Essay om "Kun hvis jeg får 12, er jeg god nok"

Side 1

1

12-tals pigerne

12 tals pigerne. Vi kender dem alle. Der er altid den éne pige i klassen, som altid sidder forrest, altid laver sine lektier, aflevere alle sine afleveringer, altid har hånden oppe og som altid får 12. Disse piger findes landet rundt. Pigerne presser sig selv til det yderste, for hvis de ikke får det vante 12 tal, må det betyde at de kunne have ydet mere, og derfor ikke er gode nok. Dette er en af de væsentligste problemstillinger, som gør at piger i en meget ung alder lider af stress og præstationsangst. Men spiller samfundet ikke også en rolle i denne problemstilling? Samfundet presser unge til at få gode karakter, med de stramme adgangskrav på uddannelser. Disse adgangskrav har kæmpe indflydelse og spiller en væsentlig rolle i 12 tals pigernes adfærd. Kravene presser pigerne til at få det høje gennemsnit, som uddannelsen kræver. Fx kræver det et gennemsnit på hele 12,3 for at komme ind på Københavns International Businesschool. Dette medfølger, at pigerne mindst skal have 12 i alle fag, ellers mislykkedes deres fremtidsplaner. For dét 12 tal er ikke kun HHX 3. år dette samfundets, skolernes, lærernes, forældrenes eller pigernes egen skyld? Og hvilken betydning har denne enorme stress, bekymring og præstationsangst egentligt for pigerne?

”Kun hvis jeg får 12 er jeg god nok” er en artikel fra 2014, skrevet af Anna Torp-Pedersen, som er en gymnasieelev og en af 12 tals pigerne. Anna Torp-Pedersen beskriver her med sine egne ord, de tanker, følelser, konsekvenser og krav det kræver for at være en 12 tals pige. I artiklen fortæller hun hvordan hun adskiller sig fra andre unge piger. Andre unge piger på hendes alder, drømmer om sko og tasker, hvorimod Anna Torp drømmer om fejlfrie opgaver og 12 taller. Hun beskriver hverdagen som et maraton, et maraton uden evnen til at sætte grænser.

Uden denne evne til at sætte grænser for sig selv, mister man glæden og overskuddet. Dette forårsager at man presser sig selv psykisk, som til sidst kan tage overhånd. Anna Torp påpeger også, at 12 tals pigerne ikke får hjælp til disse mentale problemer. Hun forklarer, at det at bede om hjælp, i bund og grund er et nederlag. Hun fortæller, at 12 tals pigerne blot er et glansbillede, en facade.

Faktisk mener Miriam Brems, at dette karakterpres ikke giver dygtigere, men dårligere elever.

Denne påstand påpeger hun med en undersøgelse, hvor Odder Gymnasium scorede et højere gennemsnit, ved at undlade karakter. Hun forklarer at karakter er med til at skabe et dårligt

Side 2

2 læringsmiljø, hvori eleverne fokusere mere på karakteren, end lærerens konstruktive kommentar. Ligeledes fortæller Anna Torp, at for hende er det underordnet, hvor meget og hvad hun har lært, bare hun får 12. Dette kan have den sammenhæng, at karakteren spiller en for stor rolle. For egentligt er det der spiller den væsentligste rolle ude i det virkelig liv og på arbejdsmarkedet, netop det du har lært, som kan bruges i praksis. Men omvendt kan man også argumentere for, om en karakterfri skole, ikke vil påvirke eleverne negativt. For hvis kravene fjernes, kan det måske i visse tilfælde gå den modsatte vej, hvor eleverne bliver mere umotiveret og mindre målrettede, idet de ikke har noget at måle sig efter. Derimod fortæller

12 tals pigen, Ditte Tejlmand, der går i 3.G på Herning Gymnasium, at uden karakter, ville hun have det svært med ikke at kunne vurdere sig selv. Hun mener, at hun har brug for karaktererne, men samtidig fortæller hun også, at hun er forstyrret af karaktererne. Hun fortæller, hvordan de definerer hende, fortæller hende, hvem hun er, og hvad hun kan blive, hvilken uddannelse hun kan tage, eller bør tage. Hun mener, at synet på karakter skal ændres. De skal ændres til at være noget skolemæssigt, noget som definere os i skolen, men ikke i pauserne. Hun mener, at karakter fylder og præger en for stor del af unges personlighed og fritid. Denne svære adskillelse mellem sig selv og skolen, som mange unge døjer med, skaber en forvirring, som ender med en karakterforstyrrelse. Theis Ehler Molin der går på Københavns universitet, påpeger ligeledes at karaktererne har en tendens til at opsluge al opmærksomheden. Han efterlyser derfor et uddannelsessystem, hvor man ikke vurderer den enkelte ud fra gennemsnittet, men har tiltro til, at eleven har lyst til at lære og møder dem, hvor de er. Et autoritært uddannelsessystem, der ikke tilbyder anden motivation end læring for læringens skyld. Et uddannelsessystem, der ikke løfter pegefingre og ikke sætter 12-tallet som et loft for læring. Men faktisk er disse karakter så vigtige og spiller en så stor rolle, at hver 3 med dårlige karakterer ikke får en uddannelse. Tæt på 40 procent af unge, der fik de laveste karakterer i dansk og matematik, har i dag ikke fået en uddannelse udover folkeskolen. Derimod har hele 90 procent der fik mindst 7 i gennemsnit, fået eller er i gang med en erhvervskompetencegivende eller videregående uddannelse. Karaktererne definere, vurdere og sortere unge. Karaktererne spiller en så stor rolle og har så stor magt, at de ligefrem har kæmpe indflydelse på ens fremtid. For er vejen frem til et privilegeret liv ikke det, at få en god udannelse, for at kunne få et godt job, for at kunne tjene penge, for at kunne få et hus og forsørge sig selv og sin familie? For har man ikke et ansvar for at blive voksen, få en

Side 3

3 god udannelse og et godt job, så man kan være en brik i det store puslespil vi kalder samfundet?

Men hvad med drengene? Lider de ligesom pigerne under et ligeså stort pres? Ifølge Aalborg Kommune mener man, at drengene klarer sig for dårligt i skolen. Der er en vision om, at drengene skal blive ligeså gode som pigerne i skolen. Men er denne vision blot med til at skabe endnu flere 12 tals børn? Og spiller samfundet ikke også en rolle? For faktisk stiger optagelseskravene år for år. Dette presser eleverne ud i et karakterræs, som gør at de skaber for høje forventninger til sig selv, som eleverne bukker under for, udtaler Jens Boe Nielsen, som er formand for Gymnasieskolernes Rektorforening. Eleverne kan endda komme så langt ud, at det kan blive nødvendigt med psykologhjælp. Professor ved Danmarks Pædagogiske Institut på Aarhus Universitet Peter N. Allerup, der har forsket i karaktergivning, angiver, at dette karakterræs, b.la. skyldes at 13-skalaen er blevet afløst af 7-trinsskalaen. Dette har gjort at der er kommet inflation i skalaen, og medført, at der gives langt flere topkarakter end før.

Derudover forudser Peter N. Allerup at adgangskravene vil stige yderligere, som dermed medfølger at presset på gymnasieeleverne ligeledes vil blive øget. Denne 7-trinsskala har ligeledes medført, at det nu er opnåeligt at få topkarakter, som derfor får flere til at stræbe efter 12 tallet. Ditte Tejlmand forklare ligeledes, hvordan et 7-tal kan slå hende helt ud. Men sandheden er, at hvis man vil have alle muligheder for en uddannelse, kan netop denne ene karakter ødelægge det for dig. Og hvem er man så? Hvis man ikke længere er hende, som har alle muligheder? Så er man vel bare … normal. Men er unge ikke selv med til at skabe dette karakterræs? Jo. Adgangskravene står ikke alene om karakterræset. Unge i skolen konkurrere om hvem der får bedst karakter. Når man har fået en god karakter, skaber det en selvtilfredshed, specielt hvis man har fået en bedre karakter end sine klassekammerater. Når ens karakter er givet, er det normalt og naturligt at spørge de andre i klassen hvad de har fået.

Hvis man så har fået en dårligere karakter end de andre, føler man det som et nederlag. Ingen vil ses som det svage led i klassen, og man vil helst være en del af denne konkurrence, karakterræset. Hvis man har fået en dårlig karakter, og ens klassekammerater spørg hvad man har fået, ses det ligefrem som flovt og pinligt at tilstå den dårlige karakter. Men ikke alene føler man at man skuffer sig selv hvis man får en dårlig karakter, man føler også at man skuffer sine forældre. For der er jo intet bedre at komme hjem til sine forældre og fortæller om den gode karakter man lige har fået, og se deres begejstring og glæde i øjnene. Det får en

Side 4

4 til at føle sig speciel og man er god til noget, hvis man opnår en bedre karakter end de andre.

Dette er med til at skabe denne stræben efter topkaraktererne, netop fordi man får det godt med sig selv og det skaber en vis tilfredsstillelse og stolthed.