Jeghuset af Ole Sarvig | Analyse

Dansk aflevering – Eksistentialisme

Jeghuset

le Sarvig blev siden sit litterære gennembrud i 1943 opfattet som en modernist med stort M. Mange mener, at han var den i 1940’ernes Heretica-gruppe, som mest konsekvent fastholdte de oprindelige intentioner, da han igennem hele sit forfatterskab skrev om de eksistentialistiske problemer. Hans opfattelse af verden var, at den moderne kultur var ramt af en værdikrise, som gennem en religiøst farvet menneskelig forvandling kunne overvindes. Hans civilisationskritik, kristne syn og blomstrende symbolik skaber tilsammen en tung og nærmest dyster digtning. Hans stærkeste digtsamling Jeghuset fra 1944 behandler med alvorsfuld metaforik og sortseende livsanskuelse Heretica-digternes tematiske opfattelse af mennesket, som lever isoleret i en verden med gamle sammenhænge opløst i den tomme modernitet. Dette ses allerede i digtsamlingens titel. Jeghuset er en tingsliggørende metafor, som omdanner noget menneskeligt eller levende til ting. Ved at bruge den neoligisme som titel skildrer Sarvig mennesker som huse.

Husenes facade gemmer det, der er inde i husene, og på samme måde opfatter Sarvig, at menneskene går isoleret rundt og skjuler det, som i virkeligheden betyder noget; det indre. Samme tankegang forekommer i hans digt Eftermiddag, da han til sidst skriver: Og de aabner ikke deres ansigst-porte, naa du banker.

Han lader det menneskelige ansigt forvandle til en lukket port, der ikke åbner sig end ikke, når der bliver banket på. Sarvig ser altså en tendens i befolkning til at lukke sig inde i sig selv og ikke interagere med andre mennesker – end ikke på andres initiativ. Den tomme modernistiske verden fremgår tydeligt i digtet Sen eftermiddag: Det er en sen eftermiddag.

Mennesker staar, som om de lyttede.

O

Dansk aflevering – Eksistentialisme

På minimalistisk vis uden rim og rytme og uden fyldord får Sarvig skabt en visuel fornemmelse af en verden, hvor intet sker, men hvor noget lige er sket eller sker om lidt. Og netop dette er essentielt for eksistentialisterne. Eksistensen kommer før essensen, som Sartre fremlagde. Det gælder altså for det enkelte individ om at skabe sin egen eksistens i stedet for, som Sarvig kritiserer i Sen eftermiddag, at lede efter svaret på livsførelsen hos andre. Denne visuelle fornemmelse skaber Sarvig gennem sin passion for billedkunsten. Digtet kunne lige såvel have været en beskrivelse af et maleri, som det kunne være en eksistentialistisk kritik af den fremmedgjorte verden Sarvig oplevede i krigstiden.

I Min sorg er billedsproget dominerende.