Essay om autofiktion

Side 1

Cecilie 3.Q

STX 3.g

Dansk aflevering

1

Meningen med det meningsløse

Klokken er mange. Alt for mange. Jeg har drukket tre kopper sort kaffe, tændt et duftelys hvorpå der står: ”A life filled with wonder is a wonderful life” - jaja, hold nu kæft, tænker jeg. Jeg har endelig sat mig tilrette. Alt dette har jeg gjort som en slags forberedelse til det jeg nu skal til. Jeg skal til at virke filosofisk, dybttænkende og reflekterende. Men i bund og grund er jeg bare herre træt, og kan ikke rigtig finde drivkraften til at være det her reflekterende menneske lige nu. Men der er en deadline, som skal overholdes. Jeg ved, at dette essay skal tilslutte mine synspunkter, det skal bygge på mine tanker og mine egne abstrakte refleksioner. Nemmest af alt ville det være, hvis jeg blot skrev fiktion – så kunne jeg bare opdigte et eller andet, der lyder sofistikeret. Jeg kunne bruge nogle virkemidler, som ville gøre min indledning mere fængende og interessant – alt andet end, hvad jeg er lige nu. Måske er det den måde autofiktion opstod på? At der sad et menneske, et sted i verdenen, og ville skildre sit levnedsløb, men under skriverprocessen fik dette menneske et større behov for at gøre denne livsskildring mere interessant og fængende, så personens værk resulterede i en blanding af fiktion og biografi. Autofiktion.

Jeg finder begrebet autofiktion meget komplekst. Det er som om, at begrebet umiddelbart er så abstrakt, at det ofte – i hvert fald for mit vedkommende – kan være svært at afgøre, hvornår man egentligt kan tale om, at begrebet indtræder i et værk. Hertil tager jeg mig selv i at undre mig over, hvorfor vi overhovedet har det her behov for at sætte et begreb, og finde mening med uforklarlige elementer, som umiddelbart ikke kan, eller vil defineres. For det er som om, at vi mennesker så ihærdigt ønsker at definere disse uforklarlige elementer som verdenen rummer. Vi er drevet af et behov for at finde mening med det meningsløse. Og hvis ikke dette er muligt, så skaber vi blot et alternativ eller en erstatning for vores ’mangler’. Tag eksempelvis deprivationsteorien, som er en sociologisk teori, hvor menneskets religiøsitet bliver forklaret med, at religion giver mennesket trøst, når de er depriverede, dvs. mangler noget i deres tilværelse. Religionen er altså en form for erstatning for en utilfredsstillende mangelsituation. Dette eksempel kan på mange måder drages over til – om man vil – det faktum, at mennesket besidder et behov for at finde et alternativ eller en erstatning på de ting som vi ikke kan definere. Gennem hele menneskets eksistens har vi forsøgt at finde mening med vores tilværelse, og har stadig ikke fundet den korrekte definition – hvis man altså ser det hele fra et overordnet objektivt perspektiv – og det piner os som bare fanden. Vi har

Side 2

Cecilie 3.Q

Dansk aflevering

2 derfor forsøgt at tilfredsstille denne mangelsituation ved at komme på alternativer og erstatninger, hvilket eksempelvis kan være en grund til religionens tilblivelse.

Men hvad har dette med autofiktion at gøre? Jo, tager vi udgangspunkt i Camilla Schwartz’ debat ”Hvorfor er vi bange for autofiktionen” fra Information d. 21. oktober 2009, kan man forbinde mange røde tråde fra debatten til ovenstående. I denne debat bliver særligt læserens forhold til autofiktion belyst. Der ligger en særlig opmærksomhed på, at det er en efterspurgt nødvendighed for en læser, at der ligger en klar adskillelse mellem virkelighed og fiktion. Vi mennesker kan simpelthen ikke kapere tilstanden mellem virkelighed og fiktion. For som tidligere nævnt har vi et behov for at skulle sætte en definition på det uvisse. Dette behov for vished hænger sammen med, at læseren finder det essentielt at være afklaret med, hvilken relation denne skal indgå med et værk.

Ved bearbejdelsen af et værk, hvor autofiktion indtræder, behandler man nogle filosofiske refleksioner og livsskildringer. Det er refleksionen over det levede liv samt erkendelsen af det levede liv. Hertil er der opstillet en række muligheder og begrænsninger ved skildring af virkeligheden gennem fiktionens subjektivitet. Mulighederne ved denne skildring afhænger i en vis grad af, hvad hensigten med et værk er. Ønsker man sin læser værende observatør eller medspiller?

Ønsker man et dramatisk værk eller ønsker man blot et neutralt værk? Ved brugen af fiktion skaber man større mulighed for at anvende nogle virkemidler lavet på dramatisk brændstof, som gør det nemmere for læseren at lade sig indleve i en tekst. Derudover kan brugen af fiktion også være med til at vinkle et værks elementer på en bestemt måde - eksempelvis gennem anvendelsen af udvalgte stilistiske virkemidler. Dette har nogle utroværdige følger, som man i denne genre skal være afklaret med, idet man indgår en såkaldt dobbeltkontrakt i et autofiktivt værk.

Hvis man ikke er afklaret med denne dobbeltkontrakt, kan der nemt forekomme fejlfortolkning i mødet med et autofiktivt værk, hvilket er en af begrænsningerne ved at skildre virkeligheden gennem fiktionens subjektivitet. For som tidligere nævnt, har mennesket det svært ved at befinde sig i den her uafgørlige tilstand, hvor det ikke er muligt at afgøre om et værk er fiktion eller biografi. Og det er måske det som gør, at vi frygter autofiktionen; fordi det lige netop er et abstrakt

– nærmest paradoksale begreb, hvor man ikke kan definere, finde mening eller afgøre, hvordan man egentlig skal forstå et værk i dets helhed. Særligt hvis en forfatter ikke har meddelt tydeligt nok om ens værk enten er fiktion, biografi eller – gud forbyde det – autofiktion. Hele reaktionen og

Side 3

Cecilie 3.Q

Dansk aflevering

3 polemikken omkring Jørgen Leths skandaleombruste autofiktion: Det uperfekte menneske (2005), er et godt eksempel på hvordan denne fejlfortolkning kan opstå i mødet med et autofiktivt værk. Det er tydeligt, at læsningen af Det uperfekte menneske foregik på virkelighedens præmisser, hvor læseren var stillet som observatør og betragtede distanceret teksten, og så anslog en moralsk dom over værket. Og dom fik værket – en dom jeg på mange måder ikke finder retfærdig, taget i betragtning af den fejlagtige måde værket blev opfattet på. For som der også nævnes i Camilla Schwartz’ debat vil læseren have afklaring, og hvis værket er dobbelttydigt og ikke kan give denne afklaring beslutter læseren sig selv for en given læsning – hvilket jo lige netop er det, der er sket i læsningen af Leths’ Det uperfekte menneske. Jeg kan derfor i en vis forstand, også godt finde forståelse med læserens voldsomme reaktion på værket – hvis man altså ser det fra en læser, som har læst værket fra et biografisk perspektiv. For så er det jo klart, at der er blevet vækket stor indignation over Leths uetiske handlinger.

Så autofiktionen indeholder både muligheder og begrænsninger i skildringen af virkeligheden gennem fiktionens subjektivitet. Der er tilsyneladende det menneskelige behov, som bygger på, at vi vil sætte begreber, og finde mening med uforklarlige elementer, som umiddelbart ikke kan, eller vil defineres. Og dette behov står i oprør mod autofiktionen, fordi autofiktionen indebærer to vidt forskellige litterære genre – fiktion og biografi, hvor samspillet af disse to genre lige netop udfordrer dette menneskelige behov. Om vi mennesker nogensinde lærer at leve med autofiktionen, kan kun tiden vise, og den har vi jo så meget af – men det er en hel anden snak.