Hærværk af Tom Kristensen

Side 1

1

Indholdsfortegnelse;

Indledning…………………………………………………………………… .................side 2

Tom Kristensen………………………………………………………………………… side 3

Analyse og fortolkning af Hærværk................................................................................ . side 16 Konklusion……………………………………………………………………………… side 17

Litteraturliste……………………………………………………………………………..side 18

Side 2

2

1. Indledning

Jeg har valgt at skrive om Tom Kristensen, fordi jeg synes, at han er en af de mest velformulerede

forfattere / kritikere og romanskribenter, vi har haft i Danmark

Jeg vil i denne opgave analysere Tom Kristensens landskendte og verdensberømte roman Hærværk.

Opgaven indeholder en redegørelse for romanens komposition og fortællerteknik samt en karakteristik af hovedpersonen Ole Jastrau og den udvikling, han gennemgår i bogens i alt 455 sider.

Samtidig vil jeg kommentere / diskutere Tom Kristensens menneske – og samfundssyn ud fra

Hærværk.

Side 3

3

2. Tom Kristensen

Tom Aage Kristensen blev født d. 4. august 1893 i London. Tom Kristensens far, der var metalarbejder, havde sammen med sin kone slået sig ned i London et par år før sønnens fødsel. Tom Kristensen kom til verden som engelsk statsborger, men allerede i en alder af 2 år flyttede familien tilbage til Danmark, hvor den slog sig ned. I de første mange år i Danmark levede familien et kummerligt liv, hvor faderen tjente småpenge på handel med metalvarer, og moderen sørgede for, at deres hverdag kunne fungere, mens de flyttede rundt fra lejlighed til lejlighed. I 1912 blev faderen ansat i en funktionærstilling på Richs fabrikker i Valby, og til denne stilling hørte en fribolig, som de slog sig ned i.

Tom Kristensen debuterede med digtsamlingen Fribytterdrømme i 1920. Denne blev i løbet 20’erne fulgt op af yderligere digtsamlinger, romaner og rejseskildringer samt en omfattende journalistisk produktion fra hans ansættelse som kulturredaktør på Politiken. Tom Kristensen blev hurtigt en

anerkendt digter/ forfatter og var respekteret for sine litteraturanmeldelser og kronikker. Han var

samtidig en farverig figur i den københavnske kunstnerverden, og hans bohémeliv med adskillige ægteskaber og megen spiritus tiltrak sig stor opmærksomhed.

I 1927 havde drikkeriet imidlertid nået et sådant omfang, at Tom Kristensen sagde sin stilling på Politiken op og i en periode koncentrerede sig om druk. Allerede i 1928 blev han imidlertid afholdsmand og helligede sig da sit hovedværk Hærværk, som udkom i 1930. I 1931 blev arbejdet som litteraturanmelder på Politiken genoptaget, og forfatterskabet efter 1930 omfatter ud over digtsamlinger, rejsebeskrivelser og erindringsbøger også en betydelig produktion af kronikker, essays og andet journalistisk arbejde.

I 1946 flyttede Tom Kristensen tilbage til Thurø, hvor han levede til sin død i 1974.

I sit forfatterskab har Tom Kristensen modtaget. disse priser.

1955 De gyldne laurbær

1960 Henrik Pontoppidans mindelegat

1968 Det Danske Akademis store pris på 50.000

Side 4

4

3. Analyse og fortolkning af Hærværk.

Tom Kristensens roman Hærværk udkom hos forlaget Gyldendal den 25. november 1930. Den havde været længe undervejs, og den blev modtaget med gigantiske forventninger. Disse forventninger skyldtes dels, at Tom Kristensen havde placeret sig som en af generationens betydeligste lyrikere og kritikere og som en habil romanskribent. Forventningerne blev til dels ikke indfriede. Folk var skuffede og havde forventet sig lang mere af Tom Kristensen.

Hærværk er disponeret i fire overordnede kapitler med følgende overskrifter:

1) Mellem meninger

2) Se hvilket menneske

3) For stedse

4) Og slukkes alle sole

Hærværk er en selvbiografisk roman, som omhandler den selvdestruktive og fedladne journalist Ole Jastrau´ skæbne.

Romanen fortælles i altovervejende grad gennem bogens hovedperson, Ole Jastrau. Det er Jastrau, der videregiver indtryk, tanker, hallucinationer, og alt opleves gennem ham. Således afspejles udviklingen i hans rent fysiske forfald ofte, når han betragter sig selv i et spejl. Enkelte steder ligger synsvinklen hos en tredjeperson: hustruen Johanne, svogeren Adolf, kollegerne Vuldum, Eriksen og Kryger samt hans kone, Louise - ikke gennem den altoverskyggende biperson Steffensen. Ét eneste sted træder en alvidende forfatter frem: “Hvor kunne han vide, at denne beskedne mand var husejer

på Nørrebro?”^{1}

Romanen er en udviklingsroman, hvor Ole Jastraus udvikling beskrives indgående. Men romanen indeholder f.eks. også historien om den syfilis-ramte familie, og de evindelige Jesus-imitationer

som Jastrau oplever/opfører i forskellige udgaver, samt naturligvis de tilbagevendende barbesøg

hvor det oftest er de samme barer, der frekventeres, de samme mennesker man ser, og de samme ting, man taler om. Handlingen bindes sammen af ledemotiver, små historier eller tanker, som dukker op igennem romanen.

1

Kristensen, Tom: Hærværk p. 54 l. 1

Side 5

5

En anden dobbelttydig effekt, som Tom Kristensen gør brug af, er gentagelsen. Et af hovedmotiverne i bogen er gentagelsen - “gentagelsen er helvede”, hedder det - første gang hos pater Garhammer, men senere anvendt flittigt gennem romanen. Men Tom Kristensen anvender tillige gentagelsen som effekt: der er kimende telefoner, den knuste rude i opgangen, billederne af moderen og sønnen, fantasien af lejligheden som et skib, gardinerne hos genboen Sorte Else, erin-dringer, som sætter sig fast hos Jastrau, f.eks.: “Peter Boyesen hilser alle glade drenge” og “Hvor har I blivet så længe?”. Sidst, men ikke mindst, går jazzen som den røde tråd igennem hele romanen.

Alt går op i en højere enhed, hvor romanen afsluttes med Jastraus erindring om tiggeren, som ringede på hans dør ved romanens start. Nu er Jastrau selv tiggeren, så ringen er afsluttet.

”Nu kimede telefonen igen.”^{2}. Med denne indledning placerer Tom Kristensen læseren midt i et

handlingsforløb. Det er kendetegnende for romanen, at der ofte relateres til fortiden, uden at den udpensles; der tilføjes løbende små nuancer af Jastraus fortid, og læseren opnår gradvis større og større kendskab til Jastraus tidligere tilværelse og hermed forståelse for hans nuværende problemer.

Læseren introduceres for Jastrau hjem og hans tilværelse. Man får overfladisk indtryk af en veletableret og travl familiefar, men en beskrivelse som: “Han stirrede op i det hvide, firkantede loft. Øde som hans livsanskuelse. [3]

” giver første indikation af problemstillingen, som yderligere udbygges gennem telefonsamtalen med Krog: Her introduceres begrebet “kosmisk lediggang [4] ”, som ifølge Jastrau er nødvendig for at kunne digte, og som han nu spøgende fortæller kun at kunne opnå, når han drikker. Da romanen tager sin begyndelse, er Jastrau imidlertid ikke dranker, og han er ukendt med værtshusmiljøet, men en kollega, Vuldum, introducerer ham på Bar des Artistes [5] Romanens problemstilling præsenteres således allerede på de første sider; der stilles ikke blot spørgsmålet: “Hvorfor drikker Jastrau”, der svares også: “i et forsøg på at kunne skrive”. Dette er dog blot ét af svarene; der er mange svar på dette spørgsmål, og de udbygges løbende romanen

2

Kristensen, Tom: Hærværk p. 7 l. 1

3

Kristensen, Tom: Hærværk p. 7. l. 18

4

Kristensen, Tom: Hærværk p. 11 l 2

5

Kristensen, Tom: Hærværk p. 49 l. 21

Side 6

6 igennem.

I denne første beskrivelse af Jastrau forstyrres han uafbrudt: af telefonen, af sønnen, af dørklokken.

Første gang, det ringer på døren, er det en tigger. Jastrau væmmes ved hans udseende og hans ydmyge opførsel og følger sin første indskydelse ved at smække døren i. Straks efter erkender han imidlertid, at dette billede af tiggeren vil forfølge ham. Han løber derfor efter tiggeren og giver ham en tokrone - en flot almisse - han betaler for at få lov til at glemme ham.

På vej op ad trappen passerer Jastrau forbi en knust rude, som lader lidt tidlig forårsluft slippe ind i

                                                                        6
Jastraus liv. Han giver sig tid til at filosofere: “Man skal huske på foråret, mens det er der. ” men

tvinges straks tilbage til virkeligheden ved hjælp af kakkelovnen - og telefonen - og sønnen.

Anden gang, Jastrau forstyrres af dørklokken, træder hans fortid - hans ungdom - ind ad døren personificeret ved studiekammeraten, den kommunistiske Sanders samt den unge digter Steffensen.

Dette møde er vendepunktet i Jastraus liv, idet disse to personer kommer til at virke som en ophavsmand for alle hans indestængte frustrationer og længsler efter frihed, ungdom, ”kosmisk lediggang” og frem for alt: evnen til at kunne digte.

Sanders rolle er begrænset; han minder Jastrau om studentertiden, han håner ham for hans borgerlige tilværelse, og det er vel også hans fortjeneste, at Jastraus ægteskab går definitivt i stykker; men det er Steffensen, der er den egentlige igangsætter. Han er usleben og provokerende, men rammer først og fremmest Jastrau, fordi han personificerer alt det, Jastrau længes efter, men ikke længere kan opnå: ungdommens skaberevne.

Forholdet mellem Jastrau og Steffensen er særdeles komplekst og har dannet grundlag for talrige fortolkninger og udlægninger. Af væsentligst betydning finder jeg Jastraus ambivalente følelser for Steffensen: han fascineres af hans ungdom og beundrer hans digterevner - og frastødes samtidig af hans proletar-manerer og irriteres over hans opførsel. Steffensen virker dragende på Jastrau, fordi han er så modsætningsfyldt - kontrasten mellem Steffensens upolerede optræden og de følelser, han kan vække gennem sine digte, er markant. Og en forklaring på denne spaltning af personligheden kan Jastrau ikke finde; Steffensens emaljeblik tillader ingen at se ind i mennesket Steffensen.

Senere når Jastrau dog til erkendelse af, at Steffensen også blot er et søgende menneske, som imidlertid finder ro i katolicismen. Hans betagende gådefuldhed forsvinder - og dermed forsvinder

6

Kristensen, Tom: Hærværk p. 9 l. 16

Side 7

7

Steffensen ud af romanen - og Jastraus tiltrækning af ungdommen mindskes samtidig.

Men inden da formår Steffensen at sætte Jastraus tilværelse i brand. Da Jastrau finder Steffensens digt Angst på sit skrivebord, erkender han digterens kapacitet. Dette digt har Steffensen skrevet i

“kosmisk lediggang” i Jastraus stue, medens Jastrau selv var på Dagbladet for at færdiggøre en anmeldelse. Jastrau informerer Steffensen om, at han vil publicere det i Dagbladet.

I Angst finder Jastraus udefinerede længsel og mareridt ord: Steffensen beskriver den verdensomspændende angst, som kun kan overvindes ved at udsætte sig for netop dét, man frygter allermest. Men digtet rummer også en dybt religiøs synsvinkel: længslen koncentreres om Guds afstraffelse.

Det er også i dette digt, at ordet “Hærværk” optræder første gang i romanen: “Jeg har længtes mod

                                       7
skibskatastrofer / mod hærværk og pludselig død ” og her kan parallellen til Jastraus personlige

hærværk drages: “Hærværk” er en beskrivelse af et angstfuldt menneske, der - koste hvad det vil - forsøger at trænge ned til det elementære i sin eksistens. Jastraus hærværk er en bevidst handling, hvor han desperat forsøger at finde sit inderste jeg ved at ødelægge alle ydre rammer - at finde ro ved at udsætte sig selv for det værst tænkelige.

Baggrunden for Jastraus personlige hærværk er en udefineret utilfredshed med tilværelsen. Han føler sig fanget i en borgerlig tilværelse, som han har stræbt efter og selv iscenesat, men fornemmer ved romanens begyndelse en rastløshed og en konstatering af, at han ikke længere er produktiv som digter. Undskyldningen herfor - både over for omverdenen og for sig selv - er de mange krav, der stilles til ham på Dagbladet og i familien. Som omtalt på side 7 (telefonsamtalen med Krog) behøver Jastrau “kosmisk lediggang” for at kunne digte, og han længes tilbage til sin ungdom, hvor han var fri og skabende. En egentlig erkendelse af disse forhold har Jastrau ikke gjort sig, men Sanders og Steffensens ankomst sætter gang i processen, og Jastraus personlige hærværk tager sin begyndelse.

Sanders og Steffensen flytter ind hos Jastraus, Sanders forlader dog efter et par dage lejligheden, da kommunisterne får amnesti efter socialdemokraternes valgsejr. Steffensen bliver imidlertid

“hængende”, og presser i første omgang Jastrau til en tur i byen. Denne første tur på værtshus følges

7

Kristensen, Tom: Hærværk p. 62 l. 17

Side 8

8 op næsten dagligt, og Jastrau og Steffensen bliver faste gæster på Bar des Artistes og turer sammen med kolleger fra Dagbladet i det københavnske natteliv. Under et af disse besøg på Bar des Artistes fortæller Steffensen en “morsom” historie om, hvorledes en kønssygdom kan cirkulere i en familie.

Her taber Steffensen for første gang masken over for Jastrau og åbner en sprække til sine tragiske familieforhold - Jastrau erfarer senere, at historien er selvbiografisk.

Jastraus hustru, Johanne, lader i utvetydige vendinger de to herrer forstå, at hun ikke fortsat ønsker Steffensen i lejligheden: “Det er vel bedst at få sagt rigtigt farvel til Dem, for de er her sikkert ikke, når jeg kommer tilbage. [8] ”. Steffensen tager initiativ til at ville gå, men Jastrau slår det hen, og de sætter sig til at arbejde i stuen: Jastrau tager modvilligt en bog til anmeldelse, men kan ikke kon-centrere sig - han misunder Steffensen den ro, han arbejder med, når han digter. Men Jastrau presses til arbejdet for at kunne betale sine regninger - betale prisen som borger [9]. Jastrau forsøger stadig at få arbejde fra hånden - han opfatter endnu sig selv som borger.

Yderligere en flig af Steffensens indre får Jastrau, dels under barberingen, hvor han fornemmer en svaghed i Steffensens brutale karakter, dels da han beder om at se det netop producerede digt og bliver affærdiget med det pæne, gammeldags udtryk “Å, vil du ikke hønse”: “Det var et forældet udtryk. Hvorfor brugte Steffensen dét? En sprække i hans grove maske. Han ville bruge grove ord.

Han ville.^{10} ”

De går i byen, og på Bar des Artistes opnår Jastrau den tidsløshed, han længes efter. Her er mørkt, her er solen gået ned - selv midt på dagen - her er evig aften. Efter endnu en druktur ender de atter begge i Jastraus lejlighed, hvor Jastrau imidlertid den følgende morgen er fuld af anger. “Hvorfor drak han? Nej, han drak ikke. Han var blot kommet i skred et par dage. [11]

”. På dette tidspunkt har

Jastrau det endnu psykisk dårligt med sit stigende drikkeri og vil ikke erkende det fulde omfang.

Jastrau og Steffensen skændes, bl.a. fordi Angst er blevet trykt i Dagbladet under Steffensens egentlige navn: Stefani. Steffensen går i vrede, og Jastrau irriteres over sit nederlag; og da han ser, at Steffensen har efterladt et nyt digt, Diminuendo, tør han ikke læse det, idet han frygter endnu et

nederlag - “sæt digtet var godt^{12} ”.

8

Kristensen, Tom: Hærværk p. 103 l. 20

9

Kristensen, Tom: Hærværk p. 104 l. 17

10

Kristensen, Tom: Hærværk p. 107 l. 2

11

Kristensen, Tom: Hærværk p 114 l. 8

12

Kristensen, Tom: Hærværk p 117 l. 36

Side 9

9

Jastrau forsøger at redde familielivet ved at tage på skovtur med Johanne og sønnen Oluf, som plukker anemoner. Jastrau siger henkastet til Johanne: “Jeg har for resten aldrig set en blå anemone”. Den blå anemone, som Jastrau savner, må symbolisere poesiens blå blomst, som Steffensen jo besidder.

                                                                  13
Idyllen genoprettes på overfladen, og Johanne siger: “Åh, det er godt, han er borte ”. De tilbringer

en lykkelig dag sammen, Jastrau måtte ganske vist have en øl eller tre inden middagen, men han var i stand til at nyde sit arbejde denne ene dag. Lykketilstanden afbrydes (atter) af en kimende telefon; det er en opringning fra Dagbladet, som gør, at han nødvendigvis må ind på Bladet. Her konfronteres han med oplysninger, som han tolker således, at hans dage på Dagbladet er talte. Han flygter ud af bygningen for at skjule sit nederlag og modtages af Johanne derhjemme.

Her finder romanens eneste væsentlige spring i tid sted, og vi møder i starten af “Se hvilket menneske” Jastrau i maj måned ét år senere. På en café taler han med en kollega, Vuldum, som

                                                        14
frekventerer katolikkerne “for at holde sin sans for det evige ved lige

”. Det er under denne samtale, at Jastraus forhold til sin moder omtales første gang. Jastrau går med et billede af sin moder på sig; han siger ganske vist, at han netop har erobret det hos sin halvbror, men Vuldum ser straks, at billedet er et relikvie og beskriver Jastrau som en “ærbødig erotiker [15] ” og en

“madonnadyrker^{16} ”. Hans kommentar er: “Ens mor skal helst leve længe, så man opdager, hun kun

er en kvinde.”. Jeg vil senere komme ind på Jastraus forhold til kvinder, herunder sit forhold til moderen.

Det er også i løbet af denne passiar, at Jastrau hører én udlægning af den virkelige historie om

                                        17
kønssygdommen hos familien Stefani/Steffensen . Efter et par øl følges Jastrau med Vuldum ud

til pater Garhammer, og Jastrau skuffes umiddelbart over stedet: “Det var ... alt for nøgtern for urolige og tørstende sjæle [18] ” - Jastrau kan på dette tidspunkt altså identificere sig med de urolige og tørstende sjæle.

Pater Garhammer indleder en diskussion med Jastrau og ønsker bl.a. at vide, hvad han interesserer

13

Kristensen, Tom: Hærværk p. 125 l. 38

14

Kristensen, Tom: Hærværk p. 133 l. 27

15

Kristensen, Tom: Hærværk p. 136 l. 5

16

Kristensen, Tom: Hærværk p. 136 l. 8

17

Kristensen, Tom: Hærværk p. 138 l. 19

18

Kristensen, Tom: Hærværk p. 141 l. 9

Side 10

10 sig for. Jastrau svarer: “Jeg interesserer mig egentlig kun for mig selv. Ja, altså for psykologien, hvad der er på bunden af sjælen.” I løbet af denne filosofiske samtale svarer pater Garhammer på Vuldums ytring om Nietzsches evige genkomst, at “det er helvede”. Denne udtalelse mindes Jastrau ofte på sin vej mod bunden: “Gentagelsen er helvede”.

Jastrau er alene i lejligheden, familien er på ferie, og det er tanken, at han skal have ro til at arbejde.

Det journalistiske arbejde kommer fra hånden, men da han tager sin påbegyndte roman frem, føler han de tomme stuer og kan ikke komme videre. Han bladrer formålsløst i de beskrevne ark og finder Steffensens digt, Diminuendo, som han skrev for et års tid siden, og som Jastrau da havde stor lyst til at læse, men ikke turde. Nu kan han ikke modstå det og læser.

Diminuendo er et smukt og følsomt digt, som beskriver Steffensens følelser over for tjenestepigen Anna Marie - men tillige Jastraus følelser over for Johanne.

Jastrau undres igen over at se denne følsomme side af Steffensen; han kan ikke slippe digtet - før pludselig ordet smitteoverføring står trykt i erindringen. Netop da ringer det på døren; det er Steffensen, som ikke har været i lejligheden siden opgøret for et år siden. Jastrau byder ham indenfor, trakterer ham - men nævner ikke Diminuendo. Jastrau må i høj grad føle sig underlegen over for Steffensen og ønsker ikke at blotte sig ved blot at indrømme, at han har læst digtet. I stedet hævder han sig, som han bedst kan - ved at pine den udhungrede Steffensen ved at omtale nogle stykker smørebrød, som han ikke gad æde.

Der er et besynderligt afhængighedsforhold mellem de to mænd. Steffensen opsøger angiveligt Jastrau, fordi han mangler penge - og Jastrau, som frastødes, men i endnu højere grad tiltrækkes af Steffensen, låner ham pengene, og de går sammen i byen…og drikker Steffensens penge op. Det er på denne bytur, at Jastrau for første gang ser sig selv som Jesus: “men hvorfor knælede hun ikke.....

og salvede hans fod? [19] ” og “”Se hvilket menneske”. Jeg vil senere vende tilbage til Jastraus forhold til religionen.

Steffensens genopdukken sætter fart i Jastraus deroute: evindelige barbesøg afbrydes af en tur i detentionen og afsluttes med et besøg hos den smittebærende luder Sorte Else, hvilket senere nødvendiggør et lægebesøg. Da han kommer tilbage til lejligheden, føler han morens og sønnens anklagende øjne, og han vender fotografierne om.

19

Kristensen, Tom: Hærværk p. 162 l. 34

Side 11

11

Johanne vender hjem fra ferie, men forholdet knirker straks. Sammen tager de dog til Krogs selskab, hvor Jastrau imidlertid ikke føler sig godt tilpas mellem borgerskabets spidser - han er ikke længere en del af dem:

“Jastrau rejste sig lydløst. Han følte sig pludselig som en forklædt imellem dem, trist som en ædru nar ved et karneval. Havde han troet, at han hørte hjemme her? Hvorfor blev han mindet om de to bisser, der havde ligget i detentionslokalet ved siden af ham, så fortroligt, så hyggeligt? Var det der han hørte hjemme, så rart dernede på bunden af tilværelsen?

Ville han gå i hundene? Han ville, jo han ville, måtte ... og han følte en sundhed ved tanken. Befrielse. Så kunne han vise sig som den, han var, være sig selv bekendt. [20] ” Fra utilpashed ændres denne fornemmelse imidlertid til en følelse af bedreværd. Jastrau føler sig samhørig med den anerkendte professor Geberhardt, som har “kastet det hele fra sig og ikke vil mere” Det er formentlig i dette øjeblik, Jastrau beslutter sig for at gå i hundene.

På vej hjem i taxa skændes de atter, og Johanne spørger, hvorfor Jastrau har vendt billederne af sin mor og Oluf. Jastrau føler sig gennemskuet, vèd ikke hvad han skal svare og stiger derfor ud af taxaen og tager tilbage til selskabet, hvor han i nattens løb gennemlever endnu en Jesus-imitation:

“Jo mere jeg solder og drikker, jo nærmere er han mig. Han genopstår inde i mig midt i alt dette hærværk, her, inden i mig. [21]

”. Efter en nats kraftig druk, må Jastrau ringe til Kryger og bede ham komme og betale regningen; dette gør Kryger og han får tillige Jastrau indlogeret på hotel, hvor han kan sove branderten ud. Jastrau er nu sunket til et stade, hvor han tilsyneladende end ikke finder det pinligt at ringe til en bekendt og bede ham udrede gælden.

Herefter vakler Jastrau ned på Bar des Artistes, hvor Sanders overhører Jastraus frustrationer over sit ægteskab. Dette lader Sanders sporenstrengs gå videre til Johanne, som telefonisk meddeler Jastrau, at hun har fået nok: hun vil skilles. Tilbage i den tomme lejlighed tager Jastrau afsked mig tingene - det jordiske gods. Flyttemænd afhenter sammen med Johannes bror hendes ting, og de møder på vej ud Steffensen og Anna Marie i døren. Jastrau inviterer ungdommen indenfor, og de flytter ind.

Ved starten af tredje kapitel “For stedse” kan man fornemme, at der er gået nogen tid - hvor længe fortælles ikke nøjagtigt. Jastrau har taget yderligere et par skridt på vejen mod den definitive

20

Kristensen, Tom: Hærværk p. 195 l. 32

21

Kristensen, Tom: Hærværk p. 208 l. 26

Side 12

12 ødelæggelse og har bl.a. fået en bøde for gadeuorden. I lejligheden lever treenigheden Jastrau, Steffensen og Anna Marie. Jastrau konstaterer “Jeg glider ud af borgerligheden. Jeg nærmer mig endelig ungdommen. [22] ” Behovene er i vidt omfang indskrænket til alkohol og jazz-musik, som skal fylde den tomme lejlighed. “De var ombord på et skib, der sejlede ind i uendeligheden, ind i grænseløsheden. Igennem det åbne sovekammervindue luftede det køligt. [23] ”. Sammenhængen med Angsts længsel mod skibskatastrofer er åbenlys; men atter findes der et lille hul ud til verden udenfor: et åbent vindue.

Under en af de mange samtaler over en håndfuld øl fremsætter Steffensen den teori, at lejligheden - himmelskibet - kan holde sig flydende, når de blot lader alting ske, lader uendeligheden herske.

                                                            24
Jastrau giver ham ret: “Ja, der er en uendelighedsfornemmelse i alt forfald. ” Umiddelbart derefter

kommer Jastrau til at sige de ord, som han plaget ham, men som han aldrig har turdet formulere:

”Du har smittet hende”. Steffensen benægter ikke, han affærdiger det blot med, at “vi er jo uendelige sjæle”.

Forholdet til Anna Marie er mangesidet fra både Steffensens og Jastraus side. Jastrau er høflig og beskyttende, han er tiltrukket af hendes kødelighed - men samtidig også af hendes urørlighed.

Under et besøg i Tivoli flirter de lidt, og Anna Marie fortæller Jastrau sin version af syfilis-historien. Steffensen er grov, og han ydmyger hende; der er dog ingen tvivl om, at han elsker hende

(jvf. Diminuendo), men det passer ikke til hans selviscenesatte rolle, som han kun nødigt fraviger.

F.eks. er han nærmest flov, da Jastrau opdager, at han har givet Anna Marie roser. Anna Marie forsvinder til slut ud af historien, da Steffensen tilbyder Jastrau, at de kan spille om hende, og Jastrau accepterer.

På side 252 konfronteres Jastrau af Eriksen med et “Du er jo selv dranker” - og han svarer efter lidt undren “Nåh ja, måske”; erkendelsen er nu til stede, men den rent fysiske tilstand: at være dranker er uinteressant. Dét, der er væsentligt, er forfaldet - vejen mod himlen. ”Møblerne... De var så uvirkelige. De stod i en lejlighed, der flød ind i himlem, en Noahs ark med vragstumper fra hans fortid og spiritus og dansende mennesker, som han ikke kendte [25]

”. “Mit rige er ikke af denne

                     26
verden”, svarede Jastrau. ”.

22

Kristensen, Tom: Hærværk p. 246 l. 28

23

Kristensen, Tom: Hærværk p. 265 l. 15

24

Kristensen, Tom: Hærværk p. 249 l. 20

25

Kristensen, Tom: Hærværk p. 262 l. 37

26

Kristensen, Tom: Hærværk p. 263 l. 3

Side 13

13

Jastrau beslutter sig for at sige sin stilling på Dagbladet op; beslutningen er taget, men han har svært ved at effektuere den: finder hele tiden på undskyldninger for at udskyde det. Angsten for at blive sagt op - at blive dolket - tvinger ham dog til selv at tage skridtet for at blive angsten kvit (jvf.

Angst).

Under en tur, hvis formål egentlig var et opgør med Sanders, men som fortsatte fra kommunisternes floskler til katolikkernes ditto, beskriver Steffensen en café fra hans studentertid (ny åbning i facaden...): “... når man kiggede på sig selv inde i spejlet, så var der uendeligt med spejlbilleder inden i hinanden. Steffensen forfra og Steffensen bagfra, fy for satan. - Altså i det uendelige, du.”

Jastrau svarer drillende: “Er det jesuitten, der plager dig? Så kan du trøste dig, for nu i de sidste år er tiden blevet en dimension, ha ha. Nu kan selv ikke jesuitterne hitte rede i det. [27] ”. Det er tiden, der er problemet. Kun ved at opnå uendelighed kan tidsbegrebet helt elimineres - men Jastrau er nu nået til den erkendelse, at religionen tilsyneladende heller ikke kan hjælpe ham hermed. Alligevel forsøger Jastrau sammen med Steffensen i en brandert at tiltvinge sig adgang til den lukkede kirke - de opgiver til slut forsøget og går på bar i stedet.

Steffensen slår Jastrau med rædsel ved at kredse om den endelige løsning for så vidt angår Anna Marie: ”hvad nu, hvis man kvalte hende? Hvordan ville det påvirke sjælen at begå en sådan forbrydelse? Mon det blot er som med spiritus - den stadige gentagelse, eller mon man virkelig opnår en løsning ud i det uendelige? [28]

” De tos vanvittige jagt efter sjælen har nu for Steffensens vedkommende nået et stade, hvor Jastrau (endnu?) ikke kan følge med.

Under det sidste besøg på Dagbladet erfarer Jastrau, at Steffensens mor er død; dette er Steffensen ikke klar over, og Jastrau fortæller ham det ikke. Ikke før han og Steffensen en morgen fuld af tømmermænd kommer op at skændes. Steffensen håner Jastrau for hans helgenbilleder (moderen og

Oluf), og Jastrau sætter kniven ind: “Hun er død^{29} ”. Hér falder Steffensens maske, han kaster sig

over Jastrau, og et forrygende slagsmål følger.

Hermed afsluttes tredje kapitel, og “Og slukkes alle sole” indledes på samme måde som “Mellem

meninger”: “Nu kimede telefonen igen.^{30} ”, og derefter dørklokken. Dejavú; men den pæne,

borgerlige lejlighed fra første kapitel er nu hærget til ukendelighed. Jastrau får besøg af Louise

27

Kristensen, Tom: Hærværk p 277 l. 17

28

Kristensen, Tom: Hærværk p. 280 l. 6

29

Kristensen, Tom: Hærværk p. 244 l. 26

30

Kristensen, Tom: Hærværk p. 343 l. 1

Side 14

14

Kryger, som er tiltrukket af Jastraus barbariske livsførelse, og hendes indtryk af manden må bekræftes af at se den lejlighed, han lever i: Jastrau forklarer med et af romanens få glimt af humor:

                                                                 31
“Som De kan se, lever jeg i belejringstilstand...... Her har fundet en samtale sted. ”

I forholdet til Louise Kryger fokuserer Jastrau i høj grad på hendes alder; ved deres møde på Bar des Artistes (side 295-296) tænker han således: “Han synes ikke, hun var så ung....... Det kunne ses på halsen, at hun ikke var så ung endda...... Hendes latter var bevidst ungpigeagtig.” Alligevel lader han sig stærkt beruset forføre af hende; her findes romanens eneste direkte beskrivelse af seksuel aktivitet, og den er endda særdeles blufærdig. Ved afskeden mellem de to skildres Jastraus ansigt, som Louise Kryger ser det: ubarberet, udflydende, desillusioneret: “En drankers ansigt. [32] ” Jastrau vender tilbage til sin lejlighed, men forlader den straks igen til fordel for Bar des Artistes.

Her møder Jastrau Kryger, som bekymret konstaterer, at det ikke kan blive ved med at gå med Jastraus livsførelse. Jastrau retfærdiggør sig: ”Undertiden bilder jeg mig ind, at jeg har et filosofisk mål? Jeg har villet om bag meningerne, mine egne meninger. Jeg har villet se, hvad der var.” “Ja, og der var kønsdrift og drikfældighed, ikke sandt? [33]

” svarer Kryger.. Således kan altså det sørgelige resultat af Jastraus identitetssøgen og ideale stræben beskrives: druk og hor - hvor des-illusionerende.

En anden væsentlig oplysning, som denne samtale giver, er dér hvor Jastrau selv udpensler sit forhold til kvinder: “Kvinder er for mig så tydeligt adskilt i to grupper, dem, man elsker, og dem, man tilbeder. Der er Marie Magdalene, og der er Madonna, og det er mig umuligt at få de to til at

smelte sammen.^{34} ”.

Kryger vil imidlertid Jastrau det godt og mener, at han har behov for blot at komme væk fra København. Han tilbyder ham en stilling som sekretær hos professor Geberhardt i Berlin og låner ham penge til togbilletten. Jastrau pines af dårlig samvittighed over for Kryger, går i byen og drikker pengene til billetten op.

Under et besøg hos luderen Sorte Else erfarer Jastrau den virkelige historie om syfilis-smitten -

31

Kristensen, Tom: Hærværk p. 346 l. 19 og 37

32

Kristensen, Tom: Hærværk p. 274 l. 12

33

Kristensen, Tom: Hærværk p. 387 l. 14

34

Kristensen, Tom: Hærværk p. 387 l. 27

Side 15

15 ringen er sluttet. Den definitive frigørelse fra sin tidligere tilværelse oplever Jastrau, da han under besøget hos Sorte Else ser sin lejlighed brænde. Branden sammenlignes med et vulkansk udbrud - alle skibene brænder; og profetien i Angst er gået i opfyldelse: nu er Jastrau ribbet for alt - familie, stilling, hjem. Jastrau føler det som en lettelse, en befrielse. “Nu kan jeg snart se tværs igennem det hele - og så opløser det sig, hele den forbandede hallucination. [35] ”.

Tilbage på sit hotelværelse opsøges Jastrau atter af Kryger, som atter låner ham penge til tog-billetten til Berlin, som Jastrau atter solder op. Forinden har han modtaget et kortfattet brev fra

Steffensen, som slutter med “Peter Garhammer beder mig hilse.^{36} ”. Steffensen har altså fundet sin

uendelighed: han har søgt tilflugt i troen, i katolicismen. Var det ungdommen? Jastrau gør status over sin søgen efter sjælens uendelighed:

“Og hvad var det så blevet til? Ødelagt ægteskab og ødelagt stilling. Her stod han. Slagsmål og ødelagte ruder. Ynkelig forførelse og troløshed. Latterlig konversion og ildebrand. Hallucination og hærværk. Og Ecco Homo! Var det et menneske? Og whisky, whisky, whisky! [37] ”

Efter Steffensens sortie er den foretrukne drikkebroder “Den evige Kjær”, som også bor på hotellet ved Bar des Artistes. I Kjær har Jastrau en uhyggelig forudsigelse om sin egen fremtid: Kjær er 10 år ældre end Jastrau, men ligner en gammel mand, og hans alkoholiserede tilværelse har ikke givet mulighed for den endelige frigørelse, for uendeligheden, for intetheden. Nej, Kjærs tilværelse er i den grad i faste rammer, at hans dag er opdelt på klokkeslæt, og en tur i skoven kan bringe ham på hysteriets rand - han kan kun leve i barens halvmørke. Han er langt fra fri. Kjærs livserfaring er da

også, at “det er totalt umuligt at gå i hundene - man dør forinden.^{38} ”

“Og slukkes alle sole” afsluttes med, at Jastrau erkender, at whiskyen ikke længere smager ham, baren er en hallucination i rød tåge, og via sine hænder får han mindelser om jorden og græsset, hvis niveau han nåede på Christianshavns vold.

Kjær synger Ingemanns “Holgers sang til livet”, men bliver afbrudt af bartenderen, således at det sidste, vi hører, er “Og slukkes alle sole og stjerner”, medens den livsbekræftende sidste verselinie:

“dog livets kilde springer, hvor den evig sprang” udelades.

35

Kristensen, Tom: Hærværk p. 430 l. 26

36

Kristensen, Tom: Hærværk p. 442 l. 9

37

Kristensen, Tom: Hærværk p. 443 l. 24

38

Kristensen, Tom: Hærværk p. 291 l. 26

Side 16

16

I epilogen sørger Kjær for, at Jastrau udstyres med en togbillet til Berlin. Jastrau har - ifølge Kjær - sin egen noble måde at sige tak på:

“Kjær, kender du det, at man en dag er i godt humør og så møder man en tigger med et hæsligt ansigt, hærget, et menneske, der virkelig lider nød, og så giver man ham penge - for at få lov til at glemme ham - for ikke at få sit gode humør ødelagt. [39] ”.

Hermed er ringen sluttet. Med udgangspunkt som en veletableret familiefar og anerkendt skribent, der nærer en udefineret utilfredshed med tilværelsen, har Jastrau gennemlevet en gennemrejse af selvdestruktion, som starter ved Steffensens ankomst, eskalerer ved skilsmissen og finder sin foreløbige afslutning ved, at Jastrau nu kan identificere sig med den tigger, som ringede på hans dør ved romanens begyndelse.

Jastraus borgerlige tilværelse med en lykkelig lille familie i egen lejlighed samt fast arbejde er et forsøg på at kompensere for en tragisk barndom, hvor han mistede sin mor som 3-årig. Et tab, som han aldrig nogensinde forvinder, og som påvirker hele hans forhold til kvinder, jvf. citatet om Madonna og Marie Magdalene på denne opgaves side 11. (Flere fortolkninger af “Hærværk” lægger da også vægten på et muligt Ødipus-kompleks hos Jastrau). Denne borgerlige tilværelse virker imidlertid hæmmende, og han giver den skylden for, at han ikke længere kan digte.

Den fandenivoldske Steffensen - og hans digt Angst - virker som katalysator og igangsætter dette fælles forsøg på gennem den totale selvdestruktion at nå uendeligheden - at sætte tidsfaktoren ud af kraft. Sideløbende hermed følger religionen dog Jastrau som en anden mulig løsning på at nå uendeligheden, og Jastrau føler ofte, at han forvandles til Jesus - at Jesus overtager hans krop.

Da Steffensen forlader projektet, mangler Jastrau en drivkraft. Bar des Artistes, som hallucinationer tidligere har gjort til et tidløst sted - et skridt på vejen mod uendeligheden - fremstår nu blot som en del af virkeligheden, og whiskyen har mistet sin smag.

39

Kristensen, Tom: Hærværk p. 455 l. 32

Side 17

17

4. Konklusion

Det åbne spørgsmål er: hvad nu? Tom Kristensen valgte løsningen med en epilog, idet Hærværk i øvrigt er inspireret af hans eget liv, og han ønskede ikke at lade noget fremtidsperspektiv indgå i selve romanen. Netop fordi fortsættelsen står ganske åben, har den været udsat for utallige fortolkninger; Tom Kristensen har selv senere løftet sløret for, at han godt kunne forestille sig Jastrau finde livskilden i kommunismen.

Efter min overbevisning tager Jastrau til Berlin. Han er ikke nogen stærk karakter og har brug for nogen at støtte sig til. Johanne har forladt ham, Steffensen har forladt ham - og Kryger og Kjær vil have ham til Berlin; så det er den nemmeste løsning for Jastrau. Jeg tror, at Jastraus gennemrejse er tilendebragt - at han falder tilbage til en normal tilværelse. Jeg hæftede mig ved, at Jastrau ved sin opsigelse også lader muligheden stå åben: til trods for, at han gentager forudsigelsen om at gå i hundene, lader han muligheden for genansættelse på Dagbladet stå åben.

Da Hærværk udkom i 1930, blev den ikke vel modtaget. Forargelsen over selve romanen og ikke mindst dens beskrivelser af letgenkendelige personer (primært fra Dagbladet alias Politiken) var stor. Hærværk har i den forbindelse vundet ved at blive gammel. Nu kan man læse den, for dét den indeholder: et menneskes søgen efter identitet, en mening med livet. Problematikken er højaktuel - også i det 21. århundrede.

Side 18

18

5. Litteraturliste

Hærværk: Kristensen, Tom. 1930 © Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag a. s. Copenhagen

Omkring Hærværk: Ved Aage Jørgensen. 1969, Hans Reitzel Forlag A/S København.

Bent Haugaard Jeppesen: Orfeus i underklassen. Aarhus Universitetsforlag 1990

Lis Lund Jensen: Da verden gik af lave:1998 by © Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag a/s

Kbh.

Peter Budtz Jørgensen / Alex Quaade / Ole Ravn: Dansk kulturdebat 1018-39, en tidsskriftsantologi

1979 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S. Copenhagen

Dansk Litteratur Historie: Fra Tom Kristensen til Halfdan Rasmussen: 1977 Politikens Forlag Internetsider:

http://www.svendborg-bib.dk/tom.htm
http://www.dril.dk/tema/dig/tom_kristensen/index.asp
http://bibliotek.dk/