Paa toppen af Mont-Cenis | Analyse

Side 1

1/4

Paa Toppen af Mont-Cenis

Digtet "Paa Toppen af Mont-Cenis" er skrevet af Shack Staffeldt i 1804. Digtet er skrevet i den litteraturhistoriske periode Romantikken, og omhandler naturen mens der fokuseres på sansninger og følelser samt naturens kraft. Man får virkelig beskrevet det at stå på en bjergtop mens vejret raser.

Man hører om alle elementerne som er til stede, og hver en bevægelse som sker på bjergtoppen.

Naturen er det mest kraftfulde og mægtige vi kender til, og det er hvad Staffeldt vil udtrykke i digtet.

"Det gode, det sande, det skønne"

Romantikken begyndte i Danmark i år 1803. Romantikkens idealer lød i første halvdel af 1800- tallet på "det gode, det sande, det skønne". Romantikken har associationer til det jordiske - altså gennem følelser, drømme, åndelighed og fantasi. Man fokuserer i høj grad på kærlighed til ens fædreland, og på det smukke, guddommelige og åndelige i naturen. I digtet er naturen og dens kræfter i fokus, hvilket kendetegner at det blev skrevet under romantikken. Staffeldts digt modsiger dog lidt dette vedrørende dens tilgang til naturen - der bliver nemlig i højere grad beskrevet det ekstreme ved naturen, altså når man står på toppen af et bjerg og uvejret raser, end det gode og skønne. Han forklarer uvejret man føler, og stormen og tordenen som døver, når man står på toppen STX 2.g forguder den og dens magt. Digtet handler om hvordan elementerne hver især har en evne til, at påvirke miljøet man befinder sig i. Eksempler på dette kan være lynene som blinder øjet, torden og brag som døver, samt at naturen får en til at ryste og grue. Udover naturen er digteren også selv i fokus i digtet. Man hører nemlig om digterens følelser og åndelighed, især i de sidste fem strofer.

Der er ikke så meget handling i digtet, og der bliver fokuseret på sanser, følelser og åndelighed, og dette er typisk for den litterære periode.

Digtet er opdelt i 11 strofer med 4 vers i hver. Der er enderim i hvert vers, og desuden krydsrim, hvilket giver digtet en rytmik som er let, da der ingen variation er. Det er et traditionelt digt, og på trods af den manglende variation, er man ikke i tvivl om digtets følelse: både på grund af de store ord som Staffeldt bruger, men også på grund af de mange udråbstegn. Sprogbruget er meget gammeldags, og stavemåderne er meget anderledes hvis man sammenligner med nutiden. De

Side 2

2/4

storslåede ord og udråbstegnene er med til at gøre teksten spændende, og give den en dramatisk stemning, og billedsproget som Staffeldt benytter sig af hjælper også på dette – der er mange sammenligninger og symboler, og han gør sig også brug af besjæling og metaforer.

Digtet er lyrisk, da det er baseret på følelser, og vi hører digtet fra fortællerens indre synsvinkel, og hans holdning til omverdenen.

På trods af et gammeldags sprog, er digtet og selve handlingen meget tidsløs, da naturen trods alt er tidsløs – man kan let relatere til teksten uanset om man læste den for 200 år siden eller dagen i dag.

Selvom titlen siger at digtet foregår på en fransk bjergtop, kan stedet i princippet være hvor som helst, det er underordnet – handlingen er nemlig ikke konkret overfor noget bestemt udendørs miljø, og stedet har ingen betydning for budskabet.

Efter første vers i første strofe er man ikke i tvivl om, hvad digtet omhandler: ”Hvilket Uveir! Storm og Torden döve,”: Det er et meget kraftfuldt vejr på toppen af bjerget, og det kan endda beskrives som et uvejr. Herefter hører man om egens rod som omfavnes, altså bliver passet på, af dens krone.

At roden omfavner toppen er en metafor - roden holder er hvad som holder træet fast, og derved beskytter det fra uvejret. Herefter får vi af vide at vi er i en skov: "Skoven styrter; Söer, Flode stöve, Under Stormens Slag i Taage op." som blot er med til at beskrive skovens 'opførsel' – at skoven styrter betyder, at skoven er ramt af uvejret. "Gemsen tumler ned fra frosne Bölger," er en metafor for, at det er et barskt miljø man befinder sig i – en gems tumler normalvis ikke rundt blandt frosne bølger, og bølgerne fryser trods alt ikke til is, men vejret og miljøet kan være koldt og barskt.

Uvejrsdøden i andet vers i strofe 2 mener jeg er et symbol på den magt som det kraftfulde vejr besidder - vejret, altså naturen, kan styre alt for os mennesker, og er altså altafgørende for vores eksistens. At ulven venligt sig i hjorten dølger, er endnu et tegn på, at vores natur er magtfuld, for ulven dræber - sidste vers understøtter dette: "Skræk om Alt en Slægtskabkiæde slaaer". Altså ulven er stærkere end hjorten, og skrækken for det som er mere magtfuldt end en selv er til stede. Dette kan også perspektiveres til, at naturen er stærkere end os mennesker – altså symboliserer ulven naturen, mens hjorten symboliserer os mennesker, eller generelt alt hvad der er levende på jorden.

"Mennesket de vredne Hænder folder" er endnu en metafor for menneskets afmagt overfor naturen.

Vores hænder er vredne af afmagt, men vi folder dem som en bøn om, at vi ikke skal gå tabt af denne magt. Næste vers understøtter dette: "Og et Tempel hver en Hytte er,". Templer er hellige, og når hver en hytte er hellig, understøtter det mennesket som folder sine hænder og beder, og håber på at naturen ikke vil gøre en noget ondt. De sidste vers understøtter også det faktum, at mennesket er meget ydmygt i forhold til naturen: ”Sig ved Bön og ydmyg Tempelfærd”. Mennesket er altså fastholdt ved håbet og trofastheden, og mennesket er meget ydmygt, for det skal vi være. Næste strofe handler igen om menneskets forhold til naturen: "Lyn i Lyn sig om min Isse slynge," altså er

Side 3

3/4

der lyn, eller generelt bare meget magtfulde kræfter, som slynger sig omkring mennesket. Vi kan ikke kontrollere vejret, så vi må acceptere det. I de næste vers bliver der nævnt et hav af dunster gynge, altså et hav som hiver en tåge med sig over landet: "Og som fra den höie Klippestrand, Skuer jeg et Hav af Dunster gynge over dybe, havbundlige Land." Dunsten, altså tågen, er et symbol for alt hvad vejret kan medbringe - altså at det let kan sprede sig som en tyk tåge over land.

"Ras og Hyl, Orkan! og bröl, o Torden! Bæv i hver en Aare, Risefield! Bryd, du fangne Ild! bryd ud af Jorden, Havet drik! Sug Floden af dens Væld!" I denne strofe bliver der igen fokuseret på naturens kræfter, og hvad den er i stand til at medføre. Staffeldt besjæler vinden, og gør den i stand til at rase, hyle, brøle og jorden til at bævre. Han besjæler ilden med evnen til at bryde, og havet til at drikke og suge. I denne strofe er der sket en besjæling af alle fire elementer – ild, jord, luft og vand. Staffeldt vil inddrage alle naturens aspekter, og gør det ved at give dem menneskelige egenskaber, altså ved en besjæling. Ilden er et symbol på naturens magt og evner, når den bryder ud af jorden.

De næste strofer handler mere om digterens egen åndelighed. Livlig grue og guddommen som strider i brystet er tegn på digterens respekterede opfattelse, af naturen som han befinder sig i.

"Denne seirer - o Natur! din Truen": Her siger han selv at naturen er truende, men på samme tid at den er sejrende. "Kun mig ryster til en Seraphs Lyst.": Seraph er en engel af ilden, og symboliserer derfor magt og kræfter, fordi ild generelt symboliseres med mægtighed og stærke krafter. At digteren fortæller at han kun rystes af Seraphs Lyst, tror jeg betyder, at han har en hvis tiltro til naturen, og at det kun er når det bliver for ekstremt, at han bliver påvirket af det. I næste strofe ser man at digterens udødelige ånd hæver sig over 'undergangen' - altså dagen hvor alting slutter. At ånden hæver sig, tror jeg også symboliserer digterens tilbedelse overfor naturen, og at ånden er udødelig, tror jeg viser menneskets opfattelse af sig selv: Vi er det mest magtfulde væsen på vores jord, så vi er vel udødelige? Ikke når vi står i perspektiv til naturen kræfter, og det er derfor det er ånden som er udødelig - mennesket selv vil måske gå bort, men vores ånd og vores tro vil ikke.

"Paa lynvinget Tordenvogn den svæver. Triumpherende med Seierssang." I disse sidste to vers af strofen, ser man igen respekten og accepteren af naturen - altså sejrssangen og triumfen.

"Kun en Boble, som paa Havet springer, er et Skybrud for min stærke Aand, Thi selv Undergangen jeg paatvinger, Skiönhedskrandsen med min Skaberhaand." I denne strofe er der igen fokus på digteren. At digteren selv påtvinger undergangen, er digterens accept af livets gang. At kun en boble som på havet springer, er et skybrud for min stærke ånd, viser dog også, at han selv synes han er mægtig, på trods af naturens mægtighed. Han vil ikke lade sig skræmme. Skønhedskransen er et symbol på det gode og det skønne i livet.

Sidste strofe runder digtet af. "Denne Tryghed ved Naturens Gruen, Denne Fasthed midt i Altings

Side 4

4/4

Fald, Denne Fryd ved Undergangs Beskuen, Vidner om mit grændselöse Kald." Digteren er tryg og trofast mod naturen, på trods af gru og skræk - for vedkommende stoler på naturen, da det er den som har skabt os, og som er skyld i, at vi i dag lever, også selvom det så er tydeligt, at den også kan være skyld i vores undergang. Andet vers, "Denne Fasthed midt i Altings Fald" viser digterens tiltro til naturen - det er vores fasthed, og vi må kunne stole på den. Hvis vi er trofast mod den, vil den være trofast mod os. Fryden ved undergangen er respekten for naturens magt.

Jeg har valgt at perspektivere digtet til "Guldhornene" af Adam Oehlenschläger, som blev skrevet i

1803. I Oehlenschlägers digt hører man også om alle naturens elementers egenskaber, og om menneskets tilgang og opfattelse af naturen. Der fokuseres på, at mennesket skal være ydmygt i forhold til verden omkring sig, og at man skal tilbede naturen og respektere dens kræfter. Vi skal ikke søge efter at få magt, for vi opnår aldrig den magt vi ønsker - netop som i "Paa Toppen af Mont-Cenis". Vi mennesker skal være ydmyge, for vi er underdanige i forhold til de større kræfter i verden. Vi er ikke så mægtige som vi går og tror.

Mens strofe 1 til 6 omhandler naturens kræfter, handler strofe 8 til 11 mere om en guddommelighed og tryghed. I disse strofer føler digteren sig ikke længere undertrykt af naturens kræfter, men derimod lader vedkommende sig føle tryg ved naturen, på trods af den store magt som naturen indebærer. Budskabet i dette er, at vedkommende stoler på naturen og er i stand til at turde at være til, på trods af underdanighed overfor den gode, gamle natur. På trods af, at naturen er det mest magtfulde vi står overfor, så må vi leve med en accept af dette, og stole på at vi som mennesker godt kan klare os. Vi er de mest udviklede og intelligente organismer på jorden, men selvom det måske kan føles sådan, så er vi mennesker ikke det mest magtfulde, og vi er tildels ikke herre over vores egen skæbne. Vi skal værdsætte naturen, for vi er ude af stand til at bestemme over den. Dette er også min fortolkning af digtet – vi skal ikke søge efter en magt som vi aldrig vil opnå. Naturen er skøn, trofast og pålidelig, men vi kommer aldrig til at være herre over naturens gang, og vi vil aldrig kende vores sidste dag.