DHO om de danske jøder under besættelsen

Indledning

Under besættelsen stoppede den danske regering med at samarbejde med den tyske værnemagt i 1943, og det blev starten på en farlig tid for jøderne. Regeringen kunne ikke længere holde hånden over dem, men det gik aldrig så galt, som det kunne have gjort. Det tilskrives ofte danskernes solidaritet med jøderne og vilje til at løbe store risici. Perioden har spillet en vigtig rolle for vores lands udvikling og påvirker stadig i dag vores nationale selvforståelse. Men var danskerne virkelig så solidariske med jøderne? Eller var der andre grunde til, at samarbejdspolitikkens ophør ikke førte til massemord på de danske jøder? I denne opgave vil jeg redegøre for evakueringen af de danske jøder i 1943, herunder samarbejdspolitikken og dens ophør. Derefter vil jeg analysere Tove Ditlevsens novelle Appelsiner med fokus på, hvordan hun skildrer solidariteten med jøderne. Jeg vil analysere, hvordan købmand Gilbert Lassen skildrer jødernes flugt til Sverige i sit vidnesbyrd. Endelig vil jeg på baggrund af analyserne diskutere, hvorfor det lykkedes mange af jøderne i Danmark at flygte.

Redegørelse

I de nedenstående afsnit vil jeg redegøre for samarbejdspolitikken, dens betydning for jødeaktionen i 1943 og antisemitismen i Danmark.

Samarbejdspolitikken

Da Danmark den 9. april 1940 blev besat af Tyskland, valgte regeringen at samarbejde med værnemagten. Danmark var officielt stadig et neutralt land, og folketinget og landets domstole og politi fungerede. Tyskland var interesseret i samarbejdet, fordi de kunne spare soldater og embedsmænd, og fordi de havde brug for en stabil eksport af landbrugsvarer fra Danmark til Tyskland. Danmark var interesserede i samarbejdet for at sikre indflydelse på, hvad der skulle ske i landet. For jøderne betød samarbejdspolitikken, at der ikke skete dem noget, fordi regeringen havde meldt ud, at der ikke ville blive indført antijødiske love. I løbet af sommeren 1943 spreder der sig en tro på tysk sammenbrud, og derfor sker der flere og flere sabotagehandlinger. Det medfører, at Tyskland stiller den danske regering et ultimatum om bl.a. at indføre dødsstraf og undtagelsestilstand. Regeringen afviste, og det blev samarbejdspolitikkens ophør den 29. august 1943.

Jødeaktionen i 1943

Danmark var nu i militær undtagelsestilstand, hvilket den tyske rigsbefuldmægtige Werner Best udnyttede til at foreslå en tysk aktion mod de danske jøder. Hitler godkendte deportation af de 7-8000 danske jøder, der skulle foregå natten mellem 1. og 2. oktober. Ledende socialdemokrater i Danmark blev imidlertid advaret om jødeaktionen af Best gennem rådgiveren G.F. Duckwitz.