Essay om autofiktion

Cecilie 3.Q STX 3.g Dansk aflevering

Meningen med det meningsløse

Klokken er mange. Alt for mange. Jeg har drukket tre kopper sort kaffe, tændt et duftelys hvorpå der står: ”A life filled with wonder is a wonderful life” - jaja, hold nu kæft, tænker jeg. Jeg har endelig sat mig tilrette. Alt dette har jeg gjort som en slags forberedelse til det jeg nu skal til. Jeg skal til at virke filosofisk, dybttænkende og reflekterende. Men i bund og grund er jeg bare herre træt, og kan ikke rigtig finde drivkraften til at være det her reflekterende menneske lige nu. Men der er en deadline, som skal overholdes. Jeg ved, at dette essay skal tilslutte mine synspunkter, det skal bygge på mine tanker og mine egne abstrakte refleksioner. Nemmest af alt ville det være, hvis jeg blot skrev fiktion – så kunne jeg bare opdigte et eller andet, der lyder sofistikeret. Jeg kunne bruge nogle virkemidler, som ville gøre min indledning mere fængende og interessant – alt andet end, hvad jeg er lige nu. Måske er det den måde autofiktion opstod på? At der sad et menneske, et sted i verdenen, og ville skildre sit levnedsløb, men under skriverprocessen fik dette menneske et større behov for at gøre denne livsskildring mere interessant og fængende, så personens værk resulterede i en blanding af fiktion og biografi. Autofiktion.

Jeg finder begrebet autofiktion meget komplekst. Det er som om, at begrebet umiddelbart er så abstrakt, at det ofte – i hvert fald for mit vedkommende – kan være svært at afgøre, hvornår man egentligt kan tale om, at begrebet indtræder i et værk. Hertil tager jeg mig selv i at undre mig over, hvorfor vi overhovedet har det her behov for at sætte et begreb, og finde mening med uforklarlige elementer, som umiddelbart ikke kan, eller vil defineres. For det er som om, at vi mennesker så ihærdigt ønsker at definere disse uforklarlige elementer som verdenen rummer. Vi er drevet af et behov for at finde mening med det meningsløse. Og hvis ikke dette er muligt, så skaber vi blot et alternativ eller en erstatning for vores ’mangler’. Tag eksempelvis deprivationsteorien, som er en sociologisk teori, hvor menneskets religiøsitet bliver forklaret med, at religion giver mennesket trøst, når de er depriverede, dvs. mangler noget i deres tilværelse. Religionen er altså en form for erstatning for en utilfredsstillende mangelsituation.