SRP om Det uperfekte menneske og narcissisme i det senmoderne samfund

Side 1

Det narcissistiske menneske i det senmoderne samfund

Dansk A og samfundsfag A

STX 3.g

Vejledere:

Holstebro Gymnasium og HF

Problemformulering:

• Redegør ud fra en eller flere teoretikere for centrale træk ved det senmoderne samfund med fokus på narcissistiske tendenser.

• Giv med udgangspunkt heri en analyse af Jørgen Leth: Det uperfekte menneske samt en diskussion af bogens genre

• Foretag en vurdering af denne genre i forhold til det senmoderne samfund

Side 2

2

Abstract

In the late modern society, Narcissism is used increasingly in the late modern society, to de-scribe each individual's need for a staging oneself. I will examine why people in the late mod-ern society have tendency to become self-recording, and what this self-recording implies. This is interesting to scrutinize, since the establishment of debates about whether humans frame themselves too much in relative to the boundaries between the private sphere and the public sphere.

The investigation of this problem is through the theorists of the late modern society's opinions on human development in relation to identity information, and from those theories, targeting an analysis of the narcissist's, Jørgen Leth's, book The imperfect man. Out from the analysis, the genre of the book will be discussed, since this is a genre, which focuses on the problems between the private sphere and the public sphere in the late modern society.

These studies have shown the fact that in the light of the development of the society, the hu-man kind has more need for acknowledgment and confirmation, since this is how the man in the late modern society builds up its identity up. The individual gets this confirmation through the media, which has created new opportunities for a human being.

It is in these media where the man can mirrored himself, and therefore gains the recognition

which humans crave for, by staging himself. This is where the boundaries/limits between the

private sphere and the public sphere can create a debate, because a staging of a life necessari-ly do not need to be the whole truth about the life. The society can therefore no longer keep track of what is fiction, and what is fact.

Side 3

3

Indhold

INDLEDNING 4

TEORETIKERES SYN PÅ DET SENMODERNE SAMFUND 5

Anthony Giddens 5

Adskillelse af tid og rum 5

Sociale relationer, der rekonstrueres på tværs af tid og rum 5

Øget refleksivitet: alt er til diskussion 6

Christopher Lasch 7

Thomas Ziehe 8

JØRGEN LETH: DET UPERFEKTE MENNESKE 8

Fortælleren 9

Jørgen Leth 10

Miljø 13

Tema og Budskab 14

Diskussion af bogens genre 15

BIOGRAFIEN I DET SENMODERNE SAMFUND 16

Medier som et spejl 18

Konsekvenser 18

Opløsning 19

Opløsningen i forhold til Jürgen Habermas’ teori om den borgerlig offentlighed 19 Camilla Schwartz Hvorfor er vi bange for autofiktionen? 20

KONKLUSION 21

LITTERATURLISTE 23

Side 4

4

Indledning

Det traditionelle samfund byggede på traditioner og normer. Mennesket var i høj grad bundet af den sociale arv og samfundets traditioner i form af sociale hierarkier, og havde derfor ikke mulighed for at udvikle sin egen identitet. I det traditionelle samfund blev man født med den identitet, som skulle følge individet resten af livet.

Men i dag lever vi i et samfund, som har været præget af store udviklinger og forandringer, hvilket er betegnet som det senmoderne samfund. I dag er samfundet aftraditionaliseret, og det store spørgsmål er derfor ”hvordan skal min identitet se ud?” Identiteten i dag er individets billede på sig selv. Det er dét billede i offentligheden, som præsenterer menneskets identitet, og derfor er det vigtigt for mennesket at iscenesætte sig selv. Dette bliver gjort gennem medierne, og derfor har mediernes udvikling været en vigtig brik, for at kunne danne sig en identitet.

Gennem dette projekt, vil der ud fra teoretikere blive redegjort for centrale træk ved det senmoderne samfund med fokus på narcissistiske tendenser. Derudfra en analyse af Jørgen Leths erindringsbog Det uperfekte menneske – scener fra mit liv med udgangspunkt i teoretikernes teorier om det senmoderne samfunds individ i forhold til narcissisme. Derudover en diskussion af bogens genre, da denne genre har betydning for forståelsen af menneskets behov for iscenesættelse af sig selv. Til sidst bliver der foretaget en vurdering af denne genre i forhold til det senmoderne samfund med inddragelse af Camilla Schwartzs artikel Hvorfor er vi bange for autofiktionen?, for derefter at beskrive konsekvenserne ved denne genre og samfundets udvikling, og hvad den gør ved menneskets identitetsdannelse i det senmoderne samfund. Individet skal selv skabe sin identitet, hvilket det gør ved at spejle sig i samfundet og ud fra denne spejling udstille sig selv gennem medierne.

Narcissisme

Oprindeligt stammer begrebet narcissisme af græsk Nárkissos som er navnet på en ung mand

                                                  1
der ifølge græsk mytologi blev forelsket i sit eget spejlbillede. Begrebet har dog sidenhen

skiftet en del betydning fra en forelskelse i sit eget spejlbillede til selvoptagethed og egoisme.

Narcissisme er et begreb individet i det senmoderne samfund stilles overfor i forhold til identitetsdannelsen.

1

Nudansk Leksikon side 836

Side 5

5

Teoretikeres syn på det senmoderne samfund

Anthony Giddens

Det senmoderne samfund er Anthony Giddens’ udtryk, som skal betegne det nutidige

samfund.^{2} Han fastholder fortsat modernitet, samtidig med han ser vidtrækkende ændringer,

                                  3
som han betegner radikaliseret modernitet.

Giddens lægger altså vægt på, at det senmoderne samfund ikke er et postmoderne samfund, idet samfundet stadig er moderniseret, dog med radikaliserede ændringer.

Anthony Giddens mener, at det senmoderne samfund afspejles af et samfund som er i konstant bevægelse. Bevægelserne er forandringer der har skabt senmoderniteten, og her nævner Giddens tre afgørende faktorer for forandringer som har gjort samfundet til senmoderne.

Adskillelse af tid og rum

Før det moderne samfund, var individet bundet af tid og sted, idet man i det traditionelle samfund ikke havde de samme transportmuligheder. I det senmoderne samfund er afstande i verdenen brudt ned på grund af den geografiske mobilitet, og individet er nu ikke længere bundet på grund af en afstand.

Hertil har de nye kommunikationsmuligheder i det senmoderne samfund også understøttet en nedbrydelse af tiden og stedet. De nedbrudte tendenser har præget samfundet af en retning af uafhængighed.

Sociale relationer, der rekonstrueres på tværs af tid og rum

Da vi i dag har denne adskillelse af tid og rum, er det muligt for os at have sociale relationer, der ikke er begrænset til at foregå i det lokale samfund, men derimod kan

                                                      4
foregå overalt i verden, flere tusinde kilometer fra vores eget hjem. Endvidere skriver

Giddens om, at tillid er vigtig i forhold til samfundets opretholdelse. Ifølge ham, kan man skelne mellem to forskellige typer af tillidsrelationer. Den første af disse er ansigt-til-ansigts-relationer, hvor det konkrete møde er i centrum. Tidligere var denne type tillidsrelation den vigtigste, men i dag er det derimod de ansigtsløse relationer, altså tillid

2

http://samfnu.systime.dk/fileadmin/filer/Tekster/Emne2/k_moe_senmod_samf.pdf

3

http://samfnu.systime.dk/fileadmin/filer/Tekster/Emne2/k_moe_senmod_samf.pdf

4

Sociologi ABC, side 184

Side 6

6

                      5
til systemer, der er vigtigst.

Giddens mener videre, at selvom vi konstant vurderer, hvor stor udstrækning, vores handlinger er risiko-betonede, så er der samlet set sket en risiko-reduktion. Grunden til at vi anser de moderne risici som værende mere faretruende, er fordi vores refleksionsniveau

er øget.^{6}

Øget refleksivitet: alt er til diskussion

Giddens mener at den tredje faktor der spiller ind for det senmoderne samfunds udvikling, er den øgede refleksivitet. At reflektere har en del at gøre med at spejle sig selv i

           7
omgivelserne. Alt hvad individet gør bliver reflekteret i forhold til sig selv og andre.

Refleksionerne bliver gjort, fordi man ikke længere accepterer de gamle normer og traditioner. Dette er det samme som aftraditionalisering, og det er her alt bliver til en diskussion, fordi de gamle traditioner ikke længere er accepteret.

I og med at samfundet er blevet aftraditionaliseret, bliver de traditionelle autoriteter i samfundet svækket, og man må derfor ty til nye valg, end de valg man traditionelt ville have tyet til. Derfor må individet reflektere ved at spejle sig i dets omgivelser, for at kunne tage valget. Giddens mener altså, at det er et alment træk ved mennesker, er at vi konstant regulerer vores handlinger på baggrund af refleksion. Denne udvikling kalder Giddens for høj-refleksivitet og skal ses i lyset af den aftraditionalisering, der tvinger os til at reflektere

                                                    8
over beslutninger, der førhen var indlysende og givet på forhånd.

Aftraditionaliseringen har medført, at intet er givet. Tro, normer og værdier er i højere grad blevet noget, vi vælger. Deraf følger naturligt et øget fokus på os selv og vore omgivelser for

at finde vores måde – finde os selv.^{9}

Med Giddens begreb, refleksivitet, vil personen konstant spejle sig i omgivelserne, for at kunne tilpasse sig og dermed opnå accept fra de omgivelser personen bliver spejlet i. Det senmoderne mennesket er et fleksibelt menneske, og derfor er det ikke længere det indre i form af normer og moral, som styrer personen, men derimod det ydre i form af det personen

5

Sociologi ABC, side 184

6

Sociologi ABC, side 185

7

Sociologi og modernitet, side 48

8

http://www.e17.dk/inspiration/forfattere/anthony-giddens

9

http://samfnu.systime.dk/fileadmin/filer/Tekster/Emne2/k_moe_senmod_samf.pdf

Side 7

7

                               10
spejler sig i, som vil være det styrende.

Det vil altså sige, at ifølge Giddens er mennesket i det senmoderne samfund stræbende efter anerkendelse og accept, og dette skal være en følge af personens refleksivret individualisering.

Ifølge Giddens er individualiseringen de individuelle valg individet tager. Førhen var der ikke specielle valg at tage, da individet var underlagt traditioner og den sociale arv. Men dette er i det senmoderne samfund ikke nær så fremherskende. Traditionsopløsningen og den øgede

                                                             11
mobilitet i samfundet betyder nemlig at mennesket selv skaber sin identitet. Med andre ord

er individet eksisterende via anerkendelsen fra omgivelserne, og narcissismen bliver derfor en menneskelig forudsætning for velbehag i hverdagen.

Christopher Lasch

Den amerikanske historie- og sociologiprofessor Christopher Lasch delte nogle af Giddens holdninger i forhold til individet i det senmoderne samfund. Han mente, at samfundsudviklingens forandringer havde negative konsekvenser, eftersom det i det moderne

                                                               12
samfund var individets begær, der stod højere end det traditionelle fællesskab. Lasch udtaler

sig ”… Derfor er han afhængig af andre for at få stadige indsprøjtninger af anerkendelse og

                                                            13
beundring. Han må knytte sig til nogen, leve et næsten parasitagtigt liv…” De magen til

delte holdninger til Giddens kommer her til udtryk, idet Lasch gør opmærksom på, at det senmoderne mennesker stræber og lever efter anerkendelse og beundring, hvilket personen får ved at spejle sig i dets omgivelser, så den omtalte person kommer til at leve et parasitagtigt liv, hvor handlinger er på bekostning af omgivelserne.

Denne måde at leve på, beskriver Lasch som en narcissistisk levevis, og da væremåden har ramt en stor del af hele befolkningen, beskriver Lasch befolkningen som værende en del af den ”narcissistiske kultur”. Lasch beskriver en levevis, der har ført den konkurrenceprægede individualismes logik til en yderlighed af alles-kamp-mod-alle, en jagen efter lykken helt ud i

                                    14
den narcissistiske selvoptagetheds blindgyde.

10

http://samfnu.systime.dk/fileadmin/filer/Tekster/Emne2/k_moe_senmod_samf.pdf

11

Sociologi og modernitet side 57-58

12

Sociologi og modernitet, side 133

13

Narcissismens kultur – en analyse af et samfund i opløsning side 51

14

Sociologi og modernitet side 133

Side 8

8

Thomas Ziehe

Thomas Ziehe er endnu en person, som har arbejdet med narcissismeteorierne. Han lægger sit fokus på den kulturelle frihed, og som før nævnt, at individerne er blevet frigjorte fra autoriteterne. Mennesket i det senmoderne samfund har derfor ikke traditionerne at binde sig til. Det skyldes simpelthen, at der ikke er så meget, der er givet længere, hvilket betyder at det

                                                 15
enkelte individ selv skal til at skabe egne roller og identiteter.

De centrale træk ved det senmoderne samfund med fokus på narcissistiske tendenser, er altså baseret på den måde samfundet har udviklet sig på, og hvad dette har gjort ved mennesket og derpå samfundet. Som tidligere nævnt er autoriteterne svækkede, og individet har derfor ikke nogen at se op til mere. Ifølge den franske filosof Lyotard, er de store fortællinger døde for den vestlige verden. Med de store fortællinger mener Lyotard de store ideologier som nationalismen, liberalismen og marxismen osv. Når disse fortællinger ikke længere er centrale i vores forståelse og definition af os selv, kan de ikke tillægges en identitetsdannende

       16
funktion. Individet har derfor ikke længere en autoritet som kan støtte en identitetsdannelse,

og derfor må individet selv søge dette ved at reflektere sig selv i omgivelserne. En sådan spejling af sig selv i forhold til den omverden personen befinder sig i, vil blive en stræben efter beundring og accept, hvilket højst sandsynlig vil føre til selvoptagethed, egoisme og senere selvkærlighed, altså narcissisme.

Jørgen Leth: Det uperfekte menneske

Kolofonen på Jørgen Leths bog Det uperfekte menneske skriver: ”Og DET UPERFEKTE

MENNESKE handler om et menneske, der har sans for at gribe livets æstetiske og erotiske muligheder og de sublime øjeblikke, det være sig i en bordtenniskamp, et digt, et filmklip, en klaversolo, en massespurt, et samleje, et venskab, men også med et skarpt blik for

                                                                      17
omkostningerne ved leve som æstetiker: rastløsheden, depressionerne og ensomheden.”

Bogen handler som sagt om Leths liv opdelt i øjeblikke. De minder han beskriver har hver deres kapitel i bogen med en overskrift, der redegør for, hvad det næste kapitel vil beskrive i hans liv. Der er i alt 47 kapitler, og gennem dem beskriver han i et næsten kronologisk forløb de mest betydelige øjeblikke, som har gjort Leth til den mand han er i dag, altså Leths opbyggelse af identiteten.

15

Sociologi ABC side 145

16

Selviscenesættelse gennem medier side 39

17

Det uperfekte menneske, bagsiden

Side 9

9

Selvbiografien er udgivet i 2005. Den er udgivet i en tid, hvor det siges at traditioner og normer ikke længere findes. Alligevel har de gamle tabuer angående seksuelle bedrifter skabt debat, trods selvbiografiens udgivelse i et aftraditionaliseret samfund.

Fortælleren

Fortælleren i Det uperfekte menneske er Jørgen Leth selv, som genfortæller sin egen livshistorie. Leth kan navneidentificere sig som forfatter, fortælleren og hovedpersonen.

Fortællingen er altså en selvbiografi som både henviser til det skrivende subjekt, Leth, men også til det biografiske, som er scenerne fra hans liv. Da det er ham selv, der skriver om sin fortid og oplevelser, lægger det op til en fortællersynsvinkel set gennem hans egne øjne.

Derved kan han principielt pynte på sin egen fortælling om sig selv, og derved lægge meninger og holdninger om sin personlighed ind på læserens nethinden, uden at læseren vil vide om det er hans egentlige personlighed, man bygger sig et billede af, eller hans personlighed som et pyntet subjekt. Fortællersynsvinkel er altså en ”jeg-fortæller”, og Leths liv får læseren beskrevet inde fra Leths indre, dermed en indre vinkel af hans tanker og opfattelser, men en ydre af hans omgivelser.

Han beskriver sine oplevelser gennem et korrekt og ligetil sprog, hvilket giver en nøjagtig gengivelse af hvad han ser. Dog har Leth en hang til at genfortælle øjeblikke fra sit liv mere end én gang, hvilket ”giver bogen en løs, rapsodisk form, som understøttes af de ultrakorte punktuelle og poetiske notater, der er klippet ind undervejs, og som kan beskrive en filmscene

hos Godard, en stemning, et sted.”^{18} Ergo, Leth beskriver sin verden kort og godt med enkelte

poetiske notater undervejs, hvilket medfører til, at hans sætninger bliver en smule æstetiske. I forholdet til brug af metaforer hælder Leth mere til erotiske gengivelser af oplevelser end et billede eller sammenligning til at beskrive en gældende situation. ”De forvildelser, Leth finder utilgivelige, er især stilistiske. Hellere erotiske eskapader end at bedrive metafor i en

                                    19
>>overophedet modernistisk efterklang<<” Han er en ægte provokations fortæller i forhold

til samfundets normer om visse tabuer, men det er netop disse provokationer, som har skabt den berygtede figur, som er blevet til en slags autoritet overfor andre, men til gengæld er han som person også blevet et diskussionstabu, på grund af det seksuelle han har beskrevet så ganske kort gennem et æstetisk syn.

18

Selvskreven, side 32

19

Selvskreven, side 27

Side 10

10

Derudover bruger Leth forskellige tider til at beskrive sine erindringer. Dette afhænger af, hvilken position han står i. Er han aktøren beskriver han sine erindringer gennem en nutidisk fortælling, men er han observatøren over et tilbageblik på hvordan en situation er endt som den er, bliver fortællingen beskrevet i datid. Eksempel på overgangen: ”Jeg støder langsomt og dybt. Holder pause, støder igen. […] De havde den leg, at de ville svømme ganske tæt på

mig og røre mig. Jeg greb fat i hende…”^{20} Dette giver læseren en mulighed for at kunne

skelne mellem Leths scener i forhold til, om de er en forklaring af en situation, eller selve handlingen.

Jørgen Leth

Leths sans for at beskrive de sublime øjeblikke hænger sammen med hans nysgerrighed, hvilket gør ham i stand til at opleve situationerne og derefter skrive om dem. Ifølge sin egen karakteristik af hans personlighed, skriver han, ”Det var vel også nysgerrigheden, som fra

                                                                         21
starten gjorde at jeg var en god journalist. Jeg var, som Engberg sagde, god til at opleve.”

Leth starter sin selvbiografi ud med at beskrive sansen, at se. At se har nemlig en stor betydning for Leth, da det er den sans har bruger mest, den sans han bruger til at beskrive sine øjeblikke med, og den sans han bygger sine billeder op med. Mange ser som sagt hans bog som en provokation mod samfundets normer, men hans egentlige hensigt, er at beskrive

hvordan verden hænger sammen, hvis man er tro mod kroppen og sansningerne.^{22} Det første

kapitel i bogen, Han bruger sine øjne, henviser dermed til, hvordan Leth som subjektet bruger sine øjne, og hvordan synet bliver til det, som styrer ham, styrer hans drifter, erotikken, og det Leth tilsammen vil beskrive som kunsten.

Han lærte at bruge synet som barn, og ud fra kapitlet er det Leths fader, som minder ham om hvor vigtigt synet er, og hvordan han skal bruge det. Han lægger derfor vægt på, hvor vigtigt det er, at læseren af bogen ved, at Leth tager udgangspunkt i det han ser, da det er hans måde at orientere sig på, og det er derfor han er blevet den person han er i dag.

I et klip om Leth som person, The Imperfect Human: Jørgen Leth, fortæller Leth også om sin barndom, og hvordan han mindes sanselighedens vigtighed. ”Husk nu at bruge dine øjne. Når

jeg tænker tilbage på barndommen, så kan jeg jo se, at jeg havde en stor fantasi.”^{23} Netop

20

Det uperfekte menneske, side 308-309

21

Det uperfekte menneske, side 106

22

http://www.information.dk/151081

23

http://www.youtube.com/watch?v=QURq4tQgqUg

Side 11

11 denne fantasi brugte Leth allerede dengang til at skabe sin personlighed og identitet, idet han prøvede på at iscenesætte sit eget liv. ”Jeg kunne lide at se billede for mig.[…] Og jeg begyndte at iscenesætte.[…] Jeg blev en slags iscenesætter af nogle bestemte lege, der skulle

             24
efterligne livet.” Han beskriver altså hvordan han allerede som barn prøvede på at

iscenesætte sig selv, for at blive en del af det accepteret liv. Denne måde at iscenesætte på, bruger han også i sin erindringsbog, da han prøver på at iscenesætte hans oplevelser gennem de litterære beskrivelser af hvad han ser.

I og med Jørgen Leth selv erklærer sig som en iscenesætter og på baggrund af den måde han nedskriver sine beretninger om de oplevelser han har gjort sig, får han en dobbelt rolle i sin egen selvbiografi. På den ene side er han aktøren, den handlende person hvor omkring historien tager sted. På den anden side er han den observerende, som ser sig selv handle. Han danner billederne inde i sit eget hoved ved hjælp af fantasien og på den måde iscenesætter han sine egne handlinger efter den måde han ser dem på i fantasien, men ikke direkte faktuelt. Et eksempel på, hvordan han ser sig selv som observatøren er: ”Jeg så mig selv tage, hvad der

           25
tilhørte mig.” Dermed beskriver Leth ikke direkte situationen som den skete, men hvordan

han forestiller sig den. Leth beskriver også sig selv med denne dobbelthed. ”… der kommer sivende fra baghovedet og fremkalder en dobbelteksponering af denne scene, således at jeg

både er midt i den og kan iagttage den udefra?”^{26} I dette citat er Leth ved at undersøge

hvorfor han er besat af en ung krop, og kommer til sidst frem til, at én grund kunne være at han i sit eget hoved, altså fantasien, danner sig et billede af ham selv i aktion set udefra, hvilket ophidser ham, på samme tid med, at det er ham selv midt i aktionen.

Denne dobbelthed som er skabt ud fra hans hang til at iscenesætte sig selv ved hjælp af sin fantasi, gør de faktuelle beskrivelser i hans erindringer tvivlsomme, idet hans erindringsbog, foruden de resterende personer, begivenheder og geografiske steder, kan være selvopfundet for at pynte på sin egen personlighed, eller i denne situation give sin personlighed mere kød på, for at skabe opmærksomhed.

Som før nævnt, mener de sociologiske teoretikere at autoriteterne er svækkede i det senmoderne samfund. Dermed er man som kunstner nødt til at skabe sig selv som en autoritet, og her har det enkelte menneske frihed til at forme sin egen fortællingen, som danner personens identitet. For at danne identiteten er det vigtigt at spejle sig i omgivelserne, og

24

http://www.youtube.com/watch?v=QURq4tQgqUg

25

Det uperfekte menneske, side 310

26

Det uperfekte menneske, side 310

Side 12

12 derfor er der mange læsere, som er oprørte over Leths genfortællinger af sine erotiske handlinger, fordi han ikke spejler sig i de danske omgivelser, men i de haitianske. Her skal man som læser vide, at det Leth gerne vil fortælle gennem sit værk, er hvordan han lever livet rundt om i verden, og specielt på Haiti, for at beskrive hvordan det har påvirket ham. Han siger i Sanselighedens pris ”Det hele handler om at forklare, og leve livet i andre bider end i

Danmark”^{27} Han vil dermed gerne forklare hvordan det er at leve på Haiti i forhold til det

seksuelle, og hvordan forskellen er i forhold til Danmark. Så danskere bliver forstået i deres berøringer til afskyen af disse beretninger, men det er ikke en direkte unormal opførelse på Haiti, hvor han selv er blevet forført af Kokkens datter.

Igennem Leths værk beskriver han både de opture han har haft, men også de nedture han har været igennem. Nedturene er de depressioner han har været igennem, hvilke skyldes den tvivlsomhed der ligger i at leve frit uden nogen at se op til. Han skaber sig selv, og derved må han tage nogle risikofyldte handlinger, som enten kan ende med opture eller nedture.

Der har været meget debat om hvorvidt Leth har en morale i forhold til hans magtliderlighed.

Umiddelbart fremstår han som en mand med utrolig meget magt, i og med han er chefen i sit eget hus, og har undersåtter til at lave mad og gøre rent. Han er jo en hvid mand med penge, og har derfor mulighed for disse privilegier på Haiti. Når han i bogen siger ”Jeg tager

                                   28
kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret.”

Mener han ikke selv, at det er på den magtliderlige måde, idet han påstår, at han kan have sex med kokkens datter når han vil, fordi

                                         29
hun er i huset, og det er hans ret, fordi hun også vil.

Han mener umiddelbart at læseren skal forstå det anderledes. Han siger ”Der er en ondskabsfuldhed i at tolke og at lave en

                             30
oversættelse så konkret, synes jeg.”

Han kan altså godt selv høre, at hans fantasi har udstillet ham på en uheldig måde på grund af hans måde at beskrive øjeblikket på, og dermed mener han, at læseren selv burde kunne tolke det i forhold til denne iscenesættelse.

Leth er præget af det senmoderne samfunds forandringer. Han beskriver sig selv som Anthony Giddens beskriver individet i det senmoderne. Han er en person i konstant bevægelse, ligesom det senmoderne samfunds konstante bevægelse. Leth er en uafhængig mand, idet han er opvokset i et samfund, som på det seneste er blevet nærmest helt

27

Sanselighedens pris

28

Det uperfekte menneske, side 308

29

Sanselighedens pris

30

Sanselighedens pris

Side 13

13 traditionsløst. Han har aldrig haft en autoritær stillet person i forhold til sig selv, og derfor har han været nødt til læne sig op af omgivelserne, for at finde ud af hvordan han skal begå sig.

Jørgen Leth er altså mand som lever i et aftraditionaliseret samfund uden normer om moral.

Han skal derfor skabe sin egen identitet ved at spejle sig i de omgivelser han er i. Idet hans omgivelser ofte er udenlandske og forskellige er Leth en mand med en særlig identitet. Han har seksuelle normer fra Afrika, hvor det er normalt at udvælge en kvinde fra stammen til seksuelle lyster. Derudover har han et magtforhold på Haiti, hvor samfundet er hierarkisk, og den kulturelle friheds norm fra Danmark. Han er altså en mand, med mange forskellige normer, og derfor fremstilles han anderledes i forhold til de danske normer, men dette er hans identitet.

Ved at skrive denne erindringsbog, udgiver han sin identitet. Han stræber efter en accept fra befolkningen, i og med at alle kan købe hans bog og læse om ham. Hans higen efter anerkendelsen og accepten fra læseren kan ses på den måde han sørger for at købe det rigtige tøj, have et forhold til de rigtige personer inden for Danmarks kulturelle omgangskreds, og kunne skaffe arbejde og have kontakter. Leth er et godt eksempel på Lasch’s beskrivelse af det narcissistiske menneske, hvor individets begær står højere end det traditionelle fællesskab.

Leth er nemlig ligeglad med de gamle traditioner, og sætter sig selv højere.

Miljø

Jørgen Leth lever under mange forskellige kulturelle miljøer i sin erindringsbog. Det handler for ham om at være en del af disse miljøer, idet han på den måde skaber anerkendelse omkring sin personlighed. Han er for eksempel inde i kulturelle miljøer som jazz-miljøet, hvor han er en anerkendt anmelder, derudover journalistikkens verden, filmbranchen og sportsverdenen. Gennem alle disse kulturelle miljøer skaber han sig et samlet billede af en alt-mulig-mand indenfor det kulturelle, for at på den måde kan han bekræfte sin egen identitet, da han er en del af disse miljøer. Under det kulturelle, hører også det sociale miljø. Leth formår gennem utallige af namedroppings at vise sit sociale miljø. Han nævner kendte kunstner, skuespillere, jazzmusikere osv. fordi disse personer fremstår som vigtige, danner et billede af vigtigheden af Jørgen Leth. I det økonomiske miljø er Leth også godt med. Flere gange i bogen nævner han godt nok, at han mangler penge til et projekt, fordi sådanne projekter gør ham fallit, men han får derved også i tilfældene penge fra filmselskaber og avisredaktionen.

Overordnet er han en mand med penge nok, da han har råd til hushjælp, og til at betale

Side 14

14 engelskundervisningen for kokkens datter. Derudover rejser han meget omkring, hvilket også viser at han er en velhavende mand.

Det miljø han ellers lever i til dagligt på Haiti, fremstår som et erotisk miljø med varme og sved, som præger hans sanser på en positiv måde, i forhold til at gengive forskellen mellem livet i Danmark og på Haiti.

Bogen hedder som sagt Det uperfekte menneske – scener fra mit liv. Der bliver altså lagt op til en selvbiografi, da han ud fra titlen signalerer, at han vil beskrive det uperfekte menneske ud fra scener, øjeblikke fra sit eget liv. Læseren skal altså regne med, at Leth vil fortælle om virkelige hændelser fra sit liv, og hvad der har gjort ham til et uperfekt menneske.

Tema og Budskab

Erindringsbogen har lagt op til meget debat, da Leth på en provokerende måde har skrevet om sine seksuelle bedrifter med unge kvinder under den haitianske lavalder for sex. Derfor vil mange antyde, at temaet i hans erindringsbog ikke bare handler om Jørgen Leths livsfortællinger, men også hvorvidt han er i besiddelse af magt. Han skriver selv i bogen ”Er det fantasien om at eje, der gør mig så vild? Er det forbudtheden? Er det kolonialismens

                31
erotiske vision[…]” Ud fra denne sætning, som beskriver hvorfor han er besat af kokkens

datter, afmaler han sig selv som en grisk, rig, hvid mand, der kan have sex med kokkens datter, fordi han nærmest ejer hende, selvom han ved, at det er forbudt. Han ser sig selv som den hvide kolonialistiske ejer, af den sorte haitianske piges krop. Det afspejler tydeligt hvordan et magtforhold bliver sat i fokus, og grunden hertil er også, at han selv mener han kan tillade sig det. Han tillader sig meget i sin selvbiografi, fordi han kan. Han er ligeglad med responsens negative sider, fordi han er en mand med så meget selvtillid, at det ikke vil påvirke ham. Han vil ikke have at temaerne i bogen skal være diskussioner om en ny sædelighedsfejde, kolonialisme, feminisme eller noget lignende. Leth vil trods alt hvad det fremgår af fire sider om kokkens datter, som har skabt de ovenstående diskussioner, beskrive hvordan hans liv gennem hans øjne har været. Temaerne for Leth, er derfor præget af sanserne og hvordan disse sanser påvirker kroppen og ham selv som person. Leth vil gerne vise hvordan sanserne skal overskrides gennem eksperimenterende stunder han har, og siger

“Jeg tænkte, at jeg havde overskredet en grænse i dokumentarfilmens kunst. Jeg tænkte på

31

Det uperfekte menneske, side 310

Side 15

15

                  32
selvopofrelse og ild.” Hans sanser lægger grundstenen til hans overskridelser, og det er det

han gerne vil vise med bogen. Ud fra dette kan det konkluderes, at Leths budskab med erindringsbogen er, at vise læseren de sanselige overskridelser man vil opleve med et liv i Haiti frem for et liv i Danmark.

Diskussion af bogens genre

En selvbiografi er en fortælling hvor forfatteren, fortælleren og hovedpersonen er én og samme person. Umiddelbart ligner Jørgen Leths bog en selvbiografi ud fra første øjekast.

Forsiden illustrerer Leth, og med hans navn skrevet med stort og en underoverskrift, der hedder scener fra mit liv, er forventningerne til bogens genre fra starten en selvbiografi, i og med at forfatter er givet, og det oplyses, at det er scener fra hans liv. Bogen er altså ud fra læserens kontrakt en selvbiografi, idet Leth beretter om sit eget liv, oplevelser og personlige erfaringer.

Performativ biografisme eller autofiktion bygger på teorien om fortællinger med en dobbeltfigur. Altså en figur som på den ene side er 100 procent virkelig, men på den anden side oplever fiktive situationer og udgør fiktive handlinger. Performativ biografisme er altså en selvbiografi, men på samme tid også en fiktionstekst.

Der står intet sted på bogens omslag, at det er en selvbiografi, så der laves ikke en egentlig kontrakt med læseren om, hvordan der skal forholdes til de beskrevne situationer. Godt nok står der på forsiden af bogen, at det er scener fra Leths liv. Men scener er opstillede akter, og derfor er disse scener ikke nødvendigvis direkte faktuelle, men derimod en iscenesættelse af en situation.

Det beskrevne ”jeg” er derfor ikke nødvendigvis Leth, men en opstilling af en scene, som han ønsker den.

Jørgen Leth fastsætter selv, at han selv har oplevet alt hvad han beretter om, men siger samtidig i et portræt af ham: ”Der er en ondskabsfuldhed i at tolke og at lave en oversættelse

                  33
så konkret, synes jeg.” Han giver selv en antydning af, at det ikke er alt i bogen, som skal

fortolkes som det er skrevet, men at man som læser skal læse bogen som noget poetisk. Ud fra dette tyder det stærkt på, at bogen Det uperfekte menneske er under genren ”performativ biografisme”, da vi får et indblik i virkelige hændelser og oprigtige følelser, men i en

32

Det uperfekte menneske, side 322

33

Sanselighedens pris

Side 16

16

                             34
redigeret og iscenesat sammenhæng. Selvbiografien rykker altså ind i fiktionen, og det

fiktive rykker ind i selvbiografien.

Camilla Schwartz skriver også om Jørgen Leth og autofiktionen i sin artikel Hvorfor er vi bange for autofiktionen? Hun skriver for eksempel, at læserne af Leths bog læste den som en selvbiografi, og det var derfor debatterne blev skabt. Hun beskriver, at hvis Leth havde brugt en anden fortæller teknik, som tredjepersonsfortæller, havde læserne lavet en anden kontrakt

                                           35
med værket, og ikke forstået den som en selvbiografi.

Derudover beskriver hun også, hvor

               36
drilagtigt genren er , men at man med samfundets udvikling må vænne sig til denne

opløsning af virkelighed og fiktion, da man som Jørgen Leth gjorde det, må ty til ekstremerne for at skille sig ud, og opnå anerkendelse for sin udskillelse og provokation i samfundet.

Biografien i det senmoderne samfund

Den performative biografisme er som sagt blandingen af en fortælling med virkelighedsmomenter i en fiktiv sammenhæng. Indenfor denne genre skrev Jørgen Leth sin erindringsbog, som skulle vise sig ikke at være direkte faktuel i forhold til hans oplevelser, men i stedet være præget af hans hang til at iscenesætte sig selv. Han har derved skrevet om sit liv, med scener derfra, men disse scener har nødvendigvis ikke set sådan ud i virkeligheden. Nok er det de rigtige personer, steder osv. han nævner, men handlingen kan være fordrejet og skruet sammen på en anden måde, så Leths personlighed er en anden end vi kender til.

Grunden til at den danske kultur nu skal vænne sig til en ny genre indenfor den litterære verden, hænger sammen med de nye muligheder medierne har skabt.

Årsagen til Leths behov for at iscenesætte sig selv gennem en performativ biografi, hænger sammen med det senmodernes samfunds ideologi om anerkendelse og bekræftelse. Denne bekræftelse får han igennem sine fortællinger om sig selv.

Umiddelbart vil læseren forstå hans bog som en selvbiografi på grund af de paratekster han bruger i form af de ydre tekster som forfatterens navn og billede på forsiden, hvilke

                                37
præsenterer bogen som en selvbiografi.

Men efter længere tids søgen og nærlæsning vil

34

Livsværk, side 27

35

Hvorfor er vi bange for autofiktionen? Side 2

36

Hvorfor er vi bange for autofiktionen? Side 3

37

Livsværk, side 22

Side 17

17

                                                           38
læseren opfatte de fiktive dele af bogen, og indse bogens virkelige genre. Med denne genre

har forfatteren mulighed for at forme sin egen fortælling, idet mennesket i det senmoderne samfund har fået en frihed, da autoriteterne er svækkede. Og med de nye muligheder indenfor medieverden iscenesætter forfatteren sig selv som karakterer i et offentligt skuespil. Jørgen Leth fremstår som dekadent livsnyder, der spontant følger sine impulser i jagten på det

skønne og sanselige.^{39} Denne personlighed af Leth, er den personlighed han gerne vil fremstå

at have.

Det, Leth skriver om sin egen person, vil virke som hans egen selvforståelse. Derfor behøver det ikke at være sandheden om Leths liv, men den måde han forstår sig selv på, og den måde han gerne vil fremstilles på. Derved fremstår han som en selvsikker mand. Nogle vil måske påpege, at han er alt for selvsikker. Denne selvsikkerhed stammer fra den tryghed, han har med sin egen person, i forhold til hvordan han fremstår i bogen. Denne tryghed er et tegn på hans selvoptagethed, da han tør skrive hvad han gør om sit ego.

Grunden til at Leth kan skrive om sit liv til offentligheden, er grunden til at det senmoderne samfund har formået at flytte grænserne mellem den private sfære og den offentlige sfære.

Det vil sige, at der nærmest ikke er nogen grænse for, hvad man i dag kan offentliggøre af det private. Medieudviklingen har altså præget det senmoderne menneskes mulighed til at fremstille sit eget liv, tanker, holdninger og dybeste hemmeligheder gennem det offentlige, for at på denne måde at kunne kommunikere med omverden og fremstille sig selv.

Denne udvikling af medierne har betydet meget i forhold til individets udvikling i form af identitetsdannelse. Identitetsdannelsen er nu en del af offentliggørelsen af individet, altså det offentligheden kan se i form af medierne, og derfor er synliggørelsen af individet på nettet, i blade osv. vigtigt, da det er medierne, der viser personligheden af den udstillede, og det er derfor igennem medierne personen får anerkendelse og bekræftelse, idet man bliver set.

Derudover er det også blevet sværere at skille sig ud i offentligheden, da grænserne mellem acceptabel og ikke acceptabelt opførsel er rykket, og mennesker som Jørgen Leth har været nødt til at gå til yderlighederne for at skille sig ud, og skriver derfor på en provokerende måde. Leth er en del af mange sociale grupper, men har været nødt til at udstille sig selv i

38

Hvorfor er vi bange for autofiktionen? Side 2

39

Livsværk, side 25

Side 18

18 medierne, for ikke at blive for kedelig. Og det er her provokationen i form af hans selvkærlighed og selvoptagethed er blevet til drivhjulet i hans værk.

Medier som et spejl

Selvoptagethed og selvkærlighed, som er betegnelsen for følelsen narcissister har, kan blive produceret i endnu større grad, idet medierne i det senmoderne samfund bliver brugt i samme forhold, som dét spejl Narkissos brugte til at spejle sig i, i søen. Det vil altså sige, at medierne

                                 40
bliver spejlet, narcissiten kan spejle sig i.

Ses det i forhold til Jørgen Leth, bruger han også medierne til at spejle sig selv i, og det er derfor meget vigtigt, at han fremstår som den person, han gerne vil være. Det er derfor han iscenesætter sit eget liv på den provokerende måde.

Derudover bruger han hjælp fra de kapitaler, han har tilskaffet sig gennem livet. Hvis man lægger mærke til kapitlet om et køb af en Amarni skjorte, gør Leth sig her brug af den økonomiske kapital i forhold til Pierre Bourdieus teori om menneskets habitus. Flere gange laver Leth en iscenesættelse af sig selv gennem forbruget, livsstilen og speciel de menneskelige relationer han har til andre kunstnere. Ud fra dette kommer Leth til at fremstå som en vigtig person i samfundet, med de rigtige forhold til de rigtige personer.

Gennem de nye muligheder medierne har skabt, gælder det altså om at iscenesætte sig, så offentligheden kan se, hvordan man ser ud, ud fra hvordan personen gerne selv vil kunne spejle sig selv.

Konsekvenser

Konsekvenserne af disse nye muligheder har skabt et nyt samfund.

Christopher Lasch betegner det nye samfund for showsamfundet. Han betegner det ved at

                                                             41
show er blevet den dominerende form for kulturindtryk i alle samfundets lag Lasch siger, at

showsamfundet sætter de narcissistiske personlighedstyper i forgrunden. Her er Jørgen Leth et specielt godt eksempel igen, idet han som en stor selvoptaget mand sættes i forgrunden på grund af showsamfundet og medierne. Kim Skotte skrev, ”at hetzen mod Jørgen Leth er det bedste, der nogen sinde er overgået Leths karriere. Det må betyde, at en ny generation har

                             42
taget ham til sig, og det er positivt."

Dette viser, at den hetz der har kørt mod Jørgen Leth på grund af hans iscenesættelse af sig selv og den provokerende selvglade måde at skrive om

40

Selviscenesættelse gennem medier, side 34

41

Livsværk, side 32

42

http://blog.politiken.dk/kasper/2010/07/02/j%C3%B8rgen-leth-er-tilbage/

Side 19

19 sine erindringer på, har sat ham i forgrunden af showsamfundet, hvilket har givet ham både dårlige oplevelser, men senere hen også mere anerkendelse i samfundet, hvilket var hvad han søgte.

En anden betegnelse for det nye samfund, som også er brugt af Lasch, er det narcissistiske samfund. Han mener nemlig, at mediernes mange muligheder har gjort samfundet alt for besat af at iscenesætte sig selv, for at opnå anerkendelse og i værste tilfælde berømmelse.

Opløsning

Der er sket en opløsning af grænserne i samfundet på mange måder. Traditionerne er opløst, og det samme er normerne. Som sagt skal mennesket derfor skabe sin identitet på en anden måde end i det traditionelle samfund, og her kommer medierne på banen. De nye muligheder gennem medierne har også opløst grænserne mellem den private sfære og den offentlige sfære. Det er altså det offentlige og mediernes identitetsskabende funktioner, som medvirker til at grænserne mellem det private og det offentlige svækkes i det senmoderne samfund.

Opløsningen i forhold til Jürgen Habermas’ teori om den borgerlig offentlighed

Ifølge Habermas er den gamle tradition om borgerskikkelsen uddød. Borgerskikkelsen er et menneske, med grundlag for egne meninger, fordi mennesket havde egen privatejendom og i denne private ejendom havde visse betingelser for, at individet kunne danne sine egne

meninger.^{43} Der skete altså kun en borgerlig dannelse i borgerlige private hjem. Men disse

traditioner om det private hjem er nedbrudte i det senmoderne samfund. De før beskrevne private hjem er ikke nær så private mere, på grund af massemediernes indtrædelse.

Derudover gør Habermas opmærksom på mediernes udvikling. Medierne er nemlig på vej mod at blive underlagt markedsmekanismen, hvilket vil bevirke at medierne i stedet for at levere fordringsfulde fornuftslutninger vil levere underholdning. Dette vil udvikle

                                                                       44
offentligheden til at gå fra at være kultur logisk tænkende til at være kultur forbrugende.

Derudover hænger den borgerlige offentlighed sammen med civilsamfundet. Civilsamfundet omfatter det private område, som indrammer intimsfære og socialsfære, og det offentlige område, som indrammer kultursfære og politiksfæren. Den borgerlige offentlighed handler

43

http://www.leksikon.org/art.php?n=356

44

http://www.leksikon.org/art.php?n=1039

Side 20

20 nemlig om at få civilsamfundets fire sfærer til at spille sammen gennem samfundet

        45
udvikling.

I forhold til det senmoderne samfund og kommunikationsmulighederne via medierne, beskriver Habermas hermed, at grænserne mellem den private sfære og den offentlige sfære nedbrydes, fordi civilsamfundets fire områder skal spille sammen gennem samfundets udvikling. Samfundet har udviklet sig neutralt overfor denne nedbrydelse mellem det private og det offentlige.

Mediernes udvikling i forhold til pressen har ifølge Habermas også haft en indvirke på nedbrydelsen af grænsen mellem det private og det offentlige. Han siger ”at efterhånden som

                                                 46
pressen blev kommercialiseret, blev den også manipulerbar”

hvilket fører til, at pressen

                                                                         47
blev mere ”åbne for pres fra bestemte private interesser, enten af privat eller kollektiv art”

Dermed sagt, at det senmoderne samfunds udvikling har medvirket til, at civilsamfundets fire sfære, det intime, sociale, kulturelle og politiske skal arbejde sammen, hvilket har ført til en opløsning af det private og det offentlige.

Camilla Schwartz Hvorfor er vi bange for autofiktionen?

På baggrund af Habermas’ teori om det borgerlig offentlighed og civilsamfundet og dansk litteraturens nye genre performativ biografisme giver Camilla Schwartz artikel Hvorfor er vi bange for autofiktionen? en mening med samfundets udvikling. Man skal til at vænne sig til en uvished om, hvorvidt medierne fremstiller virkeligheden, eller om det er fiktion. Camilla Schwartz vil gerne med sin artikel pointere, at det interessante i et værk ikke er hvorvidt noget er sandt eller falsk, så længe det har en evne at forføre læseren. Det er kunsten i værket, der udgør det interessante, og ikke om det indgår i de såkaldte spilleregler, som Schwartz nævner i sin artikel. Hun beskriver, at et værk skal være et enten eller værk i forhold til fiktion eller virkelighed, da dette er en nødvendighed for læseren. Men dette vil Schwartz gerne have læseren til at stoppe, og derimod læse kombineret, så man både læser genre som selvbiografi og fiktion. Hun siger i artiklen ”Denne kombinerede læsning kræver, at læseren ikke bare læser med observatørens briller, men ligeledes lader sig spejle og drage af alt det, som måske er virkeligt, måske er opdigtet. Hvis vi først accepterer, at virkelighed og fiktion ikke kan adskilles, kan det jo være, at både tekst og levet liv ikke kun bliver farligere, men også bliver

45

http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/information_borgerligoffentlighed.htm

46

http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/information_borgerligoffentlighed.htm ,

47

http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/information_borgerligoffentlighed.htm ,

Side 21

21

               48
mere interessant.” Dette citat beskriver Schwartzs mening med artiklen. Derudover

beskriver det også, hvordan læseren skal spejle sig i omgivelserne.

Konklusion

Ud fra hoveddelen kan jeg konkludere, at ved hjælp af teoretikere for centrale træk ved det senmoderne samfund, har udvikling skabt et samfund uden traditioner og normer. Derfor har mennesket ikke længere et standpunkt i livet, men må i stedet for helt på egen hånd skabe sin identitet. Mennesket må derfor reflektere og spejle sig selv i omgivelserne, for at vide hvordan mennesket skal se ud i offentligheden. Det vigtige for individet i det senmoderne samfund er nemlig at skabe en anerkendelse og accept omkring sin personlighed og identitet, men dette kan også føre til negative konsekvenser. Samfundet udvikles ud fra Laschs mening i en negativ retning, da det nu er individets begær, som kommer før fællesskabet. Derfor bliver det en alles-kamp-mod-alle, da individet nu kun higer efter sin egen lykke. Denne higen udvikler personens identitet mod selvoptagethed, hvilket udvikler en selvkærlighed.

Derudover har Ziehes teori om et samfund med kulturel frihed, og autoriteternes svækkede position styrket denne udvikling mod det narcissistiske menneske, da mennesket står helt frit til at skabe sin identitet, og bruger dermed udviklingens hjælpemidler i form af medierne.

Ved at se på analysen af Jørgen Leths bog Det uperfekte mennesket har jeg fundet frem til, at Jørgen Leth i den grad er en mand, som har og er præget af samfundets udvikling. Leth har været nødt til selv at skabe sin identitet, og har ikke haft nogen autoritet at støtte sig op af.

Derfor har han skrevet en bog som dels handler om hans eget liv, men på den anden side er en iscenesat forestilling af den måde han gerne vil se sig selv som, og hvordan andre skal opfatte ham. Han provokerer for at skabe debat, da dette giver omtale, og det er netop denne omtale han stræber efter, da det er berømmelse. Han er en narcissist, og dette kan ses på hans higen efter at udstille sig selv, hvorved han udvikler selvoptagethed og selvkærlighed.

Han skriver indenfor genren performativ biografisme eller autofiktion, som er en kombination af fiktion og virkelighed. Denne genre er et bevis på, at mennesket i det senmoderne samfund bruger medierne som et spejl til at spejle sig i, og det derfor er vigtigt at fremstille sig med den identitet man ønsker, og derfor må mennesket iscenesætte sig selv, for netop at opnå denne tilfredsstillelse.

Konsekvenserne af dette bliver, at samfundets grænser mellem privat og offentlig opløses, da

48

Hvorfor er vi bange for autofiktionen?, side 3

Side 22

22 personer udstiller sig selv i medierne, og åbner op for det private, da medierne i forvejen er trådt ind i de private hjem. Der opstår en tvivl, hvor ingen udgiver sig for hvem de i virkeligheden er.

Side 23

23

Litteraturliste

Primær litteratur

Leth, Jørgen. Det uperfekte menneske. Scener fra mit liv. Gyldendal, 2005

Sekundær litteratur

Christensen, Claus og Peter Jensen. Livsværk. Dansklærerforeningens Forlag, 2008 Jacobsen, Benny m.fl. Sociologi og modernitet. Columbus, 1998

Stounbjerg, Per. Selv skreven. Aarhus Universitetsforlag, 2006

Thorndal, Morten Hansen. Sociologi ABC. Columbus, 2008

Zaar, Amalie Østergaard m.fl. Selviscenesættelse gennem medier. Roskilde Universitet, 2008 Lasch, Christopher. Narcissismens kultur – en analyse af et samfund i opløsning. Gyldendal,

1983

Pallesen, Bolette Rud. m.fl. Politikens Nudansk leksikon. Bonniers Bogklubber, 2002 Artikler

Seeberg, Kenan. Jeg har sjældent sagt nej til mine drifter. Ekstra Bladet, 29. sep. 2005 Seeberg, Kenan. Leth stolt. Ekstra Bladet, 29. sep. 2005

Internetmateriale

Michael Øe ”Det senmoderne samfund”

http://samfnu.systime.dk/fileadmin/filer/Tekster/Emne2/k_moe_senmod_samf.pdf (09.12.10)

Michael Fagerlund Andersen ”Anthony Giddens”

http://www.e17.dk/inspiration/forfattere/anthony-giddens (09.12.10)
Truls Lie ”Lyst og fortvivlelse” http://www.youtube.com/watch?v=QURq4tQgqUg

(10.12.10)

Silas Ebert “Samfundskritikkens fødsel” http://www.historie-
online.dk/nyt/bogfeature/information_borgerligoffentlighed.htm (15.12.10)
”Habermas, Jürgen”http://www.leksikon.org/art.php?n=1039 (15.12.10)
“Borgerskabet” http://www.leksikon.org/art.php?n=356 (15.12.10)

Film

Pedersen, Jørgen Flindt Sanselighedens pris. Det Danske Filminstitut, 2007