SRP om "Apocalypse Now" i Engelsk A og Dansk A

Side 1

1

Indledning.

Vietnam-krigen er en af de, hvis ikke den, mest omdiskuterede krige, og af samme grund også en af de mest filmatiserede krige. Dette skyldes blandt, andet at det er en af de største, hvis ikke den største militære katastrofe i USA’s historie, pga. den intensive mediedækning, der gjorde, at resten STX 3.g

Dette har blandt andet været med til skabe nogle af de mest anerkendte film som: ”Full Metal Jacket”, ”Deer Hunter, ”Taxi Driver” og måske bedst kendt er Coppola’s ”Apocalypse Now” eller på dansk ”Dommedag nu”.

Francis Ford Coppola’s 194 minutters lange film, der er bygget løst på Joseph Conrads roman ”Heart of Darkness”, behandler nemlig krigens indvirke på det enkelte individ, og krigens altødelæggende effekt på menneskets sind. Filmen portrætterer den indre kamp for mennesket, der forsøger at bibeholde sin moral og sin menneskelighed, i et miljø hvor disse normer og regler ikke længere eksisterer.

I opgaven vil jeg prøve at gøre rede for filmens forløb, og give min fortolkning af dens budskab.

Til dette inddrager jeg en karakteristik af filmsproget samt fortællerteknikken Copolla har gjort brug af. Dette gøres med henblik på en sammenligning og diskussion af tematikken, i henholdsvis filmen og bogen.

Side 2

2

Filmanalyse af ”Apocalypse Now”.

- Komposition og fortællerstruktur.

Filmen ”Apocalypse Now” er en episk kronologisk fortælling, hvor filmens hovedperson – Willard, agerer som en skjult alvidende fortæller. At Willard kan være hovedperson og samtidig alvidende, er fordi filmen fortælles i datid, som et langt flashback fra Willards side.

Til at skabe bedre forståelse og overblik over filmen, har jeg valg at benytte mig af berettermodellen [1]. Til analyse af ”Apocalypse Now” mener jeg dog, det er nødvendigt at opdele modellen i to separate berettermodeller, da der efter min mening fortælles to historier. En ydre, der skildrer selve rejsen som filmens karakterer har indledt, og en indre, der skildrer karakterernes mentale rejse.

- En ydre rejse mod Kurtz.

Den ydre rejse starter med et anslag, hvilket strækker sig fra filmens start, hvor vi ser den vietnamesiske jungle bombet, indtil Willard afhentes på sit hotelværelse i Saigon [2]. Dette anslag fungerer som en appetitvækker, hvor genren som en krigsfilm slås fast igennem bombeangrebet.

Willard sætter filmens tema – altså den psykologiske effekt krigen har på folk, og intriger – den indre konflikt der opstår i mennesket, i gang gennem sin monolog – han taler f.eks. om at han gerne vil hjem, og om hvordan han samtidig savner krigen.

1

Dramaturgisk figur, afbilledet på side 2.

2

Hovedstaden i Sydvietnam.

Side 3

3

Præsentationen er fra hans møde med officererne, til Willard og hans hold ankommer hos Killgore.

Dette er fordi, vi hos officererne bliver præsenteret for vores hovedperson – det er nemlig først i denne scene vi rigtig hører om Willards fortid, og hvad han tidligere har udrettet i krigen. Det er også hos officererne, at filmens konflikt præsenteres. I den efterfølgende scene præsenterer Willard selv hele sin besætning, og fortæller om hvem de er og hvad de kom fra.

Uddybningen sker fra mødet med oberst Killgore, og indtil de ankommer til den sidste amerikanske base, hvor playboy-pigerne er bosat. Både karakterer og deres miljø uddybes og nuanceres i dette stykke. Man kan f.eks. begynde at fornemme det sammenhold der er mellem Clean, Lance og Chef, idet det er dem der taler bedst sammen, surfer, hører musik og deler stoffer med hinanden.

Modsat er Willard og Chief mere stille og holder sig for sig selv.

Point of no return har jeg valgt at ligge i starten af filmen samtidig med præsentationens start.

Dette fordi Willard, idet han siger ja til missionen, har han ikke nogen reel mulighed for at vende om før opgaven er gennemført – altså definitionen på point of no return – han er ikke i stand til at vende om nu. Hans skæbne er beseglet.

Samtidig er Willard opsat på at få en mission og at gennemføre den, og det ville derfor ikke passe som et karaktertræk hos Willard at give op eller desertere.

Konfliktoptrapningen begynder for alvor i den amerikanske lejr - den sidste vestlige bastion.

Efter dette besøg støder de for første gang ind i et væbnet angreb, hvilket resulterer i Cleans død.

Efter Cleans begravelse hos den franske enklave [3], tilspidses situationen yderligere da besætningen bliver beskudt af de indfødte og deres pile. Dette angreb resulterer også i bådens kaptajn, Chiefs, død.

I løbet af konfliktoptrapningerne trækkes der også nye linjer i mellem bådens besætning – de begynder at se hinanden i et andet lys f.eks. efter Willard dræber en såret vietnamesisk pige på vej op ad floden. Optrapningen af den essentielle konflikt fortsætter efter båden har lagt til i Kurtz’ bosættelse, hvor Willard tilfangetages af Kurtz, der prøver at få indflydelse på Willard.

Klimaks foregår da Willard stiger op af flodens vand, klar til at dræbe Kurtz. Klimaks bygges op og kulminerer ved selve drabet på Kurtz, hvor historiens højdepunkt opstår. Dramaturgisk fungerer drabet som katarsis [4] – kulminationen på de følelsesmæssige omvæltninger Willard er blevet udsat for. Herfra begynder udtoningen hvor Willard og Lance forlader Kurtz’ lejr, og lader sig vaske af regnen – Willard har gennemført den mission han satte ud for, og konflikten som filmen byggede på er nu forløst, historien kan herfra vende tilbage til sit udgangspunkt.

3

Et stykke landområde der er helt omgivet af en anden stat.

4

Historiens klimaks eller sammenbrud.

Side 4

4

-En indre rejse imod mørkets hjertet.

Den indre rejse omhandler hvad der sker i de centrale karakterers psyke, som følge af den ydre rejse. Anslaget i den indre rejse ligger, ligesom den ydre rejse, fra starten af filmen, indtil oberst Willard kontaktes i Saigon.

Dette er fordi, man her i anslaget får præsenteret Willards sind, hvilket er fuldkommen gennemsyret og hjemsøgt af krigen – Willard er alkoholisk, paranoid og rastløs, han vågner op klar til at gribe til våben i den tro, at han stadig er i junglen. På værelset kan man se ham kæmpe nævekamp med sig selv i spejlet – både fysisk og psykisk. Anslaget præsenterer i sammenhæng med den indre rejse, hvilken effekt den kommende mission vil have på filmens karakterer – en indre kamp med dem selv. Præsentationen sker fra missionen præsenteres for Willard, indtil Chef og Willard går i land for at finde mangoer.

Grunden til placereringen af den indre præsentation her er, at man hos officererne hører Kurtz’ båndoptagelse, hvor hans sindssyge verdensopfattelse præsenteres. Man får også indtrykket af hvad den indre rejse kommer til at betyde for Willard og hans mænd, f.eks. Kurtz’ drøm om sneglen der kravler på en ragekniv, hvilket kan ses som soldatens rejse, hvorpå han må balancere mellem sindssyge og forstand, det rationelle og irrationelle – dette er et af de vigtigste temaer i filmen og Kurtz drøm bliver hurtigt besætningens mareridt.

Mødet med oberst Killgore er også med til, at præsentere eller varsle, om hvad der er vente for vores hovedperson og hans besætning – det er her de for første gang ser kamp, og man ser for første gang den psykologiske effekt krigen har på folk.

Uddybningen ligger fra tigerangrebet ved flodkanten, indtil besætningen ligger til ved den sidste amerikanske base.

Grunden til denne placering er, at man ved tigerangrebet for første gang ser tegn på en indre forandring. Hos Chef kan man, oven på oplevelsen med tigeren, se en indre forandring i form af et nervøst sammenbrud, hvor han begynder at smide tøjet og råbe op om at desertere, og om hvordan han ikke hører til i krigen.

Willard begynder sin monolog igen, og hans kommentar til episoden er: ”Never get out of the boat.

Absolutely goddam right… unless you were going all the way. Kurtz got of the boat”^{5}. Willard

bruger her båden som metafor for menneskets forstand. At hoppe af og gå hele vejen betyder, at man for bestandigt har forladt fornuften til fordel for vanviddet, netop som Oberst Kurtz har gjort.

Point of no return er placeret ved opholdet hos den amerikanske base, hvor besætningen bytter sig

5

“Apocalypse Now” 58.10

Side 5

5 til noget tid alene med playboy pigerne. Det er placeret her da filmen herfra af tager en mere dyster, og nærmest surrealistisk [6] drejning, der udtrykkes gennem filmsproget men kan også ses i besætningens nu irrationelle opførsel. Samtidig er besætningen nået til et punkt, i hver deres indre rejse, hvor man ikke kan vende tilbage – krigens indvirkning har sat sine spor, og herfra er der ingen kur, ingen hjemrejse.

Konfliktoptrapningen ligger fra afrejsen ved basen, op til at Willards ophold sammen med Kurtz.

Under denne optrapning gennemgår hele mandskabet ombord på båden, en dyb indre konflikt. Hvor de hver og en presser sig selv lige til grænsen, og balancerer så at sige på et barberblads smalle grænse mellem sindssyge og forstand; at blive på båden eller at stå helt af.

I den indre rejse vil jeg mene klimaks opstår før Kurtz død, idet drabet på ham, i forhold til Willard, og til dels også i forhold til Kurtz selv, er en handling i et øjebliks klarhed.

Selve klimaks er Willards ophold sammen med Kurtz, det er nemlig her, at Willard for alvor begynder at tvivle. Han befinder sig her så tæt på at stige af og vælge Kurtz’ filosofi, frem for fornuften og moralen. På denne måde er dette tidspunktet, hvor den indre konflikt står i sit højeste, og hovedpersonen må se dybt i sig selv og vælge mellem lyset eller mørket. På det indre plan ligger udtoningen fra Kurtz’ død, til filmens slutning. Dette er på grund af Willard igennem drabet vælger lyset, frem for mørket. Samtidig sætter han også Kurtz fri ved sin handling, og Kurtz virker, da han tager sit sidste åndedrag i templet, nærmest forløst. Sammen med Lance forlader Willard stedet, og i regnen kan de vaske deres påmalede maske af ansigtet.

Karakteristik af centrale personer.

- Kaptajn Willard.

Første gang man møder Willard befinder han sig alene på sit hotelværelse, hvor han er ved at have nået hans bristepunkt, og er tæt på et nervøst sammenbrud. Det er lykkedes Willard at forlade krigen fysisk, men har ikke kunne sætte sit sind fri af krigen.

Han føler sig alene og fremmedgjort fra normal civilisation, og er ude stand til at vende tilbage til sin familie. Willard er gennemgående en meget passiv karakter. Han bruger det meste af filmen på intenst at observere hvad der foregår i junglen eller, at læse i Kurtz’ dossier, hvilket betyder han langsomt kan relaterer til sit mål bedre og bedre.

6

”Over-realistisk”, bygger på Freuds teorier om menneskets drifter og drømmeanalyse.

Side 6

6

Igennem sin fortælling pointerer Willard flere gange den foruroligende ironi ved krig, samtidig med han forsøger at bibeholde en form for moralsk integritet. Willard bliver hurtigt klar over krigens absurditeter, og hvordan den bringer mørket frem i mennesket.

Han holder holder sig generelt ude af de begivenheder, der opstår undervejs. Den eneste virkelige handling han tager undervejs, før han dræber Kurtz, er at skyde den vietnamesiske pige – det gøres dog kun for ikke at sætte missionen på spil. Selv drabet på Kurtz er en passiv handling, idet Willard nærmest blindt følger sine ordrer, og selv Kurtz vil have ham til at gøre det. Man kan derfor sige at den eneste selvvalgte handling han foretager sig er, at forlade Kurtz, og alt hvad han har bragt med sig.

- Oberst Walter E. Kurtz.

Kurtz er på mange måder nærmest arketypen på det onde geni. Han forstår krig bedre end nogen anden – han har set hvad krig fører med sig, og har af den grund valgt at forlade militæret. Kurtz har i sandhed vent ryggen til moral, og valgt ”the horror” som sin livsstil. På trods af dette kan det være svært at sige om Kurtz er sindssyg eller ej.

Han har barberet alt hår af, og har taget skikkelse i retning af en munk. Hans skaldede udseende minder også meget om en af de vældige statuer i hans tempel – han har på den måde taget form som en gud for de indfødte.

Hans metoder og handlinger virker sindssyge, men ikke set i kontekst til krig ”What do you call it

                                7
when the assassins acuse the assassin?”

. Kurtz’ pointe er selvfølgelig det paradoksale i at anklage en mand for mord, et sted hvor man er betalt for at dræbe, men fordi han ikke har fulgt proceduren er det en forbrydelse.

Ligesom Kurtz er slutningen på Willards rejse, så er Willard slutningen på Kurtz’ rejse.

Kurtz ser Willard som værdig arvtager til hans filosofi. Dette må gøres så Willard kan kende sandheden om Kurtz og krigen, og så han vil være i stand til at viderebringe den.

- Chief.

Chief er officer og styrmand på PBR-street gangs [8] båd. Han er stille, næsten udtryksløs og stærkt disciplinær – følger altid proceduren ned til mindste detalje.

7

”Apocalypse Now” 13.54

8

Willards deling.

Side 7

7

Han føler et faderligt forhold til den unge Clean, og har en følelse af ansvar over for hele besætningens velvære. Chief virker ikke særligt begejstret for Willards person, eller hans mission.

Dog følger han ordrerne, så længe de følger protokol vel at mærke.

- Chef.

Kok fra New Orleans [9], vil I bund og grund hellere være alle andre steder, end lige hvor han befinder sig. Chef virker nærmest fortabt fra starten – pga. hans fyrige temperament og gentagende følelsesmæssige sammenbrud, hvilket holdes i gang af hans foragt for krigen.

Dog en smule excentrisk, virker Chef som den bedst uddannede af hele besætningen, selv Willard – sidder inde med en masse viden om forskellig mad, og kan tale flydende fransk.

- Clean.

Clean er en ung mekaniker fra den sydlige del af Bronx [10]. Kun sytten år gammel fremstår Clean som værende meget umoden. Han fremstår også til tider som en irriterende lillebror for resten af bådens besætning – kan ses f.eks. da Clean bliver ved at forstyrre Lance og Chef under opholdet hos playboy-pigerne.

Clean repræsenterer også alle de unge mænd der kæmpede i Vietnam – disse der nærmest stadig var børn og intet vidste om krig, spildte deres liv i en krig, der ikke kom dem ved.

- Lance.

En smart ung surfer fra Californien [11]. Lance fremstår som den mest forfængelige, og som den af besætningen der kommer fra bedste kår. Lance er den af besætningsmedlemmerne, hvis forfald til sine mørkere og dyriske sider er tydeligst.

Lance begynder at trække sig mere ind i sig selv, blandt andet ved hjælp af stoffer, for at lukke hvad der sker omkring ham ude. Han begynder også at maskere sit ansigt med camouflagemaling.

Lance bliver ligesom Clean også et symbol på ungdommen, og hans funktion bliver også at vise resultatet af krigens indflydelse på det unge sind.

9

Den største by i delstaten Luisiana.

10

En af de fattigste bydele i New York.

11

Amerikansk stat.

Side 8

8

- Oberst Killgore.

Mere eller mindre en forskruet officer, hvis metoder er fuldkommen absurde. Killgore fører sig frem med en vestlig cowboyattitude, og fremstår som en lettere parodi på en ærkeamerikanske ”helt”.

Modsat Kurtz og Willard hader Killgore ikke krigen, tvært imod siger han med vemod i stemmen

”Some day this war is gonna end”^{12}.

Killgores navn i sig selv er en allegori på krigens blodsudgydelser, idet hans navn opdelt giver ordene: Kill og gore, altså: dræb og størknet blod.

Killgore er med til at give et billede af, hvor forskruet krigen kunne være, og gør det gennem en så grotesk facon, at det ender med at blive komisk – han forlanger f.eks. af sine mænd, at de begynder at surfe på trods af, at de bliver svært beskudt.

Fortolkning og budskab.

Den lange rejse dybt ind i den cambodjanske jungle er som sagt meget mere end blot en fysisk, eller geografisk rejse op ad floden. Det er også en rejse dybt ind i menneskets indre, hvor både de lyse og mørke sider af sjælen bliver sat på prøve. En rejse hvor Willard og hans mænd gennemgår en indre forandring, der udvikler sig i takt med turen op af den vietnamesiske flod.

- Krigens moral.

Over middag med officererne i Nha Trang [13], forklarer general Corman om Kurtz’ forfald til sindsyge, og moralsk fordærv ” In this war, things get confused out there—power, ideals, the old morality, and practical military necessity . . . because there's a conflict in every human heart between the rational and the irrational, between good and evil. And good does not always

triumph.”^{14}.

Ifølge Corman må man i krig nemlig revurdere og bøje sin moral, og nogle gange kan denne revurdering resultere i at moralen bliver fuldkommen forskruet. Det menneskelige hjerte kæmper hver dag med moralske og etiske spørgsmål, men under krig kan en sådan indre kamp overvælde hjertet, og resulterer i forvirring – og sommetider galskab.

12

”Apocalypse Now” 48.00

13

Sydvietnamesisk havneby.

14

“Apocalypse Now” 15.24

Side 9

9

General Cormans forvarsler i dette citat også, hvad det er der vil være i vente. Willard vil uden tvivl blive stillet over for dette svære valg, når han når Kurtz. Cormans ord giver ekko igennem hele filmen, mens Willard kan se den kamp der udspiller sig, inde i ham selv, hans soldater.

Willard må kæmpe mod sin egne dæmoner, mellem det gode og det onde, det rationelle og det irrationelle.

- Menneskesindet i krig.

Vi får tidligt i filmen slået fast af Willard selv, hvor uerfaren hans unge besætning er, og hvor uskyldigt, og i hvilken uspoleret tilstand deres sind befinder sig i.

Dette udtrykkes blandt andet igennem besætningens attitude i missionens start, hvor Lance ligger og tager sol på båden og Chef plaprer løs om sin erfaring med saucer. Det samme hører man i Willards monolog, efter han for første gang har mødtes med ”the PBR-streetgang”: ”The crew were mostly just kids. Rock and rollers with one foot in their graves” [15] og “They weren’t looking for anything

more than a way home. Trouble is, I’d been back there… and I knew it just didn’t exist anymore”^{16}

Willard fortæller her historien om den ødelæggelse krigen kan forvolde et menneske – de har ikke oplevet krigens sande sider endnu, og er stadig i stand til, at vende tilbage til et normalt liv, hvilket Willard ikke længere selv kan, da han allerede er mærket ”the horror” – intet er for ham som før krigen.

For at nå Nung-floden [17] de skal op af, må Willard, hans fartøj og besætning eskorteres af den stærkt

                                                            18
excentriske oberst Killgore, officer og anfører af ”the 9th airborne cavalry” .

Killgore går med til at hjælpe Willard, og ved daggry beordrer han til angreb på den vietcong kontrollerede strand. Dette er også ”the setting” for en af det bedste scener i filmen. Killgores

helekoptere angriber til lyden af Wagners* ”Valkyriernes ridt”*.

Efter Killgore har indtaget, og bombet stranden, sætter han sig ned på hug og siger til Willard og

hans mænd: ”I love the smell of napalm in the morning”^{19}.

Killgore leverer denne kommentar umiddelbart efter bombardementet, i et ukarakteristisk hverdagslignende tonefald, samtidig ikke så meget som blinker han, granatsplinter flyver ham om ørerne. Dette kolde citat, og måde at agere på, forstærker Killgores i forvejen psykopatiske karakter, og viser også hvad krigen kan have af effekt på et menneske over længere tid.

15

“Apocalypse Now” 20.09

16

“Apocalypse Now” 50.18

17

Fiktiv flod i Vietnam der fører direkte til Cambodja.

18

Helikoptereskadrille.

19

”Apocalypse Now” 47.55

Side 10

10

Oberst Killgore bliver endnu et forvarsel, om hvad de kan forvente at gå i møde inde i junglen, man hører også Willard sige efter de har forladt Killgore: ”If that was how Killgore fought the war I’d

start wondering what they had against Kurtz”^{20}.

- Krigens maske – ”the horror”.

Et skelsættende øjeblik for Willards besætning er dog, da de sejler ind i den sidste amerikanske base på vej op ad floden. På vejen derop er de blevet mødt af to amerikanske både, der kom derfra fra hvor de nu er på vej hen. Besætningen på de to både opfører sig fuldkommen vilde og uregerlige, og varsler derved om hvad der står i vente længere oppe ad floden.

I den amerikanske lejr hersker fuldkommen uorden, der er ingen overordnede, lejren og moralen er i fuldkommen forfald.

Mens de er i land får Willard stablet en aftale på benene. De kan hver især få lov at tilbringe noget tid sammen med playboy-pigerne, som er nødlandet i lejren.

Det bliver dog hurtigt klart, at playboy-pigerne er blevet lige så forskruede af krigen som resten af lejren, og Willards besætning begynder hurtigt, at tilslutte sig denne kollektive sindssyge.

Lance har, mens han var sammen med en af playboy-modellerne, smurt hele sit ansigt ind i camouflagemaling, hvilket han beholder på i resten af filmen. Denne ”krigens maske” – symbolet på den indre rejses endeligt, og overgangen til den mørke side af mennesket, den bæres også af oberst Kurtz, da han slår Chef ihjel. Også Willard når at bære masken i filmens slutning, idet han dræber Kurtz. Det kommer også frem ved afrejsen fra lejren, at Lance var jomfru inden da, derved bliver han også symbolet på hele besætningens uskyld, hvilken går tabt i krigen.

På dette tidspunkt er både den indre og ydre rejse kommet til et punkt, hvor der ingen vej tilbage er.

Længere oppe ad floden støder de ind i en vietnamesisk båd, med civile. I en overilet handling af panik skyder Willards besætning alle vietnameserne ned, idet en ung pige ombord løber over for at hente, hvad der senere viser sig at være en hundehvalp. Lance tager derefter hvalpen til sig og passer den som et lille barn, igennem denne ”moderlige” handling gøres det nu klart, at den indre overgang fra det unge, umodne og uskyldige, til det modne og det alvorlige har fundet sted.

- Krigens paradoks.

Den dualisme der herskede under krigen beskriver Willard godt selv, efter at have skudt en såret vietnameser, som Chief og de andre gerne så behandlet på et hospital. ”It was a way we had over

20

”Apocalypse Now” 50.49

Side 11

11 here of living with ourself. We’d cut them in half with a machine gun and give them a Band-Aid. It was a lie – and the more I saw of them, the more I hated lies.” [21].

Willard udtrykker med disse ord det paradoksale ved krigen, man træner folk til at slå fjenden ihjel, og så prøver man at lappe dem sammen igen, i et forsøg på at bibeholde en form for moral – hvilket Willards ser som hykleri.

Resten af besætningen står chokerede tilbage, dette er på trods af at de øjeblikke forinden har henrettet alle i båden, på nær hende Willard skyder. Besætningen ser dette som et brud på det moralske codex – som netop er hvad Willard foragter.

Scenen giver også et billede af hvor meget tættere Willard har bevæget mod Kurtz, ikke bare i fysisk forstand men også mentalt. Willard skyder den sårede pige, idet hun sætter hans mission på spil – han har hverken tid eller lyst til at sejle hende på hospital, samtidig var hendes overlevelseschancer så små, at der ingen mening ville være i det.

Willards handling, og efterfølgende refleksion derover, viser den foruroligende logik der kun giver mening hvis man lader sin moral blive bøjet af krig.

- ”Les soldats perdus”.

Efter Cleans død sejler Willard og hans besætning ind til kysten for at begrave ham.

Men inde ved kysten møder de en fransk enklave, der, som en lille tidslomme, ligger som et minde om en svunden tid.

Her møder Willard den franske enke Roxanne, der ligesom Willard, og hans mænd, har oplevet krigens rædsler. Roxanne fortæller Willard, da de er alene efter middagen, om hvad hun og hendes familie har gennemgået i krigen, og om hvor meget Willard og hans krig, minder om de franske soldaters ”You are tired of the war. I can see it in your face. ‘Twas the same in the eyes of the

                                                                22
soldiers of our war. We called them “Les Soldats Perdus--“ The Lost Soldiers.” .

Roxanne fortæller igennem dette citat ikke bare Wilards historie, eller om hans oplevelser med krigen, men også om alle andre soldaters oplevelser ved krigen, og krige før denne.

Roxanne er også den første der sætte ord på de følelser Willard har som følge af krigen – nemlig som en fortabt soldat, der hader krigen og alt hvad den fører med sig, men samtidig ude af stand til, at forlade den, både på det fysiske ydre plan, men også på det indre plan, altså i psyken.

Mens Willard bor hos enklaven overtager han også rollen som Roxannes afdøde mand.

21

“Apocalypse Now” 01.35.51

22

“Apocalypse Now” 02.02.46

Side 12

12

Mens de ligger i sengen, og Roxanne forbereder opiumspiben siger hun: ”I used to prepare a pipe for my husband. ’Twas the morphine he took for the wounds he suffered in his heart. He would rage

and he would cry, my lost soldier.”^{23}.

Roxannes nu afdøde mand, er nu blevet erstattet af Willard, som lider af de samme sår i hjertet.

Nogle sår der ikke er sår i fysisk forstand, men de ar på sjælen han har påført sig i løbet af krigen.

Roxanne er også den første til at fortælle om den todelte soldat ”And I said to him, ”There are two of you. Dont you see? One that kills and one that loves.” And he said to me… “I don’t know

whether I’m an animal or a god”. But you are both”^{24}.

Denne korte anekdote hun beretter om, er også med til, at sætte ord på hvordan Willard, hans mænd og for den sags skyld også oberst Kurtz føler.

Alle har de en lys side, og en skyggeside der er bragt frem af krigen – en verden hvor normal idealisme, etik og moral ikke eksisterer længere. Om denne ”lovløshed” blot skaber dyr af dem, eller giver en frihed og magt som en gud, hersker der en konstant ambivalens omkring for dem der er påvirket af krigen.

Denne tvedeling ses specielt stærkt hos Kurtz, der også har været en del af krigen længst.

Han er bosat i et gammelt cambodjansk tempel, hvor han med en status, tæt på en guds tilbedes af han private hær af lokale. Især den amerikanske journalist, spillet af Dennis Hopper, ser Kurtz som en mand af nærmest overnaturlig karakter, som kan sige da Willard ankommer til Kurtz’ lejr: ”Hell,

man, out here we’re all his children”^{25}.

Dette berettes der også om, af en af officererne (Harrison Ford) der sender Willard afsted ”Now he’s crossed into Cambodia with this… Montagnard army of his that worships… the man like

a god…”^{26}.

Men samtidig med at Kurtz besidder status som en gud, afspejler hans lejr også en dyrisk side.

Overalt hænger lemlæstede lig af vietnamesere, cambodjanere og amerikanere. Denne magt til at kunne tage liv når det passer en, kan ses som magten en gud besidder, men kan også ses som ubegavet, formålsløst vildskab som et dyr.

Igennem opholdet hos den franske enklave, og især Roxanne, opnår Coppola at fortælle yderligere, og mere specifikt, hvorledes krig påvirker et menneske. Ved at bruge et levn fra den franske

23

“Apocalypse Now” 02.11.16

24

(“Apocalypse Now” 02.11.26

25

”Apocalypse Now” 02.24.35

26

“Apocalypse Now” 14.40

Side 13

13 kolonimagt, viser Coppola også hvordan historien gentager sig selv – Vietnamkrigen er ikke den første, eller den sidste krig, og hvad folk blev udsat for under Vietnamkrigen, er sket før.

- Kurtz’ filosofi.

Hen imod filmens slutning, i oberst Kurtz’ lejr, er rejsen for alvor ved at have nået sin ende.

I lejren hersker ingen orden, kun forvirring og kaos, overalt er der lemlæstede lig, og den konstante summen af fluer varsler om død.

Lejren er den fuldkomne legemliggørelse af Kurtz’ sindstilstand, en sindstilstand som flere og flere tilslutter sig. Willards forgænger Colby er nu en del af Kurtz’ tilhængere, ligeledes tager Lance, kun iført lændeklæde og krigsmaling, fuld del i de ritualerne der foregår.

Willard selv må også erkende, at han og Kurtz på mange områder minder meget om hinanden, og derfor også, hvor svært det er for ham, at skulle dræbe Kurtz.

I Kurtz kan Willard så godt som spejle sig selv, han kan forstå hvad det vil sige, at det onde vinder over det gode, og over moralen. Willard kan relatere til Kurtz, og går så langt som faktisk at beundre og respektere ham. Dog må han selv vælge hvilken vej han vælger at gå.

                                                                27
Kurtz siger selv til Willard: ”I have seen the horrors—horrors that you’ve seen” ..

I citatet fra Kurtz hører vi for første gang i filmen, om det allervigtigste alle der har gennemgået denne rejse har til fælles: ”the horror”.

Kurtz prøver også, i de fire dage Willard bor hos ham, at indoktrinere hans ideer og filosofier hos

                               28
ham. ”It’s judgement that defeats us.”

citatet er fra den længere monolog som Kurtz holder for

Willard. Her sammenligner han vietcongs [29] metoder i krig, med dem den amerikanske hær bruger.

Han forklarer Willard hvordan, vietcongerne umuligt kan tabe krigen.

Deres sejr er sikret, da de ikke lader sig påvirke af menneskelige følelser som: moral, samvittighed og medfølelse, de besidder de kvaliteter, men er på trods af dem i stand til at udnytte deres dyriske instinkter til at dræbe.

- Næranalyse af Kurtz’ undergang.

Filmcitatet jeg har valgt, ligger i filmens slutning og strækker sig fra 2.35.58 til 03.00.46.

I denne del af filmen har Willard valgt, mest af alt af sympati for Kurtz, at gøre missionen færdig, og tage livet af ham.

27

”Apocalypse Now” 02.51.03

28

“Apocalypse Now 02.55.25

29

Den Nordvietnamesiske hær.

Side 14

14

- Shot to shot.

I den første scene i citatet ser vi Willards ansigt i et nært billedudsnit. Willard kommer langsomt op af flodens vand i et normalt perspektiv, iført en maske af camouflagemaling, ligesom Lance og Kurtz tidligere har gjort – han har nu nået rejsens ende. Mens slutningen af nummeret ”The End”, af The Doors [30], kører asynkront i baggrunden som underlægningsmusik, er det med til at ramme filmen ind, da det også er i anslaget, og varsler derved slutningens komme.

Langsomt vender hans blik sig mod scenens lyskilde, Kurtz tempel, til venstre for Willard.

Derefter følger en kontinuitetsklipning i Willards blikretning, og man ser nu en af de indfødte smøre oksen ind i salve – og forbereder den derved på den kommende død. Bagefter kommer der en parallelklipning [31] til et supertotal [32] af Kurtz, der står som en mørk silhuet i døråbningen til sit stærkt oplyste tempel.

Der kommer endnu en parallelklipning til Willard, der i et totalt billedudsnit sidder ved en bagindgang til Kurtz’ tempel. Willard ses, ligesom Kurtz, som en mørk silhuet, der er smeltet sammen med den ligeså mørke silhuet af templet, hvilket ses i kontrast til baggrunden af de indfødte. Willard er blevet integreret i Kurtz’ mørke, iført den på malede maske er han gået over til den dyriske side af mennesket

Willard der sidder og nærmest beder til sin machete, rejser sig så op i fuld højde, kigger mod toppen af templet, mod Kurtz, idet et lyn slår ned og oplyser hans ansigt – og han er klar. Willard begynder derefter at snige sig op imod templets øverste kammer – dette er starten på sekvensens set-up [33]. Der kommer endnu en kontinuitetsklipning – og vi befinder os på toppen af templet, i en svag panorering og tiltning, nede fra højre hjørne, og op mod det venstre følger kameraet Willard gennem skyggerne, og op til den oplyste indgang til Kurtz.

Dette følges op af en parallelklipning til en total af Kurtz’ vagter, hvilken Willard angriber bagfra og slår ihjel. Det følges op af endnu en parallelklipning til et nærbillede af en cambodjansk piges ansigt, der i et let fugleperspektiv [34], sidder og ser de indfødtes ceremoni. Der kommer en kontinuitetsklipning i hendes blikretning, og man ser oksens nakke, imens en mand kommer gående bagved med en machete. Der er derfor nu opstået en krydsklipning imellem Willard og manden udenfor med macheten. Næste klip er Willard der i et halvtotalt frøperspektiv, stadig dækket af

30

Amerikansk rockband,

31

Klipning mellem to separate begivenheder der foregår samtidig.

32

Størst muligt billedudsnit.

33

Optrækket til en begivenhed.

34

Billede set oppe fra – formindskende virkning.

Side 15

15 skygge, nærmer sig Kurtz, der sidder og indtaler en besked på bånd. Der kommer en kontinuitetsklipning i Willards blikretning, og kameraet zoomer ind mod Kurtz’ silhuet. Der kommer nu et tredje element ind i krydsklipningen – nemlig pigen nede fra ceremonien, der langsomt nærmer sig Kurtz og Willard. Dette giver scenen en form for suspence [35].

I takt med at Kurtz snakker hurtigere, og musikkens hastighed stiger, så øges hastigheden også på klipperytmen – og spændingen intensiveres. Der klippes nu hurtigt mellem Kurtz og Willard, samtidig med at volumen på musikken skrues op. Vi ser Willard løfte macheten for at slå Kurtz, her gives så det pay-off [36] man har ventet på. Idet Willard svinger macheten, klippes der til et matchcut [37] af de indfødte der ofrer oksen, ved at slå den ihjel med macheter – på denne måde er vi vidner til at guden og dyret dør samtidig.

Der klippes nu til Kurtz, som også er blevet ramt af Willards våben. Der følger herefter nogle klip med håndholdt, hvor der klippes mellem Willard og Kurtz, der begge ses i nærbillede – dette skaber den forvirring der opstår i kampen.

Man ser Kurtz falde om, samtidig klippes der til oksen, der falder med ham. Bevægelserne er nu sat i slowmotion - det samme er musikken. Næste klip er af Willard der i et stærkt frøperspektiv nærmer sig Kurtz. Der klippes i Willards blikretning, og man ser nu Kurtz’, for første gang fuldt oplyste ansigt i profil, i et nært udsnit – måske har Kurtz nu set lyset, og ser for første gang i lang

                                                                       38
tid rigtig klart. Dette sker alt imens han udtaler sine sidste ord: ”the horror, the horrror” .

- Filmens slutning.

Kurtz dør som en ødelagt, forpint og itureven mand. Hjemsøgt af hvad han har set, gjort og oplevet, var døden hans eneste udvej. Efter Kurtz’ død kommer den cambodjanske pige op, der har været undervejs, hun bliver vidne til Kurtz’ endeligt, og vi ser at der hersker stor jubel blandt de lokale.

Da Willard træder ud af templet, har han i den ene hånd macheten der dræbte Kurtz, og i den anden hånd bærer han Kurtz testamente. Mens han står og stirrer ud over de indfødte, knæler de alle for ham, da Willard nu har fjernet deres gud, og overtaget hans plads.

Willard vælger dog ikke at lade sig friste af tanken som en gud – han smider macheten og vandrer ned blandt cambodjanerne som et menneske. Han tager Lance med sig og de sejler væk, mens de

35

Udtrækning af spændingen.

36

Set-up’et udløses.

37

Symbolsk klipning mellem to objekter.

38

”Apocalypse Now 03.01.17.”

Side 16

16 lader regnen skylle deres masker af ansigtet – Willard vælger derfor lysets side i modsætning til hvad Kurtz gjorde, derved får Willard og Lance en chance for at vende tilbage til civilisationen.

Filmen slutter så med Kurtz’ sidste ord ”the horror, the horror” over billedet, eller rettere billederne af Willards ansigt, den skaldede statue fra Kurtz tempel og billedet fra filmens start, helikopterne over den brændende jungle – altså rædslerne fra krigen, der hjemsøger dem begge.

Allegorisk set er Willards rejse mod Kurtz, en metafor for den rejse en soldat må tage ind i sit eget mørke. Coppola skaber vha. af den ydre konflikt, som består af selve rejsen op ad floden, igennem et hærget Vietnam, hvor Willard og hans mænd må se, og tage del i grusomheder der er svært håndgribelige for hver af dem, en indre konflikt, hvor hver alle besætningsmedlemmerne foretager en indre udvikling. Denne udvikling sker igennem, og parallelt med den ydre rejse. Hvor hver handling eller oplevelse, resulterer i, at besætningen ”rejser” længere og længere ind i dem selv, og oplever sider af dem selv og af mennesket de ikke troede fandtes.

Jo længere de rejser op ad floden bliver Willard også i stand til at kunne relaterer til Kurtz, og begynder så stille at kunne forstå grundene bag hans sindssyge.

Willard er dog i slutningen i stand til at løsrive sig mørket, om han og Lance er i stand til at vende tilbage til civilisationen ved man dog ikke

Filmiske virkemidler.

Coppola har i “Apocalyspe Now” forsøgt at fortælle en historie, om krigen effekt på menneskets sind. Dette har han gjort igennem selve historien om Willards rejse mod Kurtz, men også ved hjælp af et meget markant filmdprog.

”Apocalypse Now”s filmsprog gør sig bemærkelsesværdigt igennem dets surrealistiske udtryk, hvilket tager til i kraft og bliver mere markant jo længere man bevæger ind i junglen.

Gennemgående er klipperytmen i filmen meget rolig, og med lange indstillinger, der dog med korte mellemrum forstyrres af enkelte episoder, hastigheden stiger for at skabe action.

Ligeledes er underlægningsmusikken også meget dæmpet, og passer godt ind over, og afspejler Willards meget monotone monolog, der karakteriserer filmen.

Ud over de tidlige helekopterscener, er billedudsnittet generelt meget beskåret og benytter sig meget af nær, halvnær og halvtotal – hvilket er med til at give filmen en klaustrofobisk følelse.

Side 17

17

De gange hvor billedudsnittet går i total og supertotal, befinder man sig aldrig over træ niveau, og den indelukkede følelse bibeholdes i det lukkede landskab.

Som filmen udvikler sig og Willard og besætningen kommer længere ind i junglen, begynder unaturligt stærke kontraster i mellem lys og mørke at spille stærkt ind – Dette kan ses ved den sidste amerikanske forpost, hvor Willard og Lance går i land efter forsyninger. I scenen er der en lang række af udefinerbare lyskilder ovenfra, hvilket skaber et spil mellem det fuldt oplyste, og helt mørklagte. Det samme kan ses i Kurtz’ tempel, hvor specielt Kurtz altid er dækket af mørke over den ene side af ansigtet, og lys på den anden. Disse lys- mørke kontraster er med til at skabe et ydre billede, på den indre konflikt.

Røg og tåge er også et unaturligt stærkt element, der i de senere scener i filmen spiller en stærk rolle. Hver scene sundes hen imod slutningen, at blive brudt op af denne tåge – der giver et drømmelignende opbrud mellem scenerne. Tågen forstærker yderligere følelsen af indelukkethed, forvirring og fremmedgørelse.

Copolla opnår gennem denne specielle skildring af Vietnamkrigen, at skabe en stemning, af klaustrofobi og paranoia hos seeren, og fremviser gennem kameraet den psykologiske rejse mennesket går igennem i krig.

Sammenligning af filmen og bogen.

Coppolas film “Apocalypse Now” er løseligt skrevet over den korte roman “Heart of Darkness” af Joseph Conrad. Begge handler de om en flodrejse imod den mystiske Kurtz, der må sættes en stopper for. De to historier afviger dog betydeligt på en del områder, f.eks. omhandler ”Heart of Darkness” ikke Vietnamkrigen, men om udstationerede elfenbenshandlere i Afrika, i slutningen af det 19. århundrede. Historiens fortæller og hovedperson hedder, i romanen, heller ikke Willard men Marlow. Dog er der i de to historier mange tematiske ligheder, som jeg vil kortlægge.

- Den vestlige imperialisme.

Et af de mest markante temaer i ”Heart og Darkness” er imperialismen^{39}, koloniseringen af det

afrikanske kontinent. Hvilken Conrad igennem historiens fortæller Marlow kritiserer kraftigt.

39

Ekspansiv politik – forsøger at dominerer andre folkeslag.

Side 18

18

Den første halvdel af bogen handler hovedsageligt om Marlows første rigtige møde, med den vestlige imperialisme, og den udvikling han gør sig i takt med, at oplevelserne tager til.

Marlow starter med at fortælle en historie om en romersk kaptajn, der tager til England for at underlægge sig de engelske barbarer.

Hvad der er Marlows pointe med fortællingen, er at sammenligne romernes manglende forståelse for englænderne, dem selv, med europæernes mangel på samme over for afrikanerne.

Marlows kritik af romerne, og derved også kolonisterne, kommer til udtryk i sætningen: ”They grabbed what they could get for the sake of what was to be got. It was robbery with violence, aggravated murder on a great scale ,and men going at it blind – as is very proper for those who

tackle af darkness”^{40}.

Han uddyber yderligere sin foragt for imperialismen, da han fortæller om sin ankomst til den afrikanske kyst, hvor franske krigsskibe beskyder kystlinjen, øjensynlig uden grund.

Marlow udtrykker det: ”There was a touch of insanity in the proceeding”^{41}. Marlows problem er

dog, at han selv er en del af den invaderende meningsløshed, som imperialismen fører med sig, idet han er ansat hos kompagniet.

Marlow vælger at bryde med imperialismen, efter han møder en flok sorte slaver, der for Marlow allerede ser døde ud. Dette vækker afsky mod imperialismen, og sympati for de indfødte hos Marlow, dette er han dog den eneste i historien der har – og han står derfor også meget alene.

I ”Apocalypse Now” ser man den samme problemstilling, hvor der godt nok ikke er tale om kolonisering af et land for dets resurser. De amerikanske tropper har ikke desto mindre besat et fremmed land, i håb om at vestliggøre det – derved forbedre landet. Dette gøres dog fuldkommen uden forståelse for landets indfødte. Dette ses f.eks. i scenerne i Sampan, hvor de amerikanske tropper nedslagter vietnamesere i demokratiets navn. Amerikanerne er fremmede i et fremmed land og beskyder det ukendte, det samme usynlige mørke som Conrad fortæller at franskmændene beskyder.

I den imperialistiske tankegang, er der også stor forskel på idéen om oplysning af ”de vilde”, og ren undertrykkelse og udnyttelse af et land og dets indfødte. Dette illustreres godt i Kurtz’ rapport ”Suppression of Savage Costumes”, hvori Kurtz taler for en større frihed for de indfødte, men

                                                 42
samtidig gør brug af sætningen ”Exterminate all the brutes!” .

40

“Heart of Darkness” s. 10, l. 11

41

“Heart of Darkness” s. 20, l. 30

42

”Heart of Darkness” s. 72, l 17

Side 19

19

Det same finder man I Coppolas fim, hvor Willard læser Kurtz’ efterladte papirer, hvor Kurtz har skrevet ”Drop the bomb! Exterminate them all!”.

Imperialismen er et fællestræk i både filmen og i bogen. Dog ses den mere markant i bogen. Den eksister også i filmen, i form af de invaderende tropper, og er i filmen en stærk kritik af krigen og dens grundlag, mens bogen er en direkte kritik af kolonimagternes udnyttelse af andre lande.

- Lyset og mørket.

Spillet mellem lyset og mørket er en tilbagevendende konflikt, hvis kontraster findes i både bogen og filmen. Denne kontrast ses i f.eks. i bogen start, hvor Marlow besøger kompagniets hovedkvarter i London – på denne tid imperialismens højborg.

Byen beskrives som mørk og lukket, mens himlen over er fuld af lys og er åben.

I filmen kan kontrasten ses som et spil mellem lys og skygge, der specielt spiller ind i Kurtz’ tempel. Det er netop også hos, og i Kurtz disse kontraster eksisterer, og i ham findes konflikten.

Både i filmen og bogen er Kurtz rejst ind i junglen som idealist, han var et produkt af den ypperste på sin tid, i filmen hører vi, at han er en af de bedste militærmænd der nogle sinde er kommet ud af USA. I bogen er han et produkt af tidens Europa, han er maler, musiker og digter, en kultiveret og

oplyst mand. Marlow siger selv om Kurtz: ”I affirm that Kurtz was a remarkable man.”^{43}

og ”He was a universal genius” (s. 103, 36). I filmen siger Wilard: ”Like they said, he had an impressive career. Maybe too imoressive, I mean perfect” (“Apocalypse Now” 00.22.12).

Men Kurtz’ tid i junglen har forandret ham, og den mørke side, der er i alle mennesker, tager over pga. oplevelserne i junglen.

- Den indre rejse.

Temaet om den indre rejse slås for alvor fast tidligt i ”Heart of darkness”, hvor Marlow er på besøg

hos en af kompagniets læger, som siger til ham ” the changes take place inside, you know.”^{44}. Med

denne kommentar forvarsler doktoren, om de forandringer rejsen ind i junglen vil have på Marlow, og den største vil være I sindet – rejsen ind i mørket af menneskehjertet.

Marlows rejse op ad floden, er ligesom Willards, en rejse mod Kurtz’ indre og deres eget indre.

Både Marlow og Willard bliver nød til at teste deres egen moral, og må stå prøven at kunne skelne mellem godt og ondt, i omgivelser hvor de normale regler for mennesket ikke gælder.

43

”Heart of Darkness” s. 101, l. 9

44

”Heart of Darkness s. 17, l. 10

Side 20

20

Imens Marlow glider længere og længere op ad floden i båden, glider han, inde i sig selv også længere og længere væk fra civilisationen, og bliver derved isoleret fra den verden han kender.

Efter rorgængerens død mister Marlow også fællesskabet, og trækker sig mere ind i sig selv, han begynder nu at se frem til sit møde med den mystiske Kurtz. Marlows indre er i takt med rejsen begyndt at tage form som Kurtz’. Dette kan også ses hos Willard i ”Apocalypse Now”, hvor Willard langsomt identificerer sig med oberst Kurtz, og begynder at ligne ham mere og mere.

Kurtz ender med at blive et eksempel for Marlow af hvad, der kan ske med mennesket som følge af de ekstreme forhold der eksisterer i junglen. Der blottes en side af mennesket, en uhyggelig indre sandhed. Denne sandhed er den dyriske side i mennesket, som er den side Kurtz i ”Apocalypse Now”.

Gud er for Kurtz fuldkommen død, og han har ophøjet sig selv til en status som gud bland afrikanerne, og har skabt et samfund i hans forskruede verdensbillede – et kaos, et anarki, hvor mennesket ikke er hæmmet af moral. Kurtz gør helt op med autoritet – og gør derved sig selv fri.

Da Marlow ankommer til stationen, er Kurtz alvorligt syg, og Marlow får ham bragt ombord på båden for at tage ham med hjem til Europa, tilbage til virkeligheden og rationaliteten - ude af drømmen. Dette viser sig dog hurtigt at være en umulighed, Kurtz flygter nemlig for at vende tilbage til junglen. Marlow følger efter Kurtz for at konfrontere ham – hans mørke. Denne konfrontation er for Marlow et forsøg på at afslutte konflikten han har i sit eget indre.

Marlow, som ved, at Kurtz er dødeligt syg, siger til sig selv da han jagter ham: ”He can’t walk – he is crawling on all-fours – I’ve got him.” [45]. Kurtz kravler her på alle fire, præcis som et dyr – Kurtz er mere dyr end han er menneske.

Marlow får indfanget Kurtz og han lover ham , at hans navn og ry ikke ville lide last hjemme i Europa. Dette løfte er en stor sejr for Marlow da han slutter fred med sit mareridt, og accepterer mørket det i sig selv, men lader det ikke overtage ham ”- it was written I should be loyal to the

nightmare of my choice.”^{46}.

Kurtz dør i bogen ikke for Marlows hånd, som Kurtz gør for Willards i filmen. Dette er dog ikke mere end en fodnote i historiens fortælling, da temaet her er det samme i begge historier.

Nemlig den indre rejse, eller konflikt med sig selv, der opstår i disse ekstreme miljøer, hvor normal menneskelig moral ikke længere er en gældende faktor – men hvor den dyriske og mørke side af mennesket er styrende. Både Willard og Marlow oplever begge denne moralløse verden, hvor det rent ud sagt er ”jungleloven” der sætter dagsordenen, og det bliver derfor en test for både Willard

45

”Heart of Darkness” s. 93, l. 5

46

”Heart of Darkness” s. 92, l. 33

Side 21

21 og Marlow at bibeholde deres menneskelighed, og ikke at give efter hvad der i junglen virker som det logiske.

Konklusion.

Det centrale budskab er i både ”Heart of Darkness” og ”Apocalypse Now” et postulat om, at mennesket indeholder dybder, som er ukendte, dyriske, mørke og lyse. Vi er i højere grad, end vi forestiller os hersket af denne indre hemmelighed og konflikt.

Den ca. 60-70 årige tidsforskel der er på de to perioder historierne fortælles i, har derfor ikke stor betydning, da det det er den psykologiske effekt på mennesket der er det essentielle i begge historier.

Da Coppola har ført Conrads historie frem i tiden, og til den fiktive Nung-flod under Vietnamkrigen, er der selvfølgelig en del afvigelser i de to historier. Disse er dog irrelevante i forhold til hvad jeg anser for at være filmens præmis, og den egentlige historie der skal fortælles.

Det er karakterernes indre konflikt med sig selv, konflikten mellem det lyse og mørke, det dyriske og det menneskelige og moralske, der er den væsentlige tematik i de to historier.

Som general Corman så fint udtrykker det: ”…there is a conflict in every human heart between the rational and the irrational, between good and evil. And good does not always triumph”.

Side 22

22

Litteraturliste.

- Bøger:

- Schneider, Steven Jay – “1001 film du skal se før du dør”, 2007.

- Toft, Jens, ”Filmsprog, subjekt – samfund”, 1985.

- Stephenson, Ralph og Debrix, J.R. – ”Filmen som kunstart”, 1966.

- Hansen, Per Helmer – ”Den dramaturiske værktøjskasse”, 2006.

- Conrad, Joseph – “Heart of Darkness”, 1899.

- Conrad Joseph – “Mørkets hjerte”, 1899.

- Hjemmesider:

- Da.wikidepia.org

- En.wikipedia.org

- Infomodedia.dk

- Vietnamwar.com

- Dfi.dk