Analyse Hans Scherfigs novelle Butleren

”Butleren”

En novelle af Hans Scherfig

Novellen ”Butleren” er på mange måder et typisk værk af Scherfig, hvori hans helt unikke Scherfigkonstruktion fremgår meget tydeligt. Hans Scherfig er på mange måder blevet kendt for sin unikke evne til at skildre og beskrive hierarkier og magtbalancer mellem mennesker i det etablerede samfund, som også tydeligt fremgår i værket ”Det forsømte forår”. I ”Det forsømte forår” får vi skildret skolegangen for en flok unge mennesker og deres kamp for respekt, anerkendelse og autoritet i det krævende samfund, og den undertrykkelse de var udsat for hos den dominerende lektor Blomme, som formåede som en anden diktator at skabe en vis frygt og rangforskel i sin klasse. Hans Scherfig formår også i ”Butleren” at beskrive hvilke sammenbrud der kan fremkomme når titler og rangorden bliver det altoverskyggende mål, og når mennesket, fokuseret på de samfundsskabte konventioner og omgangstoner, kæmper for en anerkendelse i samfundet.

Novellen tager udgangspunkt hos en ung maler, som har fået til opgave at dekorere et børneværelse på det gamle engelske slot ved navn Daverill Hall. Slottet tilhører en meget from og fornem slægt, som i århundreder har boet på dette slot og hvor slægtens efterkommere stolt har videreført slægtens traditioner og normer. På slottet møder kunstmaleren lord Daverill og hans Butler, James. I løbet af novellen får kunstmaleren mere og mere opmærksomhed af lorden, hvilket gør butleren jaloux. Til slut i novellen bliver det for meget for butleren, som simpelthen bliver vanvittig og giver sig i kast med at smadre lordens porcelæn. Dagen efter alt dette er alt som det var før, og kunstmaleren forlader slottet i samme stand som da han ankom, og butleren er igen sig selv igen, som om intet var hændt.

Tidsmæssigt befinder vi os i det århundrede, hvor fotoet er opfundet, og hvor et stigende behov for at gøre oprør med de nøjagtige linier og næsten perfekte efterligninger fra virkeligheden er fremherskende. Vores kunstmaler her forstår disse nye tendenser inden for kunst og teknologi såvel som i politik. Hans penselstrøg er mere letsindige end fortidens kunstmalere, og han maler ud fra sit indre billede og ikke efter en skulptur eller et motiv foran sig. Hans elefanter ligner ikke én bestemt elefant men derimod blot en skikkelse af alle elefanter. Han stammer muligvis fra et veluddannet miljø, hvorfra han har et indblik i den moderne kultur og kunst.