Hymne til skønheden af Charles Baudelaire | Analyse

Hymne til skønheden

Symbolismen havde sin foregangsmand i den franske lyriker og kritiker Charles Baudelaire, som lever i midten af 1800-tallets Paris. Han er mest kendt for sin store digt-cyklus Les Fleurs du mal (Helvedsblomster) fra 1857. Bogen skaber voldsomt postyr pga. af usædelighed og blasfemi. Den kærlighed og skønhed han beskriver i sine digte, er en blanding af egne erfaringer og hans personlige lidelser, som var med til at skabe en poetisk ødemark i Baudelaires sind. Med nye versioner, ord og en ny verden, bryder han radikalt med den ideelle opfattelse af skønheden i den franske poesi og digtning, og han regnes i dag for at være en af grundlæggerne af den moderne poesi.

I denne litterære artikel, vil der indgå en analyse og fortolkning af digtet Hymne à la Beauté (Hymne til skønheden) med særligt fokus på tvetydigheden i digtets struktur, samt en perspektiverende del med et kig på den nordiske symbolismes litteratur. Baudelaire skriver hovedsagligt om skønheden – en skønhed som med ham bliver mere tvetydig. Spørgsmålet er, om skønheden kan være ligeså rædselsvækkende, som den kan være vidunderlig? Digtet Hymne til skønheden er, som titlen afslører, et lyrisk digt til en skønhed. Det er en mands fascination af Skønheden (som aktiveres som et egennavn). Skønheden er et væsen, en kvinde, som betager ham; hendes kys er som en trolddomsdrik, der fortryller og drager ham (strofe to, verslinje otte).

Digtet er inddelt i syv strofer med fire verslinjer i hver. Det er et krydsrim med et fast genkommende rimskema i form af enderim: første og tredje verslinjes sidste ord rimer, hvilket også er tilfældet for anden og fjerde verslinje. Dette er gældende digtet igennem. I strofe fem, seks og syv bruges der udråbstegn, hvilket har til formål at understrege nogle bestemte ord. F.eks. ”Velsignede flammer!” (strofe fem, verslinje 22). Ordet flammer associerer til helvede, men da det i denne sammenhæng er velsignede flammer, får ordet en anden positiv betydning. Udråbstegnet betoner forvirringen og den tvetydighed, der findes i de to modsigende ord. Hymne til skønheden er et lyrisk digt, som arbejder på et nuanceret billedplan. Det meste af digtet er konnotativt, som med et rigt hav af billeder og troper i første omgang ikke gør digtets fortolkning og betydning indlysende for læseren.

Med ord som kerte, fært og amfor antydes det, at der her er tale om en ældre tekst.