Ophøjet til Fødsel af Pia Tafdrup | Digtanalyse

Pia Tafdrup: Ophøjet til fødsel

Digtet ”Ophøjet til fødsel” er skrevet af Pia Tafdrup i 1985. Det gennemgående tema i digtet er frygt overfor lyst og begær. Digtet bærer præg af at det er skrevet under den kolde krig. Digtet beskrives med en håbefuld stemning og uvisheden om og frygten for, hvad fremtiden bringer. Pia Tafdrup var en af 80’er lyrikerne, som arbejdede med genren kropsmodernisme, hvilket skinner igennem i ”Ophøjet til fødsel”.

Digtet kan naturligt opdeles 4 afsnit, hvis funktioner er henholdsvis en indledning, to modstridende handlingsforløb og en afslutning. Min indledning er linje 1-6. Afsnittet karakteriserer digtets overordnede handling. I disse linjer forklarer Pia Tafdrup os, at selvom der intet lys er forude og verden måske går under (jf. Den Kolde Krig), så vil lysten til samleje altid være vores instinkt. Selvom vores hjerner vil tænke mere logisk, i forhold til den samtid vi befinder os i, så er det menneskets natur at føre generationen videre. Altså vil lysten overvinde frygten for det uvisse. Linje 11-28 har jeg valgt som mit første handlingsforløb og linje 29-41 som mit andet handlingsforløb. Mit første handlingsforløb beskriver frygten for uforudsigeligheden og tanken om, at der ingen fortsættelse vil følge og hvorfor man ikke vil føre generationen videre. Mit andet handlingsforløb beskriver lysten, som overvinder frygten for det uvisse. Pia Tafdrup skriver, ”men uden lyst / er vore kroppe ikke rigtige kroppe / uden børn / verden slet ikke verden mere”. Hun mener, at uden lyst til fx samleje, er vi ikke rigtige mennesker og uden børn vil vi ikke kunne føre generationen videre. Dette er en modsætning til mit første handlingsforløb, hvor Pia Tafdrup bekræfter frygten, som mennesket har i den samtid de lever i. I det andet handlingsforløb beskriver hun øjeblikket, hvor vi netop giver os hen for lysten og hvor det er muligt at udslette os selv i glemsel. Hun mener, at lige meget hvilken samtid vi lever i, vil vi altid give efter for den seksuelle drift.

Min afslutning er fra linje 42-52. I dette stykke af digtet kommer det til udtryk, hvad Pia Tafdrup mener. Hun forklarer, at selvom der intet skulle være i morgen, så vil vores instinkt og lyst altid få os til at formere os. Vi vil give efter og lade os bære af lysten.