Dyssen i Gunderslev Skov | Digt- og lyrikanalyse

Side 1

Romantikken og Dyssen i Gundeslev Skov

Nationalromantikken var en europæisk strømning under romantikken som cirka varede fra 1800-

1870. Det var en tid hvor forfattere og kunstnere fremhævede alt det gode ved Danmark ved at beskrive natur og følelser. En tid hvor man mente der var en universel sammenhæng og dermed en åndeligt kraft i alt. Derfor hyldede man også i denne periode den gamle nordiske oldtid og dyrkede den folkeånd som der blev udtryk den gang. Men hvordan kom alt dette egentlig til udtryk i litteraturen og kunsten? N.F.S. Grundtvig var en af de største forfattere i denne periode, og også den person som startede hele tanken om at genskabe den gamle nordiske tid. Dette fremgår også tydeligt i litteraturens veje hvor der står skrevet ’’Desuden skaber Grundtvig grundlaget for national romantikken med sin gendigtning af Saxo og sin forskning i den nordiske mytologi’’. Han skrev en lang række nationalromantiske værker og det er et af dem, vi i denne analyse skal se nærmere på.

Nikolai Frederik Severin Grundtvig skrev digtet ’’Gunderslev skov’’ i 1808, altså i starten af nationalromantikken. Han skrev digtet i sammenhæng med en vandretur han tidligere hen havde foretaget med Christian Molbech ved dyssen i Gunderslev skov ved Sorø. Christian Molbech skildrede ligesom N.F.S. Grundtvig også om denne vandretur efterfølgende i værket

’’Ungdomsvandring i mit fødeland’’.

I digtet ’’Gunderslev skov’’ berettes der om en jeg-fortæller som højst sandsynligt er Grundtvig selv, som er ude at gå en tur med en ven, som højst sandsynligt er Christian Molbech. De er ude at gå vandreturen med det formål at finde stendyssen som de betragter som asernes gamle alter. Under vandreturen får vi nøje beskrivelser af naturen og dens pragt. Naturen er i dette digt en stifinder for jeg-fortælleren som er meget ivrig og iler efter at finde alteret. Jeget bruger eksempelvis naturen som stifinder ved at se på spor i græsset, at følge skoven hvor den er dunkel og ved at lytte til trætoppenes sus og rusk. På denne måde kommer jeget tættere og tættere på hans mål – nemlig asernes alter. Da jeg-fortælleren endelig finder det, bliver han vældig glad og smider sig på knæ for at prise de hensovne guder.

Digtet består af 8 strofer, hvor antallet af vers i hver strofe varierer fra strofe til strofe. Eksempelvis har strofe tre kun tre vers, mens strofe fem har hele seksogtyve vers. Formen for rim i stroferne er også varierende. I strofe 2 ses både parrim og krydsrim således at rimmønstret hedder

ABABCDDC. I strofe 7 lyder enderimene i stedet AABB og er altså kun parrim. Sådan varierer

Side 2

rimmønstrene fra strofe til strofe og fordi der både er så stor variation i rimmønster og i antallet af vers per strofe, må vi antage et digtet har en ubunden form. At digtet har en ubunden form med henblik på rim og vers, kan digtet betegnes som et prosadigt.

Digtet er udover at være et prosadigt også et lyrisk digt. Grundtvig ligger i digtet stor fokus på at beskrive følelser og stemninger frem for handling. Han beskriver stemningen ved hjælp af naturen, som han beskriver positivt, fx ’’Højt over kneisende fjelde’’, hvor han her mener at fjeldene er et smuk og imponerende syn. Udover at komme med positive beskrivelser af naturen til at skabe stemninger, benytter Grundtvig også besjælinger og metaforer.

Der bliver blandt andet brugt en metafor i strofe 4 hvor han skriver ’’…At mit brændende blik over markerne fløj…’’. Et blik kan hverken brænde eller flyve, men når han beskriver det med disse ord, skaber det mere kraft og stemning og giver et større indblik i hans følelser.

Et eksempel på en besjæling ser vi i strofe 1, vers 2, hvor Grundtvig tillægger skoven et menneskeligt egenskab, ved at skrive ’’Hvad du knuger saa fast i din favn’’. At Grundtvig skriver på en måde som om han taler til skoven og leder efter svar, skaber også en mystisk og spændende stemning.

Handlingen i digtet bliver beskrevet i kronologisk rækkefølge uden flashbacks. Dog bliver jeget mindet om de gamle guder på hans vandretur, men ikke nok til at kategorisere det som flashbacks.

Man får i digtet en klar miljø og stedsbeskrivelse og også en klar fornemmelse af hvilken tid det foregår i. Stedet bliver klart beskrevet som en skov og siden digtets titel er ’’Gunderslev skov’’, må vi antage at det er stedet. Det foregår enten i foråret eller om sommeren hvis man tager i betragtning at han skriver at solen blusser og beskriver blomsternes duft. Via beskrivelsen af naturen skaber det et klart billede af at det er et godt miljø, samt at det foregår i en tid hvor der var fokus på naturen, nemlig i nationalromantikken.

De gennemgående temaer i digtet er naturen og det hellige. At naturen er et væsentligt tema i digtet, kan ses da beskrivelsen af naturen og naturens rolle er gennemgående i hele digtet. Naturens rolle er som nævnt tidligere en stifinder for jeg-fortælleren og uden den ville han ikke været nået frem til asernes alter hvilket er formålet med hele digtet.

Det hellige er også et væsentligt tema, da der bliver berettet en del om guder og det hellige,

Side 3

herunder især om aser og den nordiske mytologi. Det er tydeligt at det hellige betyder meget for jeg-fortælleren, idet at han er så ivrig efter at finde alteret så han kan prise guderne og forhåbentligt vække de gamle guder til livs. For som der står skrevet i strofe 5; ’’Guderne end i en dybere søvn’’, hvilket betyder at de nordiske guder engang var højlydte, men nu er deres storhedstid forbi og de befinder sig i en dyb søvn.

Det beskrives også til sidst hvor mægtig en betydning det har for jeget at finde alteret, hvor han føler at det hellige andagt opfylder hans bryst. Dette kan vise at det hellige spillede en enorm rolle for mennesket i denne periode og at især Grundtvig havde stor interesse for den nordiske mytologi.

Under vandreturen skilles Grundtvig fra vennen i hans søgning efter asernes alter og det er derfor kun Grundtvig der når frem til den hellige stendysse. Dette kan tolkes som at man kun kan opnå det hellige og følelsen af at man bliver gennemstrømmet af ånd, hvis man åbner sit sind og lader sig føre af den ånd som findes overalt i naturen.

Digtet kan i høj grad kategoriseres som et nationalromantisk digt. Nationalromantikken var blandt andet præget af dyrkning af naturen og det er et element der også fremtræder tydeligt i dette digt.

Udover at der er stor fokus på naturen hvilket kendertegner romantikken, er der også stor fokus på guder og det åndelige, her især den nordiske mytologi. Vi får i dette digt en stolt beskrivelse af vores nordiske fortid om den nordiske mytologi. Jeg-fortælleren i dette digt længes efter den

’’gamle’’ guldalder, hvor han mener alt er godt og søger derfor efter noget tilsvarende ved asernes alter.

Sammenligner man digtet med maleriet ’’Vinterlandskab nær Vordingborg’’, er det også et værk fra romantikken hvor naturen er i fokus. På maleriet bliver naturen fremstillet på en anderledes måde end vi ser både i digtet og i andre typiske nationalromantiske værker. Maleriet viser et vinterlandskab hvilket er meget atypisk for perioden hvor der oftest blev portrætteret sommerlandskaber i alt deres pragt og idyl som skabte gode stemninger. I vintermaleriet er der nærmere en melankolsk og dyster stemning. Det er stemninger som hovedsageligt bliver skabt af de visne og øde træer, den grå himmel, kragerne og til sidst sneen der gør billedet koldt. Dog er der lidt røde og orange farver der lyser billedet lidt op, men stadig ikke nok til at skabe en god stemning. På billedet ses også en stendysse, hvilket er et element man kan sammenligne med asernes gamle alter i digtet, da det begge er ting der peger tilbage til den nordiske oldtid.

Side 4

Værkerne ’’Gunderslev skov’’ og ’’Vinterlandskab nær Vordingborg’’ er altså blot to eksempler på hvordan et nationalromantisk værk kan se ud. Det er to vidt forskellige værker, men alligevel har de dog nogle karakteristiske ligheder, som er centrale for perioden, nemlig naturen og det hellige.

I litteraturens veje om nationalromantik står der skrevet: ’’Nutidens danske nationalisme finder også sit udgangspunkt i guldalder og nationalromantik, og især kerneforestillingen om det danske sprog som roden til danskhed udspringer herfra’’. Nationalromantikken kan altså anses som en periode der viste den bedste side frem af Danmark og er stadig en periode vi med stolthed ser tilbage på, da det har haft en enorm betydning for opfattelsen af hvad danskhed er.