Essay om unge og brugen af de sociale medier

Side 1

1

Lad mig nu bare være

Jeg opdaterer endnu engang min Facebook startside, i håb om, at noget spændende popper op. Men da det ikke er meget mere end 2 minutter siden min sidste opdatering, er der ikke meget nyt at komme efter. Dog popper der en artikel frem af Rasmus Thirup Beck med titlen ‘Emilies mobil får sjældent ro’, der koncentrerer sig om piger med stresssymptomer forårsaget af mobiltelefoner.

Titlen kunne have passet på mig selv og nok de fleste andre unge mennesker. Vi lever i en verden, hvor man ville være fortabt uden en mobiltelefon. Den er blevet en del af vores hverdag og opfylder det behov, der nu er opstået for at kunne være tilgængelig hele tiden og udnytte andres tilgængelighed. Ved hjælp af notifikationer fra diverse sociale medier, sørger den for, at vi ikke går glip af noget. For tænk sig, hvis det gik forbi ens næse, at nogle havde tømmermænd, været i fitness eller fået 12 til en eksamen.

En notifikation fra Instagram lyser min skærm op, og jeg er nu oppe på de 57 likes og er godt tilfreds. Selvom jeg prøver, kan jeg ikke lade være med at holde øje med min Instagram, efter at have lagt et billede op. Ikke mange vil kendes ved, at de er en del af de såkaldte ‘likehunters’, men inderst inde, går vi jo alle bare en lille smule op i, om folk kan lide det, man deler offentligt. Man analyserer som gale på sine opslag for at finde ud af, hvad folk kan lide, og hvordan man kan øge sin popularitet. Jagten på det perfekte ‘instabillede’ er som en lang og ørkesløs krig. Efter en tur på sushirestaurant er de første halvtreds billeder i kameraalbummet udfyldt af næsten ens billeder, kun adskilt af den lille forskel i kameravinklen. Unge piger bruger oceaner af tid på udvælgelsen og redigeringen af billedet, for man skulle jo nødig poste noget, der ikke var perfekt. Men det er vel for at vise sig fra sin bedste side. I ens offentlige attitude må der ikke være fejl og mangler. Men det er synd og skam, for det er vel blot at forfalske sig selv. Man bruger en masse tid på at opnå noget, der er umuligt at opnå. Forsøget på at være perfekt, er det, der knækker en. At skulle leve op til noget, som er umuligt for de fleste, er det, der fylder mest i hverdagen, og det, der stresser én frygtelig meget. Livet er drejet væk fra nuet og ind i den virtuelle verden. Mængden af likes betyder mere der, end de ‘likes’ man har i virkeligheden. Piger bruger længere tid på perfekte billeder, der skal photoshoppes, end de bruger på at være pæn til daglig. Ofte kan man forvente en skuffelse, når man støder på et menneske i virkeligheden, som man ellers kun havde mødt på de sociale medier. Deres offentlige profiler er baseret på falske indtryk, og i sidste ende, nedgør vi os selv, ved at udgive os

Side 2

2 for noget bedre end vi er. At leve i et samfund med en så kritisk dømmekraft gør folk bange. Bange for ikke at være gode nok.

Klasselokalet lyses op af det blå lys fra Facebook, mens en lærer taler om et eller andet, der skulle siges at blive nyttigt engang. Men man skulle da nødig kede sig, og nu da man alligevel er på computeren, kan man jo lige så godt gå ind på Facebook. Bare hvis nogle nu ville i kontakt med en.

Bare hvis. En hel generation af unge får tilbudt gratis skolegang, men spilder den på ingenting. Og hvad stiller man op som lærer? Ingenting - for det kan man simpelthen ikke. Denne udvikling er ikke til at stoppe. Danmark er fanget i en forkælet, opmærksomhedskrævende og selvstændig ungdom, der tager alt for meget for givet. Mon denne generation vil komme til at fungere i det virkelige liv? Hvis man ikke har bestilt noget hele ens skolegang, er det så muligt, at man pludselig kommer i gang? Om denne generation kan man frygte det værste. Det kan blive en generation, der kun lige får klaret sig igennem eksaminerne med bestå karakterer. Eller stadig med høje karakterer af rent held eller ved hjælp af snedige tricks, og kommer så uvidende ud som studenter.

Generationen kan ødelægge vores samfund, gøre vores konkurrenceevne svag, og få os ind i en kæmpe økonomisk krise. Eller også, næsten utænkeligt, vil vi måske blive endnu bedre, end vi har været. Vi lærer meget mere fra internettet, vores mobiler og andre mennesker end vores forældre har gjort. Måske hører vi ikke så meget efter i skolen, som vores forældre gjorde, men måske vil fremtidens arbejdsområder handle meget mere om de ting vi lærer af os selv, hinanden og teknologien. De analyser man ubevidst laver på de sociale medier, får man måske i virkeligheden mere brug for i fremtiden, end de noveller vi laver timelange analyser på i danskfaget. Og kunsten at multitaske er vel mindst lige så vigtig som al boglig læring. I et stressfyldt moderne samfund, er netop multitasking en nødvendighed, for at kunne minimere stressniveauet og klare sig gennem en ganske almindelig dag.

I dette yderst moderne samfund er det åbenbart en nødvendighed, at være tilgængelig døgnets 24 timer. Så snart man modtager en chatbesked, forventes der et svar tilbage. De sociale medier har endda lavet et så smart system, at afsenderen kan se, hvornår modtageren har set beskeden. Og når beskeden er set, er det simpelthen blevet en norm at svare med det samme. For at minimere dette pres, må man tvinge sin nysgerrighed i ro, og lade beskeden være uåbnet, så man kan udsætte det store pres. Ungdommen er blevet for forventningsfuld, eller måske har den nærmere mistet alle sine forventninger. Der bliver forventet, at man altid er tilgængelig. Det er ikke tilladt længere at vente en dag eller blot en time med at svare. Ved at vi regner med, at vi har andres tilgængelighed, har vi vel mistet alle vores forventninger til dem. At tilbringe sin tid på et socialt medie og mobil i tilfælde af, at nogle skulle kontakte en, er jo ikke et selvstændigt værdigt liv. Og som om vi ikke har

Side 3

3 ventetid nok i samfundet, vælger man, som et frit menneske, at tilbringe ens resterende tid med at vente. Forståeligt for så utålmodige mennesker som i Danmark. Elsker vi ventetiden ligeså højt, som vi elsker vores eget liv? Måske er livet blevet for kompliceret til overhovedet at kunne overskue noget. Vores muligheder er for overvældende, så vi ikke ved hvor vi skal starte. Vi kan altid gøre det en anden gang. Vi lever i et samfund, der er ved at falde i søvn over dagligdagen. Et forkælet samfund der keder sig og ikke orker noget, tilbringer derfor sin tid på mobiler, sociale medier og lever med et højt stressniveau, der er opstået af ligegyldige grunde. Det er gået ud over den sociale kommunikation. Kommenterer komplimenter i massevis, mens munden bliver mindre og mindre.

En negativ ungdom er opstået, hvor behovet for at hakke ned på folk er højt. Samtidig har vi brug for medlidenheden, som vi let kan få opfyldt på et socialt medie. Af nogle der knap nok siger ‘hej’ på gaden, men trøster dig, når du skriver, at du er trist. Nysgerrige og misbrugere af tomme hjerter og hjerner.

Jeg læser stresssymptomerne endnu en gang og må nikke genkendende til flere af dem. Men det er jo blevet en del af vores hverdag. En del af os. Vi er bange for at gå glip af noget - og i virkeligheden går vi glip af hele livet. Det er blevet delt op i 5-minutters bidder, der foregår mellem vores smartphonetjek. Som at holde pause i et venskab, og derefter opbygge på ny igen. Pauser, der påvirker sammenhængen og den samlede gevinst. Som om det ikke var rigeligt, er det måske ikke det største problem. Kunsten at multitaske bliver bedre og bedre, og man er på hele tiden. Og man elsker det jo. Opmærksomheden, som er blevet så let at skabe. Vi er gået ind i en ny livsform. Hvor det ikke handler om at være til stede, men at se, andre være til stede. Det er nødvendigvis ikke en bedre livsform, men en livsform, der er nærmest umulig at lave om på.

Folk elsker jo at se på din Starbucks kaffe. Og er fuldstændig ligeglade med de sjove og spændende ting du oplever. Folk der er blevet indbildske. Det er unge, der ikke ved bedre. Uperfekte unge, som bilder verden ind, de er perfekte. Det er Danmarks fremtid. En verdens fremtid, der lyver for sig selv. Opmærksomhed er blevet en ny yndlingsbeskæftigelse samtidig med, at afhængigheden af noget så simpelt, har taget over og fylder os fra top til tå med stress. At tage mobilen fra ungdommen, er som at tage narkotika fra en narkoman. Eller måske ville det være som at give friheden til slaverne? Mobilen er med os overalt, og det er en nødvendighed at være tilgængelig alle døgnets timer. Og man kan ikke gøre noget - det ville jo være en skam først at få alting at vide dagen efter. Slemt er det, at skulle være afhængig af sin mobil og få tonsvis af henvendelser hver dag, værre er det ikke at få det. Det bruger vores tid, men tiden varer ikke ved. Den løber ofte om hjørner med os, og før vi får set os om, er nuet forsvundet bort. Og hvor har vi så været?