SSO om Solvej Balles "Ifølge loven"

Side 1

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

0

Solvej Balle

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse ......................................................................................................................... 0 Indledning ....................................................................................................................................... 1 Analyse af §1 .................................................................................................................................. 1 Kort referat af § 1 .................................................................................................................... 1 Analyse af Nicholas S. og hans projekt .................................................................................. 2 Beretningens sprogbrug .......................................................................................................... 4 Analyse af §3 .................................................................................................................................. 5 Kort referat af § 3 .................................................................................................................... 5

Analyse af projektet / René G. ................................................................................................ 6

Beretningens sprogbrug .......................................................................................................... 7 Kort analyse af §4 og §2 ................................................................................................................. 8 Referat og analyse af §4 .......................................................................................................... 8 Referat og analyse af §2: ........................................................................................................ 9 Sammenfatning ............................................................................................................................. 10 Perspektivering ............................................................................................................................. 12 Litteraturliste ................................................................................................................................. 14 Primær litteratur .................................................................................................................... 14 Sekundær litteratur ................................................................................................................ 14 Bilag .............................................................................................................................................. 15 Bilag 1 ................................................................................................................................... 15 Bilag 2 ................................................................................................................................... 17 Bilag 3 ................................................................................................................................... 18 Bilag 4 ................................................................................................................................... 18 Bilag 5 ................................................................................................................................... 20

Side 2

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

1

Indledning

Bogen ”Ifølge Loven , fire beretninger om mennesket” er skrevet af Solvej Balle og blev udgivet i 1993. ”Ifølge Loven” er Solvej Balles tredje værk, idet hun tidligere har udgivet romanen Lyrefugl ( i 1986) og kortprosasamlingen ”&” ( i 1990), som i 1998 blev efterfulgt af ”Eller”.

I denne opgave vil jeg undersøge, hvordan Solvej Balle behandler temaet: ”Hvad gør et menneske til et menneske”. Desuden vil jeg i forlængelse heraf belyse beretningernes sprogbrug. Endelig vil jeg perspektivere bogen i relation til den tid, den er skrevet i og i relation til Solvej Balles kortprosasamling ”Eller”.

Jeg har valgt, at strukturere min opgave således, at jeg især lægger vægt på at analysere beretning §1 og §3. Desuden behandler jeg kort §2 og §4 med henblik på en sammenfatning og perspektivering af bogens tema og sprogbrug.

Analyse af §1

Kort referat af § 1

Hovedpersonen i den første beretning af Solvej Balles ”Ifølge Loven” er Nicholas S.

Nicholas S. er biokemiker. Han forsøger at finde et signalstof i menneskets hjernebark, som han mener er det stof, der gør, at mennesket kan gå oprejst. Efter at han i flyveren på vej hjem fra et symposium har set verden i et større perspektiv, får han ideen til, hvordan han skal bevise signalstoffets eksistens. En dag får han et opkald fra retsmedicinsk institut i Ville de Québec, Canada, om at liget af en ung kvinde netop er kommet ind, og at denne kvinde har testamenteret sin krop til videnskaben. Dette er hans chance. Han transporterer ligets hjerne med tilbage til sit laboratorium, og med en speciel teknik skærer han den ud i tynde skiver og placerer skiverne mellem to glas. Der fremkommer en karakteristisk grøn farve. Dette stof i hjernen er grunden til ”menneskets oprejste færden”.

Efter at have gjort sit livs videnskabelige opdagelse begiver Nicholas S. sig hjemad til sin veninde. En indre uro overrasker ham. Han havde ellers forestillet sig en følelse som en vandring henover et snedækket landskab, en rolig hvid flade, hvor tingene mistede deres gamle konturer og faldt til rette i et nyt og ensartet landskab. [1]

1

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 32, linie 1-4

Side 3

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

2

Hans veninde derhjemme bliver ikke særligt imponeret over hans epokegørende opdagelse. Hun sover videre.

Analyse af Nicholas S. og hans projekt

Nicholas S. har struktur i sit liv, han er en anerkendt biokemiker, han deltager i internationale symposier, hvor han diskuterer videnskabelige teorier. Hans ambition er at fremsætte videnskabelige teorier, metoder og beviser. Privat bor han sammen med en veninde. Andet ved vi ikke om ham som person, da fortælleren anvender en ydre synsvinkel.

Beretningen om Nicholas S. er en vekslen mellem ”før og nu”. Rent kronologisk begynder beretningen ved et symposium i Stockholm 8 måneder tidligere, hvor Nicholas S. og andre forskere viser, hvad de er nået frem til i deres undersøgelser.

Efter præcis 39 min. kommer en kollega hen og påpeger en fejl ved det signalstof som Nicholas S. viser på sin planche. Nicholas er tydeligt påvirket af dette:

”Nicholas S. vidste straks, at kollegaen havde ret. Fejlen, der allerede var publiceret i et tidsskrift, og som nu blev fremvist i stor størrelse og fire farver, skyldtes ikke en videnskabelig vanskelighed, men blot en elementær fejltagelse og

derfor så meget mere pinligt”^{2}

Da han 3 dage senere sidder i flyet hjem, opdager Nicholas S. dog, at den selv samme fejl i hans projekt er at finde i den anerkendte forsker, professor Kernics bog ” The human posture, functions and basic mechanism”. I bogens efterskrift har den omtrent ukendte dr. Levit beskrevet et stof, der skulle kunne påvise den fysiske forskel mellem mennesket og andre væsener. Dette stof er det samme stof som Nicholas S. havde fremvist på symposiet og som var blevet dømt ude.

På vej hjem i flyet viser en medpassager ham et enormt fodaftryk i sneen under dem. Da medpassageren begynder at gøre sig filosofiske tanker om Guds storhed, beslutter Nicholas sig for at beregne Guds størrelse. De beregner Guds højde til at være 211 kilometer.

Det er først efter han har funderet over begrebet ”Gud” med sine biokemiske viden, at han bliver ledt på rette vej:

”Skulle et 211 kilometer højt væsen opretholde sin passage over isen, krævede det

                              3
assistance fra endnu højere magter.”

Derefter ved han pludselig, hvordan han skal bevise signalstoffets eksistens.

2

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 18, linie 22-26

3

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 26, linie 17-19

Side 4

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

3

Det er gået op for ham, at ved at se tingene i et større (guddommeligt) perspektiv kan det blive lettere at finde løsninger på, hvad der gør et menneske til et menneske.

Nicholas S. modtager en opringning fra retsmedicinsk institut om, at der er kommet et lig ind, som har testamenteret sin krop til videnskaben, og at Nicholas S. kan bruge hjernen til sit forsøg.

Efter en dag i laboratoriet viser det sig, at det ikke har været forgæves – signalstoffet har dannet den klare grønne farve, som han havde håbet på at finde – nemlig det stof der adskiller

menneskene fra dyrene, evnen til at gå oprejst. Efter en lang gåtur hjem til sin kvinde/veninde,

hvor tankerne flyver rundt i hovedet på ham ender beretningen.

Når Nicholas S. søger årsagen til ”menneskets oprejste færden”, er det et symbolsk udtryk for

den vilje/kraft, der tillader mennesket at færdes i verden på trods af den modstand/modgang vi

møder. Den kraft, han søger, er kraften som giver mennesket en grund til at eksistere. En sådan analyse virker naturlig, når Nicholas flere gange bevæger sig lidt væk fra en ren naturvidenskabelig tankegang, som her:

”Det var forståeligt, mente Nicholas S., at mennesket, gang på gang så sine velkendte artsfæller spadsere roligt i modvind, vente i stabile positurer ved busstoppesteder eller balancere på høje stilladser, betragtede denne færden som et

omgængeligt faktum, …”^{4}

At spadsere i modvind skal ses som udholdenhed i svære tider, at vente ved et busstoppested kan ses som værende tålmodighed og at balancere på høje stilladser, som de udfordringer, vi mennesker søger igennem livet. Altså bliver hans søgen efter det biologiske stof, som holder mennesket oprejst til en søgen efter ”meningen med livet” .

Nicholas S. går videnskabeligt til værks. Alt kan ses med videnskabelige øjne, selv Gud. Men hans videnskabelige tilgang sætter ham også i tvivl om videnskaben kan give svar på alt:

”Skulle et 211 kilometer højt væsen opretholde sin passage over isen, krævede det

                              5
assistance fra endnu højere magter.”

Han finder svaret mellem det naturvidenskabelige og det religiøse.

De fleste mænd bruge den venstre hjernehalvdel mere end den højre. Lars J. Onslev mener også, at det er et typisk træk for Nicholas S.:

”Til gengæld er han ikke opmærksom på, at han i sine bestræbelser på at finde det egenartede ved mennesket udelukkende går stofligt til værks og dermed sætter

                                      6
skarpt skel mellem det fysiske og det psykiske.”

4

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 26, linie 21-26

5

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 26, linie 17-19

Side 5

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

4

For kvinden er det derfor ikke ligeså epokegørende, at det er et stof der adskiller mennesket fra dyrene. Da han kommer hjem og fortæller om sin store opdagelse, at menneskets oprejste færden er et faktum [7], virker veninden ikke særligt interesseret:

”Kvinden ved siden af ham bevægede sig i mørket. Hun lyttede ikke. Hun sov”^{8}

Opdagelsen havde ikke samme betydning for hende.

Beretningens sprogbrug

Hver gang Nicholas S. færdes i et videnskabeligt miljø understreger Solvej Balle miljøet ved at anvende mange videnskabelige fagudtryk, så som:

”…havde man hverken inden for mikrobioptikken, den synaptiske neuroetologi, strukturfysiologien, corticalkemigrafien, evolotionsaritmetikken eller

                                                             9
neurokinematikken været i stand til at forklare menneskets oprejste færden.”

Tider angives i beretningen meget præcist – aldrig i hele klokkeslæt. Skiftet mellem bogstaver og tal fanger læserens opmærksomhed. De præcise tidsangivelser skærper sanserne. Solvej Balle vil med dette understrege to ting. Dels bruges det, når der sker en væsentlig hændelse. Dels til at angive hurtige skift mellem hændelser, som eks.:

”Nicholas S. satte sig på en komfortabel skammel midt i laboratoriet. Klokken var

22.39. Klokken 22.41 begyndte han at samle æskerne sammen, rengøre

                                 10
instrumenter og rydde op i laboratoriet.”

Hændelsen sker umiddelbart efter at Nicholas S. har gjort sit livs opdagelse. Solvej Balle bruger de præcise tidsangivelser til at vise, at han ikke bruger mere end to minutter på at reflektere over dette.

Måden Solvej Balle navngiver sine personer på, har også stor effekt.

Hovedpersonen hedder Nicholas S. Vi er ikke på fornavn med ham, derfor er der altid en vis distance til ham. Vi kender ikke hans efternavn og dermed ikke hans relationer, vi skal ikke forstå hans familiemæssige baggrund, eller kunne finde ham på Krak! Venindens navn nævnes ikke. Hun er som person ligegyldig for beretningen.

6

Onslev, Lars J. m.fl., Prosa fra 80’erne til 90’erne, Borgen, 1994, side 271, linie 1-4

7

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 37, linie 8-9

8

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 37, linie 16-17

9

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 16, linie 24-28

10

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 29, linie 1-4

Side 6

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

5

Solvej Balle kæler for detaljer i sproget, som når det signalstof, Nicholas S. søger, bærer navnet phylodoxa-tri-phosphat. Phylos er græsk og betyder slægt [11]. Dette står i modsætning til at hovedpersonens slægtsnavn er nævnt, som det ikke spiller nogen rolle.

Analyse af §3

Kort referat af § 3

René G. studerer matematik på Københavns Universitet. Han har siden han var barn interesseret sig for matematikken. Som studerende interesserer han sig primært for den klassiske matematik, men får besked på, at hvis han skal have en fremtid som matematiker, skal han både arbejde mere med den nyere matematik og fremkalde mere opmærksomhed omkring sin person , f.eks.

via et udenlandsophold. Han rejser til Salt Lake City, USA.

Men René G. ønsker ikke opmærksomhed. René G. har nemlig et mål; han ønsker at komme så tæt på det eksistentielle nulpunkt som muligt; han ønsker at være ingen. Eller i hvert fald så lidt menneske som muligt.

Efter et kort ophold i Salt Lake City bliver René G. udsat for en folketælling. Men han ønsker ikke at lade sig registrere, for han ønsker at være ingen. Samme aften beslutter René G. sig for at flytte til Basel, Tyskland, da han føler, at det krænker ham, at en folketælling skal ødelægge hans projekt.

I Basel starter René G. forfra med sit projekt: at blive ingen. Det hele går fint, han lever som subsistensløs af ting han finder. Han slagter en due, spiser lidt brød fra en container, og køber kun sjældent ind. En dag bliver han anmeldt for at have slagtet en due og stjålet fra en container.

Han bliver bragt til forhør, men anklagerne bliver hurtigt droppet, da det at stjæle brød fra en container og slå en due ihjel ikke er ulovligt. Men episoden bliver afgørende for Rene G., fordi politibetjenten påpeger, at han er optegnet i Interpols arkiver under forsvundne personer. Her indser René G., at hans projekt ikke kan lykkes. Det er umuligt at leve som ingen.

På en bar møder han en kvinde. De ender med at elske. Da kvinden næste dag er gået, sidder René G. og kigger på regnen.

11

Onslev, Lars J. m.fl., Prosa fra 80’erne til 90’erne, Borgen, 1994, side 270, linie 22

Side 7

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

6

Analyse af projektet / René G.

I modsætning til de andre 3 beretninger kan denne beretning sættes ind i et historisk sammenhæng, udfra dette citat:

”I januar hørte han, at USA var i færd med at indlede en krig. I februar bemærkede han, at krigen var startet. I marts at krigen var forbi. René G. undrede sig ikke. For René G. var denne krig en følge af folketællingen.” [12]

Denne krig må være Golfkrigen i 1991 [13].

Beretningen er delt op i to dele. Den første del omhandler René G.s barndom, hans fascination af matematikken og hans måde at leve sit normale hverdagsliv på. Anden del er selve handlingen, hvordan René G. og projektet bliver ét, hvor René G. vil være det eksistentielle nulpunkt. Skellet mellem disse to er dog ikke særligt klart, men glidende.

Solvej Balle karakteriserer personen René G. ved at sætte ham i et historisk perspektiv. Var han vokset op i et andet årtusinde, var han blevet kejserens fortrolige eller lærer for en aristokrats sønner eller en hærførers varselstager, i et andet århundrede præst eller en statsmands rådgiver, i et andet årti frihedskæmper eller revolutionær, ”men opvokset i den sidste del af det tyvende

århundrede blev René G. matematiker”.^{14} Alt dette kunne han været blevet pga. hans venlige

væsen, intelligens og kønne ansigt.

Solvej Balle viser at René G. ikke er specielt individualistisk og hans lyst til at gå foran som

leder ligger på en lille sted. Han er god til at støtte op om ting/folk, men har ikke det

lederinstinkt og evnen til at skabe opmærksomhed omkring sin person, som er nødvendigt i den sidste del af det tyvende århundrede. Han vil så vidt muligt undgå at tage stilling til moralske og etiske problemer. Hermed viser Solvej Balle også det problematiske ved ikke at være individualist i den sidste del af det tyvende århundrede.

René G. søger følelsen af harmoni. Han dyrker den ældre matematik og havde gerne tilbragt hele sin tid med ligninger, hvis det havde været muligt for ham. [15]

Dette skyldes den ligevægt der opstår på begge sider af et lighedstegn, når man har udregnet den.

Den ligevægt, der opstår på begge sider af lighedstegnet, er det René G. søger i sit liv.

René G. kan godt acceptere den del af livet som han kan sætte i en matematisk sammenhæng:

”Anklagede man René G. for at flygte fra sit ansvar som menneske eller undfly det voksne liv og nostalgisk længes tilbage til tabte tidsaldre, ville han sige, at han

12

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 81, linie 7-10

13

http://www.leksikon.org/art.php?n=3106

14

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 71-72, linie 21- 4

15

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 73

Side 8

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

7 intet havde imod at leve det voksne liv, der naturligt fulgte efter fødsel, barndom og

ungdom.”^{16}

Han har intet imod det voksne liv, fordi han kan se noget matematisk korrekt i, at det kommer, men han vil bare gerne:

”Udfylde den mindste plads, et menneske kunne udfylde på menneskehedens

landkort”^{17}

Da René G. bliver opfordret af sin vejleder til at ”interessere sig for mere nutidige spørgsmål,

skabe opmærksomhed om sin person, tage udenlands”^{18}, sker skiftet, hvor René G. påtager sig

projektet. Fra at hans projekt før var lidt distanceret, bliver det en del af ham. Før dette skift levede René G. et forholdsvis normalt liv:

”Han inviterede bekendte til middag …”^{19} og ”Kan man sige, at René G.

handlede? Han gik igennem et supermarked, lagde varer i sin kurv og betalte ved

kassen.”^{20}

Efter han ”flygter” til Basel bliver hans projekt en del af ham:

” For hver dag tættere på at være ingen og inden længe måske så tæt på

nulværdien, et menneske kunne komme uden at ophøre med at være menneske.”^{21}

Da en politibetjent forklarer René G. at han er meldt savnet, går det op for ham at det, at nå menneskets absolutte nulværdi er en umulighed i et moderne, teknologisk samfund.

Da René G. elsker med en stærk og handlekraftig kvinde – sin egen modsætning – går hans mål i opfyldelse. Han ser sit samkvem med kvinden, som en stor matematisk operation [22], hvor han selv er på den ene side af lighedstegnet, og kvinden på den anden. Ved at de kan gå op i hinanden, altså igennem elskoven, kan ligningen løses.

Beretningens sprogbrug

Som i den første beretning om Nicholas S., ønsker Solvej Balle med sin navngivning at give os et distanceret forhold til hovedpersonen. Vi kommer ikke på fornavn med ham. Vi kender ikke hans efternavn. Han kaldes René G. Men navnet René G. er ikke et tilfældigt valgt navn, for hvis

16

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 73, linie16-20

17

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 73, linie 23-25

18

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 75, linie 2-4

19

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 74, linie 12-13

20

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 73, linie 25-27

21

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 80-81, linie 28-1

22

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 87, linie 7-8

Side 9

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

8 man bytter om på bogstaverne kan man danne ordet ”regne”. Dette er endnu et eksempel på, hvordan Solvej Balle leger med ordene.

René G. vil være ingen. Dette projekt lykkes til sidst og understreges i sproget ved to skift.

Først under elskoven, hvor forfatteren skifter skrivestil til at skrive i ”vi-form”:

”Vi forlader dem før de begynder at elske…...Vi forlader værelset, mens kroppene

                                                  23
endnu er hele for ikke at forstyrre den matematiske operation”

Her prøver fortælleren , at få en hvis tæthed med os som læsere. Fortælleren prøver igennem sproget at genskabe den tæthed som René G. har med kvinden, mens de elsker.

Endnu et skift sker sidst i beretningen:

”Hvad der kan siges om dette menneske er sagt. Det hedder René G. Der bøjer sig

                                                 24
over bordet. Det retter sig og ser gennem ruder. Det regner.”

Hovedpersonen omtales som ”det”! Denne tingsliggørelse af René G. mener jeg skal betyde, at han gennem samkvem med kvinden har nået sit mål, ikke igennem at isolere sig fra omverdenen men ved at udlignes med sin modsætning.

Kort analyse af §4 og §2

Referat og analyse af §4

Beretningen handler om kunstneren Alette V. der former gipsskulpturer af betalende kunder.

Som en nomade rejser hun efter årstidernes skiften fra storby til storby for at forme og sælge sine skulpturer. En dag kommer en kunde og bestiller en gipsskulptur. Efter en pludselig indskydelse laver Alette V ikke skulpturen i den lette gips, men som en tung bronzefigur. Efter denne oplevelse kan Alette V. ikke længere arbejde i gips. Hun søger metallets bastante form og struktur og det ender med, at hun selv ønsker at blive en ting.

Alette V. udtænker en plan for, hvordan hun bliver en ting. Hun vil begå selvmord og testamentere sin krop til videnskaben. Hun forventer, at hendes legeme vil blive balsameret og derefter blive en genstand.

Selvmordet begår hun ved at drikke en flaske champagne af mærket Moët & Chandon, som hun drikker på værelset, åbner vinduet i den kolde nat og ligger sig på sin seng.

Beretningen om Alette V. har øjensynligt en vis handlingsmæssig sammenhæng med beretningen i §1 om Nicholas S. Dette vil jeg begrunde med at der i §1 står at:

23

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 87

24

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 87, linie 11-13

Side 10

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

9

”Legemet lå i et rum med en temperatur på minus to grader celsius.

Nattemperaturen havde været nede omkring minus femten grader. Man havde

fundet en næsten tom flaske Moët & Chandon samt et enkelt uvasket glas.”^{25}

Altså at den hjerne Nicholas S. bruger i sit forsøg er Alette V.’s.

Alette V. går igennem det samme som René G. I sin søgen efter at nå sit mål bliver hun mere og mere isoleret fra omverdenen:

”Man hilste venligt på hende, man hun svarede ikke. Hun følte mindre fællesskab med menneskene end med plankerne, som de håndterede med rutineret

voldsomhed”^{26}

Alette V. får ideen til sit selvmord da hun sidder i en cafe og en kølig vind kommer ind gennem vinduet [27]. Alette V. beskriver det selv som værende skæbnen [28]. Man kan sige at hendes død skal være som vinden: bemærkelsesværdig nok til at blive opdaget, men alligevel så svag at hun ikke virker død, men som en ting. Det er også der, hun får ideen til at åbne vinduet, så frosten kan tage livet af hende.

Hvis man læser §4 uden at læse resten af bogen, ville man tro, at Alette V. rent faktisk fik opnået sit mål. Men når man kender fortsættelsen (§1), kan man se at Alette V.s søgen efter at blive en genstand (i undervisning mm.), ikke går i opfyldelse.

Referat og analyse af §2:

Vi møder første gang juristen Tanja L. siddende i et tog med afgang fra Basel. Da hun vinker til en ven på perronen, ser hun ham lave en bestemt bevægelse, et slags fald, som borer sig dybt ind i hendes hjerne. Denne bevægelse tolker Tanja L. som en smerte, hun har påtvunget ham. Hun beslutter sig derefter at finde smerten. Hun rejser over Paris til Barcelona. I Barcelona følger hun efter forskellige personer og påtager sig deres bevægelser. Men hun søger efter at finde smerten.

Senere tager hun til Madrid og videre til Paris, hvor hun leder efter smerten i litteraturen, kunsten og skuespillet, men uden held.

Tanja L. søger smerten. Hendes søgen er dog på ingen måde en tilfældighed. Vi hører:

”…, at Ondskaben bor i Torino, Viljen i Basel, Tomheden i Paris, Tilfældigheden i

København og Smerten i Barcelona”^{29}

25

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 12, linie 2-6

26

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 101, linie 6-9

27

Hermansson, Gunilla, Mellem det korte og det lange, Forlaget Spring, 2000, side 28, linie 13

28

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 101-102, linie 27-1

29

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 43-44, linie 27-2

Side 11

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

10

Derfor: I sin søgen efter smerten tager hun selvfølgelig til Barcelona. Med ordet ”tilfældighed” mener jeg, at Tanja L. hele vejen gennem beretningen har en dedikation og en nærmest professionalisme, hun er enormt fokuseret i sin søgen efter at finde smerten.

Hun prøver at finde smerten ved at ændre sig efter hvilke personer hun følger, altså hun begynder at efterligne folks bevægelser [30]. Dette kan forstås som, at hun mister sig selv til fordel for at” sætte sig ind i andre”. Dette er med til at bevirke, at hun aldrig møder smerten, men kun skyggen af den, altså hun oplever den aldrig helt tæt på.

Denne beretning om Tanja L. hænger sammen med fortællingen om René G. Personen, hun vinker farvel til på perronen, er René G. Dette kan ses ved følgende citat:

”Hvad Tanja L. kendte til … og lovene for legemers bevægelser i rum, skyldtes den mand, der netop havde trukket sig ind i skyggen på Basels centrale

banegård”^{31}

”Lovene for legemers bevægelse i rum” er Galileis faldlov og den lov, som §3 starter med, ergo må det være René G., hun vinker farvel til, og derved også René G. der starter Tanja L.’s søgen.

I forhold til de §1 og §3 er handlingen i denne beretning meget enstrenget. Der er ikke nogen ”fortid” eller præsentation af personen. Nej, her får vi bare historien fra ende til anden.

Til sidst i beretningen da Tanja L. bliver forfulgt af en mand, som hun først tror er personen fra perronen, René G., bliver hun i tvivl om, hvad hun egentlig så på perronen. Altså hvad der egentlig lå til grund for hendes søgen. Men under et spil skak går det pludselig op for Tanja L., hvad det var hun så på perronen; nemlig ”et menneskes reaktion på et uventet træk” [32]. Med denne nye viden forlader Tanja L. bistroen med skakbrættet under armen, men efterlader sin pose med ting. Dette er et symbol på, at hun har fundet svar på sin søgen, og med denne nye viden (i form af skakbrættet) bevæger hun sig ud i verden og efterlader sin uvished (i form af posen).

Sammenfatning

Jeg mener, at det gennemgående tema i bogens 4 paragraffer er menneskets søgen. Nicholas S.

søger det stof, der gør, at mennesket kan gå oprejst. René G. kan ikke leve op til tidens krav om at gøre opmærksom på sig selv, så han søger at blive ingen. Alette V. søger metallets bastante

30

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 46, linie 13

31

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 41, linie 1-4

32

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 67, linie 4-5

Side 12

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

11 form og søger at blive en ting. Tanja L. søger smerten og at forstå menneskets reaktioner. Alle søger de et holdepunkt, der giver mening med livet. Dette mener

”Ifølge loven” består af 4 paragraffer, som er 4 enkeltstående beretninger. Hver beretning omhandler en person, som med baggrund i netop denne persons individualistiske kendetegn søger en mening med livet. Derved bliver handlingen typisk for tiden, begyndelsen af 90’erne, hvor individet kom i centrum, mens dets rolle i samfundet blev noget mere sekundært.

”Ifølge loven” handler om konflikterne mellem det, der er styret af regler og det individualismen. Solvej Balle indleder hver af beretningerne med at citere en paragraf. Hun bruger både paragraffer fra samfundets love ( §1), religionens love (§ 2) og naturens love (§ 3 og

4). Hun viser derved, at både samfundet, naturen og religionen kan være med til at skabe orden og dermed give mennesket et holdepunkt. Love og regler giver normer og tryghed mellem individer.

Denne tryghed forsvinder til dels, når individualismen kommer i centrum. Solvej Balle viser individets frihed og manglende ståsted ved at lade beretningerne foregå i hurtige storbyer, cafemiljøer, på rejse og ved et internationalt symposium.

Solvej Balle binder beretningerne sammen på to måder. Dels ved at lade hovedpersonen fra en beretning være genganger i en anden beretning. Alette V. i §1 og René G. i §2. Dels ved at anvende modsætninger. I §1 ønsker Nicholas S. at finde grunden til menneskets oprejste færden.

I §2 ønsker Tanja L. at finde smerten, som bliver beskrevet som er slags fald. I §3 ønsker Rene G. at nå menneskets absolutte nulværdi, altså at blive ingenting. I §4 ønsker Alette V. at komme til at tilhøre tingenes verden, altså at blive en ting. Modsætningerne er: stå ( §1) overfor fald (

§2) og ingenting ( §3) overfor ting (§4).

Skrivestilen i beretningerne giver en hvis distance til personerne. Vi kender f.eks. ikke deres familienavn og vi kommer aldrig på fornavn med dem. Derfor kan vi identificere os med de forskellige personer meget lettere end hvis vi kendte deres tanker. Solvej Balle giver os ingen direkte konklusioner på, hvad der gør et menneske til et menneske, nej hun lader det stå frit til hver enkelt person at søge efter, hvad den enkeltes mening med livet er. Denne søgen får Solvej Balle givet forskellige tilgangsvinkler, nogle leder efter meningen med deres liv i form af kunsten, skuespillet eller litteraturen, andre gennem videnskaben eller historien, andre gennem religionen, samvær med andre mennesker eller det at rejse osv. Det er dette Solvej Balle vil frem til; at meningen med livet ikke er ens for os alle, det er derfor den er udefinerbar. Men hun viser

Side 13

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

12 også, at jo mere der er op til den enkelte, jo sværere kan det være at finde det ståsted, der giver meningen med livet.

Perspektivering

Solvej Balle har en fantastisk fornemmelse for at bruge sproget. Dette ses tydeligt i ”Ifølge loven” men et andet godt eksempel er kortprosaen ”Eller” (1998).

”Eller” og ”Ifølge Loven” har nogle af de samme stiltræk. Et af disse er, at ”Eller” starter med et citat af en ”lov” ligesom ”Ifølge Loven” starter med sine paragraffer. Et andet stiltræk, der går igen, er modsætnings par:

”Han vil røre hende. Hun er urørlig. Han vil beskrive hende. Hun er ubeskrivelig.

Hun vil forandre ham. Han er uforanderlig…”^{33}

I ”Ifølge Loven” brugte Solvej Balle modsætnings par til, at binde de forskellige beretninger sammen.

Solvej Balle leger med skrivestilen, mens man læser ”Eller” kan man ikke undgå, at betragte de mange skift i stilen:

”Du vender dig. En hånd knaser over huden. Vi binder skobånd op eller lægger os

under hinanden”^{34}

Dette er der også enkelte eksempler på i ”Ifølge Loven” som i §3, hvor Solvej Balle pludselig begynder at skrive i vi-form.

Et af de væsentligste fællestræk mellem ”Eller” og ”Ifølge Loven” er dog det typiske 90’er træk, minimalisme (selvom man i tilfældet med ”Eller” kunne fristes til, at kalde skrivestilen

            35
mirkomalistisk ).

Solvej Balle er 90’er forfatter. 90’erne er et informationssamfund, hvor man hver dag gennem fjernsynet og internettet bliver bombarderet med informationer. I informationssamfundet dyrkes individualismen hvilket medfører, at det bliver svært for den enkelte at finde et holdepunkt.

Før i tiden havde folk ikke så travlt med at søge efter deres identitet. Der var mere struktur på samfundet og flere faste holdepunkter for det enkelte menneske.

Balle formår at vise konflikten mellem faste normer og individualismen. Den frihed, der ligger i individualismen kan for nogen være for svær at håndtere.

33

Balle, Solvej, Eller, Lindhart og Ringhof, 1998, side 31, linie 5-11

34

Balle, Solvej, Eller, Lindhart og Ringhof, 1998, side 23, linie 5-8

35

http://www.statsbiblioteket.dk/standart/98-5/Eller.html

Side 14

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

13

Solvej Balle sætter spørgsmålstegn ved det, at religionen er undertrykt i dagens samfund. Flere steder i romanen nævner Solvej Balle kristendommen, som eks. i §1 hvor Nicholas S. får inspiration i religionen ved at se tingene i et større perspektiv, men også andre steder som eks.

her:

”En smerte, som hun kunne bære, som man ved påskeoptogene bar Jesu kors op ad

ethvert muligt Golgata?”^{36}

Grunden til at Solvej Balle flere gange fremhæver religionen er for at vise, at religionen kan bruges som et holdepunkt også i 90’ernes hektiske liv.

Et andet typisk 90’er træk er at personerne tit har svært ved at tale med andre og ved at fortælle om de tanker, de har. Måden hvorpå Solvej Balle skildrer sine personer er typisk 90’er præget.

De er uden fortid og de smelter ligesom sammen med de kulisser, der omgiver dem.

Virkeligheden vender tilbage i 90’erne og forfatterne siger ja til realisme. Spørgsmålet om sammenhæng og værdier er igen kommet på dagsordenen. [37]

36

Balle, Solvej, Ifølge Loven, Lindhart og Ringhof, 1993, side 53, linie 28-30

37

Corvu, Catharina m. fl., virkeligheden eksploderer, Alinea, 2001

Side 15

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

14

Litteraturliste

Primær litteratur

Balle, Solvej:

- ”Ifølge Loven”, Lindhardt og Ringhof, 1993 Balle,

Balle, Solvej:

-”Eller”, Lindhardt og Ringhof, 1998

Sekundær litteratur

Bøger

Corvu, Catharina m.fl.:

-“virkeligheden eksploderer”, Alinea, 2001

Hermansson, Gunilla:

- ”Mellem det korte og det lange”, Forlaget Spring, 2000

Huang, Marianne Ping m.fl.:

-”Perspektiver – i nyere dansk litteratur”, Forlaget Spring, 1997

Onslev, Lars J. m.fl.:

- ”Prosa fra 80’erne til 90’erne”, Borgen, 1994

Sandstrøm, Bjarne:

- ”Vandmærker”, Dansklærerforeningen, 1999

Internetadresser

http://www.statsbiblioteket.dk/standart/98-5/Eller.html (Bilag 1)

http://www.leksikon.org/art.php?n=3106 (Bilag 2)

http://skoda.emu.dk 🡪 Infomedia ( Bilag 3-5)

--------------------------------------

Dato og underskrift

Side 16

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

15

Bilag

Bilag 1

http://www.statsbiblioteket.dk/standart/98-5/Eller.html

Mikromalisme

Ung dansk kortfattethedsprosa. Solvej Balle drejer minimalismeskruen helt i bund

Anmeldt af

Bent Rasmussen

Solvej Balles værk omfatter nu fire bøger som kører i to serier. En langprosaistisk med »Lyrefugl« og »Ifølge loven« og det kortfattethedsprosaistiske med »&« og den som her er til anmeldelse, »Eller«. Fem afsnit deler sølle 18 trykte sider imellem sig, og så er der endda god margen og rigelig med dobbelt linieafstand. Solvej Balles kortfattede forfatterskab, som hun til dato altså har skrevet 36 sider på, er, med forlov, mikromalistisk.

Hvad gælder for mikromalisten? 1. Hun observerer ting og egenskaber ved ting som er så irrelevante for vores umiddelbare eksistens, at vi ikke gider spilde vores vågne liv med at være bevidste om dem. Kun mikromalisten og børnene synes de er interessante, fordi de har hang til det irrationelle og dadaistiske: »De finder knogler og fjer. De bærer dem hen til de voksne, der steger kød med kulørte marinader over kul. Sort og orange, der spejler sig i orange og sort.« 2.

Mikromalisten ønsker at gengive virkeligheden på en måde som er mere autentisk, end hvad vi ellers kan tænke os frem til logisk. Derfor beskriver hun ikke menneskelig aktivitet som bevidste handlinger, men som kroppe der sanser og gør ting: »Han river bladene sammen. På tørre dage vander han fliserne, ... På kølige dage trækker han trøjer og frakker om kroppen.« 3.

Mikromalisten skriver ikke om fremmede eller eksotiske ting og handlinger, tværtimod beskæftiger hun sig kun med det allermest banale, konventionelle og rituelle for hermed at understrege at mikrovirkeligheden findes lige midt i hverdagen: »Vi gør de enkleste ting. Vi skærer frugt eller brød. Vi reciterer velkendte retter på små gasblus. Koger makaroni, der langsomt og uden megen poesi, skifter fra hårdt til blødt.« 4. Sproget er renset for indfølende momenter; der skæres rent og koldt ind til sagen, for kun med ublandet distance fremstår tingene operationslysklart (se 3).

Solvej Balles systematiske afvisning af enhver fortællermæssig hygge er vist efterhånden blevet hendes varemærke, og den verbal-anorektiske stil hun lægger for dagen i »Eller« efterlader ligesom i »&« ingen tvivl om, at hendes prosa ikke er for de bekræftelsessyge. Det meget vand, den megen regn, de mange sten og visne blade, som er trukket med over fra »&« virker præcist efterårsagtigt i denne læsers sind, og de mange frakker, trøjer og tæpper, som også »Eller«s De’er og Vi’er trækker i og om sig giver fortsat ingen varme. Tekstens nedskrivning af livets,

Side 17

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

16 dødens og kærlighedens fænomener til rituel bedrøvelighed og menneskedyrenes zombie-agtige gøren ting med deres dumme rekvisitter er ganske unheimlich.

Familierne taler om andre ting eller rækker tallerkner omkring med orange og sort. De vandrer gennem skiferbruddet til stenene på den nærliggende kirkegård. De lægger blomster på gravene eller samler navne til udøbte børn.

Den balleske uhygge er ellers ikke forceret, den følger nødvendigt med distanceretheden, og den vægtes af mod de nørdede men ret underholdende sprogspil: »Han vil forstå hende. Hun er uforståelig. Han vil tro hende. Hun er utrolig. Hun vil rykke ham. Han er forrykt ... Han beder om løfter. Hun vil løfte ham. Han er ubærlig.«

Fornemmelsen for sprog og betydning er Balles fremmeste egenskab. De semantiske ulovligheder er én ting, en anden et titlens forpligtende »Eller«. ’Eller’ er den grammatiske disjunktion, der til forskel fra konjunktionen ’og’ betyder, at her er der en forskel, men vel at mærke ikke en forskel, der gør en forskel. For det meste er det jo et fedt, om der står eller eller og mellem tingene, og således også for børnene og de voksne hos Solvej Balle som gør det ene

og/eller det andet med lige stor betydningsløshed; »kaffe eller te« — whatever.

Det egentlig uhyggelige hos Balle er selvfølgelig, at vi kun modstræbende genkender verden i den kortfattethed, som er forfatterens. Men det gør hun måske heller ikke selv. I hvert fald forfalder hun hist og her til nogle meget lidt minimale statements, der larmer som en væltet bagkulisse. Blandt andet og i særdeleshed med en deklamation, som optræder ganske uden diskretion et par gange, »Vi lever af forskelle«. Sandt nok, men det er noget man skal sige til sig selv, når man læser, og ikke noget man skal have stoppet ned i halsen. Når det alligevel sker, har det noget at gøre med en minimalismens naturlov, som lyder, at jo mere teksten trækker sig tilbage fra den traditionelle udfoldede prosa jo større bliver trangen hos forfatteren til at kaste redningsbælter ud til læseren i form af små abstrakte epigrammer, der ligesom skal udfolde det minimalistisk indfoldede. Solvej Balle har således mikroskoperet sin tekst så kraftigt at hun selv er begyndt at tvivle på om den overhovedet giver mening. Det gør den imidlertid, skulle jeg hilse og sige, og frem for at yde hjælp til forståelsen virker en sætning som »Vi lever af forskelle« diskvalificerende på projektet.

Minimalismeskruen er en svær en at dreje, men Solvej Balle ved, hvordan det skal gøres. Hendes prosa befinder sig helt dernede, hvor man skal bruge mikroskop, for at se hvordan det kribler og krabler i de semantiske præparater. Det gælder bare om at insistere. Sandheden er dernede. Og sandheden er blandt andet at flere ting end vi aner ’knaser’. Det knaste de underligste steder i »&« og det knaser i »Eller«. Blade knaser, nuvel, men »En hånd knaser hen over huden.«: Det bedste ved Balle er, når hun ’morfer’ ordene ud, så de fremstår i al deres fænomenale og fonetiske herlighed, essentielt og universelt. Nu ved vi, hvordan ordet ’knaser’ knaser. Hvad mere kan man ønske sig?

###

Side 18

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

17

Bilag 2

http://www.leksikon.org/art.php?n=3106

Golfkrigen

Efter at Iraq den 2. august 1990 havde invaderet nabolandet Kuwait og efterfølgende trods påbud fra FN nægtede at trække sig ud, indledte USA den 17. januar 91 i spidsen for en 32 lande stor militær alliance luftangreb på Iraq. Dette var optakten på Golfkrigen, der gav USA lejlighed til at få afprøvet sine mest moderne våben, og slå fast, at supermagten var den eneste tilbageværende supermagt efter sammenbruddene i Østeuropa året før. USA's daværende præsident George Bush karakteriserede denne nye geopolitiske situation som «den nye verdensorden».

Krigen var ovre i løbet af 1½ måned. Den havde da kostet 0 irakere livet. De fleste civile. USA afstod i sidste ende fra at vælte Iraqs præsident, Saddam Hussein og støttede i stedet oprør blandt kurderne i den nordlige del af landet og blandt shiiamuslimerne i den sydlige del af landet. Men oprøret blev slået ned, og 1 million kurdere sendt på flugt.

Trods det enorme nordamerikanske militæropbud afslørede Golfkrigen dog samtidig, at supermagtens økonomiske formåen var reduceret. USA måtte gå tiggergang til Tyskland, Japan og de rige oliestater omkring golfen for at skaffe financiering af sin krigsførelse. Ydermere blev der gennemført drastiske nedskæringer i supermagtens militærudgifter umiddelbart efter krigen.

FN har bevaret sanktionerne mod Iraq, der blev indført i august 1990. USA ønsker at anvende sanktionerne til økonomisk og social destabilisering af Iraq for på den måde at vælte Saddam, men denne har været i stand til at holde oppositionen splittet og hårdt undertrykt. USA har derfor siden 1991 gennemført adskillige straffeekspeditioner mod Iraq, for bl..a at afprøve nye våbensystemer - især kraftigere konventionelle bomber.

Krigen isolerede totalt Iraq i den arabiske verden. Eneste undtagelse var palæstinenserne, der i Saddam så en arabisk magthaver, der turde sætte sig op mod USA - Israel største økonomiske bidragsyder. Nederlaget ramte palæstinenserne hårdt. Mange hundrede tusinde palæstinensiske gæstearbejdere måtte efterfølgende forlade golfstaterne, hvorfra de tidligere havde sendt store beløb tilbage til deres familier i Palæstina.

Den politiske pris USA måtte betale for at få de arabiske lande med i alliancen mod Iraq var løftet om gennemførelsen af en Mellemøsten Fredskonference. Den startede i efteråret 1991, men gik efter et par år helt i stå. Fredsaftalen mellem Israel og Palæstina blev forhandlet igennem udenfor rammerne af konferencen og uafhængigt af denne.

Side 19

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

18

Bilag 3

Ordknap og suveræn

Berlingske Tidende 15 august 2002, 1. SEKTION side 12

40 i morgen

Af Søren Kassebeer

Det sker engang imellem, at en forfatter bryder igennem med en stemme, der er både helt sin egen og ført igennem med så stor kunstnerisk autoritet, at han eller hun fra den ene dag til den anden står som en væsentlig og uomgængelig repræsentant for sin generation.

En sådan forfatter er Solvej Balle, der fylder 40 år i morgen. Gennembruddet - også internationalt - kom i 1993 med »Ifølge loven«, og typisk for årtiets danske prosa var der tale om en ganske lille bog. Den er svær at placere genremæssigt - ligger et sted mellem videnskab og skønlitteratur - men inden for sin egen selvvalgte begrænsning rummer den en raffineret sideordning af fire forskellige historier om fire forskellige personer.

De forsøger, inden for hvert deres videnskabsfelt, at forfølge en idé til dens yderste konsekvens.

Før »Ifølge loven« havde Solvej Balle - helt tilbage i 1986 - udgivet romanen »Lyrefugl«.

Dette værk - der langtfra blev mødt med den opmærksomhed, den fortjener - er en moderne Robinsonade om en ung kvinde, der strander på en øde ø. Men den er også en filosofisk fortælling om forholdet mellem virkelighed, sprog og bevidsthed - komplet med referencer til Inger Christensens digtsamling »Alfabet«, som vor heltinde har nået at redde i land efter et flystyrt.

Ud over de to nævnte bøger har Solvej Balle udgivet »&« fra 1990 og »Eller«

1998, begge helt uden overflødigt ordfedt, men dansk 90er-minimalisme, når den er bedst.

Både radikalt tænkt og stærkt udført.

Solvej Balle er først og fremmest kunstner, men - som antydet - også en uhyre vidende sådan, der både har studeret litteraturvidenskab og filosofi og været elev på

Forfatterskolen. Sidstnævnte institutions tendens til at fostre bevidst ordknappe forfattere afspejler sig tydeligt i forholdet mellem »Lyrefugl« - skrevet før opholdet - og den langt mere koncentrerede prosa, som Solvej Balle senere er blevet kendt for. Man kan kun vente spændt på, hvilken retning fødselarens forfatterskab vil tage fremover.

Bilag 4

Under nul

Weekendavisen 30 oktober 1998, 3. sektion Bøger side 6

Wisecracks. Solvej Balle fryser teksten flere grader ned under det intetsigende.

Af LARS BUKDAHL

Solvej Balle: Eller. 37 sider, 98 kr. Lindhardt & Ringhof.

FIRE år efter sin kritikerroste debut, robinsonaden Lyrefugl, 1986, var Solvej Balle så fræk at udsende den 18 tekstsider korte tekstsamling &, fuld af medrivende stykker som dette:

»Mennesker bærer på varme og kølige drikke.

De taber noget på gulvet og samler det op«, og venligt vidste folk ikke rigtigt, hvad de skulle stille op, men nu gør hun det fandeme igen, fem år efter den voldsomme kritikersucces Ifølge loven«, 1993, udsender hun den absolut ikke med længsel imødesete efterfølger til &, en 18 tekstsider kort tekstsamling, kaldet Eller, og i nøjagtig samme

minimale udstyr i fem afsnit af nøjagtig samme længde, 3 + 3 + 3 + 6 + 3 sider, med et

Side 20

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

19 fjerde afsnit, der igen behandler kærlighed og et andet afsnit, der navngiver en flod (I & Murray, i Eller Oder, som betyder eller, Murray betyder vist ikke og?) og et blad, der flyver, i stedet for en gren, der flyder, og det er da suverænt cool og uforskammet gjort, men jeg ved sgu ikke, om det er så fandens sjovt, når resultatet for anden gang bliver så gudsjammerligt kedsommeligt.

Der sker meget lidt af en skid, og det er sprogligt og syntaktisk forsimplet lige til smertegrænsen, man finder akkurat et par fikse vendinger og billeder (især i fjerde afsnit rimeligt nok, det om kærligheden): »Stjernerne har været der længe. De hænger roligt på himlen. Gullige noter om tid og sted«, som man egentlig hellere havde været fri for, for så havde det dog i det mindste været konsekvent. Første stykke i første afsnit lægger ret præcist stilen: »I efteråret er vendingen sket. Det blå løber ud af træernes blade.

De skifter til rødt eller gult. Vi har set det. En nabo er standset og ser gennem haven, forbi træer i forandring, en veranda malet i gråt. Han går hen over græsset eller løfter en hånd til hilsen«. Andre steder er det fremmedgjorte, let marsboagtige ved dette til ulidelighed forenklende og naivistiske blik hårdere understreget: »De varmer vand til kaffe eller te. De sænker små mængder sukker i skoldhede drikke«. Det er ikke rigtigt!

SIGENDE nok markerer de mange »eller'er«, der er spredt rundt om i teksten hverken forvandling af identitet eller forskydning af skæbne, men helt ligegyldige handlingsmæssige alternativer og uvisheder: »Familierne taler om andre ting eller rækker tallerkener omkring«, »De samler papir eller tøj« etc.

Den kvarte skid, der sker, er følgende: I første afsnit betragter et 'vi' og et 'jeg', hvordan en mand går rundt på kirkegården og hvordan senere nogle familier med børn kommer forbi, understreget dybsindighed: »navnene bevæger sig, ét efter ét, fra dørskiltene til kirkegården«. I andet afsnit har vi næsten en historie, en flod oversvømmer delvis nogle huse, 'de' flytter ud, 'vi' flytter ind, vandet synker, 'vi' flytter ud, 'de' flytter ind, understreget dybsindighed: »Vi lever af forskelle«. I tredje afsnit befinder 'de' og 'vi' sig på en stenet slette og blander sig med hinanden, taler (om geometri naturligvis), spiser og drikker og elsker og lægger sig til at sove under stjernerne, understreget dybsindighed: »I geometrien er der ingen hjælp at hente. To parallelle linier skærer ikke hinanden. To linier, der skærer hinanden, vil ikke mødes igen«. Fjerde afsnit er det om kærligheden, iagttaget udefra i stedet for indefra som i fjerde afsnit af &, og det er som sagt ret postyrligt. Et 'vi' følger et ungt elskende par i deres første erotiske møde, og derfra i flintrende hast videre gennem de første år frem til det modne liv med børn og besvær: »skuffer med uventede sokker«. De enkelte stykker begynder pludseligt at gøre et selvstændigt, prægnant, sprogspillende, poetisk og på det nærmeste humoristisk væsen af sig, og læseren lyser op for en seks sider kort bemærkning. Femte afsnit er mærkbart ramt af spilfægteriet, men forsøger hårdnakket at lade som ingenting: posemænd og -damer ligger og sover, fejemænd fejer, og vi går rundt i nattens gader, hvor - sindssyg suspense - et blad blæser rundt, understreget dybsindighed: »Siden jeg hørte om tankens substans, har jeg haft svært ved at finde vej for de mange genstande, der spærrer for tankens bevægelse.

Molekyler, ioner, atomer«.

Side 21

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

20

Bilag 5

Boganm: Solvej Balle: Eller

(Ny bog: Kærlighedens logik )

Information 26 oktober 1998, 1 . sektion side 7

Af Erik Skyum-Nielsen

Solvej Balle: Eller. Prosa. 37 s., 98 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag

Af Erik Skyum-Nielsen

Læseren må selv genre-placere Solvej Balles nye bog.

Mellem sin debutroman, robinsonaden Lyrefugl (1986), og sin højt berømmede, behørigt antologiserede og tit analyserede fortællekreds Ifølge loven (1993) udsendte Solvej Balle

1990 en lillebitte prunkløs bog med den lakoniske titel &. Den får i dag logisk svar af prosaværket Eller, et stramt disciplineret forsøg på at frembinge en på samme tid fænomenologisk og systemisk skrift. Bogen fra 1990 gav hun med velberåd hu ikke genrebetegnelse. Læseren måtte selv bestemme, om de 37 sider, underinddelt i fem sektioner, skulle forstås som prosadigt eller punktroman eller noget besynderligt tredje.

Ejheller Eller præsenterer sig med andet end titel, ja, dropper endda værkliste og forfatterfoto: 90 ernes minimalisme byder endnu en gang sig selv og læseren glatpoleret stringens.

Men tro ikke, at der dermed lægges op til læsning uden bag- eller efter-tanke.

Om de 12 + 12 + 12 + 24 + 12 rektangulære tingester er først og fremmest at sige, at de

konkret og asketisk holder sig til, hvad der kan sanses. Et åbent vi bestående af en jeg og en han indfinder sig i fremmede omgivelser og rendyrker en så godt som refleksionsforladt fysisk eksistens. Som stedets andre beboere de voksne , levende , sovende gør de to nyankomne eller besøgende blot, hvad mennesker ellers altid gør: spiser, elsker, sover, står op og tager på udflugt. Omgivelserne forandres diskret, med rammeskiftene markeret af bl.a. et skiferbrud og en stenet slette. Replikker undlades helt, forklaringer ligeså. Her leves lige på huden.

BASTANT BOGSTAVELIGT

Som brud opleves derfor de filosofiske indslag. Man overvejer i rudimentære passager spørgsmålet om tankens substans og universaliestriden :

Findes opskriften før kagen, i kagen eller i samtalen hen over bordet? Er Herren nominalist eller realist, eller begge dele? Eller fortælleren tænker i et glimt på Sokrates, som bl.a.

hævdede ikke at vide synderlig meget.

Disse spredte referencer frister én til at læse bogen, ikke kun som en registrering eller en smadret rejseberetning, men også som en særlig form for praktiseret filosofi.

Floden i afsnit to hedder 'Oder', bogen hedder Eller, og mennesket lever, står der i samme afsnit, af forskelle, slet og ret. Vi skelner, deler op, kalder verdens fragmenter ved navne.

Vi hviler i tingene, som vi dog samtidig altid-allerede har betegnet. Nogle gange synes det os, som om verden, kolossal, ligger givet forud for sproget. Andre gange skifter grundstørrelserne plads, og det synes da, som om alle ting netop kun findes i kraft af deres betegnelse. Følgende to afsnit leger med denne tanke:

'Han vil røre hende. Hun er urørlig. Han vil beskrive hende. Hun er ubeskrivelig. Hun vil forandre ham. Han er uforanderlig. Hun vil trætte ham. Han er utrættelig. Hun vil tåle ham.

Han er utålelig. Han vil forstå hende. Hun er uforståelig. Han vil tro hende. Hun er utrolig.

Hun vil rykke ham. Han er forrykt.

Side 22

[navn fjernet] Horsens Statsskole, 2.q Større skriftlig opgave Dansk

KOPI Solvej Balle, ”Ifølge Loven”

21

Han står på kanten. Han falder. Han beder om løfter. Hun vil løfte ham. Han er ubærlig.' At tage livet bastant bogstaveligt og netop derved lære sig at bo dybt inde i sproget, dette er måske hele det eksistentielle eller filosofiske projekt i denne lille, på én gang åbenhjertige og hemmelighedsfulde bog.

Men det for alvor interessante ved den er, at fænomenologien i dens teknik og logikken i dens tænkemåde mødes i dens blik på kærligheden. Som motto citeres Augustin, der (med baggrund i Aristoteles) sagde, at som et legeme bæres af sted af vægten, bæres en sjæl af kærligheden. Legemers kærlighed er vægtens bevægelse, 'hvad enten de stræber nedad på grund af tyngden eller opad på grund af letheden.'

KÆRLIGHEDS VÆSEN

Overført på værket lægger dette op til en smuk definition af kærligheds væsen:

Den er konjugerende (og), men den udligner ikke forskellen mellem mig og dig, den virker også disjunktivt (eller). Siger vi: en af os, betyder det enten dig eller mig. Dog, kærligheds logiske formel bliver ikke en eksklusiv disjunktion (dvs. enten dig eller mig), men den inklusive disjunktion: dig eller mig eller os begge.

At disse formale positioner tillige danner byggesten i al informationsteknologi, frister til også at læse Solvej Balles bog i dialog med diverse videnskaber.

Men mere oplagt bliver det at gå ned i hvert af de 72 stykker for at spørge efter de kræfter, der bevæger legemerne. Man vil da se, at bogen rummer en subtil viden om den ånd, der løfter kærligheden, og som efter sigende er indeholdt i det russiske begreb savonost, om et fællesskab, der opstår og lever i kraft af forskellen mellem sine dele. Prøv at læse slutafsnittet med dette i baghovedet:

'Vi trækker frakker om kroppene og rejser os fra sten eller bænke. Vi går hen over pladsen.

Et blad er passeret. Det er blæsten, der har gjort det.' Læg mærke til, at første sætning indeholder både og og eller. Samt at anden sætning spejler sig i den tredje, om bladet.

Læg dertil, at hele sekvensen viser tilbage til et filosofisk motto i bogen fra 1990, 'Things pass through places', fra Strawsons bog Individuals om identitet og helhed, og man vil se, at Solvej Balle tåler at blive læst langsomt og opmærksomt. Også denne gang, også i Eller, denne forunderligt smukke lille bog. Som man vil vende tilbage til. Og forstå lidt bedre.

Eller blot nyde igen, nu alene for dens sproglige klarhed og kunstneriske renfærdighed.