Ophøjet til Fødsel af Pia Tafdrup | Digtanalyse

Side 1

Side 1 af 3

Pia Tafdrup: Ophøjet til fødsel

Digtet ”Ophøjet til fødsel” er skrevet af Pia Tafdrup i 1985. Det gennemgående tema i digtet er frygt overfor lyst og begær. Digtet bærer præg af at det er skrevet under den kolde krig. Digtet beskrives med en håbefuld stemning og uvisheden om og frygten for, hvad fremtiden bringer. Pia Tafdrup var en af 80’er lyrikerne, som arbejdede med genren kropsmodernisme, hvilket skinner igennem i ”Ophøjet til fødsel”.

Digtet kan naturligt opdeles 4 afsnit, hvis funktioner er henholdsvis en indledning, to modstridende handlingsforløb og en afslutning. Min indledning er linje 1-6. Afsnittet karakteriserer digtets overordnede handling. I disse linjer forklarer Pia Tafdrup os, at selvom der intet lys er forude og verden måske går under (jf. Den Kolde Krig), så vil lysten til samleje altid være vores instinkt.

Selvom vores hjerner vil tænke mere logisk, i forhold til den samtid vi befinder os i, så er det menneskets natur at føre generationen videre. Altså vil lysten overvinde frygten for det uvisse.

Linje 11-28 har jeg valgt som mit første handlingsforløb og linje 29-41 som mit andet handlingsforløb. Mit første handlingsforløb beskriver frygten for uforudsigeligheden og tanken om, at der ingen fortsættelse vil følge og hvorfor man ikke vil føre generationen videre. Mit andet handlingsforløb beskriver lysten, som overvinder frygten for det uvisse. Pia Tafdrup skriver, ”men

uden lyst / er vore kroppe ikke rigtige kroppe / uden børn / verden slet ikke verden mere”. Hun

mener, at uden lyst til fx samleje, er vi ikke rigtige mennesker og uden børn vil vi ikke kunne føre generationen videre. Dette er en modsætning til mit første handlingsforløb, hvor Pia Tafdrup bekræfter frygten, som mennesket har i den samtid de lever i. I det andet handlingsforløb beskriver hun øjeblikket, hvor vi netop giver os hen for lysten og hvor det er muligt at udslette os selv i glemsel. Hun mener, at lige meget hvilken samtid vi lever i, vil vi altid give efter for den seksuelle drift.

Min afslutning er fra linje 42-52. I dette stykke af digtet kommer det til udtryk, hvad Pia Tafdrup mener. Hun forklarer, at selvom der intet skulle være i morgen, så vil vores instinkt og lyst altid få os til at formere os. Vi vil give efter og lade os bære af lysten. Hun slutter af med at fortælle os, at lige meget hvor vi flygter hen, vil lysten altid være til stede i al evighed.

Pia Tafdrup modsiger sig selv næsten hele vejen igennem digtet. Allerede i linje 1-2 findes en modsætning. Hun skriver, at der måske intet er i morgen og modsiger sig selv ved at sige, at der

Side 2

Side 2 af 3 alligevel altid er længsel efter lysten. Mit andet handlingsforløb er som sagt en modsætning til mit første handlingsforløb. I mit første handlingsforløb skriver Pia Tafdrup, at frygten er så stærk, at ingen tør tale om eller tænke på en fortsættelse, da der intet håb er forude. Dette modsiges i mit andet handlingsforløb, hvor hun blandt andet udtrykker, at lige meget hvad, vil vi altid have lysten til samleje. Ord, som fx men og uden, er med til at klargøre, at trods denne frygt bliver vi nødt til, at lade lysten styre, for ellers vil der alligevel ingen fortsættelse være.

Vi ved, at digtet er skrevet i 1985. Pia Tafdrup gør os opmærksomme på, den samtid digtet er skrevet i. Tiden bliver allerede beskrevet i første linje ”Måske intet i morgen”. Her bliver vi opmærksomme på, at man på det tidspunkt, er tvivlsom omkring, hvordan den kolde krig vil

udfolde sig. Pia Tafdrup bruger linjerne 11-12 ”som fugles sang / tidligt i marts” som en

sammenligning af dyrets og menneskets lyst og begær. De fleste fugles parringstid ligger i marts og derfor er det en metafor for, det instinkt der er i både dyr og mennesker. Dette instinkt er basale ting, som fx lysten til samlejet og samværet. I digtet beskrives mennesket biologisk, som fx en celle og ikke som et selvtænkende individ. Det fremhæver, hvad der i virkeligheden er vores natur og ikke hvad vi tænker er bedst for vores næste generation.

Pia Tafdrup gør brug af mere biologiske og kropslige beskrivelser. Dette er typisk for kropsmodernismen og de digtforfattere der udfoldede sig omkring 1980’erne. Ved at beskrive mennesket som en celle uden følelser, fremtræder menneskets basale natur og drifter som det væsentligste.

Det overordnede budskab og tema i digtet af Pia Tafdrup er, at mennesket altid i enhver given samtid, vil have en fysisk drift, der overskygger frygt og bekymringer for fremtiden. Mennesket beskrives i digtet som et biologisk væsen. Pia Tafdrup laver en sammenligning af dyr og mennesker, for at tydeliggøre at trods menneskets viden, vil vi til enhver tid være drævet af vores fysiske lyster og trang til at formere os. Beskrivelsen af mennesket biologisk og undgå at beskrive tanker og følelser er typisk for kropsmodernismen.

I 1980’erne hærgede den kolde krig. Fremtiden var uforudsigelig og man så intet håb, men alligevel rummer digtet en håbefuld stemning, som tydeliggøres, når Pia Tafdrup beskriver troen på, at livet, trods en svær samtid, fortsætter for bestandig. Her tydeliggøres det modsætningsfyldte i digtet. Den Kold Krig var et udtryk for håbløshed og frygt. Modsat er der håb og tro på, at menneskeheden fortsætter. Nutidens mennesker, i den vestlige verden, lader sig bærer meget af lysten og begæret i en bred betragtning der ikke kunne går på de fysiske drifter, men snarere en

Side 3

Side 3 af 3 higen efter opnåelsen af større materielle goder. Vi har ingen konkret realistisk frygt inde på os i hverdagen, som under Den Kolde Krig i 1980’erne. Vores samtidsproblematik er klimaets forandring og den globale trussel. Selvom dette er en stor frygt, ligger det for langt ude i fremtiden til, at vi kan forstå klimaforandringernes konsekvenser. Vi behøver ikke frygte den nærmeste fremtid eller dagen i morgen, i modsætning til 1980’erne, hvor frygten var et livspræmis, som mennesket var nødt til at leve under.

Det at leve i nuet og øjeblikket kan perspektiveres til Friedrich Nietzsche og til digtets

afslutning ”Doch alle Lust will Ewigkeit! / Will teife, tiefe Ewigkeit –”. Nietzsche mente, at hele

menneskets og hele universets liv vil blive genspillet igen og igen i evigheders evighed og hermed den evige genkomst. Han mente, at den største udfordring var at kunne udholde metafysikken og samtidig uforbeholdent sige ”ja” til livet og være til stede i nuet. Pia Tafdrup siger i digtet, at man skal turde lade sig hengive til nuet og glemme fremtiden og udholde frygten. Hermed udtrykker hun, at man skal bevare lysten til at leve og sige ”ja” til livet.