Aftenhøitid af Staffeldt | Analyse

STX 2.g

”Aftenhøitid” er et lyrisk digt, der er skrevet i 1804 af Schack Staffeldt. I digtet er der mest lagt vægt på at beskrive tanker og følelser og en ganske særlig stemning. Der er ikke ret meget handling, men der sker en udvikling gennem digtet. Digtet består af fjorten strofer med fire vers i hver. Der er krydsrim, så første og tredje vers rimer, og andet og fjerde vers rimer. Rytmen er hovedsageligt jamber, men enkelte steder går den over i daktyler. Første linje er for eksempel en ren jambe med tryk på hver anden stavelse: Solen daler, Natten aander Taage. Det er et stemningsfyldt digt med mange ord, der beskriver en mystisk og hellig stemning. Staffeldt bruger metaforer og besjælinger til at fremhæve stemningen, for eksempel ”Medens Himlen med hver venlig Stierne” (strofe syv vers et). Ved at beskrive stjernerne som ”venlige” tillægger han dem menneskelige egenskaber og gør dem levende. Ord som drømmesvig og tryllespind viser, at fortælleren i digtet befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed. Naturen omkring ham står stille, dampen hæver sig over engen, og fortælleren er grebet af ærefrygt og oplever situationen som noget helligt. Naturen er levende, og alting har en sjæl. Første vers i strofe to viser en besjæling af naturen: ”Neppe Luftens matte Pulsslag bæver”. Det, at vinden sammenlignes med pulsslag, gør, at alt omkring ham får liv.

I syvende strofe vers tre til fire står der: ”Og Forventningernes stille Fierne træder i de virkeliges Sted”. Den åndelige eller metafysiske verden indfinder sig, og den virkelige verden ophører. På det sted i digtet sker udviklingen fra den fysiske til den metafysiske verden. Efter udviklingen er sket, og den metafysiske verden har indfundet sig, bliver hovedpersonen fri fra det, der før tyngede ham. Det, at der skelnes mellem de to verdener, kaldes dualisme. Da skellet bliver udvisket, kommer man tættere på et monistisk syn, hvor der ikke skelnes mellem de to verdener, men hvor de er smeltet sammen.

I næstsidste strofe står der ”Himlens Høie ere jo mit sande Fødeland”. Det viser, at hovedpersonen hører hjemme i den åndelige verden. Fortælleren har altså gennemgået en udvikling og er nu kommet til det sted, eller det stadie, hvor han hører hjemme. Hovedtemaet i digtet er det metafysiske og besjælingen af naturen. Et andet gennemgående tema er døden.