SSO om H.C. Andersens eventyr i Dansk

Side 1

Indhold

Indledning ........................................................................... 2 Litterære strømninger 3

Analyse og fortolkning af ................................................... 6

”Hyrdinden og Skorsteensfeieren” ................................... 6

”Den Lykkelige Familie” .................................................. 9

”Nissen hos Spækhøkeren” ............................................ 11

Sammenfatning af H.C. Andersens fortællekunst og brug af humor i sine eventyr .......................................................... 14

Konklusion ........................................................................ 18 Primær litteratur .............................................................. 19

Sekundær litteratur ......................................................... 19

Side 2

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

2

Indledning

Når man bevæger sig ind i H.C. Andersens eventyrverden er det som at rejse gennem et forunderligt, livsklogt univers fuld af mange forskelligartede figurer, der er blevet levendegjorte; der er skygger, snegle, stoppenåle, snurretoppe, dukker og nisser, som alle appellerer til både børns såvel som voksnes fantasi.

H.C. Andersens enestående skrivetalent og fantasi, som lystigt har udfoldet sig i eventyrenes fortællinger, har gjort disse til hans mest kendte værker, selvom han også forsøgte sig i mange andre kunst- og litteratur genrer. Således drog han i en alder af 14 år til København for at synge, danse og spille teater, men han fandt dog hurtigt ud af, at hans fortrin lå andetsteds, nemlig som forfatter.

Han skrev både dramaer og sange – arbejdede endog en tid som journalist for Berlingske Tidende, men det var altså gennem prosaen, dvs. romanerne, rejsebeskrivelserne og ikke mindst eventyrene, at hans talent kom til udfoldelse.

I 1835 udgav han sin første eventyrsamling, ”Eventyr fortalte for Børn”, og i løbet af de efterfølgende 35 år nåede han at skrive 156 eventyr.

H.C. Andersens eventyr henvendte sig i begyndelsen mest til de yngste, men pga. de temaer han berørte i historierne, måden han fortalte dem på og hans brug af humor, fattede voksne snart interesse, og i 1842 holdt han op med at kalde sine eventyr ”fortalte for Børn”, da voksne fik lige så meget ud af dem som børn.

Man kan i øvrigt undre sig over, hvordan det går til, at det meste af 1800-tallets litteratur er svær for os at stille os ind på, mens H.C. Andersen bevarer friskheden i sine udtryk og formår at holde sine eventyr levende helt frem til i dag. Svaret giver han selv: ”Humoren var egentlig saltet i mine

eventyr”^{1}, hvilket fint beskriver, hvordan han formåede at krydre sin kunst med en tilpas mængde

humor, der konserverede hans værker for altid.

Det er hans måde at udtrykke sig på, foruden eventyrenes litterære indpas i samtiden, jeg har valgt at sætte fokus på, og dette på baggrund af en analyse og fortolkning af tre af hans eventyr, der berører disse emner.

1

JM – ”H.C. Andersens salt” s 11.

Side 3

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

3

Opgaven skal således læses som svar på følgende problemformulering:

”På baggrund af en analyse af H.C. Andersens ”Nissen hos Spækhøkeren” samt ”Hyrdinden og Skorstensfejeren” ønskes en beskrivelse af hans eventyr med særligt henblik på fortælleteknik, herunder brug af humor.

Endelig ønskes eventyrene belyst i relation til kulturhistoriske strømninger som rationalisme og biedermeier.

Du må gerne inddrage andre eventyr i din undersøgelse”

Til besvarelsen har jeg har valgt et tredje eventyr, ”Den lykkelige Familie”, da dette på morsom vis illustrerer biedermeierkulturen.

De tre eventyr er skrevet inden for en periode på 7 år og er fremlagt i kronologisk rækkefølge efter udgivelsesår.

Jeg har valgt at tage mig den frihed at besvare opgaven i en lidt anden rækkefølge en problemformuleringen, da jeg fandt det relevant at indlede med en gennemgang af de litteraturhistoriske strømninger i H.C. Andersens samtid. Dette mente jeg ville øge overskueligheden af 1800-tallets mange, skiftende litterære tendenser, og på den måde gøre det lettere at relatere til de forskellige perioder senere i analyserne af eventyrene. Jeg har altså valgt koble analysen og de litterære strømninger sammen, og derefter afslutte med et kapitel om H.C.

Andersens fortælleteknik og brug af humor i eventyrene.

At jeg har valgt netop disse tre eventyr skyldes, at de hver især repræsenterer nogle bestemte strømninger og derfor tilsammen udgør en collage af 1800-tallets mange litterære genrer. Desuden indeholder de, som alle H.C. Andersens eventyr en ikke ringe mængde humor og finurlige udtryk.

Litterære strømninger

H.C. Andersen () blev født lige ind i et århundrede fuld af litterære omvæltninger. På samme måde som det politiske billede bølgede op og ned i forskellige retninger, kom litteraturen til at gennemgå mange faser, der som regel var en reaktion på den foregående. Litteraturens svingninger blev altså et billede på den vekslende verdensopfattelse, der prægede samfundets indbyggere, oftest dækkede det skrevne dog de højere stilledes synspunkter, da litteraturen var forbeholdt disse samfundslag.

Side 4

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

4

Det er bl.a. denne kendsgerning, der gør H.C. Andersens værker særlige. Som voksen færdedes han nemlig selv i borgerlige kredse, men som søn af en skomager uden for lavet havde dette samfundslag ikke altid været en naturlig del af hans omgangskreds, og i hans litteratur skildres således ofte mødet mellem den lavere samfundsklasse og den borgerlige kultur, som han begge kendte så godt. Som nissen i ”Nissen hos Spækhøkeren” følte han sig splittet mellem de to verdener, og fandt aldrig rigtig ud af hvor han hørte til.

Det 19. århundrede omtales i vidt begreb som ”romantikken”. Romantikken lagde vægt på følelse, fantasi, naturen, det spontane, Gud og kærlighed – specielt til fædrelandet. Perioden var præget af et dualistisk verdensbillede, hvor man skelnede mellem en metafysisk verden, hvor alle ideerne var, og en fysisk verden. Denne verdensopfattelse var inspireret af Platon, som mente, at den fysiske verden, som bestod af fænomener, kun var en skyggevirkelighed af den ”rigtige” virkelighed, som han kaldte ideernes verden. Ideernes verden var idealet for menneskene, og den eneste måde man, ifølge nyplatonismen, kunne erkende sig den på var ved hjælp af sine åndsevner - hvorfor forfatterne blev opfattet som genier, da de mentes at besidde evnerne til at komme i kontakt med den åndelige verden.

Forholdet til den dualistiske verdensmodel ændredes dog gennem romantikken, og der blev således skabt et væld af undergenrer – disse genrer var dog også præget af andre faktorer i samfundet, som f.eks. landets økonomiske status osv.

At der opstod en ny tænkemåde betød dog ikke, at den forgående tankegang var glemt. Litteraturen skiftede aldrig brat til en anderledes genre blot fordi en ny samfundstendens begyndte at spire, og derfor opstod der mange overlapninger og genreblandinger, hvilket er noget der i høj grad kendetegner romantikken. De forskellige genrer lå altså og kørte i forskellige planer i samme værker, og dette ses tydeligt repræsenteret hos H.C. Andersen, men dette vil vi vende tilbage til senere.

Opfattelsen af verden som dybt splittet mellem den metafysiske verden og fænomenernes verden betegnes, som før nævnt, ”nyplatonisme”. Dette er dog en særdeles ideologisk udformning af idealismen, som det dualistiske verdensbillede betegnes med mere overordnet. Opsummering: et grundlæggende træk i romantikken var således den dualistiske verdensopfattelse, idealismen, som altså udsprang af den meget radikale opfattelse af verden som delt op i to uforenelige verdener, nyplatonismen.

Side 5

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

5

Som en reaktion herpå opstod universalromantikken, der modsat nyplatonismen mente, at der var en sammenhæng mellem begge verdener, og at alt var bundet sammen af en fælles ånd.

Universalromantikken, som i Danmark introduceredes af filosoffen Henrik Steffens, forkastede ideen om at Gud skulle befinde sig uden for sit skaberværk (fænomenerne). Man så alting som en

del af noget større, der sammen udgjorde en helhed = panteistisk tilværelsesopfattelse: ”Ånden

                                                                    2
slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og bliver sig bevidst i mennesket” .

Med universalromantikken voksede også en ny følelse af individualisme som følge af samfundets udvikling.

Universalromantikken afløstes af nationalromantikken, som udgjorde en lang tidsperiode i den danske litteratur. Perioden strakte sig ca. fra , men har påvirket vore moralnormer helt frem til i dag.

Baggrunden for nationalromantikken var den økonomiske krise, der begyndte i 1807, desuden opstod der rundt i Europa flere revolutioner, og man valgte at rette blikket indad og tilbage i tiden – tilbage til dengang før verden gik af lave, en slags virkelighedsflugt fra samtiden. I stedet for at være realistisk og slå øjnene op for sandheden ude i Europa, flygtede man inden døre.

Det vigtigste nøglebegreb i den danske nationalromantik udover dualismen, var den åndshistoriske indstilling, som man kalder biedermeier.

Ved biedermeier forstås en ideologisk holdning, der dyrker idyllen, det harmoniske, trygheden i familien og det uproblematiske, mens alt disharmonisk fortrænges. Det var en indstilling, der kom til udtryk på alle områder inden for samfundslivet, og som havde sit væsentligste støttepunkt i den borgerlige familie. H.C. Andersen har ofte brugt biedermeiermotivet i sine eventyr idet han har fremstillet den borgerlige i sine eventyr humoristisk, eksempelvis sneglene i ”Den lykkelige Familie”.

Efter biedermeier fulgte den poetiske realisme, som, på trods af at biedermeierkulturen stadig lå dybt i bevidstheden, begyndte at interessere sig for virkelighedens problemer, dette dog stadig inden for rammerne af hvad der var under kontrol og ikke indeholdt elementer, der kunne skade borgerskabets position. Den borgerlige enhedskultur fra begyndelsen af 1800-tallet, som havde været stærkt beskyttet af især biedermeierkulturen og den poetiske realisme, blev dog efterhånden langsomt opløst af strømninger fra udlandet, som fokuserede på det enkelte individs ret og betydning i samfundet. Romantismen blev således et opgør med den facade-prægede borgerkultur.

Og romantismens kunstnere blev til oprørere mod den gældende orden i stedet for at være ”foran i

2

OR – ”Litteraturhistorisk oversigt” s. 23 (citat af tyskeren Schelling).

Side 6

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

6 indsigt”, som de havde været tidligere. Denne slutning på romantikken, hvor man var blevet mere fokuseret på samfundet igen og ræsonnerede over, hvad der skete ude omkring én, kan ses som en optakt til den næste storhedstid inden for litteratur; det moderne gennembrud, som atter fokuserede på det fornuftige, selvstændigt tænkende menneske, ligesom man havde gjort i rationalismen - perioden op til romantikken.

Overordnet kan man sige, at 1700-tallet (rationalismen) var præget af en fornuftig og praktisk indstilling til omverdenen. Samfundet svævede på en bølge af højkonjunktur, som gjorde, at kunstnerne kunne skrive mere frit idet de ikke var afhængige af deres økonomiske opland, der prægede udformningen af litteraturen. Borgerskabet voksede frem, og i modsætning til i 1800-tallet, satte man sin lid til selvtænkning og personlig ansvarlighed.

Reaktionen herpå fulgte med romantikken og alle dens genrer der voksede frem mellem , som satte følelserne i centrum i stedet for fornuften.

Og som reaktion herpå det fulgte altså det moderne gennembrud, som igen fik fornuften tilbage til samfundets borgere.

Selvom rationalismen lå før H.C. Andersens tid, indeholder personligheder i hans værker ofte rationalistiske træk, og er et eksempel på, at perioderne overlappede hinanden. De rationalistiske træk kommer mest til udtryk i hans romaner, men opleves også bl.a. i ”Nissen hos Spækhøkeren”.

Analyse og fortolkning af

”Hyrdinden og Skorsteensfeieren”

Eventyret om hyrdinden og skorstensfejeren handler om to porcelænsdukkers kærlighed til hinanden, om hvordan de er meget forelskede, men ikke kan få hinanden fordi den gamle kineserdukke af porcelæn har magten over den lille hyrdindes skæbne. Han ønsker hyrdinden gift med den fornemme Gedebukkebeens-Overogundergeneralkrigskommandeersergeant, som allerede har 11 koner. De to forelskede vælger at tage flugten sammen væk fra stuen op gennem skorstenen ud til den store vide, frie verden. Idet de når toppen af skorstenen fortryder hyrdinden imidlertid sin beslutning, og beder til skorstensfejeren om at han må bringe hende tilbage til sin plads i stuen:

””Det er altfor Meget!”, sagde hun. ”Det kan jeg ikke holde ud! Verden er altfor stor! Gid jeg var

                                                                   3
igjen paa det lille Bord under Speilet! Jeg bliver aldrig glad før jeg er der igjen!”” . Således ender

de begge tilbage i stuen, men det lykkes dem alligevel at blive sammen, da den gamle kineser i

3

HCA – ”Samlede eventyr og historier”, bind 1, s. 341

Side 7

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

7 mellemtiden har været slået i stykker og er blevet klinket sammen på en sådan måde, at han ikke er i stand til at nikke og dermed overgive hyrdinden til sergenten.

Hyrdinden og skorstensfejeren er, som den gamle kineser, lavet af porcelæn, hvorimod sergenten med den imponerende titel er lavet af fin mahogni, hvilket symboliserer status. Den gamle kineser, som sandsynligvis er hyrdindens bedstefader, ønsker at gifte sit barnebarn væk til sergenten, da denne er en fornem borger i forhold til den beskedne skorstensfejer: ”” Der faaer Du en Mand”, sagde den gamle Chineser. ”En Mand, som jeg næsten troer er af Mahognitræ, han kan gjøre Dig til Gedebukkebeens-Overogundergeneralkrigscommandeersergeantinde, han har hele Skabet fuldt

af Sølvtøj, foruden hvad han har i hemmelige Gjemmer!””^{4}.

Sergenten er altså et symbol på det borgerlige, og det ses, at H.C. Andersens sympati ikke ligger hos ham, idet sergenten og hans fornemhed beskrives således: ”(…) men midt paa Skabet stod snittet en heel Mand, han var rigtignok griinagtig at see paa, og grine gjorde han, man kunne ikke kalde det at lee, han havde Gedebukkebeen, smaa Horn i Panden og et langt Skjæg. Børnene i Stuen kaldte ham ”Gedebukkebeens-Overogundergeneralkrgscommandeersergeanten”, for det var et

svært Navn at sige, og det ere ikke Mange der faae den Titel(…)”^{5}. Han latterliggør med andre ord

sergentens status.

Sergenten er materialistisk indstillet og kærlighed synes ikke at have nogen stor værdi hos ham idet han i forvejen har 11 koner og altså blot mangler en sidste for at få et komplet sæt med 12 i alt.

Den gamle kineser er dog draget af sergeantens formuer og status, og mener det bedste for hyrdinden ville være at gifte sig med ham, og mest prestigefuldt for både ham selv og hyrdinden i øvrigt.

Hyrdinden, derimod, holder slet ikke af dette arrangement. Hun vil bare giftes med sin skorstensfejer, som er på samme sociale niveau som hende selv: ”…de passede jo for hinanden, de

vare unge Folk, de vare af samme Porcelain og begge lige skrøbelige.”^{6}

Hyrdinden beskrives som lille, pæn og yndig og lidt naiv. Hun tænker, at lykken måske ligger ude i verden, men bliver altså klogere og vender tilbage til sin lille trygge stue, hvilket er et typisk eksempel på biedermeier. Dette ”vinduesmotiv” anvendes meget i biedermeierlitteraturen. Vinduet bruges til at kigge ud på verden, mens man selv befinder sig inde i sin trygge bobbel, hjemmet. Man

HCA – ”Samlede eventyr og historier”, bind 1:
4

-s. 339

5

-s. 338

6

-s. 339

Side 8

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

8 kan længes ud i verden gennem vinduet, men vælger man at begive sig derud, vil man blive skræmt og snart vende tilbage til de vante omgivelser. Dette motiv illustreres i ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren” af skorstenen, som bliver hyrdindens flugtvej, men det der gemmer sig på den

anden side af glasset/i toppen af skorstenen, viser sig at være mere end hun kan bære.

Vinduesmotivet ses også i mange andre af H.C. Andersens eventyr, eksempelvis i ”Lykkens Galocher”, hvor fuglen bliver sat i et bur, som står ved vinduet, og dette vindue giver den mulighed for flugt. Ironisk nok flygter fuglen først ud, derpå ind ad et andet vindue, som viser sig at være

vinduet til dens/hans eget værelse, hans egen gamle snævre tilværelse – hvilket er det samme der

sker med hyrdinden.

Skorstensfejeren er den ærlige, modige, rene mand, som er så heldig at have vundet hyrdindens hjerte, som han bærer med forsigtighed og gør alt for at tilfredsstille.

Deres flugt hen til skorstenen byder på en ikke ringe mængde udfordringer, som hyrdinden finder svære at overkomme. Hun er hjælpeløs uden sin skorstensfejer, som må hjælpe hende med alting, hvilket viser, at han, i modsætning til hende, er praktisk anlagt. Det er også ham, der påpeger, at det af praktiske og fornuftige årsager ikke vil være en fordel for dem at drage tilbage til stuen, når de nu er kommet så langt som til toppen af skorstenen. Men følelserne hos den lille grædende hyrdinde sejrer over fornuften, skorstensfejeren overtales, og de vender altså tilbage til stuen:

”Og Skorsteensfeieren talte fornuftigt for hende, talte om den gamle Chineser og om

Gedebukkebeens-Overogundergeneralkrigscommandeersergeanten, men hun hulkede saa gruelig,

                                                                              7
og kyssede sin lille Skorsteensfeier, så han kunde ikke Andet end føie hende, skjøndt det var galt” .

Her ses netop et eksempel på at eventyret, på trods af biedermeierperspektivet, også har rationalistiske træk, hvilke udtrykkes gennem den praktiske skorstensfejer. Men på trods af at

hyrdinden, følelserne, ”vinder over” skorstensfejeren, fornuften (=romantisk billede), vælger hun

alligevel at hengive sig til ”den rationelle”, hvilket illustrerer den blanding af genrer romantikken var kendt for.

Desuden kunne eventyret tillægges endnu en fortolkning, hvis man så skorstenen som vejen op til den metafysiske verden, hvor man her ville komme nærmere ind på det dualistiske verdensbillede.

Man kunne også vælge at ligge noget symbolsk i hyrdindens tanker om at skulle være en del af Sergentens harem – det borgerlige fællesskab. For kigger man på hendes ønske om bare at være sig

7

HCA – ”Samlede eventyr og historier”, bind 1, s. 341

Side 9

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

9 selv, kommer man helt op i senromantikken, hvor den individualistiske livsholdning begyndte at spire - og romantismen var jo netop et opgør med biedermeierkulturen!

”Den Lykkelige Familie”

Dette korte eventyr er historien om en sneglefamilie, der bor i en stor skov af skræppeblade, og som mener, at hele verden er til specielt for deres skyld. Hovedpersonerne, sneglemoderen og sneglefaderen, drømmer sig i eventyret tilbage til de gode gamle dage, hvor deres skræppeskov var befolket af mange fine snegle som dem selv.

De fortæller om dengang, hvor fornemme folk kom ud til deres skov for at hente snegle til at lave frikassé af, og hvis man som snegl var meget heldig blev man én af de udvalgte, som fik lov at komme op til herregården, hvor man blev kogt og lagt på et fint sølvfad, og det var det ypperste man kunne opnå i livet.

Det var kun de fornemme, hvide snegle som dem selv, der havde dette privilegium, de var nemlig af en særlig race og kunne ikke måles med andre snegle- eller dyreracer: ”De gamle, hvide Snegle vare de fornemste i Verden, vidste de; Skoven var til for deres Skyld, og Herregaarden var til for at de kunde blive kogt og lagt paa Sølvfad … ”Der er rigtignok gjort mere for os end alle andre

Skabninger; man kan da see, at vi er Herskabet i Verden!””^{8}

Det fine sneglepar har dog valgt at tage en almindelig snegl til sig, da de ingen børn har, og da dagen oprinder for den lille snegls vielse, finder de en lille sneglefrøken til ham. De gamle snegle dør, og historien ender med, at det unge sneglepar får et stort afkom og konkluderer, eftersom ingen af dem er blevet hentet op til herregården, at denne må være faldet sammen og alle mennesker er døde.

De er således de eneste vigtige skabninger tilbage i verden.

Eventyret om sneglefamilien er enkelt og viser på en meget morsom måde H.C. Andersens kritik af småborgerligheden. Sneglefamilien, som er et symbol på denne småborgerlighed, er skildret som yderst selvcentreret og verdensfjern. Det eneste de ved noget om, er deres egen lykkelige tilværelse, som må være enhver anden skabelse misundelsesværdig! De har det såre godt i deres skræppeskov, som for dem er verdens navle, og har ingen ide om eller interesse for hvad der foregår uden for skoven, bortset fra oppe på herregården.

8

HCA – ”Samlede eventyr og historier”, bind 1, s. 404.

Side 10

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

10

Historien viser biedermeierkulturen i sin mest ekstreme udfoldelse: sneglenes liv foregår inden for trygge rammer, deres liv er stærkt idylliseret og de kunne faktisk ikke blive mere lykkelige. At der kunne ske betydelige forandringer ude i verden kunne de ikke være mere ligeglade med, så længe deres egen position ikke anfægtes. Dette udtrykker sneglefaderen således: ”Der er ikke Noget

udenfor…Bedre end hos os kan der ingen Steder være, og jeg har ikke Noget at ønske!”^{9}

Som i ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren” distancerer H.C. Andersen sig fra det borgerlige

(Sergenten), på trods af at historien ender med et biedermeiermotiv (hyrdinden vælger den trygge stue frem for den vide verden). I ”Den lykkelige Familie” sætter han imidlertid lighedstegn mellem biedermeiertilværelsen og den borgerlige sneglefamilie, og tager afstand fra begge dele. ”Den lykkelige Familie” er altså lettere at tolke, da den er mere klar i sin fremlægning af det rene biedermeiermotiv, hvor borgerlighed er direkte forbundet til biedermeierkulturen. Den indeholder altså ikke på samme måde ”genreblandinger” som f.eks. ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren”.

De to eventyr har dog det til fælles, at den som skal giftes vælger en af samme stand – hyrdinden vælger som bekendt skorstensfejeren på trods af at hun bliver tilbudt en ”finere herre”, mens sneglebarnet i ”Den lykkelige Familie” vælger den lille sneglefrøken frem for en myredronning, som han først bliver tilbudt.

Eventyret om sneglene har mange humoristiske træk, f.eks. er det påfaldende, at det netop er snegle, der er blevet brugt som hovedfigurer, da de, som vi ved, kun kan bevæge sig meget langsomt, hvorfor verden, nok så stor som den er, må synes selv endnu større for dem. Således kommer sneglefrøkenen otte dage for sent til brylluppet, selvom hun befandt sig bare hundrede menneskeskridt fra ham! – ”…men det var just det Rare ved det, saa kunde man see, hun var af

Arten”.^{10}

”Den lykkelige Familie” kan altså som nævnt ses som et meget prototypisk billede på den biedermeiertilværelse, borgerskabet var opslugt af under en stor del af romantikken, og som i øvrigt præger vores samfund den dag i dag. Se bare på tv-reklamer og serier, hvor idyllen fremhæves som værende den sande virkelighed og alle tegn på problemer fortrænges.

9

HCA – ”Samlede Eventyr og Historier”, bind 1, s. 404.

10

HCA – ”Samlede Eventyr og Historier”, bind 1, s. 405

Side 11

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

11

”Nissen hos Spækhøkeren”

I dette eventyr møder vi igen genreblandinger. Historien handler om en student, som har lejet sig ind på kvisten af huset hos en spækhøker. Hvor studenten er opslugt af sine poesibøger, ligger den praktiske spækhøkers interesse i at sælge varer fra sin butik i stueetagen. Imellem dem står nissen, som i begyndelsen af eventyret kun færdes hos spækhøkeren, idet den her bliver fodret med dejlig grød, som er det bedste den kender og meget nødvendigt for dens eksistens.

En dag går studenten ned i butikken for at købe sig lidt mad. Da spækhøkeren rækker ham osten, opdager studenten, at der på det papir den er pakket ind i står skrevet noget poesi, som stammer fra en gammel bog. Spækhøkeren opdager studentens interesse for det krøllede papir og udbryder:

”Der ligger meer af den… jeg gav en gammel Kone nogle Kaffebønner for den; vil De give mig otte

                         11
Skilling, skal de have Resten!”

Man ser altså, hvor ringe en værdi spækhøkeren tillægger sådan en gammel poesibog!

Studenten vælger uden omtanke poesien frem for osten, og bytter altså med glæde det materialistiske for det åndelige. Sin foragt over for spækhøkeren for at kassere bogen udtrykker han således: ”De er en prægtig Mand, en practisk Mand, men poesi forstaar De dem ikke mere paa end

den Bøtte!”^{12}.

I denne forbindelse kan inddrages Marslows behovspyramide INDSÆT KILDE FRA SAMF.

Marslow var en psykolog, der fremsatte en teori om, at menneskers behov er hierarkisk opdelt således, at man kun kan få tilfredsstillet visse behov, hvis de vigtigste før dem også er blevet indfriet. I bunden, hvor pyramiden er bredest, ligger de fysiske behov, dvs. sult, tørst, søvn osv.

Kun ved at have disse opfyldt kan man bygge ovenpå og få stillet behovene for fysisk kontakt, kærlighed osv. Men med ”Nissen og Spækhøkeren” kan man sige at der er blevet byttet lidt rundt, især for studentens vedkommende. Behovet for åndelig tilfredsstillelse ligger altså i basen af studentens pyramide idet den vælger bogen frem for osten, hvor materielle ting som økonomisk velstand udgør om end ikke det vigtigste felt, så en basal del af spækhøkerens pyramide. Og nissen ligger og bevæger sig på tværs af grænserne.

Tilbage til historien; vred over studentens udtalelse begiver nissen, som ønsker at forsvare spækhøkerens synspunkter, sig en nat af sted med madammens (spækhøkerens hustrus) mundlæder

HCA – ”Samlede Eventyr og Historier”, bind 2:
11

s. 75

12

s. 76

Side 12

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

12 for at få studenten til at sladre og finde ud af, om han virkelig er så klog, endda klogere end selveste bøtten - som selv har sagt, at den forstår sig langt bedre på poesi end nogen anden, inklusiv studenten.

Da nissen når loftet og kigger ind gennem nøglehullet, finder han imidlertid studenten siddende med sin pjaltede poesibog udfra hvilken et kæmpe, strålende træ er udsprunget.

Betaget af dette syn glemmer nissen alt om mundlæderet og bøtten, og fortsætter med at spejde ind gennem nøglehullet til studentens lokkende verden.

Nissen føler sig nu splittet, idet den pludselig har fået øjnene op for et alternativ til spækhøkerens tilværelse i stueetagen; en helt ny, fantastisk verden, har lige vist sig for den, og nissen føler sig umiddelbart ikke i stand til at give slip på den nye opdagelse.

Den står nu i et stort dilemma – skal den vælge at vende tilbage til spækhøkeren, hvor den er sikker på at få grød og blive plejet godt – eller skal den blive her hos studenten og hans berusende, poetiske verden? –”… den lille Nisse sad ikke længer roligt og lyttede til al den Viisdom og Forstand dernede (hos spækhøkeren), nei saasnart at Lyset skinnede fra Qvistkammeret, saa var

det lige som om Straalerne vare stærke Ankertoug, der drog ham derop…”^{13} Nissen er i syv sind.

Spækhøkeren repræsenterer den borgerlige verden, som dog her er tillagt nogle rationalistiske værdier frem for biedermeierkulturen, et eksempel er hans måde at anvende poesibogen på. At han krøller siderne rundt om et stykke ost viser, at han ikke har megen respekt for den form for åndelig kunst, der blev den fremtrædende i romantikken. I rationalismen var man kun interesseret i behersket litteratur, der henvendte sig til fornuften.

Som en modsætning til spækhøkeren står den følsomme student, som vil ofre alt for poesiens ånd.

Eventyret beskriver altså i høj grad overgangen fra rationalismen til romantikken, på trods af at det tidsmæssigt er skrevet efter både ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren” og ”Den lykkelige Familie”, men dette beviser jo netop bare, som nævnt tidligere i opgaven, hvordan de litterære genrer florerede mellem hinanden. Det at nissen først befinder sig hos den oplyste, fornuftige, ræssonerende spækhøker og dernæst bevæger sig over mod den følelsesprægede, åndelige student viser netop overgangen fra rationalisme til romantik.

Samtidig var det omkring denne overgang, at det dualistiske verdensbillede var mest fremherskende, hvilket den materialistiske tankegang, vi finder hos spækhøkeren (fænomenernes

13

s. 77

Side 13

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

13 verden), og den åndelige (metafysiske) tankegang, vi finder hos studenten (ideernes verden), også synes at være et billede på.

Til sidst i historien udbryder der brand i de omkringliggende bygninger, og nissen befinder sig pludselig i en situation, hvor den tvinges til at vælge mellem de to verdener – skal den vælge at løbe ned til spækhøkeren, som i et forsøg på at redde sit kæreste eje er løbet hen efter sine obligationer, eller skal den løbe op til studenten og redde poesibogen? Den vælger at løbe op til studenten, hvor den finder bogen for derefter at kravle op på taget af huset med den, idet den lettet glæder sig ved at

                          14
”Husets bedste Skat var frelst!”

. Selvom nissen nu tror den har fundet ud af, hvor den hører til, beslutter den sig alligevel til sidst for at tage lidt af begge verdener: ””jeg vil dele mig imellem

dem!” sagde han: ”jeg kan ikke reent slippe Spækhøkeren for Grødens skyld!””^{15}.

Nissens beslutning bliver altså en mellemløsning, idet den forsøger at få lidt af begge verdener.

- Dens endelige beslutning kan således også ses som et forsøg på at forene de to verdener, hvorfor man kan vælge at tolke eventyret på en anden måde igen, nemlig som universalromantisk Man kan sige, at nissen til slut prøver at gøre Marslows behovspyramide mere ”firkantet” i formen, således at den åndelige og materialistiske verden udgør en lige stor andel af den, nissen mener jo, at behovet for poesi er lige så stort som behovet for grød.

Nissefiguren som vi kender den i dag, opstod i øvrigt netop i romantikken, hvor man havde behov for at samle sig om noget nationalt som følge af pessimismen rundt om i Europa, så det er en ”moderne” figur han har taget fat i, H.C. Andersen.

Det dilemma vi finder nissen fanget i, lad os fokusere på den rige, borgerlige spækhøker kontra den fattige studerende, var et problem H.C. Andersen selv kæmpede med gennem hele sit voksne liv, og vi ser det derfor repræsenteret i utallige af hans eventyr. Som ung kæmpede han en hård kamp op ad den sociale rangstige, det var vigtigt for ham at blive accepteret inden for de borgerlige kredse.

Så når hans historier i begyndelsen ofte bare blev negligerede, blev han meget oprørt.

Ligesom nissen følte han sig altid draget af den materialistiske verden, grøden, om end samtidig noget så frastødt af den, hvilket kunne få ham til at skrive et eventyr som f.eks. ”Den lykkelige Familie”. Så selv efter han havde opnået international erkendelse inden for litteraturens verden, som

HCA – ”Samlede Eventyr og Historier”, bind 2:
14

-s. 78

15

-s. 78

Side 14

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

14 vi altså skal huske på stort set kun var åben for de bedre sociale kredse, følte han sig aldrig rigtig optaget i den.

Sammenligning af hans eventyr:

Som en opsummering af de tre eventyrs stilistiske indpas i 1800-tallet, kan man kort repetere, at de gennemgående træk i historien om Hyrdinden og Skorstensfejeren var rationalisme og biedermeierkulturen. I ”Den lykkelige Familie” var det mere entydigt, at det var biedermeiermotivet der prægede karaktererne, hvor der i ”Nissen hos Spækhøkeren” igen indtrådte noget stilforvirring i form af en cocktail af rationalisme, nyplatonisme og universalromantik. Nyplatonisme i form af studentens overbevisning om, at det åndelige valg er den eneste rigtige vej.

Det er svært at finde ud af, hvad H.C. Andersen egentlig mente om biedermeierkulturen, da den fremstilles forskelligt i hans eventyr, men gennemgående for dem kan dog konkluderes, at det borgerlige miljø altid tilnærmes med stor skepsis og en udpræget mængde humor.

At hans historier bliver til eventyr, er der mange beviser for. Karakteristisk for dem er besjælingen af figurer og dyr i næsten alle hans eventyr (alle skikkelserne i ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren”, nissen og sneglene, for eksempel).

Hjemme-ude-hjemme perspektivet er også et karakteristisk eventyr- såvel som biedermeiertræk, hvor personen på sin vandring gennemgår en udvikling, eksemplet findes i hyrdinden, som ved at komme lidt ud i verden lærer om sig selv, at det i grunden slet ikke er der hun hører til.

Et andet traditionelt eventyrtræk er prøvelser, som bl.a. hyrdinden og skorstensfejeren møder på deres besværlige vej hen til skorstenen.

Desuden anvender H.C. Andersen undertiden klassiske eventyrfraser, dog i en lidt forvrænget udgave. Eksempelvis skriver han aldrig ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”, men slutter f.eks. historien om de to porcelænsdukker, ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren”, sådan: ”…og holdt af hinanden til de gik i stykker”, som er et typisk eksempel for hans sjove, lidt pudsige udtryk.

Sammenfatning af H.C. Andersens fortællekunst og brug af humor i sine eventyr

Som de små eksempler løbende i opgaven antyder, er H.C. Andersens fortællestil noget ganske særligt og fascinerende. Man kan ikke læse et eventyr af ham og være i tvivl om, hvem der har skrevet det. Men hvad er det dog der gør hans fortællinger så særprægede? Elementer som hans personlighed, der altid vises i eventyrene, hans geniale anvendelse af sproget, hans personificering

Side 15

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

15 af tilstande og figurer, den lette ironi i hans sociale satire, alle detaljerne og hans fantastiske forestillingsevne er en del af svaret.

På grund af hans evne til at formidle lykkes det ham desuden at have dobbeltadressat, nemlig både børn og voksne.

H.C. Andersen udtalte selv: ”Nu fortæller jeg af mit eget Bryst, griber en Idee for den Ældre – og fortæller så for de Smaa, medens jeg husker på at Fader og Moder tidt lytte til, og dem maa man

give lidt for Tanken!”^{16}

Hans eventyr er som regel bygget op omkring et modsætningspar og en tredje vigtig figur for at illustrere yderlighederne, f.eks. Studenten & Spækhøkeren og nissen. Personerne illustrerer nogle dybere modsætninger såsom forskellige verdensopfattelser og den sociale lagdeling. Her ses altså et eksempel på det omtalte dobbeltadressat: et barn vil læse et eventyr som ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren” som en kærlighedshistorie om et dukkepar. H.C. Andersens måde at beskrive hele billedet på tillægger dog historien en lidt dybere mening, som de voksne lyttere kan få lov at tænke over.

Og det var netop som lyttere og ikke læsere han adresserede sit publikum. H.C. Andersen ville høres, hvilket titlen på hans eventyrsamlinger illustrerer ”–fortalte for børn”, ikke ”skrevet for børn”. Dette var der flere grunde til. For det første krævede pointerne i hans historier at blive oplæst korrekt for at blive forstået. Han brugte f.eks. aldrig kursiv, men skrev meget nuanceret og præcist, og derfor krævede det, at eventyrene blev hørt og læst op med den rette intonation og rytme. At han ville høres har dog også en mere personlig betydning; han ønskede at blive hørt, at påkalde sig folkets opmærksomhed. ”Nu skulle vi høre, hvorledes de To havde det, for det er en virkelig

        17
Historie!” , sådan står der eksempelvis i ”Lille Claus og Store Claus”. Vi skulle ikke se hvorledes

de to havde det^{18}.

H.C. Andersens sprog er originalt, dog så uhyre velovervejet, at det det gør fortællingerne enestående. I begyndelsen af ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren” står der f.eks. om sergenten, at

                                19
”han var rigtignok griinagtig at se på!”

H.C. Andersen kunne have valgt at skrive, at han så

16

ST – ”H.C. Andersen”, s. 217

17

HCA – ”Samlede Eventyr og Historier”, bind 1, s. 14.

18

Eksempel hentet fra JM – ”H.C. Andersens salt”, s. 16

19

HCA – ”Samlede Eventyr og Historier”, bind 1, s. 338

Side 16

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

16 fornøjelig ud, men netop adjektivet ”griinagtig” i en personbeskrivelse har den lille negative drejning, der gør, at man straks fornemmer hans følelser for sergenten.

Sproget er desuden meget ligetil. Ordene er nedskrevet i den orden man siger dem til børn. Det er barnets fatteevne, der er bestemmende, når H.C. Andersen skriver og ikke de abstrakte skriftsprogsregler. Sproget er også meget levende og drager læseren ind i eventyret: ”Har Du nogensinde seet et rigtigt gammelt Træskab, ganske sort af Alderdom og skaaret ud med Snirkler og

Løvværk?”^{20} Man fristes næsten til enten at nikke eller ryste på hovedet (det forudsætter dog, at det

læses op på den rigtige måde!).

Som dette eksempel fra ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren” indledes og afsluttes mange af hans eventyr på måder, der afviger fra traditionelle eventyr. F.eks. begynder ”Den lykkelige Familie” ikke med ”Der var engang”, men indledes sådan her: ”Det største grønne Blad her til Lands, det er da rigtignok et Skræppeblad; holder man det foran paa sin lille Mave, saa er det ligesom et heelt

Forklæde…)^{21}. Denne begyndelse leder os hen til humoren i hans eventyr. Her ses et typisk

eksempel på, hvordan H.C. Andersen altid fik flettet noget humor ind. Et barn ville måske ikke hæfte sig ved denne indledning, men den voksne lytter vil lægge mærke til det humoristiske i, at netop et skræppeblad, en ukrudtsplante, omtales så respektfuldt og fantastisk, som var det en sjælden rose, der blev beskrevet!. Således er humoren ikke udformet på en sådan måde, at man bryder ud i grin efter at have læst en helt bestemt sætning, den er snarere strøet ud over hele eventyret, så man ved endt læsning sidder med et smil på læben og tænker ”det var vel nok en morsom og finurlig historie!”. Det er altså svært at komme med citater, der direkte påpeger ironien, da den ligger som en rød tråd gennem hele eventyret og skal forstås ud fra sammenhængen Denne konsensus, dvs. underforståede fornemmelse for hvorfor noget er sjovt, er altså det H.C.

Andersen bygger hele sin humor op om. Johannes Møllehave beskriver det således: ”Hvis der sidder en pedant i sofaen og siger: Der findes ikke trolde; vandrotter kan ikke tale; der er ingen

                                                                       22
ildsprudlende drager – så siger barnet altid: Nej, nej, men fortæl bare videre alligevel.” Det

viser, at barnet, i modsætning til pedanten, har forstået harmonien. H.C. Andersens eventyr er ikke for pedanter.

Desuden beskriver Johannes Møllehave H.C. Andersens brug af humor som saltet i en suppe:

”Hvor er det i suppen? Man smager det, men man kan ikke finde det, for det har opløst sig som det

20

Fra ”Hyrdinden og Skorsteensfeieren”, HCA – ”Samlede Eventyr og Historier”, bind 1, s. 338

21

HCA – ”Samlede Eventyr og Historier”, bind 1, s. 403

22

JM – ”H.C. Andersens salt”, s. 33

Side 17

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

17 skal. Det er ingen steder at se og det er dog til stede alle vegne. Det flyder ikke kun ovenpå som

                                          23
kødbollerne, det er øverst og nederst i suppegryden” .

Til slut vil jeg dog alligevel prøve at koge suppen og finde saltet på bunden af eventyret i ”Den lykkelige Familie”. Det morsomme i denne fortælling består i måden sneglene fremstilles på. De snakker om sig selv som var de verdens mest fornemme skabninger, og dog ved vi mennesker jo godt, at det er os der er de fineste i verden her, og at de blot er snegle – en slimet, langsom dyreart vi ikke anser som værende særlig fin. Det sjove er, at læseren (eller lytteren) idet han hører historien og mores over sneglenes snobberi og uvidenhed, selv er et billede på sneglenes tankegang. På samme måde som sneglene løfter dem selv højt op over de andre dyrearter, løfter vi mennesker os ligeledes langt op over sneglene idet vi læser eventyret og med overbærenhed tænker: ”Ak! De snegle skulle bare vide!”. Således begriner snegleforældrene myrernes travlhed og tilværelse: ”…de

løbe frem og tilbage, som om de havde Noget at bestille…”^{24}. Nej, de myrer skulle bare vide, hvor

mange vigtigere ting sneglene har at tage sig af end at løbe frem og tilbage - hvilket de af praktiske grunde i øvrigt slet ikke er i stand til! - et humoristisk træk i sig selv.

Deres billede af verden ligner den verdensopfattelse mennesker havde i tusinde år, hvor vi troede, at vi var universets centrum.

H.C. Andersen har dog skrevet eventyret med en helt bestemt type mennesker i tankerne, nemlig borgerskabet, der selv troede de havde det såre godt og var de lykkeligste af alle folk i deres lille, omsluttede dejlige verden.

Et direkte eksempel på humor er dog trodsalt at finde i sneglehistorien: der hvor sneglefaderen brokker sig over at sønnen ustandseligt kravler op ad stilkene på skræppebladene og irriteret bemærker: ”…jeg faaer ondt i Hovedet naar jeg seer op på ham!”. Det er et sjovt billede man forestiller sig af en vred snegl med hus på, der forsøger af vride nakken tilbage og kigge op!

Selvom der vel nok er en god sjat suppe tilbage i gryden, vil jeg nu forlade H.C. Andersens univers.

23

JM – ”H.C. Andersens salt”, s. 12

24

HCA – ”Samlede Eventyr og Historier”, bind 1, s. 405

Side 18

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

18

Konklusion

H.C. Andersen, ikke bare berømt i Danmark men i hele verden, var en særlig mand, som ville have været meget stolt, om han vidste hvordan hans berømthed og erkendelse havde accelereret siden hans livstid. Der findes snart ikke en person der ikke kender til hans eventyr, og jeg forstår nu endnu bedre hvorfor. De er enestående – kan ikke sammenlignes med noget andet.

At beskæftige mig med hans fortællinger og opdaget, hvordan de var et billede på hans litterære samtid, samfundet og ham selv har været en fornøjelse, hvilket ikke mindst nærlæsningen af hans humor også har været!

Ganske vist var det kulturhistoriske i hans eventyr en del af tidsånden, men han skildrer alligevel samfundet på helt personlig vis idet han, i alt hvad han skriver, henter inspiration fra sin dagligdag og fortid. ”…det er tidt for mig, som hvert Plankeværk, hver lille Blomst sagde: ”See lidt paa mig,

saa skal min Historie gaa op i Dig!” og vil jeg det, saa har jeg Historien!”^{25}, sådan skrev han

engang i et brev til Ingemann. Det illustrerer, hvordan han henter inspiration i alle daglige omgivelser, og hvordan de får historien til en ny fortælling til at gå op i ham. Ikke op for ham, men i ham, da han lader indtrykkene strømme gennem sin krop og således farve sin personlighed såvel som sit kommende værk.

Med H.C. Andersens får vi alle lidt for tanken (se citat s.14), og således er jeg også blevet lidt klogere mht. min viden om romantikken og hans eventyrlige humor.

25

ST – ”H.C. Andersen”, s. 217

Side 19

SSO – dansk: H.C. Andersens eventyr

19

Litteraturliste

Primær litteratur

H.C. Andersen (HCA) ”Samlede Eventyr og Historier” bind 1(3. oplag 1996) og bind 2 (1972)

Gyldendal, København

Sekundær litteratur

Barlby, Finn ”Det dobbelte liv, om H.C. Andersen”

Dråben, 1994

Gad, Tue og Bodil ”Vinduet. Et Biedermeiermotiv”

GEC GAD, København 1976

Grønbech, Bo ”H.C. Andersens Eventyrverden”

Hans Reitzels Forlag A/S, København

Hansen, Ib Fischer ”Litteraturhåndbogen“ 1 og 2

Jørgensen, Jens Anker Gyldendal uddannelse, 2001

Michelsen, Knud

Sørensen, Jørgen

Tonnesen, Lars

Møllehave, Johannes ”H.C. Andersens salt. Om humoren i H.C. Andersens eventyr”

(JM) Lindhardt og Ringhof, Viborg 1985

Ravn, Ole ”Litteraturhistorisk oversigt”

Systime, 4. udgave,

Sørensen, Villy efterskrift fra ”H.C. Andersen: Eventyr og historier”

Gyldendal, 1970

Toksvig, Signe (ST) ”H.C. Andersen”

Hernovs Forlag, 1970

Desuden:

Internetadressen: http://www.andersen.sdu.dk/vaerk/register/eventyr.html

Særtillæg om

H.C. Andersen fra - Berlingske Tidende, torsdag den 20. november 2003

- Weekendavisen: ”Bøger”, nr. 48, 28.-4 december 2003