Aben af Karen Blixen | Novelleanalyse

Aben efter - om Karen Blixens Aben

Karen Blixen påberåber sig med sine Syv Fantastiske fortællinger den gotiske tradition (Dette er mere tydeligt med titlen Seven Gothic Tales, hvorunder fortællinger første gang udkom på engelsk i 1934 og først senere omskrev Blixen dem til dansk), og lægger sig derfor i forlængelse STX 3.g diakront (historisk) genrebegreb, dvs. med fokus på ændringer i strukturer og elementer i en tekstlig tradition i et kronologisk forløb, er det yderst svært fordi at: »ethvert værk forandrer totaliteten af mulige værker, hvert nyt eksemplar ændrer arten.« (Todorov, 1989. p. 11). Således siger Tzvetan Todorov, at enhver tekst er en omskrivning af de tekster den gennem kronologien forholder sig til. I Jørgen Dines Johansens ord kan genredeskriptionens vilkår beskrives således: »Genreforskningen har et diakront fænomen, den litterære udvikling, til genstand, men kan kun definere en given genre synkront, som inden for et begrænset tidsrum havden disse eller hine karakteristika og/eller havende denne eller hin funktion - og ved inden for en given periode at være afgrænset differentielt i forhold til andre genrer.« (Dines Johansen, Jørgen: »Novelleteori og episk teori« I Baggesen, Søren: Novelle og kontekst. Gjellerup, 1972. p. 102) Man kan hermed sige, at Karen Blixen forholder sig diakront (historisk) til den gotiske genre, ved at videreføre dens sans for rekvisitter, sceneri, den overnaturlige eller tilsyneladende overnaturlige hændelse og plot. Hun bruger det gotiske »Fordi det (udtrykket Gothic) i England tidsfæster Historierne og antyder noget, der baade er ophøjet og kan slaa ud i Spøg og Spot, I Djævlerier og Mystik« (interview med Karen Blixen i Politiken 1. maj 1934, citeret efter Juhl, Marianne og Hakon Jørgensen, Bo: Dianas hævn.

Odense Universitetsforlag, 1981. p. 133) Men samtidig er hun bevidst om sin anakronistiske brug af traditionen, og lægger sin fortællinger 100 år tilbage i tiden for at frigøre sig selv for samtiden anno 1935, og kan derved udfolde sig frit. I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at Blixen valgte at udgive sine fortællinger til sit engelske publikum under pseudonymet Isak Dinesen. Ifølge Fred Botting bliver Blixens forsøg særegne for genren overhovedet, og hos ham hedder det at »Perhaps the strangest use of Gothic in the twentieth century is Isak Dinesen’s very conventional rendering of themes in her short stories.« (Botting, Fred: The Gothic. Routledge, 1996. p. 156).