Romerriget: republik, kejsertid, Julius Cæsar og Roms fald

Fra det genkendelige

Du kender allerede romerne

Har du læst Asterix, kender du allerede året 50 f.Kr. Tegneserien foregår i Gallien, nutidens Frankrig, lige efter at Julius Cæsar har erobret landet. Den lille landsby, der holder stand med trylledrik, er opdigtet. Erobringen er virkelig: Cæsar brugte årene 58-50 f.Kr. på den, og han skrev selv beretningen om den, Gallerkrigen, som du kan møde som kilde til eksamen.

Romerne står også i din kalender og i dit sprog. Juli er opkaldt efter Julius Cæsar, og august efter kejser Augustus. Ordet kejser kommer af navnet Cæsar. Når en politiker stiller op som kandidat, låner hun et romersk ord: en romer, der søgte et embede, gik i en toga, der var gnedet kridhvid, toga candida, og ordet kandidat kommer derfra. Og når legionærerne i Asterix bærer et skilt med SPQR, står der Senatus Populusque Romanus: senatet og det romerske folk.

Brug det, du kender, som knager at hænge stoffet på. Asterix er republikkens sidste årtier. Juli og august er opkaldt efter de to mænd, der gjorde en ende på republikken. Spørg ved hvert afsnit på siden: sker det her før eller efter Cæsar, og hvem har magten?

Romerriget på et nutidigt kort

Romerne erobrede ikke riget på én gang. Det voksede i ryk over 400 år, og grænsen flyttede sig også tilbage. Opslaget viser, hvilke af nutidens lande der blev romerske, og hvornår. Kan du placere landene på et Europakort, kan du tegne riget selv.

Fra bystat til verdensrige

Myten

Romulus og Remus: myten om Roms grundlæggelse

Romerne fortalte selv, at deres by blev grundlagt af tvillingerne Romulus og Remus. I den form, myten blev skrevet ned omkring Kristi fødsel, er drengene sønner af krigsguden Mars og prinsessen Rhea Silvia. Hendes onde farbror Amulius har taget tronen og sætter de nyfødte ud på floden Tiberen. De skyller i land, hvor en hunulv giver dem die, til hyrden Faustulus finder dem og tager dem med hjem.

Som voksne får brødrene deres ret tilbage og vil grundlægge en by. De tager varsler: Romulus ser flest fugle fra Palatinerhøjen og bygger den første mur. Remus springer hånligt over den, og Romulus dræber ham. Byen får navn efter Romulus, og romerne regnede grundlæggelsen til 21. april 753 f.Kr. Romulus var den første af syv konger.

En anden myte gør romerne til efterkommere af trojaneren Æneas, der flygtede fra det brændende Troja til Italien. Den fortæller digteren Vergil i eposset Æneiden, og den passede kejser Augustus godt: hans slægt, julierne, førte sig tilbage til Æneas’ søn.

Myterne er ikke historie, men de er kilder til, hvordan romerne så sig selv. Prøv at læse dem som et selvportræt: et folk, der nedstammer fra krigsguden, er opfostret af et rovdyr og begynder med et brodermord. Læg mærke til, at myten blev nedskrevet lige efter et århundrede med borgerkrige.

Kongetiden (753-509 f.Kr.)

Om de første 250 år ved vi meget lidt sikkert, for beretningerne blev skrevet ned flere hundrede år senere og er fulde af sagn. Arkæologien viser, at der boede folk på Palatinerhøjen ved Tiberen længe før 753 f.Kr. Traditionen taler om syv konger, og de sidste var etruskere, et folk nord for Rom, som romerne lærte meget af, blandt andet byggeteknik, skrift og varseltagning.

Den sidste konge, Tarquinius Superbus, “den hovmodige”, regerede ifølge romerne som en tyran. I 509 f.Kr. jog de ham bort. Siden var ordet rex, konge, så forhadt, at hverken Cæsar eller Augustus turde bruge det om sig selv.

Den romerske republik (509-27 f.Kr.)

Republik kommer af det latinske res publica, “den offentlige sag”: staten skulle være alles og ikke én mands. I næsten 500 år blev Rom styret af valgte embedsmænd og et råd af rige og erfarne mænd, senatet. I samme periode gik Rom fra at være en bystat til at herske over hele Middelhavet. Republikken deles ofte i tre: den tidlige (509-264 f.Kr.), hvor Rom erobrede Italien, den mellemste (264-133 f.Kr.), hvor Rom blev stormagt, og den sene (133-27 f.Kr.), hvor republikken gik i opløsning.

Sådan var magten delt i republikken

Forestil dig, at elevrådet har to formænd, der hver kan stoppe den andens beslutninger, og som kun må sidde ét år. Så kan ingen blive konge af gymnasiet. Det var tanken bag republikken: efter kongetiden skulle magten deles, så ingen kunne tage den hele. Næsten alle embeder havde to eller flere personer, og de skiftede hvert år.

I praksis lå magten hos få. Embederne var ulønnede, så kun rige kunne stille op, og de tidligere embedsmænd sad resten af livet i senatet. Republikken var derfor det, grækerne kaldte et oligarki, et fåmandsvælde, med et folkeligt islæt. Den græske historiker Polybios, der boede i Rom i 100-tallet f.Kr., så det som en blanding: konsulerne var det kongelige, senatet det aristokratiske og folkeforsamlingerne det demokratiske.

Patriciere, plebejere og patron og klient

Borgerne var delt i patriciere, de gamle adelsslægter, og plebejere, alle de andre. I republikkens første århundreder kæmpede plebejerne for at få del i magten. Deres stærkeste kort var, at de var soldaterne: hvis de nægtede at kæmpe, stod Rom forsvarsløs. De fik egne folketribuner, og i 366 f.Kr. blev den første plebejer konsul. Rige plebejerslægter smeltede efterhånden sammen med patricierne til en ny elite, nobiliteten.

Det bånd, der holdt samfundet sammen, var forholdet mellem patron og klient. Tænk på en storebror i nabolaget, der har forbindelser: han skaffer dig et job eller et lån, når det brænder på, og til gengæld følger du ham, når han går til torvet, og stemmer, som han beder om. En rig romer kunne have hundredvis af klienter. Derfor fik almindelige plebejere aldrig meget magt: de stemte for deres patron, ikke for hinanden.

Rom erobrer Italien

Fra 400-tallet f.Kr. lå Rom i næsten konstant krig med naboerne. I 272 f.Kr., efter krigen mod kong Pyrrhos af Epirus, var hele halvøen syd for floden Arno under romersk kontrol. De fleste besejrede folk blev forbundsfæller: de beholdt deres eget styre og betalte ikke skat, men skulle stille soldater og følge Rom i krig. Det gav Rom en hær, ingen anden by i Middelhavet kunne matche.

De puniske krige og Hannibal

Karthago lå ved nutidens Tunis i Nordafrika. Byen var grundlagt af fønikere, og romerne kaldte indbyggerne punere, deraf navnet de puniske krige. Karthago havde den stærkeste flåde i det vestlige Middelhav og herskede over dele af Sicilien, Sardinien, Korsika og Spanien. Rom og Karthago udkæmpede tre krige mellem 264 og 146 f.Kr.

Krigene gjorde Rom til Middelhavets herre. Romerne kaldte nu havet mare nostrum, “vores hav”. Men sejren havde en pris, som først viste sig senere: rigdommene og slaverne fra krigene ændrede samfundet derhjemme.

Republikkens krise: jord, hær og borgerkrig

Erobringerne sendte guld, korn og hundredtusinder af slaver til Italien, men pengene endte hos få. Rige familier købte de små bønders jord op og drev store godser med slaver. Bønderne, der var hærens rygrad, mistede deres gårde og flyttede til Rom, hvor de blev en fattig underklasse, proletarerne. Rom havde pludselig både færre soldater og en by fuld af utilfredse.

Person

Julius Cæsar: hvem var han?

Gajus Julius Cæsar (100-44 f.Kr.) var hærfører og politiker. Han kom fra en gammel patricierslægt, julierne, men ikke fra en rig gren af den. Han blev den stærkeste af de mænd, der i republikkens sidste tid kæmpede om magten, og fra 49 f.Kr. til sin død var han reelt enehersker i Rom. Han var aldrig kejser, men han banede vejen for kejserdømmet, og hans navn blev selve titlen.

Ved Rubicon skal Cæsar ifølge historieskriveren Suetonius have sagt “terningen er kastet”: nu kan det ikke gøres om. Tænk på det som at trykke send på en besked, der ikke kan slettes. Under borgerkrigen kom Cæsar også til Egypten, hvor han fik et forhold til dronning Kleopatra. Som enehersker gav han mange af sine egne folk pladser i senatet og indførte en ny kalender med 365 dage og skuddag, den julianske kalender, som trådte i kraft 1. januar 45 f.Kr. Måneden juli fik navn efter ham.

Mordet på Cæsar 15. marts 44 f.Kr.

Mange senatorer frygtede, at Cæsar ville gøre sig til konge og afskaffe republikken for altid. Omkring 60 sammensvorne, anført af Marcus Brutus og Gajus Cassius, overfaldt ham på et møde i senatet 15. marts 44 f.Kr., den dag, romerne kaldte idus. Ifølge Suetonius fik han 23 stik. Ordene “også du, Brutus” er fra Shakespeares skuespil fra 1599; Suetonius skriver kun, at nogle fortalte, at Cæsar sagde “også du, barn” på græsk til Brutus.

Mordet reddede ikke republikken. Hærene adlød deres hærførere, ikke senatet, og der fulgte 13 års nye borgerkrige. Cæsar havde vist, at én mand kunne tage magten. Spørgsmålet var nu kun, hvem det blev.

Hvorfor faldt republikken?

Historikere skelner mellem to slags forklaringer, og læreplanen i historie beder dig om at kunne det samme: strukturelle forklaringer, der peger på forhold, som ingen enkelt person styrede, og aktørforklaringer, der peger på bestemte menneskers valg. Republikkens fald er et godt sted at øve det.

To slags forklaringer

Den stærkeste besvarelse bruger begge dele og viser, hvordan de hænger sammen. Prøv at stille spørgsmålet kontrafaktisk: kunne republikken have overlevet, hvis Cæsar havde opgivet sin hær i 49 f.Kr.? Måske nogle år, men Pompejus eller en anden hærfører stod klar med samme muligheder.

Person

Kejser Augustus (Octavian): den første kejser

Augustus blev født 23. september 63 f.Kr. som Gajus Octavius og kaldes Octavian i årene, før han blev kejser. Hans mormor var Cæsars søster, og i sit testamente adopterede Cæsar ham og gjorde ham til hovedarving. Octavian var 18 år, da Cæsar blev myrdet, og han arvede både en formue og soldaternes loyalitet over for navnet Cæsar.

Republikkens facade, kejserens magt

Augustus havde lært af Cæsars død. Han blev aldrig diktator og kaldte sig aldrig konge. Senatet, folkeforsamlingerne og embederne fortsatte, men han samlede den reelle magt i sine egne hænder. Han havde pengene: en formue, ingen kunne måle sig med. Han havde soldaterne: kommandoen over de provinser, hvor hærene stod. Og han havde de gamle embeders rettigheder uden selve embederne: en folketribuns ret til veto, retten til at tale først i senatet og fra 12 f.Kr. posten som øverste præst. I år 6 e.Kr. oprettede han en statskasse til soldaternes pension og lagde selv 170 millioner sestertier i den. Så skyldte soldaterne ikke længere en general noget.

Han var også en dygtig propagandist. Digteren Vergil skrev Æneiden, der fører Augustus’ slægt tilbage til Æneas, og historikeren Livius skrev Roms historie. Statuer som den fra Prima Porta viste ham evigt ung, og Fredsalteret, Ara Pacis, fejrede freden. Riget fik ro efter næsten 100 år med borgerkrige, og den lange fredsperiode, der fulgte, kaldes Pax Romana, den romerske fred. Måneden august blev opkaldt efter ham, og efter sin død blev han dyrket som en gud.

Kejsertiden (27 f.Kr.-476 e.Kr.)

De første 200 år af kejsertiden, fra Augustus til kejser Marcus Aurelius’ død i 180, var rigets storhedstid. Inden for grænserne var der fred, og handelen blomstrede. Romerne byggede veje, broer og akvædukter, der førte frisk vand ind til byerne, og der opstod romerske byer med torv, bade og teater fra Syrien til Britannien. Latin blev talesprog i store dele af vest, og indbyggerne i provinserne blev efterhånden romerske borgere. Det kaldes romanisering. I 212 fik alle frie mænd i riget borgerret.

Kejserne var meget forskellige. Efter Augustus’ slægt, der sluttede med Nero, kom firekejseråret 69 og Vespasians slægt. Fra 96 valgte hver kejser sin efterfølger ved at adoptere en dygtig mand, og det gav riget nogle af dets mest roste herskere. Da Marcus Aurelius i stedet gav magten til sin søn, Commodus, sluttede den gode tid.

Romerske kejsere, du skal kende

Person

Kejser Nero: tyran, eller dømt af sine fjender?

Nero blev født i 37 e.Kr. Hans mor, Agrippina den Yngre, var oldebarn af Augustus og blev gift med kejser Claudius, der adopterede Nero. Claudius døde i 54, efter flere antikke forfatteres mening af gift fra Agrippina, og den 16-årige Nero overtog magten med livgarden, prætorianergarden, i ryggen. Selv de kilder, der hader ham, giver hans første år en god karakter. I de år styrede filosoffen Seneca og gardens chef Burrus for ham.

Så gik det skævt. Nero fik sin stedbror Britannicus ryddet af vejen i 55 og sin mor myrdet i 59. Han optrådte offentligt som sanger og kusk, noget, overklassen fandt dybt uværdigt for en kejser. I juli 64 brændte Rom i over seks dage. Nero var i Antium ved kysten, da branden brød ud, men et rygte påstod, at han havde sat ild for at få plads til sit nye guldpalads, Domus Aurea. Ifølge historikeren Tacitus gav Nero de kristne skylden og lod dem henrette. Efter en mislykket sammensværgelse i 65 tvang han Seneca til at tage livet af sig. I 68 gjorde statholderne i Gallien og Spanien oprør, senatet erklærede ham statsfjende, og Nero tog sit eget liv.

Antikkens Rom: byen og menneskene

I Augustus’ tid havde Rom formentlig omkring en million indbyggere, men tallet er et skøn. Midt i byen lå Forum Romanum, torvet med templer, retsbygninger og senatets mødesal. Colosseum blev påbegyndt i 72 under Vespasian, indviet i 80 under hans søn Titus og havde plads til omkring 50.000 tilskuere. Væddeløbsbanen Circus Maximus kunne tage over 150.000. Akvædukter førte vand ind til de offentlige bade, termerne, hvor romerne mødtes, badede og handlede.

Den romerske digter Juvenal klagede omkring år 100 over, at folket kun ville have to ting: brød og skuespil, panem et circenses. Kejserne gav dem begge: gratis korn til de fattige borgere og lege i arenaen. Det holdt den store by i ro.

Familien blev ledet af den ældste mand, pater familias, som havde magt over kone, børn og slaver. Kvinder kunne ikke stemme eller have embeder, men de kunne eje ting, drive forretning og blive skilt, og de færdedes frit i byen. Overklassen så op til grækerne: deres børn lærte græsk, de læste græske forfattere, og romerne gav deres egne guder de græske guders historier.

Gladiatorer: kampene i arenaen

Navnet gladiator kommer af gladius, det korte romerske sværd. De første kendte kampe i Rom blev holdt i 264 f.Kr. ved en begravelse, og i begyndelsen var de en del af de ritualer, man ærede en død med. Siden blev de den største underholdning i riget og en måde, politikere og kejsere købte sig popularitet på. Som ædil lod Cæsar 320 par gladiatorer kæmpe til ære for sin døde far, og efter sejren over dakerne holdt Trajan lege i 123 dage med 10.000 gladiatorer og 11.000 dyr.

De fleste gladiatorer var krigsfanger, slaver eller dømte forbrydere, men nogle frie mænd skrev selv kontrakt for at tjene penge. De boede og trænede på en gladiatorskole, ejet af en lanista, der lejede dem ud. En dag i arenaen begyndte typisk med dyrejagt om formiddagen, henrettelser omkring middag og gladiatorkampe om eftermiddagen.

En kamp sluttede, når den ene var død, eller når han gav op. Så afgjorde arrangøren, ofte med publikum som rådgiver, om taberen skulle leve. De romerske kilder siger “med vendt tommelfinger”, men ingen ved, hvilken vej tommelfingeren vendte; tommel ned som dødsdom blev først for alvor kendt med Jean-Léon Gérômes maleri fra 1872. Ud fra gravsten fra det første århundrede har historikeren Georges Ville regnet ud, at omkring hver femte, der gik i arenaen, døde, og at gladiatorerne i snit blev 27 år. Andre forskere mener, at gennemsnittet var lavere, fordi de fleste, der døde unge, aldrig fik en gravsten. En trænet gladiator var dyr, så de fleste kampe endte uden døden. Kejser Honorius forbød gladiatorkampene i den vestlige del af riget i 404.

Slaver og Spartacus’ oprør

Rom var et slavesamfund. I Augustus’ tid var mellem 20 og 30 procent af indbyggerne i Italien slaver, mindst én til to millioner mennesker; tallene er skøn. Erobringskrigene gav Rom hundredtusinder af krigsfanger, men efterhånden var de fleste slaver i Italien født af slavinder, og andre var udsatte børn eller ofre for sørøvere. En slave var juridisk sin ejers ejendom og kunne sælges, straffes og dræbes.

Vilkårene var meget forskellige. Værst havde slaverne i minerne og på de store godser. En husslave hos en rig familie kunne være kok, sekretær eller lærer for børnene og nogle gange spare penge op, peculium, og købe sig fri. Mange ejere frigav trofaste slaver i deres testamente. De frigivne blev borgere, men forblev klienter hos deres tidligere ejer.

Slaverne gjorde flere gange oprør. På Sicilien rejste slaverne sig fra 135 f.Kr. Det største oprør i Italien begyndte i 73 f.Kr., da gladiatoren Spartacus fra Thrakien og en lille gruppe andre gladiatorer brød ud af gladiatorskolen i Capua. Titusinder sluttede sig til ham, og hans hær besejrede flere romerske hære. I 71 f.Kr. blev han slået af Crassus og faldt i kampen. Omkring 6.000 af de tilfangetagne blev korsfæstet langs Via Appia, hovedvejen fra Capua til Rom, som en advarsel til alle andre.

Religion: fra Jupiter til kristendommen

Romersk religion handlede om at gøre tingene rigtigt, ikke om at tro det rigtige. Romerne havde mange guder, og forholdet til dem var en handel: do ut des, “jeg giver, for at du skal give”. Man ofrede et dyr, mad eller vin og forventede hjælp til høsten, rejsen eller krigen. Et offer skulle udføres helt korrekt; en fejl kunne gøre det virkningsløst. Før en vigtig beslutning tog man varsler, for eksempel ud fra fuglenes flugt eller et offerdyrs lever.

De vigtigste guder var Jupiter, Juno og Minerva, der havde et fælles tempel på Capitolhøjen, krigsguden Mars og Vesta, ildstedets gudinde, hvis hellige ild seks præstinder, vestalinderne, holdt i live. Romerne satte deres guder lig med grækernes: Jupiter var Zeus, Juno var Hera. Statens øverste præst hed pontifex maximus, og fra Augustus var det kejseren selv. Kejserne blev efterhånden dyrket som guder, og nye kulter som Isis fra Egypten og Mithras fra Persien kom til, fordi de lovede noget, den gamle religion ikke gjorde: et liv efter døden.

Hæren: derfor vandt romerne

En legion var hærens store enhed. I republikkens sidste tid var den på omkring 4.800 mand, delt i 10 kohorter med hver 6 centurier på 80 mand, og hver centurie blev ledet af en centurion. Ved Augustus’ død havde riget 25 legioner og omtrent lige så mange soldater i hjælpetropper fra provinserne, i alt omkring 250.000 mand. En legionær tjente i op til 25 år. Hæren byggede selv veje, broer og lejre, og vejene gjorde, at legionerne hurtigt kunne flyttes.

Derfor vandt romerne så tit

Romerrigets fald: hvornår og hvorfor?

Det korte svar er 476 e.Kr. Det år afsatte den germanske hærfører Odoaker den unge kejser Romulus Augustulus, gjorde sig til konge af Italien og anerkendte kejseren i Konstantinopel som sin overherre. Der kom ingen ny kejser i vest. Men det var kun den vestlige halvdel, der faldt. Den østlige halvdel, med Konstantinopel, nutidens Istanbul, som hovedstad, kaldte sig romersk i næsten 1.000 år mere, til osmannerne erobrede byen i 1453. Nogle historikere sætter slutningen i vest til 480, da den sidste anerkendte vestlige kejser, Julius Nepos, døde.

Historikerne har altid været uenige. Englænderen Edward Gibbon udgav 1776-1789 “The History of the Decline and Fall of the Roman Empire” og gav blandt andet kristendommen og romernes svigtende borgerdyd skylden. I dag taler mange historikere hellere om en forandring end om et fald: latin, kirken og romerretten levede videre i de nye germanske riger, og den periode, der fulgte, kaldes senantikken og siden middelalderen.

Person

Cicero: republikkens forsvarer

Marcus Tullius Cicero (106-43 f.Kr.) var advokat, taler, politiker og forfatter, og han er den romer, vi har flest tekster fra: taler, breve og bøger om retorik og om staten. Han kom fra ridderstanden, uden konsuler i slægten, og var altså en homo novus, en ny mand. Alligevel blev han kvæstor på Sicilien i 75 f.Kr. og konsul i 63, og samme år afslørede han Catilinas sammensværgelse mod republikken og blev hyldet som fædrelandets fader.

Cicero afslog at være med i triumviratet, fordi han mente, det satte republikken ud af kraft. Efter mordet på Cæsar holdt han 14 taler mod Antonius, de filippiske taler, opkaldt efter den græske taler Demosthenes’ taler mod Filip af Makedonien. Derfra kommer ordet en filippika, en skarp kritik. Da Antonius og Octavian sluttede fred, kom Cicero på listen over dem, der skulle dræbes, og han blev slået ihjel 7. december 43 f.Kr.

Arven fra Rom, og hvordan historien er blevet brugt

Arven fra Rom er svær at overse. Italiensk, spansk, portugisisk, fransk og rumænsk har udviklet sig fra latin, og latin var kirkens og videnskabens sprog i Europa i over 1.000 år. Mange europæiske retssystemer bygger på principper fra romerretten. Og Rom er blevet brugt igen og igen af nye magthavere, der ville låne rigets glans. Det kaldes historiebrug.

Når du skal analysere historiebrug, så spørg: hvem bruger Rom, hvad vil de opnå, og hvilken del af Roms historie lader de være med at fortælle? Mussolini talte om erobringer og orden, ikke om borgerkrige og slaver.

Kildekritik

Tre kilder, du kan møde til eksamen

Her er tre romerske tekster, du kan møde i undervisningen og i et materialesæt. Kildekritik handler om at spørge, hvem der skrev, hvorfor, og til hvem, og så om at vurdere, hvad teksten kan bruges til. En partisk kilde er ikke værdiløs: den er tit den bedste kilde til afsenderens egne mål.

Romerriget til eksamen

I historie A på stx er prøven mundtlig og bygger på et materialesæt, du ikke har set før, på 3-5 normalsider. Du har omkring 90 minutters forberedelse, hvor du stiller og besvarer to til tre problemstillinger. Læreplanen nævner hovedlinjer fra antikken til i dag og forskellige styreformer som kernestof, og Romerriget er et oplagt forløb til begge. I oldtidskundskab C bygger prøven på græske og romerske tekster og monumenter; Homer og romersk litteratur skal være med i prøvematerialet, og eksaminationen varer omkring 30 minutter efter cirka 60 minutters forberedelse. Her møder du Romerriget som baggrund for Vergils Æneiden eller for monumenter som Augustus fra Prima Porta, Ara Pacis og Colosseum.

Øv dig

Prøv selv: tre opgaver med mindre hjælp

Tre opgaver, hvor hjælpen bliver mindre for hver gang. Skriv dit svar, før du åbner forslaget. Kan du den sidste uden hjælp, kan du bruge Romerriget selvstændigt til en prøve.

1. Med fuld hjælp: sæt fem begivenheder i rækkefølge

Sæt dem i rækkefølge, og skriv ved hver, om den hører til kongetiden, republikken eller kejsertiden: Cæsar krydser Rubicon. Odoaker afsætter Romulus Augustulus. Tarquinius Superbus jages bort. Octavian får navnet Augustus. Hannibal går over Alperne. Hjælp: tidslinjen øverst på siden har alle fem årstal.

2. Med lidt hjælp: læs Augustus mellem linjerne

I Res gestae kapitel 34 skriver Augustus i vores oversættelse: “I mit sjette og syvende konsulat, efter at jeg havde slukket borgerkrigene og med alles samtykke havde fået magten over alt, overgav jeg staten fra min magt til senatets og det romerske folks rådighed. … Efter den tid overgik jeg alle i anseelse, men havde ikke mere magt end mine kolleger i hvert embede.” Find de to steder i citatet, der trækker i hver sin retning. Hjælp: læg mærke til ordene “magten over alt” og “ikke mere magt”.

3. Uden hjælp: tre problemstillinger til et materialesæt

Du trækker et materialesæt med et uddrag af Suetonius’ beskrivelse af mordet på Cæsar (skrevet omkring 120 e.Kr.) og et uddrag af et brev, Cicero skrev om mordet i 44 f.Kr. Formulér én redegørende, én analyserende og én diskuterende problemstilling.

Opgaver om Romerriget i biblioteket

Opgavebiblioteket har elevopgaver, der bruger Romerriget. Søg på titlen i opgavebiblioteket. Læs dem for opbygningen, ikke for at låne formuleringer.

Se forskellen

Rigtigt og forkert