Jeghuset af Ole Sarvig | Analyse

Side 1

Dansk aflevering – Eksistentialisme

Side 1 af 3

Jeghuset le Sarvig blev siden sit litterære gennembrud i 1943 opfattet som en modernist med stort M. Mange mener, at han var den i 1940’ernes Heretica-gruppe, som mest konsekvent

O fastholdte de oprindelige intentioner, da han igennem hele sit forfatterskab skrev om de eksistentialistiske problemer. Hans opfattelse af verden var, at den moderne kultur var ramt af en værdikrise, som gennem en religiøst farvet menneskelig forvandling kunne overvindes. [1] Hans civilisationskritik, kristne syn og blomstrende symbolik skaber tilsammen en tung og nærmest dyster digtning. Hans stærkeste digtsamling Jeghuset fra 1944 behandler med alvorsfuld metaforik og sortseende livsanskuelse Heretica-digternes tematiske opfattelse af mennesket, som lever isoleret i en verden med gamle sammenhænge opløst i den tomme modernitet. Dette ses allerede i digtsamlingens titel. Jeghuset er en tingsliggørende metafor, som omdanner noget menneskeligt eller levende til ting. Ved at bruge den neoligisme som titel skildrer Sarvig mennesker som huse.

Husenes facade gemmer det, der er inde i husene, og på samme måde opfatter Sarvig, at menneskene går isoleret rundt og skjuler det, som i virkeligheden betyder noget; det indre.

Samme tankegang forekommer i hans digt Eftermiddag, da han til sidst skriver:

Og de aabner ikke deres ansigst-porte, naa du banker.

Han lader det menneskelige ansigt forvandle til en lukket port, der ikke åbner sig end ikke, når der bliver banket på. Sarvig ser altså en tendens i befolkning til at lukke sig inde i sig selv og ikke interagere med andre mennesker – end ikke på andres initiativ.

Den tomme modernistiske verden fremgår tydeligt i digtet Sen eftermiddag:

Det er en sen eftermiddag.

Mennesker staar, som om de lyttede.

1

Inspiration fra Litteraturens Veje

Side 2

Dansk aflevering – Eksistentialisme

Side 2 af 3

På minimalistisk vis uden rim og rytme og uden fyldord får Sarvig skabt en visuel fornemmelse af en verden, hvor intet sker, men hvor noget lige er sket eller sker om lidt. Og netop dette er essentielt for eksistentialisterne. Eksistensen kommer før essensen, som Sartre fremlagde. Det gælder altså for det enkelte individ om at skabe sin egen eksistens i stedet for, som Sarvig kritiserer i Sen eftermiddag, at lede efter svaret på livsførelsen hos andre.

Denne visuelle fornemmelse skaber Sarvig gennem sin passion for billedkunsten. Digtet kunne lige såvel have været en beskrivelse af et maleri, som det kunne være en eksistentialistisk kritik af den fremmedgjorte verden Sarvig oplevede i krigstiden.

I Min sorg er billedsproget dominerende. De første ord i første strofe slår temaet an for resten af digtet.

Min sorgs sære gamle villa med kolde nordverander og ubrugelige taarnkamre.

På realplan beskriver Sarvig en stor, kold, ubrugelig og tom villa, mens det på billedplan nuanceret beskriver hans sorg. Når han så efterfølgende skriver, at denne villa altid er i skyggen af en dunkelgrøn nålehave skyet af mennesker, og at han tit går alene rundt der, fortsætter han på realplan med at beskrive villaen, og hvordan han har det med den, mens han på billedplanet beskriver, at andre mennesker er ligeglad med hans sorg, og han går rundt med den alene.

Hereticamodernismen peger indirekte på et alternativ til den fremmedgjorte verden, det være sig et liv, der værdisætter oprindelig natur eller en religiøst farvet etisk holdning. I Modne har Sarvig ved hjælp af billedsprog skabt et digt, der kan læses, med det religiøse plan som realplanet og naturplanet som billedplanet:

Symbolerne på det religiøse plan kan læses som metaforer for en æblehøst. I første strofe er kirke et udtryk for kernehuset, i anden strofe symboliserer de grønne og lyse templer et æble, og i sidste strofe henviser præster til æblekerner, som er brune, når de er modne. Kernerne skal dog også være løse, og derfor må de ikke være tavse, når der bliver banket på æblet.

Samtidig kan Modne også læses med naturplanet som realplanet og det religiøse plan som billedplanet, da æblernes kirke i første strofe kan være et symbol for arnestedet eller begyndelsesstedet for den vækkelse Sarvig venter på af det moderne menneske. Når så æblerne

Side 3

Dansk aflevering – Eksistentialisme

Side 3 af 3 stadig er grønne og lyse, betyder det, at den tomme modernitets udvikling ikke er færdig – tiden er som æblet ikke moden. ”Præsterne var brune og tavse”; endnu en gang pointerer Sarvig, at på trods af at tiden næsten er moden til vækkelsen, tier præsterne.

De religiøse ord er altså et billede på æblehøsten, og æblehøsten er fyldt med religiøse værdier – sjæl og natur stemmer overens.

Telefonaks beskæftiger sig også med naturen, som er i en stærk modsætning til den moderne teknologi. Denne modsætning markeres i to omgange; først i titlen som er en neologisme skabt af ordene telefon og aks og i fjerde vers, hvor der står elektriske aks. Ved at bryde sammenhængen op mellem elektriske og aks, skabes sætningen ”aks staar i vaser rundt om i landet”, som man – i forbindelse med telefon og elektriske – kan læse som telefonpæle og andre el-apparater rundt om i landet. I samme digt skriver Sarvig ”solen tøver”, ”køerne brøler” og ”sover mennesker”, det er altså naturen som gør oprør mod den moderne udvikling, og det eneste menneskene gør er at sove.

Med Jeghuset har Ole Sarvigs ramt plet i de essentielle tanker i hereticamodernismen. Digtene i Jeghuset er forskellige i struktur og indhold, men som en samlet digtsamling repræsenterer det et perfekt heretica-sammenkog, hvor der er en higen efter alternativer og løsninger til den fremmedgjorte verden under 2. verdenskrig. I Jeghuset nævner Sarvig både den ophøjede naturdyrkelse og forkyndelsen af det religiøse ved hjælp af et tungsindigt billedsprog med masser af indhold bag.