"I et land uden høje bjerge" og "Danmark Man Dark" | Essay om danskhed

Side 1

CD side 1/4

Hvorfor taler vi dog hele tiden om danskhed?

Den 5. juni 2009, det danske riges grundlovsdag, udkom Danmarks måske mest populære band, Nephew, med albummet Danmark Denmark. Og dagen var ikke tilfældigt valgt. På deres nyeste album lægger Nephew nemlig særligt vægt på danskheden, det der er særegent for Danmark – og det med en kritisk vinkel. Første sang er rettet mod de dobbeltmoralske danskere, senere på CD’en karikeres kongehuset, som jo er stadfæstet i Danmarks grundlov, og derpå følger N. F. S.

Grundtvigs Nytaars Morgen, blot på engelsk. Men det nummer, der beskæftiger sig mest med danskheden, er Danmark Man Dark, som med metaforer og intertekstualitet har en hel del at sige om mentaliteten i Danmark.

I Danmark Man Dark tager Nephew fat i den mentalitet eller diskurs, der har præget den offentlige debat i Danmark de seneste år. Første strofe handler om vores buschauffør, som har fundet et rigtig godt niveau mellem bremse og gas, men som måske ikke er klar over, hvem der sidder i bussen, og hvor de i virkeligheden godt vil hen. Dette er en metafor for nutidens politiske magthavere, hvor det er blevet kortsigtet populisme der vinder valgene, og som alle partier må indrette sig under, hvis de vil have magt, i stedet for langsigtet idealisme, der kan give et mere velovervejet bud på en retning for, hvor vi er på vej hen.

I de kommende strofer spilles der på en spirende mentalitet, hvor vi er dobbeltmoralske, idet vi siger, at man selvfølgelig gerne må blive syg, men hvis man ikke kan arbejde, er det ens eget problem, som skal fixes på et privathospital. Dette står i kontrast til, hvad der hidtil har været diskursen i Danmark, hvor vi har lagt meget vægt på. at det er fællesskabet, der ”fixer” de svageste, når de falder ud af samfundet. Og her rusker Nephew op i et ret fundamentalt skred, der samtidig er et eksempel på, at danskheden ændrer sig med tiden, og viser, at de emner, som er vigtige for, hvad det danske er, ændrer sig som den politiske vind blæser i Dannebrogs flagdug. Alt efter hvilke politiske udfordringer kongeriget Danmark står overfor.

I 1986 skrev Michael Falch hymnen I et land uden høje bjerge, også som en beskrivelse af det, han så som nogle af de centrale dele af det at være dansk. Denne tekst bærer meget tydeligt præg af en verdensorden, der er domineret af Den Kolde Krigs bipolære system, hvor de to konkurrerende supermagter suverænt sætter dagsordenen, og lilleputlande som Danmark egentlig ikke har noget at skulle have sagt og ”som ingen regner med”.

Men selv når man er et lilleputland, som i en evt. krig mellem supermagterne ”let kan blive borte”, så kan man stadig spille på nogle gode værdier og hævde sig selv på den konto. For Michael

Side 2

CD side 2/4

Falch er en af de væsentlige værdier i danskheden, at vi danskere har hjerter af guld. Særligt over for fremmede der kommer til landet, som får en hel strofe for sig:

Og kommer du som fremmed så bare slå dig ned

Vi starter ingen krige

Og ingen verdensfred

Eller det var i hvert fald sådan originalindspilningen lød, og det er denne ordlyd, der kan findes i forskellige Youtube-videoer. Michael Falch er et klokkeklart eksempel på, hvordan danskheden ændrer sig med mentaliteten og diskursen. For i dag er netop denne strofe ændret så den i stedet for ”så bare slå dig ned” nu lyder ”så glem alt gammelt had”. Falch reviderer altså sin tekst for at kritisere, at den generelle opfattelse af fremmede har ændret sig til at være et subjekt, der hader os, og fremmede skal ændre deres meninger når de kommer hertil. Denne mere kritiske tilgang overfor fremmede har Nephew udpenslet i nedenstående strofe,

Vi sejler op ad åen og det kør' sgu som smurt du' velkommen til at komme forbi lissom Kurt så får du en smøre med alt det bedste vi har lært ja du må smage hvad vi har kært og du må læg' dig i vores stramhedsbetræk på vores pude der' ren men lugter af bræk

Strofen hentyder til vores etnocentristiske assimilationspolitik, der er langt fra den åbne integrationsfilosofi, som Michael Falch skrev om tilbage i 1986. Danskerne i Nephews sang er et folkefærd, som ifølge dem selv har en masse at byde på og altid har ”en smøre med alt det bedste vi har lært” klar, som fremmede kan komme forbi og lære af, som en anden Kurt Leth, der i regionalprogrammet ”Kurt kom forbi” tager forbi interessante mennesker, der har noget at byde på.

Danskheden har altså ændret sig tydeligt på bare 20 år, men det er for intet at regne med i forhold til tidligere tider. Ifølge samfundsforskeren Benedict Andersson er den nationale fællesskabsfølelse udelukkende baseret på en forestilling om, at man har noget til fælles. Og den fælles danske identitetsopfattelse fik da også først for alvor sit tag i det folkefærd, der var bosiddende i den geografiske region Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet, da den teknologiske udvikling muliggjorde hurtig spredning af information landet over, og de folkeligt orienterede

Side 3

CD side 3/4

liberale, grundtvigianske tendenser kom til at dominere over tidligere tiders nationalkonservative tendenser, der koncentrerede sig om en hyldest til kongen og fædrelandet. I stedet var det det danske folk, modersmålet og det kulturelle fællesskab, der kom i centrum. Danskheden er altså højest 150 år gammel, mens der har levet mennesker i regionen de sidste 10.000 år. Alligevel har den i de 150 år haft stor indflydelse på den førte politik, og omvendt. Indtil 2. verdenskrig var det for eksempel en del af danskheden og den danske selvopfattelse, at vi var neutrale og ikke valgte side i forskellige konflikter. Men da fronterne så begyndte at trækkes op mellem vesten og Sovjet, så blev Danmark en del af Atlanterhavspagten, NATO, og neutralitet var ikke længere en del af danskheden. På samme måde, så har vi set en klar ændring i holdningen til kongehuset, hvor det tidligere var en fasttømret del af danskheden, at man var royalist, så ser vi i dag en debat om, hvorvidt vi overhovedet skal have et kongehus. Det virker dermed en smule paradoksalt at tale om danskheden som noget veldefineret, der er alment gældende for danskerne, når den selv samme danskhed er i konstant forandring, især i den globaliserede verden, hvor vi får så mange nye indtryk og værdier udefra. Forsøget på stædigt at forsvare, at der kun er én almengyldig og uforanderlig danskhed, minder lidt om en nationalt fokuseret dublet af universalisterne, der, siden Sokates oppositionerede imod sofisternes relativistiske og subjektivistiske tænkning for knap to et halvt tusinde år siden, stædigt har holdt ved deres påstand om, at visse vestlige liberale værdier er universalt gyldige for alle mennesker.

Så ud fra en rent objektiv tankegang giver det ikke rigtig mening at snakke så meget om ”danskheden”. Hvis man skal definere en danskhed, skal den nok nærmere betegnes som folkestemningen lige nu og her. Den historiske overbygning, som man har brugt som argument for selve ”danskheden”, virker så sløret, at man egentlig ikke kan bruge det som argument. Men hvorfor bliver man så ved med at tærske langhalm på flyvske begreber som ”danskhed” og de danske værdier?

Mit bud er populisme. Vores system er skruet sådan sammen, at magten i landet baseres på en enkelt afstemning, i praksis cirka hvert tredje år. Det politiske arbejde bliver altså determineret af det valg flertallet af danskerne træffer den enkelte dag, så derfor forsøger partierne selvfølgelig at overtale danskerne til at stemme på dem. Her kommer ”danskheden” ind i billedet. Hvis man bilder folk ind, at de ligger under for nogle bestemte værdier, fordi de er danskere, og at man selv står for de netop samme værdier, så har man øget sin mulighed for at score stemmer bredt i befolkningen, idet der er mange, der ikke reflekterer synderligt over det, de hører og læser i medierne, men blot

Side 4

CD side 4/4

tager det til sig som sandt, når bare de har hørt det nok gange, hvorved de ligger under for en form for mængdeargument.

De danske værdier, eller danskheden, tror jeg bliver holdt i live af politikere, der ikke har nogen skrupler med at sænke det saglige niveau i politikken, så længe det giver stemmer. Som ådselgribbe, der skruppelløst rager til sig fra fadet, mens de har ladet andre om det hårde og nødvendige arbejde – ladet andre om at foretage de mere upopulære men nødvendige og rent faktisk holdbare tiltag. Det ses for eksempel, når Dansk Folkeparti stædigt fastholder, at ”Fadervor” skal være obligatorisk morgenbøn, selv på skoler, hvor størstedelen af eleverne er muslimer, eller foreslår, at der skal serveres frikadeller og kartofler med brun sovs mindst en gang om ugen hvis madpakkeordningen skal indføres i børnehaven, for børnene skal jo lære om danskheden. De fremmede ”må smage hvad vi har kært”, som Nephew skriver det, og tilpasse sig, så de passer ind i vores snævre ”stramhedsbetræk”.

At danskheden er en foranderlig forestilling, og dog en forestilling, som Dansk Folkeparti frit har kunnet definere og lukrere på, har de da også efterhånden indset i Socialdemokratiet og SF. De har nemlig blæst til kamp for at tilbageerobre danskheden fra det patent, som Dansk Folkeparti ellers har taget på den. Under overskrifter som ”Der var et yndigt land” prøver de at fjerne grundlaget for Dansk Folkeparti ved at skabe en helt anden fortælling om, hvilke værdier der er danske og bør være danske, så de kan dreje diskursen og befolkningens selvopfattelse i en mere solidarisk og fællesskabsorienteret retning. Når mange danskere afspejler sig selv i- samt definerer sig selv og vælger ud fra, hvad deres idé er om, hvad danskheden indebærer, så kan det være afgørende, at være dem, der formår at definere danskheden.