Analyse og fortolkning af tre Lone Hørslev digte

Side 1

Analyse og fortolkning af Lone Hørslev-digte

”Der findes større problemer end mine” lyder titlen på én af Lone Hørslevs digte fra digtsamlingen La’os fra 2012, og dette er også temaet for mange af digtene i samlingen.

Hørslev skriver om hjemløse, international gældskrise og global forurening – men hele tiden på en meget personlig måde og vævet ind i hendes eget liv, så vi bliver i tvivl, om hun rent faktisk mener det. Hørslev tematiserer nemlig lige så meget sine egne pengeproblemer, kroppens forfald og bekymring for sine børns fremtid. Hermed kommer digtene også til at handle om den følelse af afstand til andres problemer, som karakteriserer mange af os i det privilegerede Skandinavien.

Digtene handler både om den helt almindelige hverdag og om de store problemer i verden, fx den internationale gældskrise i digtet ”Hold nu kæft med de skalaer” (tekst 5): ”Damen nede

på første / spiller klaver igen og Grækenland / kan ikke betale sin gæld. Landet har i hvert fald
overtrådt / endnu en tidsfrist, dér / dør de også af kulde.” Andre emner, som behandles i

digtene, er psykisk sygdom, fattigdom, forurening og hjemløse. Som sagt væves verdens problemer ind i digter-jeg’ets private hverdagsliv med bekymringer for hendes børn, overvejelser over hendes krops forfald og projekter i hjemmet, som her i digtet ”La’ os alle

tælle” (tekst 4): ”Jeg fik et vaterpas i hovedet i dag. / Det flækkede min læbe, alligevel gjorde
det mig LET / fordi jeg fik hængt bogkasserne op og fordi denne ORDEN / på en måde / holder

den perfekte uorden på afstand”.

Typisk for moderne lyrik er der i Lone Hørslevs digte tale om en slags knækprosa, der er kendetegnet ved at være skrevet i et lettilgængeligt og hverdagsagtigt sprog. Digtene har en løs komposition, hvilket vil sige at de ikke er struktureret ud fra et bestemt antal vers og strofer. De indeholder heller ikke nogen traditionelle enderim eller faste rytmer, som vi kender fra mere klassisk digtning, og på den måde kan man sige, at moderne lyrik minder mere om en novelle end om digte, som vi ellers kender dem. Alligevel kan man tale om en vis rytme i digtene, der skabes af digterens gentagelser og opremsninger. Et eksempel på gentagelser kan være ”Væk mig når det klamme ikke mere er til stede omkring mig! Væk mig når den danske vækst er i fremgang…” (mine kursiveringer), mens et eksempel på opremsning kan være ”ørevoks, nullermænd, lort, PENGEPROBLEMER, cigaretskod og

Side 2

ringene fra rødvinsflasken på bordet”. Dette er en måde at skabe rytme i digtet, som er med til at fange læserne og få os til at læse videre. En anden måde at fange vores opmærksomhed er Hørslevs brug af versaler (store bogstaver) i bestemte ord. I digtet ”La’ os alle tælle” fremhæves fx sætningen ”VI HAR DET SÅ GODT” sammen med ordene ”LET”, ”ORDEN” og

”PENGEPROBLEMER”. Ordene ”vi har det så godt”, ”let” og ”orden” kommer til at stå som en tydelig modsætning til ”pengeproblemer” og digtets øvrige handling, som bl.a. drejer sig om de syge og svage i samfundet. Dermed fremhæves kontrasten mellem, at vi på den ene side er ét af verdens rigeste lande, men at vi stadigvæk har vores problemer at slås med. Og det stiller spørgsmålet, om det er okay, at vi ind imellem brokker os og har vores egne personlige problemer, selvom de synes små i forhold til resten af verdens konflikter.

Lone Hørslevs digte er skrevet i et genkendeligt hverdagssprog, der er let at forstå. Der er

spontane udbrud som fx: ”Jeg kom til at se ind i øret / på manden der tiggede i S-toget, åh føj,
jeg / kiggede først for sent væk!” (tekst 4). Derudover indgår der replikker, fx ”jeg tæller lige
hvor mange skridt / der er ud til vandhanen” (tekst 4). I digtene indgår der som tidligere nævnt

helt almindelige hverdagsting som toiletter, vaterpas, ørevoks og nullermænd – ting, som vi ikke normalt forbinder med lyrikken, der traditionelt har behandlet mere ophøjede emner som religion, kærlighed og smerte. Det genkendelige hverdagssprog gør, at digtene er lette at læse og identificere sig med, hvilket giver publikum lyst til at begive sig videre ind i Hørslevs digtunivers.

Et andet tydeligt karaktertræk ved Hørslevs digte er hendes måde at lege med sproget og ordene på. Først og fremmest sker det i digtet ”Der findes større problemer end mine” (tekst

6), hvor digter-jeg’et modtager et postkort fra Laos: ”La’ os. / Ja, undskyld mig her, jeg ved det
er latterligt at tolke / på det. Læse sammenhænge ind / hvor der slet ingen / sammenhænge
findes, isbjørnene / på Arktis skifter køn. På grund af / forurening og DEN slags

sammenhænge findes.” Selvom jeg’et undskylder sig selv, kan hun ikke lade være med at lege med ordene, så ”Laos” bliver til ”la’ os”, hvilket kan læses som en opfordring til hende selv og andre om at gøre noget ved verdens problemer, fx forurening og fattigdom. Opfordringen kan

dog også læses ironisk, som i digtets sidste strofer: ”La’ os. / Ja hej. / Hold drømmene lige i
munden, Lone. / Og spis dit rugbrød.” Her virker det, som om digter-jeg’et må minde sig selv

Side 3

om, at hendes drømme om at redde verden er urealistiske, og at hun hellere skal koncentrere sig om hverdagens problemer og rugbrødsmadder.

Endelig er det et typisk træk ved Lone Hørslevs digtning, at hun inddrager sig selv i sin lyrik. I ovenstående strofe bruger hun sit eget navn, ligesom hun fx også skriver om, hvordan det er at være hustru, mor, kvinde osv. I sin digtsamling fra 2009, Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, benyttede Hørslev sig af privat stof i form af scener og tanker fra sin egen skilsmisse.

I artiklen ”Performative selvbiografier og hverdagsliv” skriver Benedikte F. Rostbøll og Elisabeth Friis, hvordan den slags digtning i 1970’erne blev kendt som

”bekendelseslitteratur”, hvor stribevis af forfattere skrev om deres inderste og mest intime privatliv. I dag kan man dog snarere tale om en ”performativ selvbiografi”, da Hørslevs og andre nutidige digtere som fx Christel Wiinblad og Yayah Hassan nøje udvælger det billede af dem selv, som fremstilles i deres digtning. Digtene skal altså ses som ”et led i en performativ kunstnerisk strategi. Samtidig med at de udkommer, bliver de udført”, som det hedder i artiklen. Når Hørslev optræder i sine egne digte, skal vi altså læse det som en person, hun selv har konstrueret, og som hun ønsker, læseren skal se. Det samme kan siges at gøre sig gældende for de illustrationer af Rikke Bakman, som optræder i digtsamlingen. Her ser vi digteren Lone Hørslev fremstillet i korte, nedringede kjoler og med mørk læbestift, som vi også kender hende fra fotografier. Tegningerne ligner altså Hørslev, men igen er der tale om en ”performance” eller konstruktion, som digteren har valgt, at vi skal se.

Denne måde at fremstille os selv på kan siges at være typisk for vores generation.

Opblomstringen af medier – og især de sociale medier – har gjort, at vi hele tiden er synlige for andre, fx gennem Facebook, Instagram, Snapchat osv. Det gør, at vi bliver nødt til at vælge en måde, hvorpå vi gerne vil præsentere os selv og vores liv over for de andre. Er vi den festglade type, der altid hænger ud på de smarte diskoteker, eller mere den overskudsagtige type, der altid har lunt hjemmebag i ovnen? Vi skaber altså et billede af os selv, som vi

’performer’ gennem de billeder, opslag og statusopdateringer, vi lægger ud på de sociale medier. Dette har ført til, at ungdommen i dag er blevet betegnet som forkælet og egoistisk, fordi de går så meget op i at fremstille sig selv. Men betyder det, at de unge går op i at performe sig selv, at de ikke bryder sig om andres problemer? Her kan man indvende, at brugen af medier og sociale medier har gjort, at der fx er kommet meget større fokus på

Side 4

internationale krige og problemer, end der var for 50 år siden. Unge i dag ved meget mere om, hvad der foregår på den anden side af jorden, end vores forældre og bedsteforældre gjorde.

Og vi har lettere ved at handle og gøre en forskel, fx at donere penge til en indsamling, underskrive en underskriftindsamling eller give vores støtte til kende. På samme måde som Lone Hørslev, der i sine digte både kan skrive om det private og verdens problemer. Måske gør det private perspektiv faktisk, at vi får en større interesse i klimaforandringer og fattigdom, fordi vi gennem digtningen bedre kan identificere os med det? Der findes større problemer end dine og mine, men måske kan digtningen hjælpe os med at få øje på dem.