Dommeren af Svend Åge Madsen | Novelleanalyse

Dommeren

Kriminovellen ”Dommeren” blev skrevet af Svend Åge Madsen (SÅM) i 1965. Det særligt spændende ved denne novelle, er fortælleren, og forfatterens fremstilling af fortælleren som menneskelig. Forfatterens opfattelse af krimigenren, er i strid meod den klassiske krimigenrer, og hans ”krig” mod denne opfattelse er også særlig spændene og hænger i stor grad sammen med hans beskrivelse STX 2.g Fortælleren i novellen er en jeg-fortæller, hvilket forekommer naturligt, da teksten skal fungere som en form for rapport for hovedpersonen. Kønnet af hovedpersonen fremgår dog ikke klart af teksten, og der kan kun gættes på dette. I det følgende vil hovedpersonen dog betegnes som en kvinde, da det gør det lettere at kende forskellen på de to eneste karakterer i novellen. Hovedpersonen springer dog let over vigtige ting i sin rapport, såsom dødsåret på liget, som muligvis ville kunne hjælpe med opklaringen af mordet. Er såret menneskeskabt, et lige snit, tilfældet udformet, eller noget helt fjerde? Hovedpersonen konkluderer dog for os, at der ikke kan være tale om selvmord eller en naturlig død. Efter hovedpersonen har udnævnt sig selv til dommer og politidirektør, på den ellers øde ø, går jagten på morderen umiddelbart i gang. Hovedpersonen er dog begrænset, idet hun ikke umiddelbart besidder nogle uddannelse, som kan hjælpe hende til opklaringen af mordet. Hun siger direkte, at hun i hvert fald ikke er læge, og bare tanken om at stige til en så høj position, såsom politikdirektør eller dommer, mener hun at ville more hende umådeligt.

Fremgangsmåden, hvorpå mordet opklares, og ikke mindst rapportens opstilling, viser tydeligt, at hun ikke har nogen erfaring som detektiv. Hendes metoder virker ikke gennemtænkte, men en reaktion på desperation. Hun tilbringer meget lidt tid med liget, og omtaler det endnu mindre, hvilket kan tyde på, at hun har haft et personligt forhold til den afdøde. At de sover i samme seng, gør denne teori endnu mere sandsynlig. Teorien gøres næsten stensikker, eftersom de af eget valg bor på en øde ø, uden kontakt til resten af verdenen. Deres ønske om at dø isoleret, skyldes med al sandsynlighed, at deres kærlighed er uønsket, der hvor de er flygtet fra. Det sidste bevis, på deres forhold som elskende, som også kan være et tegn på hendes psykiske lidelser, er, at hun op til flere gange graver liget op for at undersøge det. Hun giver ingen forklaring på, hvad hun undersøger, eller har tænkt sig at undersøge.