Slavernes Øer af Thorkild Hansen

Om frigivelsen af slaverne

Teksten er et udsnit fra Thorkild Hansens dokumentarroman Slavernes Øer (s. 339-341, 2. udgave), som er sidste bog i trilogien om den danske slavehandel, der udkom i Genren er dokumentarisme, der blander historiske begivenheder, dokumenter og fakta sammen med skønlitterære virkemidler for at skabe en livagtig, realistisk og autentisk fortælling. At blande fiktion og virkelighed sammen kaldes også for faktion, så man kan sige, at romanen grænser op til faktion, men normalt, når man snakker om Thorkild Hansen, vil man klassificere hans romaner som dokumentarromaner og ham som en dokumentarisk forfatter. Forskellen mellem faktion og dokumentarisme er, at det for det meste er tydeligt, når forfatteren blander fiktive virkemidler ind i teksten, mens det nogen gange er meget svært, hvis ikke umuligt at bestemme, hvad der er fiktion og hvad der er fakta i genren faktion. Thorkild Hansen skriver fx ” Alle fandt, at Hans Majestæt (…), at de tog den selv” (s. 48 i kompendiet, 2. spalte l. 8-22.). I hele dette afsnit er det tydeligt, at Thorkild Hansen har blandet fiktion ind i teksten. ”Alle fandt, at Hans Majestæt her gav udtryk for en ædel og menneskevenlig tankegang.” Det ved Thorkild Hansen ikke, i hvert fald ikke med sikkerhed.

Han har nok sat sig ind i, hvordan folk tænkte dengang om Christian den Ottendes idé, men det, at Thorkild Hansen siger ”alle” er fiktion. I det samme afsnit skriver Thorkild Hansen også om Scholten ” Han kendte negrene. Hvad vilde de sige, naar han kom ud paa plantagerne og fortalte dem, at deres børn godt kunne blive frie mennesker, men at de selv maatte forsætte med at være slaver resten af deres liv?…” Thorkild Hansen ved ikke, hvad Scholten tænkte i den situation, men efter at han har studeret Scholten, har han forsøgt at gengive Scholtens indre monolog, som den nok havde været, og det er selvfølgelig fiktion, idet at det er umuligt for Thorkild Hansen at vide helt præcist, hvad Scholten tænkte. Teksten strækker sig cirka mellem 1844 og 1848. Der tales om en stænderforsamling i 1846, der tales også om en erklæring om, at slaverne skulle frigives, der var vedtaget og underskrevet bl.a. af David, Monrad og Grundtvig i 1844 i Roskilde. Slaverne blev frigivet i 1848 og her i teksten er de endnu ikke frigjort.