Essay om overvågning

Side 1

[navn fjernet], 3.E Dansk terminsprøve 18/2-2013

1

Overvågning

Jeg kan godt lide at besøge Strøget i København. Det er et hyggeligt sted på langt de fleste tids-punkter af året. Der er altid liv, folk som ønsker at vise noget, og folk, som man kan mærke, har en historie på hjertet. Jeg nyder gåturen fra Rådhuspladsen og til Kongens Nytorv, og vader den ugent-ligt, som jeg har gjort det i 20 år. Frem og tilbage, frem og tilbage. Iagttager hvad der sker omkring mig, beskuer de interessante ting, som hænder. Normaltvis er det mig, der indtager den passive rolle som tilskuer til strøglivets herligheder og spændende historier, mens alle mine medmennesker fun-gerer som skuespillere i mit eget lille univers. Men noget har ændret sig de seneste år. Rolleforde-lingen er stadig præcis den samme mellem mine små skuespillere og mig. Det vælger jeg suværent selv, at den skal være. Der er bare kommet en ny rolle i hele dette lille strøg-skuespil. En ny tilsku-er, der skubber mig ned fra sædet og sender mig fra passiv beskuer til beskuet skuespiller. Endda beskuet fra alle mulige og umulige vinkler. Overvågningskameraerne ser nemlig alt.

I den seneste periode er jeg begyndt at reflektere mere og mere over det samfund, som vi lever i, befinder os i, gebærder os i og forsøger at forstå. En muslim med en kuffert på en menneskefyldt plads skaber i dag en helt anden fornemmelse blandt menneskemængden end tidligere. Verden blev bange da militante islamister for år tilbage viste deres terrormetoder. Og siden terrorangrebet på World Trade Center i 2001 er antallet af overvågningskameraer, telefonaflytninger, visitationer og mailafslæsninger mangedoblet. Krigen mod terror begyndte sin endeløse cirkel, da flyene ramte højhusene. Sidenhen blev den intensiveret ved de efterfølgende terrorangreb i Madrid og London.

Terroristerne havde vist deres styrke, og den vestlige verden var rådvilde. Hvad i alverden skulle man stille op? At udrydde de hundredetusindvis af militante islamister var næppe en mulighed, så man opbyggede i stedet et overvågningssamfund. Man fyldte storbyerne i den vestlige verden med flere overvågningskameraer, end der er bogstaver i denne tekst. København blev omdannet til et overvågningsmekka, PETs omfang og muligheder blev kraftigt intensiveret og før man så sig om, var der ikke noget, som længere hed fortrolige oplysninger. Nuvel, i princippet var det stadig det samme, men man vidste, at PET fra nu af ville kunne se alt, hvad der skete, høre alt hvad der blev sagt, gjort og skrevet i det danske samfund. Samfundet var forandret.

Med denne strøtanke starter jeg min daglige gåtur fra Rådhustårnet på en kold, kedelig og regnfyldt novemberformiddag. Det er på sådanne vejrmæssige nedtursdage, at strøget som regel altid kan give mig det liv, den glæde og den inspiration, der ellers ville mangle. Allerede på Rådhuspladsen

Side 2

[navn fjernet], 3.E Dansk terminsprøve 18/2-2013

2 iagtager jeg dagens første spændende begivhenhed. Et filmhold er i fuld gang med optagelser til en ny dansk film, noget med slagsmål og stuntmen ser det ud til. Jeg beskuer spændt handlingen, mens jeg morer mig en smule over de næsten urealistisk mange kameraer, som er opstillet for at optage scenen. Jeg finder det komisk at tænke på, at Rådhuspladsen med sine hundredevis af overvåg-ningskameraer sådan set kunne optage sin helt egen Hollywood-film, uden nævneværdig opstillelse af ekstra kameraer. Der må da være nok i de, som hænger på hvert eneste hustag og hvert eneste gadehjørne på Danmarks, vel nok, bedst overvågede plads. Jeg forestiller mig filmselskabernes fru-stration over at miste befolkningens måbende og beundrende blikke, når de opstiller deres tonsvis af kameraer til millioner af kroner. Det må da være frustrerende at bruge så mange penge på kameraer, når befolkningen knap ænser det, da de efter overvågningssamfundets start har indfundet sig i en hverdag med kameraer rundt om dem konstant. Filmselskaberne må da reagere med ekstra kamera-indkøb, de kan da ikke acceptere den manglende opmærksomhed.

Jeg forlader Rådhuspladsen og begynder min traven opad Strøget. Jeg spotter det første overvåg-ningskamera. Jeg spotter et mere. Og et til. Det filmer lige på mig. Efterhånden er jeg blevet ekspert i overvågningsskameraspotting, en sport jeg ufrivilligt deltager i. Jeg ville ønske, at jeg kunne igno-rere dem, leve som jeg altid har gjort og tage mine ugentlige gåture uden at skulle tænke på, hvilke kameraer der er placeret hvor, og hvad de filmer på. Men jeg kan ikke lade være. Jeg synes, de fil-mer på mig alle sammen. Og jeg hader det. Jeg har altid hadet skuespil, trives absolut bedst som tilskuer. Og jeg er i absolut rådvilde, om jeg skal præstere noget, når de filmer på mig. Skal jeg spil-le en scene, smile, grine eller vinke til overvågerne, der sidder ude bagved og styrer kameraerne?

Filmer de bevidst på mig i håbet om, at jeg gør noget dumt, sjovt, mærkværdigt? Eller opfører jeg mig mistænkeligt? Det må være det, jeg er nok fra naturens side mistænkeligt bygget. Nej, det kan alligevel umuligt være det. Ellers er det da kun Anders Breiviks handling, der har gjort lyshårede mistænkelige af udseende på det seneste. Måske er det min påklædning, den store dynejakke, jeg bærer, kunne da sandsynligvis godt gemme en bombe under maven uden nogen ville opdage det.

Eller måske er det min lidt haltende gangart pga. min nye ankelskade, der får mig til at se mistænke-lig ud. Ja, det må være det. Jeg må minde om den ét-benede tjetjenske bombemand, som havde pla-ner om at sprænge Jyllands-Postens hovedkvarter i luften. Ja det må være det, tænker jeg og ændrer lidt ufrivilligt på min gangart.

For det er nemlig ufrivilligt, at jeg ændrer på min væremåde. På en måde i hvert fald. Jeg burde jo ikke lade mig påvirke, bare fordi, der er nogen, som beskuer mig. Burde det ikke være til mit eget bedste, at der er nogen, som sidder bag kameraerne og sikrer, at ingen ligepludselig beslutter, i hel-

Side 3

[navn fjernet], 3.E Dansk terminsprøve 18/2-2013

3 ligs kris øjemed, at livet skal slutte for en række danskere uheldigt placeret på Strøget på det forker-te tidspunkt? Vi hører jo i perioder næsten ugentlig hvordan PET med sin overvågning har forhin-dret terrorangreb, der potentielt kunne have forårsaget masseødelæggelse. Og det må da betragtes som positivt, at jeg slet ikke behøver at forklare hvad ordet PET egentlig står for, det ved enhver dansker godt. Det viser vel bare, at de gør deres arbejde ordentligt. Det var anderledes for 10 år si-den, hvor medierne ikke næsten ugentlig opremsede de nye potentielle terrortrusler PET havde af-værget. Eller hvis jeg bliver tilfældigt overfaldet på gaden, har ordensmagten mulighed for at følge med i alt, hvad der sker. Det burde da gøre mig tryg, dette overvågningsmekka.

Efterhånden som jeg bevæger mig videre op ad Strøget, forbi alle butikkerne, gadesælgerne, gøg-lerne, indsamlerne og dem der på anden vis gør stedet travlt, forsøger jeg at blive klogere på mine medmenneskers, mine små skuespilleres, holdning til netop overvågningssamfundet. PETs egne undersøgelser peger jo, højst overraskende ifølge eksperter, på, at danskerne faktisk kan lide over-vågningen. Flertallet mener altså øjensynligt, at overvågningen giver dem øget tryghed overfor ter-rorerens skjulte ansigt og kriminalitetens mangfoldighed. Flere mener endda, at jo flere kameraer og vagter, jo bedre. Vores egen justitsminister maner dog til besindighed overfor ’Big-Brother-samfundets’ indtræden og lader os huske på overvågningens vigtigste principper om at respektere den personlige frihed og integritet. Det burde da gøre mig tryg, at høre disse ord.

Som minister er han ikke nødvendigvis folkevalgt, men demokratiets ædle styreform, om at flertal-let bestemmer, gør dog stadig, at befolkningens holdning til et emne i sidste ende altid vinder. Jeg frygter derfor den dag, vi får et virkeligt terrorangreb i Danmark. Ikke sådan et små-fimset terroran-greb med en tjetjensk bokser der halvt sprænger sig selv og Hotel Jørgenens toiletter i luften, men et rigtigt terrorangreb. At afvise det kommer til at ske, vil være at betragte som mere urealistisk end, at alle verdens militante islamister i morgen bedyrer, at de vestlige værdier har vundet, og at den helli-ge krig stopper nu. Som enhver anden frygter jeg selvfølgelig den lidelse, det vil forårsage de per-soner og deres familie, som terrorangrebet vil ramme. Men jeg frygter i lige så høj grad Danmarks modsvar til et sådant angreb. Når flertallet mener, at overvågningssamfundet gør os trygge, er vores eneste svar på angreb så flere kameraer, flere aflytninger, mindre tillid til hinanden og strengere straffe? Kommer vi så ikke netop nærmere det samfund, som den kære Hr. Bødskov frygter?

Et lille skuespil på Kgs. Nytorv skal netop til at begynde, da jeg nærmer mig endestationen for da-gens gåtur. Jeg ser dem ofte, arrangeret af den lokale skuespilskole. Fri entré og unge skuespiltalen-

Side 4

[navn fjernet], 3.E Dansk terminsprøve 18/2-2013

4 ters udfolden er som regel noget, jeg ikke går ufrivilligt glip af. Skuespillet er en omskrivning af den britiske forfatter George Orwells roman’’1984’’, fra 1949, og omhandler Sovjetunionens tidli-gere totalitære styre. George Orwell var en kritiker af den sovjetkommunistiske politik og forsøgte at forudsige det overvågningssamfund, som var på spirende opblomstring i Sovjetunionen, og som han frygtede fremtiden af. En forudsigelse, som viste sig at ramme særdeles plet på det samfund, Sovjetunionen senere viste sig at blive. Skuespillerne fra stykket på Kgs. Nytorv forsøger gennem deres ord og handlinger at afspejle det samfund, der engang eksisterede. Et samfund, hvor den poli-tiske enemagt herskede, og alle forsøg på ytringer mod styret og dets ideologi blev betragtet som forræderri og typisk blev tolereret med deportering til arbejdslejre eller hemmelighedsfuld døds-straf. Et samfund hvor overvågningen var så intensiv, at befolkningen selv i enerum skulle være opmærksomme på, hvad de sagde. Og til hvem de sagde det, da skjulte agenter fra statens overvåg-ningsapparat var skjult overalt. Et samfund absolut uden tillid til hinanden.

Skuespillet slutter med en fiktiv henrettelse af en sovjet, der i sit eget hjem har ytret sig negativt om styret og dets metoder til en nabo, som viser sig at være agent. Det henrettelsesbillede af en kritiker forlader instruktøren os med.

Jeg smiler lidt skævt og tænker, at tiden da heldigvis har ændret sig siden Sovjettiden. Men med dagens reflektioner har jeg alligevel svært ved at lægge utrygstanken fra mig. Ironisk nok startede vores overvågningssamfund jo 20 år efter stormagten den vestlige verden, med USA i spidsen, hav-de forsøgt at bekæmpe i over 40 år faldt sammen. Om instruktøren af skuespillet har villet fortælle noget med sit stykke relateret til Danmarks fremtid netop denne dag på Kgs. Nytorv skal være usagt. Jeg gisner i hvert fald ved tanken om, hvordan samfundet er ved at forandre mit eget lille livsskuespil, mens jeg står midt i overvågningskameraenes billede og funderer i midten af Køben-havn. Jeg har svært ved at acceptere min nye rolle. Jeg vil ikke være skuespiller, når jeg går min daglige tur på Strøget. Jeg vil blot være beskuer. Men jeg har intet valg. Samfundet burde gøre mig tryg, men utrygheden lægger i stedet sin klamme hånd på mine skuldre. Er vi nu sikker på, at den her udvikling er den rigtige?