Henrik og Else af Christian Winther | Digtanalyse

Side 1

- 1 -

Henrik og Else – en romantisk ballade

Henrik og Else er et digt skrevet af Christian Winther og udgivet i 1828. Digtet indeholder 27 strofer med 4 vers i hver. Digtet er en romantisk fortælling om Henrik og hans trofaste elskede Else.

Det er et meget typisk digt fra dets periode, nemlig romantikken og mere specifikt den poetiske realisme.

Historien i digtet bliver fortalt i kronologisk rækkefølge. De første to strofer fungerer som præsentation: I første strofe fortæller Henrik ridderen om sin elskede Else, som kun elsker ham og

er ham evigt trofast. Herefter bliver læseren i anden strofe præsenteret for konflikten/intrigen i

digtet, da ridderen vil sætte Elses troskab på prøve. Nu ved vi, hvad der skal ske, og at personerne kommer fra Danmark. Efter den direkte tale slutter anden strofe i datid. Tredje strofe er skrevet i nutid og markerer, at dramaet begynder. I strofe 3-6 beskrives kulissen for handlingen yderligere, og Else introduceres; det foregår i Vordingborg by på en klar sommermorgen med mild vind, og Else sidder og spinder blandt en masse blomster. Her bliver vi allerede ledt ind i det nationalromantiske univers.

I strofe 7 sker der noget nyt, da en flok jægere/riddere kommer ridende, og læseren fornemmer, at

en konflikt nærmer sig af den måde, ridderne indtræder i digtet: En Flok af vilde Jægere med buldrende Trav, Sig skynder over Mark, over Grøvt, over Grav. Ridderne præsenteres i strofe 8, og de er alle flot udsmykkede, men smukkest er én dog, og han stiger af sin hest. Således optrappes konflikten, og selve handlingen udspiller sig i stroferne 9-21, hvor ridderen frister Else med materialistiske goder, for at se om hun nu også er Henrik tro. I strofe 22-25 forklarer ridderen sit ærinde til Else, og han afslører sin titel som konge. Historien afrundes i strofe 26, da Henrik og Else lykkelige går deres vej. Den sidste strofe er en slags morale, og her er fortælleren eksplicit i stedet for den implicitte i de andre strofer. Her er det forfatteren, der taler til læseren.

Der er enderim i alle stroferne, således at første vers rimer på andet vers, og tredje rimer på fjerde, f.eks. Dag – Sag og ned – derved (anden strofe). På den måde skabes en speciel rytme igennem hele digtet, da rimene følger samme system hele vejen. Han benytter også bogstavrim i nogle vers. F.eks.

er der bogstavrim i strofe 3: Alt Sommerlærken synger over Vordingborg By, Og Guldgaasen glimter i det klare Morgengry.. I den susende Skov høres Hunde og Horn. Sammen med enderimene

Side 2

- 2 - giver bogstavrimene stroferne lidt mere flow og gør dem fængende. Selve klimakset i digtet, kongens prøvelse af Else (str. 9-21), er skrevet hovedsageligt i direkte tale, hvilket gør netop denne passage mere dramatisk. Desuden bruger Winther mange beskrivende tillægsord f.eks. i strofe 5:

En mørkeblaa Kjortel om de ranke Lemmer laae,

De sneehvide Ærmer til Haandledet naae;

Og flittig og vims er den lillebitte Fod,

Den dreier Rokkehjult med trøstigt Mod.

De mange tillægsord bruges også til naturbeskrivelser, hvilket er en vigtig del af den nationalromantiske litteratur. Omgivelserne er idylliske og romantiske og understøtter bondemiljøet. Rytmen i digtet hænger sammen med, at versefødderne i de enkelte vers passer sammen på den måde, at de alle indeholder trokæer som de vigtige navneord, og hovedsageligt er de fleste ord i digtet tryksvage eller enstavelsesord.

De personer, læseren bliver introduceret for, er bondepigen Else, bondesvenden Henrik, kongen og resten af ridderne. Else er bl.a. beskrevet som smuk: Men Pigen var dog Haugens alsomdeiligste Pynt (str. 4 l. 4). Vaks og dygtig er hun også, og så er hun selvfølgelig trofast, som Henrik fortæller kongen i første strofe. Else er den ideelle guldalder-kvinde, idet hun slet ikke er materialistisk men derimod ønsker en ægtemand, hun elsker, og som ikke nødvendigvis har alverdens midler. Hun vil hellere have en rigtig bonde, der kan arbejde for føden. Henrik er det, Else begærer og beskriver i strofe 15-17. Han er en ægte bonde, der kan styre ploven og ikke har noget fint slot eller skjold. Han er modig og er en naturmand, så han passer også godt ind i det romantiske digt.

Kongen afslører først sin titel i strofe 23, men læseren får allerede et hint ved allusionen: Min bolde Svend! i Morgen er der atter en Dag (str. 2 l. 1). Dette sagde kongen Valdemar Atterdag nemlig, og vi tænker derfor i royale baner. Gåsetårnet, som bliver omtalt, er desuden også en del af et gammelt slot ejet af netop ham. Dermed ved vi, hvad der i virkeligheden foregår, og at der vil opstå en intrige. Her understøtter de andre riddere den opfattelse pga. vers 4 strofe 2: De andre Herrer smidskede så lønligt derved, som betyder, at de griner på en lumsk måde. Kongen er den typiske ædle, noble, smukke og vise type, der er trofast mod sit land. Kongens holdning til troskab er den, der skinner igennem og er også den, der kommer til udtryk i sidste strofe med den eksplicitte fortæller.

Side 3

- 3 -

Dette digt er et litterært sidestykke til genrebilledet. Ligesom guldalder-genrebilledet er digtet et morsomt lille optrin, som er idyllisk og hyggeligt. Det foregår i kendte og typisk romantiske omgivelser nemlig på marken og i skoven. Vejret er godt, og Guldgaasen glimtede paa Taarnet under Sky. Vi befinder os i Vordingborg, og gåsen skaber også en hvis national følelse, da den blev brugt af Valdemar Atterdag til at håne Hansestæderne. Gåsen optræder både i starten og i slutningen, og det kan på en måde understrege den her følelse af fryd, alle personerne føler i slutningen af digtet. Naturen bliver beskrevet grundigt, og to dyr optræder i skildringen af omgivelserne. En kat, der strejfer ved en bæk og en ælling saa gul og rund og reen. Disse dyr udstråler harmoni og landlighed, og det er meget nationalromantisk. Samtidig er det et hverdagsbillede, der bliver ’malet’. Digtet skildrer nogle skikkelser inden for en social sammenhæng (bondeparret), men virkelighedsskildringen er forenet med det poetiske og moralske ideal. Selvom parret er almindelige mennesker og endda kun bønder, handler digtet ikke om deres sociale situation men blot om simpel kærlighed. Forfatteren viser virkeligheden, men han viser den virkelighed, han ønsker at vise. Realismen er gjort poetisk til lejligheden. I strofe 24 kommer det åndelige også på banen, da kongen tager afsked med Else:

”Jeg frister dig ei længer, nu kjender jeg din Hu,

Christ give, hver en Ungmø var så trofast som du !

Belønne dig – det vil jej; du har talt mig til Behag,

Guds Fred! Farvel! i Morgen er der atter en Dag!”

Christian Winthers Henrik og Else er et strålende eksempel på et værk fra romantikken og mere specifikt den poetiske realisme. Digtet er på sin vis morsomt og samtidig romantisk i både kulisser, miljø og personvalg. Moralen i digtet er ikke til at misforstå eller overse, og digtet ender lykkeligt.

Winthers virkelighedsskildring er romantisk, morsom og moralsk, og det åndelige får også lov at komme med en sidebemærkning. Lyrikken danner en perfekt ramme om historien, og til sammen bliver det et perfekt genrebillede fra den poetiske realisme.