Analyse Hans Scherfigs novelle Butleren

Side 1

”Butleren”

En novelle af Hans Scherfig

Novellen ”Butleren” er på mange måder et typisk værk af Scherfig, hvori hans helt unikke Scherfig-konstruktion fremgår meget tydeligt. Hans Scherfig er på mange måder blevet kendt for sin unikke evne til at skildre og beskrive hierarkier og magtbalancer mellem mennesker i det etablerede samfund, som også tydeligt fremgår i værket ”Det forsømte forår”. I ”Det forsømte forår” får vi skildret skolegangen for en flok unge mennesker og deres kamp for respekt, anerkendelse og autoritet i det krævende samfund, og den undertrykkelse de var udsat for hos den dominerende lektor Blomme, som formåede som en anden diktator at skabe en vis frygt og rangforskel i sin klasse. Hans Scherfig formår også i ”Butleren” at beskrive hvilke sammenbrud der kan fremkomme når titler og rangorden bliver det altoverskyggende mål, og når mennesket, fokuseret på de samfundsskabte konventioner og omgangstoner, kæmper for en anerkendelse i samfundet.

Novellen tager udgangspunkt hos en ung maler, som har fået til opgave at dekorere et børneværelse på det gamle engelske slot ved navn Daverill Hall. Slottet tilhører en meget from og fornem slægt, som i århundreder har boet på dette slot og hvor slægtens efterkommere stolt har videreført slægtens traditioner og normer. På slottet møder kunstmaleren lord Daverill og hans Butler, James. I løbet af novellen får kunstmaleren mere og mere opmærksomhed af lorden, hvilket gør butleren jaloux. Til slut i novellen bliver det for meget for butleren, som simpelthen bliver vanvittig og giver sig i kast med at smadre lordens porcelæn. Dagen efter alt dette er alt som det var før, og kunstmaleren forlader slottet i samme stand som da han ankom, og butleren er igen sig selv igen, som om intet var hændt.

Tidsmæssigt befinder vi os i det århundrede, hvor fotoet er opfundet, og hvor et stigende behov for at gøre oprør med de nøjagtige linier og næsten perfekte efterligninger fra virkeligheden er fremherskende. Vores kunstmaler her forstår disse nye tendenser inden for kunst og teknologi såvel som i politik. Hans penselstrøg er mere letsindige end fortidens kunstmalere, og han maler ud fra sit indre billede og ikke efter en skulptur eller et motiv foran sig. Hans elefanter ligner ikke én bestemt elefant men derimod blot en skikkelse af alle elefanter. Han stammer muligvis fra et veluddannet miljø, hvorfra han har et indblik i den moderne kultur og kunst.

Side 2

Da han ankommer til slottet bliver han mødt af butleren James. James er det, man forbinder med en rigtig butler, et rigtigt pragteksemplar som kan betragtes som forbillede hos alle sine kollegaer.

James’s forfædre har ligesom ham været hushovmestre. ”James var et resultat af generationers korrekthed og værdighed.” (S. 3 Linje 20).

Novellen bliver fortalt ud fra kunstmaleren, som er en jeg-fortæller. Dette gør også, at vi får et bedre indblik i hans tanker og meninger om dette slot og dets ejer, Lord Daverill. Vi fornemmer at kunstmaleren i begyndelsen er meget imponeret over dette nye sted, og ikke mindst butleren. Han synes, ligesom mange andre, at James er en prestigefyldt butler som giver slottet et godt ry. Han har meget respekt over for slottet, da det udefra virker så flot og ikke mindst på grund den ros lord Daverill har givet hans malerier. ”Hele anlægget går ud på at imponere den besøgende, at overvælde ham, at indgive ham en følelse af lidenhed og usselhed, for at han, når han langt om længe stedes for Hans Herligheden, lord Daverill, skal føle sig som en genert elendig orm.” (S. 1 Linje 8). Det var også det, som skete for kunstmaleren, og med et tvivlede han ikke længere på slotsindbyggernes intellektuelle overlegenhed. Det er først til middagen, hvor kunstmaleren bliver overrasket over lorden og ikke mindst de andre beboer. ”Lorden blev så elskværdig at tale om Sverige, som han mente måtte være hovedstaden i København. Og en oberst med hvidt overskæg udspurgte mig om vikingerne og nægtede at tro på, at mine landsmænd ikke mere drev sørøveri.” (S.

5 Linje 21). Det er her at kunstmaleren for første gang bliver skuffet over den manglende viden hos dette herskab, og den bliver ikke mindre da samtalen falder på emnet kunst, hvor han, uden at bemærke stilheden omkring sig, begynder at fortælle om Bernard Shaw. ”Undskyld Sir, men det er Dem formodentlig ikke bekendt, at Mr. Shaw er – en socialist”. (S. 6 Linje 19). Intet menneske uden kendskab til familien kunne kende til deres forhold og fordomme overfor socialister, og det berør også kunstmaleren meget dybt, at de overhovedet har disse fordomme. Man fornemmer tydeligt, at Hans Scherfig er en socialist ved den måde han beskriver slottet på i løbet af novellen. Han finder systemet på slottet meget overfladisk, upersonlig og usocialt.

En anden person som spiller en væsentlig rolle er selvfølgelig butleren, James. Han er perfektionist og født ind i slottes system. Kunstmaleren tvivler ikke på hans evner som butler og hushovmester og det er også ham som overvåger stort set alt der foregår på slottet. Han er dog en meget dømmende person, og han finder folk udefra, som for eksempel kunstmaleren, under hans standard.

Han er lord Daverill’s højre og uundværlige hånd. Han væmmes ved kunstmalerens malerier som

Side 3

ikke ligner perfekte elefanter. Han finder det meget upassende at der nu skal ting ind på slottet som ikke altid har været der. Han misunder også uden tvivl den opmærksomhed, som kunstmaleren får af lord Daverill. Han føler, at han har gjort sig meget mere fortjent til lordens gunst. Pludselig kan den ellers så beherskende og perfekte butler ikke længere holde sin vrede og jalousi tilbage og går amok. Kunstmaleren samlinger her butleren med en dresseret elefant som pludselig uden synlig grund går amok og bliver vild og vanvittig (S. 10 Linje 1). Butleren udtrykte selv under hans sammenstød med lorden og kunstmaleren under lordens rundvisning af billeder, at ”England venter, at alle elefanter gør deres pligt!”. (S. 8 Linje 5) Ud fra dette kan vi drage, at butleren James, opfatter sig selv som en elefant, der blot gør sin pligt.

Efter butlerens pludselig udbrud tager lorden det overraskende stille og roligt. Dette skyldes muligvis den opdragelse han har fået, hvor det vigtigste er at bevare den rolige omgangstone og ikke vise sig følelsesmæssigt besværet eller ukoncentreret.

”For første gang følte jeg sympati for James. Dette mærkelige væsen var altså alligevel et menneske”. (S. 10 Linje 11). Pludselig går det op for kunstmaleren at Butleren ikke blot er ”butleren”, men også James, mennesket, som faktisk har følelser.

Novellen har en kronologisk fremgangsmåde, dog med et enkelt flashback i starten. Sproget er let og forståeligt uden de helt store besværligheder og faktisk uden metaforer eller liggende, hvilket gør den meget let at læse. Hans Scherfig anvender blandt andet ironi i historien omkring den måde han får kunstmaleren til at beskrive forskellige ting på slottet. Som så mange andre noveller, og ligesom ”Det forsømte forår”, har ”Butleren” også et slags budskab. I novellen han Scherfig prøvet at skildre den absurde adfærd som titler og status medfører hos mennesker, og ikke mindst den magtkamp og balance som findes i en verden og samfund hvor din status i samfundet betyder alt.