Reality-programmer | Essay

Side 1

Reality-programmer

Paradise Hotel, Singleliv, De unge mødre osv., er vidt forskellige reality-programmer, som dog har den ting tilfælles, at de er en hurtig vej til berømmelse for de medvirkende, og god underholdning for os som ser programmerne.

Men selvom vi dagligt kan få os et grin over de mange tåbelige kommentarer, som Amalie fra Paradise fyrer af, og Sidney Lee der uddeler en ”son of a bitch” til alle og enhver, så har denne fremstilling af disse personer og deres liv fra TV-medierne dog en negativ konsekvens for deltagerne, og ikke mindst for alle os unge mennesker, som dagligt morer os over deres dumheder, horen og hæmningsløse druk på TV. Der bliver givet en illusion om en verden der ikke eksisterer, og som unge mennesker febrilsk prøver at efterligne, for at passe ind i mængden, men er dette ikke negativ socialisering? Og hvad får deltagerne i disse programmer ud af at sælge deres sjæl til offentligheden?

Da det amerikanske reality-program Paradise Hotel for første gang gik over de amerikanske tv-skærme i 2003, var der med det samme skabt en verdensomspændende succes blandt teenagere, da det havde alle de rigtige præmisser.

Da Paradise Hotel blev vist i Danmark for første gang, var reality-shows langt fra et nyt fænomen i Danmark, da programmer som Big Brother og Robinson Ekspeditionen havde haft kæmpe succes år inden, og derfor var danskerne allerede vilde med tanken om et program, hvor man kunne følge med i andres pinlige situationer, venskaber og ikke mindst forelskelser. Men Paradise Hotel brød dog med de normale gængse normer for reality-shows, da de har gjort begrebet reality-show mere udvisket, ved selv at skabe falske intriger, blandt deltagerne, og lave en falsk virkelighed. Men hvad vinder TV-stationerne og produktionsselskaberne ved at iscenesætte en falsk virkelighed?

Som det jo tydeligt fremgår seertallene, vil unge meget hellere se Paradise Hotel og De unge mødre, end de vil sidde og se Spise med Price, og det skyldes til dels at vi unge er blevet mere og mere grænsesøgende, og det er netop dét, der er pointen med disse programmer. Meningen er at der skal udforskes nogle nye grænser, og så skal de nedbrydes.

Side 2

Personligt kan jeg selv huske da Robinson Ekspeditionen blev vist for første gang i Danmark, og folk var fuldstændigt besatte af programmet, som har ændret sig meget i tidens løb. Det var det første rigtige reality-show, og danskerne havde nu fået muligheden for at følge en masse danskere på en strandet ø, med meget lidt mad. Men som årene er gået, er Robinson Ekspeditionen endt som en luksusbadeferie, hvor der er masser af mad, sprut og afslapning, og hvor hyggen er i højsædet, mens kappestriderne og talismanden er gledet stille og roligt i baggrunden.

Reality-shows er som sagt en opsat og kontrolleret virkelighed, men er unge mennesker i dag i stand til at kende forskel mellem fakta og fiktion, nu hvor forskellen mellem de to bliver mere og mere udvisket?

Eftersom størstedelen af personer der ser Paradise Hotel, og andre reality-shows, er under 20 år, er de midt i en meget vigtig fase af deres liv, med at finde ud af hvem de selv er, og hvilke sociale arenaer de skal spille på. Derfor er disse reality-shows med til at give mange unge mennesker et forkert indtryk af livet som voksen og selvstændig, da disse programmer nærmest verificerer, at det er helt i orden at drikke og hore sig gennem livet, og at det ingen konsekvenser fører med sig.

Men selvfølgelig fører det konsekvenser med sig at leve et uhæmningsløst liv. Jeg erindrer, at der for nyligt kørte en kæmpe sag på diverse tabloidaviser, om at der var blevet dyrket ubeskyttet sex på Paradise Hotel, og at dette havde sat et ramaskrig i gang blandt flere forskellige fortalere for sikker sex, da unge mennesker som oftest lyttere mere på hvad Sidney Lee eller Peter fra Pardise siger, end fra diverse forskere og lektorer.

Disse mange reality-programmer bærer dog også endnu en uheldig frugt med sig. Ikke nok med at de lærer unge mennesker at det er helt okay at være stiv dagen lang og knalde med alt og alle, så lærer de også unge mennesker at bruge de sociale redskaber, de har til rådighed, til at udnytte folk, og gøre ting, som de så selv senere får nogle goder ud af. Dette er et meget individualistisk livssyn, uden den større hensynstagen til det større samfundsperspektiv, og er ikke i overensstemmelse med de gængse etiske regler, hvor man prøver at gøre det der er til mest mulig nytte, for flest mulige personer.

Men hvis det har så mange negative konsekvenser at se disse programmer, og ikke mindst prøve de ting man har set efter, hvorfor vælger unge så at deltage i disse?

Side 3

Normalt er vejen til berømmelse jo meget lang og oftest skal man arbejdet meget hårdt for at komme langt inden for medieverdenen, men inden for de sidste par år er det blevet meget nemmere at blive kendt, og der er en stigende tendens til at der kommer flere og flere kendte, og oftest ved man ikke hvad disse er kendte for. Tag for eksempel vores nyeste folkeeje Sidney Lee, manden der poppede op i hvert eneste program der er på dansk TV. Men hvad er den selvbrunede, bandanabærende, amerikanske wannabe egentlig kendt for? Jovist var han med i en sæson eller to af Singeliv, hvor han præsterede at servere færdigretter til hans dates og indførte begrebet ”Son of a bitch” om sine elskede Cult Shakere, men er dette nok til at manden skal inviteres foran alle de kameraer der kører i Danmark? Dette er nu ikke meget atypisk for reality-stjerner, at de bruger et lille simpelt reality-show som et springbræt til en større karriere, og ikke mindst for at skabe en bevidsthed om dem selv.

Dette kunne lyde som et lille lyspunkt, at man kan kickstarte sin karriere ved at være lidt nøgen eller fuld på TV, men det er langtfra alle der får lov til at deltage i disse programmer, da produktionsselskaberne holder en meget stiks casting, før programmet bliver optaget.

Fx var alle deltagere der var med i X Factor allerede blevet castet på forhånd, inden de kom ind til dommerbordet, som havde den endelige beslutning. Kort sagt blev der lavet en grov sortering af de tilmeldte, inden de overhovedet kunne komme på TV.

Men så kan man jo så spørge sig selv om, hvorfor der var alle de usandsynligt dårlige ansøgere med i X Factor. Svaret er simpelt, og det kan lyde ret grotesk i nogles ører: Det er godt TV. Vi mennesker er jo indrettet således, at vi elsker at se på folk der enten kommer galt af sted, eller på anden vis kvajer sig. Men vi er jo heller ikke umenneskelige, vi griner jo kun af det når folk selv har bedt om at blive udstillet.

Det samme princip med forskelsbehandling og udstilling af folk i TV programmer gør sig gældende i Paradise Hotel, hvor produktionsselskaberne bevidst søger de mest attraktive, og i nogle tilfælde, de mest dumme, som kan peppe det hele op med en dum udtalelse.

Dette fører jo til social ulighed, hvis det kun er de små pæne piger og drenge der kan få lov til at være med i legen, og hvor godt et forbillede er det lige at sende til de små børn, som allerede mobber hinanden i forvejen?

Side 4

Disse personer der stiller op i disse reality-shows er godt selv klare over at der er nogle døgnfluer, som er glemt lige så hurtigt som de blev opdaget. Men i den tid de er kendte, vil de så til gengæld lave så meget TV som de overhovedet kan komme til, og dette har fx bevirket at Sidney Lee eller Sarah Louise Fearrington nu bliver betragtet mere som en plage, end som lyspunkter i dansk mediekultur.

Men de to ovennævnte personer er blot en håndfuld af mange, som desværre afspejler den danske ungdom, som er præget af egoisme og perfekthed, og konkurrencen er hård imellem. Det gælder mere og mere om at se godt ud, end det at have noget mellem ørene. En tendens der nemt kan ses blot ved at tænde for sit TV, hvor vi i stedet for quizzer og gameshows, ser en masse kendte ræse rundt på en racerbane, vælte rundt på en forhindringsbane i Argentina, eller som det nyeste skud på stammen, invitere andre ligegyldige og ukendte kendte mennesker hjem til middag.

Og dette bringer mig tilbage til mine oprindelige spørgsmål. Det kan nemt argumenteres for, at den falske verden, og forvrængede livssyn, som produktionsselskaberne skaber, er med til at give unge mennesker et forkert livssyn, hvor det forkerte pludseligt er det rigtige. Samtidigt får mange unge mennesker en illusion om, at alle disse såkaldte kendte mennesker lever et perfekt liv uden problemer, men sådan forholder det sig dog ikke i den virkelige verden. Peter fra Paradise, Malou- Stella fra De unge mødre og Sidney Lee fra al primetime tv, har fuldstændigt de samme problemer som os andre, både økonomisk og privat, men som oftest skjuler de disse for offentligheden, bag den sminkede facade, de har opbygget, og det glemmer mange unge mennesker, når de går rundt med deres stjernedrømme, og sælger deres sjæl til TV3 eller Kanal 5, for deres 15 minutter i spotlyset, hvis de altså ser godt nok ud.

Men sådan er udviklingen, men jeg ser da ikke noget problem i at prøve at lave Paradise Hotel med pensionister, eller De gamle mødre, for at skabe lidt afveksling i alle de smukke og perfekte mennesker, der hele tiden er på TV.

_____________________________________