig tænkning og advare mod gruppepres og blind konformitet. Samtidig kan det være gavnligt for sammenhængen i gruppen, at der er en vis grad af konformitet, så alle fx efterlever de samme grundlæggende regler for opførsel.

Kultur, situation og den norm, der undersøges, kan påvirke balancen mellem tilpasning og selvstændighed. Individualisme og kollektivisme er analytiske orienteringer, ikke faste egenskaber hos alle mennesker i et land. Undersøg den konkrete gruppe og sammenlign relevante undersøgelser, før du forklarer en persons adfærd med national kultur.

Normativ eller informativ påvirkning?

Egen træning: I en gruppe svarer tre elever det samme. En fjerde siger: “Jeg valgte deres svar, for jeg ville ikke stå alene.” En femte siger: “De havde regnet efter, og deres begrundelse overbeviste mig.”

Prøv først: Skeln de to forklaringer.

Forklaring: Den fjerdes udsagn peger på normativ påvirkning gennem ønsket om accept. Den femtes peger på informativ påvirkning gennem andres begrundelse. Begge ender med samme svar, men fortæller om forskellige motiver.

Modprøve: At give samme svar er ikke nok til at bestemme motivet. Man kan også have regnet sig frem til det selv.

Prøv selv: Beskriv et tilfælde med mindre hjælp: Giv først belægget og derefter dit begreb.

Aschs eksperiment

Et af de mest berømte studier af gruppepres og konformitet er et eksperiment, som socialpsykologen Solomon Asch udførte i 1950’erne.

Aschs forsøg byggede på vildledning: Den reelle deltager troede, at opgaven handlede om visuel bedømmelse. I stedet blev den offentlige vurdering sammenlignet under et manipuleret flertalspres. Det giver et metodisk greb om social påvirkning, men rejser også etiske spørgsmål om samtykke og ubehag.

Deltagerne skulle vælge den sammenligningslinje, der havde samme længde som en referencelinje. Der var én uindviet deltager i den undersøgte gruppe; de øvrige var instruerede medhjælpere. Efter først at have givet rigtige svar gav medhjælperne enstemmigt forkerte svar på bestemte kritiske runder. Den uindviede deltager svarede højt efter de fleste andre.

Linjeopgaven sammenlignede en reference med tre svarmuligheder. Opgaven havde et korrekt svar ud fra linjernes længder; det sociale pres bestod i, at de instruerede medhjælpere enstemmigt gav et forkert svar på kritiske runder.

I Aschs offentliggjorte oversigt fra 1955 fulgte deltagerne flertallets forkerte svar i 36,8 % af svarene på de kritiske runder. Det er en andel af svar, ikke en tredjedel af personerne. Omtrent en fjerdedel af deltagerne gav ikke efter på nogen kritisk runde. Uden det manipulerede flertal var fejl sjældne. Påvirkningen steg fra små flertal til omkring tre medhjælpere, men blev ikke ved med at stige proportionalt med flere personer. En afvigende medhjælper kunne mindske presset betydeligt.

Asch fandt også ud af, at forsøgspersonerne efterfølgende kom med ret forskellige forklaringer på, hvorfor de havde valgt forkerte svar. Nogle var fx fuldt bevidste om, at de valgte noget forkert, men gjorde det alligevel for at undgå konflikter i gruppen. Andre tvivlede oprigtigt på, hvad svaret kunne være, fordi gruppepresset fik dem til at stille spørgsmålstegn ved deres egen vurdering.

I senere eksperimenter opdagede Asch desuden, at gruppepresset blev reduceret markant, hvis blot et enkelt andet medlem i gruppen var instrueret til at give korrekte svar. Dette resultat er med til at understøtte tanken om, at det kan være meget lettere at modstå gruppepres, hvis man ikke står helt alene med sin alternative holdning.

Aschs resultater viste både tilpasning og uafhængige svar. Omkring 63 procent af svarene på de kritiske runder var fortsat korrekte, mens cirka en fjerdedel af deltagerne aldrig fulgte det forkerte flertal. De to tal beskriver forskellige enheder. Det er vigtigt at forklare både påvirkningen og den modstand, der faktisk forekom.

Linjeopgaven: Deltageren skulle vælge den sammenligningslinje, der havde samme længde som referencen. I analyse af resultatet skal man skelne mellem andelen af fejlsvar på de kritiske runder og andelen af personer, der nogensinde fulgte flertallet.

Regn på svar, ikke på mennesker

Egen træning: I en konstrueret linjeopgave giver 10 deltagere hver 12 kritiske svar. Der er 30 fejlsvar i de 120 kritiske svar.

Prøv først: Hvad er andelen af fejlsvar, og hvad kan du ikke beregne endnu?

Forklaring: 30/120 = 25 procent af de kritiske svar er fejl. Det er ikke 25 procent af deltagerne. Fejlene kan eksempelvis være fordelt på alle eller på få personer. Der kræves personfordelte data for at afgøre det.

Modprøve: Hvis de 30 fejl ligger hos tre personer, siger svarprocenten stadig ikke, at tre fjerdedele af personerne aldrig kunne blive påvirket i andre situationer.

Prøv selv: Lav selv to mulige fordelinger med samme fejlsvarsprocent og forskelligt antal påvirkede personer.

Gruppetænkning

Gruppetænkning kan få grupper til at træffe dårligere beslutninger end enkeltpersoner

Gruppetænkning betegner i Irving Janis’ teori en beslutningsproces, hvor presset for enighed svækker kritisk afprøvning af alternativer. Gruppen kan undervurdere risici og overse modargumenter. Enighed eller en forkert beslutning er ikke alene bevis for gruppetænkning; undersøg selve processen.

Gruppetænkning kan forekomme i enhver type gruppe, men det er typisk lettest at observere i fx arbejdsgrupper eller projektgrupper, hvor gruppen er blevet bedt om at finde den bedste løsning på et konkret problem. Tanken bag en sådan gruppe er normalt, at de forskellige medlemmers perspektiver kan bidrage positivt til debatten, så man ender med at træffe en kvalificeret beslutning - men man risikerer den omvendte effekt, fordi medlemmerne direkte eller indirekte bliver presset til enighed.

Socialpsykologen Irving Janis har forsket en del i fænomenet gruppetænkning. Janis’ undersøgelser hjalp ham med at definere nogle af de faktorer, som er medvirkende til at skabe gruppetænkning:

• Gruppepres, hvor alternative holdninger bliver set som illoyalitet.
• Illusion om enighed, fordi de uenige medlemmer er bange for at sige deres mening.
• Dannelse af stereotype negative forestillinger om udgrupper, der har andre holdninger end gruppens egen.
• Censur og selvcensur.

I en virksomhed kan gruppetænkning være én mulig forklaring på en strategi, der ikke bliver kritisk undersøgt. En konkurs beviser imidlertid ikke mekanismen: Markedsændringer, finansiering eller fejl i beslutningsgrundlaget kan også spille ind. Se efter konkrete tegn på selvcensur, afviste alternativer og et illusorisk billede af enighed.

Gruppetænkning kan dog være endnu farligere, hvis det fører til, at en gruppe udvikler et så stærkt fjendebillede af en anden gruppe, at det bliver brugt til at retfærdiggøre diskrimination og vold. Eller hvis lederen af en totalitær stat omgiver sig med rådgivere, som er bange for at sige ham imod, og dermed ender med at træffe beslutninger, der ikke hænger sammen med virkeligheden.

Gruppetænkning kan modarbejdes med åben debatkultur og nye perspektiver

I takt med at man blev mere opmærksom på problemerne med gruppetænkning, begyndte socialpsykologerne at overveje, hvilke strategier som kunne hjælpe med at modvirke gruppetænkning. Dermed ville en skole eller en arbejdsplads fortsat kunne benytte sig af de fordele, som ligger i gruppesamarbejde, men undgå de potentielle ulemper.

Her er det helt afgørende, at man i sin organisation har en tydeligt åben debatkultur, hvor det er fuldt acceptabelt at fremsætte holdninger eller idéer, som ikke matcher flertallets. Derudover kan det faktisk være en fordel, hvis en person i en given arbejdsgruppe direkte bliver tildelt en rolle som den, der skal stille de kritiske spørgsmål og prøve at se sagen fra andre sider (“djævlens advokat”). Når opgaven bliver stillet, er det desuden vigtigt, at lederen af organisationen ikke formulerer den på en måde, som allerede peger i retning af én bestemt løsning, da det kan påvirke gruppens holdninger til at ensrette sig tidligt i processen.

Det kan også være effektivt, at man løbende sørger for, at nogle gruppemedlemmer kan forlade gruppen midlertidigt og udveksle idéer med personer fra andre grupper.

Selvcensur er her, at personen undlader at udtrykke sin opfattelse, fordi personen forventer afvisning. En tavs deltager er ikke i sig selv bevis: Personen kan også være enig, usikker eller mangle mulighed for at tale.

Prøv enigheden mod en alternativ forklaring

Egen træning: En arbejdsgruppe vedtager en plan hurtigt. Én deltager siger bagefter, at hun ikke turde nævne en risiko. Gruppen havde ikke undersøgt andre planer.

Prøv først: Hvilke tegn kan undersøges som gruppetænkning?

Forklaring: Selvcensuren og de uundersøgte alternativer er relevante tegn. Forklar, hvordan ønsket om enighed kan have påvirket beslutningsprocessen. Konkludér med en begrænsning: Vi kender ikke alle gruppens overvejelser.

Modprøve: Hurtig enighed kan også følge efter en grundig forberedelse, som casen ikke viser. Enighed alene er ikke gruppetænkning.

Prøv selv: Find én yderligere oplysning, der kan styrke eller svække din forklaring.

Gruppepolarisering

Hvad er gruppepolarisering?

Gruppepolarisering er en forskydning efter gruppediskussion mod en stærkere udgave af den retning, deltagerne hældede til i udgangspunktet. Den er ikke det samme som gruppetænkning. Polarisering handler om holdningsforskydning; gruppetænkning handler om svækket kritisk beslutningsproces. De kan optræde sammen, men ingen af dem følger automatisk af, at mennesker mødes.

Gruppediskussion kan i nogle situationer flytte holdninger i gruppens oprindelige retning. Argumentudveksling, social sammenligning og øget sikkerhed er mulige forklaringer; de skal undersøges i det konkrete materiale.

• Informativ påvirkning: Hvis gruppen allerede hælder i en bestemt retning, kan diskussionen frembringe flere argumenter for den. Nye argumenter kan ændre vurderingen; det er ikke et bevis for, at deltagerne mister evnen til at forstå modargumenter.
• Social sammenligning: Deltagere kan justere deres udtrykte holdning efter, hvad der giver accept i gruppen. Skeln denne forklaring fra en faktisk ændring af den private vurdering og undersøg situationen.
• Øget sikkerhed: Bekræftelse fra andre kan gøre deltageren mere sikker på en holdning og mere villig til at udtrykke den stærkt. Det kræver ikke, at holdningen er enklere, eller at ethvert medlem flytter sig.

Gruppepolarisering er undersøgt i flere slags beslutnings- og vurderingsopgaver, også uden for politik. Schkade, Sunstein og Hasties studie undersøger udvalgte politiske emner; det skal adskilles fra hele forskningsfeltet.

Gruppepolarisering kan dog også forekomme i alle mulige andre typer grupper og behøver ikke have noget med politik at gøre. Det kunne også fx være en fanklub for et band eller et sportshold, hvor medlemmerne over tid bekræfter hinandens holdninger og bliver mere og mere dedikerede fans af bandet eller holdet.

Digitale medier kan skabe ekkokamre

Meget nyere socialpsykologisk forskning fokuserer på, hvordan digitale medier kan påvirke gruppepolarisering.

På sociale medier kan valg af kontakter, indholdsanbefalinger og gruppediskussioner påvirke, hvilke argumenter en bruger møder. Nogle miljøer kan især vise bekræftende eller provokerende indhold. Det afhænger af platform, brugerhandlinger, emne og moderation; man kan ikke udlede af gruppepolarisering alene, at alle algoritmer systematisk gør brugere mere ekstreme.

Et ensidigt udvalg af synspunkter kan give indtryk af større enighed, end der findes uden for netværket. Det er en mulig mekanisme, som skal undersøges gennem det faktisk viste indhold. En bruger kan også møde og opsøge modargumenter.

Digitale netværk kan forbinde mennesker på tværs af geografi og gøre både ligesindede og alternative perspektiver tilgængelige. Hvem der kommer til orde, afhænger blandt andet af netværkets normer og platformens indretning. Det mest ekstreme medlem får ikke nødvendigvis mest gennemslag.

Et ekkokammer betegner et miljø, hvor bestemte synspunkter gentages og bekræftes, mens modargumenter får begrænset plads eller troværdighed. Det er ikke en egenskab ved alle sociale medier. Undersøg kontaktnetværk, delinger, indhold og reaktioner, og skeln mellem ensidigt informationsudvalg og en faktisk ændring af holdning.

Undersøg holdningsforskydningen og pladsen til modargumenter

Gruppepolarisering kan være et stort problem fra et samfundsmæssigt perspektiv, fordi det kan være med til at skabe større og større afstand mellem forskellige politiske grupper. Det kan fx være svært at finde politiske kompromisser, hvis de forskellige sider i debatten er blevet så polariserede, at de slet ikke kan se nogen sympatiske elementer i modpartens politiske perspektiv.

Politisk polarisering kan undersøges gennem konkrete afstemninger, udtalelser eller holdningsmålinger. Uenighed mellem partier er ikke i sig selv gruppepolarisering, og et bestemt lovforslags skæbne kan have flere årsager. En analyse må vise, hvilke holdninger der ændrede sig, i hvilken retning og gennem hvilken proces.

Åben debat og kontakt med flere perspektiver kan være relevante ved både gruppetænkning og polarisering, men grebene retter sig mod forskellige problemer. Ved gruppetænkning skal alternativer kunne vurderes uden pres for enighed; ved polarisering skal man undersøge den holdningsforskydning, en diskussion frembringer.

Man kan fx sørge for, at ens politiske organisation altid har et åbent rum for at diskutere og evaluere holdninger, og at der også er plads til alternative synspunkter i debatten. Man kan også opretholde kontakten til andre grupper, så man fx som politisk parti løbende deltager i arbejdsgrupper i fællesskab med medlemmer af andre partier og dermed hele tiden bliver konfronteret med alternative holdninger og perspektiver i sit arbejde. På den måde kan man både modvirke, at ens egne holdninger bliver for ekstreme, og at man får et stereotypt billede af, hvordan modpartens holdninger ser ud.

Mål en holdningsforskydning

Egen træning: En gruppe vurderer før og efter en samtale samme forslag på en skala fra 1 til 7. Før ligger gruppens gennemsnit på 5, efter på 6.

Prøv først: Hvad skal du vide, før du kalder det gruppepolarisering?

Forklaring: Hvis 4 er et neutralt midtpunkt, peger tallene på en forskydning i den oprindelige positive retning. Undersøg individuelle svar, målingens betydning og diskussionen. Tallene viser ikke alene, hvilken mekanisme der var årsagen.

Modprøve: Et skift fra 3 til 5 krydser midten og er ikke blot en mere yderliggående udgave af gruppens oprindelige negative retning.

Prøv selv: Vælg et modtilfælde, hvor samme gennemsnit skjuler, at deltagerne bevæger sig forskelligt.

Sunsteins eksperiment

David Schkade, Cass R. Sunstein og Reid Hastie undersøgte diskussion blandt relativt ligesindede borgere i Colorado. Undersøgelsen blev beskrevet i et arbejdspapir fra 2006 og en artikel fra 2007. Den viser en bestemt gruppedynamik under bestemte forsøgsbetingelser.

De rekrutterede deltagere fra Boulder og Colorado Springs, så grupperne overvejende var henholdsvis liberale og konservative. Spørgsmålene handlede om klimaforandringer, positiv særbehandling og civil unions for par af samme køn. Deltagerne angav deres holdninger individuelt og anonymt før diskussionen.

Efterfølgende blev forsøgspersonerne sat i diskussionsgrupper med hhv. andre liberale og andre konservative, så de altså hver især kom i gruppe med folk, som var ligesindede. Gruppen blev nu bedt om at diskutere de spørgsmål, som deltagerne havde meldt holdninger ud til på forhånd. Efterfølgende testede Sunstein, hvordan gruppediskussionen havde påvirket deres holdninger.

Efter diskussionen forskød de gennemsnitlige holdninger sig generelt mod stærkere udgaver af gruppernes oprindelige retning, og den indre variation blev mindre. Der var også deltagere, hvis svar ikke flyttede sig eller flyttede den anden vej. Resultatet beskriver de rekrutterede grupper og disse spørgsmål; det siger ikke, at enhver diskussion gør alle deltagere mere ekstreme.

Studiet foregik ansigt til ansigt og testede ikke en social mediealgoritme. Det kan bruges til at opstille en hypotese om diskussion blandt ligesindede på nettet. Hvis hypotesen undersøges digitalt, skal man også se på udvælgelse af deltagere, anbefalinger, moderation og alternative forklaringer. En analogi er ikke i sig selv en dokumenteret platformseffekt.

Skeln debatforsøg fra algoritme

Egen træning: En undersøgelse lader små grupper diskutere politiske spørgsmål. Før og efter svarer deltagerne privat. Den undersøger ikke et socialt medie.

Prøv først: Hvilken påstand kan undersøgelsen bære?

Forklaring: Man kan undersøge holdningsændringer efter diskussion i de udvalgte grupper og under de anvendte rammer. Det er ikke direkte dokumentation af, at en bestemt algoritme skaber samme ændring.

Modprøve: Platformens udvalg af indhold, brugernes selvvalg og gruppesamtalen er forskellige mekanismer. Der skal relevante data til hver.

Prøv selv: Skriv én begrænset konklusion og én ny undersøgelse, der skulle til for en algoritmepåstand.

Massehypnose

Massehypnose er en historisk betegnelse for en antaget stærk påvirkning af personer i en menneskemængde. I Gustave Le Bons fremstilling kan individets selvstændige dømmekraft svækkes. Begrebet er ikke en moderne klinisk diagnose eller et dokumenteret tab af kontrol hos alle mennesker i store grupper.

Gustave Le Bon fremstillede i Massernes psykologi fra 1895 en historisk teori om menneskemængders påvirkning af den enkelte. Han brugte en analogi til hypnose. Det er hans fortolkning, ikke en klinisk konstatering af deltagernes tilstand.

Le Bons begreb er blevet brugt til at fortolke voldelige menneskemængder. En nutidig analyse bør desuden undersøge fælles identitet, normer, ledelse, situation og konkrete handlinger. Hooliganisme eller forfølgelse af en minoritet forklares ikke alene ved, at mange mennesker er samlet; gruppepolarisering og dehumanisering er andre mulige, adskilte mekanismer.

Menneskemængder kan også samarbejde, udvise omsorg og dele glæde, eksempelvis ved en koncert eller en fredelig demonstration. Det er derfor utilstrækkeligt at behandle en folkemængde som irrationel alene på grund af dens størrelse. Undersøg, hvad deltagerne faktisk gør, og hvilke normer de orienterer sig efter.

Undersøg handlingen i en menneskemængde

Egen træning: Ved et arrangement begynder nogle at råbe, andre ser på, og nogle går væk.

Prøv først: Kan “massehypnose” forklare alles handlinger?

Forklaring: Betegnelsen beskriver ikke en målt mental tilstand. Beskriv i stedet forskelle i normer, identifikation, opfordringer og reaktioner. Forskellige handlinger kræver plads i forklaringen.

Modprøve: En fælles høj lydstyrke er ikke bevis for, at alle har mistet kontrol eller ansvar.

Prøv selv: Vælg ét observerbart tegn og én alternativ forklaring uden at bruge et samlet mærkat for alle.

Autoritet og lydighed

Introduktion

Igennem historien har der været talrige eksempler på, at mennesker har gjort forfærdelige ting ved andre, fordi de adlød ordrer fra en autoritetsperson. I gruppepsykologien har man derfor også prøvet at finde nogle psykologiske forklaringer på, hvorfor mennesker ofte tiltrækkes af autoriteter, og kan presses til at sætte deres egen etik og moral til side, hvis autoriteten kommanderer det.

Der kom særlig stor interesse for emnet efter 2. verdenskrig, fordi man gerne ville forstå, hvorfor så mange mennesker i Nazityskland fulgte nazisternes grusomme planer. Det er fortsat et omdiskuteret emne i dag, da man også i nyere tid har set eksempler på brutale krigshandlinger og folkemord, som tilsyneladende blev begået i autoriteternes navn.

Socialpsykologiske eksperimenter med autoritet og lydighed

I årene efter 2. verdenskrig blev der foretaget flere socialpsykologiske eksperimenter, hvor man prøvede at undersøge, om helt almindelige mennesker kunne presses til at handle ondt, hvis man placerede dem i en kunstig situation præget af autoritet og lydighed.

I Stanley Milgrams undersøgelse fra 1963 blev 40 voksne mænd rekrutteret til et angiveligt læringsforsøg. De blev presset af forsøgslederen til at give en anden person stigende elektriske stød; denne var en medhjælper og modtog ikke de angivne stød. I den beskrevne betingelse nåede 26 af 40 frem til den højeste indstilling på 450 volt, mens 14 afbrød tidligere. Tallet gælder denne betingelse og er ikke en universel andel lydige mennesker. Vildledning, pres og stærkt ubehag er centrale etiske problemer.

I Stanford Prison Experiment fra 1971 blev udvalgte mandlige frivillige tildelt roller som fanger eller vagter i et simuleret fængsel. Forskerne var selv aktive i forløbet, og vagterne fik instruktioner og signaler om det miljø, de skulle skabe. Forløbet blev stoppet efter seks dage. Det kan derfor ikke bruges som et rent bevis for, at roller uden instruktion automatisk gør almindelige mennesker grusomme. Undersøg forskerpåvirkning, deltagernes forskellige reaktioner og den begrænsede generaliserbarhed.

Fængselsstudiet gennemgås nedenfor som en kritisk metodecase. Ved begge undersøgelser skal deltagerudvalg, forskerpåvirkning og etik indgå i vurderingen.

Socialpsykologiske forklaringer på lydighed

Der findes forskellige psykologiske teorier om, hvorfor mennesker er så villige til at adlyde autoriteter, at det tilsyneladende kan sætte deres egen etik og moral ud af kraft. Her vil vi kort nævne et par af de mest udbredte teorier.

Konformitet kan bidrage til lydighed

Normativ påvirkning kan bidrage til lydighed, hvis et medlem ønsker at undgå afvisning. Men lydighed over for en ordre og konformitet med et flertal er forskellige begreber. Opfattet legitimitet, ansvar, relationen til den berørte person og mulighed for modstand kan også spille ind. En autoritet bestemmer ikke nødvendigvis alle gruppens normer.

Det kan være en hypotese, at tilhørsforhold har betydning for menneskers tryghed og handlemuligheder. En sådan overordnet forklaring er ikke i sig selv belæg for, hvorfor en bestemt person adlyder en skadelig ordre. Brug konkrete udsagn og sammenlign situationer, hvor mennesker henholdsvis følger og afviser autoriteten.

Ansvarsforskydning kan bidrage til lydighed

En anden teori om lydighed handler om frakobling af ansvar. Når vi adlyder ordrer fra en autoritet, som ikke passer med vores egen moral, så har vi en tendens til at forskyde ansvaret. Selvom det er vores egne hænder, som udfører gerningen, så lægger vi mentalt ansvaret hos den autoritetsperson, som gav ordren. Man kan se eksempler på dette i praksis, når soldater anklaget for krigsforbrydelser undskylder sig med, at de blot adlød ordrer ovenfra.

Ansvarsforskydning er også en af mekanismerne i Banduras teori om moralsk frakobling. Forklaringen skal holdes adskilt fra en vurdering af, hvem der faktisk har ansvar.

Afgræns lydighedsresultatet

Egen træning: I Milgrams første publicerede variant fortsatte 26 af 40 mandlige frivillige til forsøgets højeste angivne niveau.

Prøv først: Hvad viser brøken, og hvad viser den ikke?

Forklaring: 26/40 = 65 procent i netop denne undersøgelsesvariant. Det beskriver ikke en tilfældig befolkningsprøve eller en universel andel af mennesker, der vil følge enhver ordre.

Modprøve: Variationen, hvor nogle stoppede, skal også forklares. Resultatet giver ikke i sig selv en diagnose af den enkelte deltager.

Prøv selv: Nævn én ændring i deltagerudvalg eller situation, som kan begrænse generaliseringen.

Radikalisering og ekstremisme

Hvad er radikalisering?

Radikalisering bruges om processer, hvor en person tilslutter sig ekstremistiske synspunkter eller legitimerer handlinger gennem ekstremistisk ideologi. Definitioner varierer mellem forskning og forebyggelsesarbejde. Skeln mellem holdningsændring, legitimering af vold og faktisk voldelig handling; de er ikke uundgåelige trin i samme forløb.

Radikalisering kan i princippet finde sted i alle typer grupper, men de mest udbredte eksempler kommer typisk fra politiske eller religiøse grupper med ekstreme holdninger.

Psykologien bag radikalisering

Et socialpsykologisk perspektiv undersøger blandt andet tilhørsforhold, normer, identitet og påvirkning. Det skal forbindes med den konkrete persons situation og materialets oplysninger. Man kan ikke slutte fra en gruppes ekstreme holdninger til en psykisk diagnose eller en bestemt voldelig fremtid hos medlemmet.

Gruppepolarisering kan være en mulig mekanisme i et radikaliseringsforløb. Et lukket miljø kan begrænse modargumenter og belønne bestemte udsagn. Det er dog ikke en nødvendig eller tilstrækkelig årsag: Forløb kan også udvikles gennem åbne netværk, individuelle erfaringer eller flere miljøer, og mange lukkede grupper bliver ikke voldelige.

Radikalisering bygger typisk på en meget skarp opdeling mellem indgruppe og udgruppe, hvor der måske endda er en tendens til at se medlemmer af udgruppen som mindreværdige mennesker. På den måde bliver det lettere for indgruppen at retfærdiggøre, at medlemmer af udgruppen kan udsættes for voldelige angreb i sagens tjeneste. Der sker med andre ord ofte en form for moralsk frakobling, hvor ofrene for gruppens voldelige handlinger bliver dehumaniserede.

Endelig kan radikalisering også ses som et produkt af driften mod konformitet indenfor en gruppe. I de fleste grupper vil der være en form for pres mod konformitet, hvor det forventes at gruppens enkelte medlemmer tilpasser deres holdninger og adfærd til gruppen. I almindelige grupper behøver dette ikke være et problem, men I grupper kendetegnet ved ekstreme holdninger, kan denne drift mod konformitet føre til radikalisering.

Radikalisering kan føre til ekstremisme

I dansk forebyggelsesarbejde forbindes ekstremisme blandt andet med at begå eller legitimere vold og andre ulovlige handlinger med henvisning til utilfredshed med samfundsforhold. Usædvanlige eller stærke politiske og religiøse holdninger er ikke i sig selv bevis for voldelig ekstremisme. Angiv den definition, analysen bruger, og vis, hvilke udsagn eller handlinger materialet faktisk dokumenterer.

Hvad der betragtes som ekstreme synspunkter, afhænger i et vist omfang af det samfund og den kultur, som man befinder sig indenfor. Synspunkter, der betragtes som almindelig samfundsnorm i nogle lande, kan opfattes ekstreme i andre.

Radikalisering og sociale medier

I nyere tid er der opstået en særlig interesse for at undersøge, hvordan internettet og de sociale medier kan give nye muligheder for radikalisering.

Anbefalinger, egne valg og sociale forbindelser kan give en bruger et ensidigt informationsmiljø. Hvor hurtigt det sker, og om holdningen ændres, afhænger af platformen og situationen. Et ekkokammer kan opstilles som en hypotese om gentagen bekræftelse, men et klik på et kontroversielt indlæg beviser ikke et radikaliseringsforløb.

Opmærksomhedsbaserede platforme kan give incitamenter til provokerende indhold. Det er ikke det samme som, at udbyderne altid fremmer ekstremisme, eller at ekstremt indhold nødvendigvis er mest indbringende. Undersøg konkrete anbefalinger og moderationspraksis, før der drages en årsagskonklusion.

Endelig giver internettet en lang række muligheder for, at ekstremistiske grupper kan organisere sig på tværs af landegrænser og hverve nye medlemmer. På den måde kan de negative dynamikker fra gruppepsykologien ende med at påvirke individer, selvom de ikke har nogen fysisk kontakt med de øvrige medlemmer af gruppen.

Stærk holdning er ikke en diagnose

Egen træning: En person argumenterer skarpt for en omfattende samfundsændring. En anden opfordrer til vold mod en navngiven gruppe.

Prøv først: Hvilken forskel skal analysen vise?

Forklaring: Skeln en radikal politisk position fra legitimering af vold eller ekstremistiske handlinger. Vis konkrete udsagn og deres sammenhæng. Uenighed med en person er ikke i sig selv belæg for at kalde personen ekstremist.

Modprøve: En indgruppe, et symbol eller en stærk frustration er ikke alene et bevis for en bestemt vej mod vold.

Prøv selv: Beskriv, hvilke oplysninger du mangler, før du kan vurdere handling, hensigt og kontekst.

Mobning

På denne side kan du læse om mobning som psykologisk fænomen.

Hvad er mobning?

Mobning omfatter systematisk forfølgelse eller udelukkelse i et fællesskab, typisk med en ulige magtbalance, som gør det vanskeligt for den udsatte at forsvare sig. En enkelt uenighed mellem ligeværdige parter er ikke automatisk mobning. Se på gentagelse, gruppens mønster, deltagernes positioner og den udsattes handlemuligheder. Mobbelignende situationer kan også kræve handling, før et fast mønster er etableret.

Selve mobningen kan foregå på en lang række forskellige måder. For det første kan der selvfølgelig være tale om direkte fysisk vold, hvor mobbeofret fx bliver slået eller sparket. Det kan også være psykisk vold, hvor mobbeofret bliver mødt af nedladende eller hadefulde tilråb og kommentarer.

Mobning kan dog også være langt mere subtil end tydelige fysiske og psykiske angreb. Hvis gruppemedlemmerne fx systematisk udelukker personen fra sociale aktiviteter eller ændrer deres opførsel til at være mindre imødekommende, så snart personen dukker op, så kan det også fungere som en form for mobning. Disse mere diskrete former for mobning kan være mindst lige så skadelige som de mere direkte angreb og er samtidig ofte lettere at slippe af sted med for mobberne.

Mange tænker især på mobning som et fænomen i skolegården, men mobning kan også sagtens forekomme blandt voksne på arbejdspladsen. Her vil det typisk være mere subtile former for mobning såsom social udelukkelse og små ændringer i opførsel, frem for mere direkte hadefulde kommentarer eller voldshandlinger.

Årsager til mobning

Gruppen kan udvikle normer, der gør udelukkelse acceptabel og belønner den, der deltager. Tilskuere kan forstærke eller afbryde mønstret. Normativ påvirkning, moralsk frakobling og frygt for selv at blive udelukket er mulige mekanismer. Mobning er ikke automatisk gruppetænkning eller gruppepolarisering; brug kun disse begreber, hvis deres særlige proces kan vises.

Ligesom ved gruppetænkning kan medlemmernes adfærd også delvis forklares gennem en frygt for at skille sig ud fra gruppens normer, som måske kan udspringe af en frygt for selv at blive næste mobbeoffer, hvis man ikke deltager i mobningen.

En analyse kan undersøge individuelle handlinger og reaktioner sammen med gruppens normer og den ulige magtbalance. En persons udseende, tøj eller væremåde gør ikke mobning legitim og forklarer ikke alene, hvorfor gruppen accepterer den. Undersøg, hvem der støtter mønstret, hvilke reaktioner der bliver mulige, og hvilke rammer der kan ændres.

Mobning og digitale medier

Inden for de sidste par årtier er digitale medier blevet allestedsnærværende, og en stor andel af befolkningen er aktive på et eller flere sociale medier. Det giver mange nye muligheder for at kommunikere, men det giver også en række nye muligheder for mobning.

Digital mobning adskiller sig fra almindelig mobning på flere punkter.

• Digitale angreb kan ikke direkte udføre et slag gennem en skærm, men digital og fysisk mobning kan hænge sammen. En trussel på nettet kan eksempelvis følges af en konfrontation i skolen. Skeln mellem mediet og det samlede mønster.
• Mobningen kan foregå 24 timer i døgnet, og mobbeofret kan dermed have svært ved at finde et fristed (mens mere traditionel mobning typisk er ‘på pause’, når ofret er hjemme fra skole eller arbejde). At undlade at bruge de sociale medier er ikke nødvendigvis en løsning, for det er i sig selv ofte en form for udelukkelse fra det sociale liv i gruppen.
• Digitale medier giver ofte mulighed for anonymitet, hvilket kan gøre det lettere for mobberne at eskalere deres mobning uden at frygte at blive stillet til ansvar.
• Digitale medier giver en større følelse af afstand til mobbeofret, idet mobberne ikke direkte bliver konfronteret med personens følelsesreaktioner. Det kan igen være en faktor, som måske kan eskalere mobningen, fordi mobberne i mindre grad bliver bevidste om de personlige konsekvenser ved deres handlinger (se også moralsk frakobling).
• Digital mobning er i nogle tilfælde lettere at dokumentere, fordi en hadefuld besked fx er bevaret på en helt anden måde end en hadefuld udtalelse. Det kan i nogle situationer gøre det lettere at stille mobberne til ansvar for deres handlinger, men det kan også medvirke til at mobbeofret får endnu sværere ved at slippe de negative kommentarer, fordi de kan findes frem igen og igen.

Konsekvenser af mobning

Mobning kan belaste trivsel, selvværd og sociale relationer og være forbundet med stress eller depressive symptomer. Virkningerne varierer, og et kort bilag giver ikke grundlag for at diagnosticere eller forudsige et helt livsforløb. Ved en faktisk mobbesituation er næste skridt at søge støtte hos en ansvarlig voksen eller uddannelsesstedets kontaktperson; en skoleanalyse erstatter ikke hjælp.

Se på fællesskabets handlinger

Egen træning: En elev bliver gentagne gange fjernet fra klassens fælles arbejdsrum. Flere ser det ske uden at reagere.

Prøv først: Hvilke oplysninger gør det til en undersøgelse af udelukkelse frem for en personlighedstest?

Forklaring: Beskriv handlingernes gentagelse, hvem der har adgang til rummet, gruppens reaktioner og elevens muligheder for at deltage. Undersøg normer og ansvar uden at lægge skyld på den udsatte.

Modprøve: En enkelt teknisk fejl kan også fjerne adgang. Gentagelse og sammenhæng skal undersøges, men man behøver ikke en fuld teori for at bede en lærer om hjælp til en konkret utryg situation.

Prøv selv: Vælg én handling, som en voksen kan få forklaret præcist, uden at du skal diagnosticere nogen.

Robbers Cave

Robbers Cave var en sommerlejrundersøgelse fra 1954, beskrevet af Muzafer Sherif og kolleger. De udvalgte 22 drenge gennem skoleoplysninger og interviews, så deltagerne havde forholdsvis ens baggrund. De fleste var 11 år. Drengene blev fordelt i to matchede grupper efter blandt andet færdigheder og relationer; de var hverken et tilfældigt befolkningsudsnit eller blot tilfældigt fordelt mellem grupperne. De kendte ikke undersøgelsens egentlige formål.

Sherif startede eksperimentet ud ved at lade de to grupper være helt isolerede, så de fik tid til at opbygge et gruppetilhørsforhold og et stærkt socialt sammenhold. Dernæst blev grupperne gradvist gjort opmærksomme på den anden gruppes eksistens, og allerede her begyndte grupperne at tale dårligt om hinanden og bekymre sig for, om deres adgang til områder og ressourcer kunne være truet af ‘modstanderne’.

Efterfølgende blev de to grupper sat til at dyste mod hinanden i en række sportsbegivenheder for præmier, hvilket både øgede fjendskabet mellem grupperne og styrkede sammenholdet internt i grupperne.

I den sidste fase undersøgte forskerne flere muligheder for at mindske fjendskab. Kontakt gennem måltider og film var ikke tilstrækkelig i de beskrevne situationer. En serie overordnede fælles mål, som krævede samarbejde på tværs, bidrog derimod til bedre relationer. Forskerne tilrettelagde problemerne, blandt andet et problem med vandforsyningen; det var ikke blot spontane hændelser på lejren.

Forløbet støtter realistisk konfliktteoris forklaring om, at konkurrence om knappe ressourcer og belønninger kan fremme intergruppekonflikt. Men forskerne styrede konkurrence, kontakt og mål gennem et længere forløb. Udvælgelsen af en snæver deltagergruppe og fraværet af en uafhængig parallel kontrolgruppe begrænser generaliserbarheden. Forsøget viser ikke, at ressourcekonkurrence er den eneste eller altid den vigtigste årsag til konflikter.

Ved konfliktløsning kan man undersøge, om parterne har et fælles mål, som ingen kan nå alene, og om samarbejdet er reelt og gensidigt. Robbers Cave giver et konkret eksempel, men er ikke en garanti for, at én fælles opgave fjerner en langvarig konflikt. Magtforhold, tidligere erfaringer og rammerne for samarbejdet skal også undersøges.

Navnet Robbers Cave kommer fra området, hvor lejrstudiet foregik. Undersøgelsen handlede om grupperelationer, ikke om røvere eller huler.

Muzafer Sherif (1906-1988) var en tyrkisk-amerikansk socialpsykolog. Sherifs arbejde havde især fokus på at undersøge sociale relationer mellem mennesker, og herunder hvilke årsager der kan være til, at konflikter opstår.

Sherifs mest berømte arbejde har haft særligt fokus på sociale grupper, hvor han gennem eksperimenter har forsøgt at afdække hvilke mekanismer, som kan få forskellige grupper til at ende i konflikt med hinanden. Sherif har samtidig været interesseret i at undersøge, hvordan sådanne intergruppekonflikter kan nedtrappes eller løses, når de først er opstået.

Undersøg et fælles mål

Egen træning: To hold konkurrerer først om en præmie. Senere får de en opgave, som kun kan løses ved, at begge bidrager.

Prøv først: Skeln konkurrence, kontakt og gensidig afhængighed.

Forklaring: Konkurrencen gør gevinsten for det ene hold til et muligt tab for det andet. Kontakt betyder blot, at de mødes. Det nye mål kan skabe gensidig afhængighed, hvis begge indsatser faktisk er nødvendige.

Modprøve: At placere holdene i samme rum er ikke det samme som at gøre dem afhængige af hinanden.

Prøv selv: Find en opgave, hvor begge kan deltage ligeværdigt, og forklar, hvad du vil observere før og efter.

Tajfels minimalgruppeeksperimenter

Henri Tajfel og kolleger offentliggjorde deres minimalgruppeundersøgelser i 1971. De undersøgte, om selv en social kategorisering med meget lille indhold kunne påvirke fordeling af belønninger mellem personer betegnet som medlemmer af forskellige grupper. Det er en undersøgelse af favorisering, ikke en fuldstændig model for voldelig intergruppekonflikt.

Deltagerne blev placeret i kategorier og fordelte belønninger til andre personer, hvis identitet i fordelingsopgaven var angivet gennem koder og gruppetilhørsforhold. De fordelte ikke belønningen til sig selv. Formålet var at reducere betydningen af personlig bekendtskab, egen direkte økonomisk gevinst og tidligere gruppekonflikt. Anonymitet i selve fordelingsopgaven betyder ikke nødvendigvis, at alle deltagere var fremmede for hinanden i hverdagen.

Der var en tendens til at favorisere den angivne indgruppe. I nogle valg foretrak deltagerne en større forskel til udgruppen frem for den størst mulige absolutte belønning til indgruppen. Derfor skal man skelne mellem maksimal egen gruppegevinst og maksimal relativ fordel. Resultaterne viser, at en beskeden kategorisering kan være tilstrækkelig til favorisering i opgaven; ikke at alle personer diskriminerer maksimalt eller bliver fjendtlige.

Undersøgelserne udfordrede forklaringer, hvor intergruppefavorisering nødvendigvis kræver en tidligere konkurrence om ressourcer. De blev en del af udviklingen af social identitetsteori. En gruppes betydning for selvopfattelsen kan påvirke vurderinger, men kategorisering medfører ikke uundgåeligt rivalisering, og favorisering i en fordelingsopgave er ikke det samme som vold eller had.

Favorisering er ikke det samme som had

Egen træning: I en egen fordelingsopgave vælger en person 6 point til egen kategori og 3 til den anden frem for 9 og 8. Personen får ingen point selv.

Prøv først: Hvilken præference kan valget pege på?

Forklaring: Valget kan pege på en prioritering af en større forskel mellem kategorierne frem for størst absolut udbytte til egen kategori. Den konkrete opgave er vores træning, ikke en gengivelse af en bestemt matrix fra Tajfel.

Modprøve: Valget dokumenterer ikke alene personligt had, voldshensigt eller alle handlinger uden for opgaven.

Prøv selv: Lav et alternativt valg med større samlet udbytte, og forklar hvilken forskel der bliver synlig.

Social identitetsteori

Den sociale identitetsteori er en teori om, at vi mennesker i stor grad definerer vores identitet i kraft af de sociale grupper, som vi tilhører. Den oprindelige version af teorien blev formuleret af Henri Tajfel og John Turner i 1970’erne, men den er siden blevet videreudviklet af andre teoretikere. I undervisningen vil du dog primært møde Tajfel og Turners version af teorien, og vi vil derfor også koncentrere os om den i det følgende.

Tajfel og Turners sociale identitetsteori

Tajfel og Turners sociale identitetsteori handler om, hvordan individers selvopfattelse bliver påvirket af de sociale grupper, som de opfatter sig selv som medlemmer af. Den fulde teori er kompleks og spænder over flere forskellige grene af psykologien, da den både har relation til socialpsykologi, kognitiv psykologi og personlighed og identitet.

Kategorisering, identifikation og sammenligning

Tre centrale begreber hjælper med at analysere social identitet: social kategorisering, social identifikation og social sammenligning. De er analytiske greb, ikke tre obligatoriske trin, som ethvert menneske gennemløber i en bestemt rækkefølge.

Social kategorisering betyder, at vi har en tendens til at opdele folk vi møder i kategorier ud fra de grupper, som vi forestiller os, at de tilhører. Hvis du fx tænker på dine klassekammerater, så vil du måske have en forestilling om, hvem der er ‘gamere’, ‘fodboldpiger/drenge’,  eller ’12-tals-elever’. Når du tænker på den måde, så flytter du din opmærksomhed fra den enkelte persons unikke særtræk og ser i stedet personen som defineret af sit tilhørsforhold til en gruppe eller kategori.

Social identifikation beskriver, hvordan vi identificerer os selv med de sociale grupper, som vi tilhører (eller forestiller os at tilhøre). Hvis du fx opfatter dig selv som gamer, så har du en tendens til at gøre det til en del af din identitet og måske også modificere din opførsel og måde at tænke på, så den passer til din opfattelse af, hvad en gamer er.

Social sammenligning handler om, at gruppers egenskaber og værdi vurderes i forhold til andre grupper. Man kan søge en positiv forskel for sin egen gruppe, men sammenligningen behøver ikke bestå i et fast hierarki eller føre til fjendtlighed. Undersøg den konkrete sammenligningsdimension, eksempelvis hjælpsomhed, dygtighed eller popularitet.

Der kan dog godt være forskelle på, hvilke grupper forskellige personer betragter som mest prestigefyldte. Fx er der måske nogle gymnasieklasser, hvor gruppen af 12-tals-elever har høj social status og andre, hvor de har en mindre social status i forhold til andre sociale grupper i klassen. Fodboldfans fra konkurrerende klubber vil sandsynligvis hver især mene, at det er fans af deres egen klub, som har den højeste sociale status.

Indgrupper og udgrupper

Processen med social sammenligning (se ovenfor) kan risikere at føre til konflikter. Hvis man definerer folk ud fra deres sociale grupper og samtidig udvikler en forestilling om, at nogle grupper er mere værd end andre, så kan man let komme til at se ned på de grupper, der opfattes som mindre værd.

Man kan få en opfattelse af sine egne grupper som indgrupper, der har større værdi end de udgrupper, som man sammenligner med. I værste fald kan denne indgruppe-udgruppe opdeling føre til, at man i indgruppen retfærdiggør aggressive eller voldelige handlinger overfor udgruppen.

Du kan læse mere om indgrupper og udgrupper på siden om gruppetyper.

Eksperimenter med grupper og social identitet

Minimalgruppeundersøgelserne undersøger især favorisering ved social kategorisering. Robbers Cave undersøger et længere forløb med konkurrence og fælles mål. Stanford Prison Experiment handler om roller og en forskerstyret fængselssituation og kan ikke uden videre bruges som en ren test af social identitetsteori. Sammenlign, hvad hvert design faktisk manipulerer og måler.

Brug identitet uden at gøre den til en lov

Egen træning: En elev siger: “Vi på holdet er gode til at hjælpe hinanden”, men har venner på et andet hold.

Prøv først: Hvad kan udsagnet vise om social identitet?

Forklaring: Det udtrykker identifikation med et vi og en positiv gruppesammenligning. Venskaberne viser, at kategorien ikke nødvendigvis er en fjendtlig grænse. Undersøg, hvornår gruppetilhørsforholdet bliver relevant.

Modprøve: En persons sociale kategori afgør ikke alene handling eller konflikt.

Prøv selv: Find et tilfælde, hvor samme person bruger en anden identifikation, og vis situationens betydning.

Roller

Her kan du læse om, hvordan roller forstås i socialpsykologisk perspektiv.

Hvad er en rolle?

Et menneske indgår i forskellige sociale sammenhænge med forskellige forventninger. En social rolle betegner forventninger til handlinger knyttet til en position eller situation, eksempelvis elev eller mødeleder. Man kan ændre sin adfærd mellem roller uden at ændre sin personlighed.

I løbet af en normal dag vil de fleste mennesker skifte mellem en række forskellige roller som dagen skrider frem og de befinder sig i forskellige sociale sammenhænge. Man kan fx have én rolle som datter eller søn hjemme hos familien, en anden rolle som elev på sin ungdomsuddannelse, en tredje rolle som en ven i vennegruppen, en fjerde rolle som kæreste og måske en femte rolle som ansat i et fritidsjob. Nogle dage kan måske også involvere situationsspecifikke roller som fx kunde i en butik eller patient hos lægen.

Til hver af disse roller er der knyttet både indre og ydre forventninger til, hvordan man skal opføre sig i rollen. Nogle af rollerne er måske særligt lette at falde ind i, fordi de matcher ens personlighed godt, mens andre kan være sværere at tilpasse sig, fordi de ligger længere fra ens personlighed. En person, som er vant til at have styring og kontrol, kan fx have sværere ved at tilpasse sig rollen som patient end en person, som er mere passivt anlagt. Dermed kan der altså også være forskel på, i hvor høj grad man accepterer en rolle og i hvor høj grad man distancerer sig fra den.

Typer af roller

Overordnet set kan man skelne mellem tre forskellige typer af roller, som en person kan indtage: Tilskrevne roller, opnåede roller og skabte roller. Det skal dog ikke ses som en skarp opdeling, da der fx også kan være tilskrevne roller, som man delvis selv skaber ved at lægge sin egen fortolkning ind over dem.

Tilskrevne roller er roller, som man bliver givet

Tilskrevne roller er de roller, som man bliver placeret i uden for ens egen kontrol - enten fordi man er født ind i dem, eller fordi samfundsstrukturer eller livsomstændigheder tvinger en ind i dem på bestemte tidspunkter.

Tilskrevne positioner forbindes eksempelvis med alder eller familiemæssig baggrund, som personen ikke selv har valgt. Sociale forventninger til en sådan position skal adskilles fra en egenskab eller en diagnose. Et handicap er eksempelvis ikke i sig selv en social rolle; omgivelserne kan tilskrive bestemte forventninger til personen, og disse forventninger kan udfordres.

Opnåede roller forbindes med uddannelse og handlinger

Opnåede positioner og roller forbindes med uddannelse, handlinger eller et forløb, personen har deltaget i, eksempelvis en faglig titel. Det betyder ikke, at alle positioner er frit valgte eller moralsk fortjente. Adgangsmuligheder og andres beslutninger spiller også ind.

Det klassiske eksempel på en opnået rolle er ens professionelle titel som fx læge, tømrer, lærer eller pædagog, som man kan opnå ved at gennemføre den relevante uddannelse. Opnåede roller kan dog også være mange andre ting, fx kan man opnå rollen som fodboldspiller ved at dyrke sporten i sin fritid eller rollen som veganer ved at leve en vegansk livsstil.

Nogle opnåede roller kan ende med at blive definerende for hele ens liv, mens andre måske bare er nogle, som man indtager i korte perioder eller i bestemte situationer.

Skabte roller er roller, som man selv laver eller modificerer

Skabte roller er de roller, som vi enten selv har skabt fra bunden eller gjort til vores egne via. en tilpasning af en tilskrevet eller opnået rolle.

Hvis man fx ikke er tilfreds med samfundets normer om, hvad rollen som forælder indebærer, så kan man konstruere sin egen version af rollen, som passer bedre med ens opfattelse. Måske føler man sig særligt tilpas med sin egen version af en rolle, men det indebærer også en risiko for rollekonflikter (se nedenfor), hvis den nye version af rollen ikke lever op til samfundets forventninger.

Rollekonflikter

De mange forskellige indre og ydre forventninger, som roller forbindes med, kan let føre til konfliktsituationer. Man kan skelne mellem to typer rollekonflikter: intra-rollekonflikter og inter-rollekonflikter.

Intra-rollekonflikter er konflikter inden for en enkelt rolle

Intra-rollekonflikter kan opstå, hvis forskellige personer har forskellige forventninger til en bestemt rolle. Det kunne fx være ens egen forståelse af rollen, som ikke matcher omverdenens forståelse, eller det kunne være forskellige mennesker i ens liv, som har forskellige opfattelser af, hvad rollen indebærer.

Tænk fx på rollen som gymnasieelev. Her vil ens forældre måske have en forventning om, at denne rolle især handler om at følge undervisningen og få størst mulig udbytte af sin uddannelse, mens ens klassekammeraters forventninger til rollen måske i højere grad er, at man deltager i det sociale liv og er med til at skabe et godt fællesskab i klassen. Og selv har man måske en kombination af disse forventninger, så man både forbinder rollen med faglig og social deltagelse, men i nogle tilfælde måske er tvunget til at vælge imellem dem (fx hvis man bliver inviteret i byen og allerede er bagud med sin afleveringsopgave).

Intra-rollekonflikter kan være særligt alvorlige, hvis der opstår forventninger til rollen, som slet ikke kan forenes med hinanden. Tænk fx på en soldat, som forestiller sig, at hendes rolle er at beskytte civilbefolkningen, men pludselig får til ordre at indlede et angreb, som sandsynligvis vil føre til civile ofre. Den slags situationer kan føre til alvorlig indre konflikt og måske endda en form for kognitiv dissonans, fordi man er nødt til helt at genoverveje, hvad rollen egentlig indebærer (og om man ønsker at have den).

Inter-rollekonflikter er konflikter mellem forskellige roller

Inter-rollekonflikter kan opstå, hvis forskellige roller hos den samme person kommer i konflikt med hinanden, fx fordi personen er i tvivl om, hvilken rolle han/hun skal vælge i en konkret situation.

Et simpelt hverdagseksempel kunne være en person med et fritidsjob, som møder en af sine venner, mens han/hun er på arbejde. Personen er som udgangspunkt i sin rolle som ansat, men mødet med vennen kalder også på en vennerolle, hvor man måske tager en kort pause fra arbejdet og taler sammen. Det kan dog være svært at afveje, hvad der er passende i situationen. For hvis man tager for lang en pause, forsømmer man sin rolle som ansat, men hvis man ikke anerkender mødet med vennen, risikerer man at svigte sin rolle som ven og måske at gøre vennen ked af det. Det er denne inter-rollekonflikt, der kan få situationer som denne til at føles lidt pinlige og akavede.

Inter-rollekonflikter kan dog også være langt mere omfattende, hvis en person helt gennemgående er i indre konflikt i sit valg af roller i en hel periode af sit liv. En sådan konflikt kan fx opstå, hvis ens forældre har en kultur, som er markant forskellig fra den dominerende kultur i dét samfund, hvor man vokser op (hvilket fx er tilfældet for nogle andengenerationsindvandrere). I den situation kan man løbende være tvunget til at træffe vanskelige valg ift. sine roller og måske også holde nogle af rollerne helt eller delvist hemmelige for nogle personer i sit liv.

Formelle roller og uformelle roller

Når man zoomer ind på de roller, som en person indtager som del af en mindre gruppe (fx en arbejdsgruppe eller en projektgruppe i skolen), så kan det være relevant at skelne mellem formelle roller og uformelle roller.

Formelle roller

De formelle roller i en gruppe er de roller, som medlemmer er blevet officielt udnævnt til, og som typisk har en klart defineret funktion i gruppen. Eksempler på formelle roller i en arbejdsgruppe kunne fx være referenten, som har til opgave at skrive referat af gruppens møder, eller ordstyreren, som har autoritet til at bestemme, hvem der kan komme med input hvornår.

Det er ikke alle grupper, som har formelle roller. I et gruppearbejde på en ungdomsuddannelse er det fx normalt, at læreren blot definerer gruppernes medlemmer uden at tildele enkelte medlemmer officielle funktioner. Der kan også være grupper, hvor nogle medlemmer har formelle roller, mens andre ikke har.

Uformelle roller

De uformelle roller i en gruppe er de roller, som gruppens medlemmer selv påtager sig eller bliver tildelt af de andre medlemmer, ofte mere eller mindre ubevidst.

Arne Sjølunds kategorier kan bruges som et historisk beskrivelsesgreb for uformelle roller i en mindre gruppe. De fem betegnelser nedenfor er ikke diagnoser eller faste personlighedstyper. Den samme person kan bidrage forskelligt på tværs af opgaver og situationer. Beskriv handlingen, før du sætter en rolleetiket på den.

Lederen

Lederen er den person i gruppen, som tager styringen og er med til at bestemme retningen for gruppens arbejde. Bemærk, at vi her taler om den uformelle lederrolle, så det er altså ikke en person som er blevet officielt udnævnt til leder, men blot en person, som naturligt tager kontrollen over arbejdet - og som de andre medlemmer er villige til at give kontrollen. En leder kan dog let udskiftes, hvis det viser sig at han/hun ikke lever op til de øvrige medlemmers forventninger.

De aktive

De aktive medlemmer i gruppen arbejder typisk tæt sammen med lederen og spiller ligeledes en stor rolle i forhold til at udføre arbejdet i gruppen og bestemme den retning, som gruppen bevæger sig i. Ligesom lederen er de gode til at tage initiativ og komme med forslag og klar til at føre dem ud i livet.

Medløberne

I kategorien medløber støtter personen de fremlagte planer uden at tage tydeligt initiativ. Den synlige støtte siger ikke alene, hvorfor personen gør det. Vedkommende kan være enig, usikker, afvente sin tur eller opleve et pres for tilpasning.

De passive

De passive medlemmer af gruppen indtager en slags tilskuerrolle, hvor de ikke deltager specielt meget i arbejdet, men til gengæld heller ikke modsætter sig de planer, som lederen og de aktive deltagere prøver at føre igennem. Fordi de ikke sætter sig imod gruppen, undgår de passive typisk den modvilje, som kan være rettet mod nogle af de perifære roller (se nedenfor).

De perifere roller

Perifere roller beskriver positioner i udkanten af gruppens centrale samarbejde. Sjølund nævner blandt andet syndebukken og den, der ikke passer ind i gruppens normer. Placeringen kan være skabt af gruppens udelukkelse eller opgavefordeling og er ikke nødvendigvis et træk ved personen. Undersøg, om ændrede betingelser giver personen mulighed for at deltage.

Prøv rollen mod en anden situation

Egen træning: I gruppearbejdet tager en elev mødenoter. I en anden gruppe er eleven den, der stiller kritiske spørgsmål.

Prøv først: Skeln en konkret rolle fra en fast personlighed.

Forklaring: Notetagning og spørgsmål er observerede handlinger i to forskellige situationer. De kan beskrives som roller eller funktioner. Derfra kan vi ikke konkludere, at eleven altid er en bestemt type.

Modprøve: En formel rolle kan være aftalt på forhånd og siger ikke nødvendigvis noget om personens sociale status i andre sammenhænge.

Prøv selv: Vælg en rolle i din case og undersøg, om den er tildelt, forhandlet eller gentaget over tid.

Frontstage og backstage

Introduktion

Den canadiske sociolog Erving Goffman har formuleret en særlig teori om, hvilke sociale roller mennesker indtager i forskellige situationer. Goffman er fx interesseret i at studere de forskellige psykologiske ‘masker’, som vi anvender for at tilpasse os til bestemte sociale sammenhænge og de forventninger, som omgivelserne har til os.

Frontstage og backstage betegner hos Erving Goffman regioner i forhold til en bestemt optræden og et bestemt publikum. I frontregionen opretholdes den fremstilling, publikum møder; i bagregionen kan den forberedes eller løsnes. Skellet er ikke mellem et falsk og et sandt selv.

Frontstage

Når et menneske udviser frontstage-adfærd, så påtager det sig en rolle, der passer til den sociale situation, som det indgår i. Goffman hentede begrebet fra teater-verdenen, så det mest tydelige eksempel er måske skuespilleren på scenen, som skal optræde på en helt bestemt måde for at passe ind i teaterstykket og begejstre publikum.

Frontstage-adfærd findes også i alle mulige andre professionelle roller. Tænk fx på lærerne i jeres klasse, som også spiller en helt bestemt rolle i undervisningssituationen for både at kunne holde ro og orden i klassen og videregive deres viden. Eller politifolk på patrulje, som skal spille en rolle, der signalerer autoritet og vækker tillid.

Frontstage-adfærd er dog ikke kun noget, som man kan udvise på arbejdet. Når man er på familiebesøg, vil man fx også ofte påtage sig en rolle, som er tilpasset til ens families forventninger, mens man sammen med vennerne måske påtager sig en anderledes rolle, som passer til deres forventninger. Og i klassen påtager man sig rollen som elev og prøver at tilpasse sig både lærerens og klassekammeraternes forventninger til den rolle.

Backstage

I en bagregion kan deltagerne forberede eller diskutere en optræden uden det relevante publikum. En lærer kan eksempelvis drøfte sin plan med kolleger før undervisningen. Der gælder stadig sociale normer mellem kollegerne. Backstage betyder derfor ikke fuldstændig frihed fra roller eller forventninger.

Når en person er alene hjemme, kan situationen fungere som en bagregion i forhold til en arbejdsrolle. Men afgørelsen afhænger af, hvem der har adgang, og hvilken optræden der undersøges. Et videomøde hjemmefra kan samtidig være frontstage i forhold til deltagerne på mødet.

I virkeligheden er der dog også mange situationer, hvor man er backstage ift. én rolle, mens man samtidig er frontstage ift. en anden rolle. Hvis du fx er sammen med dine venner fra klassen efter skole er du backstage ift. rollen som elev og kan snakke frit om timens forløb, og hvad du egentlig tænker om læreren. Du er dog samtidig frontstage ift. rollen som ven og de forventninger, som er til dig i den sammenhæng. På samme måde er læreren på lærerværelset backstage ift. lærerrollen og behøver ikke forholde sig til eleverne, men vil til gengæld stadig være frontstage ift. rollen som kollega til de andre lærere og dermed stadigvæk have brug for at tilpasse sin opførsel i en eller anden grad.

De sociale medier kan udviske grænserne mellem frontstage og backstage

Joshua Meyrowitz videreudviklede i No Sense of Place fra 1985 betydningen af medier for adgang til sociale situationer. Hans analyse af blandt andet tv er tidligere end nutidige sociale medier. Begreberne kan bruges til en ny analyse, men bogen er ikke i sig selv en undersøgelse af en aktuel platform.

På de sociale medier kan man fx dele noget fra ens personlige liv, som normalt ville foregå backstage, men som bliver skubbet mere i frontstage når man lægger det ud i et offentligt forum. De sociale medier kan altså være med til at udviske grænserne mellem frontstage og backstage, fordi selv de dele af ens liv, som tidligere var meget private, nu også kan blive brugt til fx at gøre sig interessant for en gruppe af venner eller følgere.

Eksistensen af de sociale medier kan endda være med til at påvirke ens adfærd, når man er alene, fordi man måske bevidst eller ubevidst reflekterer over, om man kan bruge sin tid på en måde, som kan hjælpe en med at iscenesætte sig selv på de sociale medier. Fx kunne man vælge at læse en populær bog, som man gerne vil kunne skilte med på Goodreads, eller lave noget flot og trendy mad, som man kan tage billeder af til Instagram. Selv ens helt private aktiviteter kan altså få et element af frontstage, fordi man i en eller anden grad medtænker sit ‘publikum’, når man udfører dem.

Find publikum og region

Egen træning: En elev øver en fremlæggelse alene og holder den senere for klassen. Under begge dele mener eleven det, der bliver sagt.

Prøv først: Brug frontstage og backstage uden at gøre den ene falsk.

Forklaring: Øvelsesrummet kan fungere som backstage for den senere optræden. Klassen er publikum ved frontstage. Forskellen handler om relationen til den konkrete optræden, ikke om at elevens mening bliver falsk foran andre.

Modprøve: En besked i en privat gruppe kan også være en optræden for netop det publikum. Privat er ikke automatisk backstage i enhver analyse.

Prøv selv: Angiv publikum først og begrund derefter din regionsinddeling.

Familie og familietyper

Introduktion

I mange menneskers liv er familien en af de helt centrale grupper, og derfor beskæftiger socialpsykologien sig også en del med denne gruppes særlige karaktertræk.

Familiers organisering kan ændres med arbejde, institutioner, økonomi og normer. Forandringer i en bestemt periode må dokumenteres med konkrete undersøgelser. Modellerne nedenfor beskriver forskellige måder at prioritere fællesskab, individualitet og arbejde på; de er ikke et statistisk bevis for, hvordan alle nutidige familier lever.

Et barn kan deltage i flere sammenhænge, eksempelvis hjem, skole og fritidsgruppe, hvor forskellige forventninger mødes. Individuelle interesser og familiens fælles rammer kan både støtte og begrænse hinanden. En analyse skal undersøge den konkrete organisering frem for antage, at alle børn i dag har mere frihed end tidligere.

Fire familietyper

Psykologen Lars Dencik har observeret, at familier i det moderne samfund har en vanskelig social opgave, fordi de hele tiden har brug for at afveje hensynet til fællesskabet med hensynet til hvert familiemedlems individuelle ønsker og behov. På den baggrund har Dencik defineret fire forskellige familietyper, som hver især forholder sig til dette problem på forskellige måder: Teamfamilien, den patriarkalske familie, svingdørsfamilien og det sociale akvarium.

Denciks familieformer kan sammenlignes langs to dimensioner: Hensyn til fællesskab og til individualitet. Teamfamilien vægter begge højt; den patriarkalske familie vægter fællesskab højere end individuel selvbestemmelse. “Stærkt fællesskab” er en beskrivelse i modellen, ikke en vurdering af familiens samlede trivsel eller en anbefaling af autoritært familieliv.

Teamfamilien

Teamfamilien er kendetegnet ved et stort hensyn til både fællesskab og individualitet.

I teamfamilien er der plads til, at de enkelte familiemedlemmer kan dyrke deres egne interesser, men det er kombineret med aktiviteter, som hele familien er sammen om. Familiemedlemmerne er gode til at støtte op om hinanden og sikre, at der både er et sammenhold og plads til individuelle ønsker og behov. Familiens kommunikation er demokratisk og baseret på forhandling og kompromis, så alle kan komme til orde og få medbestemmelse.

Teamfamilien kan fungere som et ideal om at kombinere fælles aktiviteter med individuelle muligheder. Hvor udbredt idealet eller familieformen er, kræver en konkret undersøgelse. En familie kan desuden ligne forskellige typer på forskellige områder eller tidspunkter.

Den patriarkalske familie

Den patriarkalske familie er kendetegnet ved et stort hensyn til fællesskabet, men ofte på bekostning af individualitet.

I den patriarkalske familie er der typisk en autoritetsfigur, som bestemmer rammerne for fællesskabet. Traditionelt set har det ofte været faderen, men det kan også sagtens være moderen eller et andet familiemedlem (fx en bedsteforælder). Den klare styring er med til at sikre et stærkt fællesskab i familien, men ofte vil der være et pres på de individuelle medlemmer ift. at indrette sig efter familiens normer og ikke skille sig for meget ud.

Den patriarkalske type fremhæver en hierarkisk autoritet og fælles rammer med mindre individuel selvbestemmelse. Den er en idealtype. Et konkret historisk eller nutidigt eksempel må undersøges gennem familiens beslutninger og relationer; etiketten er ikke en beskrivelse af alle familier i en bestemt kultur.

Svingdørsfamilien

Svingdørsfamilien er kendetegnet ved et stort hensyn til individualitet, men ofte på bekostning af fællesskabet.

I svingdørsfamilien er der rum for, at de enkelte familiemedlemmer hver især kan forfølge deres egne interesser. Til gengæld er de ikke fælles om særlig meget, men skilles typisk ad for at deltage i hver deres fritidsaktiviteter, og spiser måske også på forskellige tidspunkter. Navnet svingdørsfamilien refererer til, at familien nærmest kun mødes i svingdøren, når et medlem er på vej ind mens et andet medlem er på vej ud.

Det sociale akvarium

Det sociale akvarium er kendetegnet ved, at der hverken tages stort hensyn til fællesskab eller til individualitet.

I det sociale akvarium tilbringer familien normalt en del tid sammen, men samværet er helt uorganiseret og ikke præget af hverken fælles projekter eller dyrkelse af egne interesser. Familiemedlemmerne ved ikke rigtig helt, hvad de skal stille op med hinanden, så de ender med at være i samme rum uden egentlig at være sammen. Familietypen kaldes det sociale akvarium, fordi familiemedlemmerne så at sige ‘svømmer’ rundt i samme rum, men ikke rigtig forholder sig til hinanden.

Tre livsformer

Ud over at være organiseret på forskellige måder ift. fællesskab vs. individualitet kan man også skelne mellem, hvordan forskellige familier håndterer skellet mellem arbejde og fritid. Her kan man fx anvende Thomas Højrups inddeling i tre forskellige livsformer, som en person eller en hel familie kan have.

Den selvstændige livsform

I Thomas Højrups selvstændige livsform indgår drift og videreførelse af egen virksomhed som et centralt mål. Arbejde og familieliv kan hænge tæt sammen, eksempelvis ved en familiedrevet virksomhed. Det giver ikke ubegrænset frihed over arbejdstiden; kunder, økonomi og driftskrav kan binde tiden.

Den selvstændige livsform betyder også, at familien ofte bliver inddraget i arbejdet på en anden måde end ved de øvrige livsformer, særligt hvis arbejdet foregår på ens bopæl (fx hvis man arbejder med landbrug).

Lønmodtagerlivsformen

Lønmodtagerlivsformen er kendetegnet ved, at man arbejder for andre og modtager løn til gengæld for sit arbejde. I lønmodtagerlivsformen er der typisk faste arbejdstider og et skarpt skel mellem arbejde og fritid. Fritiden betragtes typisk som den del af ens liv, hvor man har mulighed for at dyrke sine personlige interesser og udfolde sig selv. Arbejdet er til gengæld primært noget, man har for at tjene sine penge, og typisk har man ikke specielt stor kontrol med, hvad ens opgaver skal være. Man kan selvfølgelig stadig godt nyde sit arbejde, men grundlæggende set betragtes det som et middel til at opnå noget andet og ikke som noget, der giver livet mening i sig selv.

Lønmodtagerlivsformen beskriver en orientering, hvor arbejdet især er et middel til livet uden for arbejdet. Den er ikke en garanti for, at alle lønmodtagere altid har helt fri eller bedre familievilkår. Skiftende arbejdstider, omsorgsarbejde og økonomiske forhold kan ændre mulighederne.

Den karrierebundne livsform

Den karrierebundne livsform minder om lønmodtagerlivsformen i den forstand, at man også her arbejder for andre og modtager løn til gengæld for sit arbejde. Forskellen er dog, at man i den karrierebundne livsform typisk har en langt større grad af frihed til at bestemme sine arbejdstider, så længe man kan løse sine opgaver tilfredsstillende. Det kan give mere fleksibilitet i hverdagen ift. lønmodtagerlivsformen, men det kan også være en stressfaktor, fordi det ikke altid er helt tydeligt, hvornår man kan holde fri.

Derudover er den karrierebundne livsform kendetegnet ved, at man har et stort personligt engagement i sit arbejde. Man ser det ikke blot som et middel til at tjene penge, men også som et værdifuldt projekt hvor man kan dygtiggøre sig og bruge sine evner. Arbejdet er altså med til at give livet mening i den karrierebundne livsform, mens det i lønmodtagerlivsformen er fritiden, som giver livet mening.

Den karrierebundne livsform fremhæver faglig udvikling og avancement som mål. Fleksibilitet kan give handlemuligheder, men engagement og forventninger kan også lade arbejdet fylde i familietiden. Livsformerne er analytiske orienteringer, ikke tre ensartede erhvervsgrupper eller et facit for, hvilken familie der har det bedst.

Idealtype er et spørgsmål til materiale

Egen træning: En familie planlægger fælles aftensmad og giver plads til forskellige fritidsinteresser. På nogle dage bliver aftalerne ikke holdt.

Prøv først: Hvordan kan du bruge Denciks model?

Forklaring: De første oplysninger kan pege på hensyn til både fællesskab og individualitet. Modstridende oplysninger og variation over tid skal med. Modellen hjælper med at stille spørgsmål, men diagnosticerer ikke familien.

Modprøve: Økonomi, arbejdstid og omsorgsopgaver kan påvirke mulighederne; modellen siger ikke, at alt skyldes personligt valg.

Prøv selv: Beskriv én ekstra oplysning, som kan ændre placeringen uden at rangordne familiens værdi.

Kulturmøder

Her kan du læse om nogle af de psykologiske mekanismer, som kan komme i spil, når personer fra forskellige kulturer mødes.

Majoritetskulturer og minoritetskulturer

I et givet samfund vil der typisk være en majoritetskultur, som er den kultur, flertallet i samfundet tilslutter sig. Derudover kan der være et antal minoritetskulturer, som fx kan udgøres af bestemte grupper af indvandrere eller af andre grupper, som på afgørende punkter har en kultur, der adskiller sig væsentligt fra flertallets.

I dag er de fleste samfund multikulturelle i et eller andet omfang, hvilket vil sige, at der ofte opstår situationer, hvor personer med forskellige kulturelle baggrunde skal finde ud af, hvordan de kan leve sammen uden at der opstår alvorlige konflikter.

John W. Berrys model skelner mellem fire strategier ud fra to spørgsmål: Har det værdi at bevare kulturel identitet og praksis? Har det værdi at deltage og have relationer i det omgivende samfund? Strategier kan variere mellem livsområder og over tid. Handlefrihed og majoritetens åbenhed påvirker, hvad der faktisk er muligt.

Assimilation

Assimilation betegner i modellen mindre vægt på at bevare den oprindelige kulturelle identitet og større vægt på relationer til det omgivende samfund. Det kræver ikke, at personen overtager hver eneste norm, og en person kan bevare forskellige praksisser på forskellige områder.

Assimilation kan lyde som en simpel måde at tilpasse sig til en ny kultur på, men i praksis kan det være en vanskelig og psykisk hård proces, fordi man let kan opleve indre konflikter på de punkter, hvor den nye kulturs normer adskiller sig markant fra den gamles.

Integration

Integration betegner vægt på både kulturel kontinuitet og deltagelse i det omgivende samfund. Den forudsætter ikke kun individets valg, men også mulighed for adgang, gensidig tilpasning og åbenhed hos samfundets institutioner og andre grupper.

Integration kan skabe muligheder for både tilhørsforhold og deltagelse. Det er ikke en universel garanti for trivsel eller den eneste acceptable måde at leve på. Undersøg betingelserne og personens egne erfaringer, og skeln mellem modellens strategi og faktisk adgang til eksempelvis uddannelse og arbejde.

Separation, segregation og marginalisering

Separation betegner i Berrys model, at kulturel kontinuitet vægtes, mens kontakt til det omgivende samfund får mindre plads. Segregation beskriver derimod adskillelse, der blandt andet kan påtvinges gennem majoritetens regler eller praksis. Et begrænset kontaktnetværk beviser ikke, at personen frit har valgt adskillelsen.

Marginalisering er modellens fjerde felt: Begrænset mulighed for eller vægt på både kulturel kontinuitet og deltagelse i det omgivende samfund. Det kan være præget af udelukkelse og tab af relationer. Det skal ikke fremstilles som et frit individuelt valg eller som en fast identitet hos alle medlemmer af en gruppe.

Vurder adskillelse gennem konkrete adgangsforhold, relationer og udsagn. Fællesskaber med samme kulturelle baggrund kan give støtte, samtidig med at deres medlemmer deltager bredt i samfundet. Gruppens sammensætning alene viser derfor ikke segregation eller manglende integration.

Kulturmøder i andre fag

I en tværfaglig opgave kan kulturmøder undersøges gennem både sociale relationer, historiske rammer og konkrete tekster. Vis, hvad hver tilgang kan forklare, og hvilke oplysninger den kræver.

Skeln en strategi fra en påtvungen ramme

Egen træning: En person ønsker både at bruge sit hjemmesprog og at deltage i en fælles forening. Foreningen nægter personen adgang.

Prøv først: Hvad ændrer institutionens handling i Berrys model?

Forklaring: Personens orientering mod begge sammenhænge kan pege på integration som ønsket strategi. Den faktiske udelukkelse kan begrænse muligheden for den. Skeln eget ønske fra segregation eller afvisning fra omgivelserne.

Modprøve: Lav deltagelse er ikke alene bevis for, at personen selv ønsker separation.

Prøv selv: Find belæg for begge akser og en oplysning om adgang eller støtte.

Kulturel identifikation ønskes fastholdt	Deltagelse i det omgivende samfund ønskes	Strategi i modellen
Ja	Ja	Integration
Nej eller mindre	Ja	Assimilation
Ja	Nej eller mindre	Separation
Nej eller mindre	Nej eller mindre	Marginalisering

Tabellen er en egen tekstlig oversigt over modellen. Orientering og faktisk adgang er forskellige forhold. Institutioners afvisning kan begrænse en ønsket strategi, og personens forhold kan variere mellem skole, hjem og forening.

Etnocentrisme og kulturrelativisme

Etnocentrisme og kulturrelativisme beskriver to forskellige måder at tænke på, når det handler om at sammenligne ens egen kultur med andre kulturer.

Etnocentrisme

Etnocentrisme betyder, at man betragter sin egen kultur som den standard, som andre kulturer skal vurderes i forhold til. Ud fra et rent etnocentrisk perspektiv vil man derfor vurdere, at en kultur, som minder meget om ens egen, er en god kultur, mens en kultur, som er meget anderledes end ens egen, er en dårlig kultur.

En dansker med et etnocentrisk kultursyn ville måske tænke, at Norge har en god kultur, fordi den norske kultur har rigtig mange fællestræk med den danske, mens Kina måske har en dårligere kultur, fordi den kinesiske kultur adskiller sig markant fra den danske på mange punkter.

Egne erfaringer kan være et udgangspunkt for at forstå andre, men de kan også føre til etnocentriske vurderinger. Man kan undersøge og udfordre dem gennem spørgsmål, sammenligning og kendskab til den konkrete kontekst. Det er ikke en naturlov, at enhver kulturforskel vurderes som underlegen.

Kulturrelativisme

Metodisk kulturrelativisme betyder at forsøge at forstå handlinger og normer i deres kulturelle og historiske sammenhæng. Det er et undersøgelsesgreb. Moralsk relativisme er et andet spørgsmål om, hvorvidt vurderingsstandarder er relative. At forstå en praksis indebærer ikke nødvendigvis at acceptere den.

En analyse kan spørge, hvad en praksis betyder for deltagerne, hvilke variationer der findes, og hvilke magtforhold den indgår i. Derefter kan man diskutere praksissen med en begrundet etisk standard. Et land er ikke én ensartet kultur, og forklaring og moralsk vurdering skal holdes adskilt.

Hvis man hævder, at enhver praksis er rigtig på sine egne præmisser, opstår et etisk spørgsmål om kritik af eksempelvis overgreb. Det følger ikke af metodisk kulturrelativisme: Man kan undersøge en praksis grundigt og samtidig kritisere den. Angiv, hvilken betydning af kulturrelativisme der bruges.

Forståelse og vurdering skal begrundes

Etnocentrisme og kulturrelativisme er forskellige begreber og behøver ikke være endepunkter på én psykologisk skala. En person kan forsøge at forstå en praksis på dens egne præmisser og samtidig fastholde en begrundet kritik. Vis vurderingsgrundlaget frem for at placere alle mennesker på en ukontrolleret midterskala.

Uanset hvad er det stort set umuligt at tænke sig helt ud af sin egen kulturelle baggrund i sin vurdering af andre kulturer, fordi vores egen kulturelle opdragelse typisk fylder rigtig meget i vores personlighed, både bevidst og ubevidst.

Forstå en praksis og vurder den

Egen træning: En tradition beskrives som vigtig for et fællesskab. En deltager fortæller samtidig om et pres, som gør det svært at sige nej.

Prøv først: Hvordan kan en metodisk kulturrelativistisk analyse rumme kritik?

Forklaring: Forklar traditionens betydning i dens sammenhæng og undersøg deltagernes forskellige stemmer. Du kan derefter begrunde en vurdering af presset. Forståelse er ikke det samme som accept af enhver handling.

Modprøve: En kulturel forklaring må ikke gøre alle i gruppen ens eller fritage en skadelig handling for undersøgelse.

Prøv selv: Skriv først en forståelsesforklaring og derefter en vurdering med et tydeligt grundlag.

Stereotyper og fordomme

I mødet mellem forskellige kulturer kan der let opstå stereotyper og fordomme på begge sider.

Hvad er stereotyper?

En stereotyp er en generaliseret forestilling om egenskaber hos medlemmer af en social kategori. Kategorisering er selve inddelingen; stereotypen tilføjer forventninger som “de er alle sådan”. Forestillingen kan være positiv, negativ eller tilsyneladende neutral og kan stadig overse variation mellem personer.

Hvis vi fx ser en ældre kvinde med etnisk dansk baggrund på gaden, så vil vores hjerne have en tendens til at forme nogle antagelser om, hvordan denne kvinde er som person vurderet ud fra den aldersgruppe og etnicitet, som hun har. Vi kunne fx have en forventning om, at hun bedst kan lide at høre dansktop-musik, mens det måske ville overraske os meget, hvis hun viste sig at være fan af hardcore dødsmetal. Vi forestiller os måske også, at der er traditionel dansk mad på bordet hjemme hos hende, mens vi måske ville blive overraskede over, at hun foretrækker falafel eller sushi. Og i forhold til fritidsinteresser ville vi måske tænke, at hun nok er mere til banko end til e-sport.

Kategorisering kan gøre information lettere at organisere. Stereotype forventninger kan samtidig styre opmærksomheden og få modstridende oplysninger til at blive overset. Derfor er en hurtig kategorisering ikke tilstrækkelig som forklaring på eller vurdering af en konkret person.

I en kognitiv analyse kan man undersøge kategorisering, opmærksomhed og fortolkning sammen med de sociale rammer. Vis, hvilken konkret forventning eller information personen bruger.

Hvad er fordomme?

En fordom er en holdning til en person eller gruppe, typisk negativ og knyttet til gruppetilhørsforhold. Stereotyper handler især om forestillinger; fordomme handler om vurderinger og følelser; diskrimination handler om handling eller forskelsbehandling. De kan hænge sammen, men er ikke samme begreb.

I et multikulturelt samfund kan det ofte være årsag til konflikter, hvis de forskellige kulturers opfattelse af hinanden er baseret på fordomme i stedet for på reelt kendskab. Blandt majoritetskulturen kan det fx være let at komme til at bekræfte hinandens fordomme om minoritetskulturen, især hvis de store mediekanaler også er med til at videregive disse fordomme.

En egen analyseøvelse: En nyhedsgrafik viser én bestemt beklædningsform som billede på en meget bred befolkningsgruppe. Spørg, hvilken generalisering billedvalget kan fremkalde, og om den valgte person faktisk repræsenterer gruppens variation. Billedvalget kan undersøges som stereotyp fremstilling, men afsenderens hensigt kan ikke aflæses sikkert af billedet alene.

Teknikker til at udfordre stereotyper og fordomme

Stereotyper og fordomme kan som nævnt have en del problematiske konsekvenser, hvis de bliver alt for styrende for, hvordan vi opfatter medlemmer af andre kulturer. Der findes dog forskellige strategier, som kan være med til at reducere den psykologiske effekt, som stereotyper og fordomme har på vores reaktioner på andre mennesker.

• Uddannelse kan spille en stor rolle, fordi man her kan lære mere om forskellige kulturer og dermed også få et mere nuanceret billede af de minoritetskulturer, som eksisterer i ens samfund.
• Det kan også modvirke stereotyper og fordomme, hvis man rent faktisk lærer mennesker fra den anden kultur nærmere at kende. Faktisk er en af de bedst kendte teorier om, hvordan stereotyper og fordomme kan udfordres, netop den såkaldte kontaktteori formuleret af Gordon W. Allport. Den kan du læse mere om her.
• Endelig kan medierne i et givet samfund både spille en rolle ift. at skabe og udfordre fordomme, afhængigt af hvordan de vælger at præsentere virkeligheden. Et nyhedsmedie kan fx prøve at udvælge en bred vifte af repræsentanter for den gruppe, som det beskriver, så seerne får et indtryk af, hvor forskellige mennesker gruppen egentlig kan indeholde.

En analyse kan gøre generaliseringer synlige ved at sammenligne med konkrete modtilfælde og undersøge den information, der mangler. Det er et fagligt greb, ikke et løfte om at fjerne alle automatiske vurderinger eller en påstand om, at enhver person nødvendigvis har de samme fordomme.

Tre begreber, tre slags belæg

Egen træning: Et udsagn siger, at en kategori altid er dårlig til en opgave. Afsenderen udtrykker modvilje, og en ansøger fra kategorien afvises uden vurdering.

Prøv først: Skeln stereotyp, fordom og mulig diskrimination.

Forklaring: Den generaliserede egenskab er en stereotyp. Modviljen kan beskrives som en fordom. Afvisningen kan undersøges som diskriminerende handling. Vis belæg for hvert led; ét led beviser ikke automatisk de andre.

Modprøve: Et positivt udsagn om, at alle i gruppen er særligt dygtige, er også en stereotyp.

Prøv selv: Vælg en konkret handling og vis, hvilket sammenligningsgrundlag der skal undersøges.

Diskrimination

Hvad er diskrimination?

Diskrimination betegner i socialpsykologi handlinger eller praksisser, der stiller personer ringere på grund af deres kategoriserede gruppetilhørsforhold. Ikke enhver forskel i resultat eller behandling er i sig selv bevis for diskrimination. Undersøg sammenligningsgrundlag, kriterier, handlinger og deres virkninger. En juridisk dom kræver desuden den relevante lov og dokumentation.

Diskrimination kan fx ske på baggrund af personers kultur, etnicitet, køn, seksualitet, religion, interesser eller holdninger. Diskrimination vil ofte være baseret på stereotyper og fordomme.

I nogle tilfælde kan der være tale om strukturel diskrimination, hvor selve lovgivningen i et samfund giver dårligere vilkår til bestemte grupper. Ofte forekommer diskrimination dog på en mere uformel måde, hvor det handler om, hvordan borgerne i samfundet behandler hinanden. Et typisk eksempel kunne være, at en arbejdsgiver fravælger en ansøger på grund af fx køn eller seksuel orientering, eller simpelthen fordi personen har et navn, som lyder udenlandsk. Diskrimination kan dog også forekomme på endnu mere subtile måder, hvor det fx blot handler om, at folk via. deres kropssprog eller mimik signalerer, at de dømmer en bestemt person negativt pga. fx udseende eller væremåde.

Et afslag kan have flere forklaringer. Undersøg de oplyste kriterier, hvordan sammenlignelige ansøgere behandles, og hvilket belæg der findes for begrundelsen. Et blik eller en mulig skjult hensigt beviser ikke alene diskrimination. Skeln en socialpsykologisk fortolkning fra den dokumentation og lovgivning, en juridisk vurdering kræver.

Racisme og intersektionalitet

Racisme kan omfatte forestillinger, holdninger og praksisser, der hierarkiserer eller nedvurderer mennesker gennem racialiserede kategorier. Religiøs og etnisk diskrimination kan overlappe, men er ikke altid det samme. Angiv, hvilket grundlag personen bliver vurderet eller behandlet på.

Intersektionalitet undersøger, hvordan sociale kategorier og magtforhold, eksempelvis køn og etnicitet, kan virke sammen. De kombinerede erfaringer kan ikke altid forstås ved at undersøge hver kategori isoleret. Det er ikke en regel om, at hver ekstra minoritetskategori automatisk giver en bestemt større mængde diskrimination.

De psykologiske konsekvenser af diskrimination

Diskrimination kan have voldsomme psykologiske konsekvenser for de personer, som bliver udsat for den.

For det første kan der være en risiko for at en person, som gentagne gange bliver udsat for diskrimination, begynder at overtage det selvbillede, som diskrimination giver. Det vil sige, at personens selvværd kan komme til at tage skade, fordi man begynder at se sig selv i samme negative lys, som dem, der udfører diskriminationen, ser en i.

For det andet kan diskrimination gøre, at en person bliver holdt udenfor samfundet. Dels er der selvfølgelig et psykologisk pres forbundet med at blive opfattet som anderledes end andre, og som mindre værd end dem. Men der kan også være mere praktiske konsekvenser, idet man kan blive udelukket fra mange af samfundets sociale fællesskaber. Hvis diskrimination fx forhindrer en i at få et arbejde, så får man heller ikke mulighed for at deltage i arbejdsfællesskabet med alle dets muligheder for social kontakt.

Gentagen diskrimination kan påvirke tilhørsforhold og tillid til institutioner. Reaktionerne varierer fra modstand og fællesskab til tilbagetrækning eller belastning. Man kan ikke forudsige voldelig adfærd ud fra, at en person har været udsat for diskrimination, og et sådant forhold fritager ikke andre for ansvar for diskriminationen.

Kontaktteorien

Kontaktteorien er en teori om, hvordan man kan bekæmpe stereotyper og fordomme mellem majoritetsgruppen og minoritetsgrupper i et samfund. Teorien blev formuleret af psykologen Gordon W. Allport helt tilbage i 1954, hvor verden for nylig havde været vidne til 2. verdenskrig. Og her viste nazisternes jødeudryddelser jo netop de mest ekstreme konsekvenser det kan få, hvis en majoritetsgruppe udvikler negative stereotyper og fordomme om en minoritetsgruppe.

Intergruppekontakt kan under passende forhold bidrage til mindre fordomme. Det afgørende er ikke blot fysisk nærhed eller antallet af møder, men også kontakten og dens rammer. Kontakt kan være støttende, neutral eller konfliktfyldt.

Allport fremhævede fire gunstige betingelser: Lige status i kontaktsituationen, fælles mål, samarbejde mellem grupperne og støtte fra myndigheder, institutioner eller normer. De skal skelnes fra hinanden. Lige status i opgaven kræver ikke, at deltagerne havde samme uddannelse eller rang på alle områder før mødet.

• Lige status i kontaktsituationen: Deltagerne skal have mulighed for at blive mødt som ligeværdige i den konkrete opgave. Det er ikke et krav om samme uddannelse eller indkomst på alle livsområder.
• Fælles mål og samarbejde mellem grupperne er to beslægtede betingelser: Et mål, der er relevant for begge, og en måde at nå det på, hvor gruppernes indsats hænger sammen. Ren konkurrence eller et formelt fælles mål uden reelt samarbejde er en anden situation.
• Støtte fra myndigheder, institutioner eller sociale normer: Rammerne skal understøtte kontakten og modvirke diskrimination. Praktiske regler kan være en del af dette, men høflighed alene er ikke hele betingelsen.

Pettigrew og Tropps metaanalyse fra 2006 samlede 515 studier og fandt generelt en sammenhæng mellem mere kontakt og færre fordomme. De gunstige betingelser forstærkede typisk virkningen, men var ikke nødvendige for enhver positiv effekt og er heller ikke en garanti. En simpel forskel mellem land og by kan ikke alene vise, at kontakt var årsagen: Udvælgelse, institutioner og andre forhold kan også spille ind.

Fire gunstige betingelser er ikke en garanti

Egen træning: To grupper får samme ansvar i en opgave, et fælles mål, brug for hinandens indsats og tydelig støtte fra underviseren.

Prøv først: Forklar betingelserne uden at love et resultat.

Forklaring: De fire forhold svarer til lige status i situationen, fælles mål, samarbejde og institutionel støtte. De kan gøre positiv kontakt mere sandsynlig. Om fordomme faktisk ændres, kræver observation eller måling.

Modprøve: Et møde med tvungen ydmygelse eller konkurrence kan være kontakt og samtidig forværre relationen.

Prøv selv: Vælg en måde at sammenligne forventninger før og efter uden at tvinge deltagere til at dele private erfaringer.

Kulturelle konflikter

Når en person med en minoritetskultur vokser op i et samfund med en anden majoritetskultur, kan der være stor risiko for kulturelle konflikter. Det kan være psykologisk vanskeligt at navigere i en verden, hvor man hele tiden har brug for at jonglere mellem kulturelle normer og værdier, som kan være forskellige og i nogle tilfælde endda i direkte modstrid med hinanden.

Ishiyamas model

Ishu Ishiyama foreslog i 1995 en model til at forstå kulturrelaterede konflikter, blandt andet i rådgivning. Den skelner mellem graden af konflikt med hjemkultur og med værtskultur. Felterne beskriver oplevede forhold, ikke diagnoser, fire faste personetyper eller nødvendige udviklingstrin. Konflikt og følelsesmæssig tilknytning er desuden forskellige dimensioner.

Høj grad af konflikt med både værtskultur og hjemkultur

Ved høj konflikt med begge kulturelle sammenhænge kan personen opleve modstridende forventninger og usikkerhed om tilhørsforhold. Det betyder ikke nødvendigvis, at personen mangler identitet eller tilknytning til begge. Undersøg de konkrete konflikter og personens egen beskrivelse.

Høj grad af konflikt med værtskulturen og lav grad af konflikt med hjemkulturen

Ved høj konflikt med værtskulturen og lav konflikt med hjemkulturen kan personen møde forhold i det omgivende samfund, som opleves vanskelige eller afvisende. Det kan blandt andet handle om diskrimination, misforståelser eller modstridende værdier. Man kan ikke udlede, at personen blot “klynger sig” til hjemkulturen eller selv er årsagen til konflikten.

Lav grad af konflikt med værtskulturen og høj grad af konflikt med hjemkulturen

Ved lav konflikt med værtskulturen og høj konflikt med hjemkulturen kan personen opleve vanskeligheder med forventninger i hjemmets kulturelle sammenhæng. Det behøver ikke betyde fuld assimilation eller afstand til familien på alle områder. Enighed, tilknytning og konflikt kan variere mellem situationer.

Lav grad af konflikt med både værtskultur og hjemkultur

Ved lav konflikt med begge sammenhænge kan personen finde en måde at rumme begge på. Lav oplevet konflikt er ikke det samme som fravær af udfordringer eller dokumenteret trivsel. Ishiyama nævner også, at konflikter kan være uudtalte; en analyse må tage personens egen stemme og materialets begrænsninger alvorligt.

Brug to konfliktakser uden et identitetsfacit

Egen træning: En person fortæller om konflikt med forventninger hjemme og gode relationer i en forening.

Prøv først: Hvad kan Ishiyamas model hjælpe med at spørge om?

Forklaring: Adskil konflikt med hjemkultur fra konflikt med værtskultur. Gode relationer er relevant information, men siger ikke alene, at alle forventninger i værtskulturen er konfliktfri. Personens egne beskrivelser og domæner skal med.

Modprøve: Høj konflikt med begge sammenhænge betyder ikke, at personen mangler identitet eller er årsag til sine problemer.

Prøv selv: Stil ét åbent spørgsmål til hver akse og ét til personens tilknytning.

Konflikt med hjemkultur	Konflikt med værtskultur	Et spørgsmål til materialet
Lav	Lav	Hvordan beskriver personen sammenhæng og eventuelle uudtalte konflikter?
Lav	Høj	Hvilke konkrete rammer eller forventninger skaber konflikt i omgivelserne?
Høj	Lav	Hvilke forventninger i hjemmets sammenhæng er vanskelige?
Høj	Høj	Hvilke to slags konflikt opleves, og hvad betyder personens tilknytninger?

Lav konflikt er ikke automatisk dokumenteret trivsel. Høj konflikt betyder ikke manglende identitet. De to akser beskriver mulige oplevelser og spørgsmål, ikke et forløb, som alle skal gennemgå.

Albert Bandura

Introduktion

Den canadisk-amerikanske psykolog Albert T. Bandura (1925-2021) er kendt for sit arbejde inden for en række psykologiske felter. Bandura har blandt andet været interesseret i at undersøge i hvilken grad mennesker lærer gennem imitation, og herunder også hvorvidt vi bliver mere voldelige af fx at observere voldelig adfærd gennem medierne.

Relateret til dette har Bandura også lavet undersøgelser af ondskab, og specifikt af hvilke psykologiske strategier, som mennesker vælger at bruge, når de skal retfærdiggøre eventuelle onde handlinger overfor sig selv eller overfor omverdenen (moralsk frakobling).

Nedenfor bruges Banduras teori om moralsk frakobling til at analysere udsagn og handlinger. Observationslæring er en anden del af hans arbejde; læring af en handling og retfærdiggørelse af den skal skelnes.

Moralsk frakobling

Moralsk frakobling betegner hos Bandura mekanismer, der kan svække selvkritik og selvregulering over for en skadelig handling. Personen kan omfortolke handlingen, forskyde ansvaret, nedtone virkningen eller nedvurdere den berørte. Det betyder ikke et fuldstændigt tab af moral eller ansvar. Mekanismerne kan aktiveres selektivt og udfordres.

• Ansvarsforskydning kan ses i udsagnet: “Jeg fulgte bare ordren.” Udsagnet kan gøre det lettere at nedtone eget ansvar, men viser ikke alene, at personen oplevede at være uden valg. Ansvarsspredning er et andet greb: “Vi var mange om det.” Forklaring af mekanismen er ikke en undskyldning for handlingen.
• Moralsk retfærdiggørelse fremstiller en skadelig handling som middel til et højere formål. En egen træningssituation: Et medlem deler en ydmygende video og siger, at det “beskytter fællesskabet mod svage medlemmer”. Undersøg, hvordan et påstået godt formål bruges til at legitimere en skade. Ideologi kan indgå i retfærdiggørelsen, men et enkelt udsagn giver ikke hele personens motivation.
• Dehumanisering fratager den berørte menneskelig værdi, eksempelvis gennem sprog, der fremstiller en gruppe som skadedyr. Tilskrivning af skyld fremstiller den berørte som årsag til den skade, vedkommende udsættes for. De er forskellige mekanismer. Historiske overgreb kan undersøges gennem konkret propaganda og praksis; en stereotype er ikke alene en tilstrækkelig forklaring på et folkemord.
• At ignorere, nedtone eller fordreje konsekvenser kan svække selvkritikken: “Det var bare en besked; ingen tog skade.” Afstand kan gøre konsekvenser mindre synlige, men medfører ikke automatisk moralsk frakobling. Et menneske kan også tage ansvar for en skade langt væk. Undersøg, hvad personen ved, siger og gør.

Bandura beskriver også eufemistisk sprog, som gør en skade mere harmløs i ord, og fordelagtig sammenligning, som gør den lille ved at sammenligne med noget værre. Sammen med moralsk retfærdiggørelse, ansvarsforskydning, ansvarsspredning, nedtoning af konsekvenser, dehumanisering og tilskrivning af skyld giver det otte centrale mekanismer. Flere kan optræde sammen; vælg kun dem, der har belæg i materialet.

Skeln ansvarsspredning fra ansvarsforskydning

Egen træning: En person deler en krænkende besked og siger: “Alle andre delte den også.”

Prøv først: Hvilken mekanisme kan undersøges?

Forklaring: Udsagnet kan være ansvarsudtynding: Personen henviser til manges deltagelse for at nedtone eget ansvar. Ved “jeg fulgte bare ordren” er ansvarsforskydning mere nærliggende. Forklar forskellen, og vis udsagnet.

Modprøve: At andre også handlede, fjerner ikke automatisk personens mulighed for at vælge eller rette handlingen.

Prøv selv: Skriv et svar, der undersøger handlingens virkning uden at nedvurdere personen som et helt menneske.

David Riesman

Introduktion

David Riesman var en amerikansk sociolog. I The Lonely Crowd fra 1950 analyserede han sammen med Nathan Glazer og Reuel Denney forholdet mellem samfundsforandring og socialkarakter. Typologien er et sociologisk analysegreb, ikke en diagnose af en enkelt elev.

Riesmans teori om socialkarakter

Socialkarakter betegner mønstre i orientering og personlighed, som forbindes med fælles samfundsmæssige betingelser. Begrebet blev udviklet før Riesmans bog, blandt andet hos Erich Fromm. Riesman og medforfatterne brugte det til en bestemt historisk analyse; det betyder ikke, at alle borgere deler samme personlighed.

Bogen skelner mellem traditionsstyret, indrestyret og andre- eller gruppestyret orientering. Betegnelserne er idealtypiske mønstre og kan findes sammen i et samfund eller hos samme person. De er ikke tre nødvendige stadier i ethvert lands eller menneskes udvikling.

Det traditionsstyrede samfund

Ved traditionsstyret orientering er overleverede normer, etablerede roller og den nære gruppes forventninger centrale. Personen orienterer sig især efter det, der opfattes som sædvane. Det er en analytisk beskrivelse, ikke en påstand om, at alle traditioner er forældede eller alle sådanne personer er ude af stand til forandring.

Det indrestyrede samfund

Ved indrestyret orientering fungerer tidligt indlærte standarder, især fra opdragelsen, som et indre kompas. Personen kan handle målrettet ud fra disse standarder, også når omgivelsernes forventninger skifter. “Indre” betyder derfor ikke, at værdierne frit er valgt gennem egen refleksion, og indrestyring er ikke det samme som selvstændighed eller autonomi.

Det gruppestyrede samfund

Ved andre- eller gruppestyret orientering bliver signaler fra jævnaldrende og andre samt samtidens medier centrale målestokke. Personen kan løbende aflæse, hvad der giver accept. Orienteringen kan skabe lydhørhed og samtidig et pres for tilpasning. Riesmans analyse af blandt andet amerikanske middelklasselag er ikke et bevis for, at alle nutidige mennesker blot efterligner andre.

Riesman sammenligner indrestyring med et gyroskop og andreorientering med en radar: Den ene følger tidligt indlærte standarder, mens den anden løbende aflæser signaler fra omgivelserne. Billederne er analytiske sammenligninger, ikke målinger af en konkret persons egenskaber.

Indrestyring er ikke automatisk autonomi

Egen træning: En person følger et mål, som blev indlært tidligt, selv når vennerne vælger noget andet.

Prøv først: Hvorfor er indre mål ikke i sig selv bevis for et frit valgt liv?

Forklaring: I Riesmans model kan tidligt indlærte normer styre retningen som et gyroskop. Det kan give stabilitet, men målene behøver ikke være valgt gennem selvstændig refleksion. Autonomi kræver en anden undersøgelse.

Modprøve: At ændre sig efter feedback er heller ikke automatisk tankeløs gruppestyring.

Prøv selv: Find et tegn på både orientering og refleksion, og hold de to spørgsmål adskilt.

Hartmut Rosa

Introduktion

Hartmut Rosa er en tysk sociolog, der undersøger social acceleration og menneskers forhold til verden. Hans teorier kan bruges til at analysere oplevet tempo, forventninger og mening. De er sociologiske fortolkninger, ikke kliniske diagnoser eller regler for alle elever.

Rosas sociologiske teori kan forbindes med en psykologisk case om oplevet tempo og mening. Forklar, hvilket begreb der bruges, og hvad materialet viser, frem for at gøre teorien til en diagnose.

Rosas teori om accelerationssamfundet

Rosa skelner mellem teknologisk acceleration, acceleration af social forandring og acceleration af livstempo. Dimensionerne kan hænge sammen, men er ikke identiske. Der findes også langsomme, stabile og bremsende processer. En analyse skal vise, hvilken dimension materialet faktisk belyser.

Teknologisk acceleration

Teknologisk acceleration handler om øget hastighed i blandt andet transport, kommunikation og produktion. At en besked kan sendes hurtigere er et eksempel. Flere nye produkter er ikke i sig selv et mål for hastighed. Man må også skelne mellem den tid, teknologien sparer, og væksten i antallet af aktiviteter.

Hurtig digital kommunikation kan muliggøre hyppigere kontakt og forventninger om korte svartider. Men forventningen afhænger af gruppen og situationen. Hurtigere teknik kan også give mere fri tid, hvis antallet af opgaver ikke vokser tilsvarende.

Acceleration af sociale forandringer

Acceleration af social forandring betegner hos Rosa, at praksisser, viden og forventninger kan blive forældede hurtigere, så perioden med nogenlunde stabile betingelser forkortes. Arbejdsliv eller relationer kan bruges som undersøgelsesområder. Teorien alene dokumenterer ikke, at alle venskaber eller parforhold bliver kortere.

Acceleration af livstempo

Acceleration af livstempo handler om flere handlinger eller oplevelser pr. tidsenhed og kan have både en målbar og en oplevet side. Multitasking og korte pauser kan være eksempler. FOMO og digital brug varierer; de er ikke fælles træk ved alle mennesker eller et bevis for, at hjernen aldrig får ro.

Accelerationen af livstempo hænger også sammen med en præstationskultur, hvor vi hele tiden skal maksimere vores potentiale og udnytte tiden bedst muligt. Der kan være et pres om at få topkarakterer i skolen for at få en god uddannelse, eller et pres om at være hypereffektiv på jobbet for at beholde arbejdet eller opnå forfremmelse.

Fremmedgørelse og resonans

Hos Rosa kan et forhold til verden blive fremmedgjort, når handlinger og relationer opleves som fjerne, instrumentelle eller uden en meningsfuld forbindelse. Tidspres kan indgå, men fremmedgørelse kan også hænge sammen med eksempelvis undertrykkelse. Klassekammerater behøver ikke opleves som konkurrenter, blot fordi karakterer har betydning.

Resonans er hos Rosa en relation, hvor noget berører personen, personen kan svare med sin egen stemme, og relationen kan forandre deltageren. Det er ikke blot ro, enighed eller afslapning. Musik, samarbejde eller en tekst kan være en indgang, men en bestemt aktivitet garanterer ikke resonans.

Rosa understreger, at resonans ikke kan fremstilles eller styres fuldstændigt som et resultat. Rammer med tid, mulighed for at svare og åbenhed kan undersøges som betingelser. I en skolecase kan man spørge, hvornår eleven oplever at være berørt og have en stemme. Det er et fortolkningsgreb, ikke et behandlingsråd eller et løfte om at fjerne stress.

Ro og resonans er forskellige spørgsmål

Egen træning: En elev sidder stille med en tekst uden at være berørt. Senere opstår en intens samtale, hvor eleven får en ny forståelse og kan svare med egne ord.

Prøv først: Hvilken situation kan undersøges som resonans?

Forklaring: Den anden rummer berørthed, svarmulighed og forandring som mulige tegn hos Rosa. Stilhed alene siger ikke, at en resonant relation findes. Det er elevens beskrevne relation, der skal undersøges.

Modprøve: En travl aktivitet kan rumme resonans; en bestemt aktivitet eller teknik garanterer den ikke.

Prøv selv: Find et andet eksempel og beskriv, hvilken oplysning der mangler for din fortolkning.

Jane Elliott

Jane Elliott er en amerikansk lærer, kendt for en klasseøvelse om forskelsbehandling efter øjenfarve. Brown eyes/blue eyes kan analyseres som en historisk undervisningsdemonstration med etiske problemer. Den var ikke et kontrolleret laboratorieforsøg.

‘Brown eyes/blue eyes’ eksperimentet

Elliott udførte sit forsøg i april 1968, kort tid efter hun havde set nyheden om mordet på Martin Luther King, Jr. Elliott blev forfærdet over konsekvenserne af diskrimination og ønskede derfor at finde en metode til at undervise sine elever i, hvor voldsomme effekter diskrimination kan have. Hun overvejede, hvordan hun kunne få sine hvide elever til at opleve diskrimination på egen krop.

Elliott gav den ene øjenfarvegruppe højere status og særlige privilegier og fremstillede forskellen som om den byggede på egenskaber hos børnene. I det filmede forløb blev blåøjede elever fremstillet som overlegne først. Det var opdigtede påstande, ikke biologiske forskelle i intelligens eller menneskelig værdi.

Optagelser og deltagernes beretninger viser ændringer i samspil, selvtillid og præstation under den pålagte statusforskel. De kan bruges til at undersøge lærerens autoritet, kategorisering og diskriminerende normer. De dokumenterer ikke en varig ændring i intelligens, og flere forhold ændredes samtidig.

I det filmede undervisningsforløb blev statusordenen vendt den følgende dag. Filmen blev optaget i 1970 efter Elliotts første øvelse i 1968 og indgik senere i A Class Divided fra 1985. Skeln derfor mellem det første forløb, den filmede gentagelse og den senere dokumentar.

Elliotts eksperiment blev beskrevet i lokalaviserne og fik så meget opmærksomhed, at hun også kom på landsdækkende TV for at fortælle om det. Hun oplevede dog også kritiske reaktioner fra folk, som ikke mente man kunne tillade sig at udføre denne type eksperimenter på børn.

Psykologien bag Elliotts eksperiment

Forløbet mangler blandt andet en uafhængig kontrolgruppe og en adskillelse af lærerens instruktion, privilegier, kategorisering og måling. Det er derfor en illustration, som kan give hypoteser, frem for et rent årsagsbevis. Ydmygelse og pres over for børn giver alvorlige etiske spørgsmål; øvelsen skal ikke gentages på klassekammerater.

Analysér, hvordan lærerens udsagn giver en kategori status, og hvordan eleverne reagerer. Indgruppefavorisering, normativ påvirkning og diskrimination er mulige greb, hvis de kan vises i handlingerne. Gruppepolarisering kræver en faktisk holdningsforskydning i gruppens oprindelige retning og må ikke sættes på enhver eskalation.

Både Elliott og minimalgruppeundersøgelserne belyser betydningen af kategorisering, men deres design er forskellige. Elliott ændrede samtidig status, privilegier og lærerens instruktion. Tajfels fordelingsopgaver reducerede betydningen af personlig identitet og egen direkte gevinst. Et lignende tema gør ikke forløbene til samme eksperiment.

Hold demonstration og årsagsbevis adskilt

Egen træning: En lærer ændrer samtidig privilegier, gruppestatus og instruktioner. Elevernes præstation ændrer sig bagefter.

Prøv først: Hvad kan man ikke isolere?

Forklaring: Man kan ikke fra denne ene situation afgøre, hvor meget hver ændring bidrog. Tid, øvelse, forventninger og belastning kan også indgå. Elliotts film kan analyseres kritisk som demonstration, men skal ikke gentages på klassekammerater.

Modprøve: En ændret præstation er ikke en måling af varigt ændret intelligens.

Prøv selv: Skriv en forsigtig observation og to mulige forklaringer, som designet ikke adskiller.

Philip Zimbardo

Introduktion

Philip Zimbardo (1933-2024) var en amerikansk psykolog ved Stanford University. Han undersøgte blandt andet sociale situationer, roller og menneskers handlinger. Hans mest kendte fængselsstudie skal læses med både faglig og etisk kritik.

Zimbardos arbejde har især haft fokus på, hvordan den sociale situation mennesker er placeret i, kan påvirke deres måde at handle på. Herunder var Zimbardo især interesseret i, om mennesker der handler ondt overfor andre i virkeligheden er påvirket af de sociale strukturer i bestemte situationer. Har vi med andre ord alle sammen potentialet til at handle ondt, hvis omstændighederne presser os til det?

Tilskuereffekten er en beslægtet socialpsykologisk problemstilling: Andre tilskueres tilstedeværelse kan påvirke, hvordan en person fortolker behovet for hjælp og eget ansvar. Det er ikke en regel om, at alle tilskuere altid undlader at hjælpe. Undersøg den konkrete situation og de muligheder, der findes for at reagere.

Zimbardo er på nogle punkter en kontroversiel figur inden for psykologien, og har  fx modtaget kritik for, at hans mest berømte eksperiment - The Stanford Prison Experiment (se nedenfor) - var etisk problematisk.

The Stanford Prison Experiment

The Stanford Prison Experiment er et berømt socialpsykologisk eksperiment, som blev udført af Zimbardo i 1971.

Deltagerne var udvalgte mandlige frivillige i collegealderen, som blev screenet, og rollerne som vagt eller fange blev tildelt ved lodtrækning. De var ikke et tilfældigt udvalg af hele befolkningen. Et simuleret fængsel blev indrettet på Stanford, og forløbet var planlagt til to uger. Zimbardo indtog selv rollen som fængselsleder.

Forskerne ønskede at undersøge betydningen af en fængselssituation og sociale roller. Men roller, instruktioner, forventninger og forskernes aktive deltagelse indgik samtidig. Designet gør det vanskeligt at isolere, hvilken del der frembragte en bestemt handling, eller overføre resultatet til alle almindelige mennesker.

Forløbet blev afbrudt efter seks dage efter alvorligt psykisk ubehag og overgreb i den simulerede situation. Nogle vagter handlede krænkende, mens deltagernes reaktioner varierede. Deltagernes belastning er et etisk problem og begrænser, hvad man kan slutte af undersøgelsen.

Zimbardo fremhævede situationens betydning som sin centrale fortolkning. En analyse kan undersøge institutionelle rammer, ledelse og adgang til kontrol uden at fratage personer ansvar for deres handlinger. Studiet viser ikke, at enhver person under samme rolle ville have handlet på samme måde.

Senere gennemgang af arkivmateriale, blandt andet af Thibault Le Texier i 2019, viser konkrete instruktioner og forskerinterventioner. Det udfordrer fortællingen om spontant opstået grusomhed uden særlig vejledning. Begrænset udvælgelse, forskerens dobbelte rolle og forskellige reaktioner betyder, at studiet bør bruges som en kritisk metodecase frem for en enkel naturlov om roller.

Zimbardo anvendte senere sin situationsforklaring i diskussionen om overgreb i Abu Ghraib. Det var en fortolkning af en anden sammenhæng, ikke en direkte gentagelse af fængselsstudiet. Skeln mellem dokumenterede handlinger, institutionelle forhold og et juridisk eller moralsk spørgsmål om ansvar.

Tag instruktionen med i forklaringen

Egen træning: I en simuleret institution deltager en forsker samtidig som leder og giver deltagere konkrete forventninger til deres handlinger.

Prøv først: Hvad betyder det for en påstand om spontane roller?

Forklaring: Forskerens instruktion og dobbelte rolle er en del af situationen. De skal undersøges som påvirkning, frem for at blive udeladt fra forklaringen. Et rent rollebevis kræver, at andre forklaringer håndteres.

Modprøve: Forskellige deltagerreaktioner passer dårligt med en lov om, at alle automatisk bliver ens under samme titel.

Prøv selv: Vælg én udvælgelsesbegrænsning og én etisk begrænsning, og forklar deres betydning for konklusionen.

Begreber

Her kan du få et hurtigt overblik over de vigtigste begreber inden for socialpsykologien.

Adfærdskomponent

Adfærdskomponenten er den del af en holdning, som er relateret til ens adfærd i forhold til holdningen.

Affektiv komponent

Fordommens affektive side handler om følelser og vurderinger. Den kognitive side handler om forestillinger, eksempelvis stereotyper. De kan hænge sammen, men er ikke identiske.

Assimilation

Assimilation er i Berrys model orientering mod deltagelse i det omgivende samfund med mindre fastholdelse af den hidtidige kulturelle identifikation. Modellen beskriver strategier, som varierer med rammer og situation; den siger ikke, at personen skal opgive alt fra sin baggrund.

Attribution

Attribution er fortolkning af årsager til egne og andres handlinger eller hændelser. Vi kan blandt andet pege på personlige forhold, situationen eller et samspil. Ordet kan her forstås som at tilskrive en årsag; det betyder ikke, at enhver fortolkning nødvendigvis tilskriver et personlighedstræk.

Personfaktorer er forhold hos personen, eksempelvis et mål, en hensigt, en evne eller et personlighedstræk. En sådan forklaring må begrundes. Personforklaring er derfor bredere end en påstand om en fast personlighed.

Situationsbaseret attribution betyder, at vi tolker folks adfærd som en reaktion på den situation, de befinder sig i. Hvis vi fx ser en person, som virker sur, så forestiller vi os måske, at personen lige har været igennem en stressende eller presset situation.

Backstage

Backstage er hos Goffman en region, hvor en bestemt optræden kan forberedes eller lægges til side i forhold til det relevante publikum. Det er ikke automatisk personens eneste sande selv.

Etnocentrisme

Etnocentrisme er at bruge egne kulturelle normer som målestok for andre. Undersøg, hvilke standarder og vurderinger personen anvender; egen baggrund bestemmer ikke automatisk hver vurdering.

Etnocentrisme og metodisk kulturrelativisme er forskellige perspektiver. Metodisk forståelse kræver ikke moralsk accept af enhver praksis.

Fordomme

En fordom er en holdning til en person eller gruppe, typisk negativ og knyttet til gruppetilhørsforhold. Stereotyper handler især om forestillinger; fordomme handler om vurderinger og følelser; diskrimination handler om handling eller forskelsbehandling. De kan hænge sammen, men er ikke samme begreb.

Frontstage

Frontstage er hos Goffman den region, hvor en bestemt optræden præsenteres for sit publikum. Der kan foregå oprigtig handling såvel som strategisk indtryksstyring.

Formel gruppe

En formel gruppe er en gruppe som er blevet bevidst sammensat med et bestemt formål. Der vil typisk være en officiel liste over, hvem der er medlemmer af gruppen og hvilke forventninger, som der bliver stillet til deres opførsel. Et eksempel på en formel gruppe kunne fx være en gymnasieklasse, som er sammensat for at organisere en gruppe unge menneskers uddannelse.

Formelle roller

Formelle roller er de roller i en gruppe, som har et klart defineret og officielt kendt formål. Det kunne fx være referenten eller ordstyreren i en arbejdsgruppe, eller direktøren i en virksomhed.

Gruppepolarisering

Gruppepolarisering er en forskydning efter gruppediskussion mod en stærkere udgave af den retning, deltagerne hældede til i udgangspunktet. Den er ikke det samme som gruppetænkning. Polarisering handler om holdningsforskydning; gruppetænkning handler om svækket kritisk beslutningsproces. De kan optræde sammen, men ingen af dem følger automatisk af, at mennesker mødes.

Gruppepolarisering kan blandt andet forstås gennem argumentudveksling og social sammenligning. Hvilken mekanisme der faktisk virker, må undersøges i materialet.

Gruppepres

Gruppepres er påvirkning knyttet til en gruppes forventninger eller reaktioner. Skeln mellem normativ påvirkning for accept og informativ påvirkning, hvor andre bruges som informationskilde.

Pres kan være udtrykkeligt eller indirekte. En person kan også tilpasse sig en forventning uden en direkte ordre; motivet kan ikke aflæses alene af, at personen ændrer svar.

Gruppetænkning

Gruppetænkning betegner i Irving Janis’ teori en beslutningsproces, hvor presset for enighed svækker kritisk afprøvning af alternativer. Gruppen kan undervurdere risici og overse modargumenter. Enighed eller en forkert beslutning er ikke alene bevis for gruppetænkning; undersøg selve processen.

Enighed under pres kan være et tegn til undersøgelse. Sammenhold det med gruppens beslutningsproces og oversete alternativer; én indikator beviser ikke i sig selv gruppetænkning.

Indgruppe

En indgruppe er en gruppe, personen oplever at høre til og identificerer sig med: Et “vi”. Identifikation er mere end et formelt medlemskort. Den kan knytte sig til en vennegruppe, et hold eller en social kategori.

Et vi kan eksistere uden fjendtlighed mod et dem. Undersøg konkrete relationer, normer og handlinger, før du konkluderer konflikt.

Integration

Integration betegner vægt på både kulturel kontinuitet og deltagelse i det omgivende samfund. Den forudsætter ikke kun individets valg, men også mulighed for adgang, gensidig tilpasning og åbenhed hos samfundets institutioner og andre grupper.

Intergruppekonflikt

En intergruppekonflikt er en konflikt mellem grupper. Ressourcekonkurrence, identifikation, normer og institutionelle forhold kan indgå; der er ikke én nødvendig årsag i alle tilfælde.

Realistisk konfliktteori fremhæver konkurrence om begrænsede ressourcer eller belønninger som en mulig årsag til konflikt mellem grupper. Fælles mål og gensidig afhængighed kan under bestemte betingelser ændre relationen. Teorien er ikke en universel eneårsagsforklaring.

Minimalgruppestudier viser, at en kategorisering kan påvirke fordelinger i en bestemt opgave, selv uden en tidligere ressourcekonflikt. Favorisering er ikke det samme som et bevist ønske om vold eller had.

Inter-rollekonflikt

Inter-rollekonflikt betyder, at forskellige roller kommer i konflikt hos den samme person.

Det kunne fx være at man til en fest både er sammen med familie og venner, og dermed kan have svært ved at vælge mellem om man skal udfylde sin rolle som ven eller sin rolle som familiemedlem. Vennerne kan måske komme til at se en som kedelig, hvis man er for meget orienteret mod sin rolle overfor familien, mens familien måske kan blive chokerede over det, hvis man opfører sig, som man plejer at gøre det i vennegruppen.

Intra-rollekonflikt

Intra-rollekonflikt kan opstå, hvis forskellige personer har forskellige forventninger til en bestemt rolle.

Der kan fx forekomme intra-rollekonflikter i skolen, hvis ens forskellige lærere ikke har de samme forventninger til, hvordan man skal opføre sig i rollen som elev. Der kunne måske være typer af opførsel, som er helt fine i nogle timer, men helt uacceptable i andre. Og dermed kan man let blive forvirret over, hvordan man egentlig bedst udfylder rollen som elev.

Johari-vinduet

Johari-vinduet skelner mellem information, der er kendt eller ukendt for én selv, og information, der er kendt eller ukendt for andre. Felterne er åbent, skjult, blindt og ukendt. Kendt er ikke det samme som blot synligt, og modellen er ikke en sikker afdækning af ubevidste følelser.

Kendt for én selv og kendt for andre giver det åbne felt. Kendt for én selv, ukendt for andre giver det skjulte. Ukendt for én selv, kendt for andre giver det blinde. Ukendt for begge giver det ukendte.

Kognitiv komponent

Fordommens kognitive side er forestillinger om en gruppe. En stereotyp er en generaliseret forventning til gruppens medlemmer; en kategori er selve inddelingen.

Kommunikationsniveauer

Friedemann Schulz von Thuns kommunikationskvadrat giver fire spørgsmål til en ytring: Sag, selvafsløring, relation og appel. De er analytiske sider, ikke fire sikkert adskilte beskeder.

Det faktuelle niveau beskriver selve den information, som bliver delt i kommunikationen.

Relationsniveauet beskriver de elementer i kommunikationen, som er med til at udvikle eller markere den relation, som eksisterer mellem parterne i kommunikation.

Selvafsløring handler om, hvad en ytring kan vise om afsenderen, eksempelvis viden, følelser, behov eller værdier. Det kan være tilsigtet eller utilsigtet. Det er derfor bredere end en bevidst strategi for at fremstå på en bestemt måde.

Appelniveauet beskriver de elementer i kommunikation, som har til formål at få andre til at gøre noget. Det kan både være i form af direkte ordrer eller mere indirekte henvendelser.

Konflikttrappen

En konflikttrappe beskriver mulig eskalering og nedtrapning. Denne syvtrinsvariant er en oversigtsmodel, ikke et obligatorisk forløb.

Et fjendebillede kan gøre nuancer og samarbejde sværere. Konkrete handlinger og ændrede rammer kan stadig undersøges; en placering på trappen forudsiger ikke et sikkert udfald.

Kontaktteorien

Intergruppekontakt kan under passende forhold bidrage til mindre fordomme. Det afgørende er ikke blot fysisk nærhed eller antallet af møder, men også kontakten og dens rammer. Kontakt kan være støttende, neutral eller konfliktfyldt.

Kulturrelativisme

Metodisk kulturrelativisme søger at forstå praksis i dens sammenhæng. Det kræver ikke, at man opgiver en begrundet vurdering af skade eller rettigheder.

Massehypnose

Massehypnose er en historisk betegnelse for en antaget stærk påvirkning af personer i en menneskemængde. I Gustave Le Bons fremstilling kan individets selvstændige dømmekraft svækkes. Begrebet er ikke en moderne klinisk diagnose eller et dokumenteret tab af kontrol hos alle mennesker i store grupper.

Medlemsgruppe

En medlemsgruppe er simpelthen en gruppe, som man er medlem af.

Nonverbal kommunikation

Nonverbal kommunikation omfatter signaler som tonefald, mimik, kropsholdning og blik, som supplerer eller står over for ordene. Signalernes betydning afhænger af situation og fælles konventioner. Et enkelt signal er ikke en sikker adgang til personens følelser eller hensigt.

Et nonverbalt signal skal fortolkes sammen med situationen og andre oplysninger. Det er ikke i sig selv en sikker følelsesmåling eller diagnose.

Primærgruppe

En primærgruppe er en gruppe, hvor medlemmer har tæt kontakt i hverdagen og er en stor del af hinandens liv. Det typiske eksempel på en primærgruppe er den nære familie, men afhængig af ens livssituation kan en bestemt vennegruppe eller kollegagruppe også udvikle sig til en primærgruppe.

Referencegruppe

En referencegruppe er en gruppe, man bruger som målestok for vurderinger af sig selv, sine valg eller sine normer. Man behøver ikke være medlem. En elev kan sammenligne sin arbejdsform med et ældre hold eller tage afstand fra en gruppe, hvis adfærd eleven ikke ønsker at følge. En referencegruppe kan derfor fungere som et forbillede eller som et modbillede. Også en fremstillet gruppe i en roman kan blive en målestok, men skeln mellem den fiktive fremstilling og en faktisk gruppe.

Segregation

Separation betegner hos Berry fastholdelse af egen kulturel identifikation med begrænset orientering mod det omgivende samfund. Segregation betegner en adskillelse, som kan påtvinges af en dominerende gruppe; skeln mellem valg og rammer.

Kulturel tilknytning kan være en ressource, mens tvungen udelukkelse kan begrænse deltagelse. Man kan ikke bedømme en persons muligheder ud fra feltets navn alene.

Sekundærgruppe

En sekundærgruppe er en gruppe, som man indgår i i nogle bestemte situationer i sit liv, men som ikke fylder så meget i ens hverdag som en primærgruppe gør. Sekundærgrupper kunne fx være ens gymnasieklasse eller ens gymnastikhold, hvor man er sammen med gruppens andre medlemmer i nogle specifikke situationer, men ikke har et tæt og intimt forhold til dem i hele sin hverdag. Man kan selvfølgelig godt blive nære venner med nogen fra klassen eller holdet, men det vil så typisk betyde, at man danner nogle mindre primærgrupper med netop de mennesker.

Stereotyper

En stereotyp er en generaliseret forestilling om egenskaber hos medlemmer af en social kategori. Kategorisering er selve inddelingen; stereotypen tilføjer forventninger som “de er alle sådan”. Forestillingen kan være positiv, negativ eller tilsyneladende neutral og kan stadig overse variation mellem personer.

Generaliserede forventninger kan gøre variation og modtilfælde mindre synlige. Undersøg, hvilke konkrete egenskaber der tillægges gruppen, frem for at kalde enhver inddeling en stereotyp.

Transaktionsanalyse

Den canadiskfødte amerikanske psykiater Eric Berne udviklede transaktionsanalyse. Modellen arbejder med forældre-, voksen- og barnejeg som jegtilstande. Den giver spørgsmål til kommunikation og erfaringer; den opdeler ikke hjernen i tre anatomiske dele.

Udgruppe

En udgruppe er en gruppe eller kategori, som personen ikke oplever at høre til. Den kan være neutral, beundret eller mødt med afstand; fjendtlighed er ikke en nødvendig del af definitionen.

Uformel gruppe

En uformel gruppe er en gruppe, som ikke er blevet bevidst designet til et bestemt formål, men hvor folk blot har samlet sig, fordi de fx er blevet venner eller har opdaget fælles interesser. En uformel gruppe har ikke nogen fast defineret liste over medlemmer, så folk kan løbende tilslutte sig gruppen eller forlade den, som de selv har lyst til.

Ofte vil der danne sig små uformelle grupper i større formelle grupper. I en gymnasieklasse (en formel gruppe) kan der fx opstå flere forskellige vennegrupper eller kliker (uformelle grupper).

Uformelle roller

Uformelle roller er de roller i en gruppe, som ikke er fast definerede på forhånd, men som folk bevidst eller ubevidst tildeles under gruppens arbejde. Socialpsykologen Arne Sjølund har lavet en opdeling baseret på fem forskellige standardroller: Lederen, de aktive, medløberne, de passive, og endelig de perifære roller.

Verbal kommunikation

Verbal kommunikation er den del af vores kommunikation, som kommer til udtryk i det, som vi direkte siger eller skriver til hinanden. Bliver ofte sat i modsætning til nonverbal kommunikation.

Når din case handler om kommunikation

Ved en samtale kan du først skelne ord fra tonefald, mimik og andre signaler. Brug derefter et relevant greb, eksempelvis kommunikationskvadratet, transaktionsanalyse eller Johari-vinduet. Hold afsenderens mulige hensigt adskilt fra modtagerens fortolkning, og begrund det, du faktisk kan vise i materialet.

Ved attribution spørger du, hvilke årsager der tilskrives en handling. Personfaktorer kan være mål, evner, hensigter eller personlighed; situationsfaktorer er forhold i omgivelserne. Malles metaanalyse fra 2006 fandt ikke støtte til en bred, stabil aktør-observatørforskel på tværs af alle situationer. Undersøg den konkrete information frem for at gøre skellet til en automatisk regel.

Kilder til undersøgelser og begreber

Originale undersøgelser skal læses med deres deltagerudvalg, design og begrænsninger. En sammenfatning er ikke det samme som hele artiklens metode, og en dokumentar er ikke et kontrolleret eksperiment.

• Asch, 1955: Opinions and Social Pressure
• Sherif og kolleger: Lejrstudiets deltagere og gruppedannelse
• Sherif og kolleger: Kontakt og overordnede fælles mål
• Tajfel og kolleger, 1971: Originalartiklens sammenfatning
• Schkade, Sunstein og Hastie: What Happened on Deliberation Day?
• Milgram, 1963: Behavioral Study of Obedience
• Le Texier, 2019: Arkivbaseret kritik af fængselsstudiet
• Berry, 1997: Immigration, Acculturation, and Adaptation
• Pettigrew og Tropp, 2006: Metaanalyse af intergruppekontakt
• Ishiyama, 1995: Culturally Dislocated Clients
• Malle, 2006: Metaanalyse af aktør-observatørhypotesen
• Rosa, 2003: Social Acceleration
• Rosa: Samtale om acceleration, fremmedgørelse og resonans
• PBS: Transkript til A Class Divided
• Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme: Begreber og afgrænsning

Kilder og videre læsning

• OpenStax: konformitet, lydighed og gruppeprocesser
• John W. Berry: Immigration, Acculturation, and Adaptation (1997)
• Pettigrew og Tropp: kontakt mellem grupper (2006)