Hjem af Adda Djørup | Litterær analyse

Side 1

1 af 3

Hjem

”Hjem” er en novelle om tab kontra trods eller lykke kontra ulykke. Novellen er skrevet af Adda Djørup i 2015, og er en del af novellesamlingen Poesi og andre former for trods. Novellen er skrevet efter forfatterens egen skilsmisse, i en tid hvor hun derfor pludselig var alene mor.

Novellen skildrer en kvindelig jeg-fortæller, som kører med sine to børn og en mand i sin bil på vej tilbage til byen, imens hun tænker på alt det hun ønsker sig i sommertiden. Pludselig bliver hun hidsig og accelererer, og overhaler med nød og næppe en bil, lige før en modkørende rammer hende. Manden ved siden af hende er ligeglad. Til slut er fortælleren beslutsom, og forsikrer sig selv om, at der ingen grund til bekymring er.

I novellen benytter Adda Djørup en scenisk fremstillingsform, som zoomer ind på jeg-fortælleren og hendes tanker og oplevelser i den konkret͏e ͏situation. Den sproglige stil er en blanding af en almindelig stil med lettere vulgære træk, og et nærmest stædigt børnesprog.

Den svagt vulgære side af sproget afslører samtidigt også at jeg-fortælleren er en voksen:

”Jeg vil have mere! (…) smøger og rødvin (…) sex og smagen af blod fra en skåret finger…” (linje

11-13). Dette citat viser netop blandingen mellem stædigt børnesprog og voksne tanker, idet den først linje, ”Jeg vil have mere!”, er en sætning som et barn ville sige til deres mor. Ordet ”næ” er også et lettere barnligt ord, som forfatteren gør brug af.

Den splittede følelse i novellen understreges ͏ved ͏forfatterens brug af modsætningsord, eksempelvis i citatet ”Hvor sjovt. Hvor tragisk.” (linje 21), hvor de to adverbier sjovt og tragisk danner kontrast mellem hinanden.

Novellen er skrevet in media res, og der er ingen introduktion til personerne. Kompositionen er lineær og uden afbrydelser i form af flashbacks. Dog skifter handlingen mellem at være fortællerens tanker om den kommende sommer, til pludselig at være nuet med den modkørende bil på vejen. Gennem novellen oplever jeg-fortælleren et slags udviklende forløb, da hun starter ud med at sidde og tænke melankolsk på sin nuværende situation. Men så bliver hun stædig, og tænker på alle de ting hun gerne vil have ud af sommeren. Hun ser den modkørende bil nærme sig og tager en hurtigt beslutning idet hun accelererer hidsigt og overhaler en anden bil, til fare for sig selv og sine passagerer. Efter den adrenalinfyldte

Side 2

2 af 3 oplevelse er manden ved siden af hende bare ligeglad, mens børnene er henrykte. Det er efter denne oplevelse at jeg-fortælleren virker mere afslappet med sig selv, og novellen slutter med en slags åben slutning, idet jeg-fortælleren lægger en plan for sin fremtid med sine børn som læseren ikke hører slutningen på.

Udover den kvindelige jeg-fortæller er der som nævnt yderligere 3 personer i novellen: hendes to børn på bagsædet, og en mand i sædet ved siden af hende. Det er tydeligt, at selvom manden næsten ikke er beskrevet i novellen, så har han stor betydning for kvinden. Dette er dog ikke en positiv betydning, da de begge virker til at være ligeglade med hinanden:

”Manden i sædet ved siden af mig siger ingenting, det er klart, han er stået af for længe siden.

Han ligger vel og hygger sig med sin tyveårige et sted i København, en dvask flue på et stykke wienerbrød.” (linje 18-21). Citatet forekommer lige efter jeg-fortællerens farlige overhalingsmanøvre, hvor deres bil næsten rammes af en modkørende billist. Dette kunne netop være grunden til, at manden ikke nævnes som hendes ægtemand i novellen, men i stedet bare som ”manden”. Hun har ikke noget forhold til ham, og metaforen med fluen på wienerbrødet kan forstås som hendes opfattelse af manden som en svag og ynkelig flue, der uden videre tiltrækkes af et stykke wienerbrød. Med ét eneste karaktertræk som ”den dårlige” er manden derfor en flad karakter. De to børn i novellen spiller også en ͏st͏or rolle for jeg-fortælleren, men dog en positiv en af slagsen. Hendes børn virker som drivkraften for hende, og det er netop dem der får stædigheden frem i hende. Jeg-fortællernes moderlige instinkt kommer frem da hun, efter overhalingen, opdager, at manden er ligeglad. I den sidste del af hendes udvikling i novellen beslutter hun sig for, at hun og hendes børn skal have det godt:

”Vi får mere, mig og mine unger, vi får det hele.” (linje 27).

Manden er ikke inkluderet i denne plan, og det er derfor også her, at læseren får den moderne og stærke kvinde at se, som fortælleren nu er.

Novellen er en beretning om tab, der efterhånden vendes til trods. Hovedtemaet er derfor tab kontra trods, og kontraster samt ligheder imellem de to. Adda Djørup har først og fremmest understreget dette tema i sit brug af sprog: for eksempel modsætningsord, med hvilke hun understreger jeg-fortællerens splittelse. Temaet understøttes også i personkarakteristikken af jeg-fortælleren, både som konen der har en ligeglad mand som hun egentlig også er ligeglad med, og som moderen der ønsker det bedste for sine børn. Tab og trods som tema i novellen

Side 3

3 af 3 beskriver derfor tab af ægteskab som en følge af skilsmisse, og trods i form af at gå sin mand imod, og leve videre efterfølgende som en stærk alene mor. Novellens titel, ”Hjem”, spiller en rolle i og med at den beskriver et andet tema i novellen, som nemmest kan beskrives som familienormer, og afvigelser derfra. ”Hjem” kan blandt andet symbolisere harmoni, familie, tryghed og norm – ord som ikke ligefrem passer ind i novellen. Jeg-fortælleren og mandens forhold er meget dysfunktionelt, og er en afvigelse fra den typiske harmoniske familienorm.

”Hjem” er derfor en lettere ironisk titel til en novelle, der netop handler om en utro ægtemand og en kone, som bare gerne vil have en vild sommer og et godt liv med sine børn.

Novellen kan perspektiveres til digtet Giftige blomster og bær, skrevet i 2009 af Lone Hørslev.

Digtet er fra en digtsamling om skilsmisse, og det indeholder samme tematik og trods som novellen af Adda Djørup. Forskellen mellem de to er, at digtet er skrevet efter en skilsmisse hvor Djørups novelle nok er skrevet lige før en skilsmisse. Digter-jegets vrede er derfor mere fremtrædende og rablende end jeg-fortælleren i novellen, men begge fortællere er kvinder og begge har noget liggende under overfladen. I novellen er det jeg-fortællerens trang til en spændende og rebelsk sommer der ligger under overfladen, mens det i digtet mere er fortællerens refleksion over det, at noget der er smukt udefra hurtigt kan vise sig at have en grim inderside, som skildrer alt det under overfladen. Digtet-jeget er en stærk kvinde akkurat som jeg-fortælleren i novellen:

”Jeg har det ikke i mig at fortryde (og også i fremtiden vil der være mænd der vil hade mig for det).” (Hørslev, Lone. Giftige blomster og bær, 2009. Vers 41-42)

Citatet peger på, at digter-jeget i fremtiden vil fokusere på sig selv og ikke på mænd, akkurat som jeg-fortælleren i novellen vil styre mod at få et godt liv sammen med sine børn – en plan, der ikke inkluderer manden.

”Hjem” er et fremragende eksempel på de problemer og følelser et menneske kan stå overfør i forbindelse med ægteskabsproblemer. Gennem sin sproglige stil og udvikling af jeg-fortælleren viser Adda Djørup, at tab og trods er et tema som mange mennesker kan identificere sig med, og at det at kunne leve lykkeligt igennem en skilsmisse også er en tilstand af trods.