Frels de Raske - Skyd en Syg af Jan Sonnergaard

”Frels de raske – skyd en syg”

”Jeg tager en mand, der har et eller andet jeg kan bruge.. Og så tager jeg det fra ham. Og skrider, når jeg har fået det” (s. 4) – denne kyniske replik rammer lige ned i hovedbudskabet i Jan Sonnergaards novelle fra 2000”Frels de raske – skyd en syg”, der behandler det senmoderne menneskes følelseskolde og selvcentrerede tilgang til livet. Novellen er en del samlingen ”Sidste søndag i oktober”, som er den midterste bog i Sonnergaards trilogi, der trinvist bevæger sig op af den sociale rangstige fra samfundets bund til herskabsvillaerne i København. Omdrejningspunktet for ”Sidste søndag i oktober” er samfundets kynisme og ofre, hvilket ”Frels de raske – skyd en syg” er et eminent eksempel på. Tekstens indledning i in medias res er en præsentation af novellens miljø, Københavns indre by: ”Da jeg først var stødt på Svend ude på Vesterbrogade, var det som om en naturlov trådte i kraft (…)” (s. 1). Indledningen er samtidig også en præsentation af novellens jeg-fortæller og indre synsvinkel, der gennem novellen beskriver hans gensyn med ungdomsvennerne Louise og Svend. Forholdet mellem de gamle ungdomskammerater er beskrevet distanceret og overfladisk, hvor relationerne mellem dem er svære at definere, og hvor det gælder om at opføre sig eksemplarisk for ikke at modtage en verbal irettesættelse: ”Under alle omstændigheder var og blev tonen hård (…). Et kiks, og du ved hvad du vil blive citeret for de næste tre år” (s. 2). Novellen er fortalt med scenisk detaljerigdom, hvor begivenhederne, karakterernes ageren og ansigtsudtryk skildres med nøjagtighed, mens replikkerne gengives med direkte tale. Der er i mindre grad benyttet replikindividualisme ved hjælp af kursivering for at understrege karakterernes trykfordeling, hvilket også er benyttet i følgende citat, hvor jegfortælleren med forsigtighed foreslår en drink: ”Vi skal vel lige have en eftermiddagsdrink, fik jeg alligevel mig selv til at sige, i håbet om at dén bemærkning i det mindste ikke kunne ramme mig i nakken som en boomerang” (s. 2).

Med konversationen over de våde varer på en bar nær Rådhuspladsen følger også en nærmere karakteristik af de tre karakterer og deres værdier. Louise er beskrevet som en kvinde, hvis charme har lokket mange mænd i hendes arme, hvorefter hun kynisk har knust deres hjerter på række, hvilket citatet i opgavens indledning er et tydeligt eksempel på.