Hjemkomst af Katrine Marie Guldager | Analyse

HJEMKOMST At man skal igennem en slags psykisk udvikling i livet er noget, der i vist omfang vil komme til at præge ethvert individs liv. Man får i en periode den følelse af, at man ikke har brug for familien. Man afviser familiens kærlighed. En udelukkelse eller adskillelse med familien er den letteste løsning over en kort periode, men på sigt ville denne dukke op i bevidstheden og skabe indre konflikter. Ethvert menneske gennemgår faser i livet, og en af disse faser er identitetsdannelsen. Hændelser, der foregår i denne fase, kan komme til at have afgørende betydning for individets liv og omgangskreds fremover. Overstående er blandt andet, hvad Katrine Marie Guldager tilsyneladende forsøger at belyse i sin novelle ”Hjemkomst” fra 2005. Novellen er fra novellesamlingen ”Kilimanjaro”. Perioden, historien er skrevet i, afspejler sig i de senmodernistiske træk. Som Katrine Marie Guldager, skriver man i denne periode om almenmenneskelige livsvilkår og inddrager det såkaldte arketypiske, det vil sige de kollektive lag under bevidstheden, eller det metafysiske, altså det, der ligger uden for menneskelig erkendelse.

Historien begyndes med in media res, hvor læseren kastes direkte ind i historien uden en foregående historie. Historiens indledning starter med, at hovedpersonen Sebastian ankommer til Danmark i et fly fra Afrika: ”Han landede en råkoldt morgen i januar og kunne […]”(jf. s.9 l. 1). Der kan ligeledes argumenteres for, at indledning er en slags præsentation, da miljø og de vigtigste personer bliver præsenteret. Beliggenheden af moderens hjem er i Vanløse. Sebastian er efter 3 år kommet tilbage til Danmark pga. hans fars død. Der oplyses ligeledes, at moderen og faderen er skilt, og Sebastian bor sammen med Marit, må vi formode. Dvs. familien er splittet og bor i to forskellige kontinenter. Sebastian har boet sammen med Marit og har dermed ikke haft så megen kontakt med faderen, moderen og sine to søstre. Af det kan udledes at forholdet mellem dem ikke er det bedste. Han tænker slev, allerede da han ser familien, ”En hel uges ophold sammen med ens familie var som et ophold i helvede”(jf. s. 10 l.

Novellen fortælles i en personbunden tredjepersonsfortæller, hvor personen er Sebastian. Fortælleren er bundet til Sebastian, det vil sige, at den beskriver både det indre og ydre ved personen. Et eksempel på det ydre kan inddrages: ”Han havde et af sin fars store hvide lommetørklæder[…]”(jf. s. 14 l. 22-23). Dette fortæller f.eks. hans udklædning.