Analyse af Niels Lyhne

Side 1

Sarah Plauborg oktober 2010

Side 1 af 3

J. P. Jacobsen: Niels Lyhne

Niels Lyhne er en roman af J. P. Jacobsen og udkom i 1880. Romanen skildrer Niels Lyhnes liv, og følger ham gennem barndom, ungdom og voksenliv, hvor han påvirkes af forskellige kvinder og udvikler sig i forbindelse med forholdene til disse.

Romanen Niels Lyhne er en udviklingsroman, da den følger Niels Lyhne i et biografisk forløb fortalt kronologisk – man følger ham fra fødsel til død. En mindre definition på en udviklingsroman er: ”Et individs udvikling i samspillet mellem arv og miljø.” Niels Lyhne udvikler sig netop i samspillet mellem arv og miljø og hans religiøse overbevisning/(ikke-overbevisning) er bare en forlængelse af disse faktorer.

J. P. Jacobsen var forfatter i det moderne gennembrud og han skrev om kvinden og kvindelig seksualitet. Jacobsen havde et naturalistisk livssyn, og hentede sine forestillinger om de kræfter, der styrer det menneskelige liv hos Darwin. Samtidig arbejdede han med forholdet mellem drøm og virkelighed, så hans gennembrudstekster var altså ikke et direkte brud med det romantiske.

Jacobsen var dermed splittet mellem den nye tid, Darwins naturvidenskabelige teorier, og den gamle – romantikken – og splittet mellem det rationelle, fornuftige og sjælens dunkle sider – drømme, længsel.

Niels Lyhnes ateistiske livsstil kan være overført fra Jacobsens egen Darwinistiske opfattelse, der udelukker enhver form for guddommelig kræft og fastholder, at mennesket ikke nedstammer fra gud, men fra aberne. Også Jacobsens splittelse mellem fornuft og længsel ses hos Niels Lyhne.

Splittelsen består i at Niels’ mor, Batholine, står for romantikken og dens drømme og fantasier, mens hans far står får det naturalistiske og mere jordnære. Niels ”arver” forældrenes livssyn og opdrages også i begge, men han kan ikke få dem til at spille sammen i sit liv; ”… de flød fra hinanden, disse to ting, som vand og olie, de kunde rystes sammen, men de kunde ikke blandes, aldrig blive til eet.” (s. 191).

Som 12-årig bliver Niels forelsket i sin smukke og eftertragtede tante, Edele Lyhne, og han overværer da også hans huslærer Hr. Bigums nederlag, da han erklærer sin kærlighed til hende.

Niels mister sin tillid til gud, da han uden held beder ham om at redde tanten Edele fra døden.

Som erstatning for en gud der giver håb og en grund til at leve bruger Niels Lyhne kvinder og

Side 2

Sarah Plauborg oktober 2010

Side 2 af 3 kærlighed som grund til at leve. Hans higen og længsel efter en kvinde der kan give ham en tilknytning til livet er dét der giver ham håb. ”Niels Lyhnes haab blev aldrig træt, og trængtes det end blidt tilbage, hver gang det blussed fordrende frem, saa var det kun for i det skjulte at ulme endnu hedere end før”(s.81) Dette citat er om hans forelskelse i Fru Boye – han håber sådan at hun har det på samme måde som ham, og at hans kærlighed til hende kan gengældes. Dette håb driver ham hver gang han forelskes på ny.

Efter episoden med Hr. Bigum har Niels svært ved at erklære sin kærlighed til de kvinder, han nu falder for – fx i hans forelskelse i Fru Boye: ”Naar han tænkte sig, at han tilstod Fru Boye sin kærlighed, og han skulde nu altid tænke sig Alting, saa saae han sig saa tydeligt i Situationen, hele sin Holdning, hver Bevægelse, hele sin Person (…) saae sig gjort usikker af den Handlefeber, der altid lammede ham og tog al Aansnærværelse fra ham, saa han stod der og tog mod et svar, som mod et slag” (s.80). Niels når aldrig at fortælle Fru Boye om sin kærlighed til hende, før hun er forlovet med en anden. Gentagende gange drømmer Niels sig til forelskelse uden at udleve den, og det er først i slutningen af romanen, at han tager sig sammen og gifter sig med en ung pige ved virkelighed; kvinderne vil ikke være sammen med ham.

Mht. at J. P. Jacobsen skriver om kvinden og kvindelig seksualitet er Niels Lyhne ikke en undtagelse. Her skildres flere kvinder der bl.a. drømmer tilbage til deres ungdom, hvor de var rene og ikke havde fået deres hjerter knust. Fru Boye siger ”og jeg længes så tidt, så tidt efter mig selv som ung pige”. (s.73) hun længes tilbage til dengang livet og kærligheden var som en fest.

Romanen fremstiller længslen, som noget der skal blive i drømmene og ikke udleves i

virkeligheden. For alle dem der forfølger deres drømme/forelskelser/længsler ender det galt! (Hr.

Bigum, Bartoline, Fennimore, Niels Lyhne). For da Niels som sagt endelig tager sig sammen og ægter sig med Gerda pga. kærlighed til hende, dør hun samt deres søn kort efter.

J. P. Jacobsen bringer kvindens rolle i samfundet under debat på s. 161. Her siger Niels Lyhne nemlig at han tror på kvindens renhed, hvorefter Fennimore svarer: ”en kvinde kan ikke være ren, hun skal ikke være det, hvor skulde hun kunne det” hvad er det for noget unatur? Er hun fra Vorherres Haand bestemt til at være det? (…) Hvorfor skal I saa med den ene Haand kaste os op imod stjærnerne, naar I dog med den anden maa trække os ned. Kan I ikke lade os gaa paa Jorden

Side 3

Sarah Plauborg oktober 2010

Side 3 af 3 ved Siden af Jer, Menneske ved Menneske.” Fennimore mener altså at alle kvinder er på lige fod med manden, og hun siger at mændene forguder kvinder i al deres smukhed, kaster dem op imod stjernerne, men samtidig hiver dem igen ved ikke at give dem samme rettigheder. J. P. Jacobsen har været forsigtig med sin pointe om at kvinder ikke har nok rettigheder, ved at lade en kvinde udtale sig om det. Samfundet kan hermed ikke beskylde Jacobsen for at være kritisk, men blot berette om en kvindes holdning. Diskussionen om kvinden, ægteskabet og samfundet var dog ikke ny for J. P. Jacobsens tid, hvor sædelighedsfejden dominerede hele årtiet.

Som sagt er et gennemgående tema i romanen længsel, og alle J. P. Jacobsens personer drømmer om noget større men mødes af tilværelsens grusomhed. Budskabet må altså være, at man ikke kan leve sit liv i en drømmeverden, da virkeligheden før eller siden vil hamle op med én og man får intet ud af at ønske hvordan tingene kunne have været i stedet for at leve i nuet, for i sidste ende er det kun dig selv du kan give skylden. ”Den dag menneskeheden fri kan juble: der er ingen Gud, den dag skabes der som med et trylleslag ny himmel og ny jord… hvilken adel det vil brede over menneskeheden, når den frit kan leve sit liv og dø sin død, uden frygt for Helved eller haab om Himmerig, men frygtende sig selv, og med haab til sig selv?” (s. 123). Sådan snakker Niels Lyhne om ateismen der altså mener, at vi kan leve som vi vil uden at frygte døden, frygte hvad der venter os. Så står man kun til regnskab overfor sig selv og så er man også nød til at tro på sig selv. Niels ser Gud som en dommer, der måler og vejer én igennem hele livet og døden med. Samtidig ophøjer Niels Lyhne sig selv over Gud, ved at sige at det er en jubelsdag den dag man jubler over at der ikke er nogen Gud. Han må mene at han kan indfri de håb – ellers ville han ikke juble over at han skulle have håb til sig selv, i stedet for til Gud.

J. P. Jacobsen kritiserer de kristne, og mener at folk tror på Gud fordi de frygter – de frygter at skulle stå til regnskab for sig selv og give sig selv skylden for evt. ikke at have opnået noget – frem for at mene at gud har et formål med éns liv. Derudover kan man altid bede om forladelse hos gud, mens man vil have svært ved at tilgive sig selv. Jacobsen står ved dette opgør med kristendommen helt til det sidste – eller det gør Niels Lyhne! I sit dødsøjeblik holder han ved sin tro om at der ikke er en gud der venter på ham – og så dør Niels Lyhne sin død.