DHO om arbejderens position under industrialiseringen

Indledning

Jeg vil i denne opgave kort redegøre for arbejderens samfundsposition under industrialiseringen. Jeg vil sammenligne og analysere scener fra ’Bondeidyl’ af Henrik Pontoppidan, og fra ’Pelle Erobreren’ af Martin Andersen Nexø for at tydeliggøre klasseforskelle. Jeg vil komme ind på hvordan arbejderens meninger og holdninger kom til kende i det industrielle samfund, samt analysere selve arbejdssituationen under industrialiseringen. Derudover vil jeg vurdere årsager til arbejderens løsrivelse fra underkuet lønslave til politisk retfærdighedskæmper og virkningen af dette. Jeg har valgt at skrive om arbejderen, fordi jeg selv kommer fra en arbejderfamilie, og gennem tiden har hørt nogle chokerende historier helt tilbage fra mine oldeforældres tids arbejdsvilkår. Udviklingen af industrien under Det Moderne Gennembrud har betydet meget for nutidens samfundsopbygning og arbejdsnormer, og derfor synes jeg stadig den er relevant.

Samfundets generelle udvikling

Mellem 1870 og 1910 var Danmark præget af en teknificeret revolution, der har ændret mange ting til det bedre. Mange fabrikker skød op i byerne, og dette betød, at der pludselig blev rigtig mange arbejdspladser der skulle besættes. Alt imens industrialiseringen foregik i de fleste større byer landet over, begyndte folk at flytte fra landet til byen for at få bedre arbejdsvilkår. Dette skabte fænomenet ’urbanisering’ , som medførte, at en helt ny befolkningsgruppe - netop arbejderklassen - opstod. På vej mod toppen, blev der i det danske samfund gjort en del ofringer, og målet har i de fleste tilfælde helliget midlet. I en tid hvor mekaniseringen herskede, og hvor penge bestemte éns muligheder, var arbejderen både udsat og uretfærdigt behandlet. Underbetaling, 64 timers arbejde ugentligt, og en arbejdsgiver der forventede, at du gav liv og lemmer for at forsyne ham med arbejdskraft, var ikke et særsyn i denne periode.

Den nye gruppe tilflyttere tog primært til byen for at finde i arbejde, i håb om at få en fremtid med bedre vilkår og større frihed. Dét de gik møde var stort set det omvendte af forhåbningerne. Arbejdsdagene var lange, lønnen var lav, og man havde som arbejder absolut intet at skulle have sagt. Man skulle brødføde sig selv, for ikke at sige resten af familien, og med fem eller flere mennesker i en etværelses lejlighed ved Kongens Nytorv , kunne det godt gå hen og blive en meget lang arbejdsdag, hvis ikke hele familien deltog. Af gode grunde var det derfor ikke længere kun faderen der arbejdede.