Min inderste hjernehinde | Digtanalyse

Side 1

Side 1 af 4

Analyse af ”Min inderste hjernehinde” - Pia Tafdrup

Indledning

Digtet ”Min inderste hjernehinde” (1983) stammer fra digtsamlingen Den inderste zone af Pia Tafdrup. Tafdrup var en del af firserlyrikerne, der tog afstand fra 70’er lyrikken og satte fokus på jeget og individualiteten, på byen og natten som metafor for det underbevidste og på at identiteten ikke længere er en given størrelse. Dens flygtighed åbner nye døre, der viser nye former og muligheder for tilstedeværelse. I Den inderste zone nedskriver Tafdrup jeget og søger at finde netop den inderste zone, alt i mens hun retter sansningen udad mod tingene, mod den ydre verden.

Analyse

Komposition

Digtet består af 16 vers. Halvejs er digtets titel min inderste hjernehinde. Før dette benyttes pronominerne sin og sin egen. Sidstnævnte refererer til kroppen. I vers 10 introduceres der et mig og to linjer forinden refereres der til min hjernehinde.

Der lægges umiddelbart ud med ting, der er knyttet til smerte og ubehag. Derefter følger fra v. 8 verselinjer om sårbare ting og pludselig fra v. 12 kommer smerten igen med et piskesnert.

Teksten

Omkring sin egen længdeakse / roterer kroppen vedvarende

Der indikeres en uro (eller noget indespærret), en bevægelse. Ordet roterer kunne måske pege i retning af noget cyklisk, noget gentagende. Man kan tænke sig en krop, der ligger ned

(længdeakse), som vender sig og drejer sig.

og som et daggammelt plaster / lister af ryk for ryk

En sammenligning (som) af, hvordan det føles at få revet drømmen væk. Tafdrup bruger en fysisk observation til at beskrive noget psykisk. Dette kendes som koblingsteknikken, hvor man inddrager ord og billeder fra andre områder og derved skaber nye forbindelser. Leddet ryk for ryk vidner igen

- ligesom vedvarende i v. 2 - om noget der fortsat sker.

Sproget

Side 2

Side 2 af 4

Det manglende pronomen, man kunne forvente ville stå før lister, gør at verset lirkes af ryk for ryk ikke har et absolut tilhørsforhold (at det ikke kun nødvendigvis siger noget om plastret). Det samme virker til at være tilfældet i v. 5 med trækkende. Vers 4-6 kunne umiddelbart fjernes uden at det ville ødelægge syntaksen.

Teksten

trækkende små fine hår med sig / på sin hvide klistrede side

De små fine hår, der trækkes af giver et indtryk af noget sårbart. Der fjernes et eller andet, når plasteret fjernes. Verset på sin hvide klistrede side er både et billede af plastret. Men det kunne måske også være en metafor for en seng, der holder fast i vedkommende (det hvide på et plaster klistrer nemlig sjældent, da det er vat), hvilket ville i overensstemmelse med idéen om at kroppen, der roterer ligger ned. (jf. v. 1-2).

rives et stykke drøm / af min inderste hjernehinde

Man ville normalt ikke tænke at drømme måles i stykker. Tafdrup inddrager igen fysiske elementer til at beskrive et psykisk fænomen. Midtvejs i digtet er digtets titel placeret min inderste hjernehinde. Hjernehinden er placeret rundt om hjernen og holder hjernevæsken inde - igen bruger Tafdrup et fysisk element. At det er den inderste vidner både om, at det er noget intimt, men

ydermere er betegnelsen også pia mater, hvilket betyder kærlig/omsorgsfuld moder.

efterfladende en flade glat og øm / for at minde mig om en fugle unges / lyserøde kød under en

dunet vinge

Der er fjernet små fine hår og efterfladt er en flade glat og øm. Øm er også fugleungen, der bagefter refereres til. Fugleungen er noget ungt, noget nyt. Ligeledes bliver jeget mindet om noget. Der kunne refereres til en yngre tid - en barndom. Igen viser hentyder dunet vinge til noget sårbart, men også noget ungt måske. Det lyserøde kød tilføjer en erotisk dimension til digtet.

samme svirrende piskesnert / bag øjnene hver gang

Ubehaget vender atter tilbage med et svirrende piskesnert, som en kontrast til alt det ømme

(fugleungen). Der refereres til noget bag øjnene hvilket måske er en hentydning til noget ubevidst, noget drømmende (jf. v 7), noget mørkt (jf. v. 16). Leddene samme og hver gang vidner igen om noget, der forsætter igen og igen (jf. vedvarende, v. 2, ryk for ryk v. 4)

Side 3

Side 3 af 4

indtil omsider en krybekælder / af skjulte glæder

Omsider vidner om, at det, der kommer er ventet. Man får et indtryk af, at der er tale om en forløsning. En frigørelse fra smerten og ubehaget. Krybekælderen, er noget, der ligger under jorden

- måske en reference til mørket (jf. v 16) og noget ubevidst, noget drømmene. Det samme vidner skjulte om. De skjulte glæder, der tales om kunne være et begær efter noget. Det er ikke noget, man finder i lyset.

åbner sit mørke

Jeg’et længes tilbage til mørket. Det kan måske rumme en erotisk dimension. Ikke desto mindre rummer det noget fordækt. Accepterer man opvågningstolkningen kan man tro, vender jeg’et tilbage.

Fortolkning

Som det kort blev nævnt lige ovenfor kan man tolke digtet som en opvågning. Til at starte med ligger jegets krop og vender sig. Det vågner, hvorved der rives et stykke drøm af. Det vækker et ubehag. Kompositionen, hvor jeget først træder frem i sidste halvdel kan tyde på, at det er der, jeget er vågnet. Før det har det kun været kroppen, der var nærværende. Mod slutningen af digtet kan jeget atter vende tilbage til ”søvnen”, tilbage til glæden og behaget. Ordene vedvarende, hver gang, samme, ryk for ryk, roterende, der bidrager til idéen om en cyklisk proces, vidner også om at denne opvågning sker gang på gang på gang.

Mennesket vil gerne være i mørket. Det vil gerne undgå at komme til bevidsthed og vil helst ligge og rotere om sin egen længdeakse. Man kan dog diskutere, hvorvidt denne hang til natten skyldes mennesket mangel på ønske om at tage sig selv seriøst eller om natten åbner nye muligheder for mennesket. Det sidste var en yndet holdning blandt firserdigterne. Natten er også et billede på det ubevidste.

Der er fokus på jeget og individualiteten. Man var opmærksom på, at menneskets identitet ikke længere var en given størrelse (bestemt af arv), men at man selv måtte danne denne identitet. Denne erkendelse af identitetens flygtighed blev ikke opfattet som et tragisk vilkår, men som en åbning til nye former og en ny tilstedeværelse. Kroppen var det eneste, som var forankret i virkeligheden. Alt

Side 4

Side 4 af 4 dette er meget tydeligt i Tafdrups digt. Tafdrup nedskriver jeget. Prøver at kortlægge det og se dets rolle i omverdenen.

Mere konkret fortolkning

Digtet er meget abstrakt og en abstrakt fortolkning, som den ovenforstående vil være naturlig. Et mere konkret fortolkning, er den, at det, som Tafdrup beskriver, er følelsen af noget, der tabes. Det

kunne være et kærlighedsforhold, et barn (mislykket graviditet/abort) eller noget tredje.

Elementer, der støtter idéen om, at det, der beskrives, er følelsen af en abort, er fugleungen, som et billede på et barn, og de andre meget sårbare ting, der kunne pege i retning af et barn. Ligeledes kunne man tolke, det mørke, der atter åbnes, som den kvindes skede, der i håbet om at kunne lave et nyt barn, atter ”åbnes”. (Loven om fri abort trådte i kraft i 1973, altså ti år før digtets udgivelse. Det er derfor tvivlsomt, at det er netop dette, der har lagt baggrund til digtet)

Det er imidlertid svært passe det gentagende element i handlingen, som Tafdrup lægger meget vægt på, ind under fortolkningen med abort. Aborter er umiddelbart ikke nok til at retfærdiggøre Tafdrups fokus på repetition. Derfor kunne man forestille sig, at der var tale om eksempelvis et kærlighedsforhold. Denne fortolkning giver imidlertid ikke en klar forståelse af fugleungen, det lyserøde kød og det mørke, der atter åbner sig.

Man kunne derfor også tænke sig, at der var i højere grad var tale om en abstrakt beskrivelse af følelsen af et tab.

Perspektivering

Ofte ville man kunne perspektivere Tafdrup til romantikken, da hun tit bruger symboler karakteristiske for netop romantikken (engle, o. lign.). Det er imidlertid ikke muligt her.

Derimod kan man med fordel perspektivere Tafdrups anvendelse af sproget til symbolisternes.

Tafdrups sprog er meget fortættet, hun sanser og oplever i sproget og beskriver i en øjeblikstilstand.