Jeg skal være far | Analyse

Side 1

HHX 1. år

”Jeg skal være far”

1

Sofaer med skimmelsvamp, duggede-persienner og boligblokke fundamenteret i præfabrikeret be-ton beskriver tilstrækkeligt og generøst Ahmad Mahmouds opvækst i indvandrerghettoen på vest-egnen i København. Fra barns ben er han blevet indskolet i kulturen, religionen, koranen og bærer på en fortid med systematisk tæsk, tvang og tyranni.

Søskendeflokke i myriadevis er ej et sjældent syn i ”Insha Allah” kulturen, som sommetider også bliver præsenteret som ”frygtkulturen”, og den voldelige opdragelseskultur har sat sit præg på Ah-mad Mahmoud. Han brød som 18-arig det sociale mønster og forlod ghettolivet og den kultur, som har rødder i oldtidens hierarki.

Ahmad Mahmoud debuterede i 2015 med bogen, der var ment som en debatbog: ”Sort Land”, og heri beskriver han sin barndom og ghettoopvækst i Askerød. Teksten deriblandt ”Jeg skal være far” beskriver ”Insha Allah” kulturen og dens ansvarsfralæggelse i forhold til den autoritære opdragel-seskultur og machoidealerne i den etniske arbejdsklasse, samt det stigende hovmod som angiveligt, ifølge Ahmad Mahmoud, udspiller sig i ghettosamfundet. Ahmads debatbog og sagprosa forekom-mer som en autentisk beretning fra og omkring parallelsamfundet i Danmark. Han angriber natio-nalkulturen og stiller sig til opråb i håb om, at udstille kulturen.

Jeg vil i det følgende redegøre, uddybe og belyse tekstens tema, hvorefter jeg vil bestræbe mig på, at analysere Ahmad Mahmouds ”Jeg skal være far” til punkt og prikke. Yderligere vil jeg anse kul-turens forskellige aspekter omhandlende de påpegede teorier, samt fortolke temaet i værket. Ligele-des vil jeg udarbejde en kortforfattet sammenligning med Yahya Hassans digt: ”JETLAGSFOR- MØRKELSE” og til slut afrunde med min egen personlige holdning og endegyldige konklusion.

Værket ”Jeg skal være far” er genrebestemt således at det er en selvbiografi i den faktiske virke-lighed, med uddrag fra Ahmeds liv i et udsat boligområde med tæsk og kvælertag, som hverdags-kost. Selvbiografen fremkommer som værende en debatbog, grundet det faktum at Ahmad Mah-mouds værk absolut lægger op til heftige debatter. Selvbiografen er opbygget i vilkårlig rækkefølge og er derfor ikke kronologisk tidsbestemt, men den indeholder dog adskillige tilbageblik og bagud-syn såsom: ”Det var først efter mange år, at jeg tænkte, at en sekstenårig dreng på gymnasiet skulle

lave andre ting end at passe et hjem og sove på en madras i en stue i sit brors hjem”^{1}. I dette citat

ses det eksempelvis tydeligt, at han psykologisk genoplever den før-citerede situation, og at han blot er et ”offer” i den patriarkalske og mandschauvinistiske kultur.

Ydermere fortælles selvbiografien af den eksplicitte og klassiske jeg-fortæller, der definitivt bærer præg af vedligeholdelse af de specifikke idéer, normer, regler og værdier i deres meget omdiskute-

rede nationalkultur. I den arabiske/muslimske kultur bruges netop nationalkulturen oftest som rede-

gørelse og til dels søforklaring for deres handlinger og sommetider uskyld. Alt dette kan det nutidi-ge beskrivende kulturbegreb stå indenfor, og det er hvad jeg har analyseret selvbiografen til at være et glimrende eksempel på. Handlingsforløbet er i selvbiografien meget kortforfattet, eftersom der ikke indgår og medvirker ret mange karakterer men hovedsagligt Jeg’et selv og hans ghettofamilie

1

Side 2, linje 32-34

Side 2

”Jeg skal være far”

2

Jeg’et fortæller på karismatisk samt troværdig vis ud fra den udvendige synsvinkel og beretter ho-vedsageligt omkring diverse handlinger og ekstraordinære oplevelser i hans ghettoopvækst. Følelser og tanker er stadigvæk sat i spil, og således har fortællersynsvinklen en snært af den indvendige synsvinkel.

Eksempelvis: ”Rend mig i røven og fuck mig på tværs, var det første, jeg tænkte”^{2}, hvor Jeg’et bli-

ver til den alvidende og personbundne fortæller, som beskriver tanker, følelser og adfærd som før-anvist i hans citat ovenfor. Jeg-fortælleren benytter sig meget af flashback og bagudsyn idet Jeg’et beretter og fortæller om den tid, der ligger forud for tid, der netop bliver fortalt fra. ”I to år boede jeg hjemme hos min svigerinde. Jeg smurte madpakker, skiftede og trøstede børn, handlede, gik tur

med barnevognen og vågede over de små om aftenen, når min svigerinde havde fået nok^{3} ”. Citatet

underbygger og understøtter her, Jegets forbrug af flashbacks og bagudsyn.

Selvbiografien og dens tidsrum bliver fremstillet på den panoramiske måde eftersom at, fortælle ti-den er kortere end den fortalte tid. I forhold til tekstens komposition med reference til ”Jeg skal væ-re far” er den indbegrebet af en rammefortælling med in media res deriblandt. Rammefortællingen sørger for, at der indgår flere og ofte underordnede fortællinger i kølvandet på rammefortællingen, som altså er den overordnede fortælling, historie og eller beretning. Det ser vi blandt andet i dette afsnit: ”Jeg forsøgte at lave mine lektier i pauserne mellem bleskift og indkøb, og jeg satte aldrig

                                        4
spørgsmålstegn ved min situation. Alt for familien

”. Afsnittet her underbygger og indikerer utve-tydigt, at teksten defineres via, og ved hjælp af, in media res, og at det er en rammefortælling uden lige. Desuden bliver der gengivet dialoger i direkte tale, hvori citationstegnene bliver brugt. ”Ah-

                                   5
mad, der er noget, som jeg skal fortælle dig.

” Der indfinder sig ligeså en dertilhørende snært af den indre monolog, i form af det faktum, at vi kommer helt tæt på Ahmad og hans tanker. Forfatteren, nemlig Ahmad Mahmoud, byder endogså ind med få forfatterkommentarer, a la: ”Jeg havde åben-

bart nemmere ved at tro på undfangelse ved Helligånden”^{6}.

I ”Jeg skal være far” har jeg analyseret hovedpersonen til, selvfølgelig, at være Jeg’et selv, med hans familie og svigerinde som ”generte” bipersoner. Jeg’et virker anfægtet og berørt af situationen, og han forfordeler sig selv og sine egne omgivelser. Han tilgodeser altså sin indsatte storebrors og svigerindes behov, idet han agerer far for nevøen. Jegets udtalelse ”Alt for familien” er på en eller anden måde hjerteskærende og det vækker dyb sorgfølelse i mig, at en 16-årig teenager som ham skal forfordele sig selv, sin ungdom og fritid på endda egne bekostninger og synkront modtage tæsk og at være udsat for tyranni.

Selvbiografien og fortællingen omkring Jegets opvækst i ghettosamfundet finder sted på Køben-havns vestegn og mere eksakt i Askerød. Det er tydeligt at vurdere, at det er i en ghetto, og ghetto er

identificerbart med lav indkomst og arbejds/underklassen. Miljøet fremstammer af det patriarkalske

og som førnævnte mandschauvinistiske kultur. Kvinderne tilbeder mændene og står på kulturelt vis klar til familiens patriark og Jeget er fra Palæstina.

2

Side 2, linje 42-45

3

Side 2, linje 20-25

4

Side 2, linje 29-32

5

Side 2, linje 38

6

Side 3, linje 55

Side 3

”Jeg skal være far”

3

Temaet i Ahmad Mahmouds selvbiografi og tekst: ”Jeg skal være far” er ifølge min egen fortolk-ning ansvarlighed og revolution. Ansvarlighed fordi, at Jeget ubestridt tager ansvar overfor hans storebror og svigerinde, og at han tilgodeser samt forfordeler familien frem for alt. Jeg’et citere i øvrigt også ”alt for familien”, og det er virker underforstået med at, de efterlader ham selvskrevet, nødsaget og uden nogle valgmuligheder til opgaven om at være der for nevøen.

Revolution idet at forfatteren Ahmad Mahmoud forsøger ihærdigt at udstille ”Insha Allah” kulturen og dens egne love og regler som der angiveligt hersker i ghettomiljøet.

Jeg fristes til at skrive, at Ahmad Mahmouds fortællinger fra ghettoen i ”Sort land” (2015) egentlig ”bare” er Yahya Hassan som sagprosa. Det bunder i deres fælles stræben efter, at udstille og belyse nationalkulturen ”Insha Allahs” grimmeste og grelleste sider. De to mønsterbrydere beskriver begge deres barndom og opvækst, på to forskellige måder. Jeg vil vurdere alle de ligheder omhandlende deres personlige barndom og opvækst, samt deres fælles holdning til nationalkulturen. Yahya Has-san og Ahmad Mahmouds budskaber er et opråb til den muslimske befolkning om at følge i deres fodspor. Generelt set, er Yahya Hassans tekster den skønlitterære version af Ahmad Mahmouds selvbiografi og sagprosa.

Min endegyldige konklusion på Ahmad Mahmouds selvbiografi og sagprosa lyder således, at han får beskrevet, udstillet og ydmyget kulturen tilstrækkeligt. Han formår at fremhæve samt afdækket dens autoritære ansvarsfralæggelse i kontekst til machoidealerne i den voldelige opdragelseskultur.

Det gør han netop i form af, at fremhæve situation hvor han pludseligt skal agere far for hans nevø.

Her ser vi et typisk eksempel på nationalkulturens klokkeklare ansvarsfralæggelse, og at han som førnævnt er sidst kommanderende og ingen rettigheder forbeholder. Det er desuden tydeligt at gen-nemskue Sigmund Freuds 3 instanser i forhold til personlighedsmodellen og Jeg’et.

Personligt er min holdning, at det er modigt og inspirerende at han bryder det omdiskuterede sociale mønster og bortrejser fra ghettosamfundet. Derved bevæger Ahmad og Jeg’et sig ligeså opad stigen

til de sociale klasser, og han tilhører dagen i dag ikke under/arbejdsklassen.

Udarbejdet af

Campus Vejle, HH1B Innovation.

Side 4

”Jeg skal være far”

4