Essay om krig i kunst og litteratur

Side 1

SD Afleveres 25. februar 2015 [navn fjernet]

Dansk 2.K

1

Et bål af mørke

Litteraturens pen og kunstens pensel har igennem historien været en af de mest uafrystelige ledsagere, vi som menneskehed har haft ved vores side. Helt tilbage til de første hulemalerier, kan man spore menneskets naturligt og uforbederlige aggressionsdrift, der oprindeligt kan tillægges en artsbevarende funktion, som Sigmund Freud hævder vi alle besidder. Krig har altid både været fascinerende og frastødende på én og samme tid, og lige netop derfor er det også blevet behandlet og fortolket gennem kunsten, så længe mennesket har været i stand til at dokumentere sin gøren og laden. Men hvordan kan noget så grusomt og så livsfarligt være interessant for det enkelte menneske?

Krig er et af de allerældste temaer i litteraturens historie og skildringen deraf er blevet udført på uendeligt mange måder og på mange forskellige platforme. Skildringen prøver på at få os til at huske det, vi helst glemmer; den minder os om det, vi skjuler for os selv; den beskriver alt det, vi ikke snakker om til dagligt – sorgen, kampen, savnet, desperationen og ikke mindst: døden. Dog kan de også samtidigt fokusere på de værdier i samfundet, der er med til at skabe forskellige anskuelser og opfattelser af krig. Det kan handle om ære og stolthed, en forpligtelse til at passe på sine nærmeste, sin nation eller friheden. Under krigsakten øges den nationale følelse ofte, netop fordi der opstår en ny fælles identitet – og en ny fælles fjende – der binder folk sammen om kampen for fred, eller kampen for at få ret. Krig er håbet på det godes sejr.

Ordet ”krig” defineres i Den Store Danske som ”en voldshandling for at påtvinge modstanderen vor vilje”. Men kan sproget overhovedet magte at sætte ord på dette, eller kommer det til kort? Der er så endeløst mange facetter og påvirkede individer i en enkelt krigshandling, at det kan være svært at definere så enkelt. Ingen adjektiver er at finde i ordbogens definition – det er klinisk, sagligt og upersonligt. Men hvordan kan man være det, i forbindelse med noget så brutalt og livsomvæltende som krig? Der er, på trods af den måske mangelfulde beskrivelse i ordbogen, et helt semantisk skema med overskriften ”krig”, der er fyldt med sprogets allerværste, voldsomste og grusomste adjektiver. Krig er sammenstød mellem idéer, det er ødelæggende, det er individer, der skydes ud over sammenbruddets kant og forsvinder. Det er hårknuder, der kun kan løses med en saks. Det er en række uoverensstemmelser. Det er dråben, der får bægeret til at flyde over. Det er et sort hul, der suger lys til sig, men på én og samme tid sætter ild til alverden.

Det er et bål af mørke.

Side 2

SD Afleveres 25. februar 2015 [navn fjernet]

Dansk 2.K

2

Der har siden tidernes morgen været krig et eller andet sted på Jorden – det ligger implicit, at der er nødt til at være krig et sted, indtil al ondskab er udryddet, absorberet.

Førkrigstid, mellemkrigstid, efterkrigstid. Krigen er et rum med en udefineret tidsbegrænsning.

Men afsluttes det nogensinde? Om end en verden uden krig er en fin tanke, er det ganske urealistisk. Afslutningen på hvilken som helst splid, stor som lille, er sjældent et punktum. Det kan være et komma, et semikolon, en parentes, men aldrig et punktum.

Den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen skelner i bogen ”Ondskabens filosofi” (2001) mellem det naturligt og det moralsk onde. Han påstår, at vi alle er onde mennesker på den ene eller den anden måde, og at ”være god” er et bevidst valg, man er nødt til at tage. Han opdeler i bogen den moralske ondskab i fire kategorier, – den sadistiske, den instrumentelle, den idealistiske og den dumme ondskab. Men kan man virkelig kategoriserer noget så komplekst som ondskab? Drivkraften bag en krig er ofte den idealistiske ondskab, der begås af aktøren, der gør noget ondt i det godes navn. Af eksempler nævnes i flæng terrorisme, nazisme, stalinisme,

etc. Det opstår, når der skelnes mellem et ”os” og et ”dem” – det kunne være muslim/vantro,
israeler/palæstinenser, det hjemlige/fremmede. Ved at skabe et klart skel mellem ”os” og ”dem”,

dæmoniserer man også modstanderen og man retfærdiggør at gå i krig. Da George Bush udtalte sig efter terrorangrebet på World Trade Center d. 11. september 2001, sagde han: ”Enten er I med os, eller også er i med terroristerne”. Der var ganske enkelt ingen mellemting i hans øjne, og det skabte en enorm distancering til det fremmede, da man selvfølgelig ikke ville støtte terroristerne som amerikaner. Et andet eksempel kunne være Anders Breivik, der før hans massenedskydning på Utøya, havde nedfældet et dokument, eller manifest om man vil, hvori

hans sort/hvide opfattelse og opdeling af folk, der ikke tager højde for individet, dæmoniserer

muslimerne og de forræderiske venstreorienterede mennesker, der lader dem komme til landet uden videre. Fokus bliver i Breiviks verden ikke længere enkeltindivider, men reduceres derimod til nogle anonyme repræsentanter, der udgør store grupperinger i samfundet. Hvis mennesker på denne måde deindividualiseres, så har ondskaben, og dermed også krig, særligt gode kår.

Der er stor forskel på, hvordan man førte krig for bare to hundrede år siden og i dag. Det åbenlyse ville være at kigge på forskellen i selve krigsakten eller krigsførelsen – alle de nye våben, nye strategier og nye transportmidler. Denne udvikling er selvfølgelig med til at sætte scenen for, hvordan selve krigsakten udføres, men de sidste mange års intense dækning af krig og dets følger kan også være med til at skabe en kollektiv stemning. Som nævnt tidligere kan

Side 3

SD Afleveres 25. februar 2015 [navn fjernet]

Dansk 2.K

3 dæmoniseringen eller skabelsen af et fjendebillede være en nøje planlagt indenrigs krigsstrategi, så krigen kan retfærdiggøres, både etisk og finansielt. En måde hvorpå man kan gøre det, er ved at lave diverse rapportager fra ”gerningsstedet”.

Den moderne krigsberetning er enormt populær – se bare på den seneste vinder af

Cavling-prisen (”Ser du månen, Daniel” af Puk Damsgård). Næsten hver dag er der reportager fra brændpunkterne i verden lige nu med dertilhørende skrækindjagende billeder og reportere, der skal finde på noget nyt og dramatisk at sige om den konflikt, der højst sandsynligt ikke har ændret sig synderligt siden sidst. Men hvordan kan det være, at vi stadig finder disse fortællinger interessante? Tilfredsstiller det et eller andet oldgammelt behov, vi ikke kender til? Er det for at få det bedre med sig selv, sætte ting i relief? Vi som mennesker tiltrækkes af det farlige, fordi vi genkender noget, der på en gang er både kendt og ukendt. Det er unheimlich, som Freud måske ville udtrykke det, det er en underlig form for kognitiv dissonans. Øjet kan ikke lade være med at kigge på det, selvom det godt ved, det ikke burde. Lidt ligesom en god gyserfilm.

Unheimlich er et tysk begreb for ting, som er uhyggelige, mystiske, uforklarlige. Det er dét, man troede var kendt og hjemligt, men som i virkeligheden er noget helt andet. Overflader kan være bedrageriske, den onde verden kan hurtigt snøre én. I Julie Nords kunst føler man pludselig, at man er landet i sin barndoms dukkehus og samtidigt er en del af en sekvens fra en gyserfilm. Ved første øjekast virker det muligvis smukt og idyllisk, men så snart man tager et nærmere kig på værkerne, begynder man gradvist at bemærke noget, der ikke føles hverken trygt eller rigtigt. Den fine, forskønnede og polerede virkelighed med de yndige lyskrøllede pigebørn er et blændværk, en illusion; nedenunder lurer der en ren mareridtsverden af piger med fuglekroppe eller uden øjne, der på en eller anden måde alligevel formår at skabe en form for håb, fordi man træder ind i den kreative verden. ”Det, du ikke kender til, skræmmer dig. Det, du tror, du kender til, er en illusion.”. Sådan skriver Bera Nordal, museumsdirektør for Nordiska Akvarellmuseet i bogen ”Xenoglossy” fra 2010, der omhandler Julie Nords værker.

Kunsten har igennem tiden været et våben i sig selv. Og det er vel egentligt lidt det, kunsten i grunden kan – det er utilregneligt og uhåndgribeligt., lidt som krig kan være. Derfor har det måske også været krigsherrernes frygt gennem tiden – kunstnere, der bliver forbundet med det ukendte, hvilket kan skabe en frygt eller en angst hos lederen. Tanken om, at kunsten kan have et hemmeligt budskab til betragteren, som lederen ikke har godkendt. Et eksempel kunne være Hitler og hans propagandavideoer, der nedgjorde den moderne kunst og kunstens

Side 4

SD Afleveres 25. februar 2015 [navn fjernet]

Dansk 2.K

4 søgen efter nye udtryk, men det er nu ikke noget forældet fænomen – lige nu er Islamisk Stat i gang med at ødelægge deres del af kulturarven, da den kunne minde folk om pre-IS-tiden, eller endda opildne til modstand. Palmyra, Apamera, Mari og Khorsabad er bare få eksempler på hele byer, der har ødelagt for at komme af med kulturen bagom. Men det er selvfølgelig ikke kun krigsherrerne der bliver nervøse og angste – det smitter også af på selve kunstnerne. Angsten er for eksempel at finde hos billedkunstneren Carl Henning Petersen, hvis billeder ændrede sig markant før, under og efter krigen. Under krigen ændrer hans billeders karaktereres øjne sig til at være kæmpestore, og hans billeder præges af dybrøde farver.

Kunstnere har skildret krigen igennem deres egne øjne, og har afbilledet den almindelige borgers hverdag. De har også været dokumentarister og fortolket konflikter i verden. Selvom vi kan følge krige på livekanaler har vi brug for guider og fortolkere, for at hjælpe med at reflektere, udvælge, tage del i og måske stillig til nogle af de store ting i samtidens krige. I litteraturen er det skildret ligeså, lige fra Homer til Poul Høi til Adda Skjærup, og måske det aldrig bliver et uinteressant litterært motiv at gøre brug af sammen med den tematiske

modsætning krig/fred. Krig er som én lang konkurrence - krigens proces frastøder og fascinerer.

Den udsætter individet for naturstridige belastninger og presser soldater og deres familier til at kæmpe en kamp, de måske ikke selv kan stå indenfor. Så længe mennesket besidder sin nysgerrighed (og ifølge Freud og Svendsen: sin ondskab), vil vi muligvis skrive og lave billedkunst om det – og mon den (blod)tørst nogensinde bliver slukket?