Frels de Raske - Skyd en Syg af Jan Sonnergaard

Side 1

[navn fjernet], 3.D.

Dansk

Marts 2009

1

”Frels de raske – skyd en syg”

”Jeg tager en mand, der har et eller andet jeg kan bruge.. Og så tager jeg det fra ham. Og skrider, når jeg har fået det” (s. 4) – denne kyniske replik rammer lige ned i hovedbudskabet i Jan Sonnergaards novelle fra 2000”Frels de raske – skyd en syg”, der behandler det senmoderne menneskes følelseskolde og selvcentrerede tilgang til livet. Novellen er en del samlingen ”Sidste søndag i oktober”, som er den midterste bog i Sonnergaards trilogi, der trinvist bevæger sig op af den sociale rangstige fra samfundets bund til herskabsvillaerne i København.

Omdrejningspunktet for ”Sidste søndag i oktober” er samfundets kynisme og ofre, hvilket ”Frels de raske – skyd en syg” er et eminent eksempel på.

Tekstens indledning i in medias res er en præsentation af novellens miljø, Københavns indre by: ”Da jeg først var stødt på Svend ude på Vesterbrogade, var det som om en naturlov trådte i kraft

(…)” (s. 1). Indledningen er samtidig også en præsentation af novellens jeg-fortæller og indre synsvinkel, der gennem novellen beskriver hans gensyn med ungdomsvennerne Louise og

Svend. Forholdet mellem de gamle ungdomskammerater er beskrevet distanceret og overfladisk, hvor relationerne mellem dem er svære at definere, og hvor det gælder om at opføre sig eksemplarisk for ikke at modtage en verbal irettesættelse: ”Under alle omstændigheder var og blev tonen hård (…). Et kiks, og du ved hvad du vil blive citeret for de næste tre år” (s. 2). Novellen er fortalt med scenisk detaljerigdom, hvor begivenhederne, karakterernes ageren og ansigtsudtryk skildres med nøjagtighed, mens replikkerne gengives med direkte tale. Der er i mindre grad benyttet replikindividualisme ved hjælp af kursivering for at understrege karakterernes trykfordeling, hvilket også er benyttet i følgende citat, hvor jeg-fortælleren med forsigtighed foreslår en drink: ”Vi skal vel lige have en eftermiddagsdrink, fik jeg alligevel mig selv til at sige, i håbet om at dén bemærkning i det mindste ikke kunne ramme mig i nakken som en boomerang” (s. 2).

Med konversationen over de våde varer på en bar nær Rådhuspladsen følger også en nærmere karakteristik af de tre karakterer og deres værdier. Louise er beskrevet som en kvinde, hvis charme har lokket mange mænd i hendes arme, hvorefter hun kynisk har knust deres hjerter på række, hvilket citatet i opgavens indledning er et tydeligt eksempel på. Der

Side 2

[navn fjernet], 3.D.

Dansk

Marts 2009

2 kan drages paralleller mellem jeg-personens skildring af Louises mimik og bevægelser og skildringen af et dyrs mimik og bevægelser, hvorfor Louises karakteristik kunne placeres i et semantisk skema over dyriske egenskaber: ”hun udstødte det primalskrig” (s.4),”(..) ville hun bide så meget sammen, at hun flækkede tre kindtænder. Hendes mund var en lige streg, kæbemusklerne svulmede og øjnene var knebet sammen til en meget lille sprække” (s. 6) og ”og så bare smadre og smadre og smadre” (s. 10). Samtidig sker der gennem novellen en konstant vekselvirkning mellem dette dyriske og primitive og så det mere kønne, charmerende og erotiske i beskrivelserne af Louise: ”det brutale (blev) erstattet af noget kønt og næsten perverst” (s. 5).

Svend er på samme måde karakteriseret som en mand med mange erfaringer med det modsatte køn, men han er modsat Louise beskrevet langt mindre selvsikker: ”han spurgte nervøst” (s. 4) og ”spurgte Svend, igen alt for naivt” (s. 4), og han er tilmed udsat for Louises hånlige kommentarer: ”Har du egentlig gjort det med nogen, der ikke var idiot?” (s. 3). Paradoksalt nok bliver denne nedladende kommentar startskuddet til Louises og Svends alliance, da Svend foreslår Louise: ”Hvorfor prøver du ikke en rigtig handicappet?” (s. 7). Umiddelbart er Louise skeptisk, men jeg-fortælleren kommenterer sine iagttagelser således: ”Hvis man forstår at aflæse hendes ansigt var det ikke svært at opdage, at Svends replik havde sat noget i gang. Hun spekulerede” (s. 8).

Omdrejningspunktet for samtalen mellem de genforenede ungdomsvenner på den lille københavnerbar er efterfølgende argumentationen for og imod forholdet til ”en person, der var fuldstændig afhængig” (s.9), hvor Louise og Svend højlydt argumenterer for, mens jeg-fortælleren lægger afstand til denne tankegang. Den sproglige figur antitese benyttes til at beskrive den absolutte magt, der, ifølge Louise, forbindes med forholdet til en handicappet, hvor de kontrasterende ord forstærker den styrke, der ligger i besidderens hænder: ”Hvor det var op til mig at afgøre, om han skulle leve eller dø? Eller om han skulle græde eller le.” (s. 9).

Konversationen er ydermere præget af begreber, der semantisk hører hjemme i en sportsverden, hvor jeg-fortælleren forsøger at argumentere ved, at et forhold til en handicappet mangler ”udfordringen” (s. 10), hvilket uddybes med: ”Det interessante ved magt er da at overvinde en modstander” (s. 10). Jeg-fortælleren beskriver, hvordan handicappede er i besiddelse af en mængde manipulation, hvorfor han udleder: ”I vinder aldrig den kamp (…). De lærer den slags games (…) De kender spillet” (s. 11). Jeg-fortælleren forsøger ligeledes at

Side 3

[navn fjernet], 3.D.

Dansk

Marts 2009

3 begrunde, hvorfor valget af en ikke-handicappet er fordelagtigt: ”tag en anden, tag en der ikke er trænet i at klare sig mod alle odds imod sig, en rask og arrogant, en winner” (s. 11). Denne effekt af de sportsrelaterede begreber giver følelsen af, at livet er som et socialt spil, hvor tabere og vindere skal findes.

Jeg-fortællerens skildring af begivenheder er gennemgående realistisk, men denne fortællestil brydes dog fuldstændigt i novellens slutning, hvor følgende situation finder sted: ”Derfor havde jeg al moralsk ret i denne verden til at bakke min kørestol lige ind i Svends kolostomi, så han fløj ud til siden og med fuld fart trimlede direkte ind i tumoren på Louises højre bryst” (s. 12). Som læser er det svært at skelne mellem, om situationen er virkelighed eller ønsketænkning og et forvrænget virkelighedsbillede, hvor Louises brystkræft og Svends stomi næsten får en allegorisk funktion, som den sygdom de er i besiddelse af i kraft af deres ønske om en total besiddelse af et andet menneske. Situationens kynisme forstærkes ydermere af, at jeg-fortælleren er kørestolsbruger, hvorfor han netop er den type, som Louise og Svend drømmer om at få magten over. Dette brud med realismen kan også knyttes til tekstens jeg-fortæller, hvilket netop giver Jan Sonnergaard mulighed for at beskrive en situation, som den sanses og oplevelses af et subjektivt jeg. Hermed belyses tekstens troværdighed også, da den muliggør en fortællestil, hvor en situation gengives således, at læseren kan tolke situationen på andre måder, end den der umiddelbart er fremlagt.

Novellens tematik med det sociale spil har også tæt tilknytning til novellens titel: ”Frels de raske – skyd de syge”, hvor der ligeledes sker en hierarkisering af mennesker som mere eller mindre værd, hvor de stærke har magten til at beherske de svage. Novellen beskriver, hvordan mennesket behandler parforholdet, som var det deres karriere med kynisk distance i forsøget på at afmåle, hvordan udbyttet bliver størst. Denne grådige arrogance er underbygget af Louises dyriske karakteristik, hvor solidaritet og tolerance er afløst af forsøget på at maksimere udbytte, mens erotikken er reduceret til et følelseskoldt magtspil. Hermed kan ”Frels de raske – skyd en syg” læses som en kritisk kommentar til den individualisme, som det senmoderne samfund har ført med sig. Centrale værdier i individualismen er social uafhængighed, selvstændighed og idéen om det myndige menneske, som i sin grundinstans

Side 4

[navn fjernet], 3.D.

Dansk

Marts 2009

4 ikke er knyttet til egoismen – men denne tekst kan læses, som et opråb om individualismens udvikling til en egocentrisme.

Fortællerstilen er i centrum i novellen, hvor den realistiske skrivestil, som foregiver at gengive en objektiv virkelighed, sprænges af ikke-realistiske elementer. De realistiske elementer i ”Frels de raske – skyd en syg” er de virkelighedstro og detaljerede miljøbeskrivelser:

”Og så fandt vi en bar nede ved Rådhuspladsen” (s. 3) samt da Svend ”skubbede en pakke Sweet Afton hen over bordet” (s. 7). Denne illusion om virkelighed brydes, da jeget med sin kørerstol rammer Svend og Louise, hvilket næsten kan karakteriseres som et surrealistisk træk, der overskrider det kendte virkelighedsbillede og provokerer til spørgsmålet om situationens realitet. Det på overfladen realistiske med de detaljerede omgivelsesbeskrivelser udvikles til en overvirkelighed, der skaber en kontrast mellem de to fremstillinger. Sonnergaard har selv reflekteret over denne paradoksale kollision i ”Bagom realismen” udgivet af

Dansklærerforeningen i 2004. Sonnergaard udtaler, at han ønsker at lade læseren sidde tilbage med en undren over situationens virkelighed, samt med spørgsmålet om denne situation i realiteten ikke kunne være virkelighed? Formålet med denne kollision bliver hermed, at teksten i højere grad skal føre til en refleksion end en identifikation. Denne refleksion frem for identifikation sker også i ”Frels de raske – skyd en syg”, hvor årsagen til Louises kynisme ikke undskyldes med en ulykkelig historie om omsorgssvigt i barndommen. Hermed får læseren en aktiv rolle i læsningen af Sonnergaards noveller, hvor årsager og tomme pladser må udfyldes.

”Frels de raske – skyd en syg” kan hermed karakteriseres som en novelle, hvor satire og samfundsdebat går hånd i hånd. Der leges med læserens genreforventninger i forsøget på at fremme refleksionen over menneskets kyniske, afstumpede og følelseskolde individualisme, der afløser det kollektive menneske. Sonnergaards arketypiske figurer skal sætte spørgsmålstegn ved og overbevise læseren om, at han eller hun i virkeligheden selv kunne have udført disse umenneskelige handlinger – for kunne vi i realiteten ikke lade os rive med af individualismens hunger efter magten over et andet menneske?