Aftenhøitid af Staffeldt | Analyse

Side 1

1

STX 2.g

”Aftenhøitid” er et lyrisk digt, der er skrevet i 1804 af Schack Staffeldt. I digtet er der mest lagt vægt på at beskrive tanker og følelser og en ganske særlig stemning. Der er ikke ret meget handling, men der sker en udvikling gennem digtet.

Digtet består af fjorten strofer med fire vers i hver. Der er krydsrim, så første og tredje vers rimer, og andet og fjerde vers rimer. Rytmen er hovedsageligt jamber, men enkelte steder går den over i daktyler. Første linje er for eksempel en ren jambe med tryk på hver anden stavelse: Solen daler, Natten aander Taage.

Det er et stemningsfyldt digt med mange ord, der beskriver en mystisk og hellig stemning. Staffeldt bruger metaforer og besjælinger til at fremhæve stemningen, for eksempel ”Medens Himlen med hver venlig Stierne” (strofe syv vers et). Ved at beskrive stjernerne som ”venlige” tillægger han dem menneskelige egenskaber og gør dem levende. Ord som drømmesvig og tryllespind viser, at fortælleren i digtet befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed. Naturen omkring ham står stille, dampen hæver sig over engen, og fortælleren er grebet af ærefrygt og oplever situationen som noget helligt. Naturen er levende, og alting har en sjæl. Første vers i strofe to viser en besjæling af naturen: ”Neppe Luftens matte Pulsslag bæver”. Det, at vinden sammenlignes med pulsslag, gør, at alt omkring ham får liv.

I syvende strofe vers tre til fire står der: ”Og Forventningernes stille Fierne træder i de virkeliges Sted”. Den åndelige eller metafysiske verden indfinder sig, og den virkelige verden ophører. På det sted i digtet sker udviklingen fra den fysiske til den metafysiske verden. Efter udviklingen er sket, og den metafysiske verden har indfundet sig, bliver hovedpersonen fri fra det, der før tyngede ham. Det, at der skelnes mellem de to verdener, kaldes dualisme. Da skellet bliver udvisket, kommer man tættere på et monistisk syn, hvor der ikke skelnes mellem de to verdener, men hvor de er smeltet sammen.

Side 2

2

I næstsidste strofe står der ”Himlens Høie ere jo mit sande Fødeland”. Det viser, at hovedpersonen hører hjemme i den åndelige verden. Fortælleren har altså gennemgået en udvikling og er nu kommet til det sted, eller det stadie, hvor han hører hjemme.

Hovedtemaet i digtet er det metafysiske og besjælingen af naturen. Et andet gennemgående tema er døden. ”Phantasien sagte Haabets Riger, Dødens afgrund lukker op”, de første vers i strofe fire, beskriver, hvordan fantasien åbner for dødsriget.

Dødsriget er i digtet en del af den åndelige verden, og åbningen af dødsriget er også med til at åbne op for den metafysiske verden. De to sidste linjer i digtet, ”Natten her fra Dødens Grotter leder Tidt igen til deres elskte Hiem?”, siger noget om fortællerens syn på døden. Han mener, at man får fred i døden, og at man i døden vil være der, hvor man har sit hjem.

Det guddommelige fylder meget i digtet. I strofe elleve vers tre står der: ”Alt hvad Kunstnern i Begeistring skabte”. Her er Gud både en kunstner og en skaber. Hvis Gud er en kunstner, er alt hvad han har skabt en form for kunst, og mennesket er en del af hans skaberværk eller kunstværk.

Digtet er skrevet i 1804, i romantikken. Fra 1800 til 1807 var den danske litteratur mest præget af universalromantikken, som var den første af de romantiske tider. I universalromantikken er Gud overalt i sit skaberværk, og alting har en ånd eller sjæl.

Dette kaldes panteisme. Den svundne guldalder, da guderne gik på jorden, er også central i universalromantikken. Romantikken er inspireret af det antikke Grækenlands filosofiske tankegang, og den indeholder to modsatrettede strømninger: Dualisme og monisme. I et dualistisk verdenssyn er verden delt op i ideernes verden og fænomenernes verden, ligesom i Platons verdensbillede. Derfor kaldes denne tankegang også for nyplatonisme. I den dualistiske tankegang opleves det jordiske liv som et fængsel, og man stræber efter det åndelige. I den monistiske tankegang hyldes naturen som et jordisk paradis, eller et fristed, hvor man kan dyrke sine følelser. Alting hænger sammen, og naturen er én stor, sammenhængende organisme.

Side 3

3

Staffeldt var nyplatonist og dualist, men ønskede at overvinde dualismen ved at ophæve opdelingen af den fysiske verden og ideernes verden. I digtet betragter han, som dualist, det jordiske liv som et fængsel, som kun den åndelige verden kan befri ham fra: ”hist mig løfter af mit trange Fængsel” (strofe 9 vers 3). Han beskriver desuden et skel mellem den fysiske og den åndelige verden, men de to verdener kommer dog tættere på hinanden i løbet af digtet, og grænserne mellem dem udviskes. Som andre universalromantikere er Staffeldt også interesseret i oldtiden og historier om de store bedrifter: ”Harpesælle Oldtids Storbedrifter” (strofe seks vers tre).

I universalromantikken er blikket rettet indad, og der lægges vægt på følelser, frem for fornuft. Der kan være flere årsager til, at digterne vendte sig væk fra verden i den periode og i stedet søgte ind i sig selv. Danmark befandt sig i begyndelsen af 1800-tallet i en kriseperiode: Dels var der store økonomiske problemer, og dels var der kommet en øget censur, der trådte i kraft under enevælden. Danmark deltog i Napoleonskrigene, og København blev bombet i 1807. Denne kriseperiode betød, at man i højere grad vendte blikket indad.

Staffeldt var også påvirket af sin samtid. Den danske romantiks forgangsmand var Adam Oehlenschläger, men Staffeldt fulgte lige efter ham. Han debuterede et år efter Oehlenschläger, og han blev altid overskygget af Oehlenschläger. Desuden havde han er dårligt helbred. Det kan være nogle af forklaringerne på, at han var fascineret af romantikkens indadvendthed og eftertænksomhed.

Selvom Staffeldt ikke fik så stor anerkendelse, mens han levede, har han senere fået stor betydning for romantikken i Danmark. Hans digt Aftenhøitid er et typisk digt for romantikken. Som tidligere beskrevet udtrykker digtet et dualistisk verdenssyn, som dog glider over i et monistisk i løbet af digtet. Det udtrykker desuden en tro på, at Gud er i alt, en panteistisk tro.